Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

Leder 

RUBICON 2012 (2) 

Nu er det snart juletid, og det betyder julefrokoster med vennerne og 

hyggelige middage med familien. Ved sådanne sammenkomster bliver 

man ofte spurgt, hvad man læser. Stolt svarer man ”historie”. Men hver- 

ken mormor eller din gamle ven fra gymnasiet fanger stoltheden i dit svar. 

I stedet spørger de lettere bekymret, hvad du dog kan bruge historie til, 

og om der er nogle jobs i fremtiden. 

Hvis vi tager det med jobs først, så er den gode nyhed, at det faktisk ikke 

står så slemt til. Faktisk klarer magistrene den økonomiske krise bedre 

end djøfferne, og sådan har mønsteret faktisk været et godt stykke tid. 

Der er ikke mere jobsikkerhed i at være jurist eller økonom end i at være 

historiker. Det skyldes nok, at vi i mange år netop er blevet spurgt om, 

hvad vi dog kan bruge vores uddannelse til, når vi er færdige. Vi har i 

mange år forsøgt at få jobs andre steder end i lige præcis undervisnings- 

branchen. Vi har forsøgt at gøre os nyttige, og derfor står vi stærkt i det 

private erhvervsliv. 

Det viser også, at der er stor efterspørgsel på historisk viden, og dermed 

at historien kan bruges til andet og mere end forskning på universitet og 

undervisning i gymnasiet. Vores kompetencer er efterspurgt af private 

virksomheder, og netop nu synes der også at være en særlig stor interesse 

i historien. I foråret var der to store historiske dramaer i biografen. Nem- 

lig ”En kongelig affære” om Struensee og kong Christian VII og ”Hvidsteen 

gruppen” om en almindelig dansk families modstand mod besættelses- 

magten. Historiker og forfatter Tom Buk-Swientys populære bøger om 

nederlaget i 1864 bliver også filmatiseret. 

Så med andre ord, så er der brug for os historikere, og det kan man jo pas- 

sende fortælle videre til næste julesammenkomst. 

Jesper Lundsby Skov og Ditte Bonde Mikkelsen 

Ansvarshavende redaktører 

1


2 

Indhold 

4 Studielederens spalte 

Per Grau Møller 

7 Renæssancen set bagfra 

Kurt Villads Jensen 

21 Guds svøbe, antikrist og 

et værre kætteri 

Tine Bendtsen

38 Hvad sommeren bragte 

Rune Emil Hjelmberg Smidt 

41 Tolerance i 

middelalderen 

Jesper Lundsby Skov 

55 Pernille Lykkes boder 

Mads Thernøe 

63 Et praktikophold på Danmarks 

Jernbanemuseum 

Asbjørn Rune Riis-Knudsen 

68 Gyldendals religionshistorie 

Anmeldelse: Lasse Mortensen 

71 Magt og Pragt 

Anmeldelse: Nils Valdersdorf Jensen 

74 Middelalderens markante kvinde 

Anmeldelse: Maj Wedderkop 

81 Skatte fra den danske muld 

Anmeldelse: Asbjørn Rune Riis-Knudsen 


3


4 

Studielederens 

spalte 

Af studieleder Per Grau Møller 

I skrivende stund er vi nu en måned inde i det nye studieår, så det er må- 

ske lidt for sent at byde velkommen, men alligevel. I hvert fald velkom- 

men til vores helt nye, i alt 97 nye BA-studerende med centralfag i historie 

– i praksis fuldt hus. Heraf er 93 mødt op og har afleveret den første ek- 

samensopgave efter 14 dage – flot. Ligeså velkommen til ca. 20 nye til- 

valgsstuderende. Det er på begge fronter dejligt at se, at så mange finder 

vores uddannelser attraktive og brugbare, f.eks. til en gymnasielærerud- 

dannelse, hvad i hvert fald må gælde størsteparten af de tilvalgsstuderen- 

de. 

Til gengæld halter vores kandidatuddannelse med tilslutning – det er dog 

en naturlig følge af, at vi for 3-4 år siden havde lave optagelsestal – de år- 

gange som nu er på vej igennem til en kandidatuddannelse. Jeg forventer 

noget højere tal næste år, hvor 2010-årgangen er klar til at skulle vælge 

kandidatuddannelse. Et vist volumen i en uddannelse giver dels større 

dynamik på holdene, dels mulighed for at oprette flere undervisningshold. 

Hele uddannelsesområdet nyder stor bevågenhed, det gælder ikke mindst 

universitetsområdet. Her er mantraet, at en videregående uddannelse et 

gode, som flest muligt bør tilegne sig for at opkvalificere individuelt og 

samfundsmæssigt. Derfor bliver der ikke skåret ned på universiteter som 

vi ellers ser i den offentlige sektor. Denne bevågenhed betyder også, at 

der er fokus på vores ageren overfor studerende. Et konkret udtryk herfor 

er den af rektor udmeldte undervisningsgaranti på 12 timer pr. uge i snit 

på BA-uddannelserne fra 1-9-2013 (det skal forstås som et snit i alle 6 

semestre, undtagen det semester hvor BA-projektet ligger). På historie 

kan vi p.t. ikke leve op til kravet – som på de fleste humanistiske uddan-


nelser, og vi har på lærersiden iværksat et arbejde med at revidere BA- 

studieordningen, så den kan leve op til disse krav og undergå andre juste- 

ringer. Men jeg vil i den forbindelse gerne minde om, at det vigtigste ikke 

er, hvor mange timer man modtager undervisning på universitetet, men 

at der finder en interaktion sted mellem læring i undervisningslokalet og 

selvstudium derhjemme (eller på studiepladser, evt. i samarbejde med 

andre), hvor man forbereder sig til lektionerne og fordyber sig i stoffet og 

stiller spørgsmål til sig selv og evt. til underviseren eller andre i læse- 

gruppen. I den forbindelse skal vi som undervisere selvfølgelig også være 

med til at øge indsatse. 

Denne fokus på vores uddannelser betyder også at der er stor opmærk- 

somhed på forhold som frafald, forsinkelse og gennemførselsgrad. Der er 

stort fokus herpå i akkrediteringssituationen, og vi skal løbende redegøre 

for hvilken indsats vi har gjort på områderne. Generelt skal studerende 

bestræbe sig på at overholde de normerede studietider – og som mini- 

mum skal man optjene 45 ECTS på et studieår. Hvis ikke det er tilfældet, 

bliver man indkaldt til en samtale med undertegnede og skal redegøre for 

forløbet samt opstille en plan for ens studium. Inden for den næste måned 

skal jeg gennemføre samtaler med ca. 60 studerende. Ligeledes bliver 

man også indkaldt til en samtale hvis man overhovedet ikke har været 

studieaktiv i et år og bliver truet med udsmidning, hvis ikke man sammen 

kan opstille en plan. Her vil jeg sandsynligvis, når dette læses, have af- 

holdt samtaler med ca. 15 studerende. 

En nyskabelse er sket på institutfronten, idet fem institutter på fakultetet 

er blevet til fire, heraf er det ene udelukkende placeret i Jylland. Vores in- 

stitut har skiftet navn til det mere enkle Institut for Historie (uden forkor- 

telse), mens der er sket en tilgang af afdelingen for religionsstudier. Der 

er gode forskningsmæssige sammenhænge i forhold til histories hidtidige 

profil, og på uddannelsessiden er der også en god sammenhæng, idet 

mange af vore studerende vælger religion som tilvalg og vice versa. Til 

gengæld har instituttet sagt farvel til turisme-afdelingen i Esbjerg, mens vi 

har beholdt marinarkæologerne hvor de hører hjemme: hos dem der be- 

skæftiger sig med materiel kulturarv. Som bekendt ophører historieud- 

dannelsen i Kolding med sommeren 14, hvor der var sidste optag i år – så 

rykker underviserne til Odense – de er selvfølgelig også blevet ved insti- 

tuttet. 

5


6 

På studienævnsområdet er der også sket nogle fakultære ændringer, som 

træder i kraft pr. 1. januar. Ændringerne betyder, at der bliver lidt flere, 

mindre studienævn, således at større uddannelser får deres eget nævn. 

For vores studienævn betyder ændringerne en mindre justering, idet 

amerikanske studier (som nu også har fået etableret en BA-uddannelse 

med en flyvende start!) går ud og kommer sammen med engelsk i eget 

studienævn. Tilbage bliver så historie i Odense og i Kolding, klassiske stu- 

dier samt marinarkæologi, som hidtil har haft et fornuftigt samarbejde 

(sammen med amerikanerne). Der bliver justeret lidt på områderepræ- 

sentationen, således at marinarkæologi får en realistisk mulighed for at 

blive repræsenteret. Husk der er opstilling til studienævnet i oktober og 

evt. valg engang i november. 

Her i efteråret vil der ske store omvæltninger på vores universitetsbiblio- 

tek. Det er ved at blive bygget totalt om og i den flerårige byggeperiode vil 

vi blive mødt med store forandringer: indgangen vil kun blive ved indgang 

Nord (tæt på Institut for Historie); her vil informationssalen blive place- 

ret. Jeg ved slet ikke hvordan indretningen vil blive, men vi må væbne os 

med tålmodighed og omstillingsparathed – jeg er sikker på, at personalet 

fortsat vil være meget hjælpsomt. Det vi er blevet stillet i udsigt lyder for- 

jættende, nemlig deciderede studiebiblioteker, hvor alle håndbøger, op- 

slagsværker og vigtigste fagbøger er opstillet i tilknytning til særligt ind- 

rettede læsepladser – à la jurabiblioteket. 

Det nye studieår skulle også gerne byde på et aktivt studiemiljø. Rubicon 

lever - som disse spalter er et godt bevis på. Den velfungerende foredrags- 

forening er godt i gang med sine historiske foredrag, som jo bliver afviklet 

i Historiens Hus inde i midtbyen, Studiegrupper skulle gerne aktiveres i 

rigt mål – med de sidste to års mange nye studerende in mente. Til gen- 

gæld er det nok tvivlsomt om der bliver en faglig dag i studieugen – det 

skyldes, at 3 undervisere tager på studietur til Rom med udgangspunkt i 

2011-årgangen. God tur! 

Med disse betragtninger vil jeg ønske et godt arbejds- og studieår til alle. 

Per Grau Møller

Renæssancen set 

bagfra 

Af lektor, dr. Phil. Kurt Villads Jensen, Institut for Historie, SDU 


Renæssancen ser man som regel forfra. Historikere står i dag på den hi- 

storiske udviklings absolutte top og i den bedste af alle verdener og kigger 

bagud over skulderen for at finde ud af, hvordan det dog gik så godt. 

Hvornår begyndte vor moderne verden? Langt tilbage skimter de så Re- 

næssancens smilende og menneskelige ansigt, som fortrængte den mørke 

middelalder med overtro og latin. Men hvis man derimod ser Renæssan- 

cen bagfra, fortoner dens individualitet og særpræg sig. De fleste rygge og 

nedre dele af rygge er jo relativt ens. 

Den bundne opgave for denne artikel var at se Renæssancen bagfra og fra 

middelalderens synspunkt. Det er en tankevækkende øvelse, selv om den 

er kropumulig af mindst to grunde. Den ene er, at jeg aldrig kan blive et 

rigtigt middelaldermenneske, lige meget hvor meget jeg prøver. Jeg er be- 

lastet af al for megen viden om den historie, der kom efter middelalderen. 

Den anden grund er, at middelaldermennesket af gode grunde ikke kunne 

forestille sig den Renæssance, som vi skriver med stort og bruger som 

epokebetegnelse. Den var jo slet ikke kommet endnu og dermed svær at 

have en mening om. Men lad os forsøge alligevel. 

Først en begrebsafklaring. Renæssance og renæssance er to forskellige 

ting. Renæssance med stort R- er betegnelsen for en periode, som begyn- 

der i Italien i 1300-tallet og strækker sig i Nordeuropa op mod 1600-tallet 

eller måske endda senere. Det er den periode, som middelaldermennesket 

7


8 

ikke kendte. Det andet begreb er renæssance med lille r-, og det er meget 

dårligere defineret. Det betyder blot en reformbevægelse, som ’genføder’ 

(latin re-nascor) en tidligere og bedre periode, som renser ud i moderne 

slendrian og vender tilbage til de gode klassiske dyder. Den tanke kendte 

man udmærket i middelalderen – man opførte flotte bygninger lige som 

de gamle romere, lavede fine statuer med laurbærkranse og lærte at skri- 

ve ordenligt latin, for så bliver alt sammen meget bedre. Moderne histori- 

kere har talt om den karolingiske renæssance i 800-tallet og den ottonske 

renæssance i 900-tallet og om 1100-tallets renæssance. Begrebet renæs- 

sance er derpå blevet udbredt og brugt også om andre kulturer end Vest- 

europa, for eksempel den makedonske renæssance i 800-1000-tallet i By- 

zans, eller i kulturer der overhovedet ikke så tilbage på det antikke Rom 

som et forbillede – den kinesiske renæssance under Sungdynastiet fra 

960-1127/1279, en Ming-renæssance da et indfødt kinesisk dynasti fik 

vippet de mongolske herskere af pinden i 1368, en Ramses-renæssance 

da de gamle egyptere slap af med den monoteistiske farao Echenaton i 

1362 f.Kr., og så videre. Dem skal vi ikke beskæftige os med her. 

Renæssancen kan ikke eksistere uden en middelalder, så derfor først gan- 

ske kort om middelalderens fødsel. 

Middelalderen opstod, da den geniale sprogbruger og digter Petrarca i 

foråret 1341 gik en tur gennem Roms ruiner sammen med sin gode ven, 

Colonna. De satte sig ned på de gamle sten, og talte om historien. Petrarca 

vidste mest om det gamle og foreslog, at de delte historien imellem sig. 

Colonna kunne tage sig af nutiden, så skulle Petrarca nok tage sig af den 

rigtige historie. Nutiden definerede han som perioden efter kristendom- 

mens komme, altså godt et årtusinde. Interessant i dag, hvor nutidshisto- 

rikere har besvær med at dække blot et par generationer. I 1359 skrev 

Petrarca et værk om berømte mænd, som man kan lære noget af, og de 

var selvfølgelig alle fra antikken. Der var ganske vist nogle få fra den årtu- 

sindlange nutid, som var berømte og kendte, men de var kun skygger


sammenlignet med de antikke forbilleder, mente Petrarca. Dem kunne 

man rolig springe over. 

Petrarca er vist også den første, som brugte udtrykket ’middelalder’, me- 

dium tempus. Det gjorde han i et digt i fra 1373, hvor han beklager sig 

over at leve i sådan en elendig mellemtid. Hvorfor, spurgte han, var han 

dog ikke født for længe siden, i den elskede antik, eller lidt senere, hvor 

tingene forhåbentlig var blevet bedre igen. Middelalderen var tom og trist 

og hans samtid styg. På forskellig vis har den opfattelse af den mørke 

middelalder så hængt ved lige siden. Den fik rigtig vind i sejlene i Nordeu- 

ropa med de religiøse reformatorer, der gjorde op med den katolske kir- 

ke. Post tenebras lux – ’Efter mørket kom der lys’, skrev de schweiziske 

reformatorer stolt på Rådhuset i Geneve i 1536. Elegant i sin nedladen- 

hed. Indskriften spiller på indledningen til Johannesevangeliet, hvor der 

står, at Jesus er lys, og lyset skinner for menneskene, og mørket fik ikke 

bugt med det eller mørket forstod det ikke – et tenebrae eam non compre- 

henderunt. Halvandet årtusindes kristendom affærdiget som rent mørke, 

der ikke har forstået et klap om Jesus. Renæssancens mennesker mente, 

at de genfødte den sande kristendom og den sande forståelse af Gud, som 

middelalderen havde mistet. I nord førte det til uhyggeligt stærke stats- 

kirker og heksebrændinger, som blev begrundet med en bogstavtro og 

fundamentalistisk læsning af Moseloven fra det Gamle Testamente, i syd 

førte det til oprettelsen af reformbevægelser inden for den katolske kirke, 

hvoraf den mest kendte er jesuitterne. 

Et af de store problemer med at bestemme Renæssancen og prise alle 

dens gerninger er også, at der er rod og ingen enighed om, hvad der er 

renæssance, og hvad der er middelalder. Problemet bliver sjældent be- 

handlet, sikkert fordi historikerne falder i to grupper, der snakker for lidt 

sammen – middelalderfolkene og renæssanceforskere. Der er flere oplag- 

te eksempler. Midten af 1300-tallet er for mange historikere senmiddelal- 

deren, præget af voldsomme omvæltninger og måske direkte krise – en 

9


10 

grasserende pest der lagde mindst en tredjedel af Europas befolkning i 

graven, en prisrevolution med sociale oprør og indførelsen af slavelig- 

nende livegenskab i Østeuropa til følge, ridderhære i 100-årskrigen og 

maroderende fribytterguerillaer der drog hærgende omkring og dræbte 

resten. For andre historikere er det den italienske renæssances fødsel, 

Dante, Petrarca, den smukke litteratur på folkesproget, dyrkelsen af indi- 

videt. På tilsvarende måde kan 1400-tallet opfattes som en sen middelal- 

der med opkomst af nationalstater og ny teknologi med bogtrykkerkunst 

og krudt og kugler, men stadig umiskendelig middelalderlig i sin egen for- 

ståelse af kontinuitet til de foregående århundreder. For andre historike- 

re er 1400-tallet det nye Europas fødsel med nye akademier, der dyrkede 

antikken og oversatte græsk, og med naturvidenskab og opdagelsesrejser, 

der fandt søvejen syd om Afrika og endda til Amerika, og sprængte det 

middelalderlige religiøst baserede verdensbillede. 

Kampen om den store overgangsperiode, fra midten af 1300-tallet til mid- 

ten af 1500-tallet, kan nemt udvikle sig til en barnlig diskussion om, hvem 

der kom først. I 1860 kom Jacob Burkhardts bog om Renæssancens Kultur 

i Italien, som påstod, at det moderne Europa blev skabt i Italien i denne 

periode og betød en løsrivelse fra middelalderens kollektivisme, hvor alle 

tænkte i fællesskaber og ikke tog initiativ til noget og stille stagnerede. I 

stedet trådte det skabende individ ind på scenen og skabte en ny verden. 

Det satte Burkhardt selvfølgelig kød på med en række eksempler, som i 

1920-erne blev endevendt af middelalderhistorikere, i første omgang i 

England. De viste punkt for punkt, at alle Burkhardts renæssancekarakte- 

ristika allerede fandtes langt tidligere. De begyndte at skrive om det 12. 

århundredes renæssance, som også opfandt individet og den moderne 

videnskabelige arbejdsmetode, eller om den karolingiske renæssance i 

800-tallet, som også oversatte vigtige værker fra græsk til latin og udvik- 

lede sproget og arkitekturen i en bevidst efterligning af det antikke Ro- 

merrige. De store opdagelsesrejser med Colombus’ amerikaopdagelse i


1492 var blot den naturlige videreudvikling af Marco Polos kinatur i 1272 

og 1200-tallets tidligere missions- og opdagelsesrejser til Kina og det 

yderste Mongoliet. 

Noget er der snakken. Meget i Renæssancen var ikke nyt, men det er der 

jo i virkeligheden grumme lidt, der nogensinde har været. I virkeligheden 

er det mere vigtigt for diskussionen, hvor almene nogle træk er i en peri- 

ode, hvor meget de fylder i forhold til tidligere perioder, men det er meget 

sværere at vide, fordi der er for få kilder til rigtig at sammenligne middel- 

alderen og renæssancen på et kvantitativt niveau. 

