Social Forskning - SFI

ørnene gennem sin sensitivitet over for børnenes
aktiviteter og udtryk, har altså betydning for
den måde, børnene omgås hinanden på.
Omsorg for barnets samvær med andre børn er
af betydning for at støtte børnenes bestræbelse
på at skabe et liv af kvalitet i institutionen. Børnene
har brug for hinanden. De viser os det selv: De
stræber mod samvær, selv hvor der er problemer
imellem dem.
• Omsorgen for samværet betyder indlevelse i
det enkelte barn – i dets relationer til andre og
med dets specifikke interesser for aktiviteter.
Omsorg drejer sig om, at barnet kommer til at
leve sammen med andre børn på en måde, der
fremmer gensidig indføling og respekt og på en
måde, der er karakteriseret ved kreativitet i indholdet.
• Som omsorgsgiver må man imidlertid også
overveje og tage stilling til den generelle omsorgskultur
i institutionen i sin helhed med henblik på
dens betydning for børnenes samvær.
Personlige relationer og livsmening
Barnets holdning til sin livssituation, dets værdier
og selvværd dannes gennem de mellemmenneskelige
relationer, det indgår i – at have selvværd
hænger grundlæggende sammen med at være
værdsat blandt mennesker – og med at det ser
muligheder for at udfolde sin skabende aktivitet i
de sociale kontekster, hvori dets liv udfolder sig.
Der kan opstå kritiske situationer i et barns liv,
hvor livsmeningen er truet. En sådan kan for
eksempel opstå ved det brud i barnets liv, som
vuggestuestart betyder (Jørgensen & Thyssen,
1999). Barnet ønsker måske fortsat at leve tæt
sammen med familien om dagen, men skal tilbringe
dagen væk fra familien i vuggestuen – eller
har måske brug for familien, når det skal udforske
den ukendte, bredere sociale verden, som
vuggestuen er. En afgørende faktor for den indre
proces, hvorved barnet kan komme igennem den
kritiske periode ved vuggestuestarten, er pædagogens
engagement i barnet, og pædagogens forståelse
for, at det er de muligheder vuggestuen
giver for aktiviteter og socialt liv med andre børn,
der vil engagere barnet i vuggestuelivet.
Men forholdet til selve det, der skulle give barnets
liv i daginstitutionen mening, kan også være
kompromitteret. Det er tilfældet her, hvor et barn
har et konfliktfuldt forhold til og er marginaliseret
i relation til sine jævnaldrende i børnehaven
(Thyssen, 1998):
Børnene er ude. Michelle (fire år) leger ved sandkassen
med fire lidt ældre drenge, Benny, Jens,
Dennis og Allan. Så kommer Sussi (fire år), og
hun og Michelle sidder lidt for sig selv og øser
sand op på nogle små tallerkener. Så siger Jens
afvisende: “Du er ikke med.” Sussi spørger
meget sødt: “Må jeg ikke være med?” Jens vil
29
ikke have det. De taler lidt om, hvem der bestemmer.
Dennis vil heller ikke have hende med.
Michelle overlader beslutningen til drengene, men
siger omsorgsfuldt til Sussi: “Så kan du sidde
her, mens jeg laver mad – skal du ha’ lidt at drikke?”
Dennis og Allan siger begge: “Hvad laver du
Sussi, flyt dig.” Hun rykker straks.
Lidt senere sætter hun sig imidlertid igen, og
Allan og Dennis råber begge: “Sussi, du er ikke
med.” Så løber Sussi smågrædende væk, vender
sig om og råber noget med, at én kommer og
banker dem. Hun løber hen til en pædagog, der
støtter hende i, at hun må lege med nogle af
tingene.
Hun henter et par plastikunderkopper under
Allans kraftige protest, men pædagogen holder
øje med, at hun får dem. Sussi skovler sand i en
kop og på tallerkenen, sætter dem op på et cykellad
og cykler over til Michelle, der nu holder på
sin cykel. Michelle har også tallerkener og siger:
“Skal vi bytte?” Sussi: “Ja, jeg skal lige have
mine sandting på. Skal vi lege sammen?” Hun
fortsætter bedende: “Kan vi ikke godt det?”
Michelle indvilger.
Skønt Sussi netop har fået Michelle med til at
lege, cykler hun nu væk fra hende og sætter sig
på en bænk ved sandkassen med sine ting –
tilsyneladende uden interesse for Michelle.
Sussis stemning er trist, men ingen voksen kommer
hende til hjælp. Pædagogen støtter hende
ganske vist i, at hun må lege med nogle af tingene,
men forholder sig ikke til, at hun udelukkes.
Hun forsøger ikke at forstå den situation, Sussi
er i, og den betydning udelukkelsen har for hende,
eller at give hende nogen støtte. Og Sussis
problemer med de andre børn er vel at mærke tilbagevendende.
Pædagogen kunne for eksempel
også forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag
drengenes afvisning og forsøge at finde ud af,
hvorfor Sussi cykler væk og ikke vil lege med
Michelle alligevel?
Vi kender ikke baggrunden for Sussis problem.
Det kunne i en dybere forstand tænkes at hænge
sammen med hendes liv i sin helhed – det vil
sige ikke kun med daginstitutionslivet, men også
med familie og det lokale sociale miljø.
Under alle omstændigheder har Sussi brug for,
at daginstitutionens pædagoger forsøger at forstå
hende og engagerer sig i hende, og at de herudfra
støtter hende i hendes arbejde med at udvikle
nogle andre relationer til de andre børn.
Sussi har brug for omsorg som alle andre børn.
Men hun befinder sig i en særlig vanskelig situation
og har et særligt behov, fordi hun er marginaliseret
i forhold til det samvær og de fælles
aktiviteter med andre børn, som giver selve daginstitutionslivet
sit indhold og giver hende værdsættelse
som menneske.