BARNDOMMENS GADE - Delfinen
BARNDOMMENS GADE - Delfinen
BARNDOMMENS GADE - Delfinen
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Lad dig blive forført af<br />
Sukkerhøj ligegyldighed<br />
Anmeldelse af<br />
Megamind<br />
Jeg klukkede mig gennem den første tredjedel<br />
af filmen. Megaminds polerede overflade af<br />
animationsarbejde i milliondollarklassen er nemlig<br />
yderst forførende ved første øjekast. Tempoet er<br />
højt, det flyver med punch lines og figurerne er<br />
visuelt flot designet.<br />
Idéen til Megamind er også ret god. Skaberne<br />
fra DreamWorks har taget Supermands<br />
skabelseshistorie og spurgt, hvad der ville ske,<br />
hvis nu Supermand ikke var den eneste, der blev<br />
sendt til Jorden fra en fjern planet. De giver derfor<br />
Supermandefterligningen Metro Man et blåt<br />
sidestykke i Megamind. Mens Metro Man vokser<br />
op i fredelig familieidyl, udspiller Megaminds<br />
barndom sig bag tremmer med Metro Citys<br />
38<br />
Black Swan er en detaljerig og spektakulær<br />
film, hvor der er en mening bag hver eneste<br />
scene og en storslået cinematisk sanselighed i<br />
hvert af de dramatiske øjeblikke. Der er således<br />
ikke et moments kedsomhed i historien om Ninas<br />
(Natalie Portman) stræben efter succes som<br />
ballerina. Opnåelsen af succes kompliceres af<br />
hendes samtidige personlige konflikter som både<br />
perfektionist og sexuel afviger samt et fortløbende<br />
voksende pres for at lade sit begær komme til<br />
udtryk i sit liv og i sin dans.<br />
Svanesøen skal opføres i Ninas balletkompagni.<br />
Rollerne bliver fordelt af balletmesteren, og der<br />
er kun én hovedrolle, som både skal danse den<br />
uskyldsrene hvide svane og den forførende sorte<br />
svane. Nina, som er en af de bedste dansere i<br />
balletgruppen, træner ihærdigt for at få rollen.<br />
Hele hendes liv er centreret om at slå igennem<br />
som balletstjerne, og er indrettet derefter. Ninas<br />
forventningsfulde mor anretter en halv grapefrugt<br />
og et æg til morgenmad til Nina, som hun dog<br />
nogle gange kaster op, når presset fra moderen,<br />
balletmesteren eller de andre dansere bliver<br />
for stort. Samtidig dukker der af og til nogle<br />
uforklarlige sår op på Ninas krop, og den dirrende<br />
usikkerhed under Ninas perfektionisme tiltager.<br />
Alt er heller ikke, som det skal være i balletten,<br />
kriminelle. Således får vi både udviklet en helt og<br />
en skurk.<br />
Megaminds fortælling er dog på ingen måde den<br />
klassiske helt-mod-skurk-historie, og det kunne<br />
måske have været filmens redning at udfordre<br />
den klassiske opsætning. Desværre mangler der<br />
kontraster; Megamind er aldrig overbevisende<br />
ond, og Metro Man er aldrig den irriterende<br />
glansbilledeperfekte helt, som han ellers sættes<br />
op til at være. Hele filmindtrykket bliver tilsølet<br />
af en konstant strøm af punch lines. Filmen er<br />
simpelthen bange for at miste sit publikums<br />
opmærksomhed, og giver sig derfor aldrig tid til at<br />
hvile i øjeblikket.<br />
Black Swan<br />
Megamind føles mest som en forlænget udgave<br />
hvor Nina fanger balletmesterens opmærksomhed<br />
med sin kontrollerede og disciplinerede dans, som<br />
kendetegner den hvide svane, men som i følge<br />
balletmesteren ikke indfanger den sorte svanes<br />
forføriske væsen. Som dagene skrider frem mod<br />
den store aften, tiltager frekvensen af mystiske<br />
forvandlinger med Ninas krop og sind - ofte sat i<br />
værk af hendes dragen mod den altid mørkklædte<br />
danser Lilly. Både moderen, Lilly og balletmesteren<br />
vil hver især have noget fra Nina, og samtidig er<br />
der noget dystert inde i hende, som vokser i takt<br />
med hendes tab af kontrol over sig selv.<br />
Et hav af spørgsmål både i og udenfor filmen<br />
rejser sig undervejs i dens tematisering af blandt<br />
andet anerkendelsesfiksering og sex, men<br />
som tilskuer forføres man først og fremmest<br />
af filmens æstetik og intensitet. Black Swan<br />
er præget af en utrolig flot og stemningsfuld<br />
kameraføring og lydside, der i den grad<br />
understreger Ninas sindstilstand, og lægger en<br />
dyb og mørk grundstemning i filmen. Denne<br />
tekniske overlegenhed skaber med Natalie<br />
Portmans eminente skuespil og instruktørens<br />
grænsesøgende makabre scener en virkelig<br />
gennemført, nærværende og nervepirrende film.<br />
<br />
af en sukkerhøj Cartoon Network-tegnefilm,<br />
sporadisk krydret med vittigheder til forældrene,<br />
som intet – absolut intet – har med resten af filmen<br />
at gøre. Endvidere stjæler DreamWorks fra sig selv,<br />
og filmen minder derfor alt for meget om deres<br />
tidligere udgivelser (især Monster vs. Aliens). Selv<br />
ikke Alan Menkens flotte arbejde på lydsiden<br />
kan redde det her sejlende rod. DreamWorks skal<br />
virkelig lægge kursen om, hvis de kunstnerisk<br />
skal nå op på siden af Disney og Pixar. Hold dig<br />
fra biografen i denne omgang og brug i stedet<br />
pengene på at anskaffe dig Disneys De Utrolige på<br />
dvd.