iNgEN PANik, vi Er DykkErE! - DAN Europe

indslag
At føle ængstelse, selv i en kort periode, er aldrig
behageligt. Især når det ledsages af dens onde bror,
panik, og endnu mere når det opleves ikke på land,
men under vandet. Grunden til at sunde mennesker
uden en historik eller familiehistorik med ængstelse eller
panik pludselig går i panik under vandet står til dags
dato uklart. Det er dog vigtigt at prøve at forstå de bagvedliggende
mekanismer. Panik, som i bund og grund
er harmløst, er formentlig den mest hyppige årsag til
dykkerulykker; som James Jones skrev i sin roman Go
to the Widowmaker: “Panikken var den største fare,
fjenden, den eneste fare der var i dykning”.
Bevæger vi os væk fra fiktionsområdet, er der enighed
blandt eksperterne i dykkerrelateret panik, Arthur
Bachrach og Glen Egstrom, som har forfattet artiklen
Stress and Performance in Diving: “De fleste af os
som forsker i dykning mener at panik er hovedårsagen
til størstedelen af skader og dødsfald i dykning”.
Enhver erfaren divemaster eller instruktør kan bekræfte
disse udtalelser. Det bør ikke foranledige os
til at tro at panik altid er en fjende der ligger på lur,
klar til at angribe alle, uanset alder, erfaring, køn eller
race: selv om panik er farlig, kan det normalt undgås.
Et nyligt studie (colvard et al., 2000) undersøgte
mere end 12.000 dykkere som havde oplevet panik
under dykning, med det formål at kortlægge grundene.
Resultaterne var overraskende. Respondenterne
blev givet en liste med 43 mulige årsager til panik,
38 /
AUTUMN 2011
såsom “hajer”, “mørke”, “luftmangel” osv. Valgmulighederne
var opdelt i tre kategorier relateret til dykkerforhold,
problemer med udstyr, fysiske og/eller
psykologiske problemer. Dykkerne blev bedt om at
vurdere hvilken af disse trusler de havde oplevet under
panikanfaldene. Blandt de 43 mulige trusler hvor
de tre hyppigst valgte i hver kategori de sidste: “Andet.”
Med andre ord, hændelserne der førte til panikreaktionerne
er ikke blandt de objektive årsager til et
problem, som ville kunne retfærdiggøre ængstelse. I
de fleste tilfælde var triggerårsagen noget trivielt eller
rutinemæssigt, noget som ingen ville se som grund til
panik under nogen andre omstændigheder.
ved at læse DANs årsrapporter om ulykker og
dødsfald i dykning, står det klart, at et overraskende
stort antal dykninger kunne være blevet gennemført
uden problemer, hvis dykkeren havde henholdt sig til
de anvisninger der gives i den grundlæggende træning.
Tænk bare på reglen “Hold ikke vejret og gå ikke
for hurtigt op”. Vi har læst, studeret, undervist, praktiseret
den så mange gange, at vi aldrig kunne drømme
om at vi ville begå sådan en fejl.
Til trods for det kan alle gå i panik. Et panikanfald er
så frivilligt som et hjerteanfald.
Panikken er ikke fejhed, det er ikke mangel på mod,
men en ufrivillig reaktion på en massiv afsondring af
adrenalin ind i blodstrømmen på opfordring af det
sympatiske nervesystem, som hvis det står overfor
en enorm trussel, får hjertefrekvensen,
kropstemperaturen og blodsukkerspejl til
at øges dramatisk. Du får “sommerfugle”
i maven eller føler kvalme. Du begynder
at svede. Din hud bliver rød eller bleg.
Dit åndedræt bliver hurtigere, mindre
dybt og dyspnøisk (eller uregelmæssigt).
Du oplever fænomenet kendt som “perceptual
indsnævring” under hvilket det
manglende synsfelt kan begrænse det
perifære syn. Effekten er at du ser verden
som gennem et rør.
Det værste er, at du føler dig mere og
mere oprevet og kan ikke tænke klart.
Din opmærksomhed bliver derfor rettet
på problemet, og den rigtige løsning i situationen
synes at svinde hen eller ikke
længere eksistere. Når du har et rigtigt
panikanfald, er der meget lidt som den
rationelle del af din hjerne kan gøre for at
stoppe det, da kroppen tager flere minutter
om at absorbere adrenalinen og risikoen
for udføre de forkerte handlinger øges.