DIAKONblbladet - Diakonforbundene i Danmark

10 DIAKONbladet
Kirken fortjener at få diakonien tilbage !
December 2009
Diakoni er næsten blevet et fremmedord i sin egen sammenhæng i kirken, og går i stedet
under betegnelsen “kirkens sociale arbejde”. Både de diakonale organisationer og
folkekirken selv har ofte defineret det således, fordi som det ofte siges “Diakoni forbindes
med noget gammeldags og støvet”. Dette kan man sagtens begræde, når diakoni i
sit indhold netop er kendetegnet af nutid og aktivt nærvær.
Diakoni er blevet et usynligt ord i mange kirkelige
sammenhænge, skønt det i sit indhold
er yderst aktuelt. Ofte går diakoni under betegnelsen
“kirkeligt socialt arbejde”, hvilket er en
skam, fordi der er så meget i diakonien som er
andet end socialt arbejde og som er et svar ind
i nutidens efterspørgsel efter “hvem er jeg og
hvad er mit livsformål?“
Man kan spørge sig selv, om der er så stor grund til
at undres, for er der, når alt kommer til alt egentlig
forskel på almindelig t godt socialt arbejde og
diakoni? Kan det kommunale værested ikke være
lige så godt et arbejde og hjælpe lige så mange
mennesker som et diakonalt værested kan?
Det umiddelbare svar er, at jo, det almindelige
sociale arbejde har lige så stor berettigelse og
er lige så fagligt kompetent et tilbud til borgere
som det diakonale.” Det er ikke der forskellen
ligger, det ligger i synet på hvad der giver mennesket
værdi og værdighed.
Med grundloven kom forpligtelsen til at det offentlige
skulle tage sig af nødlidende, og det udmøntede
sig bla. i at der blev krævet noget af den
enkelte borger til gengæld for ydelsen. I perioder
kunne man ikke gifte sig eller stemme, hvis
man fik fattighjælp. Her omgikkes man hinan-
den efter parolen ”noget for noget”. Dette gælder
stadig, Er der ikke for nyligt igen kommet et
forslag om, at man kan miste sin stemmeret, hvis
man får kontanthjælp? Kravet om handleplaner,
der kan føre én videre til arbejde eller selvforsørgelse
er også et udtryk for dette. Her kommer
menneskets værdighed af at man har noget at
yde til gengæld for det man modtager.
Diakonien ser anderledes på mennesket. Her
har mennesket værdi, ikke fordi det kan yde noget,
men fordi det er til. Her skal der ikke tilføres
noget, for at man kan betyde noget, men her
indregnes den værdi og værdighed der er i, at
man er skabt. Her hedder det ikke noget for noget,
men “nåde for nogen”. Det betyder, at synet
på hjælpen ikke i første omgang handler om at
forandre mennesket eller føre det “videre i livet”,
men om at mødes ligeværdigt.
Sådan diakoni ... og sådan diakoni !
Diakoniens konkrete udtryk ænder sig med samfundsforandringerne.
Tidligere handlede diakoni
mest om den fysiske nød, hvor man uddelte
tøj og mad. Og det er den måske på vej til igen...
I mange år har det primært handlet om menneskets
ensomhed, eksistensberettigelse og værdighed.
Har jeg nogen betydning og er jeg noget
værd for nogen?