ku n st o g d esig n - Bruun Rasmussen

forskellige retninger og er med
Tøjners ord et udtryk for museets
40 års tilnærmelse til det 20. århundredes
<strong>ku</strong>nst.
”Louisiana har ikke altid vidst, hvor
det ville hen. Det lyder defensivt,
men jeg mener godt, det kan tolkes
offensivt”, siger Tøjner.
Han bliver ofte bliver spurgt om,
hvor museet skal bevæge sig hen.
”Det kan jeg ikke svare på, for vi
bevæger os derhen, hvor <strong>ku</strong>nsten
bevæger sig hen. Kunstnerne laver
<strong>ku</strong>nst, og museerne kommer bagefter.
Fødekæden må ikke laves
om, så det bliver museernes behov
for udstillinger og museumsfolkenes
lyst til at profilere sig, der bliver
den drivende kraft i, hvad <strong>ku</strong>nstnerne
laver”, understreger han.
Med hensyn til samlingen er Louisiana,
som alle andre, i fremtidens
vold, og har svært ved at lægge
strategier for indkøb. Tøjner er
meget stolt af museets samling, og
også udlandet anerkender den som
værende i international klasse.
Knud og arkitekturen
Siden åbningen i 1958 er der mange
gange bygget til det oprindelige
museum, men nu er det slut, forsikrer
Tøjner.
”Knud ville have udbygget publi<strong>ku</strong>msfaciliteterne
hernede ved vandet,
men jeg var ikke enig med ham”.
Det var beboerne i Humlebæk heller
ikke. Planerne vakte en storm af
protester mod det ellers vellidte museum,
der måtte trække dem tilbage.
Arkitekturen har altid spillet en meget
væsentlig rolle for Knud W. Jensen,
og Louisiana som arkitektonisk projekt
er også noget af det, der interesserer
Tøjner allermest. ”Man må
gå ind i Knuds hoved for at forstå
det med arkitekturen. Knud var besat
af at lave prægnante rammer for
aktiviteterne. Det var på det punkt,
at han forsøgte at perfektionere sit
engagement. Han var mæcen og
rammeskaber - ikke <strong>ku</strong>nstner. Han
havde et drive og en æstetisk vilje,
der var lige så stor som de <strong>ku</strong>nstnere,
der frembragte værkerne. Han
lagde sin ildhu og omtanke i at få
rammerne til at være perfekte for
<strong>ku</strong>nstnerne”, siger Tøjner.
Når man i dag ser ud over Louisianas
bygningerne, der hviler i det
smukke, <strong>ku</strong>perede landskab ved
vandet, er det åbenlyst, at Knud W.
Jensens arkitektoniske projekt er
lykkedes ganske godt.
”Kunsten ned i øjenhøjde”
”Arkitekturen her på museet adskiller
sig fra næsten alle andre museer
ved ”små forhold”. Du kan relatere
rummene til din krop. Statens Museum
for <strong>ku</strong>nst fra omkring 1900
var et forsøg på at overbyde den
menneskelige skala under devisen
BRUUN RASMUSSEN KUNSTAUKTIONER
”Larger than anything”. På Louisiana
trækker man i stedet bygningerne
ned i en skala, der svarer til de
huse, man gerne vil bo i”.
”Den arkitektoniske mission på
Louisiana er, at der skal være en
form for genkendelighed. Jeg ser
det næsten som et socialt projekt
at få <strong>ku</strong>nsten ned i øjenhøjde og
se<strong>ku</strong>larisere bygningerne. Intet er
længere fra Louisiana end klassiske
<strong>ku</strong>nstmuseer, udformet som templer
med hellige haller og så videre.
Et af de væsentligste arkitektoniske
principper på Louisiana er, at museet
aldrig udefra må virke monumentalt.
Museet kan godt byde på store
bygninger, men de er altid bygget
ind i landskabet, således at man
f.eks. udnytter et naturligt fald eller
en naturlig stigning”, påpeger Tøjner.
”Man skal hele tiden
rundt om det næste hjørne”
Et andet væsentligt arkitektonisk
princip på museet er relateret til
det faktum, at museet er ”et gå
museum” frem for et glanemuseum.
Man skal bevæge sig for at se
tingene.
AUKTIONSLIV 9