Renæssancens betydning bygger ofte på en påstand, som ikke altid er vel- 

underbygget, men roligt overtaget fra forgængerne. I mere eller mindre 

bevidstløs grad. Et interessant eksempel er en dansk bog om Humanistisk 

Videnskabsteori, som er blevet noget så sjældent som en bestseller om et 

teoretisk område og udkommet i flere oplag. Først definerer forfatterne 

humaniora i tre dele: de fag, der undersøger mennesket selv, nemlig psy- 

kologien; de discipliner, der undersøger produkterne af menneskers 

handlinger som sprog og litteratur, musik, bygninger; og endelig som den 

tredje gruppe de der ”søger at finde den kronologiske følge i en række 

data og at rekonstruere påvirkninger og sammenhænge i et fortidigt for- 

løb.” Det sidste er historievidenskaben. Derefter påstås det ganske roligt, 

at ”Humanvidenskaberne opstod i 14-1500-tallet, i den epoke, der kaldes 

renæssancen.” Ud fra forfatternes egen definition er det selvfølgelig noget 

blatant sludder. Middelalderens mennesker skrev da også historie, hele 

middelalderen igennem. De studerede også sprog i fjerne irske klostre, 

ved de middelalderlige universiteter, på sprogskoler i Spanien og Nordaf- 

rika og på Mallorca, hvor de samlede de arabiske og hebraiske tekster, 

som Renæssancens humanister var så glade for. Middelalderen studerede 

også sprog som teoretisk fænomen. Lingvistiske studier fra højmiddelal- 

deren har ligget godt gemt i støvede biblioteker i Europe og blev først ud- 

givet i begyndelsen af 1900-tallet, men fik stor indflydelse på både Noam 

11


12 

Chomsky og udviklingen af datamaskiner. Man studerede arkitektur i 

middelalderen, og musik var et af de obligatoriske elementer i universi- 

tetsundervisningen. En betragtelig del af middelalderens teologiske studi- 

er handlede om, hvorledes mennesket reagerer på den omgivende fysiske 

verden i forhold til ikke-fysiske forestillinger, og hvor dette ikke-fysiske 

så kommer fra, altså hvad et menneske egentlig er. Alle humanistiske fag 

fandtes som udviklede videnskaber i middelalderen og indtog en fuld- 

stændig central rolle i samfundstænkningen, men det generer ikke forfat- 

terne til Humanistisk Videnskabsteori. 

Bogen fortsætter: ”Renæssancehumanisternes projekt var en genfødsel af 

den klassiske kultur for at kunne holde denne kultur op som et forbillede 

for den samtidige. Humanisterne mente, at den klassiske kultur var den 

samtidige overlegen ved dens ideal om et frit, værdifuldt menneske, et 

menneske hvis værdighed ikke skyldes, at det er skabt i Guds billede eller 

bekender sig til troen på ham.” Det forbigås i diskret uvidenhed, at de fle- 

ste – måske ikke alle, men langt, langt de fleste – humanister i Renæssan- 

cen som en selvfølge troede på Gud. ”Denne genfødsel forudsatte natur- 

ligvis et grundigt kendskab til den klassiske kultur, befriet for de for- 

vrængninger som den havde været udsat for, mens den blev anvendt som 

et redskab for middelalderens religiøse tænkning.” Så har vi lige fået ban- 

ket middelalderen på plads, præget af forvrængninger og mørk religiøsi- 

tet. Renæssancehumanisterne interesserede sig kun for den klassiske 

græsk-romerske kultur, påstås det. Det ville have været helt meningsløst 

for dem at beskæftige sig med oldegyptisk kultur, påstås det. Det er heller 

ikke rigtigt. 

Netop i Renæssancen var der en voldsom interesse også for andre kultu- 

rer og sprog og i øvrigt for de mest sære og forskruede emner, som slet 

ikke passer ind i det moderne billede af Renæssancen som rationel og 

moderne. Rigtig mange forskere lærte sig hebræisk, ikke bare for at stu- 

dere Bibelen, men også for at fordybe sig i kabbalistisk mystik og stige op


gennem de mange sefiroter for at skue den himmelske vogn – samtidig 

med at de ubesværet opfattede sig som gode kristne. 

Et af den berømte italienske humanist Marsilio Ficinos (1433 - 1499) 

største scoop var købet af det græske håndskrift Corpus Hermeticum. Da 

han fik det i hænde, lagde han al andet arbejde til side, skriver han, og han 

udskød sin oversættelse af den gode klassiske filosof Platons skrifter og 

lagde den ned i en skrivebordsskuffe. Hermes var vigtigere. I 1471 udkom 

så Hermes Trimegistos’ bog om Guds magt og visdom. Dermed fik renæs- 

sancehumanisterne en tekst at arbejde videre med, en tekst som kunne 

gøde deres store interesse for det gamle Egypten, og egyptomanien vok- 

sede voldsomt og holdt sig i flere hundrede år. 

Hermes Trimegistos – den tre gange mægtige Hermes – havde været en 

egyptisk filosof, alkymist og vismand. Hans tekst bestod af læreregler og 

sære udsagn om himmel og jord og naturfænomener og Gud. Det interes- 

sante ved teksten var ikke alene, at den var fuld af visdom, men også at 

den var oldgammel, ældre end selv Bibelens Mosebøger. Det argumente- 

rede Ficino overbevisende for, og han fik begejstret tilslutning fra de fle- 

ste humanister i sin samtid. Ifølge Ficino og de andre havde Hermes givet 

sin viden om Gud videre til Moses, da Moses stadig levede i Egypten. Se- 

nere var Pythagoras så kommet fra Grækenland til Egypten og blevet ind- 

viet i den hemmelige og mystiske del af læren. Det er også typisk for Re- 

næssancen, at man ikke studerede Pythagoras og hans læresætninger for 

at lære noget om praktisk geometri, men for at finde en nøgle til opnåelse 

af visdom ved at gennemskue hans talsystemer. Da Pythagoras kom tilba- 

ge fra Egypten til Grækenland, påstod Ficino, gav han sin hemmelige lære 

videre til Platon, som ud over alle sine kendte værker til almindelige dø- 

delige filosoffer også skulle have forfattet en Platons teologi, som kun var 

for de mystisk indviede. Hvor Hermes så vidste alt det her fra, var Renæs- 

sancens lærde ikke enige om. Nogle mente, at han havde fået sin særlige 

viden om Gud fra Adam selv. 

13


14 

Renæssancehumanisternes interesse for det egyptiske er ikke forunderlig 

i en tid, da arkitekter og kunstnere efterlignede motiver fra Egypten og 

interesserede sig for hieroglyffer, både som skrift og dekoration. Hiero- 

glyffer blev brugt på steler, der mere eller mindre vellykket efterlignede 

obelisker, og i relief og i fresko på offentlige bygninger og inde i kirker. 

Pave Alexander 6. var ikke alene en effektiv magtpolitiker og en omsorgs- 

fuld far for sin smukke datter Lucrezia, men også en varm støtte af inte- 

ressen for Egyptens kunst og historie. I 1492-94 lod han sine værelser i 

Vatikanpaladset udsmykke med egyptiske motiver, der viste Osiris, Isis og 

Apis-tyren. Især den sidste var vigtig, for Alexander var af den spanske 

adelsslægt Borgia, der havde en tyr i sit våbenskjold. Ved at male Apis- 

tyren i sine værelser påstod Alexander, at hans slægt kunne føres tilbage 

til oldtidens Egypten og dermed var meget finere og ældre end de romer- 

ske adelsslægter. En lærd humanist greb ideen og konstruerede såmænd 

et rigtigt antikt monument med tydeligvis sene 1400-tals hieroglyffer, der 

angiveligt skulle være opstillet af Osiris, da han i en fjern fortid grundlag- 

de landbruget i Italien og dermed hele den italienske kultur. 

Hermes fik snart efter Renæssancen den hårde skæbne at blive adopteret 

af rosenkreuzere, frimurere, alkymister og den slags folk, hvoraf nogle 

stadig i dag ser sig som de sande arvtagere af den gamle egyptiske visdom 

og sværmer for egypteriet. Frimureriet er måske grunden til, at så relativt 

få har beskæftiget sig med Hermesskikkelsen i Renæssancen. Den er sim- 

pelthen ikke blevet taget alvorligt, og seriøse forskere i dag har været me- 

get mere interesseret i humanisternes formulering af det moderne ver- 

densbillede. 

Det interessante ved Renæssancens interesse for Egypten er imidlertid, at 

den var fundamental for hele periodens historiesyn. Problemet for huma- 

nisterne var, hvilken kultur der var den ældste, og hvorledes kulturer 

havde lært af hinanden og overtaget viden fra hinanden. Det spørgsmål 

går tilbage til middelalderen, til i det mindste 1200-tallet og vel også end-


nu tidligere, da det gik op for de lærde, at syndfloden måske ikke havde 

ramt hele jorden. Rejsende vesteuropæere opdagede, at buddhisterne på- 

stod, at der aldrig havde været en syndflod i deres område, og beretninger 

længere østfra i Asien og fra Afrika fortalte om sære skabninger, som ikke 

kendtes i Europa, og som måtte være nogle gamle dyreformer, der ikke 

var druknede under syndfloden som i Vesten og Mellemøsten. Lidt lige 

som Loch Ness uhyret. Alt i alt var der måske mulighed for at finde en vis- 

dom, som var ældre end det Gamle Testamentes Moselov. Målet var dels 

at opnå viden for dens egen skyld, men det var også at få bekræftet Bibe- 

lens sandhed med argumenter, som kunne bruges over for ikke-kristne. 

Hvis Hermes længe før Moses havde sagt det samme om sandheden og om 

Gud, som Moses gjorde senere, måtte det styrke tilliden til Moses. 

Renæssancehumanisternes tekstarbejde var altså ikke så meget en bibel- 

kritik, men snarere et forsøg på at behandle Bibelen ud fra moderne 

tekstkritiske metoder og dermed også sammenholde den med andre tek- 

ster. Som man jo i øvrigt også havde gjort tidligere i middelalderen. 

Da de egyptiske freskoer i Alexander 6. Borgias værelse var ved at tørre i 

1492, landede Columbus’ tre små skibe i Amerika. Man fandt efterhånden 

ud af, at det var et helt nyt kontinent, som ikke havde nogen forbindelse 

til Europa og Asien, og som aldrig havde været ramt af syndfloden, og hvis 

indbyggere levede i skøn naturlighed, som om de heller aldrig havde væ- 

ret ramt af syndefaldet og lært at skamme sig over deres nøgne krop. Men 

det er helt tydeligt, at renæssancehumanisternes interesse for Egypten og 

andre gamle kulturer var opstået i middelalderen, og var i fuldt flor længe 

før opdagelsen af Amerika. Humanistiske Videnskabsteoris karakteristisk 

af Renæssancen er altså, med undtagelse af ganske få og ubetydelige de- 

taljer, rent sludder. 

Det betyder jo ikke sådan helt overordnet, at der slet ikke skete nogen 

ændringer fra middelalderen – hvad det så er – og til Renæssancen, hvor- 

dan vi så ellers skal definere den præcist. Pointen er snarere, at det hele 

15


16 

bliver meget mere kompliceret, så snart man stikker spaden en smule dy- 

bere i den historiske muld. Middelalderen var meget mere dynamisk, end 

Petrarca og mange af hans samtidige og endnu flere siden hen har ment. 

Omvendt var Renæssancen på ganske mange måder også konservativ el- 

ler bevarende i den forstand, at Petrarcas ven Colonna og en masse andre 

mente, at de med nænsom omhu videreførte og udviklede den betyd- 

ningsfulde arv, de havde fået overleveret fra middelalderen. 

Som afslutning kan vi træde et skridt tilbage og kigge på Renæssancen i 

en bredere sammenhæng med andre tidsperioder. Den har levet en noget 

omskiftelig tilværelse. Den opstod som en reaktion på middelalderen, som 

var overstået og helst skulle lukkes ned hurtigt, og den blev en vigtig del 

af europæisk selvforståelse i 1800-tallets anden halvdel og langt ind i 

1900-tallet. Det kan hænge sammen med så meget, men måske også med 

en voldsom industrialisering og beundring for teknik og nye opfindelser. 

Bølgende tyk kulrøg fra skibsskorstene eller lokomotiver gjorde billeder 

smukke i denne periode, og denne skaberglæde mente historikerne så var 

opstået i Renæssancen. Middelalderen blev i samme periode dyrket af 

helt andre grunde, enten som folkeslagenes vugge, hvor nationerne blev 

født og styreformer opstod, eller som en fintfølende periode med simpel 

tro og stor sans for skønhed. Eller også blev middelalderen blot affærdiget 

som mørk og uinteressant. 

De seneste 30-40 år er synet på middelalderen blevet lysere og meget me- 

re facetteret end tidligere. Der er mange middelaldre, og deres betydning 

for nutiden er vel mere alment anerkendt end tidligere i 1900-tallet. Re- 

næssancen er underligt nok skrumpet kraftig ind. De store kulturhistori- 

ske værker om renæssancekultur er blevet færre, og begejstringen for 

den skabende ånd sjældnere. Måske hænger det sammen med en begyn- 

dende skepsis over for vækst uden grænser og tabet af fremskridtstroen. 

Renæssancen har fået kraftig konkurrence fra Oplysningstiden i 1700- 

tallet, som pludselig er kommet på banen som det særegne for Europa og


Vesten og det moderne i modsætning til alle andre kulturer. Koselleck har 

bidraget til udbredelse af ideen med begrebet Saddeltiden, som blot er et 

finere ord for den sene Oplysningstid, hvor den nuværende verden rigtig 

tog form. I almindelighed og bredere betydning er oplysningstiden blot 

den periode, da vi begyndte at tænke rigtig rationelt og forlod både mid- 

delalderens og Renæssancens tro og religiøsitet, men stadig uden at blive 

knust i den ubarmhjertige industrialisme. 

Måske er interessen for Renæssancen igen i stigning, måske er perioden 

selv ved at få en renæssance. Eller måske skyldes det bare det hastigt sig 

nærmende Reformationsjubilæum. Det bliver interessant at følge med i de 

kommende år 

17


18 

Historisk 

Foredragsforening 

Program for efteråret 2012 

Hvad er Historisk Foredragsforening? 

Historisk Foredragsforening blev stiftet i 1986 af en gruppe historiestude- 

rende ved det daværende Odense Universitet. Det er stadig primært histo- 

riestuderende og tidligere studerende der bestyrer foreningen. 

Historisk Foredragsforening er stedet hvor du får gode og aktuelle foredrag 

med emner fra antikken til nutiden - fra historie, filosofi til teologi og journa- 

listik formidlet af engagerede og kompetente foredragsholdere. 

Der er altid kaffe på kanden, kolde øl, hygge og gode historie. 

Alle interesserede er velkomne.

NAPOLA-skolerne 

Det Tredje Riges fremtid 


cand.mag. i historie Claus 

Markussen 

I 1933 blev de første 

NAPOLA-skoler (Nationalpo- 

litische Erziehungs Anstalten) 

grundlagt i byerne Potsdam, 

Plön og Köslin. Skolernes 

formål var at (ud)danne den 

kommende tyske elite til at indtage nøglepositioner i Det Tredje Rige. Som 

i Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel var der tale om institutioner, der 

var rettet mod Det Tredje Riges triumf. Skolerne skulle (ud)danne fremti- 

dens ledere – ledere, der ikke så en plads til de svage, anderledes tænken- 

de eller de, der formastede sig til at fatte sympati for disse. 

Tankegodset, som var til stede i hele det nazistiske uddannelsessystem, 

skærpedes på NAPOLA-skolerne, og NAPOLA-skolerne havde i langt høje- 

re grad mulighed for at kontrollere og overvåge de unge, der blev ind- 

skrevet. De menneskelige konsekvenser var omfattende, og dette vil, 

sammen med NAPOLA-skolernes opståen, udvikling og formål, blive præ- 

senteret i foredraget. 

19


20 

Lille præsident, hvad nu? 

Den nyvalgte amerikanske præsidents udfordringer set i et historisk per- 

spektiv 

Lektor Jørn Brøndal, Center for Amerikanske Studier, SDU 

I sit foredrag vil Jørn Brøndal forsøge at vurde- 

re de politiske konsekvenser af præsidentvalget 

den 6. november 2012, en valgkamp der ved 

indgangen til sommeren 2012 tegnede til at bli- 

ve den dyreste og en af de mest beskidte i lan- 

dets historie. I sin diskussion af de politiske 

konsekvenser af valget vil Brøndal ikke mindst 

fokusere på valgets indenrigspolitiske dimensioner, herunder den ameri- 

kanske velfærdsmodels fremtid, raceproblematikken og indvandrer- 

spørgsmålet. 

Entré ved alle foredrag: 

Medlemmer: 30 kr. 

Ikke medlemmer: 50 kr. 

Et helt års medlemskab: kun 50 kr. 

Husk: alle vore foredrag foregår i Historiens Hus , Klosterbakken 2, lige ved 

Odense Domkirke. 

Dørene åbner kl. 19.15

Guds svøbe, antikrist 

og et værre 

kætteri 

En undersøgelse af reformationstidens is- 

lamopfattelse 

Af BA, stud.mag. Tine Bendtsen 


I de første årtier af det 16. århundrede erobrede Det Osmanniske Rige 

store dele af det nuværende Mellemøsten. Halvtreds år tidligere var Kon- 

stantinopel faldet til tyrkerne, og i århundredet forinden havde de under- 

lagt sig bl.a. Grækenland, Serbien og Bulgarien 1. Således beherskede tyr- 

kerne på Luthers tid hele den østlige del af middelhavsområdet. I 1521-22 

røg Beograd og Rhodos, og i 1529 Ofen i Ungarn. Det var på denne bag- 

grund, at Luther skrev sine skrifter om islam. 

Lige siden den tidlige middelalder havde kristenheden følt sig truet af is- 

lam, hvorfor teologer hele middelalderen igennem havde skrevet tekster 

imod muslimerne. Denne tradition bragte Luther videre med skrifter om 

den vederstyggelige tyrk og alle hans ugerninger. 

Men var alle Luthers metoder, argumenter, tilgange og formål med skrif- 

terne nye, eller var han inspireret af middelalderens mange skrifter om 

islam? Var der tale om et ensartet islamsyn blandt reformationstidens 

1 Lausten, s. 10 

21


22 

teologer, eller var de indbyrdes uenige? Og kan man tale om brud eller 

kontinuitet i islamopfattelsen fra middelalderen til reformationstiden? 

Disse spørgsmål vil jeg i det følgende søge at besvare gennem et studie af 

Martin Luthers og andre reformationsteologers skrifter. 

Problemet 

I sine to værker om tyrken (“Om krigen mod tyrken” 1529; ”Feltprædiken 

mod tyrken” 1530) anlagde Luther et stærkt antiislamisk syn. Heri var 

tyrken Guds svøbe, hvormed han straffede verden, og djævelens tjener 2. 

Djævelen var tyrkens Gud, og profeten, Muhammed, var en nedbryder af 

den kristne tro. Dette var han i kraft af, at han ikke anså Jesus som andet 

end en timelig profet, der hverken var Guds søn, verdens frelser eller død 

på korset for de kristnes skyld. Ja, tyrkerne drev endda hån mod Jesus, 

satte Muhammed over ham og ærede djævelen frem for Gud 3. Dette, sagde 

Luther, var ”det vigtigste stykke af den tyrkiske tro, hvori al vederstyggelig- 

hed, vildfarelse og alle djævle ligger tilhobe” 4. Samme sted sagde han, at 

islam var sværdets religion og en religion, der var sammenflikket af jøde- 

dommen, kristendommen og hedningernes tro. Endvidere fordærvede 

islam den kristne tro og tyrkerne myrdede og røvede løs, hvilket befale- 

des i koranen 5. Og ikke nok med det; de gennemborede også på det gru- 

somste deres ofre, sønderhuggede kvinder, spiddede spædbørn på gær- 

destave og mishandlede og dræbte alle, som ikke kunne flygte 6. Desuden 

bedrev de sodomitisk utugt, og hertil tillod islam flerkoneri og skilsmisse, 

hvorfor tyrkens ægteskab ikke var noget rigtigt ægteskab 7. Islam var så- 

ledes for Luther rent kaos og djævelens værk, og i stedet for de kristne 

sandheder; veram politiam, veram religionem og veram oeconomiam 8 

2 Martin Luther: Om krigen, s. 21 

3 Martin Luther: Feltprædiken, s. 77f 





8 Den sande regeringsform, det sande religiøse liv og det sande hverdagsliv i hjemmet


herskede der hos tyrken kun mord, løgn og uægteskabelighed. Og det, 

sagde han, vidste han fra koranen 9, for den havde Luther nemlig læst. 

