DIAKONblbladet - Diakonforbundene i Danmark

December 2009
Diakoniens udfordring
Mens debatten om stat og kirke lurer i mange
hjørner, og julen står for døren med ”korrekte”
gaver så som en ged i Afrika eller en CO2 kvote,
stiger manges behov for at få en ekstra hånd i
kraft af frivilligt arbejde.
Samtidigt lever vi i et tempo og i mindre familiær
omsorg, hvorfor ord som diakoni og sjælesorg
genvinder plads i debatterne. Og i kursusmapperne.
Der er ikke kun gode gerninger i diakoni.
Der er også penge i at formidle ”værktøjer”
til diakoni og sjælesorg. Og der er sparede penge
for det off entlige i megen diakoni og sjælesorg.
Kirkelig diakoni er således en fælles interesse
for kirken, det off entlige og de mange, der får
gavn af de ”gode gerninger”.
Noget af den kirkelige diakoni er blevet et
lønnet job for sognemedhjælpere eller egentlige
diakonimedarbejdere. Samuels Kirke på Nørrebro
er omdannet til en diakonikirke.
Diakoni er således ikke i dag et diskret privat
kristent udtryk for at videreføre Jesus gode
handlinger.
Diakoni er et udtryk for en ansvarsfølelse over
for andre end sig selv. Når man køber CO2 kvoter,
kan det lyde hult, og som aflad for egen bekvemmelighed.
Vi kan også vælge at se det som
en praktisk måde at hjælpe andre frem mod en
velfærd bare i nærheden af vores egen.
Når kirken bruger penge på diakoni, og dens
medlemmer fortsat betaler medlemsgebyret
(kirkeskatten), om ikke med glæde, så dog uden
de store protester, kan vi tillade os at tolke det
som et kollektivt ansvar over for fællesskabet.
Endda et fællesskab, der når ud over egne ræk-
DIAKONbladet 3
ker, for man trostester ikke målgrupperne. De
får hjælp ud fra behov og ikke som belønning
for et trosfællesskab.
Jeg har aldrig forstået udsagn så som ”tro må
ikke fylde i det off entlige rum”, for hvis de frivillige
kirkelige organisationer, eller det enkelte
sogn, ikke må skilte med deres arbejde uden
for selve kirkerummet, ville mange flere mennesker
være henvist til et sølle liv eller til et liv på
udgiftssiden i de off entlige kasser.
En moderne udfordring for den kristne diakoni
bliver derfor at gøre sig off entlig kendt, så
borgere i almindelighed og politikere i særdeleshed
får øje på dens kvaliteter og muligheder.
Nogle mennesker nås bedre gennem en frivillig
organisation end gennem et retskrav i en lovgivning.
Det er derfor en politisk udfordring at sikre vilkår,
så kirkernes diakonale arbejde får den rette
plads i samfundet.
Karen J. Klint, MF, Kirkeordfører for S
TEMA