Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

Rasteplads
Af Anna Rüth
De kører på en anonym landevej. Det er sent. De er trætte. Skyerne over dem slutter tæt og mørkt
sammen, og han tænder vinduesviskerne ved refleks, da de første dråber falder. Stilheden i bilen er
tyngende. Hun begynder at pille ved radioen, men han lægger sin hånd over hendes.
”Jeg har hovedpine.”
Hun stopper med at dreje på radioens knapper og ser ud ad vinduet. De suser forbi den ene gård
efter den anden . Snart bliver de brede marker skiftet ud med krat og begyndelsen på en skov. den
”Tror du, at vi kan holde ind ved den næste rasteplads?” Stemmen er lys, og hun taler hurtigt.
Han ser stift ud ad forruden.
Hun tager en dyb indånding.
”Lars, vær venlig at holde ved den næste rasteplads.” Hun stirrer på ham, men han holder øjnene på
vejen, der bliver mere og mere udvisket af den faldende regn. Ved næste rasteplads kører han
alligevel ind.
Store vandpytter har lagt sig i den ujævne asfalt, og Michelle sørger omhyggeligt for, at hendes høje
hæle ikke bliver våde på vej hen til det grønne skur. Hun lader med et brag døren falde i efter sig og
låsen glide på plads. En enlig plastic-lampe blinker med en sydende lyd. Michelle lukker øjnene.
Bare den ikke går ud. Regnen siler ned over toilettets loftvindue og trækker mørke streger hen over
den grå himmel. Vådt papir ligger på gulvet. Alt lugter af pis. Hun griber fat i håndtasken, finder
hvad hun leder efter, og sprayer sædet med antibakteriel spray, inden hun hiver sin nederdel op og
sætter sig.
Gudskelov for antibakteriel spray.
Udenfor bliver regnen værre. Lars ser uroligt ud fra sin tørre plads i bilen. Han undrer sig.
Vejrudsigten har intet sagt om regn, og det trækker op til storm. Træerne bruser.
Han kaster et blik mod det grønne skur. Gid hun vil skynde sig. Han vil bare gerne hjem. Rastløst
åbner han handskerummet og finder vejkortet frem.
Michelle tænker.
Hvornår gik det galt?
Side 1 af 7