BARNDOMMENS GADE - Delfinen

Kære læser. Nu hvor vi er nået forbi artiklens
byline, og skriftstørrelsen er blevet en smule
mindre, må jeg komme med en indrømmelse: jeg
er en af de der indfødte århusianere, som ser Århus
som både Danmarks og til tider verdens navle. En
af dem, som begynder at stemme borgerligt, fordi
Nicolai Wammen fjerner å’et i bynavnet. En af dem,
som insisterer på, at Ceres Top bare smager bedre,
også selv om Ceres-bryggeriet i Århus nu er dødt
og borte. En af dem, som siger ’midtby’ i stedet for
’centrum’. En af dem, der udtaler prønuliåhørherikkå
i ét ord. En af dem, der råber kom så de hvii’med
stolthed i stemmen, mener København er en
parkeringsplads lidt uden for Malmø og i øvrigt
elsker alt Århus-relateret… næsten. Bortset fra
Gnags. De er stadig en flok bønder fra Skjern.
18
Jeg er også en af dem, der smilte saligt, da
min redaktør præsenterede månedens tema:
Barndommens gade. Nu fik jeg en gylden
mulighed for at lovprise min hjemby fuldstændig
skamløst. Men hvordan? Jeg kunne nedgrifle
et essay om min opvækst i toåfirs-tyyyyv, men
prønuliåhørherikkå: hvem ville gide læse om
det? Jeg valgte at skrive om det nærmeste, jeg
kommer barndomsgaden, uden at det egentlig
er det: Århus by Night. Mine damer og herrer, jeg
præsenterer hermed en subjektiv guide til denne
skribents anden ”Barndommens gade”: Skolegade.
Urin og hyldeblomstlikør
Én ting synes at være sikkert i Århus: hver
subkultur og type har sin gade. Har man
eksempelvis lige købt sin første Rolex-kopi og
kender man én, der har været med i Paradise Hotel,
er Åboulevarden næsten altid et godt bud på
en fest. Med få undtagelser en dyr, ligegyldig og
indholdsløs sådan. Tilhører man ”åååårh-hvad-tror-
nok-li’-hun-fik-finger-på-toilettet”-segmentet, og
kalder man blandingen af urin og hyldeblomstlikør
for Mokai, svarer Klostergade i reglen til en typisk
tur i byen. Skulle man befinde sig så langt væk
fra begge grupper, som det er menneskeligt
muligt, er man formentlig typen, der er tiltrukket
af Frederiksbjergs omsiggribende bodega-bælte.
Her serveres øl kun i selskab med Arnbitter, og
håndmadderne sidder en anelse løsere end i resten
af byen. Og så er der gaden, der blander det hele i
et absurd mix: Skolegade.
De 150 meter fra Aarhus Teaters bagindgang til
midtbyens eneste benzintank på Europaplads er et
sammenrend af alle tænkelige typer, mennesker;
skæbner. Den unge smarte elite, kendis-
rockere, pseudo-intellektuelle, metalhoveder,
homoseksuelle, stamalkoholikere, ludere,
lommetyve, småkriminelle, morgenbranderter og
deslige.
Kulturchok på første parket
Første stop på vejen ind i Skolegade er Escobar.
Man kunne formentlig ikke komme til et mere
aparte sted, når man kommer fra åens finpudsede
smart-i-en-fart-steder og ditto klientel. Århus
er metalmusikkens selvudnævnte hovedstad i
Danmark. Hvis Århus er hovedstaden, er Escobar
metalmusikernes fort. Det er her, byens hårde
drenge foretrækker at hænge ud: Metal-kendisser,
wannabes og almindelige fans mødes her.
Musikken er tung, lokalet er smadret, og folk
er stive i en grad, man ikke finder på resten af
byens beværtninger. Her er det mere reglen end
undtagelsen, at der bliver væltet et par borde
og en stak stole i løbet af en aften. Escobar er et
de typiske steder i Skolegade, hvor det meste er
tilladt, og der bliver set igennem fingre med resten.
Escobars næsten-nabo er et frimærke af en
bodega, hvis blotte tilstedeværelse beviser, at
selv aldrende stambranderter stadig har deres
gang i Skolegade. Casino Bar har dog sit helt
eget særkende, som mere end noget andet leder
tankerne hen på ’Sommer i Sunny Beach’: Casino
Bars legendariske røde- og grønne kander. De
noget tvivlsomme blandinger, hvoraf i hvert fald
den grønne primært er baseret på melonlikør
og grøn sodavand, bærer ingen reelle navne. De
smager af plasticeret Fun-saftevand, og rammer
som en hammer. Alene det faktum, at baren er i
stand til at fremskaffe grøn sodavand i det politisk
korrekte 21.århundrede er så prisværdigt, at den
spøjse sammenblanding af havnearbejder-klientel
og Ung Rejs-drinks er værd at støtte op om.
Den kedelige storesøster
Casino Bars naboer kunne ikke være meget
anderledes end denne. G-Bar er, så vidt det er
skribenten bekendt, det eneste gå-i-byen sted
fortrinsvis for bøsser og lesbiske i Århus. Ikke at
det er særlig åbenlyst. Med en vis usikker på egen
opfatteevne må skribenten indrømme, at han har
frekventeret selvsamme biks to gange uden på
nogen måde at gennemskue, at folk derinde skulle
have en anden seksuel orientering. Måske siger det
mere om skribenten og dennes evne til at drikke
sig i hegnet end om barens generelle udtryk.
Hvis Escobar er klassens frække dreng med
rebelske tilbøjeligheder i Skolegade, må Billabong
Bar være klassens frække drengs otte år ældre og
forlovede, lidt kedelige og bibliotekar-uddannede
storesøster. De to appellerer langt hen ad
vejen begge til det samme publikum, men den
australske Liverpool-bar (ja, jeg forstår det heller
ikke) spiller lidt tyndere musik, serverer lidt tyndere
alkohol og har et lidt mere mawert klientel.
Billabong Bar havde, som den kedelige søster, sit
højdepunkt for ti år siden. Det samme gælder langt
hen af vejen for barens gæster. Synes du Escobar
lyder sjovt, men kan du bedre lide Coca Cola Zero
og mentolcigaretter end originaludgaverne, er
Billabong Bar helt sikkert stedet for dig.
Cocktails, kendisser og kloge-Åger
Krydser man over på den anden side af det
smalle drukdistrikt, der er Skolegade, vader
man direkte ind i endnu et eksempel på gadens
mangfoldighed. Første åbne dør er Sidebar. En
ganske eksklusiv cocktailbar, som formentlig må
have lidt under en defekt GPS, da der skulle