Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

RUBICON 2012 (2)
46
skatteindtægter 19 . Til gengæld gjaldt samme tolerance ikke overfor andre
religiøse folkefærd, især ikke for tilhængere af polyteisme 20 .
Ummajaderne styrede Cordoba, og Cordoba styrede Andalusien. Under
ummajaderne blev dhimmi tolket særligt liberalt, hvilket gav særligt gode
vilkår for de kristne og jøderne 21 . Et eksempel på, hvor store friheder en
jøde havde, var Hasdai ibn Shaprut. Hasdai var vesir for Abd al-Rahman
III, der var emir og kalif fra 912 til 961. Det var Cordobas storhedstid 22 . I
929 havde Rahman III udråbt Cordoba til at være det rigtige kalifat og
dermed indsat sig selv som kalif og dermed leder af alle muslimer. Politisk
set skal dette træk nok ses i lyset af politiske begivenheder, der fandt sted
langt væk fra Cordoba. Omkring år 900 havde Abbasidernes magt svundet
ind. Dette banede vejen for den nye og magtfulde shiitiske retning inden
for islam, som oprettede deres eget politisk-religiøse styre i 909/10 kal-
det Fatimiderne 23 . Inden for en kort årrække fik de erobret det vigtige
land Egypten. Abbasiderne, som kort efter deres magtovertagelse af kali-
fatet tilbage i midten af det 8. årh. havde flyttet hovedstaden til den nyop-
rettede by Bagdad, stod nu endnu mere isoleret fra Andalusien. Dette gav
modet til Rahman III, der jo selv var af ummajaderslægten, til at udråbe
sig selv som Kalif 24 . Det var i disse heftige politiske forandringer, at Hasdai
fungerede som Kaliffens højre hånd og hvad man i vore dage ville kalde
udenrigsminister.
Hasdai var født i 915, fik en god uddannelse og steg hurtigt i graderne i
Rahman IIIs hof. Hasdai blev vesir, fordi han talte flydende arabisk, for-
mulerede sig smukt og havde et dybtgående kendskab til islam. Oven i det
19 Ibid. s. 35
20 Fletcher s. 35
21 Menocal s. 73
22 Fletcher finder frem til, at Cordoba i denne periode var næsten lige så stor som middelhavets
mest magtfulde og dominerende by Konstantinopel, og var i besiddelse af store biblioteker,
samt fik importeret flere videnskabelige afhandlinger fra især Bagdad. Fletcher s. 64 –
65, 70
23 Shiismen havde sin rod i den tidligere omtalte ’store fitna’ efter Uthmans død. Splittelsen
mellem sunni og shia islam har sin årsag i, hvem der skulle efterfølge Uthman som Kalif.
Sunni mente Umayyderne, og shia mente Ali. Se Ibid. s. 54 - 55
24 Menoca s. 80 – 84. Fletcher betoner dog, at Rahman III snarere udråbte sig som Kalif pga.
Fatimidernes øget magt. Han blev nødt til at markere sig politisk overfor Fatimiderne, der
var betydeligt tættere på end Abbasiderne. Se Fletcher s. 55