DIAKONblbladet - Diakonforbundene i Danmark

More documents

Recommendations

Info

8 DIAKONbladet Diakonal identitet i et postkristent samfund På trods af, at vi stadig roser os af at være et samfund baseret på kristne værdier, må vi erkende, at vi præges af ikke kristne værdier og holdninger og noget-for-noget-tænkning. En tiltagende egoisme kræver sit. Hvad får jeg selv ud af det? Kan det nu betale sig for mig? Dette ræsonnement om lønsomhed er blevet et væsentligt argument i sig selv. Denne tænkning har bredt sig i samfundet, så der nu stilles strenge krav til selv de svageste i samfundet. Nu kan du ikke længere bare få understøttelse eller kontanthjælp, hvis du har været så uheldig at miste dit arbejde eller ikke at kunne følge med. Nu stilles der krav om at være aktivt jobsøgende eller om aktivering, hvis du vil modtage ydelser fra det off entlige. Noget for noget tænkningen har bidt sig fast. Den off entlige forvaltning synes at blive mere og mere kold og følelsesløs. Frem for alt skal reglerne følges. Den enkelte medarbejder har ikke længere frihed til at udøve sit skøn og agere i den konkrete situation. Kontrolsamfundet kræver sit. De varme hænder bliver færre og travlere. Vi bliver alle påvirkede, og samfundet bliver mere umenneskeligt. Den barmhjertige samaritaner kan ikke længere stoppe op og tage sig af den berøvede og forslåede. Han må haste videre som de andre. For den overfaldne har intet at betale til gengæld. En konsekvens er, at det kristne menneskesyn og diakonien bliver anfægtet og udfordret. Menneskers dybeste behov kan aldrig tilgodeses i December 2009 en noget-for-noget-relation. Derfor må vi som kristne gøre op med noget-for-noget-tænkningen. Diakoni vil altid være at skulle give noget for ingen ting ud fra hjertets imperativ: Du skal elske dit medmenneske, som om det var dig selv. Alene af den grund er den et stærkt modbillede til den herskende tidsånd. Et andet forhold, der gør sig gældende i det postkristne samfund, er en stærk fokusering på personlig og individuel identitet. Det gælder for den enkelte om at finde den helt rigtige og specielle udgave af sig selv. I denne søgen risikerer man at blive dybt skuff et. Tænk, hvis man nu ikke finder noget helt rigtigt, specielt eller spændende? I mit arbejde som psykolog og sjælesørger har jeg mødt mennesker, som er blevet dybt ulykkelige, ensomme og deprimerede af en sådan indadrettet søgen. Sandheden er, at vi bliver til og får identitet i kraft af vore relationer til andre. Uden manden, der var blevet overfaldet af røvere, var samaritaneren kun samaritaner. Han kunne aldrig blive barmhjertig gennem en egen indre søgen. Den personlige identitet udvikles i personens relationer med Gud og medmennesker. Netop dette relationelle forhold er diakoniens hjemmebane. En anden afsporing i noget-for-noget-samfundet er en sammenkobling af arbejde og identitet.
December 2009 Denne sammenkobling er efterhånden blevet så stærk, at man ofte sætter lighedstegn mellem de to, så din identitet defineres som det, du er og det, du præsterer i dit arbejde. Konsekvensen er: Uden præstationer ingen identitet, som er værd at tale om. Men også det er en vildfarelse. Denne sammenkobling af arbejde og identitet gør individet meget sårbart, og den er ikke spor kristen, når man ser på menneskelivet i evangeliets lys. Her handler det for den enkelte om at være den, du er som et Guds barn, og ikke om at præstere en hel masse og først blive til noget, når du har leveret præstationerne. Derfor oplever vi, at mennesker bryder sammen af stress og kommer i identitetskrise, når de mister deres arbejde eller ikke formår at leve op til alle præstationskravene. Fx det krav, at man skal have et meningsfuldt arbejde for at have en identitet, der er værd at tale om. Men også det er en vildfarelse. En ret evangelisk forståelse af identitet er, at du må være den, du er som et værdifuldt Guds barn, forud for alle præstationer. Som Gud svarer Moses ved den brændende tornebusk: Jeg er den jeg er!, på spørgsmålet: Hvem er du? På samme måde må du og jeg som mennesker, skabte i Guds billede, hver især være dem, vi er. Identitet er således lig med eksistens. Alene det at være til giver sand identitet. Af Anton Eg Andersen DIAKONbladet 9 Vi vender tingene på hovedet, når vi kræver præstationer af hinanden, før vi vil bekræfte identitet, og vi ender som slaver af vore egne selvopfundne regler. Løsningen er at vende tilbage til Guds nåde, hvor vi får alt for ingenting. Vi må vende tilbage til at være Guds børn, som får alt af ham ud af hans nåde og kærlighed. Hvad det betyder at have sin identitet i at være et elsket Guds barn, og hvilke konsekvenser det må have at se sit medmenneske, som om det var dig selv, og være parat til at give uden tanker om at skulle have noget til gengæld, er noget, som der ingen færdige svar gives på. Der må være tale om en stadig løbende proces, hvor man må være i dialog med sig selv, Vorherre og ens medmennesker. Fordi vi selv har fået alt for intet af ham, som elskede os først, må vi skrotte alle vores nogetfor-noget-regnskaber, og lade hjertets imperativ byde os at praktisere diakoni af glade, givende hjerter. Netop derved vil den sande diakonale identitet komme til syne og blomstre. Og samfundet omkring os trænger gevaldigt til at se det som et modbillede på en kold og menneskefjendsk kultur og som et eksempel til efterfølgelse. TEMA
Page 1 and 2: DECEMBER 2009 DIAKONbl bladet 46. T
Page 3 and 4: December 2009 Diakoniens udfordring
Page 5 and 6: December 2009 DIAKONbladet 5 Støtt
Page 7: December 2009 2: Den anden udfordri
Page 11 and 12: December 2009 DIAKONbladet 11 I dia
Page 13 and 14: December 2009 Nyt fra Institut for
Page 15 and 16: December 2009 © www.svinget-grafik
Page 17 and 18: December 2009 Seneste nyt fra Diako
Page 19 and 20: December 2009 Fremtidens Diakonforb
Page 21 and 22: December 2009 DIAKONbladet 21 Diako
Page 23 and 24: December 2009 DIAKONbladet 23 Forre

DIAKONblbladet - Diakonforbundene i Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?