A A rizon - Elbo

More documents

Recommendations

Info

Den 10.-15. april deltog jeg i konferencen ”Toward a Science of Consciousness” i Tucson, A<strong>rizon</strong>a. Konferencen var organiseret af Center for Consciousness Studies ved State University of A<strong>rizon</strong>a. Lignende konferencer har været afholdt med to-års intervaller siden 1994. Dette var således den fjerde i rækken. En ny Tucson-konference er planlagt til år 2002. Som institution betragtet er Tucson-konferencen et symptom på bevidsthedstemaets aktuelle situation som Fugl Fønix i det internationale videnskabelige community. Fra og med 1600-tallet fik bevidsthed i den vestlige kultur status som væsentligt intellektuelt omdrejningspunkt. Psykologiens tilblivelse som selvstændig videnskab i sidste halvdel af 1800-tallet lægger sig i forlængelse heraf. I store dele af 1900-tallet blev bevidstheden til gengæld bevidst (!) sat uden for en parentes i mange faglige, forskningsmæssige sammenhænge. Dette gælder ikke mindst i vort eget fag, som – med min studietids københavnerfænomenologi som en blandt et mindre antal undtagelser – slog sig på behaviorisme og funktionalisme. Dette skete i åbenlys frustration over bevidsthedsbegrebets status som en joker, der i forklaringsmæssig henseende tilsyneladende kunne bruges til hvad som helst. Og derfor ikke rigtigt kunne bruges til noget. Dette mønster er tydeligvis blevet brudt gennem de seneste tyve-tredive år. Bevidsthed er blevet et varmt emne i mange fag: filosofi, hjernevidenskab, psykologi, antropologi, biologi, datavidenskab. Det er tillige karakteristisk for den således genetablerede bevidsthedsforskning, at den ofte udfoldes i tværfagligt regi. Center for Consciousness Studies er et eksempel på en sådan tværfagligt organiseret forskningsenhed. Blandt konferencedeltagerne mødte jeg ud over repræsentanter for de netop nævnte fag tillige sociologer, fysikere, en jurist, buddhistiske munke og en performancekunstner. Hårdt og blødt Tilstedeværelsen af de sidstnævnte personkategorier på konferencen udpeger et træk ved Tucson-konferencen, som for mig bidrog til at gøre deltagelsen til en sympatisk oplevelse. Arrangørerne lægger vægt på at blande den tekniske forskningsrapportering med humanistisk-kulturelle synsvinkler. Således bød programmet på fast morgenmeditation for liebhavere med efterfølgende diskussion. Denne deltog jeg ikke i. Til gengæld var det en behagelig overraskelse, at et seminar over temaet bevidsthed og kropsforankring bød på et indslag, hvor den just omtalte performancekunstner illustrerede sine faglige pointer ved hjælp af indlagte bevægelsesdemonstrationer ved frivillige publikummer. En tiltrængt anledning til at få rørt og strakt det konferencestive kadaver! De over 200 posters, som var til beskuelse, frembød tillige en stilmæssig blanding, hvor traditionel forskningsrapportering suppleredes med indslag, der snarere havde karakter af personligt-kreative manifestationer. Den sidste aften var helliget en særdeles løssluppen Poetry Slam, som indledtes med, at konferencedeltagere i stort tal reciterede selvgjorte digte, der kom til at fungere som skæve, skøre, man også tænksomme kommentarer til konferencedagenes indhold. Poetry Slam afsluttedes med en halv time lang fremførelse af Zombie Blues, en Country & Bluesimprovisation for to slide-guitarer, el-violin og et løbende meddigtende publikum. Det var faktisk ret fedt, kan jeg hilse og sige! Hver konferencedag indeholdt tillige et programpunkt, hvor et bevidsthedsrelevant tema (fx prosopagnosi, dvs. manglende ansigtsgenkendelse; synæstesi, dvs. spontan, tværmodal perception; kultisk indtagelse af euforiserende stoffer m.m.) blev belyst såvel indefra gennem ’bruger’-beretninger som udefra, gennem forskerrapportering. En selvbiografisk beretning, afleveret fra forelæsningspulten, om et liv levet med prosopagnosien som vilkår blev i denne sammenhæng en stærk kunstnerisk (sic!) oplevelse. I nogle tilfælde, fx i en plenumseance vedrørende den brasilianske Ayahuasca-kult, befandt begge de to oplægsholdere (en psykolog og en antropolog) sig i en dobbeltrolle som på én og samme gang brugere og forskere i forhold til forskningsgenstanden. Disse systematiske bestræbelser i retning af at koble eller jævnføre subjektive vidnesbyrd med objektiverende forsker-dokumentation var bl.a. en afspejling af, at arrangørerne havde valgt at gøre det dynamiske forhold mellem et førsteperson- og tredjeperson-styret perspektiv på bevidstheden til årets specialtema. To slags problemer At deltage i Tucson er både oplevelses- og temamæssigt en blandet landhandel. Nogle temaer danner i konferenceforløbet dog kraftigere figur end andre. Specielt vedholdende og markant blev der blandt oplægsholdere kredset om, hvad der i Tucson-jargon’en kaldes hen- Nr. 18 . 2000 15
