Job i ny retning - Elbo

Forskningsnyt
re kvinder. For netdatere på 50 år og derover var der lige
mange mænd og kvinder, der snød med alderen.
For kvindernes vedkommende var der således også et vist
snyd med alderen hos især de lidt ældre kvinder i undersøgelsen,
ellers var det udpræget vægten, der var det ømme
punkt med hensyn til kvindernes sandfærdighed. De kvinder,
der indrømmede at have snydt lidt i selvbeskrivelsen,
snød langt oftere end mændene med hensyn til deres vægt
ved at angive den noget lavere, end den var i virkeligheden.
Når der ses bort fra det med vægten, forekom kvinderne i
øvrigt at være meget mere ærlige i deres præsentationer på
netdating end mændene. Da de udspurgte var ganske anonyme,
var der ingen grund til at tro, at kvinderne i højere
grad end mændene ville lyve om deres eget snyd ved netdating,
så denne kønsforskel med hensyn til ærlighed ved
selvbeskrivelsen er sandsynligvis ganske reel.
Endelig viste undersøgelsen, at der uafhængigt af køn
gjorde sig nogle klare personlighedspsykologiske egenskaber
gældende hos dem, der var villige til at snyde forholdsvis
meget ved netdating: De var først og fremmest karakteriserede
ved at have tilbøjelighed til i dagliglivet at være meget
opmærksomme på, hvordan de tog sig ud i andres øjne.
Det er altså formodentlig denne specielle stræben efter at
tage sig godt ud i andres øjne, der har ført til mere snyd ved
netdatingen. Derudover var snyderne især karakteriseret
ved at være mindre samvittighedsfulde og mindre hensynsfulde
over for andre mennesker end de mere ærlige netdatere.
Til gengæld var der ingen forskel mellem de ærlige og
de mindre ærlige net-datere med hensyn til løn, uddannelse,
udadvendthed og nervøsitet.
tn
Kilde: Hall, J.A., Park, N., Song, H. & Cody, M.J. (2010). Strategic
misrepresentation in online dating: The effects of gender, selfmonitoring,
and personality traits. Journal of Social and Personal
Relationships, 27(1). 117-135.
To former for
undgående tilknytning
I den moderne psykologi taler man om, at mennesker som
regel udviser en vis tilknytningsstil i forholdet til deres partner.
En tilknytningsstil betyder, at man omgås sin partner
på en bestemt og karakteristisk måde, som kan få stor betydning
for både trivslen i og holdbarheden af ens parforhold.
Man taler især om de tre basale former for tilknytningsstile:
den trygge, den nervøse og den undgående. Denne
tredeling af vores tilknytningsstil i voksne parforhold
svarer ganske nøje til de tre former for tilknytning, man finder
hos små børn i deres forhold til deres mor!
Allerede i 1970’erne fandt man på at teste toårige børns
22 Psykolog nyt • 23 • 2010
form for tilknytning til deres mor ved den såkaldte fremmedtest.
Den går ud på, at et toårigt barn først kommer ind
i et værelse sammen med sin mor, som sætter sig på en stol
i nogle minutter. Så forlader moderen værelset, og man registrerer
barnets reaktion på moderens fravær. Derefter
kommer en fremmed person ind i værelset og sætter sig på
moderens stol, og nu ser man, hvordan barnet reagerer på
denne fremmede person. Efter at der atter er gået nogle minutter,
går den fremmede ud, og moderen kommer tilbage,
og så ser man på barnets reaktion ved gensynet med moderen.
De tre nævnte tilknytningsformer viser sig i denne
test på følgende måde:
De trygt tilknyttede børn reagerer med tydelig, men ikke
overvældende bekymring, når moderen forlader rummet;
de er lidt reserverede over for den fremmede og bliver tydeligt
glade, når moderen kommer tilbage.
De nervøst tilknyttede børn reagerer med langt mere frygt
– og også ofte med gråd – når moderen forlader værelset;
de viser frygt og undgåelse over for den fremmede, og da
moderen kommer tilbage, klynger de sig voldsomt til hende,
men reagerer også ofte med vrede og slag, som om de
vil ”straffe” moderen for at have forladt dem.
De undgående tilknyttede børn reagerer knapt på, at deres
mor forlader værelset; de er til gengæld noget mere positive
og imødekommende over for den fremmede, og da
deres mor kommer tilbage, reagerer de heller ikke meget på
det, men viser snarere tendens til at undgå hende.
Ved at iagttage mødres omgang med deres børn i hjemmene
har man fundet, at trygt tilknyttede børn som regel
har mødre, der er stabile og varme i deres omsorg for barnet.
De nervøst tilknyttede børn har ofte mødre, der er mere
ustabile og fraværende, så disse børn rimeligt nok bliver
nervøse for, om moderen en gang imellem vil forlade dem.
De undgående tilknyttede børn har ofte mødre, som ikke
viser særlig meget omsorg for deres børn. (Det har dog vist
sig, at også arvelige anlæg påvirker barnets tilknytningsstil).
De børn, der udviser en ”undgående” tilknytning til deres
mødre, er blevet fortolket på to helt forskellige måder.
Oprindelig blev det nærmest fortolket som udtryk for en
svag tilknytning til moderen, som om barnet overhovedet
ikke fik udviklet noget særlig følelsesmæssigt behov for sin
mor og derfor nærmest så ud til at undgå hende. Ud fra
denne fortolkning burde man altså snarere tale om en svag
end en undgående tilknytningsstil. Senere blev det imidlertid
mere almindeligt at fortolke den undgående tilknytningsstil
hos børn som en ”beskyttelse” mod frustration.
Man mente, at barnet godt nok havde et følelsesmæssigt behov
for kontakt med sin mor, men at det også var blevet
skuffet så mange gange, at det efterhånden foretrak at undgå
kontakten med moderen for ikke at blive frustreret i sit
behov for kærlighed endnu en gang.
Som nævnt kan man tilsyneladende tale om nøjagtig de
samme tre former for tilknytning hos voksne i deres for-