superkilen_ruc_projkt

1 Motivation og problemfelt
”Superkilen skal forny, forbedre og forskønne” (Superkilen 2009b).
Da vi i starten af dette semester skulle forme et muligt og spændende projektarbejde,
var der noget specielt ved den såkaldte Superkilen, der fangede vores interesse. Vi så
en positiv vision for Ydre Nørrebro, og af den farverige og udfordrende
projektbeskrivelse, var det særligt den spændende kombination af både
arkitektfagligheder og borgerinputs, der tiltrak os. Vi ville gerne gå i dybden med et
projekt, hvor man havde ’tænkt ud af boksen’ ved at benytte sig af en anderledes og
spændende planlægningsmetode, og Superkilen virkede på det tidspunkt, som et helt
åbenlyst valg.
Men efter at have overværet et procesmøde imellem de involverede aktører i
planlægningsprocessen, ændrede vores fokus karakter. Vi oplevede en stærk
uenighed blandt interessenterne, og i særlig grad mellem arkitektgruppen BIG (Bjarke
Ingels Group) og Topotek (landskabsarkitekter fra Tyskland) på den ene side, og
borgergruppen 1 på den anden. Borgergruppen følte ikke, at de havde tilstrækkelig
indflydelse på udformningen, hvilket arkitekterne var uenige i. Vores forforståelse
om, at processen var et mangfoldigt og alternativt forsøg på at mixe
planlægningsrationaler, at borgerinput skulle bruges aktivt i udarbejdelsen af
projektforslaget, blev derved udfordret. Og efter denne opdagelse blev vores
erkendelsesinteresse derfor at forstå de spændinger vi oplevede i planlægningen af
Superkilen. Processen, og den efterfølgende detaljering af projektet, har sidenhen vist
sig at indeholde en interessant række af modsatrettede og konfliktende
planlægningsrationaler, og det er disse, vi gerne vil præsentere for læserne. Vi håber
1 Med borgergruppen menes der de lokale beboer- og interesent repræsentanter der har været involveret i processen,
primært Kilebestyrelsen og Områdefornyelsens styregruppe.
1

på, at de involverede aktører i processen vil kunne genkende sig selv i denne
fremstilling, få forståelse for hinandens bevæggrunde, og måske ligefrem lære noget
relevant, i forhold til den sidste planlægningsfase og i forhold til planlægning
generelt.
1.1 Superkilen kort fortalt
Københavns Kommune indgik i 2004 et partnerskab med Realdania, hvor
hovedformålet var at udvikle
Mimersgadekvarteret på Ydre
Nørrebro. Rambøll Management
foretog en faglig analyse af de værdier
og behov, der er på Nørrebro
(Rambøll 2005). Hensigten var at
finde potientielle indsatsområder, som
vil kunne fungere som positiv ’driver’
for området, og synliggøre Nørrebros
værdier til resten af København
(Thomsen 2009). Rådgiverne foreslog
tre indsatsområder: Superkilen,
Nørrebrohallen og DSB-arealet (bag
Mjølnerparken). Der er i alt afsat 100
millioner til de tre projekter, hvoraf
første indsats er Superkilen, som er
budgetteret med 50 millioner. Superkilen er strækningen fra Nørrebrohallen mod
Tagensvej, hvor den grønne cykelrute løber. På baggrund af Rambøll rapporten
besluttede Partnerskabet i 2007 at igangsætte en arkitektkonkurrence om udvikling af
Superkilen. Københavns kommunes Økonomiforvaltning blev på vegne af
2

Partnerskabet bygherre og kontraktpart for projektet. Sidenhen er Københavns
kommunes Teknik- og Miljøforvaltning kommet med i Partnerskabet, da projektet
blev et resortområde i Center for Anlæg og Udbud.
1.2 De gode intentioner
Mimersgadekvarteret er kendetegnet ved få grønne områder, meget trafik, høj
beboertæthed og er generelt et meget sammensat område både i forhold til erhverv,
beskæftigelse, nationalitet, kulturtilbud og beboelse (Kuben 2009: 4). Ud fra
Rambøll’s faglige analyse og beboernes mange forskellige ønsker, udformede Kuben 2
et konkurrenceprogram og inviterede fem tegnestuer til at give et bud på, hvordan
Superkilen kunne udbygges og forbedres. I konkurrenceprogrammet fremgår der
følgende målsætning for området: ”Superkilen skal blive et ’fyrtårn’ for Nørrebro og
med sin særlige karakter vise bydelens mangfoldighed.” Borgerinddragelse var et en
andet centralt element i konkurrenceprogrammets retningslinjer; det vindende
rådgiverteamn skulle indgå i et konstruktivt samarbejde med områdets beboere og
interessenter. Ambitionen for Superkilen er skyhøj: Der skal skabes et urbant byrum
af høj arkitektonisk værdi, et ’fyrtårn’, der kan underbygge områdets identitet og give
området et arkitektonisk og funktionsmæssigt løft. Kilen skal ikke længere være et
gemt område bag nogle kareer, men være et kreativt, mangfoldigt og uformelt byrum,
som er attraktivt for både områdets beboere og for det øvrige København (Kuben
2009:7). Superkilen skal gøre ”bagsider til forsider” (Rotne 2009)
2 Kuben Byfornyelse Danmark er sekretariat for projektkonkurrencen, og udarbejdede konkurrenceforslaget (Kuben
2009).
3

Tidligt i processen igangsatte Partnerskabet en dialog med områdets beboere om,
hvilke ønsker og visioner de havde for, hvad der skulle ske på denne kile. Et ønske
var ikke til at overse: ønsket om mere grønt og flere rekreative områder (Kuben 2009:
8). Firkantet tegnet op, kom konkurrencen i sidste ende til at stå mellem to forslag: et
”grønt” projekt med træer og meget græs og et konceptprojekt, hvor der var fokus på
oplevelse og interaktion – og i første omgang på bekostning af de eksisterende grønne
områder. Det første forslag lagde sig tæt op af borgernes ønsker om grønne områder.
Det andet projekt, BIGs 3 konceptprojektet, udmærkede sig ved, at det bevidst var
ufærdigt, og udbygning skulle ske i samspil med områdets beboere.
Dommerkomiteen valgte i sidste ende BIGs forslag, med vægt på, at det var åben i
forhold til potentielle ændringsforslag, så beboere og fagfolk i samspil skulle rette det
til. Der skulle bl.a. indarbejdes flere træer og området skulle gøres mere grønt, end
konkurrenceforslaget umiddelbart lagde op til. Men i borgergruppen var der alligevel
utilfredshed over valget, og holdningen til det vundne forslag var klar: ”Alle borgere
vil have grønt – BIG vil have asfalt.” (Glismann 2009; l.8). Projektet fik altså en hård
start, og herunder trænger der nogle spørgsmål på. Hvorfor vælge et forslag, der gik i
mod, hvad der oprindeligt fremkom af resultater fra analysen af borgernes behov for
området? Man spurgte om noget, fik et svar, og gjorde alligevel noget andet - og det
er da alt andet lige paradoksalt.
3 Rådgiverteamet der arbejder med Superkilen er BIG arkitekter - danske arkitekter, Topotek 1 - tyske
landskabsarkitekter, Superflex - dansk kunstnergruppe Lemming & Eriksson – danske rådgivende ingeniører samt Help
kommunikation – danske kommunikationsrådgivere.
4

1.3 Når man vil både det ene og det andet
Formålet med partnerskabsprojektet er, at: ”(...) udforme og realisere visionære
demonstrationsprojekter, der skal vise, hvordan der gennem nye
planlægningsmetoder kan sættes en positiv udvikling i gang. Partnerskabsprojektet
skal vise nye veje for en fornyet og styrket integrationsindsats og for værdibaseret
byfornyelse i nedslidte bykvarterer” (Kuben 2009: 3). Projektet sigter altså både
udadtil mod det øvrige København, og indadtil med henblik på et identitetsløft, og vi
erfarede tidligt, at ønsket om både at ville det ene og det andet, har skabt problemer i
processen.
Ideen med, at man gennem fysisk forskønnelse og spektakulær arkitektur kan
forbedre et belastet eller nedslidt område, og at det er muligt at løfte et område ved at
styrke stedets identitet, er ikke ny, men kendes bla. fra Bilbao. Her byggede Frank
Gehry i 1997 Guggenheim-museet i et gammelt nedslidt havneområde, for at
tiltrække turister, give kvarteret et løft og skabe en positiv identitet for Bilbao.
Erfaringen med Guggenheim-museet kaldes ’Bilbao-effekten’, og satte tydelige spor i
forhold til, hvordan der indenfor byplanlægning tænkes i fornyelse, forskønnelse og
forbedring - ”Byer begyndte at få øje på arkitektur som ’driver’ ikke alene som
økonomisk udvikling, men også af en identitet og et særligt image” (Bjørn &
Mortensen 2008: 160). Er det denne tankegang, der ligger bag Superkilen? Hvad
ligger til grund for rationalet om, at det er muligt at løfte et område indadtil ved at
skabe et byrum med høj arkitektonisk værdi, som er attraktivt udadtil? Hvordan
balancerer man i Superkileprocessen mellem spektakulær arkitektur og lokal
forankring og borgerindflydelse?
5

1.4 Netværk, samarbejde og beslutningsprocesser
I konkurrenceprogrammet og projektbeskrivelsen står borgerinddragelse og lokal
forankring, som centrale elementer, men vi erfarede hurtigt at implementering af
disse skabte konflikter. I intentionerne bag planlægningsprocessen var der
tilsyneladende taget hensyn til omgivelserne, både de fysiske, men også til de
mennesker der skulle leve op og ned af parken. Styring og beslutningskompetencer
skulle altså uddelegeres til et bredere udsnit af interessenter og beboerrepræsentanter
i lokalområdet, end den umiddelbart hierarkiske top: Københavns Kommune
(Økonomiforvaltningen), Fonden Realdania og det konkurrencevindende team under
BIG. Projektet skulle være præget af et netværksstruktureret samarbejde mellem
forskellige aktører, hvilket afspejler den tilgang til styring i det bypolitiske felt, der
kaldes netværksstyring. Netværksstyring kan medføre, at den tidligere distinktion
mellem det politiske og sociale niveau ophører, da der stilles krav til de involverede,
som skal mediere mellem forskellige og ofte modsatrettede interesser (Agger 2005:
28). Hvordan er det så lykkedes i processen at mediere mellem de mange forskellige
interesser? Et af netværksstyringens mål er at formindske kløften mellem, på den ene
side politikere, eksperter, administratorer, og på den anden side borgere og brugere.
(Sørensen & Torfing 2005: 23). Har netværksstyringen i Superkilen formindsket
kløften mellem borgere, brugere og traditionelle magthavere eller eliter?
Projektorganiseringen har vist sig at være yderst kompleks, og svær at få hold om.
Superkilens projektleder fra Københavns Kommune (Center for Anlæg og Udbud)
mener, at konstellation i projektet har været problematisk, og at det har været svært at
finde den rette balancegang i forhold til, hvad der er rigtigt eller forkert, og hvem der
i sidste ende har retten til at bestemme (Rotne 2009: 48.55). Ideelt set, vil en blanding
af lokale eksperter, brugere, faglige eksperter, interessenter og anden ekspertise i
samspil skabe den bedste løsning. I værste tilfælde vil netværket fremstå
ugennemsigtigt, beslutningsprocessen være mudret, og det vil ikke fremstå tydeligt,
6

hvem der beslutter hvad. Informationerne kan nemt gå tabt i et netværk med mange
aktører og det kan være svært at vide, hvem der har ansvaret for tidligere
hændelsesforløb. Netværksstyring kan i bedste tilfælde være demokratiserende og
inddragende, men det kan også være en pseudo-demokratiserende skinproces. Man
vil fra Partnerskabets side gerne involvere borgere og forsøge at give dem reel
indflydelse, men forståelsen af reel indflydelse er tilsyneladende forskellig.
Det var for os tydeligt, at der i planlægningsprocessen af Superkilen er rationaler på
spil, der er så modstridende, at de kan have svært ved at leve side om side i samme
proces. På trods af gode visioner og stort potentiale har modsatrettede rationaler skabt
problemer i den praktiske planlægning af Superkilen. Vi vil forstå denne uenighed,
tydeliggøre de forskellige rationaler, og derfor arbejder vi ud fra følgende
problemformulering:
1.5 Problemformulering
Hvilke konfliktende rationaler er på spil i Superkilens planlægningsproces?
1.5.1 Arbejdsspørgsmål
I hvilke kontekst(er), kan man forstå Superkilens proces og de forskellige aktøreres
rationaler?
I forhold til hvilke omdrejningspunkter, og hvordan udspiller disse ofte modsatrettede
rationaler i planlægningsprocessen af Superkilen?
7

1.5.2 Fremgangsmåde
Det er de modsatrettede rationaler og disses indflydelse på planlægningsprocessen,
der er omdrejningspunktet for dette projekt. Det var som udgangspunkt
deltagelsesobservation af et møde mellem de forskellige procesaktører, som ledte os
frem til problemformuleringen. Men udover deltagerobservation, så har vi prøvet at
forstå rationalerne ud fra interview med følgende:
• Københavns Kommunes projektleder Laura Koch Rotne fra Center for Anlæg
og Udbud, Teknik- og Miljøforvltningen.
• Realdanias projektleder, Astrid Bruus Thomsen.
• BIGs arkitekt og projektleder, Mikkel Marcker Stubgaard.
• Formand for Områdefornyelsen Mimersgadekvarterets styregruppe,
Områdefornyelsens repræsentant i Partnerskabets styregruppe og medlem af
Kilebestyrelsen, Troels Glismann.
• Tidligere leder af Kvarterløft Nørrebro Park, Jesper Langebæk.
Vi har brugt udsagn fra disse interviews og referater fra møder mellem aktørerne til at
forstå de forskellige rationaler, der befinder sig i Superkilen-processen.
Som hjælpemiddel til at forstå rationalerne har vi gjort brug af relevante teorier og vi
har foretaget en kontekstanalyse af de forhold på Nørrebro, vi mener har haft
indflydelse på rationalerne. Til denne analyse har vi gjort brug af litteratur om
kvarterløft, områdefornyelse, kommunens internetsider og ekspertinterview med
tidligere leder af Nørrebro Park Kvarter, Jesper Langebæk har ligeledes biddraget til
denne forståelse, men har især været med til at forstå ’konteksten’.
8

1.5.3 Læsevejledning
Kapitel 2: Dette kapitel indeholder refleksioner over videnskabsteori, teori og
metode. Vi vil uddybe, hvorfor vi er inspireret af Bent Flyvbjergs forskning, hvilke
præmisser der er for projekets videnskabelighed og hvordan Bourdieu og Habermas
er interessante medspillere. Vi vil svare på, hvad det er for en type videnskab, vi
bedriver, med udgangspunkt i Flyvbjergs begreb om det konkretes videnskab og
progressiv phronesis.
Kapitel 3: I dette kapitel vil vi svare på, i hvilke(n) kontekst(er) man kan forstå
planlægningen af Superkilen og de forskellige aktøreres rationaler. De centrale
aktører er København Kommune, Realdania, tegnestuen BIG og borgergruppen, og
deres bevæggrunde for at engagere sig i projektprocessen vil derfor udfoldes i dette
kapitel.
Vi starter bredt med at introducere samfundsmæssige udviklinger, der har indflydelse
i nye måder at tænke styring og planlægning på. Netværksstyring, Bottom-up og
Bilbao-effekten er centrale begreber i forhold til at forstå aktørernes baggrund for
handlen. Herefter vil vi præsentere den lokalhistoriske og - geografiske kontekst, som
Superkilen planlægges i; Ydre Nørrebro. Den sidste del af kapitlet omhandler, under
hvilke omstændigheder, det blev besluttet, at BIG vandt arkitektkonkurrencen, samt
hvilken rollefordeling og hvilke kompetencer de forskellige aktører har i
planlægningsprocessen.
Kapitel 4: Her vil vi tydeliggøre de fire aktøreres rationaler. Og dette gør vi ved at
sætte aktørerne op i mod hinanden, i forhold til de konfliktmæssige
omdrejningspunkter, som vi har fundet centrale. Vi vil udfolde diskussioner om,
hvilke rationaler aktørerne har for:
• Hvilken type bypark de foretrækker.
• Hvorfor Superkilen skal anlægges.
9

• Med hvilke ressourcer man bedst sikrer sig en succesfuld park.
• Hvordan man fremmer lokalt ejerskab til parken.
• Hvordan planlægningen skal foregå i praksis.
Kapitel 5: I kapitlet vil vi opsummere pointerne fra kapitel tre og fire, og derved
svare på vores problemformulering.
10

2 Videnskabsteori og metode
Vi er i udarbejdelsen af denne projektrapport inspireret af Bent Flyvbjergs arbejde
med videnskabsforståelse og metodologi. En stor del af inspirationen er hentet i
udgivelserne Rationalitet og Magt, hvor han prøver at forstå rationalitet og magt
gennem et case-baseret studie af planlægningen af en busterminal i Aalborg.
Flyvbjerg ser viden som værende kontekstafhængig og argumenterer for, at
konteksten er vigtigere end ’den rene’ teori, og at det er gennem det at forstå en
hændelse, at forskeren kan sige noget om det generelle. Han udvikler, det han kalder
Det konkretes videnskab, og hvordan man så konkretiserer viden, vil vi i dette kapitel
komme nærmere. Vi har taget nogle af hovedpointerne i Det konkretes videnskab til
os, og vil i nedenstående uddybe metoden og tilgangen til den form for viden, Det
konkretes videnskab indeholder. Her er begreber som progressiv phronesis, kontekst,
case, rationaler og magt interessante at se nærmere på. Det, at vi abonnerer på
Flyvbjergs tilgang til viden, har haft gennemgribende konsekvens for vores
projektdesign, fremgangsmåde, og den måde vi producerer viden på. For at skærpe
vores argumentationen omkring projektmæssig fremgangsmåde, vil vi desuden
inddrage øvrigt relevant tankegods, hvor særligt Habermas og Bourdieu tjener som
interessante diskussionspartnere.
Vi har delt kapitlet op i nogle centrale omdrejningspunkter for at skabe
overskuelighed: Progressiv phronesis, rationaler og magt, kontekst, case.
Indledningsvis vil vi med udgangspunkt i Det konkretes videnskab forklare de helt
grundliggende præmisser for denne opgaves videnskabelighed.
11

Herefter finder man også en diskussion med Habermas, hvor den normative del af
Habermas terminologi bliver stillet op som et interessant input i vores projekt.
Herefter vil vi udfolde, hvad det er, vi mener, teori kan gøre for vores projekt, og
hvordan vi vil bruge det. I afsnittet om Kontekst vil vi med udgangspunkt i Flyvbjerg
og de Bourdieu-inspirerede danske forskere Anders Mathiesen og Kristian Delica,
argumentere for det nødvendige i at se planlægningen af Superkilen i lyset af en
kontekst.
Vi vil under hvert begreb tydeliggøre, hvordan den pågældende teoretiske diskussion
har haft indflydelse på vores fremgangsmåde. Men indledningsvis vil vi dog først
diskutere, hvorfor vi overhovedet har valgt Flyvbjerg som primær inspirationskilde,
og hvilken betydning det har fået for vores tilgang til feltet.
2.1 Det konkretes videnskab
Det konkretes videnskab er den form for videnskab Flyvbjerg benytter sig af, for at
kunne forstå menneskelig adfærd og samfund. Han udvikler sin metodiske tilgang på
baggrund af en kritik af den eksisterende teoriforståelse, hvor teoriens formål er at
forudse og af nogle kan forstås kontekstuafhængigt. (Flyvbjerg 1991a; 57).
“En Grammatik er ikke et sprog, reglerne for skak ikke skak, traditioner ikke faktisk
adfærd” (Flyvbjerg 1991a:61).
Det er ikke teorien, der skal være det studerende objekt, men det er teorien, der gør
det muligt at prøve at forstå det studerede. Flyvbjerg er på en måde forbeholden for
brugen og udvikling af teori og gør specielt op med teorier, der defineres som
universelle og forudsigende (Flyvbjerg 1991a; 55). Problemet er, at man i studiet af
mennesker og samfund står med menneskelig aktivitet på den ene side og teori på
den anden side. Derfor forandres baggrundsbetingelserne (ved den menneskelige
12

aktivitet), uden at forskeren på forhånd kan sige, hvilke aspekter man skal holde
konstante, for at forudsigelser bliver ved med at passe. Dette gør det altså umuligt at
lave regler og love for den uforudsigelige menneskelige adfærd (Flyvbjerg 1991a;
62). Videnskaben må, for ham at se, ikke være interesseret i at forudsige via en
kontekstuafhængig karakteristik, men hellere i at forstå og dermed forsøge at ændre
på samfundet (Flyvbjerg 1991a; 55).
Flyvbjerg foreslår et alternativt videnskabsideal og metode, der hedder progressiv
phronesis 4 . Progressiv phronesis fokuserer på følgende forhold: værdier, magt,
nærhed, minutiae 5 , praksis, konkrete cases, kontekst, forstå hvordan, frem for
hvorfor, den historisk udvikling, forholdet mellem aktør og struktur og dialog.
(Flyvbjerg 1991b;409). Denne metode har det hovedformål at se på, hvordan det står
til med værdier og interesser i samfundet med henblik på samfundsmæssig handling
(Flyvbjerg 1991a; 76). Han ønsker et reflekteret studie af menneske og samfund,
hvor socialvidenskabernes rolle bliver set i lyset af phronesis. Vejen til viden om
samfund og mennesker skal, i følge Flyvbjerg, altså foregå ved metoden progressiv
phronesis.
På denne måde er der ikke tale om endegyldig skabelse af ny teori, men at nå frem til
samfundets kapacitet for værdirationel handlen og tænkning. Dette sker bedst ved at
kombinere konkrete empiriske analyser med filosofiske overvejelser (Flyvbjerg
1991a; 87). Som han så rammende siger om målet med sin forskning:
”Formålet med studiet af menneske og samfund er efter dette scenarie ikke udvikling
af teori, men at bidrage til samfundets praktiske rationalitet i overvejelser over, hvor
4 Phronesis er et begreb der stammer fra Aristoteles, og som er etik, sund fornuft og praktisk visdom. Denne form for
visdom står i kontrast til episteme (videnskab) og teche (håndværk og kunst). (Flyvbjerg 1991b; 408)
5 De store svar søges i det små. (Flyvbjerg 1991b; 409)
13

man er, hvor man er på vej hen, det ønskelige i dette ud fra forskellige værdier og
interesser.” (Flyvbjerg 1991a; 87).
Derudover deler vi samme ambition med denne opgave, som de danske Bourdieu-
inspirerede forskere, Anders Mathiesen og Kristian Delica formulerer:
”Grundmotivationen for at synliggøre disse magtstrukturer er dets emancipatorisk
potentiale. Synliggørelsen af de strukturelle påvirkninger foretages således, så de
involverede i feltet [for planlægning af Superkilen] kan tage (velbegrundet) kritisk
stilling til vilkårene for deres arbejde og samarbejde med øvrige agenter.” (Delica
2007:8; Delica & Mathiesen 2007).
Vi vil nu se nærmere på begreberne magt, rationaler, kontekst og casestudiet.
2.1.1 Magt og rationaler
I vores forståelse af magt trækker vi, som Flyvbjerg, på Michel Foucaults forståelse
af magt. Magt er ikke noget subjektet besidder eller udøver. For ham er magten
meget mere omfattende, som en egen kraft der løber igennem alt i samfundet. Magten
befinder sig i de vidensformer, der er fremherskende indenfor netværket (Jensen
2007: 114). ”Magten er strategisk, fordi den udstikker en bestemt måde at forstå
verden på og et bestemt vidensdomæne, der gør verden synlig og tænkbar på én måde
frem for en anden” (Jensen 2007:112).
Magtens ses altså også i de rationaler, vi i kapitel 4 vil optegne, for at forstå
konflikten i Superkile processen. Og ved at kunne forstå disse rationaler, vil vi finde
frem til, hvilke vidensformer der virker ”sande” for den enkelte aktør. Magten, og
hvad der opfattes som sandt, hænger stærkt sammen, fordi magten er ekskluderende
og bestemmer, hvad der er sand viden, og hvad der ikke er. Magten er med til
udstikke, hvad der for den enkelte giver mening, og hvilke argumenter der virker
14