holdsvis ‘det vanskelige problem’ og ’det lette problem’. ’Det vanskelige problem’ angår selve det kvalitative omvekslingsforhold mellem bevidsthed og materie. ’Det lette problem’ vedrører en kortlægning af de præcise materielle korrelater for givne subjektive bevidsthedstilstande. Selve betegnelserne stammer fra filosoffen David Chalmers, som i sin bog ”The Conscious Mind” (1996), gennemførte en begrebslogisk argumentation for, at vi inden for rammerne af hidtil udviklede forståelsesformer må acceptere tilstedeværelsen af en radikal kategoriel adskilthed mellem bevidsthedsstof og materielt stof. Da jeg oprindelig læste Chalmers’ bog, opfattede jeg den som en lidt pernittengrynet stiløvelse uden udpræget inspirationsværdi i forhold til udvikling af viden om ‘den virkelige virkelighed’. Tucson-konferencen gav mig en tydelig fornemmelse af, at bogen i praktisk-intellektuel henseende har haft en konstruktiv betydning for bevidsthedsforskningen, nemlig ved at etablere et sæt af basale sproglige fikspunkter og spilleregler for den teoretiske og forskningsstrategiske debat på området. Det er min opfattelse, at ”The Conscious Mind” har kunnet få denne betydning ved på den ene side at tilfredsstille ‘vores indre dualist’, som intuitivt er af den opfattelse, at det må gøre en forskel, om en klump materie, eksempelvis en menneskelig organisme, er udstyret med bevidsthed eller ej, samtidig med at bogen på den anden side også tilfredsstiller ‘vores indre rationalist’, i og med bevidstheden fremstilles som en forskel, der ikke nødvendigvis gør nogen væsentlig forskel for så vidt angår vore muligheder for ad videnskabelig vej at videreudvikle vor erkendelse af menneskelivet og -psyken. Chalmers’ særlige variant af de psykofysiske parallellitetssynspunkt synes at have gjort det nemmere for de traditionelle, i principiel forstand uforenelige bevidsthedsteoretiske grundpositioner: dualisme, materialisme, epifænomenalisme osv., at være i stue med hinanden. Arbejdet går videre ’Det vanskelige problem’ er bevidsthedsforskningens Mount Everest. Det er så at sige her, Nobel-priserne ligger og venter (Taylor, 1999). Hjernevidenskab og kvantemekaniske spekulationer er de to videnskabelig hovedstrategier, som aktuelt præsenterer sig som kandidater til for alvor at få skovlen under ‘det vanskelige problem’. Den hjernevidenskabelige forskningsstrategi omtales, 16 Nr. 18 . 2000 jargonagtigt, ofte via forkortelsen NCC: Neural Correlates of Consciousness. Betegnelsen antyder, at der her og nu snarere er tale om eksploreringer inden for ’det lette problems’ domæne. Den NCC-relaterede forskning, som blev rapporteret på Tucson-2000, faldt i to ikke klart adskilte hovedkategorier. En hovedkategori er lokaliseringsstudier, dvs. forsøg på at indkredse den hjernegeografiske placering af neural aktivitet, som ledsager forskellig menneskelige eller dyriske aktiviteter. Den anden hovedkategori går ud på at oplede og beskrive diverse tidslige mønstervariable: synkronicitet, kohærens, udvikling og afvikling af funktionelle subsystemer… – i hjernens funktionsmåde. Disse to hovedkategorier er en afspejling af den gamle, men fortsat levende diskussion om, hvorvidt hjernen bedst beskrives ved hjælp af en maskinmetafor, dvs. som computer, eller snarere bør forstås feltteoretisk. ❝ Tucson-konferencen gav mig en tydelig fornemmelse af, at bogen i praktisk-intellektuel henseende har haft en konstruktiv betydning for bevidsthedsforskningen ❞ Med baggrund i min, indrømmet, begrænsede viden på området var det min fornemmelse, at Tucson-2000 ikke bød på nogen afgørende forskningsmæssige gennembrud på hjernefronten, men at oplæggene snarere bar vidne om, at ‘arbejdet går videre’. For mig personligt fik konferencen dog nyhedsværdi ved at demonstrere de seneste års teknologiske gennembrud inden for hjerneforskningen, i form af registrering og afbildning af hjerneaktivitet on-line. Disse teknologiske gennembrud gør det muligt at søge svar, både på særdeles komplekse og på særdeles specialiserede spørgsmål om koblingen mellem hjerne og menneskelige gøremål. En forelæsning, jeg overværede, handlede således om registrering af hjerneaktivitet i forbindelse med skuespilleres henholdsvis aktive og forestillede indlevelse i Hamlet-figuren og Macbeth-figuren. En anden forelæsning rapporterede om tilsvarende aflæsning i forbindelse med en persons almindelige hverdagsrutiner i ’24 timer i døgnet’-serier. En tredje forelæser havde (i forbindelse med hjernekirurgiske indgreb) registreret fyringsmønstre i enkeltneuroner, som udviste systematisk reaktivitet over for stimuli så specifikke som ’vrede men ikke glade ansigter’; ’mands- men ikke kvindeansigter’. I et antal tilfælde kunne det endvidere påvises, at denne enkeltneuron-reaktivitetet var specifikt generaliserbar til hukommelsesopgaver i forhold til de samme stimuli. Den NCC-relaterede forskning er først og fremmest em-
Page 1: Konference Af Søren Willert 14 Nr.
Page 5 and 6: tificerer os med disse trosforestil

A A rizon - Elbo

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?