Praksisundersøgelse om hjælpemidler og forbrugsgoder

ANKestyrelseNs PrAKsisuNdersøgelser
Ankestyrelsen vurderer, at afgørelsen er forkert og finder, at hele cyklen burde betragtes som
et forbrugsgode med egenbetaling på 50 pct.
sag nr. 049. Sagen drejer sig om bevilling af en cykel med hjælpemotor som forbrugsgode med
50 pct. egenbetaling på standardprodukt samt differencen herfra til prisen på hjælpemotorcyklen
som tilskud. Ansøger er en 50-årig kvinde med slidgigt i alle led, og hun bevilges støtte
efter serviceloven § 98, stk. 5, nu § 113, stk. 4. Afgørelsen er forkert, da der er tale om et
standardforbrugsgode, som burde have været bevilget med 50 pct. egenbetaling på hele
produktet.
Eksemplerne belyser, at disse tohjulede cykler med hjælpemotor (el-cykler) volder store
problemer med hensyn til hvilke lovbestemmelser, der skal anvendes.
Vi har som nævnt taget stilling til el-cyklerne i principafgørelse C-25-06, hvor vi vurderede, at
en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode, fordi der var tale om et produkt, der
blev fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i
almindelighed. Det indgik i vurderingen, at tohjulede cykler med hjælpemotor indgik i
forretningernes varesortiment, og at de var på lager og kunne fremskaffes fra dag til dag. En
sådan cykel kunne også være et forbrugsgode, som udelukkende fungerede som hjælpemiddel,
når alternativet til el-cyklen ville være et egentligt hjælpemiddel.
3.6.2 Om cykler og køretøjer med særlig indretning
sag nr. 108. Sagen drejer sig om en 40-årig kvinde, som er bevilget en bedstemorcykel som
forbrugsgode med egenbetaling på 50 pct. Kvinden lider af fibromyalgi og hypermobilitet og
smerter i nakke, skuldre, albue og håndled. Hun cyklede bedst på en bedstemorcykel. Vi har
ikke taget stilling til almindelige cykler, men vi vurderer, at der er tale om sædvanligt indbo,
og at afgørelsen derfor er forkert.
sag nr. 059. Sagen drejer sig om bevilling af en el-scooter som forbrugsgode til en 78 årig mand
med udbredt slidgigt, kronisk bronchitis og diabetes. Sagen ville blive hjemvist, idet det ikke
fremgik, om scooteren var ydet efter nu § 113, stk. 3, om 50 pct. af prisen på et almindeligt
standardprodukt eller efter stk. 4 om et forbrugsgode, der var dyrere end et almindeligt
standardprodukt, hvor kommunen betaler de nødvendige merudgifter.