ationelle og irrationelle. For Foucault er sandhed aldrig nogen objektiv størrelse,
men noget der produceres i et netværk/ samfund/ diskurser. Derfor kan sandhed også
forandre sig alt efter, hvilken viden der er fremherskende i netværket (Jensen 2007:
115). Magten producerer sandhed og sandhed producerer magt (Flyvbjerg 1991b;
410). Flyvbjerg har opstillet nogle udsagn om magt og rationale, der kan hjælpe os i
vores analyse af rationalerne, og for at få hold om magtbegrebet (Flyvbjerg 1991b;
410): Vi må forstå magtens proces for at forstå dens resultat, så derfor må vi spørge:
Hvordan udøves magt? Magten generobres og vedligeholdes ved bevægelse i
styrkeforhold, taktikker og strategier. Vi kan stille spørgsmålene: Hvem har adgang
til viden og magt, og i højere grad, hvem har ikke?, Hvad tillader én part at handle i
forhold til andres handlinger? Her kan vi lede efter love, traditioner for status og
eventuelle privilegier, som differentiering af know-how og andre kompetencer.
Hvilke mål har aktørerne med deres handlinger? Her kan vi for eksempel se på
aktørernes interesser, hvad har aktørerne på spil i feltet? Hvilke midler har aktører til
at opretholde magtforhold? Det kan være viden, økonomiske forskelle, regler osv.
(Flyvbjerg 1991b; 411).
2.1.2 Kontekst
Hvad er en kontekst helt præcist, og hvilken kontekst ser vi på? I politikkens filosofi
leksikon finder vi denne forklaring: ”I pragmatikken udvides begrebet `kontekst` til
at omfatte relevante træk ved en situation, som den talende el. skrivende befinder sig
i, dvs. alle træk, som er medbestemmende for, hvilket indhold en ytring har” (Lübcke
2006 (red.); 245). Vi vil i det følgende komme nærmere, hvad vi mener, når vi siger
kontekst. En grundliggende præmis for det konkretes videnskab er, at konteksten er
vigtig i forståelsen af det konkrete: ”Formålet er at opnå indsigt i de faktorer, som
15

definerer sammenhæng, case historien udspilles i, og som gør, at der overhovedet
eksisterer en case at studere.” (Flyvbjerg 1991b; 33).
Forståelsen af planlægningen af Superkilen skal, med andre ord, sættes i relation til
den eksisterende kontekst. Konteksten er den meningsgivende instans, og en case
praksis skal derfor tolkes i lyset af konteksten (Flyvbjerg 1991; 95).
En anden inspirationskilde til gå historisk til værks finder vi i Anders Mathiesen og
Kristian Delicas Bourdieu-inspireret feltanalyse. Som Kristian Delica forklarede i en
forelæsning om feltanalysen: ”I eksempelvis historien om hærværk og oprør i de
franske forstæder var der nogle, der diagnosticerede problemet til at omhandle de
franske indvandreres kultur og væremåde. Det er i en Bourdieuoptik en fejlslutning:
Skal man forstå en gruppe menneskers ageren, må man inddrage andre faktorer og
felter der kan medvirke til at situationen er opstået. Man kunne kigge på socialpolitik,
boligpolitik og eksempelvis herigennem synliggøre gruppens grundlag for handlen.”
At arbejde feltanalytisk har derved et grundlæggende objektiverende og
emancipatorisk sigte og har til formål ”at opdage strukturer, magtrelationer, og
kampe om at bibeholde eller transformere magtrelationer. Den fremanalyserer de
sociale mekanismer og de sociale magtrelationer” (Mathiesen 2002;6).
Fremgangsmåden med at fokusere på kampe og rationaler i Superkilenfeltet og
inddragelse af øvrige faktorer (kontekst), end den umiddelbart nære Superkilen-case,
er for os uundgåeligt i en tilfredsstillende konfliktanalyse.
Med udgangspunkt i denne beskrivelse, når vi frem til at konteksten for
Superkileprocessen må være, alt det der har indflydelse på processen. Den kontekst,
vi finder aktuel, er den kontekst der kan have haft indflydelse på de forskellige
rationaler. Der er for eksempel en bestemt planlæggertradition og en tradition for at
borgerne er aktive på Nørrebro. Vejen til at forstå denne lokale planlæggerhistorie har
ført os igennem interview med Jesper Langebæk, som er tidligere leder af Nørrebro
16

Park kvarterløft, vores informanter fra Superkileprocessen, samt litteratur og
rapporter på området. Vi har derfor valgt at lave en analyse af Nørrebros
planlæggerhistorie og den tradition, der er kendetegnende for området helt tilbage fra
beboeraktivismen i 1970'erne. Resultatet kan man læse i kapitel 3. Man kan måske
undre sig over, at vi inddrager historiefortælling for at forklare Superkilens
planlægningsproces, der går 40 år tilbage, men som vi vil vise, er det der, hvor det
første spadestik til traditionen blev taget. En stærk og historisk funderet tradition. Vi
ser altså Nørrebros lokalhistorie og planlægningstradition i en bredere kontekst.
Planlægning på Nørrebro er, med andre ord, et underfelt i det danske
byplanlægningsfelt. Vi synliggør derfor også, hvilke omstændigheder der har
muliggjort planlægningen på Nørrebro. Herunder vil vi komme ind på, hvordan og
hvorfor samfundsmæssig og politiske udviklinger i form af øget fokus på decentral
netværksstyring, partnerskaber og borgerinddragende processer er typiske
byudviklingstendenser.
2.1.3 Casestudiet
Når Det konkretes videnskab implementeres i et studie af planlægning, påviser det,
hvordan eksemplet har magt, og at casestudiet er givende som forskningsmetode.
I forhold til casestudiet kan man ikke komme udenom generaliserbarhed, og hvad et
casestudie egentlig kan bruges til i produktion af viden. I naturvidenskabelige
videnskabsteoretiske retninger - eksempelvis positivismen, hvor
kontekstuafhængighed vægtes højt, kritiseres casestudiet for at mangle universel
generaliserbarhed og på denne måde værende utilstrækkelig som generel
forskningsgrundlag (Flyvbjerg 1991a; 42).
17

Flyvbjerg er dog uenig og fastholder, at et konkret eksempel godt kan bidrage til
videnskabelig udvikling. Det er det, han kalder Eksemplets magt. Når man tager
skridtet fra case niveau til generelt niveau, kan man så tale om at den viden, man
indsamler via konteksten i forhold til det konkrete (en case), kun taler for det
enkeltstående tilfælde og ikke kan bruges i andre sammenhænge? Flyvbjerg mener, at
man via casestudiet opnår erfaringer og forståelse gennem praksis, som er essentielt i
studiet af menneskelige og samfundsmæssige fænomener – det er nærhed til det
studerede, der bliver relevant (Flyvbjerg 1991a; 143). På denne måde får eksemplet
sin relevans. Ved at konkretisere komplekse samfundsmæssige forhold med
eksempler, bliver det lettere at forholde sig til samfundet. Det bliver et konkret
eksempel på noget mere abstrakt. Generaliserbarheden, ifølge Flyvbjerg, består i, at
det er muligt at lave en fortolkning af det studerede igennem forståelse, så en case
bliver en slags metafor på moderne planlægning (Flyvbjerg 1991b; 406). Vi vil her
minde om formuleringerne fra progressiv phronesis, hvor målet med videnskab er at
sige noget om, hvor man er, hvor man er på vej hen, det ønskelige i dette ud fra
forskellige værdier og interesser. En case og empirisk analyse kan med fordel ses
som metafor eller paradigmatisk eksempel på samfundet ageren. Formålet bliver
hermed ikke at danne nye teorier, men at vise, hvor samfundet er på vej hen og
bidrage til samfundets kapacitet i form af en styrket værdirationel handlen og
tænkning (Flyvbjerg, 1991a; 81 og 87). Flyvbjerg mener, at man gennem et studie af
planlægning, politik og modernitet, kan bidrage til både en analytisk og konstruktiv
forståelse af magt og rationalitet, eller rettere, relationerne mellem dem.
Flyvbjerg opstiller en tabel for, hvad forskellige typer af cases kan (Flyvbjerg 1991a;
150). Ved valg af ekstreme/ afvigende cases, opnår man information om
usædvanlige cases. Valget af maksimum variations cases vil give én et billede af,
hvad betydningen af forskellighederne i casene betyder. Paradigmatisk case ses som
værende en slags prototype, som fungerer som metafor for fx. en bestemt type
18

planlægning. Den bidrager til, at danne skole for det område casen vedrører
(Flyvbjerg 1991a; 152).
Det vi har valgt at arbejde med er en kritisk case, hvis formål er: "At opnå
information som tillader logiske slutninger af typen 'hvis det (ikke) gælder for denne
case, så gælder det for alle (ikke for nogen) cases'” (Flyvbjerg 1991a; 150).
Casens generaliserbarhed kan forøges ved det rigtige case-valg, som ifølge Flyvbjerg
handler om, at man skal vælge en kritisk case. Han definerer en kritisk case, som en
case, der er udvalgt i kraft af en strategisk betydning. En kritisk case muliggør en
afprøvning af fx. en konkret planlægningsfilosofi, som er typisk for en type af
bypolitik- og planlægning (Flyvbjerg 1991b; 24). Vi valgte en case, som ved første
syn og ved overfladen lignede et skoleeksempel på god planlægning, men det
interessante er så, at et dybere kendskab til processen siger noget andet. Vi valgte
denne case, fordi vi havde en idé om, at deres borgerinddragelse og planlægning til
mangfoldighed virkede spændende. Det kunne på overfladen ligne et velfungerende
netværk, der både kan arbejde med æstetik og ejerskabsfornemmelse. Derfor kan
man sige, at vi intuitivt har foretaget et kritisk case-valg (Flyvbjerg 1991a;152).
Vi vil gennem casestudiet vise nogle af de problematikker, der kan opstå i moderne
planlægning, og hvordan denne viden kan bruges som refleksion over styrker og
svagheder i andre processer. Dette casestudie kan altså ikke sige, at hvis man
handler på en bestemt måde, så sker der 'det og det' - vi ser ikke nogen kausalitet
mellem Superkilens proces og andre processer, men vi vil vise, hvad der kan gå galt,
hvis man ikke tænker kontekst ind i planlægning af en proces. Vores generering af
viden udspringer altså ikke af naturvidenskabelige 'efterprøvningidealer', men er altså
rettet mod at sige noget større, end udelukkende at sige noget om Superkilen-
processen og kun Superkilen-processen. Hvad vi i denne opgave finder af
interessante rationaler og diskussionsmæssige omdrejningspunkter, har også relevans
for andre projekter, der sagtens kan have nogenlunde lignende problematikker.
19

2.1.4 Idealer versus virkelighed, eller hånd i hånd?
Bent Flyvbjerg mener, at planlægning som fag er blevet idealisternes legeplads - ”Det
positive ved planlægning, er at den typisk er stærk på idealer og håb om at kunne
”gavne”. (...) Men ved mødet med virkeligheden, dvs. ved faktisk implementering,
fragmenterer projektet under indtryk af magt og bliver til en mængde
usammenhængende delprojekter med utilsigtede, uforudsete og udemokratiske
konsekvenser” (Flyvbjerg 1991b; 427). Det, der her bliver kredset om, er forholdet
mellem idé og virkelighed, eller plan og praksis, og hvad vægtningen og forholdet
mellem disse gør for en proces. Et forhold som er yderst relevant i studiet af
Superkilen. I en klassisk og klichepræget opstilling mellem idé og virkelighed,
repræsenterer Michel Foucault og Jürgen Habermas ofte hver sin side. Groft sagt
handler det om, at Habermas har et veludviklet teoretisk begrebsapparat om idealerne
(ideerne) for et demokratisk samfund, og Foucault fokuserer i højere grad på
forståelsen af processer (virkeligheden).
Foucault er modstander af en teori-tradition, hvor man arbejder med idealer
forstående som, hvad der skal gøres, og kaster i stedet blikket på forståelsen af
politik, magt og rationalitet, og hvordan den i realiteten fungerer. Flyvbjerg mener
ikke, at man skal erstatte den normative tilgang til planlægning, som Habermas
arbejder med, men han mener, at den skal suppleres med en praktisk forståelse af
politik, planlægning og magt. Dermed undersøges, hvad den implementering og
virkelighed gør for at kunne realisere planlægningens ideer – dette vil give den rette
forståelse af samspillet mellem idé og virkelighed (Flyvbjerg 1991b; 429). Helt
grundliggende handler den Habermasianske forskningsoptik om at afdække
efterkrigstidens kapitalistiske velfærdssamfunds pacificering af livsverdenen.
Habermas bestræbte sig på at formulere en kritik af systemets værdikolonisering af
20

livsverdenen, og udviklede dertil en forsoningsutopi: det deliberative demokrati
(Elling 2007; 210). Hans teorier om det deliberative demokrati, system og livsverden
og kommunikativ rationalitet kunne været normative udgangspunkter for en kritisk
belysning af Superkilen-casen.
I denne utopiske demokratiform er det ikke udelukkende den ene af fornuftens
tredjedel, den profit og magtopretholdende rationalitet, der kommer til udtryk, -
centralt fokus er på, hvilke mulighedsbetingelser eller barrierer, der er for socialt
reproduktive systemers udfoldelse. Den kommunikatives handlen og rationalitet er en
samlet betegnelse for Habermas tredeling af fornuften, og det der særligt interesserer
ham, er at påvise, kritisere og forbedre den udvikling, der omhandler systemets
markedsmæssige og magtopretholdende kolonisering af livsverden. Livsverdenen er
karakteriseret ved mening, solidaritet og identitet, og da disse værdier udelukkende
kan udvikles i livsverdenen, må de beskyttes for, at der ikke sker en kulturel
forarmelse (Elling 2007; 221-225; Fjerne naboer 2009).
I denne optik kunne det være spændende at undersøge vilkårene for livsverdenens
værdisæt i planlægningen af Superkilen, og påvise eller kritisere eventuelle ’skæve’
demokratiske udviklinger med udgangspunkt i et udviklet normativt teoriapparat. Det
er et interessant tankegods, som vi ikke er blinde for. Selvom vi ikke foretager en
dybdegående Habermas-inspireret analyse, så har vi det alligevel i baghovedet i vores
kritiske analyse af projektprocessen. I forhold til idealet om progessiv phronesis
tilbyder Habermas en stærk værdimæssig formuleringskraft, som Foucault eller
Bourdieu i højere grad vil afstå fra. Som det fremgik af især den Bourdieu-inspireret
forskning, så er målet i den tradition i højere grad, at synliggøre magtstrukturer
overfor feltets deltagere, som aktørerne så selv efterfølgende må forholde sig til.
Habermas tilbyder med sit ideal om det deliberative demokrati et værdiladet bud på,
hvordan verden bør udvikle sig. For Habermas er det muligt at opnå et demokratisk
og emancipatorisk samfund gennem kommunikativ rationalitet, som er baseret på
21

intersubjektivitet og kan være med til at danne en fælles forståelse mellem relationer
(Agger 2005; 33). På en måde er det i en Habermasiansk optik ikke fyldestgørende at
se på, hvordan samfundet er indrettet og fungerer, men via en kritik og vurdering af
samfundet skal det ses forhold til idealer om et emancipatorisk og demokratisk
samfund – det deliberative demokrati. Til forskel fra Flyvbjerg, så er idealet om det
deliberative demokrati en universel model, som enhver proces kunne vurderes i
forhold til. Og det interesserer Flyvbjerg sig ikke for; hans videnskab er det konkretes
videnskab, en casebaseret videnskab. Flyvbjerg vil ikke se samfundet i forhold til et
universelt ideal men forstå, hvor samfundet er på vej hen og bidrage til dets
værdirationelle handlen. Hans interesse ligger i det konkrete studie af menneske og
samfund, og som udgangspunkt en forståelse af, hvad samfundet er frem for, hvad
det bør være.
Vi har været inspireret af denne både- og tilgang, og der vil i opgaven derfor både
fremkomme en deskriptiv og normativ tilgang. Ikke en normativ i Habermasiansk
forstand, hvor man udvikler et normativt teoriapparat til at synliggøre
underminerende elementer i samfundet og finde frem til mulige alternativer, men
derimod til at kommentere på, hvad vi ser af uhensigtsmæssige udviklinger, der
kunne være undgået, eller i fremtiden, kan gøres noget ved. Denne tilgang giver os en
forståelse af både det tænkte og den faktiske implementering.
2.1.5 Forskerposition
Inspireret af en hermenneutisk-fænomenologisk tilgang, mener Flyvbjerg at objektet
er subjekt, når menneske og samfund skal studeres. I socialvidenskaben bliver
objektet subjekt, da objektet består af selvfortolkende mennesker (Flyvbjerg 1991a;
49). I den fænomenologiske forskning bliver det centrale, at man forsker i de
studerede objekters livsverden og erfaringer, da disse udgør en sandhed. Vi taler her
22

om en foranderlig sandhed, og ikke en objektiv sandhed. Fænomenologien har fokus
på erfaringens kvalitative elementer, ved at søge blikket mod en konkret virkelighed
(Rendtorff 2004; 279). I relation til dette, mener Flyvbjerg, at casestudiet indeholder
falsifikation 6 af forudfattede opfattelser frem for verifikation 7 . Forskeren vil, grundet
nærhed til det studerede i et casestudie, ofte forkaste de forudfattede antagelser frem
for at verificere forforståelsen (Flyvbjerg 1991; 155).
Dette har inspireret os til at se nærmere på vores forforståelse og på, hvordan man i
sin forskning arbejder med denne forudindtaget opfattelse. Vi har fra starten været
bevidste om vores forforståelse, og vi har forsøgt ikke at reproducere den
forforståelse, men udfordre den og nuancere den. Vores forforståelse ændrede sig
langsomt i takt med at vores kendskab til casen blev større, både på baggrund af den
empiri vi indsamlede, men også fordi vi aktivt prøvede at dekonstruere vores
forforståelse ved at sætte spørgsmålstegn ved det, vi tog for givet. Vi spurgte fx. os
selv: ”Forudsætter en god planlægningsproces borgerinddragelse?” Nogen vil sige
ja, andre nej. Vores erkendelse er ambivalent: Planlægningens ’natur’ er ikke
udelukkende et spørgsmål om, at processerne skal være borgerinddragende og/eller
demokratifremmende. Arkitektfaglighed og respekt for denne er et eksempel på, at
planlægning kan have andre ansigter, da borgere, af naturlige årsager, ikke kan skabe
arkitektur af samme klasse som de professionelle.
Selvom vi prøvede at dekonstruere vores forforståelse, er vi også bevidste om, at
denne forforståelse stadig ligger i vores tilgang til feltet, og vi kan ikke se os frie, for
at den lurer bag vores indsamling af empiri og teoretisk tilgang. Vi er altså klar over,
at den viden, vi producerer, ikke er en objektiv sandhed, men er et udtryk for vores
6 Falsifikation: Frem for at producere viden der bekræfter teori, skal der opstilles udsagn og antagelser, som kan
gendrives eller er falsificerbare – kan vise sig at være falsk. (alle teorier kan vise sig at være potentielt falske)
7 Verifikation: undersøgelse der bekræfter rigtigheden af noget specifikt
23

valg i tilgangen til casen. Vores produktion af viden er en fortolkning eller en
konstruktion af virkeligheden. Dog mener vi, at vores uddybende beskrivelse af
kontekst og Superkilens historik, samt empirisk analyse, nærhed til det studerede,
medfører, at vi ikke automatisk verificerer vores forudgående antagelser, men aktivt
arbejder med dem i en analyse og diskussion af vores problemformulering.
24

2.1.6 Kontekst, i lyset af teori, empiri og historie
I dette kapitel vil vi konstruere en fortælling om i, hvilken kontekst man skal forstå
planlægningen af Superkilen. Vi forstår konteksten som det, der kan have haft
indflydelse på processen, og som vi også argumenterer for i kapitel 2, finder vi det
relevant at se den konfliktfyldte udviklingsproces i nogle forskellige, om end
relaterede, kontekster. Kapitlets omdrejningspunkt er nogle centrale og
bagvedliggende omstændigheder, som er nødvendige for at kunne forstå processen og
analysere på, hvad der er gået galt i processen. Konteksten er delt op i to, da vi både
mener, at den samtidshistoriske og den lokalhistoriske/ praktiske kontekst har
betydning for Superkilen. Den historiske eller praktiske kontekst kan ses som en
tragt. Når vi beskriver denne vidensfremstilling som en tragt, så betyder det først og
fremmest, at vi løbende vil føre læseren nærmere og indtil projektets
omdrejningspunkt, Superkilen. Men der er en bestemt historik og praksis i området,
som er nødvendige at sætte sig ind i, før vi når dertil.
Vi vil tage udgangspunkt i generel samfundsudvikling, og hvad der deraf udspringer
af konkret udvikling inden for byudvikling og byplanlægning. Litteratur om
Danmarks samfundsmæssige udvikling i et magt- og styringsperspektiv omhandler
typisk magtforskydninger, og alternativer til hierarkiske og/eller markedsorienterede
styringssystemer. En samfundsmæssig udvikling, der har medført et bottom-up
perspektiv på planlægning, men også ideer om vigtigheden i at styrke et områdes
identitet udadtil. Vi vil uddybe en samtidshistorisk udvikling for at konkretisere,
hvordan den spiller ind i moderne (og lokal) byplanlægning.
Den samtidshistoriske kontekst, og i særlig grad de forskellige rationaler
25

yudviklingsperspektiverne indeholder, bruger vi til at skabe forståelse for
Superkilen-aktørernes ofte modsatrettede rationaler. Som vi også vil uddybe i kapitel
4, så er vi af den mening, at en ikke så lille del af den skæve udvikling i Superkilen
og i samarbejdet mellem Partnerskabet (Realdania og Københavns Kommune) og
BIG på den ene side, og borgergruppen på den anden side, kan forklares med, at
Partnerskabet har undervurderet, eller ikke medregnet, hvordan ”man plejer at gøre”
på Ydre Nørrebro. Ydre Nørrebro har nemlig både vane og tradition for, at
byudvikling skabes i nært samarbejde med områdets interessenter. På den anden side
vil vi dog også synliggøre, at Partnerskabets visioner med ’fyrtårnsprojektet’ skal ses
i sammenhæng med både velmente og nødvendige ideer om at give Ydre Nørrebro
identitet og skabe lokal forankring, og vise udadtil, både nationalt og internationalt,
hvad området har af potentialer og værdier.
I Nørrebro-fortællingen vil vi se på den nyere historie omkring Ydre Nørrebro, via
diverse ideer og visioner fra det funktionsudtømte DSB-areal. Derudover vil vi
præsentere, hvilke konkrete planlægningsredskaber der er blevet brugt i området, og
dette vil vi gøre ved at inddrage erfaringer og konkrete eksempler fra Kvarterløft
Nørrebro Park og Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret. Vi vil afslutningsvis i
kapitlet præsentere Superkilens etablering, men inden vi når så langt, vil vi først
introducere den teoretiske rammeforståelse.
2.2 De teoretiske rammer
Den følgende præsentation af forandringer i samfundet, samt begrebet
’netværksstyring’ tjener to hovedformål: For det første ser vi denne udvikling, som en
fundamental betingelse for at bottom-up tilgange, og det at ’kigge udad’ i
byudvikling, er aktuelle byudviklingsprincipper – og helt centralt for vores projekt,
da de har forklaringskraft i forhold til at forstå Superkilen-aktørernes rationaler og
26

den reelle proces.
2.2.1 Forandringer medfører nye behov
Litteratur om udvikling i samfundet omhandler generelt, hvordan samfundet er under
kraftig forandring, og bliver mere differentieret, opsplittet og fragmenteret. Sørensen
& Torfing (2005), ser to hovedgrunde til at imødekomme denne udvikling i et
styringsperspektiv:
1)Erkendelse af, at problemløsning på alle niveauer i stigende grad kræver
inddragelse af forskellige institutioner, organisationer og virksomheder med
dertilhørende forskellige kompetencer – på lokal, national og internationalt niveau,
grundet at aktører, både offentlige og private, i stigende grad er gensidig afhængige af
hinanden.
2) Forsøget på at ’demokratisere’ styringen og mindske kløften mellem traditionelle
magthavere og borgere, og at man i større grad mener, at det lokale og borgere skal
have indsigelsesmulighed, i forhold til områder der berører deres tilværelse.
Løsninger på politiske udfordringer søges i større grad udadtil og nedadtil, da skellet
mellem lokale, nationale og transnationale styringsniveauer er blevet tydeligere. Hvis
man da nogensinde har forstået (dansk) politik og styring som et organisk hele, der
udelukkende foregår indenfor nationalstaten Danmark, så må denne forestilling
udfordres af, at en institution som EU stadig har større lovgivningskompetence, som
Danmark må indordne sig under. Politisk praksis og lovgivning bliver i det hele søgt
gennemført gennem overlappende institutioner organisationer og diverse netværk.
Sørensen & Torfing nævner ’arbejdsløshed’ som et relevant eksempel: Hvis man vil
nedbringe arbejdsløsheden, så er det ikke op til en enkelt instans, institution eller
27

organisation at søge løsning, men derimod ”en kombination af arbejdsmarkeds-
social-, erhvervs-uddannelses- og skattepolitik(...)” (Sørensen & Torfing 2005: 23).
Nye udfordringer fordrede nye former indenfor organisering, styring og samarbejde,
og et nyt perspektiv på bypolitik og byplanlægning gjorde sig gældende som et
alternativ til den hierarkiske og/eller markedsmæssige styring. Inden for Sehested og
Torfing & Sørensens teoretiske optik var den ”traditionelle” planlægningsmentalitet
et hierarkisk og repræsentativt foretagende, som nærmest kan sammenlignes med
Webers bureaukratiske model. Som Sehested udtrykker det: ”(...) bypolitik er
udformet af de valgte politikere i fx et byråd med input fra planlæggere og
forvaltninger og munder typisk ud i nogle restriktive rammer og planer, som borgere
og private virksomheder så kan udfylde” (Sehested 2003: 10). Dertil var det
forvaltningens rolle at kontrollere, om rammerne og planerne overholdes i systemet.
Samfundets stigende kompleksitet og problemernes betyder ditto, at politikere alene
ikke har en chance for at danne overblik og viden for at efterkomme de rette
løsninger.
Den nye bypolitik, som var et svar på samfundets kompleksitet, baseres på
netværksdannelser, og foregår gennem den decentraliserede og fragmenterede
styringsform governance. Governance er en måde, hvorpå man forsøger at mindske
en voksende kløft mellem politikere, administratorer og eksperter på den ene side, og
borgere, kunder og brugere på den anden. Som vi vil udfolde efterfølgende, så ser vi
kvarterløft og områdefornyelser på Nørrebro, som et typisk eksempel på at
kompetencer spredes til og i netværk, og at det af lokale interessenter efterhånden
opleves som en nødvendig forudsætning for en succesfuld udviklingsproces. Netværk
opfattes som en gunstig mulighed for borgergrupper, foreninger og
interesseorganisationer for at søge indflydelse (Sørensen & Torfing 2005: 23-26).
28

