Neuroaffektiv udviklingspsykologi. Fra teori til praksis.

Projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold: - Behandling til børn mødre og fædre der oplever vold i hjemmet
Man må ikke sige, at man laver theraplay – med mindre man er certificeret. Man kan sige, at man arbejder
theraplay-inspireret. Det kan være en variation af mange forskellige former for terapi. Køkkendamen og
pedellen gør det hele tiden – mange gange om dagen.
Hvis man arbejder med theraplay – med et barn, som bare ikke vil gå over i skolen – kan man, hvis man når
at tænke theraplay – sige – at du kan ikke gå over i skolen på samme måde som mig! Jow – det kan jeg bare
godt – jeg gider bare ikke. Du kan ikke gå ligesom mig – som en kylling… og snart, går barnet afsted – som
en kylling. Eller hvis man, skal have børstet tænder på en, som ikke vil have børstet tænder – så prøve at
gøre det på en måde, som er sjov for barnet – og gør at det glemmer, hvad det ikke vil… Fx en tandbørsterobot
der kommer – da-da-da-da-da – putter tandpasta på – og går helt robotagtigt… og vups – så åbner
barnet munden… Børste tænderne robotagtigt
I den systemiske tankegang siger man, at man skal stille spørgsmålstegn ved det, som er så banalt, at vi slet
ikke tænker over det. Det er der, man skal fokusere sin nysgerrighed.
Eksempel med Harlows aber:
På Skovgaarden har de børn, som går langs panelerne – og gjorde intet væsen ud af sig. Inden under var alt
kaos – men på overfladen pæn og stille og rolig. GJ ville gerne hjælpe hende med at få ”kroppen på plads”.
De har mange muligheder for fx former for terapi. En dag var der besøg af nogle professionelle fra
omegnen. Lederen forklarede 25 mennesker hvordan Skovgaarden fungerer – og går bl.a. spejlrummet.
Døren var åben ind til rummet. Pigen går forbi, og spørger hvilke mennesker der er. GJ svarer. Pigen
spørger, om de kan gå ind i rummet – men vil ikke ses. De trækker gardinet for – så de andre ikke kan se GJ
og pigen. GJ stiller sig frem og rækker tunge af de andre – og pigen er helt forfærdet. Du må ikke række
tunge, siger hun. Jamen, de kan ikke se mig! Hun spørger om hjælp til at få lov at gøre det – og synes til
sidst, det var helt vildt sjovt. Hun får udfordret sig selv – til at komme ud af boksen.
Arbejde med børn, som har kræft. At blive opereret er også en form for et overgreb. Man bliver stukket og
skåret i. Det er ikke af ond vilje – men for kroppen er det et traume. Klip med ”musikterapi” hvor mimikken
aktiveres. Supervigtigt arbejde, at give de børn den glæde med. (lille skaldet fyr, der siddende danser
utrolig herligt! )
Pattedyrshjernen: (følehjernen).
Susan skelner mellem to dele af den. Dels en del, som man fanger, før man har udviklet sit eget univers. I
den første del, er det mit perspektiv . Barnet begynder at få fornemmelse af at have egne behov.
Affektregulering.
Bessel: Hvis ikke relationen mellem klient og terapeut fører til regulering af affekt, har det ingen effekt!
AMYGDALA:
Hvor mange kurser har man været på om affektregulering? Ofte ingen!
Overvågningsfunktion – kroppens alarmcentral.
De erfaringer man gør, når ikke at blive bearbejdet (nå, det var bare døren, der smækkes).
Tescha Quist Kristensen 5 Koldingfjord, marts 2011
Psykolog – Randers PPR Tescha.quist.kristensen@randers.dk