Fortidsminder i havnen Mink Besøg i Nordkaperen Køge ... - FLIDs

forliste). I praksis udmønter Museumslovens beskyt -
telse af fortidsminderne sig dels i en anmeldepligt,
hvis man finder et fortidsminde, dels i en administrationspraksis,
som sigter på at foregribe fund af
fortidsminder under anlægsarbejder og om muligt
undgå forsinkelse af byggeri m.v. gennem afklaring
af de arkæologiske problemstillinger inden arbejdet
går i gang. Den antikvariske lovgivning i Danmark
sigter på i videst muligt omfang at undgå forstyrrelse
af fortidsminderne og om muligt lade dem ligge i
fred i landskabet. Som incitament til dette, er det
derfor ”skadevolderen”, altså bygherren, der betaler
for arkæologien i forbindelse med anlægsarbejder.
Havnenes placering
En havn vokser sjældent op ud af det blå. Den er
som regel baseret på en naturhavn og kan derfor
have en lang historie. Selv i Jægerstenalderen
ville man ofte have set sig lun på de samme
bosættelsesområder, som vi i dag drager fordel af
som beskyttede havnepladser. Stenalderjægerne
var nemlig mindst lige så meget fiskere, som de var
jægere. De fiskede og fangede havpattedyr med
mange af de samme redskaber, som vi kender fra
langt senere tider, men vigtigst, og langt det mest
ressourcekrævende at bygge og vedligeholde, var
fiskegærdet – et fangstredskab i stil med vore dages
bundgarn. Fiskegærderne blev opstillet, hvor der
erfaringsmæssigt var mest at fange; det vil sige
på pynter, ved ferskvandsudløb og andre snævre
strømsteder. Typisk der, hvor vi i dag, ved nutidens
højere vandstand, har overgangen fra et beskyttet
nor eller lignende til mere åbent farvand, og hvor
man i senere tider har kunnet finde læ med sine
skibe.
Spor fra oldtiden i vore moderne havne
Havet steg, og stenalderens kystbopladser blev
oversvømmet, men menneskets anvendelse af
havet blev ikke mindre. Ligesom vi med et vist
held kan udpege stenalderbopladserne ved at
kigge på terrænkoter i kortet, kan vi også udpege
sandsynlige steder for i hvert fald nogle af de faste
anlæg fra senere tider, nemlig sejlspærringerne. En
sejlspærring er simpelt hen en barrikade, der kan
beskytte det bagvedliggende land mod et maritimt
angreb ind i en fjord eller lignende. Sejlspærringer
skal søges på steder, hvor farvandet snævrer sig ind,
og ofte er de overleveret i stednavne, der hentyder
DEN ANTIKVARISKE LOVGIVNING I
DANMARK SIGTER PÅ I VIDEST MULIGT
OMFANG AT UNDGÅ FORSTYRRELSE
AF FORTIDSMINDERNE OG OM MULIGT
LADE DEM LIGGE I FRED I LANDSKABET.
til de stager, som de var bygget af: Steg-, Stig-,
Stak- m.fl. De bebyggelser, som de beskyttede, er
i mange tilfælde blevet til købstæder og senere
moderne byer, der indimellem har bredt sig helt ud
til spærringen. Så spærringerne forekommer, ligesom
broer, moler og lignende anlæg fra Middelalder og
Nyere Tid, også i vore moderne havne.
Endelig er der skibsvragene. De kan i sagens
natur findes overalt på havbunden, men med
en klar overvægt nær land og især, hvor der
færdedes mennesker. Der er også masser af
eksempler på, at fartøjer blev efterladt forsætligt
eller endda genanvendt som fundament for andre
konstruktioner. Så også for disses vedkommende
står havnene for en betydelig del af de arkæologiske
fund.
Hvordan skal man så som havn og bygherre forholde
sig til de fortidsminder, som man er beriget med?
Forvaltningen af fortidsminder på havbunden
ligger hos fem af landets museer, som har specialkompetence
på dette område.
Standsning af anlægsarbejder kan til en vis grad
forebygges
Det første hovedprincip for museernes arbejde
med anlægssager er, som nævnt, at der altid er
standsnings- og anmeldepligt, hvis der gøres
fund under arbejdet. Men det er selvfølgelig
uhensigtsmæssigt, hvis fundene gøres midt under
arbejdet; derfor indgår det kulturhistoriske aspekt
i den høringsprocedure, der altid går forud for et
anlægsarbejde, og for havnenes vedkommende
i reglen administreres af Kystdirektoratet. Det
stedlige museum kan som høringspart anbefale,
at der stilles vilkår til beskyttelse af potentielle
23