2.2.1.1 Udviklingstendenser i dansk planlægning
Nyere litteratur (Sørensen & Torfing, Sehested) om tendenser i moderne planlægning
omhandler altså i stor grad et rationaleskift i måden, hvorpå styringens ”mentalitet” er
under udvikling. Vi taler her om udviklingen ”fra” government ”til” governance.
Herunder støtter vi os dog til både Sehested (2003) og Sørensen & Torfing (2005),
når de understreger, at eksempelvis stat og kommunes magtkompetencer ikke er
blevet erstattet af alternative (netværksbaserede) styringsformer, men at de derimod
lever side om side i bedste velgående. Det er altså uinteressant og ukorrekt at
sammenfatte udviklingen som et skift fra government til governance, men det er
derimod ”(...)mere og mere tydeligt, at det formelle politiske og administrativ systems
monopol på politisk styring er blevet brudt” (Sørensen & Torfing 2005: 21). Denne
”bevægelse” er et teoretisk forsøg på at forstå en udvikling fra en snæver hierarkisk
styringsmentalitet til en styringsform baseret på bred deltagelse af aktører, så
politikere, administratorer, borgere, organisationer, private erhvervsinteresser
”sammen skaber bypolitikken på kryds og tværs af grænser og på relativt lige fod i
forskellige typer af netværksdannelser” (Sehested 2003: 10). At udtrykket ”på lige
fod” af Sehested selv, Torfing & Sørensen, og ikke mindst af os opfattes som en
teoretisk tilsnigelse, vil løbende fremgå af kapitlet og i rapporten som helhed.
2.2.1.2 Netværksstyring i Superkilen
Termen governance kobles undertiden sammen med den danske oversættelse
’netværksstyring’, der sammenknytter fragmenterede, om end, gensidigt afhængige
aktører i konkrete forhandlingsspil. Herfra benytter vi derfor udelukkende den danske
term netværksstyring, så der ikke skabes unødig forvirring. Vi præsenterer først to
29

teoretiske bud på, hvad netværksstyring er, hvorefter vi vil eksemplificere et sådan
netværk via netværket af Superkilen-aktører.
Netværksstyring kan siges at være udtryk for en udvanding af den traditionelle
politiske beslutningsproces, hvor magten er blevet decentraliseret (Sehested 2003).
Styring er ikke længere udelukkende knyttet til staten eller markedet, men foregår på
kryds og tværs af det offentlige og det private. Netværksstyring er en styringsform,
der indeholder mange aktører, mange styringsmåder og praksisser, og kan have form
som blandt andet formelle og uformelle organiseringer, projektgrupper, styregrupper,
partnerskaber, bestyrelser, selskaber, offentlige, halvoffentlige, frivillige og private
netværk (Sehested 2003: 11). Denne form for netværksstyring er ikke et brud med
kollektiv handlen, den bevæger sig bare væk fra det traditionelle hierarkiske politiske
system.
Rhodes har et andet bud på at betegne governance: (...) et polity, der i stigende grad
differentieres og fragmenteres, så der skabes en mangfoldighed af offentlige,
halvoffentlige og private aktører og instanser, som spiller sammen på kryds og tværs
(Rhodes 1997: 3; i Sørensen & Torfing 2005:22). Og endelig forsøger Sørensen &
Torfing med en udbygning af Rhodes definition af et styringsnetværk: ”1) en relativ
stabil horisontal sammenknytning af interdependente, men operationelt set autonome
aktører, 2) som agerer og forsøger at påvirke hinanden gennem forhandlinger, 3) der
finder sted inden for et institutionaliseret fællesskab, 4) som er selvregulerende inden
for rammer, der ofte sættes af de politiske myndigheder, og 5), i en bred forstand
bidrager til den offentlige styring” (Sørensen & Torfing 2005: 15). Vi kaster os i
denne omgang ikke ud i den store teoretiske diskussion om forskellige
forståelsestilgange til netværksstyring, men vi vil derimod hellere demonstrere vores
netværksforståelse ud fra planlægningsprocessen for Superkilen.
30

Hvilken netværksorganisering kendetegner så Superkilen? På tegnebrættet er
Superkilen et udmærket eksempel på at forstå et typisk netværk. Her er det vigtigt at
påpege, at den følgende fremstilling udelukkende er på basis af netværket, som det er
tænkt og organiseret, hvor den faktiske udvikling ikke er medregnet. Vi vil i anden
del af dette kapitel, i Røde Nørrebro, gå mere i dybden med de forskellige aktører, og
i det næste kun introducere aktørerne med den hensigt at se dem i forhold til selve
organisering af netværket.
Superkilen er sat i værk og finansieret af et partnerskab mellem Københavns
Kommune og fonden Realdania, og efter igangsættelsen af projektet, finder vi
adskillige aktører, som repræsenterer forskellige interesser – og alle med det mål for
øje, at påvirke den fremtidige bypark i en gunstig retning. Tegnestuen BIG vandt
arkitektkonkurrencen sammen med deres rådgiverteam og fik dermed ansvaret for at
kreere et ’fyrtårn’ af en bypark, baseret på høj arkitektfaglighed, så parken kan stå
som stolt og populært monument for Ydre Nørrebro og København som helhed. BIGs
løbende udviklingsforslag skal godkendes af Partnerskabets styregruppe, som har tre
parter med hver én stemme. Partnerskabets styregruppe består af Realdania,
Københavns Kommune 8 og Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret. Partnerskabets
styregruppe er et styringsnetværk, set ud fra Torfing & Sørensen definition, da de tre
parter er horisontalt sammenknyttet i et institutionelt dannet fællesskab men stadig
autonome aktører. Områdefornyelsen deltager i styringsnetværket med øje for, at
udviklingen af Superkilen er i lokalborgernes interesse. Det lidt samme sigte har
Kilebestyrelsen, som er et refererende udvalg og ”de lokale eksperter i, hvordan livet
leves på ydre Nørrebro”. Kilebestyrelsen er et udvalg bestående af lokale
interessenter og ildsjæle fra lokalområdet. De skal fungere som reference i forhold til
8 Økonomiforvaltningen startede med at have én repræsentant, men efter at Superkilen er blevet en del af Center for
Anlæg og Udbuds ressortområde, har de også én repræsentant. Der er således en repræsentant fra både
Økonomiforvaltningen og fra CAU, men de har tilsammen kun en stemme (Rotne 2009).
31

praktisk brug af arealet og placering af indhold og aktiviteter. Hermed er
Kilebestyrelsens rolle at kommentere og diskutere forslaget med Partnerskabet og
BIG, og detaljere forslaget. Kilebestyrelsen har fået afsat midler til administration og
aktiviteter efter at Superkilen er officielt åbnet. Kilebestyrelsen har ret til skriftlig
indstilling til Partnerskabet, men kan ikke selv tage beslutninger. På papiret ligger
vetoretten hos Partnerskabets styregruppe, men det ”...er imidlertid vanskeligt at
forestille sig at der vedtages noget, som Kilebestyrelsen opponerer stærkt imod”
(Kilebestyrelsen 2008; 1).
På denne måde har det som udgangspunkt været meningen, at tillid og gensidig
respekt for hinandens kompetencer skulle kendetegne planlægningsprocessen, og at
beslutninger skulle foregå i et netværk af forskellige aktører, hvor der på papiret er
lagt vægt på, at både borgergruppen og Partnerskabet skulle indgå i et givende
samarbejde. Superkilen er altså et eksempel på, at netværksstyring foregår i et stort
sammensurium af forskellige aktører, der arbejder på kryds og tværs af det private,
det offentlige og fra det lokale. Alle aktører kan bidrage med noget, som de andre kan
bruge, ligesom beslutninger (bør) foretages i en forhandlings - og diskussionsproces.
32

2.2.2 Bottom-up tradition på Nørrebro
Dette afsnit vil omhandle den tilgang til planlægning, hvor lokale borgere og
interessenter har noget at sige – et bottom-up præget perspektiv på planlægning og
styring. Vi mener, at Nørrebro har en stærk tradition indenfor dette, som kan ses på
de kvarterløft og områdefornyelser, der har været på Nørrebro, men også via det
selvorganiserede borgerengagement, der har eksisteret i mange år. Inden vi kigger
nærmere på historikken og traditionen på Ydre Nørrebro, vil vi først komme ind på
baggrunden for et bottom-up orientering i dansk byplanlægning, og hvad denne
tilgang indeholder.
2.2.2.1 Kvarterløft og regeringsstrategier om bypolitik
Netværksstyring medførte en modernisering af relationen mellem det offentlige og
borgerne, og en tanke om at lave byudvikling i fællesskab (Engberg 2003; 129). Det
var tanken om at skabe synergi mellem social praksis og politisk facilitering, som
blev implementeret i de kvarterløftprojekter, der kom frem i 1990’erne. I en tid, hvor
bypolitik og byplanlægning var et højt prioriteret område.
Den daværende socialdemokratiske regering igangsatte i 1990’erne en række
indsatser, som skulle styrke bypolitikken både på landsplan og i kommunerne.
Bypolitikken blev prioriteret højt, hvilket også medførte, at man i 1998 fik en By- og
Boligminister. Der blev lavet generelle målsætninger og retningslinier omkring
bypolitik, som kommuner skulle følge. Den økonomiske opbakning til kommunernes
bypolitiske initiativer var store, da man på statsligt niveau ville påvirke kommunerne
til at føre en aktiv bypolitik (Sehested 2003; 9). København og Hovedstadsområdet
blev ligeledes højt prioriteret i starten af 1990’erne, da København blev udpeget som
essentielt vækstcenter. I løbet af få år blev der lavet visioner og konkrete planer med
den hensigt at styrke København i europæisk interurban konkurrence, og trække
33

esten af landet med ind i den økonomiske udvikling. Der blev dog samtidig iværksat
en række velfærdsorienterede bypolitiske initiativer, og her viser sig en dansk
tradition med at føre en vækst- og velfærdspolitik sideløbende (Sehested 2003; 16).
Efter regeringsskiftet i 2001 er selve bypolitik blevet nedprioriteret på statsligt
niveau, da By- og Boligministeriet blev defragmenteret, og lagt over i Erhvervs- og
Boligministeriet og Integrationsministeriet (Sehested 2003; 10).
Den daværende regering startede i 1993 et Byudvalg, som havde til sigte at forbedre
sociale og fysiske forhold i belastede by- og boligområder. Byudvalget startede
principper om den helhedsorienterede byplanlægning, som var grundlaget i de senere
kvarterløftsprojekter. Der er i alt givet kvarterløftmidler til 12 områder, hvor den
første generation kvarterløft var fra 1997-2001, og anden generation var i 2001-2007,
bla. Nørrebro Park (Engberg 2003; 130).
Kvarterløft startede ud fra en tanke om at der var uudnyttede potentialer i det lokale,
som skulle komme til sin ret gennem borgerinddragelse og et boligsocialt helhedssyn.
Der skulle sigtes mod både fysisk og social forbedring i et lokalområde.
Kvarterløftstrategier kan betegnes som værende en top-down initieret bottom-up
proces (Agger 2005; 19). Kvarterløftstrategierne 9 vægter helhedsorientering og
tværsektoriel tilgang, samt inddragelse af private aktører. I modsætning til traditionel
byfornyelse, hvor tilgangen var fysisk fornyelse, sigtede helhedsorienteret
byfornyelse efter kvarteret i sin helhed. Annika Agger beskriver kvarterløft som
værende: ”et ’bredt’ løft af et kvarter med en række forskellige dimensioner: en
social, en beskæftigelsesmæssig, en arkitektonisk, en bykulturel og økologisk og
endelig en demokratisk. Det offentliges indsats skal koordineres og være integreret,
idet forskellige virkemidler skal understøtte hinanden fremfor at foregå indenfor en
9 I juni 1996 bliver tanker om kvarterløft til en reel strategi, da Kvarterløftstrategien bliver omsat til retningslinier, som
fremgår af ”Kravspecifikation vedrørende kvarterløft-model-projekter” udarbejdet af Byudvalget (Agger 2005; 25).
34

sektors synsvinkel.” (Agger 2005; 125). Der er blevet gennemført forskellige
kvarterløft, men vores interesse er Kvarterløft Nørrebro Park, da vi mener, at den har
været med til at skabe en stærk bottom-up tradition på Nørrebro.
2.2.2.2 Fra periferien til inddraget aktør
Som beskrevet tidligere bliver styringsprocesserne i dansk byplanlægning drevet af
governance, men til dels også præget af en government orienteret tilgang til det
bypolitiske felt. På trods af at de lever side om side, har borgeren og interessenter fået
en ny rolle grundet den stigende orientering mod governance som styringsform.
Hermed ses borgere ikke længere som aktører i periferien, men en aktiv medspiller i
planlægningsprocesser og kollektive beslutninger. I dette forekommer en diskussion
om, hvor meget indflydelse de involverede aktører egentlig har, og hvor åbne rammer
der egentlig er i beslutningsprocessen, og dette vil vi diskutere videre i kapitel 4.
Der tales om en øget fragmentering og kompleksitet i samfundet, som har indflydelse
på, hvordan styring og planlægning imødekommer samfundets udfordringer. I et
samfund af forskellige fora og netværksdannelser er det en nødvendighed, at de
mange aktører medierer mellem interesser, og skaber kommunikative og
forhandlende processer for at opnå fælles resultater (Agger 2007; 34). I
netværksstyring bliver beslutningskanalerne ikke så synlige, og det bliver nemmere at
påvirke forskellige processer, fordi styringsrelationerne sker mellem officielle, semi-
officielle og private aktører. Adgang til de formelle og uformelle netværk bliver
vigtige, mens beslutningsrelationer og ansvarsfordeling mellem aktører og netværk
bliver mere kompleks (Agger 2005; 15). Resultatet af netværksstyring er, at det bliver
sværere at skelne mellem den politiske sfære og sociale sfære. Derfor er det
nødvendigt at inddrage både den politiske, den sociale praksis og deres relation til
hinanden (Hulgård & Bisballe 2003; 98). Inspireret af Patsy Healey, mener Hulgård
35

og Bisballe, at hensigten med moderne planlægning er at skabe fælles
løsningsopfattelser, og dette skal ske gennem interaktion mellem alle typer af aktører
(Hulgård & Bisballe 2003; 100). Måden at opnå det er ofte præget af normativitet i
forhold til at nå den ’gode samfundsudvikling’. Det er idealet om ’den gode
byudvikling’ samt en større mulighed for netværksdannelser, der er med til at starte
orientering mod værdier og potentialer i det lokale. Man prøver at forstå, hvordan
man i fællesskab, og via en sammentænkning af det sociale og politiske niveau, kan
imødekomme udfordringer i byen. Det er idealer, som sigter mod, at borgere bliver
aktive aktører og partnere, og ikke bare slutbrugere af en på forhånd given proces.
Denne tankegang har blandt andet været med til at bane vejen for
kvarterløftsprojekter med borgerinddragelse som centralt element, som fx. Nørrebro
Park, og viser et forsøg på at ændre den offentlige rolle til ikke at være top-down
orienteret (Hulgård & Bisballe 2003; 97).
2.2.2.3 Social mobilisering nedefra
I kobling mellem den politiske og den sociale sfære, som er en del af den beskrevet
governance tilgang, finder man begrebet social kapital. Social kapital er udviklet af
Robert Putnam, og tager afsæt i et lokalt mikroperspektiv, og hermed i relationen
mellem den sociale og politiske praksis. Gennem begrebet social kapital prøver
Putnam at koble social samvær og handling på mikro-niveau med samfundets makro-
niveau (Hulgård & Bisballe 2007; 104). Det er et fænomen, hvor man begriber den
sammenhæng, der er imellem aktivitet og deltagelse på et lokalt mikro-niveau med en
mere makro-orienteret demokratisk styringskapacitet (Agger 2005; 46). Begrebet er
senere blevet revurderet til også at have et institutionelt sigte med indførsel af
bridging og bonding. Med udvidelsen af begrebet blev social kapital delt op i to, så
det både kunne redegøre for aktørers relationer til hinanden indadtil, og udvikling af
36

elationer udadtil på tværs af grupper og netværk. Hermed kan den brobyggende
sociale kapital mediere mellem afgrænsede netværk og bredere socio-politiske
sammenhænge (Hulgård & Bisballe 2007; 107).
I tråd med social kapital findes begrebet empowerment, som også sigter efter at styrke
aktørers evne til at udvikle kollektive handlinger, samt forbedre individers levevilkår.
Fælles for dem begge er et forandrende sigte, hvor transformering af aktører og
gruppers mulighedsstrukturer er vigtig (Andersen et. al 2003; 26). På trods af at
begge begreber befinder sig indenfor den retning af planlægningsteori, der hedder
social mobiliseringsplanlægning, kan man sige at empowerment begrebet er mere
eksplicit omkring dets fokus på underprivilegerede grupper og individer (Andersen
2007; 46). Definition af begrebet kan ses som værende: ”(...) processer, der
forbedrer underprivilegerede individers og sociale gruppers evne til at skabe og
håndtere mentale, materielle, sociale, kulturelle og symbolsk relevante ressourcer”
(Andersen et. al. 2003: 9) Begrebet empowerment skal ses som værende både et
socialanalytisk, men også et socialkritisk begreb (Andersen et. al 2003: 9).
Hensigten med empowerment er til dels at myndiggøre og mægtiggøre borgere, hvor
der er tale om både en ændring af de ’objektive’ rammer og muligheder, men også en
ændring af subjektets handlekapacitet i forhold til at agere indenfor disse rammer
(Andersen 2007; 48). Empowerment begrebet kan ses både som proces og mål: For
det første handler det både om nogle subjektive og indre forhold, som er
bestemmende for, hvad mennesket tænker om sig selv, og ideen om at kunne ’gøre en
forskel’. For det andet handler det om ydre forhold eller ’objektive’ rammer, som
henviser til den samfundsmæssige virkelighed, og hvad det indeholder af magt,
ressourceallokering og systemer, som påvirker individet og gruppers levebetingelser
– samfundsmæssige rammebetingelser, som der sigtes efter at transformere (Agger
2005; 92). Begrebet omhandler altså det indre forhold, hvor subjektet skal styrkes og
37

ydre forhold, som er de mulighedsstrukturer og realiteter subjektet agerer i (Andersen
et al. 2003; 14).
God empowerment skabes ikke udelukkende gennem en nedefra dannet social
mobiliseringsproces, da processen også skal være hensigtsmæssigt faciliteret på det
politiske eller institutionelle niveau. En god proces fordrer på denne måde en styring,
som er åben og styrker de objektive mulighedsstukturer (Andersen 2007; 52).
Omvendt vil en dårlig empowermentproces være at subjektet eller en gruppes
oplevelse af indflydelse og styrket handlingskapacitet ikke modsvares af et styrket
objektivt mulighedsrum – der vil her være tale om en form for pseudo-empowerment
(Agger 2005; 92). Der er tale om et: ”vekselvirkningsforhold mellem at udvikle en
bedre evne til kollektiv handling (den subjektive dimension) og at opnå højere grad af
kontrol over de samfundsskabte betingelser (den objektive dimension)” (Andersen
2007; 51). Det er den rette synergi mellem ydre og indre forhold, som bliver vigtig.
Samlet set kan man sige, at den netværksorienterede samarbejdsform og borgeren,
som centralt element, skaber udfordringer for alle indblandede parter. Isoleret set er
mange kommunale forvaltninger organiseret efter en hierarkisk orden, og
embedsmænd skal derfor vænne sig til, at de ikke sådan lige kan reproducere denne
organisering i netværksrelationer. Politikere skal vænne sig til, at de ikke har fuld
råderet over beslutninger og indsatsers indhold, da der skal være plads til borgeren.
Til sidst skal borgere ”...forlade rollen som (sofa-) vælgere og kritikere af de
kommunale dispositioner for aktivt at involvere sig som medproducenter af de
kollektive planlægningsprodukter” (Engberg 2003: 129). I forståelsen af Superkilen
er der endnu en part, som er udfordret af den type netværksrelation, man ser i
processen, nemlig BIG. De skal samarbejde meget direkte med nogle borgere, som
ikke har den samme faglighed som arkitekter. Synergien mellem det politiske niveau
og social praksis bliver vigtig, og sætter store krav til både planlægningsprocessen, de
planlæggere som skal mediere mellem den subjektive dimension og den objektive
38

dimension, og til de indblandede aktører og netværk, som sigter efter den rette
synergi.
2.2.3 Skabelsen af et steds identitet
Kvarterløftstrategier viderebragte ideer om, at det er muligt at modarbejde en negativ
udvikling ved at styrke et områdes identitet. I dette hævdes det, at et område kan have
større tiltrækningskraft ved at forbedre sit omdømme, og områdets omdømme kan
forbedres ved en styrket fælles identitet for området (Agger 2005; 132) - ”(...) man
kan tale om, at boligområder har en identitet, der opstår på baggrund af områdets
forskellige karakteristika som bygninger, landskabet, byplanen for området, de
mennesker der bor i området, og det liv der leves i området” (Holek 2008: 132).
Forståelse af stedets identitet er i høj grad også gældende i udarbejdelsen af
Superkilen, og vi finder det derfor relevant at forstå de rationaler, der ligger til grund
for, at man vælger at kigge ’udad’ for at forbedre et område indadtil. Men også for at
påvise, hvordan sondring mellem en udefra og indefra forståelse af stedets identitet
har af påvirkning på processen.
2.2.3.1 Sted og identitet
Netværksstyret planlægning indeholder mange forskellige aktører og dermed mange
forskellige holdninger til, hvad et område, sted eller selve byrummet skal kunne. Der
kan være lokale interesser, der har behov for at få lokalsamfundet til at fungere bedre,
og der kan være aktører, der ser udformningen af byrummet som en mulighed for at
skabe en positiv ’driver’, der vil påkræve sig opmærksomhed udadtil. Den sidste
form for rationale udspringer blandt andet af en idé om, at stedets omdømme spiller
en stor rolle for om, området er attraktivt eller ej. Opbygning af en fælles identitet for
området er afgørende for om tilflyttere og investorer mener, at området er attraktivt.
39