Endelig kom Luther også ind på det apokalyptiske i tyrkens fremfærd, idet 

han hævdede, at djævelen ikke alene havde tyrken til hjælp i sine forsøg 

på at støde de kristne fra troen. Ifølge bibelen skulle to grusomme tyran- 

ner nemlig hærge kristendommen før dommedag. Den ene, tyrken, legem- 

ligt med sværdet. Den anden, paven, åndeligt, og ”således må djævelen, 

fordi verdens ende er nær, først angribe Kristenheden på det grueligste med 

begge sine magter og give os det rette afskedsbæger, før vi farer til him- 

mels 10”. Og Luther fortsatte i denne bane: tyrken var ikke blot djævelens 

sidste raseriudbrud mod Kristus, han var også Guds strengeste straf, be- 

spotter af Kristus og forløberen for helvede. 

I 1543 udkom den første koran på tysk. Til denne havde Luther skrevet et 

forord, i hvilket han hævdede at islam var ét stort kætteri på linje med 

tidligere tiders kætterier, at det var djævelens værk, og at kirken havde 

pligt til at fordømme det. Han rådede også alle til at læse koranen, for 

”when Mohammed’s book is brought to light (…) all pious men will more 

easily discover the madness and slime of Satan”. Han hævdede endvidere, 

at kristne ikke ville tage skade og omvende sig, hvis de læste koranen, 

men netop tværtimod bedre ville vide, hvordan de skulle sikre sig imod 

tyrkens tro. Viden om islam var altså vigtigt for Luther, for på den måde 

kunne man bedre modbevise koranens og Muhammeds ord 11. 

Løsningen 

Hvad skulle det kristne Europa så gøre ved denne tyrkiske trussel? Her 

bliver Luthers meninger en smule svære at gennemskue, idet han tilsyne- 

ladende skifter mening. I 1521 blev han bandlyst af paven, fordi han i 

1518 i skriftet ”Resolutiones” havde fremsat en artikel, hvori han be- 

kendtgjorde, at krig mod tyrken var at gå imod Guds vilje, idet tyrken var 


10 Martin Luther: Feltprædiken, s. 54 

11 Martin Luther: Preface 

23


24 

Guds ris, med hvilket han straffede de kristne 12. Luther frasagde sig ikke 

ansvaret for denne artikel, men afviste pavens anklager om, at han derved 

skulle være imod en krig mod tyrkerne. Det gjorde han, fordi han mente, 

at da han skrev artiklen, kendte ingen til den verdslige øvrigheds rette 

embede og måde at tjene Gud på. Mange fyrster var blevet rene præster 

og munke, fordi de troede, at det var gennem messe og bøn, at de skulle 

tjene Gud. Men dette var helt forkert i Luthers øjne. Den verdslige øvrig- 

hed skulle nemlig varetage regeringen af den verdslige sfære, og dette 

skulle gøres med sværdet, ikke med ordet 13. Sværdets tjeneste var lige- 

som ordets legitimt, fordi det var oprettet af Gud 14, og fyrsterne var såle- 

des indsatte af Gud til at straffe synderne, hvilket rent faktisk ifølge Lu- 

ther var deres pligt. Hvis de ikke varetog deres embede på rette vis, straf- 

fede synderne og beskyttede undersåtterne, syndede de selv over for Gud, 

idet de gik imod hans befaling 15. Derfor skrev Luther i 1526 en bog, hvori 

han oplyste den verdslige øvrighed om dens ansvar som krigsherrer. Lu- 

ther gjorde opmærksom på, at en retfærdig krig, var afstraffelse af mange 

syndere på én gang og altså derfor lige så meget fyrsternes pligt som af- 

straffelse af én synder ad gangen 16. I denne bog samt i et tidligere skrift 

fremførte Luther også, hvad han anså som en retfærdig krig: For det før- 

ste skulle krigen være en forsvarskrig 17. Dernæst skulle fyrste og soldater 

være ydmyge og gudfrygtige, for ”nok er det sandt, at du er i din gode ret til 

at føre krig og forsvare dig, men derfor har du da ikke fået papir fra Gud på, 

at du vil vinde. Ja, netop denne selvrådighed ville vel bevirke, at du måtte 

tabe, selv om du havde en rimelig grund til at føre krig” 18. 

Da Luther skrev ”Om krigen” var verdsligheden altså blevet oplyst og 

kunne begynde at opføre sig som verdslighed frem for gejstlighed, og der- 

ved blev det fyrsternes pligt at bekrige tyrken. Det, Luther havde taget 

afstand fra i sin artikel fra 1518, var således kun pavens og de gejstliges 

12 Jensen 224ff 

13Martin Luther: Om lydighed, s. 162, 173 

14Martin Luther: Kan soldater, s. 134 

15Martin Luther: Imod bøndernes, s. 266; Kan soldater, s. 334 

16Martin Luther: Kan soldater, s. 313 

17Martin Luther: Om lydighed, s. 195; Kan soldater, s. 331 

18 Martin Luther: Kan soldater, s. 335


rolle i en krig mod tyrken – ikke fyrsternes 19. Derfor skændte han i 1529 

stærkt på de prædikanter, som havde misforstået hans ord og prædikede, 

at man ikke måtte kæmpe mod tyrken 20, og han kritiserede flere steder 

fyrsterne for at svigte deres pligt til at beskytte undersåtterne mod tyr- 

ken 21. Luther skiftede altså ikke mening, han modificerede blot sit udsagn, 

så det passede med tiden. 

En krig mod tyrkerne var altså legitim og en verdslig pligt i Luthers øjne. 

Men inden man gik ind i denne verdslige krig, måtte alle kristne kæmpe 

en åndelig kamp imod tyrkernes gud, djævelen. Der var nemlig to krigere 

imod tyrken. Den ene var kejseren, som skulle anføre de verdslige tropper 

og altså føre sværdet. Den anden var Christianus, som var et symbol på de 

gode, fromme kristne, som skulle kæmpe indvortes imod tyrken med 

bønner og bod. På den måde kunne man både bekæmpe djævelen og 

mildne Gud, og hvis dette først blev bedrevet, ville tyrken let blive over- 

vundet i den verdslige kamp 22. Løsningen på tyrker-problemet for Luther 

var altså først og fremmest kristne bønner, bod og bedring, og det var den 

gejstlige øvrigheds pligt at se til, at denne åndelige krig blev gennemført. 

Tyrk og pave 

I sine skrifter mod tyrken greb Luther muligheden for også at polemisere 

mod paven, som han anklagede for at være lige så slem som tyrken, fordi 

han ligesom denne hverken herskede ved evangeliet eller ved Guds ord 23. 

Paven var også ligesom tyrken en løgner og morder 24, og hans korstog 

imod tyrken var en undskyldning for at sælge afladsbreve og tjene penge 

derved 25. Og netop pavens korstog var en af årsagerne til, at Gud var vred 

og straffede de kristne, for derved havde de overskredet skellet mellem 

den verdslige og den gejstlige sfære 26. 

19 Jensen, s. 228 


21 Martin Luther: Om krigen, s. 36f, 49f 

22 Martin Luther: Om krigen, s. 21ff 





25


26 

Ligesom tyrken ødelagde paven også den kristne tro – han gjorde det blot 

med hykleri, mens tyrken gjorde det med vold 27. Luther gik faktisk så vidt 

som til at sige, at paven var værre end tyrken, fordi han fremstillede sig 

selv som den kærlige fader. Herved ”fylder han (…) Helvede med lutter 

kristne, for han river de dyrebare sjæle bort fra Kristus ved sin bespottelige 

menneskelærdom og leder dem til at bygge på deres egne gerninger, hvilket 

er det ægte sjælemord” 28. 

Alligevel skulle man ikke føre verdslig krig mod paven, som man skulle 

mod tyrken, og årsagen var den, at paven endnu ikke havde angrebet kej- 

serdømmet. Til gengæld skulle man føre sjælelig krig med bønner og Guds 

ord mod paven, og dersom ”paven og hans tilhængere også vil angribe kej- 

serdømmet (…) skal han behandles ligesom tyrken” 29. 

Synes på islam hos andre af reformationstidens teologer 

Peder Palladius anklagede ligesom Luther tyrkerne for bl.a. at håne det 

kristne kors og dræbe kvinder. Han var overbevist om rigtigheden af Jo- 

hannes Hiltens forudsigelse om, at tyrken ville overtage Europa, hvis ikke 

de kristne bad til Gud og gjorde bod 30. Palladius sammenlignede også 

Muammed med paven; begge var de antikrist, deres religioner var næsten 

lig hinanden, de tog begge magten uretfærdigt, og de var gode venner og 

brødre. De lignede begge lam, men brugte list, sværd og magt som midler 

og var i virkeligheden dyret fra Johsannes’ Åbenbaring 31. Ligesom hos Lu- 

ther var årsagen til tyrkernes fremfærd, at Gud straffede de kristne, og 

derfor stillede Palladius sig kritisk over for den verdslige krig mod tyrken, 

idet man derved ikke fjernede årsagen til tyrkernes angreb; Guds vrede. I 

stedet var det eneste middel imod tyrken at gøre bod, angre og bede 32. 

Poul Helgesen var reformkatolik og nærede dyb foragt for de lutherske 

læresætninger, som han anklagede for at være lige så falske som Mu- 




30 Jensen, s. 277-282 

31 Lausten, s. 85f 

32 Lausten, s. 88, 92


hammeds. Både Muhammed og Luther var for Helgesen det tætteste, man 

kom på antikrist, og lutheranernes kætteri var skyld i Guds vrede og tyr- 

kens fremgang 33. Desuden var Muhammed Kristi fjende, og han ødelagde 

de kristne kirker og dræbte præster 34. 

Ligesom Luther benyttede lejligheden i sine islam-skrifter til at angribe 

paven, benyttede Helgesen og andre katolske teologer 35 sig også af mulig- 

heden til at polemisere mod Luther. Herved trækkedes tyrkerdebatten 

ind i en større kristen sammenhæng, nemlig de interne religiøse stridig- 

heder mellem katolikker og protestanter. 

Både katolikker og protestanter anså islam for at være Guds straf for de 

kristnes synder, der var bare forskel i, hvilke kristne, der var tale om. Li- 

geledes hævdede begge fløje, at henholdsvis Luther og paven var antikrist 

eller tæt derpå. Katolikkerne brugte altså den samme argumentationsmo- 

del som lutheranerne – den var bare vendt om. 

Brud og kontinuitet 

Vi har ovenfor set, at andre af reformationstidens teologer havde samme 

opfattelse af islam, som Luther. Der er i denne korte artikel ikke rum til at 

komme ind på flere teologers synspunkter, men det skal nævnes, at Marin 

Schwarz Lausten i sin bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat” gennemgår en hel 

række af reformteologer og kommer frem til, at de alle har nogenlunde 

samme opfattelse af islam, som Luther; de mente, at Gud straffede de 

kristne med tyrken, de udpenslede ligesom Luther tyrkernes grusomhe- 

der, anså Muhammed for at være antikrist og djævelens tjener, hans lære 

for falsk og voldelig, og mange af dem havde også som Luther apokalypti- 

ske overtoner i sine skrifter og brugte tyrkerne som en del af de interne 

religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter. Selvfølgelig var 

der også uenigheder blandt teologerne, men de handlede om, hvorvidt 

man skulle føre verdslig krig imod tyrken eller ej, og om mission var nyt- 

tigt og tilrådeligt. Selve synet på islam som riset i Guds hånd, en falsk reli- 

33 Jensen, s. 271f 


35 Se Lausten, s. 79 

27


28 

gion indstiftet af djævelen med en falsk profet som frontfigur og ikke 

mindst en hellig skrift der befalede vold, delte de alle. De var også enige 

om, at det vigtigste middel mod den tyrkiske trussel var bod og bøn 36. Jeg 

vil derfor påstå, at man kan tale om et nogenlunde ensartet islamsyn i re- 

formationstiden. Men hvordan så dette islamsyn ud i forhold til islamop- 

fattelsen i middelalderen? Det er det, de følgende sider skal handle om! 

Et af de væsentligste brud i islamopfattelsen fra middelalderen til refor- 

mationstiden mener jeg, er, at man i middelalderen ikke skelnede mellem 

den verdslige og den gejstlige sfære, sådan som vi ser det hos Luther. For 

Luther måtte den gejstlige og den verdslige sfæres forpligtelser ikke over- 

skrides, og han gjorde meget for at sikre sig, at hans læsere forstod skellet 

mellem den åndelige og den verdslige krig. Han anførte, at det var vigtigt, 

at den verdslige kamp mod tyrken udkæmpedes pga. lydighed til øvrighe- 

den og ikke i Kristi navn 37. Kampen med sværdet skulle kæmpes under 

verdsligt flag, kampen med ord under gejstligt: ”Når (…) en fyrstes banner 

føres i felten, så skal enhver glad og frejdig stille under hans banner (…) Er 

det derimod en biskops, kardinals eller pavens, så løb din vej” 38. 

Luther udpenslede dette skel yderligere ved at sige, at en krig i Kristi navn 

var den allergroveste synd og ville bringe skam og vanære over selvsam- 

me navn. Hertil sagde han, at han ikke mente, at den verdslige øvrighed 

ikke kunne være kristen, og at en kristen ikke måtte føre sværdet 39. Alle 

kristne tilhørte for Luther både den gejstlige og den verdslige sfære, de 

skulle blot skelne mellem brugen af og forpligtelserne for hver af disse 

sfærer. 

Af samme grund skulle man heller ikke tvinge tyrkerne til omvendelse, 

men i stedet ”lade Tyrken tro og leve som han vil, ligesom man lader pave- 

dømmet og andre falske kristne leve”. For selvom den verdslige sfære var 

indstiftet af Gud, og fyrsterne havde guddommelig pligt til at bekrige tyr- 

ken, så havde det verdslige sværd intet med troen at gøre, men skulle hol- 

36 Lausten, s. 26-102 



39 Martin Luther: Om krigen, s. 17


de sig til de legemlige, verdslige forhold 40. Man skulle altså ikke gå i krig 

mod tyrken pga. hans tro, men alene fordi han angreb kejserdømmet, og 

fordi Gud derved befalede det. Den verdslige og den gejstlige sfære skulle 

forblive adskilt. 

Hermed skal ikke være sagt, at alle i reformationstiden skelnede på sam- 

me måde som Luther, for det er jo netop dette manglende skel, han ankla- 

gede paven for. Men bare det, at nogle skelnede på denne måde, er et klart 

brud i forhold til middelalderen, hvor der ikke stilledes spørgsmålstegn 

ved, at paven og bisperne førte an i krig. 

Trods Luthers konstante formaninger om, at skellet mellem det verdslige 

og det gejstlige ikke måtte overskrides, ser det på overfladen ud til, at han 

ikke helt selv kunne overholde det. Flere gange talte han nemlig om, 

hvordan en soldat, der døde i en retfærdig krig, og som dertil havde gjort 

bod og var rettroende, blev martyr og opnåede evigt liv og salighed 41. Det- 

te mener Martin Schwarz Lausten ikke, at man skal tage bogstaveligt 42, og 

han går dermed imod Janus Møller Jensen, som lægger stor vægt på Lu- 

thers tanke om frelse gennem krig 43. Jeg er tilbøjelig til at give Jensen ret. I 

”Feltprædiken” hævdede Luther, at kristne, der døde i krig mod tyrkerne, 

opnåede evigt liv, mens tyrker, der døde i samme krig, kom i helvede 44. 

Dette er for mig at se en ret bogstavelig påstand, idet det var en helt al- 

mindelig tanke, at onde mennesker kom i helvede. Så hvis man ikke opfat- 

ter Luthers ord om frelsen bogstaveligt, må det nødvendigvis følge, at 

man heller ikke opfatter hans ord om tyrken, der kommer i helvede, bog- 

staveligt. Og det, tror jeg, vil være en stor fejl. 

Jeg mener, at Luther med sin tanke om frelse for soldater, kommer tæt på 

grænsen mellem den verdslige og den gejstlige sfære, men at han trods alt 

ikke overskrider skellet. Frelsen for Luther blev givet til de døde soldater, 

fordi de var gode kristne, der troede på Jesus og adlød deres fyrste ved at 


41 Martin Luther: Om krigen, s. 33; Feltprædiken, s. 63ff; Imod bøndernes, s. 267 


43 Jensen, fx s. 265 


29


30 

gå i krig. Man fik derimod ikke frelse ved at føre krig for at redde troen i 

Kristi navn ligesom i middelalderen. Dette tenderede til gerningsretfær- 

dighed, hvilket Luther opponerede stærkt imod. Gik man i krig på den 

baggrund og troede, at man blev frelst, havde man misforstået det hele og 

røg lige lukt i helvede. Verdslig kamp for religionen var bandlyst for Lu- 

ther, men krig på baggrund af ret intension – forsvar for undersåtter og 

fædreland – og en ret autoritets befaling var legitim og gav en rettroende 

kristen soldat frelse og evigt liv i himlen i fald han skulle dø i krigen. Man 

kan derfor hævde, at Luther overtog afladstanken blot i modificeret form, 

og således levede et vigtigt element fra den middelalderlige korstogsideo- 

logi videre i reformationstiden. Selve tanken om, at det var muligt at opnå 

frelse ved at gå i krig danner altså kontinuitet, mens årsagen til denne 

frelse skaber et brud. I middelalderen var sjælens frelse et af de argumen- 

tationsmidler man brugte, for at få folk til at tage med på korstog. Man fik 

herved frelse for blot at deltage i korstoget, og det var netop denne ger- 

ningsretfærdighed, som Luther ville til livs. 

Igen vil jeg understrege, at der her kun er tale om brud/kontinuitet mel- 

lem Luthers tanker og middelalderens. Mange katolikker ønskede stadig, 

at man førte traditionelle korstog, hvori belønningen var syndsforladelse 

og evigt liv. Her kan bl.a. nævnes paverne Pius II og Leo X 45. Derimod skal 

nævnes som et generelt brud fra middelalderen til reformationen, at der 

ikke længere var missionærer, som efterstræbte martyriet, som vi så det 

hos franciskanerne i middelalderen 46. 

Selvom verdslig krig for Luther var vigtig, så var den åndelige krig den 

vigtigste og den, der skulle udkæmpes først, fordi den kunne nedkæmpe 

djævelen. Hertil ville man med sine bønner og bod mildne Guds vrede, og 

det var til syvende og sidst det, det hele handlede om. For godt nok var 

tyrken djævelens tjener, men det var han kun i kraft af, at Gud gav lov der- 

til. Det var i virkeligheden Gud, der stod bag det hele, fordi han var vred 

45 Francisco, s. 38ff 

46 For franciskansk mission og stræben efter martyriet se Villads Jensen, Kurt: ”Det blodige 

martyrium”


på de kristne pga. deres synder og mangel på anger og bedring 47. Denne 

opfattelse af, at Gud stod bag djævelens værk, er ikke noget enestående i 

tyrkerdebatten. Vi ser det også i teologers skrifter mod bl.a. troldkoner. 

Her var troldkonerne også djævelens tjenere, men kun fordi det var Guds 

vilje, at de skulle være det 48. På denne måde kunne Luther hævde, at tyr- 

ken både var Guds straf for menneskets synder og Guds fjende 49, uden at 

det var selvmodsigende. 

Tanken om islam som en straf fra Gud havde man også i middelalderen, 

hvor bl.a. Pseudo-Methodios hævdede, at islam var en straf og prøvelse 

fra Gud, ligesom syndfloden havde været det, og ligesom der også ville 

komme andre straffe og prøvelser fra Gud efter islam 50. 

