Social Forskning - SFI

de udvikler deres kreative potentialer, deres sociale
kompetencer og deres selvværd.
Der er forskellige temaer, der i mange forskellige
skikkelser går igen i førskolebørns leg.
Særlig udbredt er to temaer:
1. I det ene fremstilles et billede af livet som
dramatisk, hvor mennesket er aktivt, har styrke
og præsterer noget, der vækker respekt.
2. I det andet fremstilles situationer, hvor der
gives og modtages omsorg.
Det første af disse temaer skildres i sørøverlege,
i farlige rumrejser, politilege, lege med jagerfly og
lignende.
Det andet tema skildres i lege, hvor moren
giver baby mad, men også i dyrelege, hvor for
eksempel katten tager sig af killingerne, ligesom
man kan se lege, hvor heksemor tager sig af
heksebørnene.
Børnene genskaber og udvikler disse temaer i
legen og forholder sig hermed til det livsindhold,
der ligger i temaet. Dermed forholder de sig samtidig
til den kultur og de livsformer, som deres
eget liv indgår i. Legens indhold viser, at børnene
er engagerede i temaer, som er betydningsfulde i
det menneskelige samfund. Materiale til legen i
form af ideer, figurer, scenarier m.m. får de fra
deres liv, fra kulturprodukter som legetøj, bøger,
tv. Pædagogen spiller naturligvis en vigtig rolle i
forbindelse med barnets møde med samfundets
kultur.
Omsorg og børns samvær
I Danmarks Pædagogiske Instituts forskning om
omsorg i daginstitutioner blev der afdækket to
forskellige omsorgsmønstre. I hvert tilfælde
karakteriserede omsorgsmønstret institutionen
som helhed. Det viste sig, at den holdning til barnet,
som blev udtrykt i omsorgen, kunne genfindes
i børnenes indbyrdes relationer (Thyssen,
1992).
Det ene omsorgsmønster er karakteriseret ved,
at pædagogen på en følelsesmæssig og forståen-
26
de måde orienterer sig imod, hvad der optager og
engagerer barnet og handler ud fra denne orientering.
Det andet omsorgsmønster er karakteriseret
ved fravær af opmærksomhed over for og indlevelse
i barnet samt en mere kommanderende
holdning til barnet.
Ved begge omsorgsmønstre søger børn sammen
og stræber mod fælles leg. Men deres samvær
og aktiviteter har forskellig karakter.
I institutionen karakteriseret ved det første
omsorgsmønster hører børnene på hinanden og
bidrager i fællesskab til for eksempel en legs
udvikling, og der er få konflikter.
I institutionen karakteriseret ved det andet
omsorgsmønster viser børnene hinanden ringe
gensidig forståelse og interesse i forbindelse
med forslag og ideer til fælles leg. Børnene
ønsker imidlertid at være sammen om fælles
aktiviteter og forsøger derfor at overvinde deres
indbyrdes modsætninger. Det sker ved, at den
ene affinder sig med, at den anden dominerer
legen. Samværet er ofte præget af en underliggende,
lidt aggressiv stemning.
Man finder altså en omgangsform mellem børnene,
der ligner det omsorgsmønster, der præger
institutionen. Der er på denne måde tale om en
fælles institutionskultur, som både børn og voksne
bidrager til at holde i live og til at ‘indføre’ nye
børn og voksne i. 1
To russiske forskere, Repina og Baslakova, har
undersøgt det sociale klima mellem børn ved henholdsvis
en autoritær og en demokratisk pædagogisk
stil og fandt store forskelle mellem de to
grupper af børn (omtalt i: Diderichsen og Thyssen,
1991).
I den “autoritære” gruppe er der fx marginaliserede
børn, det vil sige børn, som næsten ingen
kontakter har til de andre børn, børnene er mere
fordømmende over for hinanden, og der er
næsten dobbelt så mange konflikter mellem børnene
som i den “demokratiske” gruppe. I den
“demokratiske” gruppe har de børn, der har den
laveste status i gruppen, slet ikke den isolerede
stilling, som de tilsvarende børn har i den “autoritære”
gruppe. De “demokratiske” børn lægger