FIRMAETS DATTER - Bruun Rasmussen

CASE
Auktionshuset Bruun Rasmussen
38-årige ALEXA BRUUN RASMUSSEN er PR-ansvarlig og
sølvspecialist hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Hun har
egentlig altid vidst, at hun skulle ind i familiens auktionshus,
og da hun havde boet lidt for længe i USA, kom hendes far over
og hentede hende hjem.
HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER
TRÅDT IND I?
“På den ene side er Bruun Rasmussen et gammeldags
og traditionelt auktionshus med kunst,
antikviteter og design. Vi holder traditionerne i
hævd, har bonede gulve og bruger stadig min
farfars gamle elfenbenshammer til auktionerne.
Det er lidt et teaterstykke, men mange
mennesker kan godt lide det med at gå på eftersyn
og få et glas vin. På den anden side er vi
også et moderne auktionshus med netauktioner.
Jeg er både PR-ansvarlig og ansvarlig for
sølv, mens min bror Frederik er ansvarlig for
udenlandske kunder, og min far er auktionsleder.”
HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI-
LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE
DIT LIV PÅ?
“Det har altid været en selvfølge, at jeg skulle
ind i firmaet, men det var ikke noget, jeg
tænkte over som barn. Da jeg var yngre, var jeg
lidt af en gavtyv, og da jeg kom i gymnasiet,
ville jeg gerne være skuespiller. Jeg rejste rundt
med teatertruppen Up with People i et års tid.
Det talte mine forældre mig dog fra. Der var
ingen tvivl om, at de gerne så mig i kunstens
verden. Da jeg blev lidt ældre, var jeg i praktik
i et tysk og et fransk auktionshus. Senere hen
gik jeg på auktionsskole hos Christie’s i London.
Da jeg var til optagelsesprøve, klokkede
jeg helt rundt i det, og da jeg skulle gå, sagde
de til mig, at jeg måske skulle overveje en anden
karriere. Men jeg kom ind, og jeg elskede
den skole. Mens jeg gik der, besluttede jeg mig
for, at det var den vej, jeg ville. I 2004 flyttede
jeg til San Francisco. På et tidspunkt skulle
min far til eftersyn hos Christie’s i New York,
og vi mødtes. Da sagde han til mig, at der var
brug for sådan en som mig i familiefirmaet, og
det ville være hyggeligt, hvis jeg kom hjem.
Det gjorde jeg så i 2008.”
ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE?
“Jeg synes, det er en gave, fordi det er en mulighed.
Jeg kan jo bare vælge det fra. Men det,
at jeg har fået buddet, er jo positivt. Jeg har aldrig
oplevet det som et pres. Jeg vil snarere
kalde det frivillig tvang, men aldrig en rettighed.
Man er ikke berettiget til noget, ligegyldigt
hvad man laver. Man skal gøre sig fortjent
til det.”
HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE
DATTER AF FIRMAET?
“Der er noget hyggeligt ved, at det har været i
familiens eje, siden det blev startet i 1948. Folk
64 || EUROWOMAN.DK
kommer ofte og fortæller mig, at min bedstefar
har solgt dem noget. Mange af firmaets ansatte
har været her altid, og jeg kan huske dem fra
min barndom. Derudover er det en fordel over
for kunderne, fordi de har en forventning om,
at når det er familiens børn, der driver firmaet
videre, er der styr på det. Jeg har nok også lidt
lettere ved at få taletid hos min far. Jeg kan jo
bare ringe til ham søndag aften, hvis jeg gerne
vil diskutere noget. Det ville jeg nok ikke
kunne, hvis jeg var medarbejder i enhver anden
virksomhed.”
HVAD ER ULEMPERNE?
“Det er helt klart en ulempe, hvis der tages beslutninger
i firmaet, som jeg ikke føler, at jeg
kan stå inde for. Det sker heldigvis ikke så tit,
for vi har jo et fælles værdisæt, som vi arbejder
ud fra. Men hvis det sker, rammer det én hårdere,
fordi det er familien. Det er måske lettere
med en medarbejder, hvor der kan komme
konsekvenser såsom afskedigelse, hvis man
ikke er enig i, hvordan de passer deres job. Der
kan følelserne bedre holdes på et professionelt
plan. Det kan man ikke med familien.”
HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE,
HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED
MERE?
“Hvis firmaet en dag tager en drejning, som er
stik imod mine værdier, vil jeg ikke være med
mere. Det kunne jo også være, hvis firmaet
blev solgt og blev trukket i en anden retning.
Det ville mine forældre helt sikkert være kede
af. Min bror og jeg er nu begge blevet en del af
firmaet, men så længe min far er her, er det
ham, der tager beslutningerne. Mit ønske er
blot at være en del af firmaet og helst tæt på
der, hvor beslutningerne bliver taget. Jeg kan
ikke rigtig forestille mig noget andet.”
DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMI-
LIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE?
“Nej, jeg får kindkys af min far hver dag, når
jeg ser ham. Og jeg kalder ham også far, når vi
er på arbejde. Jeg føler ikke behov for på den
måde at tage afstand. Der er en forståelse i firmaet
for, at han er chef, og jeg er hans datter.”
Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev
grundlagt i 1948 i lokalerne i Bredgade i
København. I dag har familievirksomheden
også lokaler i Nordhavn og Aarhus. Repertoiret
er blevet udvidet med onlineauktioner,
hvilket betyder, at også mange unge har fået
smag for antikviteter og hammerslag.
Tekst: xxxxxx. Foto: xxxxxxx. Produktfoto: xxxxxxxxxx.

