store som små - Hjerneskadeforeningen

Hvor skal vi hen, du?
Elmer Steensgaard Gade
Næstfmd. Hjerneskadeforeningen
Jubii! Jeg har bestået køreprøven! Jeg
har fået mit kørekort!
Hvem har ikke prøvet at være i denne
jubelsituation – jublet over endelig at
have erhvervet sig retten til at sidde bag
rattet i en bil eller på en motorcykel og
selv bestemme destination og næsten
også hastighed?
Fra og med denne dag er det at have et
kørekort blevet en væsentlig del af personens
identitet. Så væsentlig, at det at
miste kortet er ensbetydende med at
tilværelsen næsten braser sammen.
Friheden forsvinder. Retten til selv at
bestemme, hvor jeg vil hen hvornår,
synes at forsvinde.
Sådan vil langt de fl este her og nu opleve
situationen.
Men der er en klar diskrepans mellem,
hvad individet opfatter, og hvad systemet
fi nder rigtigt.
Såfremt en person kommer ud for at få
en hjerneskade, vil det være nødvendigt
at se på vedkommendes evne til fortsat
at føre et motorkøretøj.
Både af hensyn til personen selv og
omgivelserne.
Det vil være nødvendigt at gribe ind på
et tidligt tidspunkt i forløbet, ligesom
det vil være nødvendigt at få etableret
et regelsæt for, hvorledes der skal gribes
ind gældende for hele landet.
Og her kommer lægerne til at spille en
væsentlig rolle, idet det jo er dem, der
møder problemet først.
Det må under ingen omstændigheder
være , som det er på nuværende tidspunkt,
at det ofte er de pårørende, der
må gribe ind.
Et sådan indgreb kan medføre store
problemer i forholdet mellem den skadede
og de pårørende.
Det er utroligt vigtigt, at der er et tillidsforhold
mellem disse to grupper. Et
tillidsforhold som jo gerne skulle kunne
udbygges, når den lægelige behandling
er afsluttet.
Netop frygten for at ødelægge forholdet
vil kunne medvirke til, at de pårørende
viger tilbage for at gribe ind.
Når den skadede er kommet så langt i
sin behandling, at der kan blive tale om,
at vedkommende skal have sin ret til
at føre et køretøj vurderet, bør dette
ske efter en både teoretisk og praktisk
test, som afholdes i samarbejde mellem
læger, neuropsykologer og politiet. En
sådan test må selvsagt foretages på en
pædagogisk velovervejet måde.
Af hensyn til både de skadede, de pårørende
og samfundet som helhed vil det
være nødvendigt, at
1. der fastlægges ensartede regler for
hele landet.
2. det er behandlersystemet, der griber
ind – under ingen omstændigheder
de pårørende.
3. problemet tages op med den skadede
så hurtigt som mulige og på en
velovervejet pædagogisk måde.
På spørgsmålet hentet fra den lille,
engang så kendte TV trold, Hugo:
”HVOR SKAL VI HEN, DU ?” må
svaret blive, at det videre forløb overtages
af de myndigheder, der varetager
henholdsvis de sundhedspolitiske og de
juridiske forhold i landet, idet det jo i
bund og grund er deres ansvar.
Så lad os få klare regler og en præcis
kompetenceafgrænsning, hvilket vil
være til gavn for både den skadede,
de pårørende, behandlersystemet og
samfundet.
At det kan blive en vanskelig proces,
vil der næppe herske tvivl om, men det
skal ikke forhindre os i at få problemet
løst. Og naturligvis vil Hjerneskadeforeningen
da gerne medvirke i det
fremtidige arbejde.
15