A A rizon - Elbo

More documents

Recommendations

Info

piribaseret. I modsætning hertil har forsøgene på at knække ‘det vanskelige problem’ ad kvantemekanisk vej i højere grad spekulativt præg. Hjemmefra har jeg været bekendt Roger Penroses (1989) principielle argumentation for, at mennesket besidder mentale kapaciteter, som rækker ud over en almindelig computers symbolbehandlingskapacitet, men som til gengæld skulle kunne tænkes indarbejdet i en databearbejdende enhed baseret på kvantemekaniske principper. Penroses argumentation er blevet videreudviklet i et samarbejde med Stuart Hameroff, som i dag er tilknyttet Center for Consciousness Studies, og som på Tucson-2000 forsvarede deres fælles forståelsesperspektiv. Den hypotetiske kvantecomputer forestilles at have en placering i nogle mikroskopiske strengstrukturer, mikrotubuli kaldet, med en placering på langs i hjernens neuron-dendritter. Den faglige diskussion pro et con kvantesynspunktet går ikke mindst på, om disse mikrotubuli overhovedet udgør et naturligt miljø, som tilfredsstiller de særlige betingelser for, at kvantefænomener lader sig registrere. Bevidstheden som vejviser Bevidstheden er det medium, hvorigennem jeg, så længe jeg er ved bevidsthed, sikres en særlig form for selektiv kontakt, både til den omgivende virkelighed og tillige til mig selv som en person, der løbende har bestemte ting for med denne virkelighed. Med varierende grader af uundværlighed fungerer bevidstheden som mit hjælperedskab med hensyn til at få mine daglige praktiske og sociale gøremål afviklet. For godt 300 år siden lykkedes det Descartes at skabe opmærksomhed omkring det hertil komplementære synspunkt, nemlig at bevidstheden tillige fungerer som et medium i egen ret: et indre landskab, jeg kan fortabe mig i, og det i en sådan grad, at min kontakt med den ydre virkelighed fortyndes eller i øjeblikke måske ganske fortabes. For Descartes – som brugte meget tid på at gå rundt og tænke over tingene – fremtrådte sidstnævnte bevidsthedsfunktion som den vigtige og rigtige. Han gjorde den ligefrem til kendemærket på, hvad det vil sige at være et menneske: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Dén opfattelse kom til at sætte sig dybe spor i vores kulturs opfattelse af bevidstheden. Da behaviorisme og funktionalisme i første tredjedel af 1900-tallet skubbede den oprindelige bevidsthedscentrerede psykologi til side, var dette samtidig i formel forstand en undsigelse af Descartes’ bevidsthedsteoretiske position. Dette til trods blev det en tilbagevendende oplevelse hos mig, at bevidsthedssynet, som formidledes fra Tucson-konferencens forelæserpulte, ofte fik en umiskendelig cartesiansk flavour. Ved nærmere eftertanke er der ikke så meget mærkeligt i dette. Jo mere man i forskningsøjemed zoomer ind på bevidsthedens ’rene’ bevidstheds-aspekt, jo mere fortyn- det bliver nødvendigvis bevidsthedens vejviserfunktion i forhold til virkeligheden. Når en bevidsthedsmæssig problemstilling først er blevet oversat til et neuralt eller et kvantemekanisk virkeligheds- og sprogniveau, er det ifølge sagens natur svært at bevare eller genetablere kontakten til dét dagligdagens virkeligheds- og sprogniveau, inden for hvilket menneskers personlige tilværelsesprojekter udformes og defineres. Tucson-konferences bød også på inspirerende undtagelser fra denne hovedtendens. Personlig blev jeg optaget af en perceptionspsykologisk forskningstradition, som arbejder med forholdet mellem stabilitet og fluktuation i kontaktfladen mellem et menneske og dets omgivelser. Den irske psykolog Kevin O’Regan sammenfattede forskningstraditionens budskab derhen, at menneskers stabilt fremtrædende omverden ikke lod sig betragte som et produkt af deres løbende perceptuelle aktivitet, men snarere måtte forstås som et eksternt hukommelseslager, som stod