FIRMAETS
DATTER
De este mennesker skal ud og nde et passende
job, når de er færdige med deres uddannelse. Men
for nogle går det lidt mere af sig selv, fordi der er et
familierma, som har brug for dem. Her fortæller 3
kvinder, hvilke udfordringer der er forbundet med at
træde ind i familiens virksomhed.
Tekst: MARIE VARMING. Foto: PERNILLE RINGSING.
“Kunderne har en forventning
om, at når det er familiens
børn, der driver maet videre,
er der styr på det”
EUROWOMAN.DK || 65

“Man kan ikke sige, at vi er kommet nemt
til det, for vi startede jo fra bunden med en
meget lille virksomhed i Randers”
66 || EUROWOMAN.DK

Designvirksomheden Vipp
SOFIE CHRISTENSEN EGELUND, 35 år, blev som
ny uddannet grafisk designer kastet hovedkulds ud i den lille
jyske familievirksomhed Vipp. I dag er hun kommunikationsansvarlig
og medejer, og sammen med sin mor og bror har hun
gjort den klassiske pedalspand verdenskendt.
HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER
TRÅDT IND I?
“Vipp er egentlig min morfars virksomhed.
Han skabte i 1939 den første Vipp-skraldespand
til min mormors damefrisørsalon. Men
efterhånden ville hendes kunder også have
dem, og siden producerede og solgte han spandene
til børnehaver, hospitaler og tandlægeklinikker.
Da han døde, besluttede min mor sig
for at overtage virksomheden. Jeg var 20 år og
netop begyndt på min uddannelse som grafisk
designer. Mine forældre var lige blevet skilt, så
jeg og min bror, som er økonom, hjalp min mor,
hvor vi kunne. I dag er jeg primært kommunikationsansvarlig,
men i kraft af min uddannelse
har jeg selvfølgelig meget med designet
og æstetikken omkring virksomheden at gøre.”
HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI-
LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE
DIT LIV PÅ?
“Da min morfar døde, var der to ansatte på
hans lille fabrik i Randers. Jeg har gået rundt på
den fabrik masser af gange som barn, men har
aldrig tænkt på, at det var noget, jeg skulle
overtage. Der var jo ikke rigtig noget dengang,
og i øvrigt troede man jo, at ens bedsteforældre
var udødelige. Men så besluttede min mor at
overtage den, og det var naturligt for mig at
hjælpe hende. Da jeg blev færdig som grafisk
designer, sad jeg et halvt år på en tegnestue,
men selv på det tidspunkt brugte jeg også
meget tid ved siden af på Vipp. Vi talte ikke
om, at jeg skulle tilbage, og min mor anfægtede
ikke på noget tidspunkt, at jeg lavede noget andet
i en periode, men det var uden tvivl en
sund proces at være væk.”
ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE?
“Da min mor stod alene med det, følte jeg et
ansvar for at hjælpe hende. Men det er aldrig
noget, hun har bedt mig om, eller noget, jeg har
følt som en pligt. Men jeg ser det også som en
gave, for selv om det ikke var et stort firma med
god økonomi, overtog vi et godt produkt, som
vi kunne bygge videre på. Der var ikke penge
til at udbetale løn, så min bror og jeg fik en
tredjedel af firmaet hver. Man kan ikke sige, at
vi er kommet nemt til det, for vi startede jo fra
bunden med en meget lille virksomhed i Randers.
I dag er vi meget privilegerede ved fortsat
CASE
at være en familievirksomhed, fordi vi kan
træffe hurtige beslutninger uden at skulle
