Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

Men de er her ikke. Jeg ved, at Jungo heller ikke er på sin plads, for den er jeg netop cyklet forbi.
Jeg tager telefonen og ringer til Chris, han er altid med, ved jeg. Hvis ikke Chris er med, er der
ingen, der sejler ud. Han er drivkraften i båden. Lederen. Alpha-hannen.
Jeg lader telefonen ringe, indtil den går på hans telefonsvarer. Bagefter forsøger jeg at få fat i nogle
af de andre, men der er ingen, der svarer.
Jeg sætter mig på fliserne med mine mange øl, og føler mig ligeså håbløst ensom som den lokale
alkoholiker. Jeg kan selvfølgelig følge hans eksempel og drikke mine øl selv. Jeg tør vædde med, at
han heller ikke har nogen at dele med, men i stedet vælger jeg at ringe til Johan, der lover at komme
over senere.
Jeg har ikke mere end lige sagt farvel, da min telefon ringer. Chris, står der på displayet. Mit hjerte
banker, mens jeg prøver at få min vejrtrækning til at lyde normal. Det undrer mig hver gang, men
sådan får jeg det tit, når han ringer. Så nervøs, som hvis det var min chef. Jeg trækker vejret dybt
ned i lungerne, før jeg tager telefonen op til øret.
”Hej du,” siger jeg. ”Jeg har prøvet at ringe til dig.”
”Ja, jeg ved det,” svarer Chris, ”men vi er lige sejlet, og der er ikke så godt signal herude.”
”Nå okay,” siger jeg, og glemmer helt at sige noget om, at jeg skulle have været med, ”så må I have
en god tur.”
”Ja, vi ses.”
Inden han når at lægge på, kan jeg høre Nathalies stemme i baggrunden. Jeg ønsker næsten, at han
slet ikke havde ringet tilbage. Nu kan jeg ikke tænke på andet end Nathalies fnisende latter og lange
blonde hår på min plads.
Samme aften sidder jeg hjemme hos Johan. Han har annonceret, at han har noget vigtigt at fortælle
mig, men jeg bliver nødt til først at få Nathalie og min dårlige dag ud af mit system.
”… og så siger han, der ikke er nogen forbindelse. Det er da ingen undskyldning, når de slet ikke
skulle have været af sted uden mig,” klager jeg.
”Det er jo ikke mig, du skal sige det til,” svarer Johan opgivende.
”Nej, jeg ved det, men det er bare så frustrerende.”
”Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan du kan holde dem ud.” Johan ryster lidt på hovedet af mig,
men jeg forklarer ham, at der også er gode tider, og inden jeg er færdig med mit forsøg på at
overbevise ham, har jeg snakket hele aftenen. Jeg giver kun Johan ti minutter til at fortælle mig,
han skal på efterskole. Jeg har brugt tre timer på at snakke om Chris.
2