iNgEN PANik, vi Er DykkErE! - DAN Europe

De gode nyheder er at panik, til
trods for det mysterium det underligger,
næsten altid kan undgås. Der
er et spor, som til at begynde med virker
uvigtigt, men som der henvises til
i ovennævnte studie. Selv om resultaterne
indhentet fra dykkerne om de mulige
årsager til deres panikanfald virker
at være urelaterede, og tilsyneladende
så spredte, at det var umuligt at drage
en logisk, statistisk, eller epidemiologisk
konklusion, var alle stort set enige
om at de var begyndt at hyperventilere
lige før panikanfaldene begyndte.
Det er værd at nævne at hyperventilation
(hurtigt åndedræt, overfladisk,
uregelmæssigt) er et klassisk tegn på
ængstelighed. Ængstelighed er en ophobning
af daglig stress, som desuden
kunne bestå af en ubevidst frygt eller
manglende evne til at løse problemer;
dette fører til en følelse af magtesløshed
som forstærker usikkerheden, bekymringen,
trætheden, frustrationen og
frygten, som stadig er del af det daglige
liv. Det er derfor sandsynligt at det er
dette der sker for dykkeren, der som de
fleste af os, er stresset selv inden han/
hun går i vandet. Der kan være minder
om en svær eller skræmmende dykning
- dykkeren tænker på dette. Måske er
dykningsforholdene usædvanligt svære. Eller måske
gik han/hun for sent i seng aftenen forinden, sad i en
trafikprop om morgenen og skulle løbe for at indhente
dykkerbåden. Eller han/hun kan ikke få det satans
problem på kontoret ud af hovedet. Eller instruktøren,
som i det tilfælde burde ændre metode, gør ham nervøs,
håner ham, fornærmer ham. Eller studenterne
er specielt uregerlige og nægter at følge anvisninger.
Når dykkeren går i vandet er han urolig, sur, mindre
klar til at reagere på en konsekvent og klar måde:
så han kan nemt blive ramt af frygt. Det er sværere
end normalt at trække vejret, han anvender BC mere
end normalt, og når der hænder noget uventet, selv
om det er harmløst (som en maske der falder af eller
en svømmefod der sidder fast), begynder han at
hyperventilere, men det føles som om der aldrig er
nok luft. Følelsen af at være “sulten efter luft” og risikoen
for kvælning stiger. Panikken breder sig. Man
bør selvfølgelig ikke antage, at alle dykkere, som
sidder fast i morgentrafikken oplever et panikanfald:
da mennesker er forskellige fra hinanden og unikke,
tackler de også stress og daglige problemer på forskellige
måder. Nogle er mere modtagelige overfor
stress, og derfor mere udsatte i forhold til panik. Som
nævnt, er der dog ingen der er immune overfor panik,
da vores individuelle paniktærskel også kan ændre
sig fra dag til dag.
selv om det kan virke uhyggeligt, bør dette overbevise
læseren om, at et panikanfald sjældent finder
sted under en dykning - i de fleste tilfælde har stressfaktoren
været til stede i timevis, ja selv i dagevis.
Til sidst kommer dråben der får bægeret til at flyde
over, og dykkeren føler sig overbelastet: frygten for
at fejle udløser panik. Forestil dig en jonglør med tre
tallerkener i luften, derefter fire, og så fem. Endeligt,
et element for mange, og forestillingen ender med en
kaskade af porcelænssplinter og en eksplosion. Årsagen
til at jongløren mister kontrollen er ikke den sjette
tallerken, men ganske enkelt at han har for mange tallerkener
i luften. På samme måde kan ethvert element
udløse panik og forårsage en eksplosion, men det kan
38 39 / AUTUMN 2011