Hyldest til en uregerlig filolog - e-agora

34 Simon Laursen
guderne; at de gør godt og er venlige mod menneskene. Det har de
skrevet og sagt mange steder, så det er overflødigt at citere dem
••• og at antage som grundlæggende erkendelse, at guderne alle
er gode - se bare, hvad jøderne og syrerne tænker om guderne, se
bare digternes værker, hvor fulde de er af gudfrygtighed. Der er så
at sige ingen, der tænker sig, at gud kan gå til og er blevet skabt.
For nu at lade alle andre unævnt, skriver Antipater fra Tarsos i sin
'Om guderne' ordret følgende:
Før vi går i gang med fremstillingen for alvor skal vi kort
gennemtænke den tanke, vi har om gud. 1051! Gud tænker vi os
jo som et saligt, uforgængeligt levende væsen, der handler vel
mod menneskene.
Efter kort at have gjort rede for hver af disse ting siger han som
følger:
Og alle mener jo da, at de er uforgængelige.
Følgelig er Khrysippos ikke en af 'alle' efter Antipaters mening - for
han mener at ingen af guderne er uforgængelig på nær ilden; de er
alle 1052a sammen blevet til og skal gå til grunde. Det siger han, så
at sige, overalt. Lad mig anføre et citat fra tredje bog af 'O m
guderne':
... efter en anden redegørelse: for nogle siges at være blevet til
og skulle gå til grunde, andre ikke at være blevet til - og det er
mere i overensstemmelse med naturen fra begyndelsen at have
gjort opmærksom på dette. For solen og månen og de andre
guder, som man kan forklare på en tilsvarende måde, er blevet
til; kun Zeus er evig.'
Og han fortsætter længere fremme:
Noget lignende må vi sige om forfald og dannelse, både om
guderne i almindelighed og om Zeus: de er forgængelige, hans
dele er uforgængelige.
Hertil vil jeg endnu føje et par detaljer af det, som Antipater siger
1052b:
Alle de, der fjerner det velgørende fra guderne, knytter sig
delvis til vore modstanderes opfattelse. På samme måde er det
også med dem, der mener, at de [guderne] har del i tilblivelse
og tilintetgørelse.
Hvis nu den, der mener, at guderne er forgængelige er lige så
urimelig som den, der ikke mener, at de er udtryk for et forsyn og
elsker menneskene, er Khrysippos faldet igennem på samme måde
som Epikur. For Epikur berøver guderne det velgørende,