Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

RUBICON 2012 (2)
nu tidligere, da det gik op for de lærde, at syndfloden måske ikke havde
ramt hele jorden. Rejsende vesteuropæere opdagede, at buddhisterne på-
stod, at der aldrig havde været en syndflod i deres område, og beretninger
længere østfra i Asien og fra Afrika fortalte om sære skabninger, som ikke
kendtes i Europa, og som måtte være nogle gamle dyreformer, der ikke
var druknede under syndfloden som i Vesten og Mellemøsten. Lidt lige
som Loch Ness uhyret. Alt i alt var der måske mulighed for at finde en vis-
dom, som var ældre end det Gamle Testamentes Moselov. Målet var dels
at opnå viden for dens egen skyld, men det var også at få bekræftet Bibe-
lens sandhed med argumenter, som kunne bruges over for ikke-kristne.
Hvis Hermes længe før Moses havde sagt det samme om sandheden og om
Gud, som Moses gjorde senere, måtte det styrke tilliden til Moses.
Renæssancehumanisternes tekstarbejde var altså ikke så meget en bibel-
kritik, men snarere et forsøg på at behandle Bibelen ud fra moderne
tekstkritiske metoder og dermed også sammenholde den med andre tek-
ster. Som man jo i øvrigt også havde gjort tidligere i middelalderen.
Da de egyptiske freskoer i Alexander 6. Borgias værelse var ved at tørre i
1492, landede Columbus’ tre små skibe i Amerika. Man fandt efterhånden
ud af, at det var et helt nyt kontinent, som ikke havde nogen forbindelse
til Europa og Asien, og som aldrig havde været ramt af syndfloden, og hvis
indbyggere levede i skøn naturlighed, som om de heller aldrig havde væ-
ret ramt af syndefaldet og lært at skamme sig over deres nøgne krop. Men
det er helt tydeligt, at renæssancehumanisternes interesse for Egypten og
andre gamle kulturer var opstået i middelalderen, og var i fuldt flor længe
før opdagelsen af Amerika. Humanistiske Videnskabsteoris karakteristisk
af Renæssancen er altså, med undtagelse af ganske få og ubetydelige de-
taljer, rent sludder.
Det betyder jo ikke sådan helt overordnet, at der slet ikke skete nogen
ændringer fra middelalderen – hvad det så er – og til Renæssancen, hvor-
dan vi så ellers skal definere den præcist. Pointen er snarere, at det hele
15