Social Forskning - SFI

låstheden, der kunne opleves som problematisk.
I dag går valgfriheden bevidsthedsmæssigt så
vidt, at man i den sidste ende skal vælge sin
egen identitet. Identitet er blevet noget, der kan
afprøves, forandres, stiliseres og leges med. Det
er på èn gang svimlende spændende og uhyre
krævende for de unge. Og det hører med, at en
del af mulighederne kun er tilsyneladende. I realiteten
er der slet ikke frit valg på alle hylder. Men
det opleves som din egen skyld, hvis du ikke når
det, du vil. Den enkelte er på godt og ondt mere
frigjort fra sociale og kulturelle bindinger end
nogensinde før.
Der tegner sig således et billede af unge uddannelsessøgende,
der er så relativt homogent,
at det er muligt at konkludere og teoretisere lidt
over deres situation. Der er massive fælles træk i
både de konkrete handlemønstre og i måden, der
reflekteres over dem på. Der findes en blanding
af optimisme og skepsis i forventningerne til
uddannelsen og såmænd også til livet i det hele
taget. Næsten ingen af de unge har et konkret
erhvervssigte med deres uddannelse, men det er
bestemt ikke det samme, som at de ikke forestiller
sig, at de på et tidspunkt skal have et godt,
vellønnet og tilfredsstillende arbejde. Det gælder
også de unge, der bestemt ikke har noget objektivt
grundlag for at tro, at det vil ske.
I dag dominerer en individualisering i den form,
at den enkelte oplever sig selv, sine ønsker og
interesser som den væsentligste parameter for,
om noget er det rigtige. Unge vælger nu job for at
kunne få nogle gode oplevelser, ikke for at kunne
forsørge sig selv, for forsørgelsen er en selvfølge.
Sådan har der altid været en lille gruppe, der
gjorde, enten fordi de var indstillet på at leve
meget nøjsomt, eller også fordi de tilhørte en
overklasse, hvor forsørgelse ikke var et problem.
Biografiforskeren Peter Alheit (1997) argumenterer
med baggrund i internationale undersøgelser
(Inglehart 1990) for, at den protestantiske
arbejdsetos er ved at forsvinde. Undersøgelserne
i projektet “Konsekvenser af det husmorløse
samfund” (Simonsen 1993, 94, 95a) understøtter
en sådan opfattelse af unges forventninger til
arbejdsliv og forsørgelse. Man vil gerne arbejde,
men det skal være et spændende, udfordrende
og interessant arbejde, der giver mulighed for personlig
selvudfoldelse.
Et markant resultat fra denne undersøgelse er,
at der ikke er de store forskelle i kønnenes forventninger
til, hvad de skal have ud af deres
arbejdsliv, og det har der så sandelig ellers været
i de forrige generationer. Det skal ikke forstås
sådan, at der ikke er kønsforskelle i erhvervsvalg
etc., men i dimensionen hvad man vil have ud af
arbejdet og den manglende forsørgerbevidsthed,
er der ingen kønsforskelle, ligesom unge uanset
social baggrund og forudsætninger alle har store
forventninger til kvaliteten af deres arbejdsliv.
Alheit taler på denne baggrund om en feminisering
af livsløbet, forstået på den måde, at det
38
at være voksen ikke længere nødvendigvis associeres
med at have fuldtidsarbejde og være af
hankøn. Der er andre måder til rådighed, og nye
postmaterialistiske orienteringer kommer til syne
(Schulze 1993).
Alheit formulerer det sådan, at normalbiografiens
konstruktionsprincipper er brudt op. Livsforløbet
som social institution bliver mere og mere
diffust, fordi det traditionelt er organiseret
omkring arbejdsbiografien. Man har hidtil kunnet
tale om en kontinuitet mellem lære- og forberedelsesfasen
og den aktive fase. Altså at uddannelse
var en forberedelse til et arbejdsliv, som
efter uddannelsen tegnede sig ret klart. Sådan er
det ikke mere, og det er unge mennesker måske
ved at ruste sig til. For dem er uddannelsen
måske nok et trinbræt til nogle arbejdsforestillinger,
men der er ikke nogen lige linje, og det vigtigste
er derfor, at uddannelsen er vedkommende,
at den er noget i sig selv.
Begrebet biograficitet benyttes af Alheit (1990,
1994) som en indfangelse af det forhold, at de
samfundsmæssige og kulturelle ændringer medfører
den oplevelse, at alle mennesker i et vist
omfang skal og kan forme deres eget liv. Biograficitet
er dels en oplevelse, dels en nødvendighed.
Begrebet har klart en stor relevans og beskrivelsesværdi
i forhold til, hvad de unge føler de står
over for, og det livsprojekt de er i gang med. Og
det knytter an til den kulturelle frisættelse, der er
tematiseret i det foregående. Dobbeltheden ligger
i, at det jo kun er en kulturel og bevidsthedsmæssig
frisættelse – for de materielle uligheder og
lovmæssigheder er der ikke rokket meget ved.
Det mere generelle billede der tegner sig, er et
billede af unge med på én gang meget store og
meget personlige forventninger til deres uddannelse
(Simonsen & Ulriksen 1998). “Sparekassepædagogikken”
dør af sig selv, fordi de unge ikke
sparer op til det, de forventes at spare op til.
Der er et stort behov for uddannelsesforskning,
der kan belyse ikke bare konsekvenserne af den
kulturelt frisatte skole, men også bidrager til at
finde ud af, hvad der så kan gøres. Vi lever i et
samfund, hvor uddannelsessystemet skal sortere
de unge ud til forskellige arbejdsfunktioner, men
den viden har de unge ikke mere, de tror, de kan
blive hvad som helst.
Svaret er naturligvis ikke at vende tilbage til
den køns- og klassedelte skole. Men de problemer,
som det skaber for de unge og for hele
samfundet, at uddannelsessystemet er så illusionsskabende,
samtidig med at den sociale arv
jernhårdt slår igennem, er meget utilstrækkeligt
belyst. Den kulturelt frisatte skole og tilsløringen
af den sociale arv har medført, at ingen unge,
uanset kvalifikationer og evner, er tilfredse med fx
at varetage rutinearbejde, samtidig med at de
også langt henad vejen tror på markedsmekanismen,
altså at de selv er ansvarlige for deres egen
situation – og alle disse dilemmaer og paradokser
må samfundet forholde sig til. ■