2012-06 - Tranegårdsskolen

uD i Den (h)viDe verDen
lige siden 5. klasse havde
vi forberedt os. Det kunne
du bl.a. læse om i sidste
nummer af vingesuset. her
kommer så beretningen
om 8.a’s fantatiske tur til
grønland.
Af Nikolaj Fürstnow
og Josephine Stærbo Carl, 8.A
torsdag d. 22. marts
Vi begyndte indflyvningen mod
Kangerlussuaq, hvor flyet svævede
smukt og roligt ned
igennem en dal og landede i
den lille lufthavn. Vi trådte ud
på den isglatte landingsbane og
kunne med det samme mærke
den iskolde friske luft suge sig
helt ned i lungerne, hvilket forårsagede
kraftige hosteanfald hos
de fleste af os.
I ankomsthallen blev vi venligt
modtaget af vores rejseguide,
der kørte os med bus til vores
vandrehjem. Old Camp hed det.
Det lå cirka en kilometer ude
for byen og var en samling rødmalede
træbarakker med direkte
udsyn ud over fjorden. Guiden
holdt et kort infomøde om stedet
og dets faciliteter, og kort efter
tog vi videre ud på moskussafari.
Desværre så vi efter vores mening
absolut ingen moskusokser,
men guiden sagde, at han kunne
se nogle langt væk i en kikkert.
Det lignede mest af alt bare sten,
selv i kikkerten. Men alt på Grønland
er uforudsigeligt, derfor
er grønlændernes vigtigste ord
Imaqa (udtales Imara), som betyder
måske.
Næste stop var et museumsbesøg,
der omhandlede Kangerlussuaqs
historie. Til sidst vendte
vi trætte hjem, smed os i en stol
og fik serveret dejlig varm mad
kokkereret på den lokale kantine.
Maden var også en oplevelse
i sig selv. Vi fik serveret
moskusoksekød, kartofler og
brun sovs.
Senere på aftenen lød der pludselig
en stemme, langt nede
af gangen på vandrehjemmet:
”Der er nordlys, der er nordlys!”
Klokken var 22, og hoveddøren
smækkede ivrigt efter folk, der
skyndte sig ud. Hele himlen var
ét bevægeligt, grønt gardin, der
så ud, som om det blafrede i vinden
helt oppefra og helt ned til
jorden.
Fredag d. 23. marts
Klokken slog syv om morgenen,
da vi tumlede ud af vores værelser.
Ingen af os var rigtigt søvnige,
men snarere udmattede
på grund af tidsforskellen. Nogle
havde prøvet at tage et bad, men
vandet var iskoldt, og de første,
som havde tændt for vandet
måtte finde sig i, at vandet var
orange af rust, fordi det kom fra
de store jerntanke udenfor.
Ude i fællesrummet, hvor maden
allerede stod klar, tog vi godt for
os, så vi havde masser af energi
til det program, som ventede
forude: En spændende tur til
indlandsisen med overnatning.
Kort efter trådte vores guide ind
ad døren og sagde opmuntrende
godmorgen. Han gav os et kort
infomøde og bad os stå klar en
time senere, hvor vi skulle afsted
med bus.
Alt gik som det skulle, indtil vi
godt og vel halvvejs sad fuldkommen
fast i sneen. Det havde
fyget om natten, men desværre
havde vores guide undladt at
sætte snekæder på bussen. Den
holdt nu 30 grader skævt, og vi
blev bedt om at forlade bussen,
mens guiden prøvede at køre
den fri. Han mente, det kun ville
tage et lille øjeblik, før vi var på
farten igen. Indtil da kunne vi
stille os op i kø og forsøge at
grave bussen fri med en enkelt
skovl efter tur, så ville vi være fri i
løbet af nul komma fem. Det var
desværre ikke tilfældet.
Vi kom til at vente i mange timer.
Guiden ringede efter hjælp, som
omsider kom en time efter. Men
hov, de havde sørme også lige
glemt deres egne snekæder, så
de var nødt til at køre tilbage
igen. Først derefter ville de være
13