Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

RUBICON 2012 (2)
fet hårdt, ligesom man da også opfordrede muslimerne til at lade sig dø-
be 52 . De polemiske skrifter vendt mod islam var i denne periode mindre
skarpe og sagligt mere korrekte. Nu kiggede man ikke længere kun efter
svar i bibelen, men forsøgte reelt at orientere sig om, hvad islam var. Man
var selvfølgelig stadig hårdkogte modstandere af denne tro og dens falske
profet Muhammed 53 .
Granada holdt ud i over 200 år på grund af dens stærke forsvarsværker,
men var reelt udspillet som en stormagt. Den levede i højt grad på lånt
tid 54 . I løbet af 1400tallet voksede de spanske kongedømmer i styrke. Især
Aragon og Castilien. Samtidig erobrede ottomanerne i 1453 Konstantino-
pel østpå. Dette førte i vest til, at presset for at gøre noget ved muslimerne
blev større 55 . I 1492 blev Granada endelig erobret. Meningen var i perio-
den lige efter erobringen, at det multireligiøse samfund skulle bestå, men
sådan forløb det ikke. I samme år som erobringen blev jøderne udvist fra
Spanien. I 1525 fik de få tilbageblevne muslimer valget imellem dåb eller
udvisning. Endnu senere i 1609 – 1614 blev de sidste uofficielle muslimer
helt udvist fra Spanien. Spanien var nu officielt fuldstændig katolsk 56 .
Det er klart, at under reformationen og modreformationen, at den religiø-
se tolerance var stærkt begrænset. Men allerede inden da var der også
sket et skred i retning af intolerance. Menocal placerer særligt årsagen
hertil på den sorte død, der fandt sted ved midten af det 14. årh. og dræb-
te voldsomt mange mennesker. Skylden for denne katastrofe blev lagt på
religiøse minoriteter, især jøderne. I slutningen af det 14. årh. fandt der da
også frygtelige jødeforfølgelser sted i Castilien 57 .
Konklusion
Tolerance i middelalderen var i modsætning til i vore dage ikke et natur-
ligt ideal. Det var ikke selvindlysende, at man skulle tolerere anderledes
52 Ibid. s. 139
53 Tolan s. 175 - 176
54 Fletcher s. 157 – 158, 164
55 Ibid. s. 164 - 165
56 Ibid. s. 166, 168
57 Menocal s. 268 – 269.
53