Dec. 2012

Sammenhold er en vedvarende energikilde,
som 139 kan nikke genkendende
til fra sin soldatertid.
anbragt i to ens dunke, så ved en fejl
kom der benzin i gryden. Det førte
til, at køkkenvognen udbrændte.
Det gav dog lidt lys og varme, men
morgenmaden måtte vi gå hjem på
kasernen og spise.
Vor Herre bevares!
Som tiden gik, blev der krævet mere
af os. Vores fysik var jo også blevet
bedre og vi deltog i en manøvre, der
foregik omkring Nordøstsjælland.
Her sov vi på et høloft på en lille
bondegård. Jeg så de store propeldrevne
transportfl y, der kom glidende
i lav højde og var næsten lydløse.
Kort tid efter blev vi sendt til
Kastellet som vagthold og efter
overstået vagttjeneste kom vi tilbage
til Roskilde. Vi var nu fl yttet
ned i en af barakkerne og fik ny
kaptajn og næstkommanderende,
som hed Wegger og Højer.
Her fi k vi en anden opfattelse af
soldaterlivet: Når vi havde eksercits
med Højer, var hans eneste kommentar
et hånende ”Vor Herre bevares!”.
Wegger sagde altid ”I er 1. kompagni
og I skal være nummer et!”.
Mandefald
Nogen prøvede at leve op til de nye
krav og andre stak af, men de blev
hurtigt hentet tilbage og fi k en tur
i cellen.
Der var fl ere der stak af, så i meget
lang tid var kompagniet ikke fuldtalligt.
En dag var vi kun to mand tilbage
på en 12 mands stue. Nogle var
forsvundet og andre sad i fængsel.
Da kasernens celler var i brug,
måtte man låne celler i byens fængsel.
Efterhånden blev vi klar over,
at sådan var livet på kasernen og
vi lige så godt kunne indordne os
herefter.
En dag skulle alle befalingsmændene
til møde og vi skulle på marchtur
med kun en sergent. Vi gik i enkeltkolonne
fuldt feltmæssigt i et meget
højt tempo.
Da vi næsten var ved kasernen,
mødte vi Højer, som kommanderede
holdt. Han gik ned til det første
store ophold i kolonnen og kommanderede
de sidste omkring. De
måtte gå hele vejen tilbage og det
blev mørkt inden de nåede hjem.
Udstationering i Vodringborg
Dagene gik med rutiner som skydeuddannelse,
eksercits og mange
marchture både dag og nat. En uge
gik vi 170-180 kilometer. Det var
et lyspunkt, når vi kunne skimte
køkkenvognen, for så havde vi en
pause.
Vi havde mange øvelser over fl ere
dage. På en øvelse gik vi i stilling
ude ved Bogø-dæmningen og i løbet
af natten gik to norske frømænd i
land. Dem tog vi til fange. Det var
den eneste gang vi så fjenden på
en øvelse i hele vores soldatertid!
På et tidspunkt var der ingen
dækningsstyrke i Vordingborg, så
2. kompagni, stabskompagniet og
tungt kompagni fra Slagelse blev
sendt derned, så stort set hele regimentet
var samlet i Vordingborg. Vi
blev indkvarteret på øverste etage
i Stenbygningen.
Nem rengøring
5. Regiment indkaldte 120 mm Mor-
Menig 139 Jørgen Jørgensen i midten.
terkompagni, så vi blev fl yttet ned i
minkfarmen, som var gamle tyskerbarakker.
Her var rengøringen nem:
Vi smed et par spande vand ud på
gulvet. Det løb ud gennem revner
og sprækker, så gulvet hurtigt var
tørt og nyvasket.
Der blev også en tur til skydeterrænet
i Oksbøl, hvor vi boede i teltlejr
i regnvejr.
Herfra tog vi op omkring Ikast
og var klar til at begynde på en ny
øvelse, som sluttede syd for Kongeåen,
som vi gik over.
Der blev også en øvelse på en uges
tid på Bornholm inden vi tog hjem til
kasernen til de daglige rutiner igen.
Pludselig afsked
En dag, hvor vi var på skydebanen
fi k vi besked på at gå hjem omgående.
Vi troede vi skulle i krig. Vi
blev stillet op i kasernegården og
fi k besked på, at tjenestetiden var
nedsat til 16 måneder. Vi begyndte
langsomt at afl evere udrustning.
Det, der tog to dage at modtage
ved indkaldelsen, var vi fl ere uger
om af afl evere. Vi stod igen i kasernegården,
men denne gang i privat
tøj. Det blev meget kraftigt pointeret,
at vi var under den militære
straffelov de næste 24 timer.
Der blev herefter meldt ”Til civil,
træd af!”, og med blandede følelser
sagde vi farvel til de kammerater,
som vi havde været sammen med
i 17 måneder og som nu forsvandt
til alle egne af landet.
6/2012 25