Ud over denne forklaring på, hvorfor Gud lod muslimerne have så stor 

fremgang, fandt man også både i middelalderen og i reformationsperio- 

den svar via forskellige bibelske forudsigelser om dommedag. Pave Inno- 

cens III fandt ligesom Palladius forklaringen i, at Muhammed var dyret fra 

Johannes’ Åbenbaring 51, mens Luther fandt tyrken varslet i fortællingen i 

Daniels bog om de fire store dyr, der skulle komme før jordens under- 

gang. Her tolkede Luther tyrken som det fjerde og sidste dyrs 11. horn, 

som skulle støde tre af de andre horn bort. Disse tre bortstødte horn iden- 

tificerede Luther som Ægypten, Grækenland og Asien, som tyrken allere- 

de havde erobret. Denne del af spådommen var således gået i opfyldelse, 

og derfor mente Luther, at verdens ende var lige rundt om hjørnet. For- 

klaringen på islams succes, er således kontinuerlig fra middelalderen til 

reformationstiden. 

Kontinuitet finder vi også i Luthers oversættelse af Riccoldo de Monte 

Groces afvisning af koranen. Årsagen til oversættelsen var, at han ønskede 

at blotlægge islams løgn, så kristne – specielt dem, der vaklede i deres tro 

– kunne sikre sig, at den kristne tro var den sande 52. Derfor må man også 

47 Martin Luther: Om krigen, s. 21; Feltprædiken, s. 55 

48 Peder Palladius, s. 387f 


50 Tolan, s. 47ff 

51 Tolan, s. 194 

52 Francisco, s. 178f 

31


32 

gå ud fra, at Luther var enig i Riccoldos anklager mod islam, og derfor må 

disse anklager medregnes i en præsentation af Luthers syn på islam, hvor- 

for de kort skal opridses her; Muhammed anklagedes for at være cremen 

af al verdens dårligdom, idet han afviste både treenigheden og Jesu gud- 

dommelighed. Dertil var han optaget af materielle ting, tillod flerkoneri og 

sodomi, og forlod sig ikke på mirakler men på våben 53, og derfor var Mu- 

hammed ikke en rigtig profet. Koranen var løgn fra ende til anden, hvilket 

sås af, at den var skrevet på vers, at Gud tiltalte sig selv med smiger, samt 

at den indeholdt mange fiktive historier 54. 

Foruden at denne oversættelse må symbolisere konsensus i Riccoldos og 

Luthers islamopfattelse, ses mange af de samme argumenter og anklager 

også i Luthers egne tekster samt i andre teologers skrifter fra både mid- 

delalderen og reformationstiden. Som eksempel kan nævnes anklagen om 

uægteskabelighed, som bl.a. ses hos Luther 55 og Johannes Damaskene- 

ren 56, og dertil kan lægges anklagerne om kætteri, voldelighed, falsk lære 

pga. afvisning af treenigheden, Muhammed som antikrist og djævelens 

tjener m.m. 57. 

I formålet med teologernes skrifter ser jeg også kontinuitet. I middelalde- 

ren var formålet med teksterne todelt – i hvert fald i korstogsperioden; 

for det første tjente de til at overtale folk til at tage på korstog. Dette gæl- 

der bl.a. Humbert af Romans, der i sin korstogsmanual argumenterede for 

at tage på korstog ved at lade de potentielle korsfarere vide, at de fik 

syndsforladelse, hvis de tog af sted. Når de så mødte Jesus i himmeriget, 

kunne de sige til ham, at deres lidelser havde været langt værre end hans: 

”Herre, du var på korset i én dag for mig, men jeg var på korset og udholdt 

mange pinsler pga. dig i mange dage. (…) Du drak fordærvet vin 

én gang pga. mig, men jeg lever, fordi jeg drak råddent vand strømmende 

over af orm i et skib i mange dage. Du udholdt stanken af lig på 

Golgatha en time, men jeg udholdt stanken af bærme for dig i mange 

53 Riccoldo de Monte Groce, s. 9ff 

54 Riccoldo de Monte Groce, s. 24ff, 51-61 

55Martin Luther: Om krigen, s. 30 

56 Johannes Damaskeneren 

57 Lausten, s. 25, 41, 48, 65; Tolan 8f, 17


dage. Du kæmpede på korset mod mine fjender, men jeg stod frem med 

dit kors for at kæmpe mod dine mange gange”58. 

Propaganda for at få folk til at deltage i korstog ser vi bl.a. også hos pave 

Urban II i hans tale ved kirkemødet i Clermont 1095. Sådanne tekster in- 

deholdt ikke mange oplysninger om islam, men havde i stedet fokus på 

det individuelle for at overtale hver mand til at tage på korstog. 

Det andet formål i de middelalderlige skrifter var at forhindre konverte- 

ring. Måden til dette var som Riccoldo at afvise koranen og bevise at islam 

var falsk, som Johannes Damaskeneren at gøre grin med islam eller som 

Pseudo-Methodios at lægge vægt på, at det var en guddommelig straf og 

test for at udskille de sande kristne. Kun få middelalderlige teologer hav- 

de kendskab til islam, og endnu færre af dem brugte denne viden i deres 

skrifter. Nogle få ønskede dog, at de kristne skulle have kendskab til is- 

lam, så de kunne se, hvor afskyelig en religion det var og af den vej fast- 

holde kristendommen. En sådan var Petrus Venerabilis, som bl.a. fik over- 

sat koranen fra arabisk til latin for første gang, fordi han ville, at de krist- 

ne skulle have et våben mod islam 59. 

Formålet med Luthers skrifter om islam var, at oplyse den brede befolk- 

ning om de mange løgne, som Muhammed havde skrevet i koranen. Dette 

gjorde han, så de kristne bedre kunne modstå islams fristelser, for fristel- 

ser var der, og han ønskede derfor at gøre opmærksom på, at disse tilsy- 

neladende gode ting ved islam, blot var et skin, som djævelen havde opsat 

for at lokke gode kristne fra troen. Skrifterne var specielt tilegnet dem, 

der kunne risikere at komme i tyrkisk fangenskab, for der var faren for at 

falde fra troen størst. Hvis man kom i fangenskab, skulle man tjene sin 

tyrkiske herre godt, for man ville i så fald være en del af den tyrkiske 

verdslige sfære. Det eneste denne ikke kunne røre ved, var troen, for den 

58 Humbert af Romans kap. 19 

59 Tolan, s. 156f 

33


34 

tilhørte den gejstlige sfære og var en frivillig sag 60. Derfor handlede det 

for de kristne om at være tro i hjertet 61. 

Det ser således ud til, at det uddannende formål var til stede i begge peri- 

oder, selvom der lægges større vægt på vigtigheden af at have kendskab 

til islam i reformationstiden. Her var det et gennemgående tema hos de 

fleste teologer, mens kun få teologer i middelalderen bekymrede sig om 

kendskab til fjenden. I begge perioder ser vi også, at formålet var at fast- 

holde de kristne ved den rette tro. 

Det skal også her nævnes, at selvom nogle havde større kendskab til islam 

end andre, så ændredes grundopfattelsen hos teologerne om islam ikke. 

Man anså stadig islam som et kætteri, hvilket ses i fx den augsburgske 

trosbekendelse fra 1530, hvori præster skulle afsværge sig alle kætterier 

herunder islam. 

Der er ingen grund til at tro, at Luther havde noget til overs for tyrken… 

Og dog! For Luther kunne faktisk se noget godt hos tyrken, for ”intet men- 

neske er så slet, at han intet godt har ved sig” 62. Dette gode var tyrkernes 

indbyrdes venlige og trofaste forhold. Han begrænsede det dog stærkt ved 

samme sted at tilføje, at ”mordere og røvere er langt mere trofaste og ven- 

lige indbyrdes end naboer”. 

Luther var dog lidt tvetydig i tilgangen hertil, idet han andre steder anfør- 

te, at det gode ved tyrkerne fx deres store inderlighed i bønner, blot var et 

bedrag. Dette var også en tanke, som de middelalderlige teologer var inde 

på, så på den vis er der også her tale om kontinuitet. Til gengæld må der 

siges at være et brud i den kendsgerning, at Luther trods alt godt kunne se 

det gode ved tyrkernes indbyrdes forhold. Dette er et brud, der skete alle- 

rede i 13- og 1400-tallet, hvor man pga. en begyndende tro på naturlove 

efterhånden anerkender muslimers godhed som faktisk godhed og ikke 

som et dække over deres ondskab. 

60 Martin Luther: Om lydighed, s. 181 

61 Martin Luther: Feltprædiken, s. 73-82 

62 Martin Luther: Om krigen, s. 31


Ifølge Jørgen Bæk Simonsen blev intet nyt indført i reformationstidens 

syn på islam, og Luthers opfattelse var fuldt ud på linje med det traditio- 

nelle middelalderlige billede af islam 63. Norman Daniel er relativt enig 

heri, idet han anfører, at der var en grundlæggende og markant kontinui- 

tet i islamopfattelsen fra middelalderen og frem til slutningen af det 18. 

århundrede 64, samt at de fleste teologer byggede på Riccoldos tekster, 

som havde stor betydning for islamopfattelsen langt op i tiden 65. Dette er 

Francisco ikke helt enig i. Han hævder, at Luther langt hen ad vejen kom 

frem til de samme ting, som middelalderens teologer, men at han gjorde 

det på en ny måde, nemlig ved at adskille den verdslige og den gejstlige 

sfære 66. Francisco giver således et mere nuanceret billede af brud og kon- 

tinuitet fra middelalderen til reformationstiden end det, som Simonsen og 

Daniel opstiller. Ovenfor mener jeg, at have vist, at jeg er enig med Fran- 

cisco på dette punkt. Selvom der overvejende er kontinuitet i islamopfat- 

telsen fra den ene til den anden periode, og reformationsteologerne såle- 

des hovedsageligt antog et traditionelt middelalderligt syn på islam, me- 

ner jeg, at der er mange steder, hvor der er tale om fornyelser og brud i 

forhold til den middelalderlige tankegang. 

Konklusion 

I nærværende artikel er jeg kommet frem til, at Luthers hovedtanker om 

islam og tyrkerne var, at tyrken var djævelens tjener, med hvilken han 

ville lokke de kristne fra troen. Derfor var viden om islam vigtig, så man 

kunne fastholde den sande tro og samtidig afvise islam på bedste vis. Bag 

djævelens brug af tyrken stod Gud. Han ønskede nemlig at straffe de 

kristne. 

Koranen var for Luther én stor løgn, og Muhammed var ikke en rigtig pro- 

fet. Islam var sværdets religion og desuden sammenflikket af andre religi- 

oner. Tyrken drev hån mod Jesus og den kristne tro og var endvidere sid- 

ste station før dommedag. 

63 Simonsen, s. 57ff 

64 Daniel 1960, s. 304f 

65 Daniel 1966, s. 6f 

66 Francisco, s. 237 

35


36 

Dette var ikke et ualmindeligt syn på islam i reformationstiden. Mange 

andre teologer – katolske såvel som lutheranske – delte Luthers islamop- 

fattelse, og faktisk gik mange af de væsentlige elementer i denne opfattel- 

se helt tilbage til den tidlige middelalder. 

Der er dog ikke tale om entydig kontinuitet i islamopfattelsen fra middel- 

alderen til reformationstiden. Det er også muligt at identificere nogle 

brud, men det er dog vist, at elementer, der bærer præg af kontinuitet er 

stærkt overrepræsenterede. 

Litteratur- og kildeliste 

Litteratur: 

Daniel, Norman: ”Islam and the West. The making of an Image”, Glasgow 1960. 

Daniel, Norman: ”Islam, Europe and Empire”, Edinburgh 1966. Francisco, Adam S.: ”Martin Luther 

and Islam. A Study in Sixteenth-Century Polemics and Apologetics” Leiden 2007. 

Jensen, Janus Møller: ”Denmark and the Crusades 1400-1650”, Holland 2007. 

Lausten, Martin Schwarz: “Tyrkerfrygt og tyrkerskat. Islamofobi, religion og politik hos teologer 

og regenter i reformationstidens Danmark” København 2010. 

Simonsen, Jørgen Bæk: ”Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 1000 år”, København 

2004. 

Tolan, John V.: ”Saracens. Islam in the Medieval European Imagination”, USA 2002 

Villads Jensen, Kurt: ”Det blodige martyrium. Franciskansk mission fra Marrakesh til Peking i 

1200-og 1300-tallet”, I: Fønix, 2002, nr. 1, s. 38-67 

Kilder: 

Humbert af Romans: ”Liber de predicatione sct. Crucis” ca. 1260. red. Kurt Villads Jensen, 2007. 

Oversættelse: Tine Bendtsen 2011. 

Johannes Damaskeneren: ”The Fount of Knowledge”, uddrag på Orthodox Christian Information 

Center. URL: http://orthodoxinfo.com/general/stjohn_islam.aspx. Citeret d. 16.01.2011 

Luther, Martin: ”Om lydighed mod statsmagten” 1523. I: Luthers skrifter i udvalg bind IV, evangelium 

og samfundsliv, red. Torben Christensen, København 1964.


Luther, Martin: ”Imod bøndernes røver- og morderbander” 1525. I: Luthers skrifter i udvalg bind 

IV, evangelium og samfundsliv, red. Torben Christensen, København 1964. 

Luther, Martin: ”Kan soldater have Guds nåde?” 1526. I: Luthers skrifter i udvalg bind IV, evangelium 

og samfundsliv, red. Torben Christensen, København 1964. 

Luther, Martin: “Om krigen mod tyrken” 1529. I: Mod tyrken og jøden. Tre udvalgte skrifter. Oversat 

af Chr. Truelsen, Skærbæk 1999. 

Luther, Martin: “Feltprædiken mod tyrken” 1530. I: Mod tyrken og jøden. Tre udvalgte skrifter. 

Oversat af Chr. Truelsen, Skærbæk 1999. 

Luther, Martin: ”Preface to the Koran” 1543. Oversat af Londoni Ensis, 2002. Selvpubliceret. 

Palladius, Peder: ”Expeditiones pro patoribus”. I: Danske skrifter bind 1, udgivet af Lis Jacobsen, 

København 1911-12. 

Riccoldo de Monte Croce: “Refutation of the Koran”, ca. 1300. Oversat af Londoni Ensis, 2002. 

Selvpubliceret. 

37


38 

Hvad sommeren 

bragte 

Sommerskolesamarbejde i Silkeborg og en 

opfordring. 

Af BA, stud.mag. Rune Emil Hjelmberg Smidt. 

Til trods for hvad mange end måtte gå at tro, så er universitetslivet 

slet ikke så dødt i løbet af sommerferien... Tværtimod. Det er netop 

her, at de spændende og ekstraordinære ting kan få lov til at udfolde 

sig, og hvor tilbud, der er lidt ud over det sædvanlige faldbyder sig 

for den årvågne. 

Denne sommerferie dannede således rammerne om et grænseoverskri- 

dende dansk/tysk universitetssamarbejde i form af en sommerskole un- 

der overskriften "Die westliche Ostsee - Kriegsschauplatz und Handelsre- 

gion" (Den vestlige Østersø - krigsskueplads og handelsregion). Der var 

tale om et historisk seminar om den dansk-tyske grænseregion i historisk 

forstand. Med midler fra EU-programmet INTERREG IV har Syddansk 

Universitet øget sit samarbejde med universiteter syd for grænsen, såle- 

des at det ud over samarbejdet med universitetet i Flensborg nu også om- 

fatter Christian Albrecht Universität i Kiel. 

Gode og engagerede kræfter fra begge institutioner stod bag: nemlig 

Thomas Wegener Friis (SDU Odense), Oliver Auge (CAU Kiel) og Martin 

Klatt (SDU Sønderborg). Med deres ildhu er det lykkedes dem at stable en 

formidabel sommerskole på benene, der ikke kun handlede om den vest- 

lige Østersø og grænselandet, men også udviklede sig til et hyggeligt og 

uformelt kulturmøde mellem danske og tyske studerende, der i al sin en- 

kelhed brød flere af de gensidige fordomme ned.


Der var tale om en uges ophold på 3F's fine kursuscenter Langsøhus i Sil- 

keborg, som dannede de perfekte rammer om dette møde. En lang række 

eksperter var inviteret udefra til at give en række foredrag. Sammen med 

det udleverede kompendium lagde de grobunden for livlige diskussioner 

om det dansk-tyske forhold i almindelighed og Østersøens rolle i europæ- 

isk historie i særdeleshed. På knap en uge nåede de studerende og fore- 

dragsholderne at dække mere end 2000 års nordeuropæisk historie - fra 

de første spor efter handelspladser i Slesvig til det grænseoverskridende 

samarbejde mellem Region Syddanmark og delstaten Schleswig-Holstein i 

nutidens "regionernes Europa". 

Fra tysk side deltog udelukkende historiestuderende - med forskellige 

interesseområder - hvorimod der fra dansk side var en større blanding af 

studieretninger - fra både historie, tysk, cand. negot., IVK m.m. Med andre 

ord var der god mulighed for diskussioner ud fra forskellige synsvinkler, 

hvilket kun var med til at bidrage til seminarets succes, fordi det også gav 

andre faglige input end de rent historiske. 

En mulig hæmsko var selvfølgelig sproget. Forudsætningen for at deltage 

var rimelige tyskkundskaber, hvad der selvfølgelig altid virker demotive- 

rende for de fleste herhjemme. Alle forelæsninger foregik på tysk - men 

muligheden for at stille spørgsmål på enten dansk eller engelsk var selv- 

følgelig til stede. De sproglige barrierer blev hurtigt nedbrudt og der hør- 

tes tysk og engelsk i alle afskygninger. Sommerskolen var således også et 

vellykket socialt eksperiment. Sæt fremmede unge mennesker sammen - 

giv dem evt. lidt øl - og de vil hurtigt begynde at kommunikere med de 

forhåndenværende midler. Det var således ikke kun den historiske viden, 

der blev styrket, men også den sproglige forståelse - den eneste måde at 

oparbejde en færdighed er jo netop ved at praktisere den! 

Man hører ofte fra studerende, at der aldrig sker noget spændende på 

studiet. Jeg vil hermed kraftigt opfordre mine medstuderende til at åbne 

øjnene. Der er så mange tilbud, der ligger lige foran fødderne på jer, at 

man skal passe på ikke at snuble over dem. Denne sommerskole, der gav 

mulighed for at tage enten 5 eller 10 ECTS point på en uge - var blot ét af 

mange. Et hurtigt blik i universitetskalenderen viser, at der faktisk sker 

uendeligt meget på SDU - det er bare et spørgsmål om at møde op! 

39


40 

Således har Center for Koldkrigsstudier i samarbejde med det polske IPN 

institut (The Institute of National Remembrance) i skrivende stund lige 

afholdt en international konference om hvad vi kan lære af vores umid- 

delbare fortid mht. efterretningsarbejde. Den 5-7. november afholder 

Cuius Regio international konference på universitetet om "Schleswig- 

Holstein - Contested Region(s) through History", hvor man kan møde 

mange gengangere fra ovenstående sommerskole. Og 10. november af- 

holder Klassiske Studier Klassisk Dag om Homers eventyrlige eposser. Så 

arrangementerne er derude, det er bare et spørgsmål om viljen til at mø- 

de op. Det er i hvert fald en fantastisk måde at møde nye mennesker - bå- 

de andre studerende, men også internationalt anerkendte forskere!

Tolerance i middelalderen 

1 

Af BA, stud.mag. Jesper Lundsby Skov 


Denne artikel vil diskutere begrebet tolerance i middelalderen med 

særlig udgangspunkt i Spanien. 

Inden selve diskussionen må det først indkredses, hvad der helt præcist 

skal menes med begrebet tolerance. Det er et vidt anvendt og derfor også 

et noget udefinerbart begreb. Ifølge Den Danske Ordbog betyder det ”evne 

eller vilje til at acceptere det der afviger fra det normale; forståelse og ac- 

cept af andre menneskers meninger, væremåde, kultur, religion el.lign.” 2 . 

Det er en ret bred definition. Litteraturhistorikeren María Rosa Menocal 

forklarer i sin bog om tolerance i middelalderens Spanien, hvad hun me- 

ner med undertitlen på sin bog ”culture of Tolerance”. Hun mener hermed 

den kultur, der opstod i blandingssamfundene i middelalderens Spanien, 

og som muliggjorde, at kristne, jøder og muslimer kunne leve sammen 3 . 

