iNgEN PANik, vi Er DykkErE! - DAN Europe

Som dykkere ved vil alle at der er en lille men reel risiko til stede in den
sportsgren, vi elsker: nemlig trykskader såsom dekompressionssyge. Vi ved
også at hyppigheden af dekompressionssyge og embolisme er meget lav*, så vi
ønsker at sikre os, at vi modtager den bedste behandling hvis disse usandsynlige
skader skulle forekomme.
I dykker samfundet eksisterer der stadig nogle tilbagevendende misopfattelser
om hyperbarisk behandling. Her er nogle eksempler:
• En dykker med mulige symptomer på dekompressionssygdom blev henvist til
en lokal hyperbarisk klinik for at blive tilset og muligvis behandlet. Han fortalte
DAN-medicineren i forvejen, at klinikken han var blevet henvist til ikke kunne
behandle ham da deres kammer ”kun går til 18 meter.”
• Ambulancefolk transporterede en potentielt skadet dykker og havde brug for at
DAN stillede et alternativt rekompressionskammer til rådighed. Den nærmeste
klinik havde et kammer som ”kun gik til 18 meter” i følge den skadede dykker.
• En militærklinik på en afsidesliggende stillehavsø kunne ikke længere behandle
civile dykkere. Lokale dykkere kontaktede DAN for råd. De var bekymrede da det
eneste kammer på øen ”kun kunne gå til 18 meter.”
For hver af disse fejlopfattelser kunne en DAN-mediciner hurtigt afhjælpe dykkernes
frygt. Hvad har ført til denne misforståelse?
* Hyppighed af dekompressionssyge indenfor USN no-stop-grænse er 1-8,4
dekompressionssygetilfælde/10.000 dykninger. Fra: Vann RD. ”Mechanisms
and risks of decompression,” Bove AA, ed. Bove and Davis’ Diving Medicine, 4.
udgave (Philadelphia: Saunders; 2004:127-164.)
behandling er mere end tryk
Effektiv hyperbarisk behandling er ikke bare en funktion af tryk. Det høje delvise
tryk fra ilt er formentlig ligeså vigtigt. For bedre at forstå egnetheden af et kammer
som ”kun kan gå til 18 meter”, er vi nødt til kort at gennemgå historien bag
hyperbarisk behandling.
Behandlingen mod dekompressionssyge begyndte i det 19. århundrede med
sænkekassearbejdere - bygningsarbejdere, som arbejde i undervandskamre i
forbindelse med bygning af broer og andre strukturer med undervandsfundament.
De kunne arbejde i dybden og kunne trække vejret gennem de nyligt udviklede
(1837) luftrykspumper. Men de oplevede snart at med øget tid og større dybder
det de kaldte ”gigt og kulde”.
Der gik knap fire årtier inden dette fænomen blev identificeret som dekompressionssyge.
Behandlingen som eventuelt fulgte var at sænkekassearbejderne blev
ført tilbage til det tryk, hvor de havde arbejdet, indtil deres symptomer blev bedre.
Derefter begyndte en langsom opstigning til overfladen.
Den procedure blev vedholdt indtil begyndelsen af det 20. århundrede. Under
behandlingen var indåndingsgassen luft. Der blev oprindeligt anvendt samme
procedurer ved behandling af dekompressionssyge hos dykkere. Eventuelt blev
der implementeret faste behandlingsdybder i et samarbejde mellem den engelske
flåde, den britiske fysiolog J.S. Haldane og den amerikanske flåde.
24 25 / AUTUMN 2011