til menneskers rådighed med henblik på nærmere udforskning (scanning), i den udstrækning de fik konkret behov derfor. Totalkontrasten leveredes af den britiske psykolog Susan Blackmore i form af en sociologiskreduktionistisk perspektivering af bevidsthedsfunktionen. Blackmore koblede vores opfattelse af selvets og selvbevidsthedens enhed og identitet til et sociobiologisk analyseperspektiv, inspireret af Richard Dawkin (Det selviske gen). Ifølge dette analyseperspektiv har menneskets ankomst til kloden indebåret, at den naturhistoriske artsdannelsesproces, baseret på genfællesskab, er blevet suppleret af en kulturhistorisk differentieringsproces baseret på menneskers fællesskab om bestemte idekomplekser: trosforestillinger, kosmologier, psykologier osv. Enkeltmenneskets biologiske berettigelse er at fungere som en mest mulig effektiv bærestruktur for denne kulturhistoriske differentieringsproces. Set i dette lys må enkeltmenneskets oplevelse af at have skabt sig selv indefra som en psykisk enhed beskrives som en illusion; men kan samtidig, i evolutionsteoretisk forstand, beskrives som en nyttig illusion, i og med den gør os mere velegnede som bærere og videreformidlere af diverse idekomplekser. Selvbevidstheden får os (fejlagtigt) til at opfatte os selv som de personlige ejere af vores trosforestillinger. Vi iden- Nr. 18 . 2000 17
tificerer os med disse trosforestillinger. Vi lægger vægt på, at andre kan få del i dem og forhåbentlig komme til at dele dem, så de kan danne basis for menneskelige fællesskaber og derved give os en tryghedsbase at operere udfra. Det interessanteste Den poster, hvorigennem jeg præsenterede mig selv på Tucson-konferencen, kunne læses som mit personlige bidrag til den opfattelse, at det interessanteste ved bevidstheden ikke er … bevidstheden, men derimod de bidrag 18 Nr. 18 . 2000 Four Stages in a Tucsonite’s Search for the Holy Grail of Consciousness First stage: “Either they are autistic or I’m claustrophobic” A lonesome Dane is walking the streets of Tucson The sun is shining, the heat is gruesome In pain he invokes the image of his mother – but alas – to no avail! what he needs is to meet the material other Second stage: Trying his best – honestly he does! Sitting in the lecture hall, his eyelids start dropping In vain he fights against the sleep, his qualia start hopping He dreams that the lecturer is his soul-mate & his brother – but alas – to no avail! what he needs is to touch the bodily other Third stage: Reaching out Toward a Science of Consciousness Are we zombies, or are we self-conscious computers? Can we think up any old world that will suit us? What happens, then, if you think up one world – I another? – alas – to no avail! what we risk, then, is never meeting each other Fourth stage (a happy ending): Quantum-computational probabilities does it! The world may be many, the world may be just one But what does it matter as long as it’s ON Just look out through your eyes, there’s no need to bother – whether head or tail – the coin will help you find your truly loving other bevidstheden, som fylogenetisk udviklet kapacitet leverer til formål uden for den selv – eksempelvis formål, som har at gøre med udviklingen af bevidsthedsbærerens personlige og sociale livssammenhænge. Min poster var baseret på erfaringer fra mit psykologisk-professionelle arbejde over for både enkeltpersoner (supervisor, psykoterapeut m.m.) og organisationer (konsulent). I disse professionelle arbejdssammenhænge fungerer klientens eller klientsystemets selvbevidsthed som mit primære arbejdsmedium. Gennem mit professionelle arbejde hjælper jeg (ideelt set) klienten til at foretage så-
Page 1 and 2: Konference Af Søren Willert 14 Nr.
Page 3: holdsvis ‘det vanskelige problem

A A rizon - Elbo

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?