Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

øjne fandt en gammel mand, der sad henne i det ene hjørne af caféen. Han var iklædt en krøllet,
gammel fløjsjakke og under den en gullig skjorte og et par seler, der holdt et par løse bukser oppe
over hans alt for store vom. Han sad og drak en helt almindelig kop kaffe. Kvinden med de brune
øjne rynkede på næsen. Hvad lavede sådan en mand her? tænkte hun, han passer jo slet ikke ind, det
kan enhver da se! Hun syntes, at alle sad og stirrede på ham, men han var ligeglad. Hun rystede
opgivende på hovedet. Sådan nogle mennesker stod bare ikke til at redde. En telefon ringede
pludselig ved bordet til højre for hende, og en flot kvinde svarede med det samme. Kvinden med de
brune øjne kiggede diskret hen mod bordet. Kvinden ved bordet var så stilren og syntes at eje stedet
med sin udstråling.
”Nej, nej, nej,” sagde kvinden med mobiltelefonen og sukkede opgivende, imens hun masserede
sine øjnekroge ”Forsiden kan ikke have en med langt, krøllet hår! Hår er slet ikke in!”
Kvinden med de brune øjne bed sig i læben, og førte hånden op til sit hår. Hendes brune, krøllede
hår sad bundet i en knold. Hun havde altid syntes, det var for langt til at have hængende. Var langt,
krøllet hår virkelig så kikset? Hun sukkede, selvfølgelig var det det, hvis kvinden med det korte hår
ved siden af, sagde det. Hun vidste alt, hvad sådan noget angik, sådan som hun så ud. Kvinden med
de brune øjne lagde avisen fra sig og rejste sig træt op fra stolen. Ville hun nogensinde komme til at
passe ind sådan et sted? Hun gik ud på gaden igen, fortsatte til en frisørsalonen, der lå et par gader
derfra. Uden så meget som at tøve gik hun ind ad døren, og marcherede hen til en af frisørerne, der
var ved at klippe en kunde.
”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte frisøren
”Mit hår er alt for langt!” sagde hun kort, og lod sig dumpe ned på stolen ved siden af.
Den næste dag gik kvinden med faste skridt ind på caféen, bestilte sit glas hvad-det-nu-var, et
stykke Sarahbernhardt, nød at hun var i det moderne tøj, satte sig ned ved sit sædvanlige bord, følte
sig totalt afstresset og foldede avisen ud. Denne gang var den nede i brysthøjde, og hun synes for
første gang, at hun passede helt perfekt til caféen og dens kunder. Hun tog imod sin kage og sit glas
og lagde ikke mærke til, hvordan tjeneren stirrede, sukkede i stedet af velbehag, pustede på den
varme væske. Hun spidsede som sædvanlig sine ører, men for første gang nogensinde var der
næsten helt stille på caféen. Hvis hun havde kigget sig omkring, som hun ellers normalt gjorde, ville
hun have set, at de fleste sad og skævede til hende. Kvinden med de brune øjne, der ellers før havde
været så smuk med et langt, brunt og krøllet hår, sad nu med en helt glat isse, uden nogle hår på
4