FIRMAETS DATTER - Bruun Rasmussen

bruun.rasmussen.dk

FIRMAETS DATTER - Bruun Rasmussen

CASE

Auktionshuset Bruun Rasmussen

38-årige ALEXA BRUUN RASMUSSEN er PR-ansvarlig og

sølvspecialist hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Hun har

egentlig altid vidst, at hun skulle ind i familiens auktionshus,

og da hun havde boet lidt for længe i USA, kom hendes far over

og hentede hende hjem.

HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER

TRÅDT IND I?

“På den ene side er Bruun Rasmussen et gammeldags

og traditionelt auktionshus med kunst,

antikviteter og design. Vi holder traditionerne i

hævd, har bonede gulve og bruger stadig min

farfars gamle elfenbenshammer til auktionerne.

Det er lidt et teaterstykke, men mange

mennesker kan godt lide det med at gå på eftersyn

og få et glas vin. På den anden side er vi

også et moderne auktionshus med netauktioner.

Jeg er både PR-ansvarlig og ansvarlig for

sølv, mens min bror Frederik er ansvarlig for

udenlandske kunder, og min far er auktionsleder.”

HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI-

LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE

DIT LIV PÅ?

“Det har altid været en selvfølge, at jeg skulle

ind i firmaet, men det var ikke noget, jeg

tænkte over som barn. Da jeg var yngre, var jeg

lidt af en gavtyv, og da jeg kom i gymnasiet,

ville jeg gerne være skuespiller. Jeg rejste rundt

med teatertruppen Up with People i et års tid.

Det talte mine forældre mig dog fra. Der var

ingen tvivl om, at de gerne så mig i kunstens

verden. Da jeg blev lidt ældre, var jeg i praktik

i et tysk og et fransk auktionshus. Senere hen

gik jeg på auktionsskole hos Christie’s i London.

Da jeg var til optagelsesprøve, klokkede

jeg helt rundt i det, og da jeg skulle gå, sagde

de til mig, at jeg måske skulle overveje en anden

karriere. Men jeg kom ind, og jeg elskede

den skole. Mens jeg gik der, besluttede jeg mig

for, at det var den vej, jeg ville. I 2004 flyttede

jeg til San Francisco. På et tidspunkt skulle

min far til eftersyn hos Christie’s i New York,

og vi mødtes. Da sagde han til mig, at der var

brug for sådan en som mig i familiefirmaet, og

det ville være hyggeligt, hvis jeg kom hjem.

Det gjorde jeg så i 2008.”

ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE?

“Jeg synes, det er en gave, fordi det er en mulighed.

Jeg kan jo bare vælge det fra. Men det,

at jeg har fået buddet, er jo positivt. Jeg har aldrig

oplevet det som et pres. Jeg vil snarere

kalde det frivillig tvang, men aldrig en rettighed.

Man er ikke berettiget til noget, ligegyldigt

hvad man laver. Man skal gøre sig fortjent

til det.”

HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE

DATTER AF FIRMAET?

“Der er noget hyggeligt ved, at det har været i

familiens eje, siden det blev startet i 1948. Folk

64 || EUROWOMAN.DK

kommer ofte og fortæller mig, at min bedstefar

har solgt dem noget. Mange af firmaets ansatte

har været her altid, og jeg kan huske dem fra

min barndom. Derudover er det en fordel over

for kunderne, fordi de har en forventning om,

at når det er familiens børn, der driver firmaet

videre, er der styr på det. Jeg har nok også lidt

lettere ved at få taletid hos min far. Jeg kan jo

bare ringe til ham søndag aften, hvis jeg gerne

vil diskutere noget. Det ville jeg nok ikke

kunne, hvis jeg var medarbejder i enhver anden

virksomhed.”

HVAD ER ULEMPERNE?

