Social Forskning - SFI

institutionerne i Malmø. Konklusionen var her, at
det først og fremmest var de sociale forskelle
mellem de forskellige bydele, der slog igennem.
Denne tendens blev forstærket af, at forældre fra
den øverste socialgruppe var mere tilbøjelige til at
vælge institutioner, der lå længere væk fra deres
boligområde. Institutionerne for børnene fra den
laveste socialgruppe var karakteriseret ved mere
uro i dagligdagen og ved en større personaleudskiftning.
I institutionerne for børnene fra den
øverste socialgruppe blev der arrangeret flere tilbud
til børnene, og forældrene deltog mere aktivt,
både praktisk og økonomisk, i deres børns institutionsliv
(Svenning & Svenning, 1979).
Det såkaldte ‘Omsorgsprojekt’ på Danmarks
Pædagogiske Institut indeholdt blandt andet en
undersøgelse af tre københavnske daginstitutioner,
der viste store kvalitetsforskelle, hvad angår
omsorgen. Institutionernes omsorgsmønstre
karakteriserede institutionen i sin helhed og kan
derfor ses som et led i institutionskulturen.
Undersøgelsen beskæftiger sig ikke eksplicit med
sociale baggrundsfaktorer, men det konstateres,
at den institution, hvor kulturen er karakteriseret
ved mindre omsorgsfuldhed og mangelfuld kommunikation
mellem børn og personale, er beliggende
i et område med sociale problemer, og at
de andre to velfungerende institutioner er beliggende
i et mere velstående og mellemlagsdomineret
kvarter (Thyssen, 1991; Diderichsen, 1991;
Jacobi, 1991).
Disse undersøgelser belyser således, dels den
skæve sociale rekruttering til daginstitutionerne,
dels at der kan være tale om kvalitetsforskelle,
som virker forstærkende på børns uens vilkår i
familierne.
Pædagogik, der forstærker eller kompenserer
Den skæve rekruttering til daginstitutioner kan
være årsag til mere eller mindre bevidste valg af
pædagogik. Anvendelsen af bestemte former for
pædagogik kan desuden i sig selv forstærke eller
kompensere for den sociale ulighed. I den pædagogiske
praksis er de enkelte pædagogers kompetencer
afgørende både i forhold til bevidsthed
om metodevalg og støtte til særligt omsorgskrævende
børn. Disse problemstillinger er ikke
eksplicit udforskede, men flere undersøgelser
berører aspekter af disse forhold.
Den tidligere omtalte repræsentative undersøgelse
af Else Christensen (1996) fremhæver
en række pædagogiske konsekvenser af den
“skæve rekruttering”. Truede børn i daginstitutionen
indebærer en højere grad af overvågning af
hele børnegruppen. Pædagogikken på institutioner
med mange truede børn beskrives som sammenlignelig
med metoderne på en behandlingsinstitution
– vel at mærke med almindelige daginstitutionsnormeringer.
Disse forhold tyder på, at daginstitutioner kan
være medproducenter af den sociale skævhed.
16
Samme resultater giver undersøgelser med fokus
på pædagogikken, som analyseres ud fra et børneperspektiv.
Det er i disse år en fremherskende tendens på
en række danske daginstitutioner at sætte fokus
på “det kompetente barn”, hvilket har ført til flere
kritiske analyser af de pædagogiske konsekvenser.
Pædagogik, der lægger hovedvægten på individualisering
og på børns frie valg, rummer risikoen
for at forstærke ressourcesvage børns vanskelige
vilkår – “giver mere til dem, der har i forvejen”
– og kan således være medvirkende til at forstærke
de uens vilkår (Langsted m.fl., 1992; Brinkkjær
m.fl., 1998; Hviid, 1999).
På det individuelle plan er pædagogers kompetence
omkring indlevelse, omsorg, fokus på mere
støttekrævende børn m.m. væsentlig, lige som
en kvalitativ udvikling af kulturen og pædagogikken
i nogle institutioner er af stor betydning. Det
vises tillige i en undersøgelse af voksne mønsterbrydere,
der har fortalt om deres barndom.
I forskningsprojektet “Den sociale arv og mønsterbrydere”
er fokus sat på at begribe de mekanismer,
der fører til, at nogle mennesker bryder
med et opvækstmiljø, præget af socioøkonomiske
forhold som manglende uddannelse, arbejdsløshed,
dårlig økonomi, ringe boligforhold, misbrug
og vold samt psykologisk set af klientgørelse,
støtteforanstaltninger og offerrolle. Mønsterbruddet
medfører en tilværelse med forbedrede socioøkonomiske
forhold samt oplevelsen af at være
aktør, at mestre eget liv, subjektivitet og selvbestemmelse.
Forskningens hovedresultat er, at dynamoen for
mønsterbrydningsprocessen først og fremmest er
relationer til betydende personer, hvor den potentielle
mønsterbryder er aktør – ikke objekt for indsatsen.
Forskningen peger på en pædagogik, der tager
udgangspunkt i menneskets behov for at skabe
helhed og mening i tilværelsen (Elsborg m.fl.,
1999).
Udenlandske forskeres iagttagelser tyder på, at
danske daginstitutioner måske har bedre muligheder
for at udvikle en pædagogik, der kan bryde
den eksisterende ulighed – men belysning heraf
vil blandt andet kræve yderligere forskning, der
har fokus på de mekanismer, herunder pædagogiske
kompetencer, der henholdsvis kan betegnes
som medproducerende og kompenserende i relation
til den eksisterende ulighed.
Danske daginstitutioner opfattes af flere internationale
forskere som meget lidt “institutionsagtige”.
De er kendetegnede ved, at der er voksenfrie
områder og en uformel stemning mellem børn
og voksne. Danske pædagoger “roses” for at
udvise ægte sympati over for børnene og for den
høje grad af selvbestemmelse. Endvidere noteres
det, at danske institutioner er præget af, at der
ikke er indlæringsmæssige formål med aktiviteterne.
Det bemærkes tillige, at alle danske børn