store som små - Hjerneskadeforeningen

4
Hjerneskadeforskning –
gennembrud, løfter og problemer
Mekanismerne bag genoptræning efter hjerneskade
Jesper Mogensen
Direktør for Research Centre for
Brain Injury Rehabilitation (ReCBIR) og
Leder af the Unit for Cognitive Neuroscience
(UCN) ved Københavns Universitet
Som direktør for ReCBIR (Research
Centre for Brain Injury Rehabilitation
– en international, men primært dansk
forskningsorganisation inden for hjerneskadeområdet)
er jeg for nylig blevet
bedt om at bedømme situationen for
hjerneskadeforskningen – og især den
danske sådanne. Stillet over for denne
opgave har jeg en oplevelse af, at svaret
må falde i to dele: en noget nedslående
og pessimistisk ledsaget af en anden og i
sandhed optimistisk og opløftende.
Hindringer for forskningen
På den negative side står, at hjerneskadeområdet
ikke alene på det behandlingsmæssige
felt, men også inden for
forskningen er underprioriteret, hvad
angår bevillinger. Hvad angår i det
mindste visse områder, er hjerneskadeforskningen
også blevet betragtet som
værende ”uvidenskabelig” og dermed
lavt prioriteret. Som følge af dette
står både det grundvidenskabelige og
mere kliniske forskningsarbejde inden
for hjerneskade og rehabilitering efter
hjerneskade i dag med store bevillingsmæssige
problemer. Vigtige forskningsprojekter,
som kunne igangsættes stort
set øjeblikkeligt, må fortsat afvente, at
der opnås en bevillingsmæssig basis for
deres gennemførelse. Og højtkvalifi cerede
forskere, som hellere end gerne
vil lægge deres karriere inden for netop
dette arbejdsfelt, bliver nødt til enten
at forlade forskningen eller søge mod
andre forskningsområder, eftersom
der ikke kan skaffes lønninger til deres
videre ansættelse.
Med et så negativt og nedslående billede
kan man spørge, hvad den positive
side så kan rumme …
Og her kommer så heldigvis en lang
række særdeles positive bidrag. For
netop hjerneskadeforskningen og forskningen
i behandling og genoptræning af
hjerneskadede patienter har gennem de
senere årtier og ikke mindst de seneste
år givet en række afgørende gennembrud.
Gennembrud, som rummer
løfter om en langt bedre behandling af
patienterne på disse områder. I denne
og to efterfølgende artikler vil jeg give
eksempler på netop disse forskningsmæssige
resultater og gennembrud.
Eksemplerne er alle hentet fra den
danske forskning inden for bl.a. ReC-
BIR. Og inden for hvert af de tre felter,
jeg vil behandle, er der tale om resultater,
der på både kortere og længere sigt
rummer vigtige løfter for den fremtidige
hjerneskadebehandling.
Er genoptræning ”uvidenskabelig”?
Inden for hjerneskadeforskningen og
ikke mindst behandlingen af hjerneskadede
patienter møder man jævnligt
det argument, at det vil være ”uvidenskabeligt”
at forvente muligheder for
virkelig genoptræning efter en hjerneskade.
Argumentationen for dette er,
at vi har omfattende dokumentation
for, at forskellige dele af hjernen er
funktionelt specialiserede – således at
en given hjernestruktur medvirker på
helt specifi kke måder til diverse former
for adfærd, tænkning, følelser osv.
Og rigtigheden af dette kan der ikke
herske tvivl om, eftersom man både
ved undersøgelser af symptomer hos
hjerneskadede individer (patienter og
forsøgsdyr) og gennem brug af f.eks.
diverse former for scanningsteknikker
klart har set en funktionel specialisering
mellem diverse dele af hjernen. Argumentationen
fortsætter så herfra, at
hvis en hjernestruktur på grund af skade
(blodprop, ulykke eller andet) mangler
hos en person, og vedkommende derfor
er blevet ude af stand til at løse en given
opgave, så kan man ikke forvente en
normalisering, med mindre den pågældende
hjernestruktur genskabes. Og en
sådan genskabelse af en hjernestruktur
forekommer tydeligvis ikke. Ifølge
en sådan argumentation er det kun
realistisk at opnå rimelige resultater af
en genoptræning, hvis skaden er ganske
begrænset og efterlader betydelige dele
af den skadede hjernestruktur intakt.
At der efter en hjerneskade ikke skabes
en kopi af den mistede hjernestruktur,
kan der ikke herske nogen tvivl om.
Men på den anden side ser vi jo netop
hos hjerneskadede patienter med
mange forskellige skadestørrelser særdeles
positive genoptræningsresultater.
Her argumenteres så fra visse sider,
at der ”nok alligevel kun var tale om
begrænsede skader inden for de enkelte
strukturer”.
Grundforskning i hjerneskade
og genoptræning
Studier af hjerneskadede patienter er
jo en helt afgørende del af hjerneskadeforskningen.
Men der er til gengæld sto-