Det er ideen om, at tilflytning af ressourcestærke personer og investorer kan være
med til at løfte et område socialt. Man fremmer stedsidentiteten og det lokale
tilhørsforhold ved at skabe en opfattelse af et område, som en veldefineret enhed
(Agger 2005; 132).
Tanken om at tiltrække ressourcestærke personer til et problematisk område er ikke
en ny tanke i byplanlægningen, selve ordet er også ved at udgå til fordel for begrebet
blandet beboersammensætning, men ideen er den samme. I dag er det en
byudviklingsstrategi der især benyttes for at afhjælpe sociale problemer i
ghettoområder. For at påvise dette nævner Mark Vacher regeringens ghettostrategi
2004 som eksempel: ”Det afgørende for en vellykket indsats er derfor at forhindre, at
flere ressourcesvage borgere flytter ind i ghettoområderne. Samtidigt skal mere
ressourcestærke grupper tiltrækkes” (Vacher 2008; 36) Indsatsen skulle bidrage til at
bryde områders negative udvikling, hvor dårlige fysiske forhold, sociale problemer,
og en skæv beboersammensætning gensidigt forstærker hinanden (Indenrigs- og
Socialministeriet 2009). Vi finder altså her en tanke om at fysiske forhold,
beboersammensætningen og sociale problemer hænger sammen, og at alle tre forhold
skal forbedres for at løfte et område. I intentionen om at styrke et område, tilstræbes
der skabelsen af en veldefineret enhed, som løfter indadtil, men også er attraktiv
udadtil.
2.2.3.2 En udefra forståelse af stedsidentitet
Rationalet, at fysiske forhold skaber mulighed for positiv opmærksomhed og dermed
er en positiv driver, ses tydeligt indenfor planlægningsverdenen, og nok specielt
inden for arkitekturens verden. I bogen ”Arkitektur der forandrer – fra ghetto til
velfungerende byområde”, taler Niels Bjørn og Marie Bak Mortensen om Bilbao-
effekten. De mener, at Guggenheim-museumet i Bilbao har medført at kvarteret i dag
40

fremstår dynamik og attraktivt. Vi vil prøve at forstå den tankegang, der ligger bag
ideen om at løfte et område via fornyelse af byrummet, og skabelsen af et områdes
identitet gennem særpræget arkitektur. Med Guggenheim museet i Bilbao skete der
det at: ” Byer begyndte at få øje på arkitektur som driver ikke alene som økonomisk
udvikling, men også af en identitet og et særligt image” (Bjørn og Mortensen 2008:
160). Man kunne forestille sig, at det er den tankegang, der udspiller sig når der tales
om Superkilen som et udstillingsrum, når Superkilen italesættes som et
fyrtårnsprojekt, at Superkilen skal sætte Nørrebro på landkortet og at Superkilen skal
være en positiv driver for området (Rotne, Thomsen og Stubgaard 2009). Via
spektakulær arkitektur kan der skrues op for attraktionsværdien i det
omkringliggende område, samtidig med, at det medvirker til at brande en by på en
større skala. ”Målet med Superkilen er at gøre Nørrebro til centrum for et
nyskabende rum af international kaliber, der kan være til inspiration for andre byer
og kvarterer.” (Københavns kommune 2009c). Det at være førende på denne front,
skaber også et positivt billede udadtil, og har til hensigt at vende eventuelle negative
fordomme om området.
Guggenheim museet havde til hensigt at styrke stedets identitet, og dette er ikke en
sjælden strategi i forskellige byfornyelsessammenhænge. Når man forbedrer et
områdes image, kan det være med til at styrke den lokale identitet og tilhørsforhold,
gøre området attraktivt, og dermed måske gøre beboerne stolte af at bo i lige netop
dette område. I interviewet med den tidligere leder af Nørrebro Park kvarterløft,
fortæller han, at en af de største succeser ved Nørrebro Park kvarterløft, var det nye
navn stedet fik og den identitetsfølelse der fulgte med. Nu boede beboerne ikke
længere i Ydre Nørrebro Syd, med i Nørrebro Park kvarter (Langebæk 2009). Stedet
fik en stærk fælles identitet, og i kraft af parken og den grønne cykelrute er det i dag
de færreste personer, der ikke ved, hvor Nørrebroparken ligger.
41

I strategier som skal afhjælpe problematikker i socialt belastede områder, ser man en
styrket stedsidentitet som vigtigt mål. Birgitte Mazanti påpeger i denne
sammenhæng, at det netop er forståelsen og tolkning af stedsidentitet, både den indre
og ydre, der kan skabe problemer i en planpraksis. ”I den politiske forståelse af
socialt belastede boligområder dukker begreber som stedsidentitet og
stedstilknytning oftere og oftere op. Begreberne bliver både anvendt til at beskrive,
hvordan nogle boligområder mangler identitet og eller har en negativ identitet, og
hvordan de mennesker, som bor i de socialt belastede boligområder, identificerer sig
med det sted det bor. Det er, hvad der kan kaldes for en udefra forståelse af de socialt
belastede boligområder” (Mazanti 2004; 150). Det er denne udefra forståelse af
identitet, som hun finder problematisk. Ikke at der er en udefra forståelse, men at man
som planlægger (eller arkitekt), politiker eller forsker ikke reflekterer over ’hvor man
taler fra’. I en entydig udefrakommende forståelse af sociale fænomener vil der ikke
blive inddraget andre forståelser af samme, hvilket ikke er hensigtsmæssigt (Mazanti
2004; 164). I tankegangen bag kvarterløftstrategier indeholder tilgangen til belastede
boligområder ofte en bestemt forståelse og fortolkning af hverdagslivet, og
spørgsmålet er så om denne forståelse og fortolkning af hverdagslivet er tilstrækkelig
(Mazanti 2004; 154).
For at forstå den stedsidentitet, der planlægges efter, er det vigtigt at se på, hvad
stedsidentiteten findes på baggrund af. Det kan være, at beboerne allerede er stolte af
den identitet, det lokale miljø og sted har, og så handler det ikke om at forandre, men
om at spille på netop denne identitet. Skal der skabes noget helt nyt, eller skal der
skabes noget på baggrund af det eksisterende? I meget planlægning er det ideer om
de ønskede funktioner, som også former praksis og relationer i processen.
Planlægning bliver herved indifferent overfor de erfaringer og meninger, brugere af
byrummet har (Pløger 2004b; 172). Der bliver ikke taget udgangspunkt i det
eksisterende, men i en udefrakommende forståelse af, hvad det eksisterende er.
42

2.2.3.3 Hverdagslivets logik
At tage udgangspunkt i det eksisterende, er en af de bevæggrunde for at flytte borgere
og interessenter fra periferien til at være centrale i planlægning. I dette finder vi et
andet rationale, som ses i borgerinddragende processer. Det rationale har vi i denne
sammenhæng valgt at kalde hverdagslogikkens rationaler. Det er de rationaler der
forholder sig til området, som deres forhave, deres vej fra A til B, eller på anden
måde allerede har en tilknytning til og en mening om. Det er måske et område de skal
se på hver dag, det område de i det daglige skal forholde sig til, bevæge sig i og
benytte sig af. Der er derfor nogle praktisk- og subjektivt-orienteret rationaler for,
hvordan et byrum skal være udformet, så det fungerer for den enkelte, den
svagtseende, barnet, cyklisten, hundeejeren, den gangbesværede, løberen osv.
Birgitte Mazanti udleder tre centrale begreber, som er vigtige i forhold til at forstå
den indefra forståelse, der kan være af stedet og dets identitet: brug, oplevelse og
erfaring. Hun mener, at en forståelse af disse ofte vil være modsatrettede i forhold til,
hvad en udefra forståelse af problemer og identitet vil være. En udefrakommendes
tilgang, til de socialt belastede områder, vil ofte indeholde en bestemt fortolkning og
forståelse af det levede liv, som udspiller sig, og indeholder ikke beboernes egne
relationer og forståelse af området (Mazanti 2004; 155).
I forlængelse af Mazanti, mener John Pløger, at problemet med byplanlægning og
implementering af både sociale og fysiske indsatser er, at livsverdenen ikke
medregnes. Der mangler det niveau, hvor mennesket skaber dens forudsætninger for
egen livsstilsudvikling, og derved har planlægning ikke forståelse for ’hvem man
planlægger for’. (Pløger 2004a; 105). Der er en tendens til at man i planlægning og
arkitektur ikke medregner dem, der skal tolke rummet eller selve arkitekturen, og
derved mener, at brugerne læser rummet på en bestemt måde, som man kan
43

planlægge efter. Brugerne derimod agerer anderledes i virkeligheden, fordi de
tilskriver rummet mening og betydning. Arkitekter og planlæggere kan derfor ikke
forvente, at rummet eller arkitekturen vil blive ’læst’ som forventet - ”(...) arkitekten
og planlæggeren er i virkeligheden ikke interesseret i tegnenes sociale kontekst, dvs.
den situerede og spontane, erfaringsbaserede og diskursive tolkning og forståelse af
stedet” (Pløger 2004a; 105) Alle i byen læser og forstår byen og rummet forskelligt,
og rummet har en betydningssammenhæng, som ikke kun er materiel, men også
social. Verden og byen ses gennem et begrebsapparat, gennem betydnings- og
meningsgivende sammenhænge for den enkelte, og det er ud fra disse, at rummet
fortolkes, bruges og gives mening til. Der mangler en forståelse af de selv-skabte
meninger og værdier, der skabes i byen, forskellige livsformer og livsbetingelser,
som skal medtænkes i planlægning, hvis man vil imødekomme bylivskvaliteter,
forskellige livsudformninger og det, at byen er præget af forskellighed og
foranderlighed (Pløger 2004a; 107). ”Grunden til, at bypolitikken stadig befinder sig
i dødvande, som man måske lidt skarpt kan kalde det, er, at man rent faktisk ikke ved,
hvordan hverdagslivet leves i nutidens boligområder, hvilket gælder for såvel socialt
belastede som 'almindelige' boligområder. Man ved med andre ord ikke, hvordan
man som beboer bruger, oplever og erfarer sit bosted som en del af det hverdagsliv,
man lever” (Mazanti 2004; 164). Man kan sige, at der er et misforhold mellem den
udefra forståelse, og definition af belastede boligområder, og den måde som beboere
oplever det samme boligområde. Dette misforhold skal imødekommes på den mest
hensigtsmæssige måde, og dette skal ske via nytænkning i de planpolitiske strategier.
Planlægning kan altså også have en mørk side - en side, hvor man gennem
planlægning kommer til at undertrykker svage grupper og fremhæver en elite. Oren
Yiftachel sætter fokus på at planlægning kan ses som social kontrol, og at
planlægning også er funktioner, hvori der har været ført en bevidst social kontrol
(Yiftachel 1998; 397). Planlægningsteori og public policies skal ses som et produkt af
44

en dialektisk proces, som er baseret på en spænding imellem social reform og
undertrykkelse. Denne dialektiske proces er ofte ignoreret, og den mørke side af
planlægning bliver ikke belyst. Det er et paradoks, at der bruges de samme redskaber
til at fremme og assistere sociale reformer, som der bruges til at føre kontrol over
bestemte grupper (Yiftachel, 1998: 400). Yiftachel mener at den moderne stat i
virkeligheden ofte handler til fordel for sociale eliter og dominerende grupper, og
fører en social kontrol som går udover de svagere grupper. Der er derfor brug for
mere kendskab til feltet mellem public spatial policies, social understrykkelse,
dominans og kontrol (Yiftachel, 1998: 404).
Det er interessant i en Superkile-optik, da en del af konflikten muligvis kan tilskrives,
at der er aktører i denne proces, der er mere opmærksom på de ’mørke sider’ end
andre. Projektet skal styrke lokalområdet ved at lave fysisk fornyelse, men bagved
denne tankegang, kan der som effekt både være tilsigtede eller utilsigtede sociale
konsekvenser for et sådan område.
45

2.3 Røde Nørrebro
Nu har vi set nærmere på de teoretiske forståelser og optikker, vi mener, der er
relevante for forståelsen af de rationaler, vi ser, hos aktørerne i Superkileprocessen. I
dette afsnit vil vi bevæge os ind i den lidt mere praktiske afdeling af Superkilens
kontekst. Nørrebro har en særlig tradition for at ’gøre noget ved tingene’, der startede
helt tilbage, da brokvarteret blev grundlagt. Det er den tradition, vi nu vil se nærmere
på. Vi vil bevæge os igennem den nyere historiske udvikling af den tradition, hvor
ikke mindst borgerne har været centrale aktører i byfornyelsen.
Området, vi taler om, hedder Ydre Nørrebro og er afgrænset af Tagensvej, Jagtvej,
Lersø Parkallé og banelegemet op til Bispebjerg station. Det har de sidste 100 år
udviklet sig kraftigt og har således oprindeligt været præget af landlig idyl og siden
hen udviklet sig til arbejder- og industrikvarter. Den dag i dag, er det et mangfoldigt
og nærmest karikeret pluralistisk område; socialt boligbyggeri side om side med den
hippe ungdom, et halvt hundrede antal nationaliteter repræsenteret, og shawarma-
grillen som naturlig nabo til den eksklusive cocktailbar. Kvarteret er et sammensat
område med boligbebyggelser fra forskellige tidsperioder, Nørrebrogade med livligt
butiksliv og Nørrebroparken, som stort rekreativt område (Bymuseet 2006,
Københavns Kommune 2009a).
2.3.1 Selvforståelsen på Nørrebro
Nørrebro udbygges som resultat af ophævelsen af demarkationslinjen i 1852.
Produktionsanlæg og arbejderboliger blev bygget i gennem første halvdel af det 20.
Århundrede. Det var særligt Titanfabrikken og Lauritz Knudsen (el-artikler), der stod
som eksempler på den industrialisering, der prægede det gamle brokvarter. Nørrebro
46

lev derfor et meget stort industri og arbejderklasse område, og var allerede fra
starten et meget venstreorienteret kvarter (Bymuseet 2006). ”(...) det sker i en tid,
hvor Socialdemokratiet og
Venstrefløjen vokser op og får
magten sideløbende med at
man bygger disse områder”,
fortæller tidligere leder for
Kvarterløft Nørrebro Park.
Han fortæller også, at
70´ernes kamp mod systemet
netop havde til huse på
Nørrebro: ”Alle de der
smågrupper der var, de var jo i gang med at forberede et parti og at erklære sig som
parti, og så havde de en lokalafdeling på Nørrebro. Hvis man ikke havde det, så var
man ikke partiforberende.” (Langebæk 3:00)
Der er mange eksempler på selvorganisering i kvarteret. Nørrebroerne er gode til at
sige stop og kæmpe for en sag og har ofte en kan-selv attitude. Der er mange
eksempler på, at Nørrebro
har været det område, hvor
man ikke var bange for at få
jord under neglene.
Her ser vi eksempelvis
Byggeren, hvor borgere og
kommunefolk sloges om en
byggelegeplads, om den
skulle nedrives eller ej,
kampen om Ungdomshuset, og tunnelgravningen under Allotria. Tidl. leder af
47

Nørrebro Park kvarterløft mener, at Nørrebroerne har en helt bestemt selvforståelse:
”(...) man er noget venstreorienteret, men man er ikke højt på strå, og man er heller
ikke forfængelig. Men man tør godt have en mening (...) i sådan et svagt socialt
område, der er det jo typisk, at de ikke kan tage affære, de skal empowers.
Nørrebroerne har altså en tradition for at tage sagen i egen hånd.” (Langebæk:
13.30).
2.3.2 Nørrebro nu
Udadtil har Nørrebro ændret udtryk. Industrien rykkede væk fra Ydre Nørrebro, de
store produktionsanlæg ændrede funktion og der kom nye erhverv og livsformer ind i
bydelen. Hvor General Motors og
andre funktionsudtømte fabriksgrunde
tidligere lå, er der nu bygget et bredt
spektrum af lejeboliger, andelsboliger
og kollegier. Det er i det hele taget et
område, der huser mange forskellige
måder at leve på, og netop denne
uensartethed er områdets særpræg. I
dag forbinder mange området med
Mjølnerparken, hvor over 90 % af beboerne har anden etnisk oprindelse end dansk.
Selvom en ikke så lille del af ’den spændende mangfoldighed på Nørrebro’ kan
tilskrives disse etniciteter, så opleves det dog alligevel blandt politikere og beboere
som et problem, at mere end halvdelen af beboerne i Mjølnerparken er på
overførselsindkomst, og der er i gennemsnit tre børn pr. lejlighed (Mimersgade
2009a, Københavns Kommune 2009b). Men Nørrebro er også meget mere end
forladte industriområder og såkaldt ’ghettoisering’. Der bor de såkaldte kreative,
48

unge og gamle, familier og singler, børnefamilier og ældre ægtepar. I dag er store
dele af ydre Nørrebro ’cool’ at bo i. De progressive bar- og café ejere har for længst
åbnet en filial i brokvarteret, og Nørrebroparken er blevet en populær rekreationspark
for områdets beboere. Nørrebro er blevet for
alle, og var det ikke for den verserende
bandekrig, så er områdets hidtidige udvikling
generelt karakteriseret positivt.
Men på trods af at Nørrebro har ændret sin
funktion og beboersammensætning, så ser man
stadig en bestemt selvforståelse og en klar idé
om at beboerne skal have ansvar og
indflydelse. Kampene har ændret sig, men de
kæmpende har stadig samme tilgang. Det
ligger altså i Nørrebroernes rødder at kæmpe for bedre forhold, enten med hjælp fra
kommunen, som vi ser det i dag, eller på egen hånd, som det var tilfældet før i tiden.
Dermed ikke sagt, at Nørrebroerne ikke selv tager hånd om forbedringer den dag i
dag, men med instanser som kvarterløft og områdefornyelser er byudviklingen i
større grad blevet et organiseret foretagende. Og netop disse to indsatsformer, vil vi
nu kigge nærmere på.
2.3.3 Kvarterløft Nørrebro Park
I 2001 besluttede Københavns Kommune at igangsætte et syvårigt kvarterløftsprojekt
på Ydre Nørrebro Syd. Området blev udvalgt ”(...) som potentielt kvarterløftområde
fordi det både socialt, fysisk og funktionelt har en række mangler og problemer. Det
er samtidig et kvarter, som rummer potentialer, der gør det velegnet til en
kvarterløftindsats” (Kvarterløft 2009a). Formålet med kvarterløftet var at finde ud af,
49

hvad man kan gøre for, at området bliver et attraktivt sted at bo og arbejde.
Derudover skulle der indsamles ønsker og visioner for kvarteret. Den helt centrale
præmis for kvarterløftsprojektet
var, at udviklingsprocessen
skulle ske i tæt samarbejde
mellem kommunen, områdets
beboere og brugere. Som
udgangspunkt blev alle
interesserede inviteret til en debat
om, hvad kvarterløftet skulle gå
ud på. Disse inputs til processen
skulle indsamles, bearbejdes og prioriteres, så der kunne samles et forslag til en
helhedsplan – kvarterets egen kvarterplan.
De forskellige indsatsområde for Nørrebro Park har været omfattende. Der har været
fokus på både boligforhold, hvor boligerne skulle gøres tidssvarende, forskønnelse af
udearealer, med små pladser og gadeforskønnelse, og skabelsen af grønne områder.
Det har også været intentionen at skabe nogle stærke sociale bånd. Den sociale
indsats har gået på, at give borgerne ejerskabsfornemmelse, skabe socialt netværk og
sammenhold. Dette ser vi blandt andet ved dannelse af fodboldklubben ’Nørrebro
United’ og mulighed for billig tv og internet via ’Parknet’ (Statens
Byggeforskningsinstitut 2009: 26). Helt grundliggende forsøgte man at styrke
områdets selvforståelse og identitet, og et enkelt, men succesfuldt, greb var at ændre
områdets navn. Tidl. leder af Kvarterløft Nørrebro Park betegner denne
navneforandring som den største enkelt succes i projektet. Tidligere var området
kendt som Ydre Nørrebro Syd, men denne ”trøstesløse” titel blev peppet op til
Nørrebro Park Kvarter (Langebæk: 40.18, Kvarterløft Nørrebro Park 2007: 14). En
evalueringsrapport, lavet at Statens Byggeforskningsinstitut (2009), fortæller, at der
50

efter perioden med kvarterløftet generelt er den opfattelse, at Nørrebro Park er blevet
mere synligt både som navn og som område. Hvor området før blev opfattet som et
afsides område, et det nu smeltet sammen med Indre Nørrebro, har fået sit eget byliv,
og er blevet integreret som ”en del af byen” (Statens Byggeforskningsinstitut 2009:
156).
De indsatsområder, vi har nævnt, er kun en brøkdel af det Nørrebro Park satte i værk,
men det giver en fornemmelse af, på hvilke præmisser byudviklingen foregår.
Nørrebro Park Kvarter var i en borgeroptik et succesfuldt projekt, og målsætningen
om at gøre kvarteret til ”et attraktivt og spændende sted at bo og arbejde”, er blevet
opfyldt. Man skal selvfølgelig have in mente, at noget af den positive udvikling kan
tilskrives økonomiske opadgående konjunkturer, men de mange boligsociale
forbedringer og erhvervsmæssige netværk har i hvert fald givet en positiv omtale i
medierne og blandt beboerne. Det er også vigtigt at overveje, at enhver indsats
udspiller sig i en bestemt tid, og at der kan være mange udefrakommende faktorer,
der kan have indflydelse på projekterne (Statens Byggeforskningsinstitut 2009: 156).
Halvvejs i projekt Kvarterløft Nørrebro Park, i år 2004, startede Områdefornyelsen
Mimersgadekvarteret op. Mimersgadekvarteret er ’nabo’ til Nørrebro Park. Et mindre
økonomisk budget og en kortere tidsperiode er en grundlæggende forskel i mellem de
to byfornyelsesindsatser, men den borgerinddragende ånd er et fællestræk.
51

2.3.4 Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret
Mimersgadekvarteret på ydre Nørrebro blev udvalgt som et område, der skulle
gennemgå områdefornyelse. Da Københavns Kommune i 2004 besluttede, at forny
området ved Mimersgadekvarteret, foregik det under den borgerlige VK-regerings
målsætninger for byfornyelse. Man bevægede sig fra kvarterløft til områdefornyelse.
Til sammenligning havde Kvarterløft Nørrebro Park et finansieringsbudget på 140
mio.kr. til boligforbedringer, 33 mio. til helhedsorienterede projekter og 12 mio. kr.
til borgerinddragelse, information og sekretariat (Københavns Kommune 2007a,
Københavns Kommune 2007b), hvor Områdefornyelsen i alt fik tildelt 40 mio. til
projekter og administrationen af projekterne. De 30 millioner kr. er finansieret af
Københavns Kommune og Socialministeriet har medfinansieret de sidste 10
millioner. kr. Områdefornyelse Mimersgadekvarteret har en tidsramme på fem år,
som løber fra efteråret 2004 og frem til udgangen af 2009. Projektet i
Mimersgadekvarteret har altså i sammenligning med kvarterløft et mindre budget og
foregår over en kortere årrække. I planterminologi forklares forskellene også i
forskellige generationer, Nørrebro Park repræsenterer anden generation af kvarterløft,
hvor der lægges særlig vægt på offentlig finansiering. Områdefornyelsen, som er den
nye variant af kvarterløft, er der større fokus på privat medfinansiering og
partnerskabsprojekter.
Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret er et helhedsorienteret projekt, der skal give
et løft til kvarteret fysisk, socialt og kulturelt. Fornyelsen skal skabe et kvarter, der
bliver mere attraktivt at bo, arbejde i og besøge. Helt centralt synes ’borgerstyring’ at
stå i processen: ”Borgerinddragelsen er det helt centrale element i projekterne.
Borgere, erhvervsdrivende og lokale foreninger er blevet inddraget fra starten og de
er løbende med til at afgøre, hvilke problemer og løsninger der skal fokuseres på”
(Mimersgadekvarteret 2009b). Lokalinteressenterne blev således inviteret til selv at
tage initiativ, ansvar og aktiv deltagelse i styringen af disse projekter.
52

Borgerne har haft stor indflydelse på udvalget af projekter, der skal foregå i området.
Områdefornyelsen startede en åben workshop, hvor borgerne i området kunne
komme med ideer til byfornyelsesprojekter. Derefter blev der nedsat en gruppe
borgere i styregrupper, hovedsagligt interessenter i området, og den gruppe stod for
prioriteringen af projekterne. Nogle blev fuldt ud finansierede, og andre skulle
finansieres af partnerskaber. Derefter har man, som borger kunne søge penge til
forskellige mindre projekter (Mimersgadekvarteret 2009c).
Man har i Områdefornyelsen haft stor fokus på grønne områder og forskønnelse af
byrummet. Kvarteret har lidt under manglende grønne udendørs- og friarealer og
meget trafik, og mulighederne for udendørsophold har ikke været tilfredsstillende.
Planlægningen af BaNanna Park illustrerer på fin vis i, hvordan Områdefornyelsen
udnytter den plads, de har, og i hvilken ånd områdefornyelsen foregår. Parken er ved
dags dato under udarbejdelse og vil koste 6 millioner kroner. Den er udviklet af
NORD Arkitekter i samarbejde med Rådmandsgade Skole, Områdefornyelsen i
Mimersgadekvarteret og landskabsarkitektfirmaet Schønherr Landskab.
2.3.4.1 BaNannapark
Ønsket var at lave en bydelspark, som giver mulighed for boldspil og ophold for
områdets beboere og de nærliggende institutioner.
Det var NORD arkitekter, der lavede de første skitseforslag, hvor udarbejdelsen
foregik i tæt samarbejde med børn og unge fra kvarteret, lokale beboere, skoler samt
idræts-og fritidsklubber. Inddragelsen af børn har været specielt konstruktiv, forklarer
Johannes Pedersen, der er partner i NORD Arkitekter: " Børnene var meget konkrete
i forhold til deres behov og brug af byrummet. De kom med nogle væsentlige input
fra deres perspektiv. Børnenes idé om at placere en banan midt i parken var
inspireret af navnet BaNanna Park der har været grundens kaldenavn i mange år.
53

