Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

RUBICON 2012 (2)
54
tænkende og troende mennesker 58 . I Andalusien var der dog gennem hele
middelalderen en stor grad af tolerance. Dette synes især at være kommet
med ummajademuslimerne, der havde en meget liberal tolkning af dhim-
mi, der muliggjorde, at både kristne, jøder og muslimer kunne være en del
af det levende og højkulturelle samfund, som især fandtes i Cordoba, men
bestemt også i andre større byer. På trods af enkelte episoder, som marty-
rerne i Cordoba i 850’erne, så står billedet af et tolerant Andalusien fast.
Det første korstog udsprang af en yderst intolerant teologi, der fik yderst
voldsomme konsekvenser ved især erobringen af Jerusalem. Meget på
trods så indrettede mange af de bosiddende korsfarere sig efter de lokale
forhold og fik indrettet et ganske tolerant multikulturelt samfund. Ny-
ankomne korsfarere og pilgrimme havde dog ikke meget til overs for den
lokale og regionale befolkning.
Selv om man nok generelt kan tale om et mindre tolerant Spanien i den
mere kristendomineret senmiddelalder, så bevarede muslimer og jøder
mange rettigheder, og som jøderne havde levet med i flere århundreder
under muslimsk styre. For mange muslimer var de nye forhold dog utåle-
lige og mange emigrerede til muslimske lande. Omkring år 1500 kan Spa-
nien næppe mere kaldes for tolerant. Jøderne blev udvist i 1492 og den
efterfølgende tid medførte mere intolerant lovgivning.
Skal konklusionen koges ned til ganske få sætninger, så kan man sige, at
der i Spanien fra muslimernes indtog til et godt stykke op i det 15. årh. var
både religiøse fordringer og økonomiske incitamenter til at være tolerant.
Det første korstog udsprang af intolerance, men økonomiske og sociale
forhold nødvendiggjorde en vis form for tolerance imellem kristne og
muslimer. I slutningen af senmiddelalderen i Spanien bliver de religiøse
fordringer mere intolerante og de økonomiske incitamenter for tolerant
levevis mister betydning.
58 For kristne repræsenterede hedningene en smitte, som kunne sprede sig til de rettroende.
Se Tolan s. 184, Villads s. 244-245