Den vinkel vil jeg også følge. Diskussionen om tolerance i middelalderen 

vil altså tage udgangspunkt i de forskellige blandingssamfund i særligt 

Spanien, hvor muslimer, jøder og kristne kunne – og nogle gange ikke 

kunne – leve sammen. I forlængelse heraf vil mange af de forestillinger, 

som muslimer og kristne havde hinanden, blive inddraget. Først følger 

dog en historisk redegørelse. 

1 Denne artikel er en lettere omskrevet eksamensopgave. 

2 Den Danske Ordbog på nettet: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tolerance Den Danske 

Ordbog bliver redigeret af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 

3 María Rosa Menocal: Ornament of the World. How Muslims, Jews, and Christians Created a Culture 

of Tolerance in Medieval Spain. New York, 2002, Back Bay Books. S. 317-318. (herefter 

’Menocal’). 

41


42 

Fra Mekka til Cordoba 

Det var religionen islam, der bragte araberne væk fra den arabiske halvø 

og til områder så fjernt som Spanien og Indien. Islam havde sin begyndel- 

se i Mekka i starten af 600tallet, hvor købmanden Muhammed ifølge den 

klassiske fortælling fik sin første åbenbaring som 40-årig af ærkeenglen 

Gabriel. Han fik her at vide, at han var Guds profet og skulle udbrede Guds 

sande åbenbaringer. I starten var hans succes i Mekka beskeden. Han fik 

et lille følge, men rejste i 622 – den såkaldte hijra hvor islams kalender 

begynder – til byen Medina (Yathrib), hvor han fungerede som politisk- 

religiøs leder (Kalif). Herefter fulgte en række år med blodige slag og 

kampe med Mekka, men i 630 lykkedes det Muhammed at samle en stor 

hær og indtage Mekka fredeligt, da byen i erkendelse af Muhammeds 

overlegne magt overgav sig uden kamp 4 . Mekka skulle blive udgangs- 

punktet for de første årtiers store ekspansion i både øst og vest. 

Muhammeds efterfølger som Kalif, Abu Bakr, indtog Syrien og Irak i star- 

ten af 630’erne. Den næste kalif i rækken, Umar, førte islam videre til Je- 

rusalem og Egypten. Umars efterfølger, Uthman, fortsatte i 640’erne og 

650’erne islams ekspansion yderligere øst- og vestpå. Det var også under 

Uthmans ledelse, at Koranen blev skrevet endeligt færdig. Efter Uthman 

brød en borgerkrig ud blandt muslimerne, også kaldet den store fitna 5 . 

Her blev det ummajaderne, der trak sig sejrrigt ud af krigen og etablerede 

i Damaskus i 660’erne ummajade-kalifatet, der bestod indtil 750, hvor en 

ny gruppering, abbasiderne, tog magten. 

Det kom til at blive under Ummajaderne, at størstedelen af den iberiske 

halvø blev underlagt muslimerne. Efter først nogle år med røvertogter 

mod de sydlige provinser blev en rigtig invasionshær landsat i 711. De 

militære og politiske ledere af denne hær bestod primært af arabere, 

imens en stor del af hæren udgjordes af berbere, der hørte hjemme i det 

nordvestlige Afrika. De besejrede allerede i 712 den visigotiske kong Ro- 

deric. Muslimerne tog hurtigt magten i det meste af den iberiske halvø. 

4 John V. Tolan: Saracens. Islam in the Medieval European Imagination. New York, 2002, Columbia 

University Press. S. 23 – 31. (herefter ‘Tolan’). 

5 Andrew Rippin: Muslims. Their religious beliefs and practices. New York, 2005, Routledge, 3 rd 

edition. s. 62 – 64. (herefter kaldet ‘Rippin’)


Kun i den nordvestlige del af halvøen, kaldet Asturien, bevarede kristne 

magthavere deres suverænitet 6 . 

Muslimerne fortsatte deres røvertogter nord for Pyrenæerne. Faktisk 

langt oppe i Frankrig, ikke så fjernt fra Paris. Berømt er slaget ved Poitiers 

i 732, som ofte er blevet udlagt som det slag, der stoppede muslimernes 

fremadstormen og dermed bevarede Europa kristent. Historikeren Ri- 

chard Fletcher er dog af den mening, at slaget – som nok snarere fandt 

sted i 733 – ikke var specielt afgørende. Der var tale om røvertogter – no- 

get som også frankerne gjorde sig meget i – og ikke invasionsstyrker. 

Muslimerne fortsatte i øvrigt med deres røvertogter i Sydfrankrig også 

efter slaget ved Poitiers 7 . 

Selvom invasionen var forløbet glat, så var der store interne stridigheder 

hos muslimerne. Berberne, der nok var konverteret til islam, blev af ara- 

berne stadig behandlet som andenrangsmuslimer. Da den nyerobrede 

jord skulle deles ud, så fik araberne den bedste jord og berberne den dår- 

ligste. Følgen blev, at berberne gjorde oprør og 740’erne blev nogle meget 

voldelige og tumultariske år. Samtidig var Ummajderne ved at miste mag- 

ten i Damaskus, hvilket de endeligt gjorde i 750, hvor Abbasiderne tog 

over. De interne uroligheder på den iberiske halvø – eller Andalusien, som 

araberne kaldte den arabiske del af halvøen – fandt først sin afslutning i 

750’erne og 760’erne, hvor den overlevende Ummajadeslægtning Abd al- 

Rahman tog magten 8 . 

Blandingssamfundene under Cordobas lederskab 

Med de muslimske arabere som de nye ledende skikkelser i Andalusien 

kom også nye ideer og forestillinger om andre troende til at dominere. 

Dette fik store – og særdeles positive – konsekvenser for især jøderne. 

Visigotterne havde ført en meget undertrykkende og repressiv politik 

overfor jøderne 9 . Faktisk er de bedste kilder til jødernes levevilkår på den 

6 Richard Fletcher: Moorish Spain. London, 1992, Weidenfeld & Nicolson. S. 17 – 22 (herefter 

kaldet ‘Fletcher) 

7 Ibid. s. 26 

8 Ibid. s. 27 - 28 

9 Menocal s. 73 - 74 

43


44 

iberiske halvø i denne periode de mange visigotiske love, der var vendt 

imod jøderne 10 . Den lærde teolog og ærkebiskop Isidor af Sevilla var sær- 

lig optaget af jødedommen og dens efter hans mening mange dårligdom- 

me. Isidor var dog ikke særlig bekendt med den jødedom, der reelt eksi- 

sterede. I stedet angreb han den jødedom, han kunne finde i det gamle 

testamente 11 . Dette var et symptomatisk træk ved mange kristne forestil- 

linger om både jøder og muslimer i tidlig middelalder. Historikeren R. W. 

Southern har kaldt perioden fra Islams opståen i 600tallet og til 

1100tallet for en ”age of ignorance”, da de mange kristne forestillinger om 

islam og muslimer vidner om, at de kristne intet vidste om islam. Der er 

for eksempel intet, der tyder på, at nordeuropæere overhovedet har kendt 

til navnet Muhammed. Kristne kaldte heller ikke muslimerne for musli- 

mer, men tværtimod for saracenere eller ismaelitter 12 . Ville en kristen i 

denne periode finde ud af, hvem muslimerne var, så var det typisk sådan, 

at de fat i den ultimative autoritet – bibelen – og forsøgte at placere mus- 

limer og jøder i dens verdensbillede 13 . Isidor kendte således intet til for 

eksempel Talmud, men regnede i stedet jøderne for nogle irrationelle får, 

fordi de ikke troede på, at Jesus Kristus var Guds søn 14 . 

Som nævnt var visigotterne ikke specielt venlige overfor jøderne. En del 

tyder på, at jøderne på den iberiske halvø inden muslimernes erobring 

var bekendt med, at jøderne i de områder, som muslimerne allerede hav- 

de erobret, havde væsentlig bedre levevilkår. Muslimerne blev derfor af 

jøderne sandsynligvis modtaget med måske ikke begejstring, så dog med 

forhåbninger om bedre tider 15 . 

10 Fletcher s. 24 

11 Tolan s. 15 - 16 

12 Isidor, der blev en meget indflydelsesrig autoritet for senere skrifter om islam, forsøgte at 

angive disse betegnelsers etymologi. De, altså muslimerne, blev kaldt saracenere enten fordi, 

de a)stammede fra ”Sarah” (én af Abrahams koner) eller fordi, de b) stammede fra Syrien. 

De blev kaldt ismaelitter, fordi man mente, at de stammede fra Abrahams søn Ismael. Se 

Tolan s. 287, note 25, samt R. W. Southern: Western Views of Islam in the Middle Ages. Cambridge, 

1962, Harvard University Press s. 17. (herefter kaldet ”Southern”) 

13 Southern s. 14 – 15 

14 Tolan s. 14 - 15 

15 Fletcher s. 24


Hvordan kunne det være, at muslimerne behandlede jøderne bedre end 

de kristne gjorde? Her må vi kigge på muslimernes egen selvforståelse. Af 

de tre store monoteistiske religioner – jødedommen, kristendommen og 

islam – er den sidstnævnte den yngste. Men for muslimerne er islam den 

ældste og eneste sande religion. Denne selvforståelse beror på koranen, 

der taler om jahiliya, der betyder uvidenhed (om Gud). Hermed skal for- 

stås tiden forud for Guds åbenbaring til Muhammed. Jahiliya forklarer, 

hvordan fortiden egentlig havde udviklet sig. Det var en forestilling, der 

satte koranen – og dermed islam – ind i en større guddommelig plan og 

kontekst 16 . For eksempel blev Kaba’en bygget af Abraham og Ismael, der 

egentlig kan regnes for de første muslimer. Det gamle og det nye testa- 

mente er eksempler på Guds tidligere forsøg på at åbenbare sig for men- 

neskeheden, men henholdsvis jødedommen og kristendommen har mis- 

forstået og omskrevet åbenbaringen, så den er blevet vranglære 17 . 

Denne opfattelse betød, at kristendommen og jødedommen havde en sær- 

lig plads i den islamiske selvforståelse. De tre religioner var en del af ”bo- 

gens folk”. Islam vedkendte sig for eksempel også Jesus som en hellig 

mand, men dog som profet og ikke som Guds søn, hvilket i øvrigt var – og 

er – en utænkelig tanke, da islam er strengt monoteistisk 18 . På grund af 

kristendommens og jødedommens særlige plads, skulle de ikke tvinges til 

at blive muslimer, men i stedet skulle de leve som status af dhimmi. Det vil 

sige som andenrangsborgere, hvor de skulle betale en særlig skat, jizya, til 

gengæld for en begrænset religionsfrihed. Uanset status som andenrangs- 

borgere, så var det for jøderne et betragteligt fremskridt. Udover denne 

teologiske forklaring for tolerance overfor jøder og kristne, så betød jizya- 

skatten, at der også var et økonomisk incitament for muslimerne for ikke 

bare at udvise tolerance overfor jøder og kristne, men endog for ikke at 

presse på for at få dem til at konvertere til islam. Det ville betyde færre 

16 Rippin s. 16 – 19 

17 Ibid. s. 20 - 21 

18 Jesus blev heller ikke korsfæstet. Noget overraskende anses også Alexander den Store for en 

tidlig profet. Tolan s. 34 

45


46 

skatteindtægter 19 . Til gengæld gjaldt samme tolerance ikke overfor andre 

religiøse folkefærd, især ikke for tilhængere af polyteisme 20 . 

Ummajaderne styrede Cordoba, og Cordoba styrede Andalusien. Under 

ummajaderne blev dhimmi tolket særligt liberalt, hvilket gav særligt gode 

vilkår for de kristne og jøderne 21 . Et eksempel på, hvor store friheder en 

jøde havde, var Hasdai ibn Shaprut. Hasdai var vesir for Abd al-Rahman 

III, der var emir og kalif fra 912 til 961. Det var Cordobas storhedstid 22 . I 

929 havde Rahman III udråbt Cordoba til at være det rigtige kalifat og 

dermed indsat sig selv som kalif og dermed leder af alle muslimer. Politisk 

set skal dette træk nok ses i lyset af politiske begivenheder, der fandt sted 

langt væk fra Cordoba. Omkring år 900 havde Abbasidernes magt svundet 

ind. Dette banede vejen for den nye og magtfulde shiitiske retning inden 

for islam, som oprettede deres eget politisk-religiøse styre i 909/10 kal- 

det Fatimiderne 23 . Inden for en kort årrække fik de erobret det vigtige 

land Egypten. Abbasiderne, som kort efter deres magtovertagelse af kali- 

fatet tilbage i midten af det 8. årh. havde flyttet hovedstaden til den nyop- 

rettede by Bagdad, stod nu endnu mere isoleret fra Andalusien. Dette gav 

modet til Rahman III, der jo selv var af ummajaderslægten, til at udråbe 

sig selv som Kalif 24 . Det var i disse heftige politiske forandringer, at Hasdai 

fungerede som Kaliffens højre hånd og hvad man i vore dage ville kalde 

udenrigsminister. 

Hasdai var født i 915, fik en god uddannelse og steg hurtigt i graderne i 

Rahman IIIs hof. Hasdai blev vesir, fordi han talte flydende arabisk, for- 

mulerede sig smukt og havde et dybtgående kendskab til islam. Oven i det 

19 Ibid. s. 35 


21 Menocal s. 73 

22 Fletcher finder frem til, at Cordoba i denne periode var næsten lige så stor som middelhavets 

mest magtfulde og dominerende by Konstantinopel, og var i besiddelse af store biblioteker, 

samt fik importeret flere videnskabelige afhandlinger fra især Bagdad. Fletcher s. 64 – 

65, 70 

23 Shiismen havde sin rod i den tidligere omtalte ’store fitna’ efter Uthmans død. Splittelsen 

mellem sunni og shia islam har sin årsag i, hvem der skulle efterfølge Uthman som Kalif. 

Sunni mente Umayyderne, og shia mente Ali. Se Ibid. s. 54 - 55 

24 Menoca s. 80 – 84. Fletcher betoner dog, at Rahman III snarere udråbte sig som Kalif pga. 

Fatimidernes øget magt. Han blev nødt til at markere sig politisk overfor Fatimiderne, der 

var betydeligt tættere på end Abbasiderne. Se Fletcher s. 55


så var han også ”nasi”. Det vil sige, at han var den øverste religiøse leder 

for jøderne i Andalusien 25 . Hasdai er et eksempel på den store grad af fri- 

hed, som jøderne nød i Cordobas storhedstid. I modsætningen til mozara- 

berne 26 , der glemte det gamle kristne sprog latin, så holdt jøderne fast i 

hebraisk, og internt i det jødiske samfund blomstrede jødedommen som 

religion. Jøderne lærte sig arabisk, fik fine uddannelser og var dygtige 

handelsmænd. De følte sig i høj grad som andalusiere 27 . Litteraturhistori- 

keren Menocal identificerer især de lyriske og poetiske traditioner hos 

araberne, som værende en væsentlig assimilationsfaktor for jøderne 28 . 

For de kristne var oplevelsen af at leve som dhimmi markant anderledes 

end for jøderne. For som Menocal også pointerer, så var det nok et frem- 

skridt for jøderne, men for de kristne, der havde haft magten under vi- 

sigotterne, så var der tale om et klart tilbageskridt 29 . For de mange krist- 

ne, der levede som dhimmi, lå det nok ikke så fjernt at konvertere til is- 

lam. Dels præsenterede islam sig overbevisende som den rigtige og nye 

åbenbaring. Og havde ikke også kristendommen præsenterede sig som en 

ny pagt? Som et nyt testamente? Det kan næppe have ligget fjernt for 

mange kristne, at islam vitterlig også var en slags ny pagt, der skulle er- 

statte kristendommen. Desuden, så var der også materielle fordele at er- 

hverve ved at konvertere. Selvom muslimer skulle betale zakat 30 , så var 

den næppe lige så økonomisk trykkende som jizya. Der var da også mange 

kristne, der konverterede. Ægteskab imellem muslimer og kristne var og- 

så almindelige, ligesom de kristne biskopper blev optaget og hørt af hoffet 

i Cordoba 31 . Denne forbrødring mellem kristne og muslimer var dog for 

nogle mere ekstreme kristne en vederstyggelighed. I 850’erne oplevede 

Cordoba en sand bølge af såkaldte kristne martyrer, der stillede sig op 

midt blandt muslimerne og svinede især Muhammed til. Forhåbningen 

var, at disse provokationer fik muslimerne til at dødsdømme dem for 

25 Menocal s. 79 - 80 

26 Kristne, der levede under islamisk-arabisk styre blev kaldt mozarabere. 

27 Menocal s. 86 - 87 

28 Ibid. s. 68 

29 Ibid. s. 85 

30 Én af islams fem søjler 


47


48 

blasfemi, så de dermed kunne blive martyrer 32 . Disse ”martyrer” blev dog 

aldrig populære i Cordoba og omegn. Tværtimod var de meget uglesete 

hos både muslimer og kristne. Ikke mindst martyrernes kategoriske af- 

visning af enhver form for modus vivendi med muslimerne var for meget 

for mange af de kristne. For muslimerne var det værre, at martyrerne om- 

talte Muhammed i de mest forfærdelige vendinger. Martyrerne forsøgte 

især at fremstille Muhammed som antikrist 33 . 

Martyrerne i Cordoba var undtagelsen fra det generelle mønster. Ikke 

alene levede muslimer, jøder og kristne sammen. De trivedes ligefrem. 

Dette skyldtes ikke mindst ummajadernes liberale fortolkning af dhimmi. 

Hvor kom denne tolerante holdning fra? En mulig forklaring på det kan 

være islams tidlige historie. 

Litteraturhistorikeren Menocal argumenterer for, at ummajaderne var 

særligt liberale og tolerante. Ikke bare i Andalusien, men også i den måde 

de spredte islam på. Det var ikke på en undertrykkende facon, men snare- 

re i forståelse med den allerede eksisterende kultur 34 . Menocal mener så- 

ledes, at det var ganske symptomatisk, at da ummajaderne kom til Dama- 

skus, så købte de halvdelen af byens katedral, hvor muslimerne bedte i 

den ene halvdel og de kristne i den anden. Senere blev den sidste halvdel 

også købt og en ny flot moske blev bygget. Tolerance var altså et særken- 

de ved ummajaderne 35 . Islamforskeren Andrew Rippin advokerer i sin 

bog om muslimer for det synspunkt, at islam ikke bare opstod ud af begi- 

venhederne ved Mekka og Medina omkring Muhammeds levetid. Nej, man 

skal snarere se islam, som voksende frem i de første to – tre århundreder 

efter Muhammeds død. Flere af dogmerne var mange år om at udvikle sig. 

Ja, end ikke de ellers centrale fem søjler står eksplicit formuleret i kora- 

nen. De havde deres egen udviklingshistorie 36 . Dette kan måske også for- 

klare ummajadernes tolerance. De var simpelthen ikke rigtige muslimer 

32 Tolan s. 87 

33 Ibid. s. 92-93 

34 Menocal s. 73 

35 Indvendinger mod denne tolkning kan sagtens rejses. For eksempel blev berberne ikke særligt 

godt behandlet, så der var bestemt også grænser for tolerancen. 

36 Rippin s. 9 – 10,104


forstået på den måde, at deres religiøse overbevisninger var få og måske 

også noget uklare. Der var ikke rigtig nogen særlig religiøs fordring om 

tolerance eller intolerance, men snarere en uklarhed, der lagde op til en 

pragmatisk tilgang til andre troende. En pragmatik som jo også var her- 

skende i den multireligiøse region de kom fra, hvor også kristne, jøder og 

mere lokale guddomme var repræsenteret. 

Det første korstog 

I højmiddelalderen var dogmerne ikke længere uklare. Tværtimod var de 

religiøse fordringer ganske klare og ofte ganske intolerante. I det 11. årh. 

brød Kalifatet i Cordoba sammen, og de forskellige bystater bekrigede 

hinanden på tværs af religiøse skel. Internt i byerne herskede der dog 

stadig en ”culture of tolerance” 37 . Men i dette afsnit skal blikket vendes 

mod en anden afgørende begivenhed, der udsprang af alt andet end tole- 

rance; korstogene. 