Snakken blandt børnene gik om at der jo ikke var nogen banan. For os handlede det
om at tage fat i parkens oprindelige navn og identitet og bygge videre på det”
(Hansen 2009). Man tog altså udgangspunkt i det børnene gerne ville have, og parken
blev konstrueret på børnenes præmisser. Den eksisterende boldbane vil blive
restaureret, og borde/bænke og forskønnende objekter som beplantning af blomster
og udsmykning af gavle med malerier skal gøre parken attraktiv for alle. Titlen
BaNanna park kommer af, at parken ligger på Nannasgade på ydre Nørrebro og
hovedsageligt er blevet brugt af børn og unge. Men man har tilsyneladende
videreudviklet parken med udgangspunkt i børnetitlen:
I hvert fald fremstår der en banan på planforslaget 2007 angående BaNanna Park.
Bananen skal være et bakket legelandskab og fungere som tribune til aktiviteterne på
plænen. Derudover vil parken også rumme en ’jungle’ af træer, en kunstgræsbane,
klatrevæg og opholdsplads for aktiviteter af ’mere uformel karakter’
(Mimersgadekvarteret 2009d).
2.3.5 Partnerskabet - En ’ny’ fremgangsmåde?
I kraft af Områdefornyelsens forholdsvist lave budget, er der selvfølgelig grænser for,
i hvilken størrelsesorden projekter i kvarteret kan finansieres. En uundgåelig faktor i
denne henseende er derfor partnerskabet mellem Realdania og Københavns
54

Kommune, der hver især har afsat 50 millioner kr. til udvikling af ydre Nørrebro.
Intentionen med Partnerskabets byudviklingsprojekter er, at de skal fungere som
”løftestænger for en positiv udvikling i kvarteret.”(Rambøll 2005). De 100 millioner
kroner Partnerskabet i alt råder over, skal altså gå til projekter sideløbende med
Områdefornyelsens aktiviteter.
2.3.5.1 Realdania
Adm. direktør i Realdania, Flemming Borreskov er positiv i omtalen om
Superkileprojektets potentiale: "Mangfoldighed er om noget kendetegnet for
Nørrebro. Her mødes mange forskellige kulturer, som alle er med til at sætte deres
præg på bydelen og få den til at summe af liv og aktivitet døgnet rundt. Vi tror på, at
det forslag til fremtidens Superkile, vi har præsenteret i dag, vil være med til at styrke
og fastholde denne kvalitet ved Nørrebro" (Mimersgadekvarteret 2008a).
Fonden Realdania blev etableret i efteråret 2000, og har siden sat mange forskellige
projekter i gang ”for at øge livskvaliteten i byen, byggeriet og i bygningsarven i
Danmark”. De arbejder helst i partnerskaber og netværk, og lægger vægt på ”et
aktivt samspil mellem ildsjæle, kommuner, institutioner, erhverv og
brancheorganisationer”. Deres udgangspunkt er, at det kræver kompetencer at drive
en filantropisk virksomhed: ”Vi engagerer os fagligt og økonomisk i de projekter, vi
går ind i, og vi tager medansvar for, at vores støtte giver gode, varige resultater”
(Realdania 2009a).
Historisk set startede det endnu ikke navngivede Realdania med, at Østifternes
Kreditforening i 1972 fusionerede med en række andre kreditforeninger og skabte
den landsdækkende Kreditforeningen Danmark. Men i 1993 blev forretningen
Realkredit Danmark A/S udskilt fra foreningen. Den skiftede navn til Foreningen
55

Realdanmark, som herefter ejede Realkredit Danmark A/S gennem RealDanmark
Holding A/S.
I oktober 2000 solgte foreningen sine realkreditaktiviteter og bankaktiviteter til
Danske Bank, da RealDanmark Holding fusionerede med Danske Bank, og hermed
ophørte foreningen med at drive finansiel virksomhed. Den begyndte i stedet at
”drive filantropisk virksomhed på basis af sin investeringsvirksomhed”. Senere fik
foreningen også sit nuværende navn: Realdania. Før salget af realkreditaktiviteterne
havde foreningen en egenkapital på knap 10,5 mia. kr. Pengene kunne ikke udbetales
til foreningens medlemmer pga. ”realkreditloven, vedtægterne og forholdets natur”.
Midlerne kunne altså ikke udbetales til medlemmerne, men skulle i stedet komme
almenvellet til gode (Realdania 2009b). De har overordnet to formål:
”Vi støtter og igangsætter projekter inden for det byggede miljø til gavn for
almenvellet.”
”Vi investerer vores formue for at sikre det størst mulige afkast.”
De arbejder med tre områder: Byen, Byggeriet og Bygningsarven. ”Vi sætter fokus
på emner som udviklende nybyggeri, brugbar innovation, gode restaureringsmetoder,
arkitektonisk og håndsværksmæssig kvalitet, bedre processtyring, visionær
byudvikling, forskning, formidling og meget mere”. Og det er dertil meningen, at det
er investeringsvirksomhed, som skal skabe det økonomiske grundlag for den
filantropiske virksomhed.
Man kan blive medlem af Realdania, hvis man ejer fast ejendom. Og for at blive valgt
til det 109 mand store repræsentantskab, Realdanias øverste myndighed, skal man
opstille til valg, der foregår hvert fjerde år (Realdania 2009c). Ser man nærmere på,
hvilke profession medlemmerne af repræsentantskabet besidder, så viser der sig et
nogenlunde entydigt billede. De er næsten alle sammen direktører eller har en anden
form for ledende stilling: se figuren på næste side. (Realdania 2009d)
56

2.3.5.2 Københavns Kommune
Vi har hidtil omtalt Københavns Kommune som en samlet størrelse. Det er
selvfølgelig unuanceret. Det vi har interesse i, det er, hvad Københavns Kommune
har af rationale og tilgang til Ydre Nørrebro i almindelighed og Superkilen i
særdeleshed. Og dertil er det særligt de to forvaltninger, Økonomiforvaltningen og
Teknik og Miljøforvaltningen, der har været aktører i planlægningsprocessen.
Af en artikel de selv har publiceret på deres hjemmeside Mimersgadekvarteret – en
kort Kulturhistorisk introduktion (Københavns Kommune 2009b), fremgår det, at
området har styrker såvel som svagheder. Det er meget tydeligt, at Københavns
Kommune ønsker, at projektet skal være spektakulært og skabe positiv
opmærksomhed omkring Mimersgadekvarteret. For som de beskriver på deres
hjemmeside i baggrundsmaterialet til Superkilen, med følgende tekst om
Mjølnerparken i Mimersgadekvarteret: ”Mjølnerparken er et område løsrevet fra det
57

omgivende samfund, hvor normerne for opførsel og adfærd er anderledes, og hvor
der eksisterer en kulturel og sproglig forvirring. De mange paraboler afspejler
områdets orientering mod et andet sted. Det er et område, hvor stort set ingen
danskere i dag ønsker at flytte til, og som både har været i fokus i mange debatter og
et centralt emne i de holdningsændringer, der er foregået i løbet af de sidste
dekader”(Københavns Kommune 2009b).
Kommunen lægger altså ikke fingre i mellem, når de beskriver Mimersgadekvarteret
og Mjølnerparken, og området trænger til et ordentligt opløft. Teknik- og
Miljøborgmester Klaus Bondams visioner for området, gennem Partnerskabets
indsats i Superkilen, er positive: "Vores håb er, at Superkilen med dette projekt bliver
et fyrtårn for Nørrebro. At konceptet kan skabe et miljø for aktiviteter og mødesteder,
hvor man kan være sammen på tværs af kulturelle og sproglige forskelle"
(Mimersgadekvarteret 2008a).
2.3.5.3 Partnerskabets projekter
Partnerskabet fik rådgivningsvirksomheden Rambøll til at lave en undersøgelse af,
hvilke potentielle indsatsmuligheder området på Ydre Nørrebro indeholdt. Ud fra
denne undersøgelse valgte man tre indsatsområder (Partnerskabet for
Mimersgadekvarteret 2007):
• Udvikling af en aktivitetspark på DSB-arealet.
• Fornyelse af Nørrebrohallen til fremtidens Idræts – og Kulturhus.
58

• Etablering af det urbane byrum Superkilen - kilen fra Nørrebrogade til
Tagensvej, hvor den grønne cykelrute løber.
Borgerne i området havde oprindeligt peget på, at det var DSB-arealet, der havde
størst fornyelsespotentiale. Området, som Rambøll har navngivet Superkilen, var i
forvejen en populær cykelrute mellem Tagensvej og Nørrebroparken, så mange
mente, at det var det tomme og funktionsudtømte DSB-areal, der skulle udbygges.
2.3.5.4 En fortælling om DSB-arealet
DSB-arealet er det forladte godsareal mellem Føtex ved Nørrebro Station og
Tagensvej på ydre Nørrebro, og med Mjølnerparken som ”nabo” til området. Arealet
har siden det blev funktionsudtømt været genstand for mange kreative visioner om,
hvordan det ubrugte areal kan bruges. Ophavsmændene til disse ideer har været alt
lige fra Københavns Kommune, borgergrupper, kunstnergrupper, beboere,
områdefornyelsen, lokale ildsjæle etc. 10 . Der har været et helt grundlæggende fælles
ønske om, at arealets fremtidige brug skulle ses i relation til områdets generelle
behov, faciliteter og mangler. Der har med andre ord været efterspørgsel på flere
grønne områder, men helt centralt var ønsket om, at der ikke skulle bygges flere
boliger (Jørgensen & Henriksen 2008; 7-10). Borgerne på ydre Nørrebro ville også
have et område, de kunne være stolte af. Derudover ønskes der flere aktiviteter for de
unge på ydre Nørrebro (50 % af Mjølnerparkens 2.200 beboere er mellem 0-17 år, og
generationer og forskellige kvarterer skulle kunne mødes i et smukt og rekreativt
område (Jørgensen & Henriksen 2008: 8 + 42). Af relevante og konkrete eksempler
kan nævnes Ynitiativ-gruppen, der i særlig grad vægtede ”(...)de unge mennesker
der i den grad savnede opmærksomhed og i særdeleshed voksen-opmærksomhed”,
10 Af forskellige aktører kan nævnes: Ynitiv, kunstgruppen, YNKB, ungeprojektet BY X, Mjølnerparkens bestyrelse,
CPH Bazar & Culture, Dansk Islamisk Råd.
59

som fremtrædende medlem Finn Christiansen beretter i beskrivelsen af områdets
unge (Jørgensen & Henriksen 2008; 20). Ynitiv-gruppen havde med succes
arrangeret det såkaldte ”ungemøde”, hvor 300 unge, samt en lang række private og
offentlige interessenter og foreninger deltog. Målet med mødet var at indsamle
forslag til en fremtidig lokalplan for ydre Nørrebro. Det fortsatte arbejde med dette
lokalplansforslag udmøntede sig i år 2001 i en idé om en aktivitetspark og en kunst-
og kulturinstitution på DSB-arealet, som skulle kunne ”løse op for den stigende
kriminalitet, den tyngende ensomhed og ukendskabet til hinanden på Ydre
Nørrebro”, ligesom det skulle fremme bæredygtig integration og skabe ligeværdige
naboer (Jørgensen & Henriksen 2008; 20-23).
Der fremgik en lang liste af konkrete funktionsmæssige ideer fra forslaget angående
DSB-arealet: Familieafdeling med grillplads, petanque, minigolf, byggelegeplads,
gokartbane, cykel/knallert-værksted klatrevægge etc. Området skulle derudover også
indeholde en selvstyrende ungdomsklub, kulturhus, og børnehave/vuggestue. Disse
forslag var resultatet af Ynitivs basismobilisering, og Finn Christiansen fremhæver, at
projektets fortsatte aktivitetsmæssige drift skulle være borgerstyret og ikke-elitært.
Hvis lokalforslaget var blevet accepteret af Københavns Kommune, ville det blive et
område, der ville fremme lokalt ejerskab og engagement og ikke en æstetisk park.
Men på trods af at lokalplansforslaget blev underskrevet af Områdefornyelsen,
Nørrebro Park, Nordvest Kvarterløft og Nørrebro Lokalråd, så undlod Københavns
Kommune at følge denne indstilling (Jørgensen & Henriksen 2008; 24-25). YNitiv
var et centralt initiativ i begyndelsen af det nye årtusinde, men det var langt fra det
sidste. Siden har grupper som YNKB, Fragtgruppen, tegnestuen NORD,
Mjølnerparkens beboerforening ved formand Mohammed Aslam, forsøgt at præge
området med aktivitetsfremmende visioner, og alle har de haft bottom-up og
borgerdrevende metoder tilfælles (Jørgensen & Henriksen 2008).
60

2.3.6 Superkilen
Og vinderen er...
Men det er altså Superkilen, som Partnerskabet i første omgang starter ud med at
finansiere. Superkilen er en betegnelsen for det ’fyrtårnsprojekt’, der skal anlægges
langs strækningen fra cykelstien ved Nørrebrohallen, videre mod Mimersplads og
frem til Tagensvej på Ydre Nørrebro. Visionen for Superkilen er at den skal være
”(...) et nyskabende rum af international kaliber, der kan være til inspiration for
andre byer og kvarterer” (Partnerskabets Styregruppe 2009). Ud af de 100 millioner
kr., som Partnerskabet i alt vil finansiere til de tre indsatsområder, så er der til
udbyggelsen af Superkilen stillet 50 millioner kr. til rådighed.
Det blev besluttet, at Superkilen skulle udformes på baggrund af en
arkitektkonkurrence, og at borgerne skal være med til at udforme
konkurrencematerialet. KUBEN blev det konsulentfirma, der stod for den
borgerinddragende proces, en proces, hvor de foretog en række fokusgruppemøder
fra oktober 2006 til februar 2007 (Mimersgadekvarteret 2007c). Formålet med
borgerinddragelsen var: ”Borgerarbejdsmøder og fokusgruppemøder skal alle bruges
til at give beboerne i kvarteret mulighed for at komme med deres input til
konkurrenceprogrammet, som ligger til grund for arkitektkonkurrencen”. Møderne
var fokusgruppemøder, og blev arrangeret for forskellige segmenter af områdets
beboere: Der var et idéværksted for ældre, et borgerarbejdsmøde, to
fokusgruppemøder for foreninger og interessenter, et møde med arabisk tolk og et
møde med urdu tolkning. Derudover var det sigtet at familier, daginstitutioner/skoler,
personale, forældre, lokale institutioner etc. skulle inddrages. De involverede skulle
idéudvikle ud fra overskrifterne 1) Funktionalitet i byrummet og muligheder for
61

aktiviteter og oplevelser, 2)Tryghed, sikkerhed og tilgængelighed, 3)Kvalitet. Af de
mange forslag kan nævnes:
Aktivitet: Flere aktiviteter ved Nørrebrohallen. Ikke aktiviteter der fylder meget.
Legeareal for større børn i alderen 12-18. Naturlegeplads. Små legefaciliteter til
mindre børn. Beachvolleybane, bordtennisborde, banegolf, workoutmaskine,
volleyballnet.
Superkilen skal bevares som grønt – ikke bebygning. Høj materialekvalitet, som
forhindrer hærværk. ”hyggelige haver”, og meget meget andet, der kan ses i vedlagt
bilag 5 (Kuben 2007a).
Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret kritiserede dog KUBEN for at
borgerinddragelsesprocessen ikke har ”tilført projektet de kvaliteter eller opnået de
resultater, som oprindeligt var forventet af styregruppen” (Mimersgadekvarteret
2007d). Kritikpunkterne lød: Processen var gennemført for hurtigt, forberedelsestiden
var for kort, og der blev ikke benyttet anbefalinger fra eksperter og styregruppen til
form og indhold af borgermøderne. Områdefornyelsen havde ikke mulighed for at
kommentere på KUBENs strategi og annonceringen til borgermøderne var for dårlig.
Kritik eller ej, det var i hvert fald meningen, at det indsamlede materiale skulle være
med til at forme konkurrenceprogrammet
62

I konkurrencematerialet var et af temaerne, at ”Kvarteret skal åbne sig mod
Superkilen i stedet for, som i dag, at gemme området bag karreerne. En ny brug og
udformning af de facader, som i dag vender ”ryggen” ind mod Superkilen”
(Mimersgadekvarteret 2009f). Det var i konkurrenceoplægget ønskeligt, at forslagene
for Superkilen skulle vise, hvorledes området kunne blive et ”fyrtårn” for Nørrebro
og vise bydelens mangfoldighed. Superkilen skulle blive bydelens rekreative,
tværgående bånd, give området identitet, og afspejle kvarterets mangfoldighed af
borgere med forskellige kulturelle, sociale og aldersmæssige baggrunde. Et andet
krav til projektbeskrivelsen var at borgerinddragelse, og lokal forankring skulle indgå
i udformning af det eventuelle vinderprojekt. Der skulle være forslag til
borgerinddragelsesprocessen, som skulle tage udgangspunkt i lokalområdets
beboersammensætning (Partnerskabet for Mimersgadekvarteret 2007).
Konkurrencen bliver udskrevet maj 2007, og fem projekthold var inviteret til at
deltage:
• Holscher Arkitekter i samarbejde med Hausenberg, JOHAN/RACA og
integrationskonsulent Ahmed Demir.
• Spektrum Arkitekter ApS i samarbejde med Ekstrakt, KHR arkitekter, Pernille
Skov, Zentropa Interaction og Morten Goll.
• BIG i samarbejde med Topotek 1, SUPERFLEX, HEINE PETERSEN og
HELP kommunikation.
• Henning Larsen Architects i samarbejde med Lisbeth Westergaard, AVPD,
Supertankers Urban Task Force og Anne Bønløkke Braad.
• GHB Landskabsarkitekter i samarbejde med NORD, Flemming Brandtbjerg,
Lise Egholm, Madeeha Mehmug og Louisa Skovlund (Mimersgadekvarteret
2009g).
63

Af de 5 forslag var der to forslag, der i første omgang blev udvalgt til mulige
vinderforslag:
1) Nørrewood, udarbejdet af GHB Landskabsarkitekter i samarbejde med NORD
arkitekter, Flemming Brandtbjerg, Lise Egholm, Madeeha Mehmug og Louisa
Skovlund – Herfra kaldes denne gruppe GHB + NORD.
2) 3 zoner, 3 farver – et globalt kvarter, udarbejde af BIG i samarbejde med Topotek
1, SUPERFLEX, HEINE PETERSEN og HELP kommunikation – Herfra kaldes
denne gruppe BIG.
Grogt sagt, så adskiller de to
projekter sig ved at Nørrewood er
et park og natur projekt, og 3
zoner, 3 farver – et globalt kvarter
er en bypark med vægt på
udendørsaktiviteter.
64

Nørrewood
Den 20. november 2007 bliver BIG og GHB
+ NORD udvalgt til at arbejde videre med
deres projekter. Forslaget der blev kaldt
Nørrewood omhandlede fire lag: Træer, Lys,
’Topografi’ og fem karakteristiske ’steder’.
Særligt den del, der omhandler træer var
sigende for konkurrenceforslaget. Høje
slanke grønne træer skulle spredes ud
gennem hele byrummet som et
sammenhængende lag, for at skabe enhed og karakter – som et slags grønt tag. Af de
fem ’steder’ er Nørrebro bakke og Mimers Brønd særligt interessante. Nørrebro
bakke er en stor bakke af jord fra området, der ville skabe udsigtspunkt og en
markant afslutning og afgrænsning af byrummet mod Tagensvej. Mimers Brønd er en
landskabeligt udformet byplads med grønne træ klynger, vandelementer og bølgende
grønne flader (Partnerskabet for Mimersgadekvarteret 2007).
2.3.6.1 3 zoner, 3 farver – et globalt kvarter:
Essensen i BIGs vinderforslag er en opdeling af Superkilen i tre zoner og med tre
forskellige identitetsskabende farver,
Grøn, Sort og Rød. Sloganet er '3 zoner,
3 farver – ét globalt kvarter. Hertil er
der er blevet indsamlet 57 ’globale
genstande’ fra de 57 lande som er
repræsenteret i området, og disse
objekter (bænke, skraldespande,
65

utschebane etc.) skal spredes ud over de tre zoner for at fremme lokalbeboernes
tilhørsforhold til det snarligt anlagte område (Internetside 4). Konceptet gik på, at
borgerne kunne indsende forslag til inventar på Superkilens hjemmeside, enten som
direkte forslag til et bestemt springvand, en bænk, en lygtepæl, en palme, eller som
ønsket om mere vand, mere grønt, mere lys osv. (Stubgaard 2009; 19:46).
’Den Grønne Park’ er med sine bløde bakker og belægninger henvendt til områdets
børn, unge og familier. Det er et grønt landskab og med en tilhørende legeplads, hvor
familier vil kunne samles til picnic,
solbadning og ophold i græsset, men
samtidig også hockeyturneringer og
badmintonkampe. Den grønne park
ligger langs cykelstien fra Tagensvej,
mod den sorte zone ved Mimers Plads.
Den sorte zone er også kendt som den
”Urbane Dagligstue” på Mimers Plads.
Denne Urbane Dagligstue skal fungere som Superkilens hjerte, og det er meningen at
de lokale skal kunne mødes ”omkring det marokkanske springvand, under de
japanske kirsebærtræer eller måske på
den tyrkiske bænk”, som en
forlængelse af områdets gårdmiljø. Der
vil være mulighed for at grille, og
borde og bænke vil tjene som en slags
urban dagligstue for fx backgammon-,
skakspillere og lignende. ’Den røde
plads’ er tænkt som ”en urban
udvidelse af Nørrebrohallens indre liv”, hvor der skal foregå forskellige kulturtilbud
og sportsaktiviteter. En stor, central rød plads nær Nørrebrogade skal danne ramme
66

for lokalsamfundet muligheder for at mødes omkring fysiske aktiviteter og lege,
såsom udendørs styrketræning, openair-biograf, teaterforestillinger og
sportsopvisninger (Partnerskabets styregruppe 2009b).
2.3.6.2 ...BIG!
Det var en dommerkomite, der skulle afgøre, hvilken af de to hidtidige vinderforslag
der skulle få deres forslag realiseret. Dommerkomiteen vedtog BIGs projekt, fordi det
var et konceptforslag, der ifølge fagdommerne, var robust i den forstand, at det kunne
tåle ændring og tilpasning (Kilebestyrelsen 2008; 4). Ved de centrale
bedømmelsesmøder deltog dommerkommiteen og faste rådgivere.
Dommerkommiteen bestod af :
• Jesper Bladt Jørgensen, Teamchef, Økonomiforvaltningen, Københavns
Kommune, Formand for Dommerkomiteen. Udpeget af Partnerskabet
• Jon Pape, Centerchef for Center for Park og Natur Teknik- og
Miljøforvaltningen, Københavns Kommune. Udpeget af Københavns
Kommune
• Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania, Udpeget af Partnerskabet
• Troels Glismann, formand for styregruppen i Områdefornyelsen
Mimersgadekvarteret. Udpeget af Ommrådefornyelsens styregruppe.
• Per Schulze, Lokale- og Anlægsfonden. Udpeget af Partnerskabet
(Partnerskabets styregruppe 2009)
Ovenstående dommerkomite havde også tilknyttet et fagligt rådgivningsteam,
bestående af :
67