“Det er helt klart en ulempe, hvis der tages beslutninger

i firmaet, som jeg ikke føler, at jeg

kan stå inde for. Det sker heldigvis ikke så tit,

for vi har jo et fælles værdisæt, som vi arbejder

ud fra. Men hvis det sker, rammer det én hårdere,

fordi det er familien. Det er måske lettere

med en medarbejder, hvor der kan komme

konsekvenser såsom afskedigelse, hvis man

ikke er enig i, hvordan de passer deres job. Der

kan følelserne bedre holdes på et professionelt

plan. Det kan man ikke med familien.”

HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE,

HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED

MERE?

“Hvis firmaet en dag tager en drejning, som er

stik imod mine værdier, vil jeg ikke være med

mere. Det kunne jo også være, hvis firmaet

blev solgt og blev trukket i en anden retning.

Det ville mine forældre helt sikkert være kede

af. Min bror og jeg er nu begge blevet en del af

firmaet, men så længe min far er her, er det

ham, der tager beslutningerne. Mit ønske er

blot at være en del af firmaet og helst tæt på

der, hvor beslutningerne bliver taget. Jeg kan

ikke rigtig forestille mig noget andet.”

DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMI-

LIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE?

“Nej, jeg får kindkys af min far hver dag, når

jeg ser ham. Og jeg kalder ham også far, når vi

er på arbejde. Jeg føler ikke behov for på den

måde at tage afstand. Der er en forståelse i firmaet

for, at han er chef, og jeg er hans datter.”

Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev

grundlagt i 1948 i lokalerne i Bredgade i

København. I dag har familievirksomheden

også lokaler i Nordhavn og Aarhus. Repertoiret

er blevet udvidet med onlineauktioner,

hvilket betyder, at også mange unge har fået

smag for antikviteter og hammerslag.

Tekst: xxxxxx. Foto: xxxxxxx. Produktfoto: xxxxxxxxxx.


FIRMAETS

DATTER

De este mennesker skal ud og nde et passende

job, når de er færdige med deres uddannelse. Men

for nogle går det lidt mere af sig selv, fordi der er et

familierma, som har brug for dem. Her fortæller 3

kvinder, hvilke udfordringer der er forbundet med at

træde ind i familiens virksomhed.

Tekst: MARIE VARMING. Foto: PERNILLE RINGSING.

“Kunderne har en forventning

om, at når det er familiens

børn, der driver maet videre,

er der styr på det”

EUROWOMAN.DK || 65


“Man kan ikke sige, at vi er kommet nemt

til det, for vi startede jo fra bunden med en

meget lille virksomhed i Randers”

66 || EUROWOMAN.DK


Designvirksomheden Vipp

SOFIE CHRISTENSEN EGELUND, 35 år, blev som

ny uddannet grafisk designer kastet hovedkulds ud i den lille

jyske familievirksomhed Vipp. I dag er hun kommunikationsansvarlig

og medejer, og sammen med sin mor og bror har hun

gjort den klassiske pedalspand verdenskendt.

HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER

TRÅDT IND I?

“Vipp er egentlig min morfars virksomhed.

Han skabte i 1939 den første Vipp-skraldespand

til min mormors damefrisørsalon. Men

efterhånden ville hendes kunder også have

dem, og siden producerede og solgte han spandene

til børnehaver, hospitaler og tandlægeklinikker.

Da han døde, besluttede min mor sig

for at overtage virksomheden. Jeg var 20 år og

netop begyndt på min uddannelse som grafisk

designer. Mine forældre var lige blevet skilt, så

jeg og min bror, som er økonom, hjalp min mor,

hvor vi kunne. I dag er jeg primært kommunikationsansvarlig,

men i kraft af min uddannelse

har jeg selvfølgelig meget med designet

og æstetikken omkring virksomheden at gøre.”

HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI-

LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE

DIT LIV PÅ?

