John Kristensen

Hjertebanken
Igen i dag fik jeg hjertebanken ved at høre
på fremlæggelsen af maskinpasseropfattelsen.
Gurli fremviser os, som hun ser os.
Det er lig den opfattelse, som nyansatte
sygeplejersker har, mens de er under deres
første oplæringsmåneder.
På det tidspunkt fylder plasticslanger, maskine,
dytten, båtten, væsker, kanylering
og introduktionsmateriale alt. Efterhånden
som de tekniske færdigheder opøves og
overskuddet bliver til det, så er det jo
sygeplejersken skal til at beskæftige sig
med det, der er det essentielle ved at være
hæmodialysesygeplejerske.
Nogle når aldrig hertil. De siger, der er
for meget teknik, det gider jeg ikke, og
så finder de en anden arbejdsplads. Synd
for dem. De oplever ikke den patient, der
spontant siger: „Tove, nu er jeg kommet
over det stadium, hvor jeg følte,
at dialyserummet var et fængsel.“ Eller
drengen, der trods genstridige kanyler
Gurli Sindung svarer
InTryk har anmodet Gurli Sindung
om at svare på Tove Eskildsens
indlæg. Gurli Sindung er uddannet
sygeplejerske og sundhedsantroprolog.
Kære Tove Eskildsen
Jeg har med stor interesse læst dit indlæg
om min antropologiske undersøgelse af
kliniske sygeplejersker, travlhed og stress
på arbejdspladsen i hæmodialyseafdelingerne
C4 og C5. Jeg finder det meget
tankevækkende og vil gerne forsøge at
forklare hvorfor undersøgelsen blev, som
den gjorde.
Undersøgelsen er foretaget ud fra en
antropologisk interesse i spørgsmålet om,
hvad stress er. Jeg har derfor ud fra deltagerobservation
og kvalitative interviews
analyseret strukturen i kliniske sygeplejerskers
hverdag i forhold til oplevelsen af
stress. Og jeg har fundet, at denne ikke så
meget bare beror på for mange opgaver
og for lidt tid, men snarere på oplevelsen
af, at noget arbejde opleves som relevant
siger: „Når jeg bliver stor, så vil jeg også
være sygeplejerske og hjælpe mennesker.“
Den friske gamle dame sidst i 80’erne, der
sagde til medpatienten: „Det er godt, vi
har sygeplejerskerne her. Det er dem, der
har styr på sagerne.“
De patienter har sagt tak for, at der var
nogle sygeplejersker, der forstod dem og
talte med dem om de ting, der var svære.
De har oplevet, at sygeplejerskerne klarede
ærterne med de svære kanyleringer
ved fælles hjælp. De har konstateret, at
sygeplejersker bedømmer blodprøvesvarene,
blodtrykkene, væskeophobningerne,
vejleder patienterne i henhold hertil,
kalder på læge eller diætist, hvis det er
påkrævet. Hvor så du hen, Gurli? Så du
det, som novicen ser?
Glemme sygdom
En sygeplejeelev skrev for nogle år siden
om en kvindelig dialysepatient: „Jeg er så
taknemmelig for, at sygeplejerskerne ind
og andet ikke, og at noget arbejde er selvvalgt,
andet påtvunget.
Særligt snit
Dermed har jeg lagt et særligt snit ned
over afdelingens arbejde. Noget har været
i fokus, andet ikke.
Jeg har set på, hvordan tid opleves, og
hvilke faktorer der spiller ind på denne
oplevelse. Her bliver maskinerne væsentlige,
idet de strukturerer afdelingens liv.
Der er tale om observerede og interviewede
sygeplejerskers oplevelser af uddelegerede
arbejdsopgaver og det mono- og
det tværfaglige samspil og samspillet med
patienterne både i forhold til det, som jeg
kalder „small talk“, men også i forbindelse
med den dybere samtale.
Tre rum
Sygeplejerskernes forståelse af de uddelegerede
arbejdsopgaver og samspillet er
knyttet til tre rum. Disse rums indretning
og funktion virker på hver deres måde ind
imellem la’r mig glemme, at jeg er syg,
ved at tale om almindeligheder. Jeg kan
ikke holde ud at skulle konfronteres med
min sygdom 3 gange om ugen året rundt
i årevis. De fanger alligevel altid, når der
er noget galt.“ Kære Gurli, det er det, vi
bruger vores small talk til.
„Jeg fravælger VIPS“. I dag må sygeplejersken
prioritere mellem opgaverne. Vil jeg
hjælpe svimle hr. Petersen skoene på efter
endt behandling og skrive den hurtige
version af dokumentationen, eller må han
klare det selv og jeg skrive min VIPS.
Klokken er 9.15. Fremlæggelsen er slut.
Mine kolleger på sygehuset klapper og
rejser sig skyndsomt og går tilbage til
arbejdet.
Der sidder jeg så og er berørt af hvor lidt,
jeg synes, Gurli havde set på de 14 dage.
Men jeg har jo også haft 25 år.
på sygeplejerskernes tidsoplevelse. De
observerede og interviewede sygeplejersker
indbefattede sygeplejerskekategorier
fra novicer til eksperter.
Jeg har således valgt en lille del af en
kompleks virkelighed, hvor mange andre
forhold end dem, som jeg har belyst,
spiller ind. Dermed har jeg måske fravalgt
det, som du og andre i afdelingen måske
synes er mest værdifuldt.
Jeg er klar over, at I som kender afdelingens
liv til bunds, har en fyldigere forståelse
af, hvordan det hele hænger sammen,
og at I derfor må opleve, at jeg ikke har
fået alt med i mit udsnit. Jeg har som sagt
ikke villet have alt med.
Med venlig hilsen forskningssygeplejerske
Gurli Sindung.
Hvis nogen ønsker flere oplysninger om
„Kliniske sygeplejersker, travlhed og
stress på arbejdspladsen“ er de velkomne
til at henvende sig til Gurli Sindung på
sindung@image.dk
Tekst Gurli Sindung | Foto John Kristensen