• Tom Nielsen, Arkitekt MAA, lektor ved Arkitektskolen Aarhus ved Institut for by
og landskab. Udpeget af Partnerskabet og AA
• Preben Skaarup, Landskabsarkitekt, MAA, MDL, PLR. Udpeget af Partnerskabet
og AA.
Derudover har følgende personer har været tilknyttet som faste rådgivere for
dommerkomiteen:
• Jacob Eberholst, Kontorchef, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen,
Københavns Kommune
• Henrik Lyng, Arkitekt maa, Teknik- og Miljøforvaltningen
• Henriette Berggren N´guessan, Udviklingsmedarbejder, Center for Byudvikling,
Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune
• Hans Peter Svendler, Realdania
GHBs grønne parkforslag var foretrukket af borgernes repræsentant Troels Glismann.
Men da samtlige andre medlemmer i dommerkomiteen foretrak BIGs bypark, blev
det efter forhandlinger i januar 2008 alligevel afgjort, at vinderen blev tegnestuen
BIG. Som vi dog vil vise i kapitel 4, så har særlige omstændigheder for denne
beslutning været et helt centralt punkt i forhold til at forstå den konflikt, der
gennemgående har præget planlægningsprocessen.
68

2.3.6.3 BIG – BJARKE INGELS GROUP
BIG er en tegnestue stiftet af Bjarke Ingels i 2005. BIG har til huse på Nørrebrogade
og omfatter omkring 60 ansatte, der i alt repræsenterer 22 forskellige lande, med en
gennemsnitsalder på under 40 år. Tegnestuen havde i 2007 en omsætning på 35 mio.
kr.(DAC 2009b).
“Kontroversiel, fræk, nyskabende og provokerende”, er bare nogle af de ord BIG får
med på vejen af Dansk Arkitektur Center (DAC), da BIG udstillede på DAC i
starten af året, med udstillingen ”YES IS MORE”. Derudover mener DAC, at
tegnestuen BIG er en af dansk arkitekturs mest succesfulde og nyskabende
arkitektvirksomheder der: ”Ud fra visionen om at befri arkitekturen fra vanetænkning
og i stedet betragte det moderne liv som en inspirerende udfordring, har BIG
medvirket væsentligt til at forny dansk arkitekturtradition.” (DAC 2009).
BIG har stor erfaring med spektakulær arkitektur. De har blandt andet tegnet VM-
bjerget, med dets små haver, og 8-tallet, VM-husene med de kendetegnende spidse
altaner (BIG 2009a). BIG har en tilgang til arkitekturen/ udviklingsprocessen af
arkitektur, at man bør være åben overfor omgivelserne:
“We want to explore what happens when you say yes to reality, when you say yes to
the city, even when you say yes to the complaining neighbours, or when you simply
say yes to life, when you bomb into it and to discover so much more in return. We are
not trying to ridicule our own lack of ability to control the creating process, because
ironically it is through this improvisation and adaptation to unanticipated obstacles
that we actually make our biggest breakthroughs.” (DAC 2009). Sådan fortæller
Bjarke Ingels, ved åbningen af udstillingen ”YES IS MORE” på DAC den 20.
februar. Deres tilgang til Superkilen er på samme måde et åbent produkt, som er
formbart:
69

“Superkilen is not a complete and finished work of art, but an open art work, which
will gain content and take form in a dialogue with the users and citizens of the area”
(BIG 2009b).
I teamet bag konkurrenceforslaget, finder vi udover: Topotek 1, tyske
landskabsarkitekter, Superflex, en dansk kunstnergruppe, Lemming & Eriksson,
danske rådgivende ingeniører samt Help kommunikation, som er danske
kommunikationsrådgivere. De har hver især hjulpet med dele af processen, men det
er BIG, der har det store forkromede overblik. I kapitel 4 vil vi diskutere, indenfor
hvilke rammer projektet er formbart.
2.3.7 Netværkets opbygning
Tegnestuen BIG og dennes samarbejdspartnere har løbende haft ansvaret for
byparkens konkrete og praktiske udformning og design, på baggrund af deres
arkitektfaglige ekspertise. Men byparkens udformning har dog ikke udelukkende
været op til dem. Der er nemlig flere aktører i denne planlægningsproces, der har haft
(forskellige grader af) indflydelse, og det er disse aktører, vi nu vil præsentere.
Netværket kan og har været svært at få hold om, hvilket nærmest er en projektpointe i
sig selv, hvilket vi belyser nærmere i kapitel 4: Netværket har været præget af en stor
personudskiftning, og der figurerer et rigt antal grupper, med hver sin
medlemssammensætning, kompetencer og indsigelsesmuligheder. Vi vil her fremvise
de mest centrale aktører:
2.3.7.1 Partnerskabsbestyrelsen
Helt fundamentalt, så er det altså Partnerskabet bestående af Realdania og
Københavns Kommune, der med 50 millioner kr. hver, har muliggjort, at Superkile-
70

projektet, samt det endnu ikke planlagte DSB-areal og Nørrebrohallen overhovedet
kan finansieres. De kan i teorien hive pengene ud af projektet, hvis ikke det lever op
til målsætningerne om et ’fyrtårn’(Realdania 2009e).
Partnerskabsbestyrelsen består af Flemming Borreskov, adm. direktør Realdania og
Claus Juhl, adm. direktør i Københavns Kommune.
2.3.7.2 Partnerskabets Styregruppe
Herunder er der nedsat Partnerskabets styregruppe, og den er interessant i kraft af
dens beslutningskompetence. Denne styregruppe har den direkte kontakt til projektets
udformning, de har vetoret og altså overordnet beslutningskompetence. Der har været
personudskiftning i denne tremandsgruppe, men de tre instanser; Realdania,
Københavns Kommune og Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret har hele tiden
haft en stemme hver. Det har dog altid været et mål for planlægningsprocessen, at
beslutningsproceduren foregår ved diskussion og enighed, frem for ved
stemmeafgivning.
Øvrige grupper har altså ikke stemmeret eller vetoret. Skulle det komme så vidt, at de
forskellige parter ikke kan blive enige, er det altså i ovenstående
Partnerskabsstyregruppe, at beslutningen skal tages. De øvrige og følgende grupper
er altså, så at sige ’rådgivende’. De kan rådgive og argumentere for, i hvilken retning
de synes projektet skal gå, hvilket inventar der skal være på pladsen, hvordan den
skal udformes osv.
En helt central gruppe har dog særligt vores interesse, og det er Kilebestyrelsen. Det
er Kilebestyrelsen, der har udvist den største utilfredshed med processens forløb.
71

2.3.7.3 Kilebestyrelsen
Kilebestyrelsen er en repræsentation af ’stakeholders’ fra lokalområdet, og bliver
oprettet april 2009. Det er blandt andet igennem Kilebestyrelsen, at borgerne skal
repræsenteres i udformningen af projektet. Kilebestyrelsen har to opgaver i
Superkileprojektet. De skal fungere som rådgivere i udformningen af projektet og
som eventmagere når parken er indviet. Kilebestyrelsen 11 består: ”lokale eksperter i,
hvordan livet leves i Mimersgadekvarteret” (Partnerskabets Styregruppe 2009c). Af
Mimersgadekvarterets kommensorium og visioner for denne Kilebestyrelse, så
fremgår det, at den skal medvirke til at koordinere aktiviteter, events, happenings og
andet efter realisering af projektet, og i det hele taget (...)”udfylde Superkilens
rammer med aktiviteter til glæde for borgerne i hele kvarteret, skabe synergi til andre
aktiviteter i byen, understøtte netværk og opsamle erfaringer vedrørende
aktivitetsskabelse i Superkilen” (Mimersgadekvarteret 2008b). Kilebestyrelsen har
fået afsat 1.050.000 kr. til arbejdet med disse aktiviteter i perioden frem til 3 år efter
ibrugtagning/indvielse af Superkilen. Det skal igen pointeres, at de ligesom alle
grupper foruden Partnerskabets Styregruppe, ikke har nogen vetoret eller stemmeret,
men kan præge processen i deres ønskede retning via diskussion. Og denne
omstændighed har været et omdrejningspunkt for den konfliktfyldte
planlægningsproces.
11 Af Kilebestyrelsens Kommensorium(Mimersgadekvarteret 2008b), der fremgår det desuden at kilebestyrelsen kan
bestå af: Lokalrådet, Områdefornyelsen, Beboere i området. Og derudover Interessenter såsom Nørrebrohallen, HGO-
skolen, Nord-Vest Centret, Kulturelle Markedsdage, samt diverse lokale foreninger og institutioner
72

3 Analyse af en konfliktfuld proces
En af vores første erkendelser, i forhold til at forstå de konfliktende rationaler i
planlægningsprocessen var, at dette projekt ville to ting på én gang: kreere et ’fyrtårn’
af en bypark, og samtidig inddrage borgerne. Dette dobbeltsigte har skabt forvirring i
forståelsen af, hvilke roller borgergruppen og øvrige borgere har haft, eller skulle
have i processen. Der er simpelthen blevet sat rationaler i spil fra starten af, som i
praksis virker modsatrettede. Faglig viden har for Partnerskabet været den
’afgørende’ viden, men for borgergruppen har det i stedet været indsigten i
hverdagslivet, der har været gældende. Som vi så i sidste kapitel, så var det særligt
det sidste rationale, indsigt i hverdagslivet, der har gjort sig gældende i den
planlægningstilgang, som kører sideløbende med Superkilen; Områdefornyelsen i
Mimersgadekvarteret. Men udover, at der opstartes to forskellige
planlægningsprojekter, med forskellige mål og metoder, så starter
uoverensstemmelserne mellem parterne allerede dengang man skulle beslutte, hvilken
af de to konkurrencevindende forslag, der skulle blive den endelige vinder. Og det er
det, første del af kapitlet vil handle om.
Herefter vil vi fremstille en diskussion af, hvilke ressourcer, der bedst sikrer en
succesfuld bypark: En bypark, som er af høj arkitektonisk klasse, funktionel og
velfungerende, og en bypark, som lokalbefolkningen vil få ejerskab til. Er det
arkitekternes faglige ekspertise, borgernes lokalpraktiske indsigt, der bedst sikrer
disse kriterier – eller formes den gode bypark via en god blanding? Vi vil lade
informanterne få taletid på disse spørgsmål, men derudover også knytte en teoretisk
diskussion til de konfliktende rationaler, som der udspringer af ovenstående
forestillinger.
73

Til sidst i kapitlet vil vi diskutere den konstellation som kendetegner netværket
omkring Superkilen, og hvilke problematikker det har ført med sig i processen. På
trods af gode intentioner om et reelt givende samarbejde mellem Partnerskabet og
Kilebestyrelsen, vil vi diskutere, hvor meget indflydelse Kilebestyrelsen egentlig har
haft. Alle aktører har været enige om, at det har været en hård proces, og vi vil
diskutere forskellige aspekter og konkrete eksempler ved Superkilens forløb for at
forstå, hvad der ligger til grund for, at processen til tider ikke har været så konstruktiv
som forventet.
3.1 En dårlig start
”Partnerskabet har blandet sig med en top-down tilgang i et område der gør det
bottom-up”(Glismann 2009; l. 1). Så klart opsummerer borgergruppens repræsentant
i Partnerskabets styregruppe, da vi beder ham om at beskrive den konfliktfyldte
proces. Han udtrykker en frustration over, at Partnerskabets fremgangsmåde er
anderledes end den tradition, der findes på Nørrebro. Problemerne startede, i følge
borgerrepræsentanten, helt fra begyndelsen. Og særligt dengang man skulle beslutte,
hvilken af de to konkurrencefinalister, der endeligt skulle vinde arkitekonkurrencen:
”Alle borgere ville have grønt, BIG ville have asfalt” (Glismann 2009; l. 8).
Borgerrepræsentanten, som har været med helt fra starten af, var den eneste i
dommerkommiteen, der ikke stemte for BIGs forslag. I starten i hvertfald. For
borgerrepræsentanten følte – hvilket de andre informanter ikke har kommenteret på –
at Københavns Kommune stillede ham et ultimatum: ”Hvis I ikke vælger det her
projekt [BIGs], så får I ingenting. Hverken Superkilen, DSB-grunden eller Nørrebro-
hallen” (Glismann 2009; l. 50). Det er ikke hans forståelse, at afgørelsen om at det
var BIG, der skulle vinde foregik ved en faglig og saglig diskussion, men at den
øvrige dommerkommite underkendte, hvad borgerne i lokalområdet egentlig foretrak.
74

Borgerrepræsentanten oplevede nærmest situationen som en trussel og et ultimatum.
Han benyttede sig af retten til at sige dommerkommiten imod, - han indkalte fx egne
rådgivere, der til det ene møde, som de (kun) fik lov til at deltage i, forklarede, at
Nørrewoodprojeket var mulig at opføre. Han fortæller dog, at rådgiverne blev bedt
om at holde sig væk fra fremtidige dommerkommite-møder, og da han ikke følte, at
han kunne ”tage det ansvar på mine skuldre” (Glismann 2009; l. 54), udarbejdede
han en række betænkeligheder i samarbejde med Rebekka Auken 12 , og godkendte
BIGs projekt. Han synes dog, at det ikke vil nytte noget at trække sig ud af processen,
for ”så får man jo slet ikke nogen indflydelse” (Glismann 2009; l. 31). Og så er der
slet ikke nogen til ”at rette op på arkitekternes makværk”( (Glismann 2009; l. 32).
Af et referat fra Kilebestyrelsen fremgår det, at valget på BIGs forslag er begrundet
med: ”(...)at det vedtagne forslag fra BIG er et konceptforslag, som ifølge
fagdommerne er robust i den forstand, at det kan tåle meget ændring og tilpasning”
(Kilebestyrelsen 2008: 4). Københans kommunes projektleder har da også en anden
fortolkning af, hvad der var foregået i dommerkommiteen, selv om hun på det
tidspunkt ikke var tilknyttet Superkilen: ”(...) en af de ting man sagde var, at
sandsynligheden for at få den her fyrreskov [Nørrewood] til at vokse i byen, det er et
stort driftmæssigt spørgsmål, og det er svært at holde det ved lige” (Rotne 2009:
0:08.55). Så for hende handler afgørelsen om, hvad der kan lade sig gøre at anlægge
ved den nuværende cykelsti. Da hun endnu ikke var tilknyttet Superkilen, kan hun
hverken afvise eller bekræfte borgerrepræsentantens oplevelse af, at afgørelsen blev
gennemført af andre grunde, end de rent faglige. Realdanias projektleder ønskede
heller ikke snakke uddybende om omstændighederne ved dommerkommiteen, så vi
vil forlade dette område, for i stedet at diskutere det faktum, at borgergruppen
12 Rebekka Auken Nymark er kontorchef i Center for Byudvikling (Københvans kommune), og sidder i Partnerskabets
styregruppe.
75

ønskede en park, som der af ’faglige grunde’ blev underkendt til fordel for
Superkilen.
Vi vil her minde om Flyvbjerg udsagn om forholdet mellem rationalitet og magt:
”(...)rationalisering fremstillet som rationalitet er en hovedstrategi i magtens
rationalitet.” (Flyvbjerg 1991b: 424). Det vil sige, at magten finder vi i det, der for
aktørerne er ”sand” og selvfølgelig viden. Projektlederen fra Københavns Kommune
gør valget af BIG som konkurrencevinder til en selvfølgelighed i hendes optik, der
ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Det er en argumentation, hvor argumentet er, at
det andet forslag ikke kan udføres. Valgmuligheden findes ret beset ikke. Vi ser en
rationalisering i samme dur, når projektlederen fra Realdania forklarer, at valget faldt
på BIG: ”Fagdommerene var klart af den klare holdning at BIGs projekt overholdte
konkurrenceprogrammet, og det gjorde det andet projekt ikke. Der var lidt uenighed i
gruppen, men det lykkedes fagdommerene at få overbevist gruppen om BIG projekt.
Den var lidt svær da der var delte meninger, men det lykkedes at bliver enige
(Thomsen 2009: 0:13:28). Det der var forskelligt var at BIGs var et koncept, hvor
detaljerede elementer skulle sættes sammen af en borgerproces. (...) Det var svært,
da nogle har en mere faglig tilgang og en tiltro til at parter kan lave konceptet
ordentligt. Andre var mere trygge ved at vide, at det var mere detaljeret – man kan
ikke se det for sig. (Thomsen 2009: 0:17:30). Realdanias projektleder får altså
ligeledes udtrykt en rationalisering af fagligheden gennem fagdommerene, som viser
den ”rigtige” vej at gå. Det bliver selvfølgeliggjort, at det er fagdommerene, der ved
bedst, for ’de ved, hvad de taler om’. Magten viser sig her ved klæbe sig til
fagdommerene frem for dem, der ikke kan se det for sig – dem uden en faglig tilgang.
Det er en rationalisering, vi ser specielt i Realdanias og BIGs udsagn. BIGs
projektleder, som er uddannet arkitekt, rationaliserer på samme måde: ”Så var der
diskussioner om, hvordan den skulle se ud, og det er som sådan egentligt heller ikke
noget, borgeren skal blande sig i, fordi det er simpelthen et design spørgsmål. Nogen
76

synes den er grim, nogen synes den er pæn, det kan man jo ikke rigtigt bruge til
noget. Når vi arbejder, så er der jo rigtigt mange præmisser der skal gå op i en
højere enhed, funktion, lysforhold og materialer, overflader og al muligt.” Det er helt
selvfølgelig viden (for ham), at borgerne ikke er i stand til at komme med et
kvalificeret bud i design. Han underbygger sin påstand med eksempler på, at
borgernes meninger er meget subjektive. Når ret skal være ret, så bløder han dog op i
andre dele af interviewet, og fremhæver særligt borgernes indvirkning på projektet,
som værende afgørende for den plan for Superkilen, der er under udarbejdning. Men
eksemplet siger alligevel noget interessant om de forskellige rationalers mulighed for
indflydelse: borgergruppens foretrukne Nørrewood havde, hvordan man end vender
eller drejer den, reelt set ikke nogen chance for at blive valgt, så længe den af de
tilstedeværende fagdommere blev erklæret ikke egnet.
3.2 Borgerne ved bedst-tradition
Når borgerrepræsentanten udtrykker, at fejlen ved projektet er, at Partnerskabet har
valgt en top-down tilgang i et bottom-up område, er det netop blandingen af disse to
rationaler, han henviser til. Troels Glismann har været formand i Områdefornyelsens
styregruppe, og han har derfor været vant til at borgerne og deres lokale kendskab
bliver set som drivkraft bag projekterne. Han henviser både til denne erfaring fra det
sideløbende projekt, men også til Ydre Nørrebros generelle historie.
Det har været grundlæggende vigtigt for borgerrepræsentanten at have indflydelse på
projektet, for han er af den overbevisning, at gruppen af lokale interessenter
indeholder praktisk know-how, som er eksistentielt for processen.
Borgerrepræsentantens tilgang til deltagelsen har været med rod i borgernes ønsker.
Han har hele tiden spurgt sig selv om han vil kunne se sig selv eller andre i den nye
77

park, og dertil har han brugt ’hans sunde fornuft’. Han har hele tiden ville tilgodese
borgerne.
Det er altså den ’sunde fornuft’, han ser som værende den viden, han anser for
selvfølgelig, når der skal planlægges til hverdagslivet. Han har hele tiden ville
tilgodese borgerne. Han mener ligefrem, at borgernes indflydelse har været med til
”redde kunstnernes røv”, og nævner dertil et eksempel, hvor han fik gennemtrumfet,
at en rutchebane til 3-5 årige ikke skulle ligge klods op af en teenage-skole (HGO-
skolen): ” ’Kunstnerne’ har mere fantasi end praktisk realitet”.
Borgerrepræsentanten har netop den forståelse, at borgerne er dem, der ved bedst, når
det omhandler spørgsmål angående lokalområdets anliggender. En forståelse, vi
sætter i relation til områdes tradition for borgerindflydelse, som vi behandlede i
kapitel 3. Det er altså svært for borgerne at forstå, at nogen med den designmæssige
faglighed skal blande sig i, hvordan deres ”baghave” skal se ud. Som vi også tidligere
har fremhævet, så er borgerrepræsentantens motivation at påvirke parken med den
’praktiske realitetssans’, han ikke synes arkitekterne besidder.
3.3 BIG og Realdanias image
For at forstå Realdania og BIGS bevæggrunde for at deltage i denne proces, er det
vigtigt at forstå, at der er noget på spil med dette projekt. De lever nærmest af at
repræsentere noget bestemt, noget de er nødt til at opretholde. Ikke mindst BIG; et
privat firma i skarp konkurrence med øvrige tegnestuer, og har derfor også
økonomiske hensyn i forhold til at opretholde en faglig integritet. Som tegnestue skal
BIG kunne stå inde for det færdige produkt, da de som tegnestue med en bestemt stil
har vundet en arkitektkonkurrence. Derfor er der visse design- og stilmæssige
elementer de ønsker at fastholde, på trods af uenigheder (Stubgaard 2009; 2.0:32).
Når de taler om den positive opmærksomhed, der skal komme lokalområdet og lokale
78

aktører til gode, må man også forvente, at det automatisk giver en positiv
opmærksomhed til de involverede faglige aktører. Superkilen er altså et projekt, der
vil kunne pleje BIG og Realdanias omdømme. Realdania er kendt for at tænke meget
på arkitektur, de store skalaer, og hvad det gør for byen i sin helhed (Stubgaard 2009;
5.20). Realdania har til formål at forbedre livskvaliteten igennem det byggede miljø
(Thomsen 2009; 29.27).
”Realdania bruger mange kræfter på at få koblet de rigtige folk på projekter, og det
er Realdanias kvalitetssikring. Vi kan ikke holde til at bygge et projekt, som ikke (...)
vi har ikke haft så mange projekter, som ikke er blevet rost bagefter, på et eller andet
plan. I den faglige verden, i tidsskrifter og sådan, bliver projekter tit positivt omtalt.
Vi kan ikke rigtig holde til, at vi bruger penge på dårlige projekter.” (Thomsen 2009;
29.47). Realdania har altså en meget stor interesse i at projektet ikke er
middelmådigt. Det skal kunne vinde indpas i den ”faglige verden”. For at de skal
blive ved med at være respekteret, er det nødvendigt at de ikke blå-stempler
projekter, der ikke holder, dvs. ikke bliver rost. Når projektlederen fra Realdania taler
om faglighed, lader det til, at det i denne sammenhæng er den arkitektoniske og
designmæssige faglighed. En æstetisk erfaring, som adskiller sig fra de lokales
egenskaber. ”Vi har bare ikke kunne gå på de kompromiser, og sige fint nok så er det
bare borgerne der kan bestemme. Vi har haft de der ting vi har måtte arbejde med for
at vi kunne stå inde for det.” (Thomsen 2009; 0:37:59). Realdania skal i sidste ende
godkende projektet, og de ser det derfor som deres opgave at sikre, at projektet
rummer den kvalitet, ”som vi mener der skal til, for vi kan gå ind i det” (Thomsen
2009; 0:35:00). Projeklederen mener, at det er hendes opgave at sikre at BIGs
koncept på det designmæssige, så det også bliver til at genkende på det færdige
resultat. Som hun siger: ”De får lov til at komme med noget der er deres fodspor.”
(Thomsen 2009; 0:32:10).
79

