Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

RUBICON 2012 (2)
hammeds. Både Muhammed og Luther var for Helgesen det tætteste, man
kom på antikrist, og lutheranernes kætteri var skyld i Guds vrede og tyr-
kens fremgang 33. Desuden var Muhammed Kristi fjende, og han ødelagde
de kristne kirker og dræbte præster 34.
Ligesom Luther benyttede lejligheden i sine islam-skrifter til at angribe
paven, benyttede Helgesen og andre katolske teologer 35 sig også af mulig-
heden til at polemisere mod Luther. Herved trækkedes tyrkerdebatten
ind i en større kristen sammenhæng, nemlig de interne religiøse stridig-
heder mellem katolikker og protestanter.
Både katolikker og protestanter anså islam for at være Guds straf for de
kristnes synder, der var bare forskel i, hvilke kristne, der var tale om. Li-
geledes hævdede begge fløje, at henholdsvis Luther og paven var antikrist
eller tæt derpå. Katolikkerne brugte altså den samme argumentationsmo-
del som lutheranerne – den var bare vendt om.
Brud og kontinuitet
Vi har ovenfor set, at andre af reformationstidens teologer havde samme
opfattelse af islam, som Luther. Der er i denne korte artikel ikke rum til at
komme ind på flere teologers synspunkter, men det skal nævnes, at Marin
Schwarz Lausten i sin bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat” gennemgår en hel
række af reformteologer og kommer frem til, at de alle har nogenlunde
samme opfattelse af islam, som Luther; de mente, at Gud straffede de
kristne med tyrken, de udpenslede ligesom Luther tyrkernes grusomhe-
der, anså Muhammed for at være antikrist og djævelens tjener, hans lære
for falsk og voldelig, og mange af dem havde også som Luther apokalypti-
ske overtoner i sine skrifter og brugte tyrkerne som en del af de interne
religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter. Selvfølgelig var
der også uenigheder blandt teologerne, men de handlede om, hvorvidt
man skulle føre verdslig krig imod tyrken eller ej, og om mission var nyt-
tigt og tilrådeligt. Selve synet på islam som riset i Guds hånd, en falsk reli-
33 Jensen, s. 271f
34 Lausten, s. 77
35 Se Lausten, s. 79
27