Aug. 2010

efterfølgende var hun noget flinkere
ved Fredensborg.
Farvel til Frederiksberg
Fredensborg nåede ikke at komme
sig helt, før tiden på Frederiksberg
sluttede. Men obersten var så tilfreds
med Fredensborg, at han ville
bruge sine kontakter til at sende
ham, hvorhen i verden han ville. Fredensborg
overvejede seriøst at blive
hundefører i Gaza, men droppede
ideen. Han var opvokset på landet,
og han ville være landmand, så turen
gik tilbage til Næstved.
Tilbage i Næstved – hverdag
Surt undertøj
Så var det søde Københavnerliv slut
og Fredensborg var tilbage i Næstved,
nu som basse i de sidste seks
måneders værnepligt. Men benet
var stadig ikke helt lægt, så han fik
tjans i depot med bytning af undertøj.
Og som sidst ankomne var det
ham, der stod for modtagelsen, når
soldaterne en gang om ugen stillede
med det sure undertøj. Der
var ingen handsker, så Fredensborg
rynker på næsen og fortæller, hvordan
han tog imod tøjet: ”Uanset
om de havde haft dårlig mave eller
været på kæresten, der havde det
røde”. Efter 14 dage, var benet
godt nok til at slippe for det sure
undertøj.
Heste og kampvogne
Fredensborg skulle gøre tjeneste
ved 1. kampvognseskadron, men
blev afgivet til hesteeskadronen,
fordi der manglede folk til hestene.
Her gjorde han tjeneste i staldene
og havde ansvar for seks af staldens
heste. Det betød fire timers
ridning hver dag. Som basse var det
tid til at hævne sin egen sure tid
som rekrut, når der kom nye rekrutter.
De nye rekrutter skulle passe
godt på deres udrustning, da basserne
var på jagt efter de dele, som
de selv havde mistet, så de kunne
slippe for afregning.
De sidste fire måneder var Fredensborg
i 1. kampvogns eskadron.
Hverdagen bød på vedligehold af
kampvogne, ladere og hentning
af ammunition til skydepladser. I
december var der tre ugers skydeøvelse
i Oksbøl. Soldaterne kørte
og sejlede af sted uden hverken
døre eller kobling i bilen. De ankom
18 3/2010
til Oksbøl, der føltes udenfor lands
lov og ret. Fredensborg fortæller: ”Vi
ville betale en femmer for at se en
damecykel og give ti kroner for at
røre ved sadlen.” Arbejdet bestod
i at køre granater til kampvogne
og skyde ud over Vesterhavet. En
enkelt gang måtte de indstille skydningen,
da en fiskerkutter kom på
tværs. Andre gange skød de efter
udrangerede vogne. Tiden i Oksbøl
var trist, og maden var elendig, så
en enkelt gang lånte de tre lastbiler
og tog en bytur til Esbjerg.
Tilbage på kasernen klippede soldaterne
målebånd for at tælle ned.
Normalt havde man nattegn til klokken
24 eller 2, når det gik højt. En
af vennerne ville en gang ud til en
pige efter hjemkomsten og hoppede
over hegnet. Uheldigvis lige ned i
favnen på en løjtnant i civil. Det
gav otte dage i spjældet. Soldater i
arresten fik bragt mad af kammerater,
der også smuglede blade under
bakken som supplement til opholdets
eneste læsestof – biblen. Selv
formåede Fredensborg at holde sig
på den rigtige side af tremmerne.
Jubilæum
Januar 1962 blev brugt på at træne til
regimentets 200 års dag. Tropperne
trænede march, opstilling og parade
til Kong Frederik 9. honnørmarch,
der blev spillet i en uendelighed.
Kong Frederik 9., forsvarschefen,
forsvarsministeren skulle deltage, så
regimentet øvede med papfigurer.
På 200 årsdagen den 10. februar
1962 kom der soldater fra Vordingborg
og afløste, så soldaterne fra
Næstved kunne deltage i festen.
Forinden havde de tømt ridehuset,
der var Nordeuropas største og lagt
brædder og dækket op til 1500 mand
til frokost. ”Efter frokosten væltede
vi på det nærmeste Næstved by,”
fortæller Fredensborg.
”Til civil træd ind”
Den sidste tid som soldat gik med
at fylde ridehuset op med sand fra
Karrebæksminde. ”Til civil træd ind,”
lød det og så var soldatertiden slut.
De holdt en hjemsendelsesfest på et
værtshus i Næstved som afsked. Det
blev med rigtig husarskål, hvor de
kastede de tomme glas over skuldrene.
En gestus som de kom til at
betale for.
Og så tog Fredensborg hjem til
Fredensborg og det civile liv som
Bjarne Hans Jensen. For ham var
soldatertiden en radikal ændring,
der har præget ham resten af livet.
”Vi blev kørt ned og så bygget op
igen, fik selvtillid og lærte at stole
på os selv.” Og selvom rekruttiden
var barsk, så er historierne fra de
firemåneders rekruttid dem, der
fylder mest og får flest grin frem,
når soldatertiden oprulles her 50
år senere.
Garderhusarforeningen
Bjarne Hans Jensen havde set frem
til hjemsendelsen, alligevel føltes
det tomt at være tilbage i Fredensborg.
Efter en uge kom der hjemsendelsespenge.
”Jeg trængte til
et nyt sæt tøj og tog til Hillerød.
I forretningen fortalte jeg, at jeg
lige var kommet hjem fra Næstved.
Ekspedienten var kasserer i Frederiksborg
Amts garderhusarforening.
Så var jeg medlem, og deltog i 50
års jubilæum på Asminderød kro
med 300 deltagere. I 1972 kom jeg i
bestyrelsen og har siden 1997 været
formand.”
Der er mange aktiviteter i Garderhusarforeningen:
Nordisk stævne
hvert andet år, præsidiet fire gange
årligt og alle de lokale arrangementer
i foreningen. ”Arbejdet i Garderhusarforeningen
har givet mig
utrolig mange venskaber og glæder.
Jeg har mødt mange utrolig spændende
mennesker over hele landet.
Det gælder også i landsrådsregi,”
fortæller Bjarne Hans Jensen. Efter
de mange år i soldaterforeningsbevægelsen
kender han masser
af gamle soldater i hele Norden.
Garderhusarforeningen har bevaret
tilknytning til regimentet og Bjarne
Hans Jensen pointerer, at garderhusarforeningen
føler sig velkommen
også nu, hvor garderhusarerne
er flyttet til Antvorskov i 2002.
I år, hvor Bjarne Hans Jensen fejrer
guldbryllup med garderhusarerne,
tænker han, som en betænksom
ægtemand fremad i forholdet. Det
ligger ham derfor meget på sinde,
at soldaterforeningerne skal følge
med tiden, hvis de skal have en
berettigelse, og han afslutter med
ordsproget: ”Traditioner er ikke så
meget, hvad der er gået forud, men
hvad de, der kommer efter, gør ud
af deres arv.”