Det er en tanke der vinder genklang hos BIG, som også taler om, at de har nogle
mærkesager, de vil kæmpe for at få gennemført, fordi det er en vigtig del af
konceptet. Tegnestuens projektleder har været glad for borgernes inputs, men han
mener også, at der er en grænse for, hvilke områder de skal have indflydelse på. Det
betyder ikke, at hverken BIG eller Realdania er direkte imod ’ikke-faglig’
indblanding i processen, men denne indblanding må ikke gå ud over fagligheden og
de koncepter, fagpersoner har fundet frem til. ”Jeg synes det kunne være fantastisk,
hvis borgerne var glade, men vi kan ikke gå på kompromis med kvaliteten bare for at
gøre dem glade.” (Thomsen 2009; 0:57:46).
Realdania, Københavns Kommune og tegnestuen BIG har alle som udgangpunkt, at
parken skal være et ’fyrtårnsprojekt’: (...)”Det ligger i hele projektprogrammet at der
skal skabes nogle fyrtårne, og bryde en negativ udvikling”, som Realdanias
projektleder formulerer det. Men det indebærer dog også, at der skal være et klart
skel i mellem faglighed og borgerinddragelse: ”Det er en afvejning om at
borgerinddragelse er super godt i forhold til noget funktionelt, men når det kommer
til design, mener vi i Realdania, at borgerne ikke ved bedst. Der er mange holdninger
omkring design – problemer mht. repræsentation.[Men] Når det kommer til design
skal der en faglighed til” (Thomsen 2009; 0:24:27). Hun mener derfor, at det er
ekstremt vigtigt, at koble fagdommere til projektet, at det er den faglige vurdering,
der vægtes højt, når der skal bedømmes kvalitet: ”Realdania har en holdning om at
det er de rigtige folk som skal kobles på de forskellige projekter – dem der ved noget
om noget, eller har noget erfaring” (Thomsen 2009; 0:29:47).
3.4 En farlig cocktail
Realdanias projektleder lukker ikke øjnene for, at det måske var en dårlig idé at
blande disse rationaler i processen. Hendes forklaring af kontroverserne hænger
80

sammen med, at borgerne har en anden forståelse af, hvad de kan bestemme: ”Der
har været en masse problemer, da der er en utryghed ved partnerskabets projekter.
Jeg tror det grunder i den forskel, der er imellem Partnerskabet og
områdefornyelsen. Vi er gået ind i et byområde, hvor de får en pose penge, 30
millioner, som borgere selv kan bestemme over. Samtidig med 100 millioner, som er
mange flere penge, men der bliver koblet faglige folk på og en arkitektkonkurrence.
Redskaberne der bruges i Partnerskabet er en anden måde at lave borgerinddragelse
på. Fra Realdanias side har der ikke været et projekt, hvor vi har lavet mere
borgerinddragelse, men i Mimersgade, pga. områdefornyelsen er man vant til mere
borgerinddragelse. Der er interaktion mellem det faglige og borgere i partnerskabets
måde at gøre det på” (Thomsen 2009: 0:24:27).
Også Københavns Kommunes projektleder pointerer det uhensigtmæssige i at
kombinere de to tilgange, de to måder at køre byudvikling på. Hendes fokus er på det
uheldige i både at have konkurrence, hvor en tegnestue med et stærkt koncept vinder
konkurrencen, og samtidig vil have borgerne til at påvirke projektets udformning:
”Altså jeg har tænkt sådan, at hvis man lave noget stort og spektakulært via en
konkurrence, og dermed finder et projekt der har et koncept, så synes jeg at det er det
man skal køre videre med uden at man kører borgerinddragelse med. Hvis man vil
have borgerinddragelse med, så synes jeg ikke at konkurrence er den rigtige form for
måde at lave projektet på (...).For det her med at nogen har en indsigelsesret på et
projekt der er gået skævt fra begyndelsen af, at nogle føler at de har fået lagt et
projekt ned over hovedet som de ikke vil have, hvor de i begyndelsen troede at de
ville få noget andet, det skaber nogle konflikter fra begyndelsen af. Og så skal man
være meget mere fokuseret på det der hedder proces, og finde ud af hvordan man
kommer igennem det her rigtigt” (Rotne 2009; 0:49:55).
Er der noget partnerne i denne planlægningsproces godt kan blive enige i, er det at
omstændighederne omkring to byudviklingsprincipper, der kører samtidig, på ingen
81

måde har været frugtbart for Superkilen. Det har tværtimod medvirket til skærpe
konflikten.
3.5 Superkilen som slutprodukt...
Som det måske fremgår, så er det særligt i forhold til begrebet byrum, at vi finder
forskellige rationaler i planlægningsprocessen af Superkilen. Der er simpelthen
forskellige forestillinger om, hvorfor man udvælger netop dette område, hvordan man
gør, og hvad det færdige byrum skal kunne. Det vi nu vil fremhæve omhandler
forskellige syn på disse spørgsmål, og igen er det særligt Københavns Kommune,
Realdania og BIG på den ene side, og borgergruppen på den anden side. Udover at
lade informanterne tale for sig selv – inden for vores konstruerede ramme – så vil vi
dog også knytte en kommentar til hvert rationale.
3.5.1 Bilbao-effekt?
Det er særligt Realdania og Københavns Kommune, der repræsenterer det rationale,
der ligger bag den føromtalte Bilbao-effekt. Det helt centrale er, at det er det
arkitektoniske byrum, der vil få en funktion på lokalt niveau i forhold til
identitetsdannelse og fællesskabsfølelse. For en del af Mimersgadekvarteret har
tilsyneladende brug for et ’skub i den rigtige retning’: ”Mjølnerparken er et område
løsrevet fra det omgivende samfund, hvor normerne for opførsel og adfærd er
anderledes, og hvor der eksisterer en kulturel og sproglig forvirring. De mange
paraboler afspejler områdets orientering mod et andet sted. Det er et område, hvor
stort set ingen danskere i dag ønsker at flytte til, og som både har været i fokus i
82

mange debatter og et centralt emne i de holdningsændringer, der er foregået i løbet
af de sidste dekader” (Københavns Kommune 2009b). Dette står skrevet i en
kulturhistorisk introduktion til Mimersgadekvarteret på Københavns Kommunes
hjemmeside, og det er altså til dels denne tilstand, som byrummet Superkilen skal
opløfte. Arkitekturen ses i Bilbao-effekten som en katalysator for positiv
opmærksomhed udadtil. Det skal blandt andet kunne trække andre mennesker til
området. Projektlederen i Realdania formulerer det således: ”Det ligger i hele
projektprogrammet at der skal skabes nogle fyrtårne, og bryde en negativ udvikling.
Det skal gøre at dem der ikke bor på Nørrebro har lyst til at komme der, være der og
bruge rummet, da det er noget andet end, hvad vi ellers har i København” (Thomsen
2009; 0:17:30). Men det er dog vigtigt, at det bliver gjort på den rigtige måde. Hun
nævner effekten af byfornyelsen på Vesterbro, som noget de vil undgå: ”Det har
været hele grundtanken, og det kan man læse i de første dokumenter, at vi vil lave
projekter som er anderledes end på Vesterbro. Det kan godt være det er et dårligt
eksempel, men Vesterbro har en byfornyelse som har skiftet beboerne ud. Det var
ikke for dem der boede der. Så har vi omvendt haft en anden følelse og lyst, og gå ind
på Nørrebro og sige: lad os nu lave nogle projekter der udspringer af de lokale
værdier og for de lokale. Det er hele grundprincippet – hvis alle flytter og ikke
bruger Superkilen, bliver vi sindsyg kede af det”(Thomsen 2009; 0:39:40). Det var
BIGs ide om, at de nødvendige parkobjekter skulle indsamles fra alle de lande, der er
repræsenteret i området, der var en af de afgørende grunde til at de i sin tid vandt
projektet. Partnerskabet så dette aspekt af konkurrenceforslaget, som en god måde i
forhold til at fremme det lokale ejerskab i området.
Der er altså to negative aspekter, som Partnerskabet håber på at kunne undgå og
forbedre i denne planlægningsproces: Området skal have et løft, men det skal være
for områdets nuværende beboere – ikke en mere økonomisk attraktiv målgruppe.
83

Da vi spørger arkitekten fra tegnestuen BIG, så uddyber han det sociale aspekt og
formål med byparken: Det var også den med, at man ikke ligesom har en område der
henvender sig specielt til nogen, så det ikke skulle have nogle arabiske elementer ved
Møljnerparken, i virkeligheden [skulle det være] det stik modsatte. Det var for at alle
skulle komme til parken og få lige berettigelse til parken. Og han fortsætter med en
udtalelse, hvor han faktisk adskiller sig en smule fra det udgangspunkt, som
Partnerskabet har: (...)vi har også været meget påpasselige med ikke at gøre det her
til et integrationsprojekt, fordi det bliver også meget politisk. For så sætter man
allerede folk i grupper, i en eller anden bås, fordi de er sådan og sådan, og ’dem skal
vi hjælpe’. Det er mere for at kunne åbne op altså for at lave en ting, hvor alle kan
mødes. Han understreger her et formål med byparken, der i højere grad handler om, at
den brede befolkning skal have glæde af parken, og at den ikke som sådan er tiltænkt
nogle specielle målgrupper/grupperinger, der skal fremmes.
3.5.2 Diskussion af Bilbao-effekten
Samlet set er der i ovenstående en forestilling om, at området på Ydre Nørrebro på
godt og ondt har nogle karakteristika, der kan forbedres. Og det er her vi vil
diskutere, hvilke konfliktende rationaler der er på spil i planlægningen af Superkilen.
Vi ser en lige linje mellem Partnerskabets rationale og tiltro til Bilbao-effekten, hvor
der planlægges ud fra et rationale om, at et ’fyrtårnsprojekt’ kan medvirke til at et
kvarters identitet og image styrkes. Men det er ikke en effekt, der er givet på forhånd.
Som Mazanti påpeger, så er det problematisk at diagnosen af et områdes tilstand
foretages af en ’udefra’ forståelse. Og spørgsmålet er så, om denne forståelse er
tilstrækkelig, eller om den overhovedet er ønskelig? Hvis beboerne i området er
uenige i planlæggerens beskrivelse og ikke ønsker forandring af stedets identitet, men
ligefrem ønsker at stedets identitet skal styrkes, så risikerer planlægningen at være
84

live indifferent overfor brugernes erfaringer og meninger. Man mangler, med John
Pløgers ord, forståelse af, hvem man planlægger for. Alle i byen forstår byrummet
forskelligt, så hvis ikke planlæggeren formår at skabe forståelse for den livsverden,
som han planlægger for, så vil der uvilkårligt skabe misforhold. Ejerskab er ikke, så
at sige, bare noget man planlægger sig til. Vi mener, det er en vigtig pointe, for en
given planlægning kan foretages med sociale hensigter, og alligevel medføre
utilsigtede konsekvenser, såsom undertrykkelse af selvsamme gruppe, som man
prøver at empower. Vi siger hermed ikke, at det er det, der kommer til at ske med
Superkilen, men man skal være sig bevidst om planlægningens skjulte og ’mørke
side’.
To Superkilen-eksempler der illustrerer, hvordan hensigt og effekt ikke er en kausal
størrelse, er forslaget om den ’Røde Plads’ (en af Superkilens tre zoner) og placering
af et israelsk kloakdæksel. BIGs arkitekt beskiver, hvilke udfordringer det har været,
når kritikere tolker noget om den Røde Plads, som ikke har været tiltænkt: ”(...) ham
der har hadet den her reference der var til den røde plads, som var en af de objekter
fra Rusland, der var sådan noget stalinistisk, sovjetisk og kommunistisk og det skulle
man ikke prøve at støtte. Og det er jo svært at argumentere imod hvis man ligesom
ser sådan”. Et andet eksempel på ’clash’ mellem fagfolk og lokalbeboere oplevede
vi, ved det møde, vi i sin tid observerede. Det var et møde, der omhandlede
rådgiverteamets nyeste forslag til konkret artitektur og øvrigte objekter til
Superkilens tre zoner. Som tidligere beskrevet, så var der uenigheder på dette møde
mellem arkitekterne og borgergruppen. Der var blevet indsamlet parkobjekter fra
næsten hver af de lande, der er repræsenteret i området, og et af
omdrejningspunkterne for debatten var et israelsk kloakdæksel. Det der ’var galt’
med kloakdækslet var, at arkitekterne havde placeret det foran indgangen til
Nørrebro-hallen, og det reagerede Nørrebrohallens repræsentant på. Han frygtede, at
hallens mange muslimske brugere ville reagere voldsomt på denne ’provokation’. For
85

arkitektgruppen var placeringen af det israelske kloakdæksel ikke af speciel faglig
betydning, hvorfor de da også gik med til at rykke det til et andet sted. Man havde
ikke medtænkt den indefra forståelse af byrummet, som har rod i hverdagslivets
praksis. En praksis som kan have stor betydning for, hvordan fremtidige brugere,
opfatter Superkilen, benytter den og giver mening til den.
3.5.3 Eller hærværk?
Selv om denne rapport ikke kan svare på, hvilke reelle konsekvenserne de enkelte
parkdele får for byparkens faktiske byliv, så siger den alligevel noget om, hvorfor og
hvordan, der er konfliktende rationaler i planlægningsprocessen. Der er ingen aktører
i planlægningsprocessen, der håber på, at byparken ikke bliver en succes, men der er
dog forskellige opfattelser af, hvad der skal til, for at de store ambitioner og de mange
millioner kan omsættes til en velfungerende park. Hvor særligt Partnerskabet håber
på, at parken kan løfte identiten og livskvaliteten for områdets beboere, så er det et
andet syn, der frygter at netop selv samme proces kan have en potentiel skadelig
effekt. Tidl. chef for Nørrebro Park kvarterløft er inde på netop denne risiko: ”Man
vælger en proces, som beboerne ser som værende arrogant, (...) noget der signalerer
PAKISTAN! Altså de her mange kulturelle grupper, så udstiller vi nogle symboler,
men altså [det] folk oplever [er]: kom og se Mjølnerparken og dem der bor i den”
(Langebæk 2009: 0:51:49).
Et centralt succeskriterium for parken er, alt andet lige, at den bliver taget godt i mod,
at den bliver brugt, og at den ikke spoleres på grund af hærværk. Og det er netop det
sidste punkt, som alle aktører frygter – og det angår også BIG, Realdania og
Københavns Kommune.
Borgerrepræsentanten og tidl. chef for Nørrebro Park kvarterløft har en skepsis som
86

handler om, at de ansvarshavende for processen skulle have grebet
borgerinddragelsen anderledes an, hvis man vil undgå at parken udsættes for
hærværk. Borgerrepræsentanten formulerer det således: ”Jeg frygter at de pga.
manglende tilhørsforhold og ejerskab, grundet den dårlige proces, ja så frygter jeg at
de vil smadre det, og at det derved vil være spildte kræfter” (Glismann 2009; l. 60).
Han betoner dertil, at parken grundliggende har potentiale til at skabe et godt byliv:
”Det betyder noget for kvarteret. Det er vigtigt for, hvordan kvarteret opfatter sig
selv. Det er vigtigt at man har noget, der er noget værd, så man kan føle sig
hjemme”(Glismann 2009; 67).
Den tidligere chef for Nørrebro Park kvarterløft har samme syn. Han frygter også, at
det lokale ejerskab vil være begrænset, når man ikke har brugt flere kræfter på at
mobilisere de unge i området. Der har manglet en social mobilisering, som man har
set det i Områdefornyelsen og i Nørrebro Park kvarterløft. Han mener, at det er
vigtigt, at der er autoriteter, som kan sige: ’det der skal man sgu lade være med at
fucke op’ (Langebæk 2009; 0:55:01). Han taler her om, at man med fordel skulle
have inddraget ’storebrødrene’ i området. Vi spurgte: ”Hvad mener du med en
’storebrødre’ tilgang”?
”Jeg mener at få fat i dem der bliver 25, altså dem der har været ude at lave ballade,
har været ude at smadre skilte, men som ikke gør det mere. De kan sagtens gå ud og
sige, og have en autoritet fordi de selv har været en del af det, og sige det her gør vi
bare ikke. Det tror jeg ville have haft meget stor betydning hvis man kunne det, og
hvis det hed sig at det her er der altså noget i, og ikke fri leg. Det tror jeg gør en stor
forskel”(Langebæk 2009: 0:57:30).
87

3.6 Når særinteresser indvirker på processen
En faktor, vi også synes, skal belyses i forhold til at forstå modstanden mod
Superkilenprojektet, er den såkaldte NIMBY-effekt - ’Not in my backyard’. Ved
’NIMBY’ karakteriserer man folks deltagelse ud fra, om de har nogle særinteresser
(Agger 2005; 161). Det er et begreb i planlægningsterminologi, der beskriver det
fænomen, at ’noget’ egentlig er en god ting for lokalområdet, en selv, eller resten af
byen, men bare ikke hvis det lige ligger der, hvor man selv bor. Vindmøller er et godt
eksempel på dette: De færreste har noget at indvende i mod den ikke-forurenende
måde at skaffe energi på, men den larmer og er for nogen ikke det flotteste objekt, der
kan pryde ens udsigt. NIMBY-effekten kan spille ind når: damen, der kigger ud af sit
vindue ikke kan lide den dominerende røde farve, eller manden der ikke er
interesseret i en tribune foran hans vindue, fordi den forringer lysindfaldet i hans stue.
Modstanden har specielt været rettet mod planforslagets røde farve, der ligesom
farverne i den grønne og sorte zone, bliver markante og meget skarpe. BIGs
konkurrenceforslag vandt netop på grund af det stærke og kraftfulde koncept, så når
det hedder rød, grøn eller sort zone, så bliver det vitterligt også de farver.
Allerede på Kilebestyrelsens første møde så man, hvordan særinteresser spillede ind i
diskussionen om projektforslaget. En af medlemmerne var nervøs over at: ”(...) et
sportsområde - den røde zone – midt i et beboelseskvarter vil give meget støj for
beboerne i området”. Til dette blev det svaret, at Kilebestyrelsen skulle præcisere,
hvad der var særligt vigtigt at tage hensyn til i udvikling af BIGs forslag, men at ”støj
her ikke er berettiget, idet kriteriet har været, at man vil lave et aktivt miljø”
(Kilebestyrelsen 2008; 2). Projektlederen fra Københvans Kommune er enig i dette
idet: ”(...) folk er jo altid sådan lidt...’jeg vil gerne have noget nyt, men det skal ikke
være der hvor jeg bor. Og hvis det ikke er præcist sådan som jeg vil have, så er jeg
måske lidt bekymret for, hvordan det kommer til at virke’” (Rotne 2009; 1:03:50). I
88

orgerinddragelse er det svært at undgå den forståelse, som kommer fra et mere
subjektivt syn og tilgang til byudvikling, og derved har NIMBY-effekten også præget
de konfliktende rationaler, der findes i processen.
3.7 Reel indflydelse
Hvis man ser på netværksstrukturen, som ’på papiret’ kendetegner Superkilen, skal
beslutninger ske i et samarbejde på tværs af forskellige aktører. Københavns
Kommune, Realdania, det vindende rådgiverteam under BIG, Områdefornyelsen
Mimersgadekvarteret og Kilebestyrelsen skal alle indgå i et givende samarbejde
baseret på en gensidig respekt for hinandens kompetencer. Problemet opstår når:”
(...) bygherre delt i tre, og det giver nogle konflikter, kan vi mærke nu. Fordi de har
hver deres ståsted” (Stubgaard 2009; 0:6:10). Som vi vil berøre i det næste, er det
ikke kun problematisk, at aktører(ne) har hver deres (ofte modsatrettede) ståsted, men
også i praksis har den reelle håndtering af disse forskellige ståsteder vist sig at være
problematisk. På papiret virker det som en typisk netværksstruktur, men som vi vil
vise, har forløbet været besværligt, og til tider ligefrem ukonstruktivt.
3.7.1 Kilebestyrelsens indflydelse
Strukturen har vist sig at være et problem, da det ikke har været klart defineret, hvem
der skal have noget at sige, og hvor meget de forskellige parter har at sige.
Frustrationerne har ofte omhandlet, eller foregået indenfor Kilebestyrelsen, som er en
del af beslutningskonstruktionen, men ikke en del af bygherregruppen. De er en slags
referencegruppe med meget at sige. (Stubgaard 2009; 0:5:20) De har haft en vis
indsigelsesmulighed ”men de har ikke haft nogen vetoret. De har haft mulighed for at
komme med forslag, men det har hele tiden været styregruppen som tog de endelige
89

eslutninger. Og der føler de sig efterhånden trampet ned med hvad der blev
gennemført” (Rotne 2009; 0:54:10). Som det fremgår af et af de første referater fra et
Kilebestyrelses møde, så var de fra start ” (...) skeptisk i forhold til, hvor meget
Kilebestyrelsen egentlig kan være med til at bestemme” (Kilebestyrelsen 2008; 4).
Det spændende i dette er, at der er lagt op til at Partnerskabets styregruppe, på trods
af deres vetoret, skal lytte aktivt til Kilebestyrelsen, og at det ville være højst
usandsynligt, at der blev besluttet noget som Kilebestyrelsen opponerede stærkt
imod. Paradoksalt i denne proces er, at der er så forskellige meninger om, hvor meget
eller lidt der er lyttet. Forløbet er nærmest en klassiker: Kilebestyrelsen eller
borgergruppen synes ikke, at rådgiverteamet har lyttet, og rådgiverteamet synes, de
har lyttet rigtig meget (Rotne 2009; 0:49.55). Her fremgår det tydeligt, at der har
været uklarhed over, hvor meget og i forhold til hvad, Kilebestyrelsen kan være med
til at beslutte, og hvordan Partnerskabets styregruppe egentlig lytter til
borgergruppen.
Bemærkelsesværdigt i denne sammenhæg er, at der allerede på Kilebestyrelsen første
møde blev meldt ud, hvilken rolle Kilebestyrelsen skulle have: ”Kilebestyrelsens
rolle er at fungere som reference til CAU i forhold til den daglige praktiske brug af
arealet og den bedste placering af indhold og aktiviteter. Kilebestyrelsen skal
kommentere og diskutere med CAU og rådgiverne på disse områder for at detaljere
forslaget” (Kilebestyrelsen 2008; 2). Af dette fremgår det altså, at der har været en
klar udmelding om, hvilken rolle Kilebestyrelsen skulle have under udarbejdelse af
hovedforslaget – de skulle fungere som et refererende byggeudvalg, detaljere og
konkretisere vinderforslaget. Som nævnt tidligere har der dog været en massiv
modstand fra projektets start, efter dommerkomiteens beslutning, og på nogle punkter
også modstand før BIG kom ind i billedet. Projektlederen fra Realdania siger til dette:
”Det som der har været her - man har ikke spurgt borgerne: Skal vi lave Superkilen
eller skal vi ikke lave Superkilen?” (Thomsen 2009; 0:12:24) – problemerne er
90

opstået grundet en beslutning taget lang tid før borgergruppen overhovedet kom på
banen. Som det også fremgår af kapitel 3, kommer projektet ind i et område med stor
beboerengagement, der er præget af en bottom-up tilgang til byudvikling. Derfor vil
borgergruppen på mange måder ikke ’nøjes’ med, at detaljere og bestemme om
belægningen skal være den ene eller den anden røde nuance. De vil have
medbestemmelse over, hvad der skal bygges og ikke kun detaljere et forslag, som er
besluttet udfra en faglig og udefrakommende vurdering af det rigtige projekt til
området. Uanset i hvilken grad det er blevet kommunikeret ud, så har der været stor
modstand, fordi borgergruppen kun har fået lov til at være med i beslutninger helt
nede i det små. Problemet er at Partnerskabet enerådigt har besluttet at udføre
Superkilen som ’fyrtårn’ og samtidigt har lavet en konstellation, hvor borgergruppen
på papiret har meget at sige. Dette er projektlederen fra Københavns Kommune
udmærket klar over: ”(...) her er det blevet en lidt mærkelig konstellation mellem et
stærkt koncept, som man ikke kan fravise, og nogle borgere som ikke kan lide det. Det
gør det altså ikke til en særlig nem ramme at arbejde indenfor” (Rotne 2009;
0:51.35). Borgerrepræsentanten mener ikke, at borgergruppen har haft mulighed for
at sige noget, og ikke ment at der er blevet lyttet:”Man kan ikke regne med det, de
siger. Hvad betyder borgerinddragelse konkret? – Ikke en skid! Det bliver ikke det,
borgerne ønsker” (Glismann 2009).
Dette viser helt klart de forskellige rationaler og forståelser af forløbet, som siger
noget om, hvad der skal til for at en proces bliver god. Vi har tidligere været inde i
denne diskussion, men finder det relevant at tage den op igen, for at se det i relation
til bogerinddragelse. På den ene side viser de forskellige ståsteder i bygherregruppen
og i hele netværket, en klar forskel i, hvad borgerinddragelse bør være. På den anden
side viser det også, hvilke succeskriterier, der er i forhold til det færdige produkt - i
forhold til det, der skal skabes. Det forslag som vandt konkurrencen er ikke det,
borgergruppen ville have. Partnerskabet har spillet ’faglighedskortet’, og det har
91

derfor ikke været hensigten, at projektet skulle have samme type borgerinddragelse,
som der normalt er på Nørrebro, eller som der eksempelvis er i Områdefornyelsen
Mimersgadekvarteret. På Kilebestyrelsens første møde er det blevet udmeldt, hvilken
type borgerinddragelse, der skulle tilrettelægges i projektet: I den fase, hvor
Kilebestyrelsen blev inddraget, har det ikke været hensigten at spørge borgerne bredt,
hvad de ønskede, men borgerne skulle til gengæld diskutere funktioner, aktiviteter og
være med til at udpege de 57 objekter, der skulle være i Superkilen (Kilebestyrelsen
2008; 5). Denne bestemte type projekt har været i modsætning til Områdefornyelsen,
som i højere grad drejer sig om at få afdækket de behov, der er i området, lave en
bred inddragelse, og altså ikke kun er et spørgsmål om at detaljere et besluttet forslag.
På trods af hensigten med den type borgerinddragelse, som Partnerskabet ønskede i
projektet, er det tydeligt at Kilebestyrelsen ikke synes, det har været en optimal
borgerinddragelsesproces. På et fællesmøde mellem Kilebestyrelsens og
rådgiverteamet har en af medlemmerne en klar kritik af dette, og mener ikke, at der er
den store forskel fra dispositionsforslaget til det bearbejdet forslag. De eneste
ændringer, ifølge ham, var små ændringer, og han mente, at borgergruppens kritik af
forslaget var blevet ignoreret. ”Der har været tale om en pseudo-borgerinddragelse,
hvor resultatet er givet på forhånd” (Fællesmøde 2009; 4). På trods af, at
Kilebestyrelsen på et tidligere møde havde nævnt tilfredshed med fællesmøderne med
rådgiverteamet, og følt at der var lyttet til dem (Kilebestyrelsen 2009; 1), har der altså
været stor uenighed både internt i borgergruppen, og mellem Partnerskabet og
Kilebestyrelsen om de positive og negative elementer ved borgerinddragelsen og
selve processen.
92

