Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

han og gik ud af rummet, da Mike åbnede munden for at svare. Mike sukkede opgivende og rejste
sig fra sin stol.
Han fik sig et mindre chok, da han åbnede yderdøren. I samme øjeblik begyndte det at vælte
ned med sne. Han stirrede underkæbe-tabende på den langsomt faldende sne. Så lukkede han døren
igen. Et par sekunder stod han bare stille, stadig med hånden på håndtaget. Han kiggede lidt
bekymret til begge sider, slap håndtaget og gik så hen til et vindue. Det sneede overhovedet ikke.
Der var faktisk stjerner på himlen. Han gik hen til døren igen. Åbnede den på klem og skævede ud.
Der var ingen sne. Han åbnede døren helt op. Og i samme sekund væltede det ned med den fineste
sne.
- Fuck …
Jingle bells, jingle bells, jingle all the way! Han røg næsten på røven af bar forskrækkelse.
Det tog ham et øjeblik at lokalisere lyden. På husmuren lige over døren sad en højtaler og skrålede
på fuldt tryk. Mike sprang ud og mærkede i samme øjeblik sneen stoppe. Han så sig en sidste gang
tilbage, før han vendte om og småløb hen mod skuret.
Døren til skuret var allerede åben. Hans næsebor blev ramt af en duft, der mindede ham om
sit sidste besøg på onkel Urs’ gård. Han kiggede ind. Hans far stod med siden til. Mike lagde mærke
til, at faren havde lagt sig lidt ud over maven. Og i ansigtet. Et langsomt begyndende fuldskæg
aftegnedes på hans kinder og omkring hans hage. Det var dog ikke det værste. Han stod iført et
kostume, Mike aldrig havde set før. Da Julian så hans ansigtsudtryk, smilede han fornøjet. Han var
trukket i et perfekt julemandskostume med trøje, bukser, bælte, hue, hele balladen.
Det var først nu, Mike bemærkede den store mængde halm, der var spredt ud over gulvet. Og
lige der, lige bag ved Julian, stod noget nær den smukkeste skabning, Mike nogensinde havde set.
En velformet krop på nogle muskuløse ben, der sammen bar på et flot ansigt med de største brune
øjne og lange, buede øjenvipper. Geviret var perfekt, ligesom i en film, hvor man altid ser disse
store dyr gå rundt i Nord-sveriges dybe sne. Et sådant rensdyr, dog ikke helt så stort, stod i dette
øjeblik og så indgående på Mike, mens det gnaskede halm i sig.
Det var først, da Julian, tydeligvis tilfreds med sønnens reaktion, rømmede sig, at Mike
vendte blikket væk fra renen. Faren så overstadigt smilende på ham. Efter endnu et blik på dyret fik
han fremstammet:
- Far … Hvad … hvad fanden er det der? Mike pegede ud i rummet og retningsangivelsen
ramte både rensdyret, Julian og resten af skuret. Farens smil bredte sig endnu mere.
- Kan du ikke se det? Jeg er Julemanden!