Korstoget blev startet efter en prædiken af pave Urban II i 1095. I mod- 

sætning til tidligere, hvor kirken havde et mere ambivalent forhold til 

krig, så var kaldet for korstog og dermed krig utvetydigt positivt. Det blev 

nu en bodshandling at gå i krig og dræbe muslimer. Præcist hvorfor, dette 

ret hurtige holdningsskifte skete, er uklart, men det havde store konse- 

kvenser for forholdet mellem muslimer og kristne 38 . Dette holdningsskifte 

havde også forbindelser til Andalusien. Nonnen Hrotsvitha, der havde 

skrevet om martyrerne i Cordoba, var en af de første til ikke kun at nøjes 

med at polemisere stærkt mod islam, men også anbefale væbnet kamp 

mod ondskaben, mod de onde kræfter som hedningene repræsenterede 39 . 

Vidensniveauet om islam var stadig meget lavt. Ifølge et af referaterne fra 

pave Urban IIs tale, så omtalte paven muslimerne som ”a race from the 

kingdom of the Persians” 40 , hvilket jo var helt forkert. Polemikken mod 

muslimerne, der skulle retfærdiggøre korstogene, havde heller ikke meget 

37 Fletcher s. 79 - 103 

38 Kurt Villads Jensen: Politikens bog om korstogene. København, 2005. s. 8 - 9 (herefter kaldet 

’Villads’) 

39 Tolan s. 106 – 107. Southern pointerer, at mange af forestillingerne om muslimerne havde 

deres rod i Spanien. Se Southern s. 19 

40 Referatet af Robert the Monk: http://www.fordham.edu/halsall/source/urban2-5vers.html 

49


50 

med virkeligheden at gøre. Paven berettede således om de mest for- 

færdelige handlinger begået af muslimer: ”When they wish to torture peo- 

ple by a base death, they perforate their navels, and dragging forth the ex- 

tremity of the intestines, bind it to a stake; then with flogging they lead the 

victim around until the viscera having gushed forth the victim falls pros- 

trate upon the ground” 41 . Dette billede af muslimerne blev understøttet af 

andre skrifter. Et gennemgående og vedholdende angreb var, at musli- 

merne var afgudsdyrkere 42 . Pave Urban II benyttede også dette synspunkt 

med argumenter hentet fra bibelen 43 . 

Selve erobringen af Jerusalem var yderst blodig. Der var bogstaveligt talt 

strømme af blod i byen. Dette skyldtes højst sandsynligt den religiøse ild, 

som korsfarerne var drevet af. Beretningerne fra erobringen er også fulde 

af religiøse henvisninger, der skulle sætte begivenheden ind i et større 

eskatalogisk univers 44 . Efter det første korstog rejste mange kristne hjem 

igen. Men dem der blev var nødsaget til at finde en modus vivendi med de 

herboende arabere og muslimer. Ikke mindst når der skulle skaffes mad 

på bordet. Især fandt man forståelse hos mozaraberne. Historikeren Stef- 

fen Heiberg citerer Fulker af Chartres om, hvordan de tilbageblevne kors- 

farere indrettede sig: 

41 Ibid. 

”Vi, som var vesteuropæere, er nu blevet orientalere. Den, som var romer 

eller franskmand, er her galilæer eller indbygger i Palæstina. Den, 

som boede i Reims eller Chartres, betragter sig her som borger i Tyrus 

eller Antiochia. Vi har allerede glemt vort fødeland. Mange af os kender 

det slet ikke mere eller hører i hvert fald aldrig mere tale derom. 

Mange af os ejer her i landet huse eller tjenere, som vi retmæssigt har 

arvet. En har ægtet en kvinde, som slet ikke er fra samme land som han 

selv, en syrisk eller armensk eller endog en saracensk kvinde, som har 

modtaget dåbens nåde. […] En dyrker vinhaver, en anden marker. De 

taler forskellige sprog og er dog i stand til at forstå hinanden. De mest 

forskellige tungemål er nu fælles for både det ene og det andet folke- 

42 Tolan s. 108 – 109. 

43 Referat af Guibert de Nogent: http://www.fordham.edu/halsall/source/urban2-5vers.html 

44 Villads s. 20


slag, og den indbyrdes tillid fører selv de fjerneste racer nærmere hinanden” 

45 

Beskrivelsen af et harmonisk multikulturelt samfund. I tillæg indfandt de 

kristne korsfarere sig efter lokale forhold. De begyndte at gå klædt, som 

de lokale gjorde og – til nogle gejstliges fortørnelse – begyndte de også at 

være særdeles hygiejniske. Ja, nogle stoppede efter eget udsagn med at 

spise gris, hvilket jo var – og er – forbudt spise for muslimer 46 . Tolerancen 

stoppede dog ikke her. En muslim ved navn Osama Ibn Munqidh berette- 

de: 

”Når jeg var i Jerusalem, plejede jeg at gå ind i al-Aqsa-moskeen, som 

var opholdssted for mine venner tempelherrerne. På en af siderne var 

der et lille bedekammer, som frankerne havde indrettet til kirke. Tempelherrerne 

stillede stedet til min disposition, for at jeg kunne bede 

der. En dag jeg sad derinde og havde sagt ”Allahu Akbar!” og lige skulle 

til at bede, kastede en franker sig over mig, greb fat i mig, drejede 

mit hoved mod øst og sagde: ”Det er sådan man beder!” Straks kom 

tempelherrerne løbende og fjernede ham fra mig.” 

Da frankeren gjorde det samme igen, kom tempelherrerne endnu engang 

Ibn Munqidh til undsætning og sagde: 

”Det er en udlænding. Han er lige kommet fra frankernes land og har 

aldrig set nogen bede, uden at de vendte sig mod øst” 47 . 

Den religiøse fanatisme og følgende intolerance kom fra nyankomne kors- 

farere og pilgrimme. De herboende korsfarere fandt en fornuftig måde at 

leve sammen med muslimerne på. Det var dog meget på trods. Teologisk 

havde de kristne korsfarere al mulig grund til ikke at være tolerante, men 

de økonomiske og sociale forhold fordrede en mere pragmatisk tilgang 48 . 

45 Steffen Heiberg: En ny begyndelse. Europas kulturhistorie i middelalderen. København, 2008, 

Gads Forlag. s. 287. (herefter ’Heiberg’). 

46 Heiberg s. 286 - 288 

47 Ibid. s. 288 

48 Ibid. s. 287 

51


52 

De kristne blandingssamfund i senmiddelalderens Spanien 

Blandingssamfundene i Levanten, som opstod som følge af korstogene, 

overlevede dog ikke længe. I Andalusien havde de mere religiøse ekstre- 

me og intolerante almoravider domineret i det 11. og starten af det 12. 

århundrede. Dem skal vi ikke komme nærmere ind på her. Men vi kan dog 

notere, at trods periodens mange krige og mere ekstreme religiøsitet, så 

overlevede den mere tolerante kultur i de mange bystater. Megen viden- 

skab og filosofi blev til i denne tid 49 . 

Her skal vi i stedet koncentrere os om det, som historikeren Richard Flet- 

cher kalder convivencia, der betyder noget i retning af ”lever sammen”. 

Det henviser til den tid, hvor kristne, jøder og muslimer levede sammen i 

de kristne spanske kongedømmer 50 . Fra midten af 1100tallet og frem til 

midten af 1200tallet fik de forskellige spanske kongedømmer magten 

over størstedelen af den iberiske halvø. Kun Granada holdt stand som 

muslimsk styre. Det gjorde den dog til gengæld i flere hundrede år. I de 

kristne kongedømmer valgte mange muslimer at emigrere til muslimske 

områder; ofte til enten Granada eller Nordafrika. De muslimer, der forblev 

hvor de var, blev kaldt for Mudejar. Disse skulle komme til at leve under et 

system, der i hvert faldt normativt, nogenlunde svarede til det, som de 

kristne havde levet under som dhimmi i de muslimske bystater. Musli- 

merne og jøderne fik i de kristne bystater deres egne repræsentanter, de 

fik på visse betingelser lov at dyrke deres tro, samt ejendomsret og ret til 

handel. De var også underlagt særlige skatter. 

Der er dog en del, der tyder på, at tolerancen i disse blandingssamfund 

var mindre end tidligere set. De forskellige religiøse grupperinger levede 

for eksempel mindre blandede og mere segregerede. I Murcia blev der 

endog bygget en mur mellem muslimerne og de kristne 51 . I modsætning til 

under korstogene, så var man nu gået over til en mere pragmatisk tilgang 

til muslimerne. I hvert fald i Spanien. Man ville ikke tvangskonvertere 

dem til kristendommen, men frafaldne fra kristendommen blev dog straf- 

49 Fletcher s. 147 - 156 

50 Ibid. s. 134 - 135 

51 Ibid. s. 138


fet hårdt, ligesom man da også opfordrede muslimerne til at lade sig dø- 

be 52 . De polemiske skrifter vendt mod islam var i denne periode mindre 

skarpe og sagligt mere korrekte. Nu kiggede man ikke længere kun efter 

svar i bibelen, men forsøgte reelt at orientere sig om, hvad islam var. Man 

var selvfølgelig stadig hårdkogte modstandere af denne tro og dens falske 

profet Muhammed 53 . 

Granada holdt ud i over 200 år på grund af dens stærke forsvarsværker, 

men var reelt udspillet som en stormagt. Den levede i højt grad på lånt 

tid 54 . I løbet af 1400tallet voksede de spanske kongedømmer i styrke. Især 

Aragon og Castilien. Samtidig erobrede ottomanerne i 1453 Konstantino- 

pel østpå. Dette førte i vest til, at presset for at gøre noget ved muslimerne 

blev større 55 . I 1492 blev Granada endelig erobret. Meningen var i perio- 

den lige efter erobringen, at det multireligiøse samfund skulle bestå, men 

sådan forløb det ikke. I samme år som erobringen blev jøderne udvist fra 

Spanien. I 1525 fik de få tilbageblevne muslimer valget imellem dåb eller 

udvisning. Endnu senere i 1609 – 1614 blev de sidste uofficielle muslimer 

helt udvist fra Spanien. Spanien var nu officielt fuldstændig katolsk 56 . 

Det er klart, at under reformationen og modreformationen, at den religiø- 

se tolerance var stærkt begrænset. Men allerede inden da var der også 

sket et skred i retning af intolerance. Menocal placerer særligt årsagen 

hertil på den sorte død, der fandt sted ved midten af det 14. årh. og dræb- 

te voldsomt mange mennesker. Skylden for denne katastrofe blev lagt på 

religiøse minoriteter, især jøderne. I slutningen af det 14. årh. fandt der da 

også frygtelige jødeforfølgelser sted i Castilien 57 . 

Konklusion 

Tolerance i middelalderen var i modsætning til i vore dage ikke et natur- 

ligt ideal. Det var ikke selvindlysende, at man skulle tolerere anderledes 

52 Ibid. s. 139 

53 Tolan s. 175 - 176 

54 Fletcher s. 157 – 158, 164 

55 Ibid. s. 164 - 165 

56 Ibid. s. 166, 168 

57 Menocal s. 268 – 269. 

53


54 

tænkende og troende mennesker 58 . I Andalusien var der dog gennem hele 

middelalderen en stor grad af tolerance. Dette synes især at være kommet 

med ummajademuslimerne, der havde en meget liberal tolkning af dhim- 

mi, der muliggjorde, at både kristne, jøder og muslimer kunne være en del 

af det levende og højkulturelle samfund, som især fandtes i Cordoba, men 

bestemt også i andre større byer. På trods af enkelte episoder, som marty- 

rerne i Cordoba i 850’erne, så står billedet af et tolerant Andalusien fast. 

Det første korstog udsprang af en yderst intolerant teologi, der fik yderst 

voldsomme konsekvenser ved især erobringen af Jerusalem. Meget på 

trods så indrettede mange af de bosiddende korsfarere sig efter de lokale 

forhold og fik indrettet et ganske tolerant multikulturelt samfund. Ny- 

ankomne korsfarere og pilgrimme havde dog ikke meget til overs for den 

lokale og regionale befolkning. 

Selv om man nok generelt kan tale om et mindre tolerant Spanien i den 

mere kristendomineret senmiddelalder, så bevarede muslimer og jøder 

mange rettigheder, og som jøderne havde levet med i flere århundreder 

under muslimsk styre. For mange muslimer var de nye forhold dog utåle- 

lige og mange emigrerede til muslimske lande. Omkring år 1500 kan Spa- 

nien næppe mere kaldes for tolerant. Jøderne blev udvist i 1492 og den 

efterfølgende tid medførte mere intolerant lovgivning. 

Skal konklusionen koges ned til ganske få sætninger, så kan man sige, at 

der i Spanien fra muslimernes indtog til et godt stykke op i det 15. årh. var 

både religiøse fordringer og økonomiske incitamenter til at være tolerant. 

Det første korstog udsprang af intolerance, men økonomiske og sociale 

forhold nødvendiggjorde en vis form for tolerance imellem kristne og 

muslimer. I slutningen af senmiddelalderen i Spanien bliver de religiøse 

fordringer mere intolerante og de økonomiske incitamenter for tolerant 

levevis mister betydning. 

58 For kristne repræsenterede hedningene en smitte, som kunne sprede sig til de rettroende. 

Se Tolan s. 184, Villads s. 244-245

Pernille Lykkes 

boder 

En socialfilantropisk stiftelse fra 

renæssancen 

Af museumsinspektør Mads Thernøe, Odense Bys Museer 


Pernille Lykke 

Begge Pernille Lykkes forældre var ud af landadelsslægter. Hendes fader, 

Peder Lykke, ejede Klingstrup - et mindre gods nord for Svendborg. Han 

giftede sig med Lisbeth Urne, og sammen fik de i alt otte børn. Pernille 

Lykke blev formenligt født omkring 1560. Da hun var godt 15 år gammel 

døde hendes fader, og Lisbeth Urne giftede sig derefter med den Islands 

lensmand Johan Bockholt. Han stammede oprindeligt fra Litauen, men 

havde under syvårskrigen været i dansk tjeneste, hvor han havde ud- 

mærket sig i sådan grad, at han endte som kongens repræsentant på Is- 

land. 1 

Johan Bockholt var formenligt den første ejer af en gård, der lå på hjørnet 

mellem Overgade og Mønterstræde i Odense. Gården nævnes i forbindelse 

med Frederiks d. II’s lenshyldning i 1580, hvor kongen retter henvendelse 

til Johan Bockholt, og anmoder ham om hjælp til indkvartering af de man- 

ge fornemme gæster, der skulle deltage i festlighederne. 

1 F. Grandt-Nielsen, Fynske minder 1973, pp.68 

55


56 

Lisbeth Urne nåede at være gift med Johan Bockholt i ni år, inden hun dø- 

de i 1584. I 1601 døde Johan Bockholt og Pernille Lykke arvede sammen 

med sine søskende gården i Odense. Foruden gården i Overgade arvede 

Pernille Lykke formodentligt også Klingenstrup efter sin fader, og sættes 

desuden i forbindelse med og en nu nedlagt gård ved Hårby, Højsgård. På 

Højsgård boede Pernille Lykkes moster Mette Urne indtil sin død i 1612. 

Pernille Lykke tilbragte også de sidste år af sit liv på Højsgård. En grav- 

plade i Hårby kirke oplyser, at Pernille Lykke den 20. november 1634 dø- 

de på stedet. 2 

2 F. Grandt-Nielsen, Fynske minder 1973, pp.69


Pernille Lykkes sjæleboder 

Pernille Lykkes historie adskiller sig ikke fra mange ugifte adelsfrøkners i 

1600-tallet, men hun skriver sig alligevel ind i Odenses historie ved at 

etablere stiftelse Pernille Lykkes Sjæleboder. I 1613 købte hun den stribe 

jord af Odense by, som lå i forlængelse af hendes gård, ud imod Mønter- 

stræde. Her byggede hun i løbet af en fire års periode et en etages bin- 

dingsværkshus i 18 fag, og bestod af tre lejemål. I den lejlighed, der stødte 

op til hendes egen gård, etablerede hun en fattigstiftelse som skulle admi- 

nistreres af sognepræsten ved Vor Frue Kirke. Ifølge oprettelsesbrevet fra 

1617 bestod denne lejlighed af en forstue og to stuer. Her skulle der ”så 

længe verden står” bor 

”tre ærligt trængende 

kvindfolk, så og to 

drenge, faderløse og 

moderløse, som skal gå 

i den latinske skole” 3 

De to drenge skulle 

hver morgen og aften 

synge salmer for de 

ældre kvinder, og når 

dagen var slut skulle 

de alle synge sange til 

guds ære. De fattige 

kvinder kunne, hvis 

blot de var gudfrygti- 

ge, bo i stiftelsen så 

længe de ville, mens 

drengene kun måtte 

bo der i tre år. 

I de to andre lejlighe- 

der, skulle der bo leje- 

re, der skulle betale 

Pernille Lykkes boder i 40’erne. 

3 F. Grandt-Nielsen, Fynske minder 1973, pp. 69 

57


58 

20 mark i leje. Penge skulle betales til stiftelsens administrator, der for 

pengene skulle indkøbe brændsel til de fattige i sjæleboderne. Pernille 

Lykke og hendes søster gav også 200 danske mark til stiftelsen, der skulle 

lånes ud, og for renterne skulle bygningen holdes ved lige. 

Vi ved i dag meget lidt om de mennesker der igennem tiden har beboet 

Pernille Lykkes boder, hverken de fattige enker, de forældreløse drenge 

eller de lejere der finansierede brændelen. Der er ikke bevaret noget 

regnskab eller register over stiftelsens beboere, så vi kender end ikke de- 

res navne. Stiftelsen bliver i forskellige sammenhænge nævnt sporadisk i 

rådstuebøger og brandtaksationer. De forældreløse skoledrenge nævnes 

kun i oprettelsesbrevet, og har formodenligt ikke boet i boderne længe. 4 

Fra omkring år 1800 bliver dokumentationen af Pernille Lykkes Sjælebo- 

der bedre, og det er muligt at danne et billede af stiftelsens beboere. Det 

er dog ikke denne lille artikels ærinde, at beskrive den sidste del af bo- 

dernes historie. Blot skal det nævnes at man i midten af 1800-tallet slog 

nogle af lejlighederne sammen så stiftelsen bestod af fire små lejligheder. 

Her boede frem til 1955 ældre kvinder under meget beskedne kår. Først i 

1935 fik boderne indlagt strøm, og først i 1955 fik de sidste lejligheder 

rindende vand. 

Fattige i Odense 

Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare 

sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjekturer, 

men det anslås at mellem en tredjedel og en fjerede del af befolkningen, 

har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Det har pri- 

mært været de nære pårørende, der har påtaget sig disse forpligtigelser, 

dvs. familie, naboer lav o.l. 5 I en folketælling fra Odense i 1672 angives 

650 personer som fattige. Dvs at de var for syge eller gamle til at arbejde. 

Men tallet dækker ikke over antallet af reelt fattige i byen. Mange havde 

ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, daglejre ol,- 

jobs der ofte dækkede over en reel arbejdsløshed, og kun muliggjorde et 

4 F. Grandt-Nielsen, Fynske minder 1973, pp 72 

5 J. Wøllekær, Fattiggårdene på Fyn 1993, pp.13


liv på et absolut eksistens minimum. Folketællingen fra 1672 indikerer 

således at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i dyb fattigdom. 6 

Fattigdomsbilledet i Odense var blevet gradvist forværret i løbet af 1600- 

tallet. Det skyldes primært de mange krige som kongen førte med Sverige, 

men også at største delen af byens handelsprivilegier var forsvundet til 

kongens egen stad - København, i forbindelse med enevældens indførelse. 

Der er dog ingen grund til at tro situationen for Odenses dårligst stillede, 

var radikalt bedre i de århundrede der gik forud. Byen var derfor – sam- 

men med kirken og kongemagten, igennem middelalderen og renæssan- 

cen nødsaget til at skabe et fattigforsogn, der kunne tage sig af de dårligst 

stillede indbyggere. 