3.8 En konstruktiv proces?
En del af konflikterne mellem borgergruppen og Partnerskabet har altså rod i uklare
roller og forvirring over, hvor meget eller hvor lidt de forskellige parter egentlig har
at sige. Et andet aspekt er også, hvor ukonstruktiv processen på mange måder har
været. Fra projektets start har der været stor utilfredshed med de beslutninger, som
Partnerskabets styregruppe har vedtaget, og at man fx. valgte et andet projekt end det
borgergruppen ønskede. Utilfredsheden og frustrationen over fortiden har medført, at
borgergruppen i mange beslutningsprocesser har haft svært ved at være konkrete og
har ikke forholdt sig til de ’rigtige beslutninger’. Projektlederen fra Københavns
Kommune siger i forbindelse med dette, at det er vigtigt at få klarhed over, hvilke
beslutninger, der allerede er taget, så der ikke diskuteres det samme igen. Det er
vigtigt i forhold til, hvad der er muligt og ikke muligt, og hun mener, at dette aspekt
har været svært i processen (Rotne 2009; 0:54:10). Hun siger: ” (...) jeg synes bare
der har været meget tilbageskuen på ting, som jeg ikke har haft indflydelse på, som
ikke kan ændres og som de har taget med. Og det synes jeg har været ærgeligt. Men
det er jo vigtigt at man har nogle folk som er engageret, som synes de gerne vil
deltage og kæmpe for noget de ikke synes er godt. Og det er jo det der gør en svær
position, når der er andre der siger...dem der har pengene...som er bag
financieringen, som siger ”vi synes det her skal videre” (Rotne 2009; 1:03:18).
For at eksemplicere dette, vil vi (igen) fremhæve den meget omtalte røde farve, som
den ene zone skal have. Kilebestyrelsen har fra starten være bekymret over den røde
farve, men har også været imod den stærke funktionsopdeling, der har været i
forslaget. Dette er en kritik af selve det koncept, som BIG har vundet med. Et
koncept som rådgiverteamet ikke ville gå på kompromis med, da de ikke var: ” (...)
interesseret i at starte med at pille forslaget fra hinanden. Det er tænkt som en
helhed. Zonerne i forslaget er klart definerede, men vil i praksis blive blødt op”
93

(Fællesmøde 2008, 2). Det lå altså klart, at der var nogle konceptuelle elementer i
projektforslaget, som Kilebestyrelsen ikke havde indflydelse på. Irritationen over at
man ikke kunne gøre noget ved et koncept man grundlæggende ikke kunne stå inde
for, har præget processen hele vejen igennem. Dette viste sig ihvertfald mere end tre
måneder efter da man stadig i Kilebestyrelsen diskuterede utilfredshed med den røde
farve. Selvom der har været positive møder med rådgiverteamet, hvor der var blevet
lyttet, var konceptet besluttet lang tid inden og zonerne lå fast (Fællesmøde 2009; 4).
Borgerrepræsentanten kommenterede det, og sagde: ”Det nytter ikke nu at diskutere,
om man hellere ville have haft en blå plads, nu må vi forholde os til det konkrete der
ligger” (Fællesmøde 2009; 5). På trods af, at nogle medlemmmer prøvede at kigge
fremad, er det ikke altid lykkedes og medlemmerne er endt i mange af de samme
diskussioner, hvilket ikke gør processen særlig konstruktivt. Projektlederen fra
Realdania har også nævnt, hvordan ’forkerte’ diskussioner har præget processen, og
Kilebestyrelsens rolle som sådan ikke var at bestemme, om det skulle være rødt eller
ej: ”(...) tanken var jo egentlig bare at de skulle have den her positiv tilgang til det:
’at vi har en mulighed for at få et byrum her og vi skal finde på nogle gode aktiviteter
at putte i’ og så bliver fokus ligepludselig: hvad må vi bestemme om det her – skal det
være rødt eller skal det ikke være rødt. Det var bare egentlig ikke det der var
meningen” (Thomsen 2009; 0:47:40). De gentagne diskussioner, og det at fortiden
har fyldt meget, har medført en skæv start, og været meget sigende for den fortsatte
proces.
3.9 Et stærkere forslag i dag?
Der har været en del uklarhed over, hvilken type borgerinddragelse der har været den
mest hensigtsmæssige, men også frustrationer over at man i dette projekt ikke gør
som ’man plejer’ på Nørrebro. Projektet er dog blevet ændret hen af vejen og
94

spørgsmålet er så, om forslaget står stærkere i dag, end det forslag BIG vandt
arkitektkonkurrencen med.
Den bestemte type konstellation, man ser i projektet, ligger op til en høj grad af
direkte samarbejde mellem rådgiverteamet og borgergruppen, og dette samarbejde
har på mange måder været nyt. BIGs arkitekt mener, at det direkte samarbejde har
tilført projektet utrolig mange positive ting, men at det har været en utrolig hård
proces grundet den stærke modstand fra projektets start (Stubgaard 2009; 0.18.00).
Nogle elementer i projektet er blevet mere detaljeret, og i det bearbejdede
projektforslag er der fx. kommet mere beplantning, grillsteder, udendørs
styrketræning og picnic pladser, som ikke var der før. Dette er eksempler på en
funktionsmæssig detaljering af projektet, og en effekt af det tætte samarbejde mellem
borgergruppen og BIG. På trods af, at det er sket på et detaljeringsniveau, er det
fagligt stærke konceptforslag, som vandt arkitektkonkurrencen, blevet løsnet op og
detaljeret gennem det tætte samarbejde med borgergruppen og altså rettet ind efter
det hverdagslivsperspektiv, som borgergruppen har: Borgerrepræsentanten er enig i
dette, idet han siger: ”Jeg tror dog det bliver en flot park! – Men det er ikke mindst
på grund af vores praktiske indsigt” (Glismann 2009). Der har været et meget direkte
samarbejde mellem fagligheden og hverdagslivets logikker, som vi helt klart ser
nogle potentialer i. Ifølge BIGs arkitekt har samarbejdet ført til at projektet
forhåbentligt ender med: ” (...) et kompromis, en fællesnævner der stadig har noget
kant” (Stubgaard 2009; 0:45:52).
Det står klart at borgerinddragelse, og et tæt samarbejde med borgergruppen, var et
centralt element i projektet, men det har skabt en række kontroverser. I dette viser sig
tre spørgsmål: Viser de mange uenigheder, at den valgte form for borgerinddragelse
ikke er blevet kommunikeret godt nok ud? Viser det en manglende indsigt i, hvad
man kan ’tillade sig at gøre’ i et område som Ydre Nørrebro? Eller viser det en
borgergruppe, som ikke kan forholde sig til og acceptere deres egen rolle? Arkitekten
95

fra BIG siger til dette: ”Der skal være borgerinddragelse, men der må også være en
grænse, for skal de i virkeligheden føre vores pensel?” (Stubgaard 2009; 0:30:11).
Dette ligger op til en diskussion om, i hvilken grad man skal lave borgerinddragelse,
og om der kan være projekter, hvor fagligheden bør være stærkest for at skabe
anderledes og udfordrende byrum? Noget af denne diskussion har vi allerede berørt,
men vi synes dog, det er interessant at fremhæve aktørernes efterrationalisering på
processen.
Projektlederen fra Realdania mener, at der er noget godt i begge modeller. Hun mener
ikke, at borgerinddragelse kun er løsningen, men hun mener heller ikke, at
kommunen er interesseret i, at beslutninger kun bliver taget oppefra. Begge dele skal
gå hånd i hånd (Thomsen 2009; 0:28:23).
Projektlederen fra Københavns Kommune mener at, hvis man ønsker at lave noget
stort og spektakulært via en konkurrence, og finder et projekt der har et stærkt
koncept, så er det det, man skal køre videre med uden en sideløbende
borgerinddragelse. Hvis man vil have borgerinddragelse, så synes hun ikke, at en
konkurrence er den rigtige form at lave et projekt ud fra (Rotne 2009; 0:51:35). Vi er
enige i, at valget af arkitektikonkurrence som form, og beslutningen om det ene
forslag fremfor et andet, har været med til at give processen en dårlig start. Men på
den anden side ligger der nogle potentialer i at lade en tegnestue som BIG,
samarbejde med en borgergruppe om udformning af et byrum. Problemet har derfor
mere været beslutninger taget på forkerte baggrunde, en stærk modstand fra
projektets start og en manglende indsigt i, hvad det er for et område man laver en
indsats i.
96

3.10 En lang proces med tab af vidensdeling og
frivillig engagement
Som man kan se ud fra forrige sides illustrationen er Troels Glismann en af de eneste,
der har været med hele vejen igennem, og det giver os et billede af, hvordan
projektet har haft mange aktører og skiftende personer fra start til slut. Processen er
blevet kritiseret for manglende erfaringsudveksling, hvilket kan ses i et notat om
udviklingsorienteret borgerinddragelse, som Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret
har lavet. Notatet handler om den hidtidige erfaring og resultater, der har været i
borgerinddragelsesprocessen. Heri står der at: ”(...) processen har indeholdt positive
elementer, men at KUBEN ikke via borgerinddragelsesprocessen har tilført projektet
de kvaliteter eller opnået de resultater som oprindeligt var forventet af styregruppen”
(Mimersgadekvarteret 2007d; 1) Notatet skulle bruges til at de opnåede erfaringer og
erkendelser blev brugt i det videre forløb, så der efterfølgende gennemføres en mere
”engageret og professionelt gennemarbejdet proces i et reelt dialogbaseret
samarbejde med lokale partnere i kvarteret” (Mimersgadekvarteret 2007d; 2)
BIGs arkitekt mener også, at det har været svært med vidensdelingen igennem
processen. Før BIG vandt konkurrencen gennemførte KUBEN en
borgerinddragelsesproces for at finde ud af, hvad der var brug for på Ydre Nørrebro,
og hvad borgerne havde af behov. Ud fra det blev konkurrenceprogrammet
udarbejdet, og da BIG så skulle starte deres borgerinddragelsesproces har der været
tvivl om, hvordan den ’gamle viden’ skulle indgå og videre bearbejdes. Denne
videreformidling har skabt nogle kontroverser og BIGs arkitekt mener, at det bunder i
at processen har kørt over så mange år, og at folk bliver skiftet ud undervejs i de
forskellige grupper, gør også folk frustreret (Stubgaard 2009; 0:8:34). Ligeledes er
der på et fællesmøde mellem Kilebestyrelsen og rådgiverteamet kommenteret på
erfaringsudvekslingen i processen. Borgerrepræsentanten mente, at der skulle være en
98

større erfaringsudveksling med Områdefornyelsen i forhold til borgerinddragelsen i
området. Han mente, at det ville være givende, fordi det hidtidige materiale fra
borgerworkshoppene havde været dårligt udarbejdet i forhold til målgrupperne i
området, og al for dårlig kommunikeret ud. Kilebestyrelsen og Områdefornyelsen
skulle i meget højere grad inddrages i den kommende proces (Fællesmøde 2009a; 4).
Det er altså ikke svært at forestille sig, at de mange skiftende aktører (over en næsten
6-årig lang periode), både projektledere, forvaltninger, repræsentanter og frivillige
ikke har gjort det nemt for erfaringsudveksling mellem Områdefornyelsen
Mimersgadekvarteret, Kilebestyrelsen, KUBEN, Partnerskabet og det vindende
rådgiverteam.
Et aspekt vi altså vil tydeliggøre i vores forståelse af processen, som har været med til
at forværre situationen, er projektets lange tidsperspektiv. Det ligger klart, at det for
alle indblandede parter har været en lang proces, og projektlederen fra Københavns
Kommune siger ligefrem: ”Jarh, jeg glæder mig til at det her er godkendt, så jeg kan
komme videre. Jeg tror i hvert fald at Kilebestyrelsen er meget trætte efterhånden, og
føler sig ikke så engageret længere. Og det har været en lang proces. Specielt det her
sidste stykke tid med at få det hele godkendt, både i Partnerskabets styregruppe og
rent politisk. Men jo! Jeg er lidt træt nu” (Rotne 2009; 1:07:58). Hvis man ser på
vores illustration, så kan man se, at Partnerskabet blev dannet i 2004, og i 2009 er det
første projekt, ud af tre, først ved at blive endelig godkendt. Det er en lang periode at
være engageret i, og det er netop engagementet, der er dalet en del: ”Folk har bare
ikke været så engageret som før, og det kan godt være at processen har været
dræbende. Det kan godt være nogle synes at de ikke har forstået processen”
(Thomsen 2009; 0:50:22). Hvis man tager Kilebestyrelsen som eksempel, så startede
de 13 og nu er de tre (Glismann 2009), hvilket siger en del om det dalende
engagement. Medlemstallet i Kilebestyrelsen er både faldet grundet den dårlige
proces, frustrationen fra projektets start, men det har også været svært at engagere sig
99

i en konfliktende proces, når man deltager på frivillig basis. Hertil nævner
borgerrepræsentanten et eksempel med, at han er blevet ringet og meddelt, at det
kommende møde ville ligge i hans arbejdstid (om formiddagen), og det var ikke
muligt at få nogen form for kompensation for tabt arbejdstid. For mange af
Kilebestyrelsens medlemmer har deltagelsen i processen været for egen regning
(Glismann 2009).
Vi ønsker ikke, at problematisere den manglende økonomiske kompensation for
deltagelse i processen, men diskutere det at frivillige kræfter engagerer sig, hvis de
føler, at der bliver lyttet til dem, og hvis deres kompetencer bruges aktivt i en proces.
At det i det hele taget kan nytte noget, at de deltager aktivt og bruger deres fritid på
en proces som Superkilen.
Dette er spændende at forstå i forhold til begrebet empowerment. Vi mener ikke, at
projektet som sådan har et empowerment-orienteret sigte, men at der er visse ligheder
og forskelle, som er relevante at belyse. Som beskrevet i kapitel 3 har empowerment
tilgangen til byfornyelse for det første et subjektivt sigte i forhold til, hvad mennesket
tænker om sig selv og dets muligheder for at gøre en forskel. For det andet sigter
empowerment også efter ydre forhold, hvor samfundets mulighedsstrukturer skal
ændres. Man kan sige, at Partnerskabet på papiret har prøvet at ændre de objektive
rammer, hvori borgergruppen skal agere indenfor: der har fx. været en
borgerrepræsentant i dommerkomiteen, et tæt samarbejde mellem ’fagligheden og
hverdagslivet’ og mulighed for at borgergruppen kan komme med indsigelse mod
forslaget og vedtagne beslutninger. Men det er noget andet, der så kendetegner den
reelle proces. Der har været et frivilligt engagement og en forståelse fra
borgergruppens side af, at man kan gøre en forskel - en forståelse af, at ens
handlekapacitet er ændret. Men denne forståelse er ikke blevet modsvaret af et reelt
ændret objektivt mulighedsrum. Med Lars Engbergs tanker om, at borgere skal
forlade rollen som (sofa-) vælgere, kritikere og deltage aktivt i planlægning, kan man
100

sige, at de frivillige kræfter i borgergruppen har forladt sofaen, og spørgsmålet er så,
om de skulle være blevet siddende? Nej er svaret, hvis man spørger borgernes
repræsentant. For ham nytter det ikke noget, at man som borger melder sig ud, for så
får man ingen indflydelse: ”Det handler jo om at skabe noget, ellers sker der
ingenting” (Glismann 2009)
101

4 Konklusion
Denne konklusion har en grundliggende hensigt. Vi vil svare på
problemformuleringen: Hvilke konfliktende rationaler er på spil i Superkilens
planlægningsproces? For at besvare problemformuleringen på den bedst mulige
måde, så vil vi opsummere de forskellige aktørers rationaler og tydeliggøre, hvordan
de adskiller sig fra hinanden. For at illustrere vores konklusion, har vi optegnet
rationalerne i en tabel sidst i kapitlet.
Vi har indsamlet og fremstillet den fornødne data til at forstå aktørernes forskellige
rationaler. Fremgangsmåde, motivation og videnskabelige præmisser for rapportens
forløb har vi belyst i Kapitel 1 og 2. Vi har givet de forskellige parter taletid på
centrale stridsspørgsmål i kapitel 4, og fremvist kontekst og bevæggrunde for disse
udtalelser i kapitel 3. Frugten af disse kapitler vil vi hermed endeligt opsummere:
De konfliktende rationaler viser sig lige fra processens start. Da dommerkommiteen
skulle vælge det endelige konkurrenceforslag, var der uenighed på to punkter: At det
for det første overhovedet blev BIGs projekt, og for det andet omhandlede det måden,
hvorpå valget blev afgjort. Lige meget, hvilken version de forskellige parter gengiver,
så står det tilsyneladende klart, at der ikke var meget at diskutere i
dommerkommiteen. Den ene version handler om, at borgernes repræsentant i
Partnerskabets styregruppe fik et ultimatum, som han ikke kunne sige i mod. Den
anden version handler om, at alternativet til BIGs robuste konceptforslag,
Nørrewood, ikke kunne lade sig gøre at udføre, selv om det var blevet udvalgt som en
af to mulige konkurrencevindere. Processen kom altså dårlig fra start, og det var
borgergruppen (Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret, Kilebestyrelsen + øvrige
borgere) på den ene side, Realdania og BIG på den anden, og Københavns Kommune
midtimellem. Borgergruppen var af den overbevisning, at området havde brug for en
bypark med rekreative naturelementer, mens Partnerskabet i højere grad mente, at
102

BIGs forslag levede op til de ’fyrtårns-ambitioner’ og fagligt høje standarder, som de
i konkurrenceprogrammet havde efterspurgt.
Nogenlunde samme konstellation går igen på spørgsmålet omkring, hvilke ressourcer
der bedst sikrer en succesfuld bypark. Borgernes repræsentant synes at projektet i
sidste ende står stærkt, men det er ikke mindst, fordi borgergruppen har været inde og
præge de konkrete planforslag, med deres indsigt i, hvordan livet leves på Ydre
Nørrebro. Uden dette element ville byparken, ifølge borgerrepræsentanten, være fuld
af fejl og med dertilhørende negativ konsekvens for det fremtidige byliv. BIGs
arkitekt underkender ikke betydningen af, at borgergruppen har været med til at
kvalificere projektet. Han er af den mening, at det nuværende projekt står stærkere
takket være kombinationen af faglighed og hverdagsliv. Men han holder, ligesom
Københavns Kommune og Realdania, fast ved, at der er områder i planlægningen,
som man ikke kan overlade til en ikke-faglig vurdering. I hvertfald ikke, hvis man vil
skabe det fyrtårnsprojekt, som det ambitiøse og dyre projekt ligger op til og ikke, hvis
man er en virksomhed, der brander sig selv med arkitektur af højeste klasse. At det så
falder uheldigt sammen med, at der samtidig er en borgerinddragende proces i gang i
Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret, er de alle enige i.
Diskussionen siger noget om, at borgergruppen på den ene side har et rationale om, at
borgerindflydelse og inddragelse af hverdagslivets praksis er den bedste måde at sikre
en succesfuld bypark på, mens Realdania i højere grad vægter arkitektfagligheden.
Københavns Kommune og BIG er i denne henseende de aktører, der i største grad
betoner kombinationen af de to rationaler som værende givende.
De forskellige aktører har alle haft til efterretning, hvad det er for et slutprodukt
Superkilen ender op med at være. Og her er der også to versioner repræsenteret.
Københavns Kommune og Realdania håber på, at byparken kan være med til at give
kvarteret et socialt løft, som både har en effekt udadtil og indadtil. Vi relaterer denne
103

evæggrund til de erfaringer, som planlægningen af Guggenheim-museet i Bilbao
illustrerede. BIG håber på nogenlunde samme effekt, men pointerer dog, at projektet
er for alle, og at det ikke nødvendigvis kun er sigtet mod bestemte grupper i området.
Man har fra BIGs side håbet på, at de mange forskellige objekter, der er indsamlet fra
de lande, hvorfra der er lokalbeboere repræsenteret, kan være med til at styrke det
lokale ejerskab.
Hvor ovenstående treenighed ser Bilbao-effekt og mulighed for at planlægge sig til
lokalt ejerskab, så frygter borgergruppen modsat, at parken vil blive udsat for
hærværk, og at der ikke er skabt et lokalt ejerskab gennem processen.
Borgerrepræsentanten og den tidl. chef for Nørrebro Park Kvarterløft er inde på, at
lokalt ejerskab er centralt i forhold til, hvordan områdets borgere vil tage i mod
parken og behandle den. Men de er uenige i, at det er ’nok’ med de mange objekter.
Hvis man vil skabe tilhørsforhold, så skulle man have grebet borger- og
brugerinddragelsen anderledes an og den tidligere chef for Nørrebro Park kvarterløft
nævner hertil, at man med fordel skulle have allieret sig med områdets ’storebrødre’,
den lokale autoritet.
Det bemærkelsesværdige i denne proces er, at alle parter mener, at det i sidste ende
vil blive en flot og udfordrende bypark, og de er spændte på modtagelsen af den. Man
kan firkantet sige, at det er den reelle proces og midlerne for at nå det på forhånd
givende mål, som ikke har været hensigsmæssige.
En af grundene til de mange kontroverser har været selve strukturen i netværket
omkring Superkilen. Borgergruppen har fået en fornemmelse af at have større
mulighed for indflydelse, end de reelt har haft, og efterhånden igennem den lange
proces, har de mistet lysten til at deltage aktivt i udarbejdelse af Superkilen.
Borgergruppen har været meget utilfredse med det konceptforslag BIG vandt
104

konkurrencen med, og modstanden mod det har præget processen hele vejen
igennem. Borgergruppens frustration over kun at have indflydelse på et
detaljeringsniveau, samt følelsen af ikke at have en reel stemme i projektet, stemmer
ikke overens med den bottom-up tilgang, man er vant til på Nørrebro. Alt dette har
skabt en solid modstand mod Superkilen meget tidligt i projektet, og har, på trods af
de gode intentioner, medført en hård og ukonstruktiv proces for alle parter.
I vores forståelse af Superkilen ser vi en proces, hvor aktørerne ikke har arbejdet
konstruktivt med de modsatrettede rationaler, vi finder i Superkilens kontekst og i
nutidens planlægning, og processen har været frustrerende for alle parter. Men hvem
ved, når alt kommer til alt, så kommer Superkilen måske til at forny, forbedre og
forskønne – det vil fremtiden vise.
105

Hvilken type
bypark
foretrækkes?
Hvorfor skal
Superkilen
anlægges?
Med hvilke
ressourcer
sikrer man
bedst en
succesfuld
park?
Hvordan
fremmer man
lokalt ejerskab
til parken?
Fonden
Realdania
En park af
høj arkitektfaglig
værdi.
Superkilen
skal give et
social løft og
brande
området,
såvel som
fonden selv.
Arkitekt- -
faglighed.
Med
parkobjekter
fra hvert af
det 57 lande
der er
repræsenteret
i området og
etablering af
Kilebestyrelse.
Københavns
Kommune
(deres rolle i
Partnerskabet)
En park af høj
arkitekt-faglig
værdi.
Superkilen
skal give et
social løft og
brande
området.
Arkitekt- -
faglighed og
borgerinddrag
else.
Med
parkobjekter
fra hvert af
det 57 lande
der er
repræsenteret
i området og
etablering af
Kilebestyrelse
.
Tegnestuen
BIG
En park af
høj arkitektfaglig
værdi.
Superkilen
skal brande
området,
BIG og være
en park alle
kan bruge.
Arkitekt- -
faglighed
men
projektet
skal
kvalificeres
af borgerne.
Med
parkobjekter
fra hvert af
det 57 lande
der er
repræsentere
t i området.
Borgergruppen
(Kilebestyrelsen)
Områdefornyelsen
Mimersgadekvarteret)
En park der understøtter
det eksisterende byliv.
Superkilen skal styrke
den eksisterende
identitet.
Men mener som udgangs
punkt, at det burde være
DSB-arealet ressourcerne
gik til.
Med borgernes praktiske
indsigt.
Ved borgerinddragelse,
og ved at borgerne får
reel indflydelse på hele
processen, fra projektet
besluttes til det bliver
godkendt i
borgerrepræsentationen.
106