Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

Benjamin Abildgaard-Jensen
hans venner kendte til. Yak’lahal var egnens største by, og Seen boede inde midt i den, ligesom
Steen gjorde. Seen havde også en ven, der hed Mikla og som malede hvad Seen skrev, og Steens
trofaste fotograf, der den dag ledsagede ham på museet hed Michael. Seens far havde en nabo ved
navn Klakos, ligesom den græske købmand ved siden af Steens fars hus. Og hans mors hår blev gråt
syv måneder før hendes 50-års fødselsdag, ligesom min mors gjorde. Igen og igen blev det
bekræftet for Steen, at det hele passede perfekt sammen.
I mere end en time lyttede han mundlam til fortællingen, da den på dette tidspunkt var nået til hans
fremtid og fortalte ting, som endnu ikke var sket.
Seen levede da også et interessant liv fremover, måtte Steen snart sande. Han søgte lærdommen og
blev klogere, ligesom Steen altid havde ønsket sig at studere historie. Seen var endda på sporet af
den ultimative kilde til viden, den viden der ville gøre hans liv fuldendt. Steen havde svært ved at
stå stille, da spændingen næsten blev for meget for ham.
”… På lærdommens sted, hvor stentrommer buldrer, og se, da kigger han over sin skulder og ser…”
Steen måtte undertrykke trangen til at skråle:
”Og hvad skete der så?!”, og heldigvis var der en anden journalist, der i et roligere tonefald kom
ham i forkøbet og stillede spørgsmålet for ham.
”Jeg er bange for, at historien ikke er længere end det. Hvis de kigger her…”
Alle lænede sig fremad og tog billeder, da dr. Hamad førte sin finger hen over et fotografi af den
gamle væg.
”… kan de se, at hele den del der rummer slutningen er blevet hugget væk i ét stykke, øjensynligt
med en mejsel. Og da denne plade ikke var at finde i kammeret, kan den befinde sig hvor som helst.
Hvis den altså stadigvæk eksisterer.”
Skuffede suk blandede sig med den interesserede mumlen og de påtrængende spørgsmål. Dr.
Hamad takkede for opmærksomheden og direktøren overtog, for at fortælle dem i hvilken afdeling
et aftryk af muren ville blive udstillet, og så vidt muligt svare på deres spørgsmål. Imens slentrede
Steen hurtigt ud af museet.
De næste dage brugte Steen al sin tid på at søge på internettet og konstant kørte han til og fra
biblioteker og antikvariater for at hente gamle tekster og tage kopier af dem. Væggen over hans
skrivebord på redaktionen blev ryddet for alle filmplakater og billeder af hans familie og blev i
stedet fyldt af en tidstavle, der viste skriveren Seens liv.
2