Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

Benjamin Abildgaard-Jensen
Steen kunne ikke lade være med at stirre på sprogforskeren i arbejde. Han havde endelig nået sit
mål. Han skulle endelig høre slutningen på sin livshistorie, og han skulle endelig opnå den lærdom,
der skulle gøre hans liv fuldendt.
Skidt med jobbet, han havde mistet. Glemt var lejligheden, som han havde solgt. Hul i det faktum,
at han aldrig var blevet gift og siden gymnasiet ikke havde haft en rigtig kæreste.
Nu ville han begynde et nyt liv som et afbalanceret og oplyst menneske. Han ville lære, og dét, på
en meget mere fantastisk måde, end noget universitet eller aftenkursus ville kunne hjælpe ham til.
Han ville lære om livet, om døden, om hvordan selve universet fungerer. Den totale og fuldkomne
alvidenhed. Omnisciens. En visdom og viden, man kender fra guderne. Som Odin der gav sit…
Han blev med ét revet ud af sine tanker, da Belwood nu havde oversat teksten til engelsk. Euforisk
rykkede Steen den afrevne side, fra notesblokken, ud af hans hånd. Han overså Belwoods
undskyldende udtryk og med højt hævet hoved og en mine af absolut sejr , stillede han sig op foran
den forventningsfulde menneskemængde. Især druiderne, så ud til at være nær eksplosionspunktet
af spænding.
Han rømmede sig og lod sin oplæsning af tekst-stykket runge igennem regnen ud over den grønne
eng:
”På lærdommens sted, hvor stentrommer buldrer, og se, da kigger han over sin skulder og ser at
han er alene og ej bliver forfulgt.
Jeg sætter mig da på jorden og spiser mine brød og mine fisk.
Da ler jeg højt, ja, og jeg ler i lange tider, og taler til alle jer, og siger
Tåber, ha ha, tåber, ha. Lærdommen er ikke her, I æsler. Troede I da, den blot var at finde, denne
viden? Tåber, ha, tåber.
Jeg har moret mig over jer. I har moret mig, æsler.
Skriveren Seen
Han smagte et øjeblik på ordene, han havde læst. Så genlæste han teksten for sig selv, flere gange.
Der var ikke flere ord, og han havde ikke læst forkert. Han kastede et blik bagud på Belwood, der
stod med skamfuldt bøjet nakke. Han kiggede rundt på de lamslåede og nærmest forlegne tilhørere,
og på flere af druiderne, der rullede rundt på jorden i rallende og sanseløs latter.
Med en stemme der var tør og tonløs kunne han høre sig selv sige på klingende dansk:
”Det… det er da noget pis.”
5