Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

sidder vi ved et havebord, og stearinlysene blafrer helt åndssvagt meget. Det tæppe, jeg sidder med,
er fugtigt. Det hele dugger til. Også mine øjne. Der er ikke mere, jeg kan tage fat i og smide fra mig.
Mit indre koger. Det her stopper aldrig.
Så er vi der: mig, ham, hende og ham den anden, og jeg er lige ved at falde i søvn. Pludselig rejser
hun sig op, men hun kommer tilbage med favnen fuld af håndklæder. Hun smækker dem ned på
havebordet, og trods mørket og den begyndende forrådnelse i hendes ansigt, aner jeg forventningen
i øjnene. Maddikerne i hendes øjenhuler smiler til mig. Jeg tænker, at det fandeme bliver uden mig.
De går. Jeg sidder tilbage med en skuffelse, der slår luften ud af mine lunger, og jeg sidder der i
lang tid. Det koger stadig. I morgen kommer jeg til at mangle det her. Hvem skal jeg sammenligne
mig med, hvis de alle sammen rådner i vandet og forsvinder? Så vil der ikke være noget tilbage.
Så jeg løber. Med tungen ud af halsen og hjertet låst fast i et jerngreb mellem mine tænder, spurter
jeg ned mod stranden. Jeg tager den vej, jeg tror, der er den rigtige, mens jeg tygger på hjertet.
Blodet sprøjter ud af munden på mig. Gennemblødt af hjerteblod og uden håndklæde og sko, men
fuld af bekymringer og en forventning om, at det er nu eller aldrig. Vild og gal. Sådan må jeg se ud,
mens jeg løber. Mine fodsåler brænder efter at have slammet mod endnu solvarm asfalt gentagne
gange, men endelig kan jeg mærke det kølende sand. Jeg snurrer rundt om mig selv. Snubler.
Stranden er øde, men endnu ikke brændt ned.
Jeg sætter mig op af en forkullet båd og forsvinder sammen med luften. Egentlig er jeg her slet ikke.
Horisonten er en oliebrand. Der er ikke mere himmel og kun en smule hav tilbage. Jeg er i tvivl om
der bliver lysere eller mørkere på nuværende tidspunkt. Det hele balancerer. Jeg knuser en
strandskal og skærer mig, men der er ikke noget, der gør ondt mere.
Jeg råber deres navne, men det eneste, der afgiver nogen form for lyd, er havet, der gang på gang
ruller ind mod mig, og det er allerede nu fortabt i ilden. Pludselig former der sig tre skikkelser i
flammerne. Det er dem. Hvis det her skal gøres med nogen, så skal det være med dem. Hvis det her
skal gøres, skal det gøres nu. Jeg går hen til dem og begynder at tage mit tøj af. De møder mig med
overraskede tilråb, og jeg indser, at der virkelig ikke er nogen vej tilbage.
Havet brænder. Vandet er varmere end luften. Jeg tror ikke rigtig på, at vi vil gøre det, men i
knæhøjt vand kan jeg skimte silhuetten af hans smalle skuldre, ham den andens pik og hendes
bryster. Jeg tænker det, som de siger: vi er faktisk nøgne! De er bare skyggelignende silhuetter, og
hvis de er det, så er jeg det også. Jeg kan ikke finde noget at være bange for. Ikke mere. Jeg er ikke
2