Fra aflad til donation 

I middelalderen blev langt størstedelen af fattigforsognet institutionalise- 

ret og varetaget af den katolske kirke, der etablerede hospitaler i de fleste 

større danske byer. Hospitalerne var, i modsætning til den nutidige for- 

ståelse, ikke et sted for helbredelse, men et sted for folk der ikke kunne 

klare sig selv. I Odense drejede det sig om hospitalet på Skt. Hans kloster, 

Skt. Jørgens Gården, der var spedalskheds hospital og Hellig Ånds hospita- 

let. Hellig Ånds hospitalet afløste i 1437 byens gamle hospital, der var 

blevet ødelagt. Derudover nævnes også Skt. Knuds Hospital, men det var 

ikke et offentligt hospital, og tog sig formodentligt kun af klostrets egne. 7 

Adgangen til Hospitalerne var i princippet tilgængelig for alle. Men kapa- 

citeten på byens hospitaler var langt fra tilstrækkelig til at dække behovet 

blandt de dårligst stillede borgere, og det var alene op til den katolske 

kirke at bestemme hvem der skulle tilbydes ”offentlig” omsorg. Der ken- 

des i Odense ikke til private filantropiske tiltag fra middelalderen. Det 

ændrede sig som følge af reformationen. 

De midler som den katolske kirke brugte til at understøtte samfundets 

dårligst stillede, stammede fra kirkens egne besiddelser og fra private do- 

nationer. Med den Lutherske tros indførelse forsvandt ikke blot kirkens 

6 A. S. Blomberg, De magre år Odense 1660-1700 1980, pp.272 

7 A. Christensen, Middelalderbyen Odense. 1988 pp.111 

59


60 

ejendom, men også befolkningens mulighed for at købe sig aflad fra skær- 

sildens pinsler. Derved forsvandt også en stor del af de økonomiske mid- 

ler der tidligere var blevet brugt til fattigforsognet. 

Det betød ikke at godgørenhed forsvandt ud af den reformerte kristen- 

dom. Luther understregede i sine forkyndelser at næstekærlighed og 

hjælp til værdigt trængende var en uomgængelig del af den personlige tro 

og en kristen pligt. 8 Den unge lutherske stat opfordrede ihærdigt sine 

borgere til at give frivillige donationer til de fattigste, og hjalp med at ka- 

nalisere disse ”forpligtende barmhjertighedsgerninger” ud til opbygningen 

af lokale forsorgens institutioner. I Odense betød det, at det tidligere Grå- 

brødre kloster i 1538 blev omdannet til hospital. Året efter stadfæstede 

regeringen et rammeforslag, for ”vort og kronenes hospital i Odense” og 

Mønterstræde i 30’erne 

8 E. L. Petersen, K.J.V Jespersen, L Jespersen 

De fede år Odense 1559-1660, 1948, pp.396


gav derved kongens støtte til oprettelsen 9 Hospitalet var efter datidens 

forhold stort med plads til godt 70 personer, alligevel har det på ingen 

måde kunne dække behovet. 

Hospitalskapaciteten var igennem hele renæssancen utilstrækkeligt. Alli- 

gevel skulle der går godt hunderede år, før byens styre sammen med kir- 

ken og lensmanden besluttede sig til at lave en fattigforordning. I 1633 

beskrev forordningen hvordan der hver fredag skulle uddeles almisser til 

byens værdigt trængende. Pengene til fattighjælpen skulle komme fra fri- 

villige bidrag. Ordningen fungerede dog kun frem til Svenskerkrigene, 

hvor øens genereller forarmelse, betød et markant fald i de frivillige bi- 

drag. 10 

Til forskel fra tidligere blev en stor del af de velgørende donationer, efter 

reformationen givet til specifikke velgørende formål. Dvs. at det var mu- 

ligt for donatorer at bestemme sig for hvilke sociale tiltage de ville give 

deres penge til, og hvilke de ikke ville støtte. Det betød at kriterierne for 

at kunne modtage hjælp, blev klarere og delvist indskrænket. Der blev i 

højere grad skelnet mellem værdige og ikke værdiget trængende. Mellem 

dem der uforskyldt var havnet i armod, og dem der efter samtidens me- 

ning blot var dovne eller arbejdsuvillige. Blandt de værdigt trængende 

blev regnet gamle, syg, og forældreløse, mens almindeligt arbejdsløshed 

blev regnet for selvforskyldt. 

9 E. L. Petersen, K.J.V Jespersen, L Jespersen 

De fede år Odense 1559-1660, 1984, pp.400 

10 H. ST. Holbeck. Odense Bys Historie. Pp.176 

61


62 

Pernille Lykkes finaltropiske stiftelse, er således meget typisk for sin tid. 

Det er tydeligt at etableringen af sjæleboderne havde et klart religiøst ud- 

gangspunkt. Der skulle synges til guds ære, og de fattige kvinder skulle 

være ”Guds frygige” for at kunne bo i boderne. Der er ingen grund til at 

betvivle, Pernille Lykkes gode intentioner og hendes ønske om virkeligt at 

hjælpe fattige kvinder til en bedre tilværelse. Men der kan heller ikke væ- 

re tvivl om at boderne også blev opført, men Penille Lykkes egen sjæle- 

frelse for øje. Afladstanken var således stadigt i 1600-tallet en kraftig mo- 

tivationsfaktor for mange private filantroper. 

Pernille Lykkes gravplade

Et praktikophold 

på Danmarks 

Jernbanemuseum 

Af BA, stud.mag. Asbjørn Rune Riis-Knudsen 


Nogle vælger udlandsophold – andre praktikophold. Begge dele kan 

være et stort plus, men i denne artikel vel jeg koncentrere mig om 

praktikophold – nærmere bestemt mit eget praktikophold på Danmarks 

Jernbanemuseum i foråret 2012. 

Som nogle sikkert har hørt, kan man som en del af kandidatuddannelsen i 

historie anvende et områdefag til at tage et praktikophold på et relevant 

museum eller en anden institution. I foråret 2012 valgte jeg således at ta- 

ge et praktikophold på Danmarks Jernbanemuseum her i Odense. Jeg har 

altid næret en interesse for såvel tog som industrihistorie mere generelt, 

så Jernbanemuseet forekom mig at være det perfekte praktiksted. 

Inden praktikopholdet kunne startes, skulle der klares en række prakti- 

ske ting. Et praktikophold, eller projektorienteret forløb, som det officielt 

hedder, skal forhåndsgodkendes af studienævnet – der findes en stan- 

dardkonkrakt på studiets hjemmeside, som skal anvendes til dette formål. 

Det viste sig, at det bestemt ikke var hver dag, at historiestuderende var i 

praktik på Jernbanemuseet, så der var lige en række ting, der skulle på 

plads først. Til sidst faldt alt på plads, og praktikkontrakten kunne under- 

skrives og derefter godkendes af studienævnet. Det kan anbefales at være 

i god tid her – det kan nemt tage flere måneder at få det praktiske på 

plads – foruden at der måske er andre, der har kig på samme praktik- 

plads. Jeg havde valgt, at sætte et helt semester af til praktikopholdet. Det 

er ikke nødvendigt – det kan sagtens integreres med timer på universite- 

tet, men for mig passede det bedst at have et helt semester. 

63


Platformen med udstillingen set fra museets balkon. Bagest til venstre ses den hvide kødvogn. 

På platformen ses den ene af de to figurer, og forrest ses 3 af plancherne og de to skærme. 

64 

På Jernbanemuseet lå der et projekt færdigt og klart til mig. Museet var på 

daværende tidspunkt midt i en større omorganisering af udstillingen, og i 

den forbindelse skulle der også udvides med nye elementer. Et af disse 

elementer er en kødvogn, som skulle illustrere den store rolle, jernbaner- 

ne en gang spillede i transporten af landbrugsvarer både indenlands og til 

eksport. Udformningen af denne udstilling var allerede i gang, da jeg kom 

ind i billedet, men jeg fik så til opgave at lave en mere grundig udstilling i 

forbindelse med vognen. 

Projektet inkluderede alle aspekter af skabelsen af en udstilling. Jeg star- 

tede med at fremskaffe materiale i både museets eget arkiv og andre arki- 

ver. Derefter skulle der fremskaffes billeder til brug i udstillingen – inklu- 

siv sikring af de nødvendige rettigheder. Sidst, men bestemt ikke mindst, 

skulle alt dette så omsættes til en udstilling. Her havde jeg ret frie hænder 

med hensyn til detaljerne, men det lå fast, at der som minimum skulle 

indgå nogle plancher og gerne nogle skærme med video og/eller billeder, 

ligesom der ville blive opstillet en række figurer i og omkring vognen.


Materialet til udstillingen inkluderede bl.a. en statistisk bearbejdning af 

DSB’s årsberetninger for at belyse mængden af transporterede land- 

brugsvarer. Der findes kun ganske lidt samlet materiale om dette emne, 

da det ikke er noget, DSB ellers har beskæftiget sig synderligt med. Det 

betyder i praksis, at materialet herom findes rundt omkring hos de enkel- 

te virksomheder, der har fået transporteret varerne. Til udstillingen kræ- 

vedes jo også så mange billeder, som det nu var muligt at opstøve samt 

om muligt nogle filmoptagelser. Billederne er fundet mange steder – nogle 

i DSB’s billedarkiv, som findes på Jernbanemuseet, nogle i diverse arkiver 

rundt omkring (f.eks. i Esbjerg), nogle hos virksomheder (f.eks. Arla 

Foods) og endelig nogle hos private. Med hensyn til film er billedet lidt det 

samme, men her kunne vi drage fordel af den store filmsamling hos det 

tidligere slagterimuseum i Roskilde. 

Udstillingen i sin endelige form består af 4 plancher, to skærme med hver 

sin video samt et miljø skabt i og omkring kødvognen ved hjælp af figurer, 

hvoraf jeg primært har beskæftiget mig med plancherne og skærmene. 

Figurmiljøet fortæller folk en hel del allerede, men de fleste vil alligevel 

kaste i det mindste et kort blik på plancherne. Derfor gælder det om at 

gøre plancherne letforståelige med masser af billeder. En ekstra udfor- 

dring her er, at al tekst er på dansk, engelsk og tysk, hvilket betyder, at de 

enkelte tekster må holdes korte. De fire plancher er opdelt emnevis, så en 

behandler transport af landbrugsvarer generelt, en kødtransport, en selve 

den udstillede kødvogn og en behandler smørtransport. 

Den ene skærm viser de filmklip, det er lykkedes at finde blandet med re- 

levante billeder, mens den anden viser en kronologisk gennemgang af 

nogle af DSB’s hvide fødevaregodsvogne gennem tiderne – noget, der må- 

ske især vil appellere til den mere jernbaneinteresserede del af publikum. 

Netop at have noget for alle dele af museets ganske brede publikum i ud- 

stillingen har været en udfordring – publikum spænder lige fra turister, 

der ikke har noget kendskab til hverken Danmark eller vore jernbaner, til 

jernbaneentusiaster. 

Udarbejdelsen af udstillingen fyldte praktikperioden ud og medførte også, 

at min egen viden om jernbanerne blev udvidet betydeligt. Deltagelsen i 

store publikumsarrangementer som det årlige arrangement med Thomas 

Tog på museet gav også en fin indsigt i det praktiske liv på et museum. 

Praktikopholdets mest anderledes udfordring blev dog en tur til Danish 

65


66 

Crowns slagteri for at deltage i afstøbning af en halv gris til brug for de 

grisekroppe, der skulle fylde kødvognens ene ende. 

Praktikopholdet har givet mig en hel masse, som jeg regner med at kunne 

bruge – såvel i forbindelse med skrivningen af mit speciale som når jeg er 

færdig med studiet. Det er en ting at have lært en masse teori, noget gan- 

ske andet er at få lov at bruge den i praksis. Det har ikke skortet på varia- 

tion i praktikforløbet – lige fra arkivarbejde over fremstilling af tekst til 

plancherne til redigering af film til skærmene, og der har således også væ- 

ret en del ting, som ikke just er en del af det normale pensum på historie- 

studiet. 

Undervejs i praktikforløbet påtog jeg mig også et par andre opgaver på 

museet, først og fremmest opdatering af Jernbanemuseets Facebook-side. 

Efter praktikopholdet blev jeg ansat på timebasis for at videreføre denne 

del af mit arbejde, hvilket naturligvis var en ekstra bonus. For mit 

vedkommende lå praktikopholdet endvidere lige op til, at jeg skulle be- 

Inde i kødvognen hænger en del af resultatet af turen til Danish Crown – halve grisekroppe, 

som de f.eks. blev transporteret til Kødbyen i København.


gynde at arbejde på mit speciale, og det har betydet, at mit speciale for- 

modentlig også kommer til at involvere jernbaner. 

Jeg kan kun anbefale et praktikophold – især, hvis man har intentioner om 

f.eks. at arbejde på et museum. Det giver såvel nogle faglige kompetencer 

som et netværk, der er værdifuldt, når man er færdig med studiet (og det 

går hurtigere, end man tror!). Naturligvis kan min oplevelse af et praktik- 

ophold ikke afspejle praktikophold alle steder, da hvert sted jo er forskel- 

ligt, men generelt er det mit indtryk, at andre, der også har været i prak- 

tik, har fundet det lige så nyttigt – og ikke mindst interessant. 

67


68 

Gyldendals religionshistorie 

Anmeldelse af Jørgen Podemann Sørensen m.fl.: Gyldendals religionshistorie. 

768 sider. 549,95 kr. (vejl.) Gyldendal 2011. 

Af cand. mag. i Religion og Historie Lasse Mortensen 

Gyldendals Religionshistorie udkom første 

gang i 1994, men har, i denne genudgivelse, 

fået et gevaldigt ansigtsløft. De fleste artikler 

er gen- eller gennemskrevet, enkelte er taget 

ud og nye kommet til. Endvidere er værket 

tilført flere helt nye kapitler om fx keltiske 

religion, vestlig esoterisme samt religion i fx 

Mellemamerika, Afrika og Stillehavsområdet, 

hvilket betyder, at denne udgave byder på 

næsten 200 sider mere end den oprindelige. 

Dette har givet værket et ikke blot kvantita- 

tivt, men også kvalitativt, løft. Samtidig giver 

det dog også bogen en fysisk størrelse, der 

med fordel kunne være delt i to bind, da det 

er noget af en moppedreng at have med i tasken i dens nuværende form. 

Rent praktisk er værket delt op i syv afsnit, der hver behandler en enkelt 

eller en hel gruppe af religioner og religiøse udtryksformer. Opdelingen er 

som følger: 1) oldtidens religioner, 2) jødedom, 3) Kristendom og den 

vestlige verdens religionshistorie, 4) islam, 5) Asiens religioner, 6) nye 

verdener og 7) religiøs innovation. 

Hvert afsnit indeholder en række artikler af førende forskere indenfor det 

givne område, og det er samlet af en redaktion bestående af Jørgen Pode- 

mann Sørensen, Mikael Rothstein og Tim Jensen. Dette er gjort ganske


glimrende, men man kunne dog muligvis have ønsket sig, at redaktionen 

havde sikret sig en mere ensartet skrivestil og form på de forskellige af- 

snit, der kunne gøre værket lettere tilgængeligt for læseren. Dels har man 

dog valgt at respektere de enkelte bidragsyderes personlige udtryk, og 

dels er værket også i højere grad tænkt som et opslagsværk, end et værk 

der læses i sin helhed fra side 1 til side 768, hvorved en forskellig skrive- 

stil og form ikke stikker så meget i øjnene. En enkelt anke er dog værd at 

tilføje. I mine øjne er der for stor forskel på hvor basalt de enkelte religio- 

ner introduceres, hvilket kan vise sig problematisk for den uindviede læ- 

ser, der griber til Gyldendals religionshistorie, for at få den grundlæggen- 

de forståelse for fx græske religioner, islam, vestlig esoterisme eller lig- 

nende. Her kunne det redaktionelle eftersyn godt have sikret en mere 

grundlæggende introduktion til fundamentale termer og begreber i visse 

afsnit, der havde sikret en bedre og bredere forståelse. Dette er dog detal- 

jer, der ikke ødelægger det særdeles gode overordnede indtryk af værket. 

Hovedfokus i værket er fra redaktionens side udset til at være ritualer, 

mytologi og ikonografi, og hvert enkelt afsnit bearbejdes således ud fra 

disse tre aspekter. Der er her både tale om en metodisk og praktisk af- 

grænsning, da det jo, på trods af at der her stilles 768 sider til rådighed, 

ikke er muligt at komme omkring alle aspekter af alle religioner og at dis- 

se, efter min mening meget velvalgte aspekter, giver forfatterne god mu- 

lighed for at bearbejde de enkelte religioner ud fra tre yderst konkrete og 

visuelle udtryk. Samtidig er der god sammenhæng mellem disse tre religi- 

øse udtryksformer, hvilket Podemann Sørensen også gør fint rede for i 

bogens introduktion, idet ritualet ses som det fysiske udtryk for det bud- 

skab, som myterne videregiver og ikonografien, som den visuelle fremstil- 

ling af disse myter og ritualer. 

Ydermere er det redaktionens ønske, at der anlægges en komparativ vin- 

kel på de enkelte religioner, for derved at binde bogens afsnit og de enkel- 

te religioner sammen. Dette ønske følges dog langt fra til dørs af bidrags- 

yderne, hvilket givetvis skyldes bogens opdelte format, der vanskeliggør 

den komparative metode, med mindre dette foregår inden for rammerne 

af hver enkelt bidragsyders eget emne. De fleste komparative koblinger 

lades det derfor op til læseren selv at skabe. Dette er, i mine øjne, dog ikke 

nødvendigvis helt skidt, da det ikke er nogen skade til at udfordre læserne 

lidt. Samtidig ville en for gennemført komparativ vinkel nemt kunne be- 

69


70 

sværliggøre brugen af bogen som opslagsværk, idet forståelsen af ét ville 

forudsætte forståelsen af et andet, hvorved den uindviede læser ofte ville 

lades i stikken. 

Alt i alt mener jeg, at redaktionen langt hen ad vejen har ramt plet med 

dette genoptryk, og jeg er derfor villig til, i min bedømmelse, at se gennem 

fingre med, at der ikke er tale om nogen lommebogsudgave. Kvaliteten af 

de enkelte artikler opvejer til fulde de ømme skuldre og bulen i hovedet, 

når man falder i søvn med bogen i sengen om aftenen. Jeg kan derfor, når 

man ser bort fra de nævnte småknaster, fuldt ud anbefale Gyldendals Re- 

ligionshistorie, både for novicer inden for det religionsvidenskabelige felt, 

der ønsker en let indgang til stoffet, men også til det mere erfarne publi- 

kum, der ønsker en hurtig opfriskning af de grundlæggende forhold inden 

for udvalgte religioner.

Magt og Pragt 


Anmeldelse af Thomas Lyngby, Sebastian Olden-Jørgensen og Søren 

Metz: Magt og Pragt. Enevælde 1660-1848. 330 sider. 299 kr. (vejl.) 

Gads forlag 2010. 

Af BA, stud.mag. Nils Valdersdorf Jensen 

Enevældens 350-års jubilæum i 2010 

kastede blandt andet denne bog af 

sig, der har som ambition at belyse 

enevældens på en gang danske sær- 

egenhed - og internationale karakter. 

”Magt og pragt. Enevælde 1660- 

1848” er en velskrevet og velillustre- 

ret bog om den danske enevældes 

188 år ved magten. 

Det er dog ikke bare et jubilæums- 

skrift for jubilæets skyld, for der gø- 

res en indsats for at formidle enevæl- 

dens relevans til det moderne sam- 

fund. Fx når det på s. 9 beskrives, at 

”den moderne nationalstat trådte ind 

i de tøfler, den enevældige monark 

var smuttet ud af”, understreges pe- 

riodens vigtighed for nutiden – og det på en, typisk for bogen, velskrevet 

vis. 

Som titlen røber, så er bogens fokus rettet mod Enevældens magt og 

pragt. Magt, fordi den danske enevælde qua Kongeloven, repræsenterede 

den yderste grad af formel magtkoncentration i hele Europa, og pragt, 

fordi magten udmøntede sig i prægtigt totalteater med gennemkoreogra- 

ferede ritualer, der understregede monarkens særstatus. 