“Da min morfar døde, var der to ansatte på

hans lille fabrik i Randers. Jeg har gået rundt på

den fabrik masser af gange som barn, men har

aldrig tænkt på, at det var noget, jeg skulle

overtage. Der var jo ikke rigtig noget dengang,

og i øvrigt troede man jo, at ens bedsteforældre

var udødelige. Men så besluttede min mor at

overtage den, og det var naturligt for mig at

hjælpe hende. Da jeg blev færdig som grafisk

designer, sad jeg et halvt år på en tegnestue,

men selv på det tidspunkt brugte jeg også

meget tid ved siden af på Vipp. Vi talte ikke

om, at jeg skulle tilbage, og min mor anfægtede

ikke på noget tidspunkt, at jeg lavede noget andet

i en periode, men det var uden tvivl en

sund proces at være væk.”

ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE?

“Da min mor stod alene med det, følte jeg et

ansvar for at hjælpe hende. Men det er aldrig

noget, hun har bedt mig om, eller noget, jeg har

følt som en pligt. Men jeg ser det også som en

gave, for selv om det ikke var et stort firma med

god økonomi, overtog vi et godt produkt, som

vi kunne bygge videre på. Der var ikke penge

til at udbetale løn, så min bror og jeg fik en

tredjedel af firmaet hver. Man kan ikke sige, at

vi er kommet nemt til det, for vi startede jo fra

bunden med en meget lille virksomhed i Randers.

I dag er vi meget privilegerede ved fortsat

CASE

at være en familievirksomhed, fordi vi kan

træffe hurtige beslutninger uden at skulle

spørge en bank eller en bestyrelse om lov.”

HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE

DATTER AF FIRMAET?

“Min bror og jeg plejer at joke med, at hvis det

ikke var for vores mor, ville vi ikke have et job.

Jeg synes også, at det har været en kæmpe mulighed

at få denne opgave og det ansvar allerede

som 20-årig. På papiret var jeg jo ikke

specielt kvalificeret som nyuddannet designer

til at være med til at drive en metalvarefabrik.”

HVAD ER ULEMPERNE?

“Selv vores juleaftener handlede engang meget

om Vipp. Min bror og jeg har nu fået børn, så

juleaften er igen kommet til at handle om juletræer

og gaver.”

HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE,

HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED

MERE?

“Min mor har aldrig tvunget eller presset os til

at være i virksomheden, men jeg så det som mit

ansvar at hjælpe hende, da hun overtog det.

Virksomheden har udviklet sig enormt, og vi

har det sjovt, så i dag kan jeg ikke forestille mig

at lave andet. Der opstår nogle specielle bånd,

når man har et fælles projekt, så jeg tror på

mange måder, at hun – ligesom mig – ville føle

sig helt amputeret.”

DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMILIE,

NÅR I ER PÅ ARBEJDE?

“Jeg har faktisk altid været i tvivl, om jeg skulle

sige Jette eller mor, når vi er på arbejde. Nu er

jeg nået frem til at kalde hende Mor-Jette over

for kollegerne. Hun er sådan en, der godt kan

gå og huske de ansatte på cykelhjelm og

regntøj.”

Vipp startede som en metalvarefabrik i

Randers i 1939, grundlagt af Holger Nielsen,

som tegnede den allerførste Vipp-spand. Han

døde i 1992, og hans datter Jette Egelund

overtog forretningen som hun flyttede til

København, hvor den stadig ligger i dag.

Sortimentet er udvidet betragteligt med bl.a.

møbler til køkken og bad.

EUROWOMAN.DK || 67


“Jeg er her for at videreføre noget,

som jeg har fået, til mine egne

børn og deres børn”

68 || EUROWOMAN.DK


HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER

TRÅDT IND I?

“Egeløkke er en ejendom med tilhørende landbrug

og skovbrug. Jeg er vokset op her, og det

er planen, at jeg skal bo her fremover med min

mand, så vores børn også kan vokse op her.

Lige nu er ejendommen ved at blive renoveret,

så vi bor der ikke for tiden. For mig er det vigtigt,

at det bliver ved med at være privat beboelse,

men jeg har tænkt mig at åbne parken op

for offentligheden, da det er en del af den danske

kulturarv. Jeg ser mest mig selv som administrator

frem for ejer. Jeg er her for at videreføre

noget, som jeg har fået, til mine egne børn og

deres børn.”

HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI-

LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE

DIT LIV PÅ?

“Det har jeg altid vidst, for jeg er vokset op

med at skulle overtage. Jeg er enebarn, så jeg

var selvskrevet arving til stedet, men det er

ikke noget, vi har talt meget om. Jeg har selvfølgeligt

spurgt min far en del om, hvordan det

rent praktisk skulle foregå, når jeg en dag

skulle overtage det.”

ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE?

“Jeg ser det kun som en mulighed. Det ligger

også i min opdragelse, at jeg altid har haft muligheden

for at sige nej tak, selv om det aldrig

har været på tale. Jeg så det ikke som en pligt at

overtage stedet, men nu hvor jeg har det, ser

jeg det som min pligt at drive det, så fremtidige

generationer kan overtage det. Jeg kigger hele

tiden 10-20 år frem i tiden eller mere. Jeg synes,

det er interessant, at de træer, som jeg

planter nu, er nogle, som mine børn fælder, når

jeg er død og borte.”

HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE

DATTER AF FIRMAET?

“Det er selvfølgelig en fordel, at jeg også overtager

en bolig. Jeg har altid tag over hovedet.

Og så har jeg jo også fået et spændende job.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er udfordrende

at drive landbrug i Danmark, men

jeg ser det som en kæmpe fordel, at jeg kendte

virksomheden så godt i forvejen. Jeg er jo vok-

Godset Egeløkke

Komtessen REGITZE KNUTH på 36 år har siden 2007

forvaltet Egeløkke Gods. Dengang blev hun kaldt hjem fra et liv

i England for at overtage slægtsgården, som har været i hendes

families eje i generationer.

CASE

set op her og med virksomheden på nærmeste

hold.”

HVAD ER ULEMPERNE?

“Jeg har aldrig fri. Jeg kan ikke gå en tur og

nyde naturen uden at bekymre mig, om et

gammelt træ styrter i næste storm og ødelægger

taget. Jeg kan ikke lægge mig på sofaen

uden at få øje på noget træværk, som godt

kunne trænge til at blive ordnet. Det betyder

også, at 98 % af det, som jeg taler med min

mand om, har med ejendommen at gøre.”

HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE,

HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED

MERE?

“Det ville være et kæmpe chok. Min far har

aldrig lagt skjul på, at han helst så, at jeg overtog

stedet, og at jeg derfor ikke rejste alt for

langt væk i for lang tid ad gangen. Alligevel har

jeg altid følt, at jeg havde frihed til at gøre, hvad

jeg ville. Hvis jeg ikke var her, ville jeg gerne

arbejde i et auktionshus i London, som jeg

gjorde, indtil jeg overtog Egeløkke.”

DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMI-

LIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE?

“I starten gjorde jeg rigtig meget for at distancere

mig. Jeg var slet ikke modtagelig over for

gode råd fra den ældre generation. Jeg følte det

som et nederlag, hvis jeg var nødt til at følge

deres anbefalinger. Men i dag har jeg lært at

bruge den erfaring, som ligger i den ældre generation.

Men det er vigtigt, at vi får det til at

fungere, selv om vi kan være uenige. Det vil

være den visse død for stedet, hvis vi ikke kan

samarbejde. Der har da været mange uenigheder

gennem tiden, men det har mest været om

småting. Men vi har også været uenige om,

hvorvidt jorden skulle bortforpagtes. Det ville

jeg gerne have, og det er den også blevet.”

Egeløkke er et gods på Langeland. Godset har

eksisteret siden det 15. århundrede, men

hovedbygningen er fra 1800-tallet. Godset

omfatter også en del jord, som dog har været

bortforpagtet, siden Regitze Knuth overtog

stedet i 2007.

EUROWOMAN.DK || 69

More magazines by this user
Similar magazines