DIAKONblbladet - Diakonforbundene i Danmark

More documents

Recommendations

Info

6 DIAKONbladet Er det et vanvittigt foretagende vi er ude i? Dette med diakoni... I en verden hvor tingene skal betale sig, være rentabelt, rationelt og alt skal dokumenteres og akkrediteres og så videre, – ind midt i dette kommer vi med vores næstekærlighed, bløde værdier og sætningen ”du har fået det for intet, giv det for intet” som pådriver. Oven i købet er diakoniens målgruppe oftest rettet mod de mennesker, som ikke er en del af det producerende samfund. Ja, der er nok af overvejelser og når man spørger rundt er der er mange typer respons, lige fra den ene grøft: ”Ja, se i øjnene at den æra er forbi, nu er vi videre” til ”Nej, det er netop nu, at det er vigtigt at vi fastholder vores særkende!” og så er der alle nuancerne imellem disse to yderpunkter. Adspurgt om at komme med tanker om diakoniens udfordringer til sig selv finder jeg, fra mit December 2009 Diakoniens udfordringer til sig selv Diako9 – Idio10 ..? Jan Lindhardt ståsted, umiddelbart tre områder, som synes aktuelle. 1: Den første udfordring til diakonien kan formuleres således: ”At tager sig selv alvorlig, men ikke højtidelig” Jan Lindhardt skriver i sin bog ”Det skal råbes” om sit syn på kirkens forhold til massemedierne. Generelt synes har at præster ikke nok gennemtænker forholdet til at kommunikere kirken ud gennem medierne. Jeg citerer ”Præster er i bekymrende ringe grad klar over, at de også kommunikerer gennem deres fremtoning. De ser ikke sig selv i spejlet, for efter som biskop at have været rundt i stiftets kirker kan jeg konkludere, at kirkens spejle højest er på størrelse med et postkort. I præstens omklædningsrum i sakristiet eller bag alteret kan man kun se sin egen næse.” Mon dette kun gælder præster? Mon ikke også diakonien ind imellem kan have en tendens til at have svært ved at se ud over sin egen næsetip, hvor vi tro, at vi tager sagen alvorlig, men i stedet tager os selv højtidelige? Samtidig med at diakonien i al fald i uddannelsesinstitutionerne arbejder målrettet på opprioritere diakoni som et fag og en faglighed, hvilket jeg synes er et must, tænker jeg på om man med fordel også skal spørge os selv om vi på andre områder er i fare for at fremtræde for feinschmecker-agtige, for selvhøjtidelige?
December 2009 2: Den anden udfordring til diakonien vil jeg formulere således: ”At vove mere ...” Én af kristendommens værdier ifølge filosof Jørgen Husted knytter sig til lignelsen om de betroede talenter, og han formulerer den værdi, som fortællingen formidler som dette at vi som mennesker skal leve vores liv med risiko for fiasko. Vi skal vove at kaste os ud i livet og bruge det. Kristendommen lægger ikke op til ligusterhækmentalitet eller ”pæne” liv. Meget af vores diakonale arbejde i dag sker i samarbejde med det off entlige, hvor de økonomiske midler til at drive arbejdet kommer derfra. Hvad har det betydet for diakoniens udvikling, syn på sig selv og handlekraft? Er vi blevet for strømlinede, er vi blevet for pæne? Har vi mistet evnen til at vove at satse på andre områder end dem, som ministeriets puljer melder ud? Mindsker diakonien sin evne til at se skarpt og klart? Er der mennesker vi svigter derved? 3: Den tredje og sidste ”Samarbejde som et udviklingspotentiale” ”Nanna Øland Fabricius, 24 årigt popidol med kærlighed til scenen forvandlede krise til kometkarriere”, sådan lød overskriftet i bladet ”Next Station”. Og hvordan gjorde hun det? En rygskade satte stopper for en balletkarriere, og hun begyndte at synge og har netop udgivet sin første CD. Uden erfaring hoppede hun ud i samarbejde med alle mulige. Den kreative proces blev kollektiv. ”Nogle dage sidder jeg sammen med en computernørd, andre dage med en singer-songwriter og indimellem med stjernerige Grammyvindere.” Nogle er DIAKONbladet 7 fuldstændig uinteresseret i hvem Nanna er, men det forhindrer dem ikke i at lave sange sammen! ”Det har faktisk været helt befriende at tage mig selv mindre højtidelig. Samarbejdet har udviklet sig ligesom at bruge en muskel. Jo mere man bruger den, des større og stærkere bliver den, og når den gode ide dukker op, er det bare at plukke den”. Jeg tænker ofte på om vi i diakoni-danmark overser udviklingspotentialer, der vil ligge i samarbejde med andre arbejdsgrene, som ikke traditionelt er samarbejdspartnere, som fx Jan Lindhardt indledte med fiskeindustrien. Og hvad med os selv, – organisationer og uddannelsessteder, – hvad går vi og diakonien glip af ved ikke at samarbejde nærmere. En kollektiv kreativ proces, som Nanna beskriver, hvor det ikke betyder noget hvem vi er, men hvor diakoniens muskel kunne vokse og blive stærk. For, som Nanna siger: ”Når den gode ide dukker op, er det bare at plukke den”, – ikke for at markedsføre os selv, men for at tjene vores næste. Conny Hjelm, Leder af Institut for Diakoni og Sjælesorg. TEMA
Page 1 and 2: DECEMBER 2009 DIAKONbl bladet 46. T
Page 3 and 4: December 2009 Diakoniens udfordring
Page 5: December 2009 DIAKONbladet 5 Støtt
Page 9 and 10: December 2009 Denne sammenkobling e
Page 11 and 12: December 2009 DIAKONbladet 11 I dia
Page 13 and 14: December 2009 Nyt fra Institut for
Page 15 and 16: December 2009 © www.svinget-grafik
Page 17 and 18: December 2009 Seneste nyt fra Diako
Page 19 and 20: December 2009 Fremtidens Diakonforb
Page 21 and 22: December 2009 DIAKONbladet 21 Diako
Page 23 and 24: December 2009 DIAKONbladet 23 Forre

DIAKONblbladet - Diakonforbundene i Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?