71


72 

De tre forfattere har hver deres speciale, hvilket afspejler sig i bogens op- 

deling. Sebastian Olden-Jørgensen, lektor ved KU, beretter levende om 

forløbet op til statuskuppet i 1660, og har også et lille afsnit om Struen- 

see-affæren med, og beskriver dermed periodens politiske historie. Begge 

disse forløb er beskrevet godt i detaljer før, men Olden-Jørgensen formår 

alligevel at holde et højt spændingsniveau. 

Olden-Jørgensen kommer i begge afsnit med interessante betragtninger. 

Fx at Struensees fald skyldtes, at han ikke forstod den politiske kultur i 

det land, han havde grebet magten i, eller at enevælden var en decideret 

krigsskade affødt af svenskekrigenes armod. Hermed skriver Olden- 

Jørgensen sig op imod den tilgang, der ser enevælden som et udslag af 

strukturernes udvikling i 1600-tallet, der fordrede en stærkere skattestat. 

Olden-Jørgensen folder disse mere fagspecifikke diskussioner ud på en 

måde, der stadig er let tilgængelig for den alment interesserede læser – 

det bliver med andre ord ikke alt for nørdet. 

Troels Lyngby og Søren Mentz er begge museumsinspektører og senior- 

forskere på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Lyngby og 

Mentz bedriver dog to forskellige afsnit. 

Lyngby fokuserer på det enevældige samfund, og hvordan en ny sam- 

fundsorden og hverdag – centreret om den dansk-norske solkonge – op- 

stod i kølvandet på 1660. Frederiksborg Slot er selv et af de mere markan- 

te beviser for enevældens massive kultursatsning, som Lyngby dykker 

ned i og folder ud, vha. Frederiksborgs opbygning. 

Analysen af ceremonierne ved hoffet viser, at der ikke blot var tale om 

overflødigt storforbrug, men at den overvældende luksus havde et klart 

formål; glorificering. 

Mentz ser komparativt på enevælden og sammenligner den danske ene- 

vælde med Solkongens styre i Versailles, Peter den Stores Rusland og Mo- 

gulernes Indien. Han kommer vidt omkring med blik for både fællestræk 

og forskelligheder i opbygning, udfoldelse og favoriseringskultur. 

Den danske enevælde og dens både tidstypiske og helt unikke træk for- 

midles godt i ”Magt og Pragt”. Men den ovenstående tematik gør dog også, 

at bogen stritter lidt tematisk, hvilket nok er den væsentligste anke, man 

kan have imod bogens, hver for sig, fagligt stærke og velskrevne kapitler.


Forfatterne indskriver sig i mange dybe diskussioner på hver deres re- 

spektive område, men de gør det ganske subtilt, hvilket muligvis også 

skyldtes bogens målgruppe. Om end bogen klart kan læses med gevinst af 

faghistorikeren, så gør manglen på noteapparat (der er litteratur til de 

enkelte afsnit bag i bogen) at bogen også har karakter af en anbefalelses- 

værdig introduktion til perioden. 

73


74 

Middelalderens 

markante kvinde 

Anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard. 397 sider. 

299 kr. (vejl.) Gyldendal 2009. 

Af BA, stud.mag. Maj Wedderkopp 

Hildegard af Bingen (1098-1179) var en af middelal- 

derens mest berømte, opsigtsvækkende og produktive 

kvinder. Hun var både abbedisse, mystiker og kompo- 

nist og det er især hendes gregorianske musik, som 

hun er kendt for i dag. 

Nu er der rig mulighed for at dykke ned i Hildegards 

forunderlige univers i Middelalderens Tyskland. For- 

fatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet to romaner, der gen- 

nemgår Hildegards spændende og anderledes live fra fødsel til død. For- 

fatteren betegner selv genren som litterære fantasier, selvom de af læse- 

ren både kan opfattes som en historisk roman og en biografi. 

Den første roman indledes med et meget repræsentativt citat af sangskri- 

veren Leonard Cohen: 

If it be your will, that I speak no more 

And my voice be still, as it was before. 

I will speak no more, I shall abide until 

I am spoken for, if it be your will.


Det beskriver underkastelsen og henlæggelsen til en højere magt, som 

Hildegard kæmper med hele sit liv. Først kæmper hun med at forstå sig 

selv og sin plads i universet, så kæmper hun med at acceptere og forstå 

sine syner og senere kæmper hun for Pavens accept af, at hun er Guds ta- 

lerør. 

Den første roman gennemgår gennem tre dele Hildegards liv fra fødsel til 

hun er 50 år gammel. Den indledende fødselsdialog og efterfølgende før- 

ste kapitel, der beskriver lyset og spædbarnets møde med verden gør det 

klart, at der er tale om noget mere end en historisk roman. Sproget er et 

virkemiddel, som der bliver gjort stort brug af til at understrege stemnin- 

gen og senere Hildegards syner. Hildegard bliver født i sommeren 1098 

som det tiende barn i en velhavende tysk familie. Hun er et lille skravl og 

bliver ikke spået særlig lang levetid. Hun døbes kort efter fødslen af sam- 

me årsag og får det hedenske navn Hildegard, opkaldt efter faderen Hil- 

debert. Den religiøse moder, Mechthild, så hellere, at datteren blev op- 

kaldt efter en helgen. Men efter kort tid står det klart for hende: ”Hun vil 

indgå en pagt med Herren. Lever Hildegard, skal hun gives til kirken som 

oblat, så snart hun fylder otte.” (s. 31) 

Hildegard overlever sit første år, men helbredet skranter. Hun har en 

fremmelighed, der skræmmer Mechthild, men hun er også stolt. Hendes 

første ord er ’lys’ og længe er det, det eneste hun siger. Hun styres af sine 

sanser; observerer og mærker efter. Da frosten sætter ind bliver Hilde- 

gard syg med feber og da hun bliver rask igen, har hun udvidet sit ordfor- 

råd. 

Hildegards liv fortsætter med gentagne feberanfald og hun beskriver års- 

tiderne og sin familie med farver og lyde. Da hun er omkring fem-seks år 

begynder synerne for alvor. Først ser hun en ufødt kalv med halskæde og 

armbånd, som senere viser sig som pletter i kalvens pels. Noget tid efter 

ser hun at køkkenpigens ufødte barn er dødt, hvilket også viser sig at hol- 

75


76 

de stik. Lyset bliver centralt for Hildegards syner, og de italesættes ofte 

som Det Levende Lys. 

Samtidig med at vi følger Hildegards opvækst, følger vi også hendes for- 

hold til Mechthild og forholdet mellem Mechthild og Hildebert. Da det går 

op for Mechthild, at Hildegards syner bliver til virkelighed, straffer hun 

barnet ved at tage afstand fra hende. Samtidig beskrives Mechthilds afta- 

gende forhold til Hildebert, som sjældent er hjemme. Hun har ikke ladet 

ham komme til sit kammer efter Hildegards fødsel og de er sjældent eni- 

ge, når det kommer til børnene. Hildegard er sin faders yndling og han er 

derfor undvigende omkring løftet om at overgive hende til kirken, når hun 

fylder otte. Det bliver dog alligevel sådan; Hildegard flytter hen til 16- 

årige Jutta og hendes familie, en slægtning som vil vie sit liv til kirken og 

leve som eremit i et kloster. Hun skal lære Hildegard op og forberede 

hende på klosterlivet i munkeklosteret på Disibodenberg og her slutter 

første del af bogen. 

Jutta og Hildegard skal indvies i klosteret allehelgensdag 1108 og efter 

messen i kirken, mures de inde i deres celler. Det er dog kun Juttas, som 

ikke har en dør. Hildegards celle består af tre rum og en gårdhave, og hun 

har en gammel kone, til at sørge for de praktiske ting. Efter en uges tid 

begynder undervisningen i klosterlivet og latin. Efter et års tid i klosteret 

vender Det Levende Lys og Hildegards syner tilbage. Jutta fortæller hen- 

de, at det er Gud, der taler til hende. 

Hvert forår kommer der strømmevis af pilgrimme for at besøge Jutta, der 

lever et meget asketisk liv med minimal kost og selvtugtelse. Hildegard 

skal lære mere, end hvad Jutta kan give hende og efter sin 15 års fødsels- 

dag aflægger hun klosterløftet, for derefter at kunne modtage undervis- 

ning af munkene og begynde sin læretid i infirmeriet. Hendes forældre 

kommer for at overvære ceremonien og hun hører nyt om sine søskende 

og medtager dem i sin bøn.


Hildegard kommer i lære hos munken Volmar, som lærer hende alt om 

helbredende urter og lægekunst og der opstår et helt unikt venskab, selv- 

om Jutta formaner Hildegard om, at man ikke må holde mere af ét menne- 

ske end et andet. Hildegard og Volmar opnår en helt særlig fortrolighed og 

han hører om hende syner, som bliver hyppigere og hyppigere. Munkene 

er i vildrede omkring synerne og om de virkelige kommer fra Gud, derfor 

er de kun kendte inden for klosterets mure. Synerne bliver også personli- 

ge og resulterer i, at Hildegard kan advare sin svoger og rede ham fra dø- 

den, men også forudsige Hildeberts død. 

I 1123 er antallet af kvinder blevet fordoblet bl.a. med kvinden Margreth. 

Margreth er af fin slægt, men var kommet i unåde og kom til Disiboden- 

berg som højgravid. Efter fødslen lykkedes det Hildegard at overtale ab- 

beden til at lade Margreth blive, da hun ellers frygtede for hendes overle- 

velse. Margreth kommer fra et andet område og fortæller Hildegard om, 

hvad der bliver sagt om hende der. Bl.a. om hendes helende kræfter, at 

hun er Guds udvalgte og at hun kan forudsige døden. Hildegard afviser 

rygterne og beder Margreth være tålmodig og her slutter anden del af bo- 

gen. 

Tredje del af bogen foregår i perioden 1140-1148. Jutta er død fire år tid- 

ligere og klosteret har nu en kvindeafdeling med 18 beboere. En af dem er 

Juttas kusine, Richardis, som allerede kom til klosteret som 12-årig, selv- 

om Hildegard modsatte sig. Men med tiden kaster Hildegard alligevel sin 

opmærksomhed på Richardis og lader hende gå til hånde i infirmeriet. 

Midt i en kirkelig handling modtager Hildegard et syn om Lingua ignota, 

det ukendte sprog. Hun ser 23 bogstaver og selvom hun ikke har set dem 

før, kender hun deres navne. Bogstaverne danner ord, der svarer til Frel- 

ser, djævel, kvinde og mand. Efter noget overtalelse lykkedes det Hilde- 

gard at få Volmar til at skrive alfabetet ned, Hildegard selv skriver ikke 

særligt godt, så derfor tyer hun altid til Volmar, når noget skal skrives. 

Men det er ikke nemt, for synerne kommer i brudstykker og Volmar har 

77


78 

Persongalleri 

Mechthild: Hildegards moder, der træffer beslutningen om, at hun skal 

gives til kirken. 

Hildebert: Hildegards fader, som favoriserer sin yngste datter. 

Jutta: en slægtning, som viser Hildegard til rette i klosterlivet. 

Volmar: munk i klosteret Disibodenberg, som bliver Hildegards lærer, 

men også nære og fortrolige venner. Han skriver hendes syner 

og åbenbaringer ned. 

Richardis: Juttas kusine, som Hildegard tager i lære og nærer flere følelser 

for, end de andre kvinder i klosteret. 

svært ved at forstå det. Hildegard kan ikke forklare det anderledes end 

hun ser det: ”Min stemme tilhører ikke mig, og det har den aldrig gjort” (s. 

328) Alfabetet og det ukendte sprog får lov at ligge lidt og Hildegard har 

modtaget et andet syn af hendes døtre iført silke og guldkroner ved højti- 

der. Hun går til abbeden for at fortælle om det, men hverken ham eller 

prioren er imødekommende, da det strider mod Benedikts regel om, at 

ingen må eje noget. Men Hildegard argumenterer godt for sin sag og får 

talt begge mænd mundlamme. Efter syv dage får hun tilladelsen. Det re- 

sulterer i hendes første besøg uden for klosteret i over 30 år, da hun selv 

drager mod den guldsmed, der skal lave kronerne. Hun er som et lille 

barn på turen, da hun ikke har tænkt på den omkringliggende verden 

længe og derfor fascineres af det, hun ser. Men hun overvældes også af 

larmen, da hun kommer ind i byen. Rygtet spredes hurtigt og mange 

kommer for at få hendes velsignelse. Det kommer fuldstændig bag på 

hende, hvor kendt hun er uden for klosteret og er frustreret over, ikke at 

være blevet forberedt på det. Da hun kommer tilbage til klosteret ligger 

hun syg i lang tid. Hun tolker det som et tegn på, at hun ikke har adlydt 

Gud. Efterfølgende kommer hun til enighed med abbeden om, at det er 

vigtigt at skrive synerne og åbenbaringerne ned, så Hildegard og Volmar 

låner abbedens kontor til formålet hver onsdag. ”Kun den, hvis sjæl er vok-


set ind i hendes, kan se hendes ord som billeder, læse hendes tanker som 

sætninger.” (s. 367) 

Hildegard hører om Bernard af Clairveaux, en fransk abbed, som gjorde 

stor figur og bl.a. prædikede om at indlede det andet korstog. Hildegard 

ser det som et tegn, da det første korstog fandt sted, da hun blev født. Hun 

finder det magtpålæggende at sende ham et brev og spørge ham til råds i 

forhold til offentliggørelse af hendes syner. Hans positive tilbagemelding 

giver Hildegard modet til, at vise de billeder frem, som Volmar har malet 

ud fra hendes beskrivelser. Et af billederne er afbildet på forsiden af bo- 

gen og i sin helhed på omslaget af Hildegard II, som anmeldes i næste 

nummer. 

Efterfølgende får Disobodenberg besøg af pavens delegerede, som tager 

det manuskript med, som Hildegard og Volmar har arbejdet på. Efterføl- 

gende ligger Hildegard syg i to måneder, indtil de får svar: Hildegard får 

pavens godkendelse og bekræftelse af, at det er Gud, der taler til hende. 

79


80 

Anne Lise Marstrand-Jørgensens første roman om Hildegard af Bingen 

bærer præg af grundig research. Hun har tilstræbt at være så historisk 

korrekt som muligt, hvilket ses i henvisningen til fx investiturstriden og 

konkordatet i 1122, der nævnes i kapitel 25, del 2. Men også Bernard af 

Clairveauxs rolle i forhold til det andet korstog i kapitel 11, del 3. Hilde- 

gards udtalelser i bogen bygger på den historiske Hildegards værker og 

romanen akkompagneres af et noteapparat med Bibel-henvisninger. 

Sproget er et rigtigt godt redskab til at beskrive og sætte læseren ind i 

Hildegards farve- og sanseprægede univers og hendes tiltagende syner. 

Men netop legen med og brugen af sproget, som kendetegner den litteræ- 

re fantasi, som forfatteren selv kalder værket, kan også virke hæmmende 

på læseren. Enten får man hele oplevelsen og bliver opslugt af historien 

om Hildegard og hendes forunderlige univers. Eller man kan fare vild og 

finde bogen langtrukken. 

Er man blevet fristet til at læse mere, og få hele historien om middelalde- 

rens markante kvinde, og er man frisk på en sprogligt anderledes roman 

end de traditionelle historiske romaner, så er Hildegard helt sikkert et 

godt bud. 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen 

Født i 1971 

Cand.mag. i Litteraturvidenskab 

Debuterede som lyriker 

Modtog i 2004 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium med 

henblik på Hildegard-bøgerne. 

Fik sit gennembrud med Hildegard i 2009, som hun modtog Weekend- 

avisens Litteraturpris for samme år.

Skatte fra den 

danske muld 


Anmeldelse af Michael Andersen og Poul Otto Nielsen: Danefæ - Skatte 

fra den danske muld. 280 sider. 349,95 kr. (vejl.) Gyldendal 2010. 

Af BA, stud.mag. Asbjørn Rune Riis-Knudsen 

”Guld og sølv, som findes enten i høje eller 

efter ploven, eller andetsteds, og ingen kender 

sig ved, og kaldes Danefæ, det hører kongen 

alene til og ingen anden”. Sådan står der i 

Danske Lov fra 1683, men en lignende bestemmelse 

fandtes allerede i Jyske Lov. Gennem 

tiderne har denne lovgivning sørget for, 

at mange skatte er blevet bevaret. 

Det nok mest berømte fund af danefæ, der er 

gjort i Danmark, er de to guldhorn, der blev fun- 

det i Sønderjylland i henholdsvis 1639 og 1734. 

De er tidlige eksempler på, at reglerne om dane- 

fæ blev overholdt – i hvert fald nogle gange. Som bekendt blev de to guld- 

horn senere stjålet, og i dag må vi nøjes med rekonstruktioner efter teg- 

ninger af originalerne. 

Heldigvis er denne sørgelige skæbne dog undtagelsen snarere end rege- 

len, hvilket bogen ”Danefæ: Skatte fra den danske muld” giver et glimren- 

de indtryk af. Bogen er udgivet i sammenhæng med udstillingen ”Dron- 

ning Margrethe og arkæologien”, som blev vist på Moesgård og National- 

museet i anledning af Dronning Margrethes 70-års-fødselsdag. 

Før i tiden var danefæ, som det fremgår af ovenstående citat, lig med guld 

og sølv – altså ting af værdifuldt metal, der ellers ville være blevet smeltet 

om (og givetvis blev det alligevel i nogle tilfælde). Siden er begrebet dog 

gradvist blevet udvidet voldsomt, som det fremhæves i bogens indled- 

81


82 

ning. Især med museumsloven fra 1984 skete der ændringer, idet begre- 

bet danefæ nu blev udvidet til at gælde stort set alle slags fortidsminder, 

om de så er af træ, ben eller guld. 

I bogen gennemgås et udvalg af såvel kendte som mere ukendte genstan- 

de fra Nationalmuseets samlinger – i alt 50 stk. Udvalget spænder vidt, 

lige fra runesten over mønter og smykker til middelalderlige blyamulet- 

ter. Tidsmæssigt spænder værket også bredt – blandt de ældste omtalte 

stykker danefæ kan man finde stenøkser fra stenalderen og romerske 

mønter, mens man blandt de nyere f.eks. finder et krucifiks fra 1200- 

tallet, der er endt som gravgave i 1400-tallet. Hver genstand behandles 

med 3-6 siders tekst og ikke mindst en række flotte billeder. I omtalen af 

de enkelte genstande perspektiveres der tit til andre fund eller anden re- 

levant historie, hvilket gør værket langt mere omfattende, end man måske 

skulle tro ud fra indholdsfortegnelsen. Vil man læse mere om de to guld- 

horn, må man dog søge andetsteds, da de ikke er at finde i denne bog. I 

stedet finder man mange mere eller mindre ukendte stykker danefæ, som 

man ellers nemt overser. 

At læse ”Danefæ: Skatte fra den danske muld” – eller bare blade gennem 

den – er en oplevelse. Det er tydeligt, at værkets undertitel skal tages bog- 

staveligt. Ikke forstået sådan, at alt er det pure sølv og guld – selvom der 

selvfølgelig er en del af det – men, at alt er skatte i form af den viden om 

fortiden, de kan levere. Mindst lige så interessante som de mange flotte 

billeder er teksterne, der alle bærer præg af at være skrevet af folk, der 

har en betydelig viden om det relevante område. Tit kan en enkelt gen- 

stand fortælle ganske meget, hvilket netop er grunden til, at den er blevet 

udvalgt som en af 50 i bogen. For mange af de beskrevne genstande gæl- 

der det, at historien om, hvordan de blev fundet, tit i sig selv er ganske 

interessant – for nok har reglerne om danefæ gennem tiderne egentlig 

været meget klare, men håndhævelsen var (og er ind i mellem stadig) et 

problem. Når man læser bogen, kan man så blot tænke på alle de ting, der 

ikke er blevet indrapporteret som danefæ i tidernes løb… 

Alt i alt er ”Danefæ: Skatte fra den danske muld” et fascinerende indblik i 

den danske fortid og de fund, der giver os mulighed for at forøge vor vi- 

den om den – fund, der gennem tiderne er blevet sikret som danefæ.

Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?