spørge en bank eller en bestyrelse om lov.”
HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE
DATTER AF FIRMAET?
“Min bror og jeg plejer at joke med, at hvis det
ikke var for vores mor, ville vi ikke have et job.
Jeg synes også, at det har været en kæmpe mulighed
at få denne opgave og det ansvar allerede
som 20-årig. På papiret var jeg jo ikke
specielt kvalificeret som nyuddannet designer
til at være med til at drive en metalvarefabrik.”
HVAD ER ULEMPERNE?
“Selv vores juleaftener handlede engang meget
om Vipp. Min bror og jeg har nu fået børn, så
juleaften er igen kommet til at handle om juletræer
og gaver.”
HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE,
HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED
MERE?
“Min mor har aldrig tvunget eller presset os til
at være i virksomheden, men jeg så det som mit
ansvar at hjælpe hende, da hun overtog det.
Virksomheden har udviklet sig enormt, og vi
har det sjovt, så i dag kan jeg ikke forestille mig
at lave andet. Der opstår nogle specielle bånd,
når man har et fælles projekt, så jeg tror på
mange måder, at hun – ligesom mig – ville føle
sig helt amputeret.”
DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMILIE,
NÅR I ER PÅ ARBEJDE?
“Jeg har faktisk altid været i tvivl, om jeg skulle
sige Jette eller mor, når vi er på arbejde. Nu er
jeg nået frem til at kalde hende Mor-Jette over
for kollegerne. Hun er sådan en, der godt kan
gå og huske de ansatte på cykelhjelm og
regntøj.”
Vipp startede som en metalvarefabrik i
Randers i 1939, grundlagt af Holger Nielsen,
som tegnede den allerførste Vipp-spand. Han
døde i 1992, og hans datter Jette Egelund
overtog forretningen som hun flyttede til
København, hvor den stadig ligger i dag.
Sortimentet er udvidet betragteligt med bl.a.
møbler til køkken og bad.
EUROWOMAN.DK || 67

“Jeg er her for at videreføre noget,
som jeg har fået, til mine egne
børn og deres børn”
68 || EUROWOMAN.DK

HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER
TRÅDT IND I?
“Egeløkke er en ejendom med tilhørende landbrug
og skovbrug. Jeg er vokset op her, og det
er planen, at jeg skal bo her fremover med min
mand, så vores børn også kan vokse op her.
Lige nu er ejendommen ved at blive renoveret,
så vi bor der ikke for tiden. For mig er det vigtigt,
at det bliver ved med at være privat beboelse,
men jeg har tænkt mig at åbne parken op
for offentligheden, da det er en del af den danske
kulturarv. Jeg ser mest mig selv som administrator
frem for ejer. Jeg er her for at videreføre
noget, som jeg har fået, til mine egne børn og
deres børn.”
HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI-
LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE
DIT LIV PÅ?
“Det har jeg altid vidst, for jeg er vokset op
med at skulle overtage. Jeg er enebarn, så jeg
var selvskrevet arving til stedet, men det er
ikke noget, vi har talt meget om. Jeg har selvfølgeligt
spurgt min far en del om, hvordan det
rent praktisk skulle foregå, når jeg en dag
skulle overtage det.”
ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE?
“Jeg ser det kun som en mulighed. Det ligger
også i min opdragelse, at jeg altid har haft muligheden
for at sige nej tak, selv om det aldrig
har været på tale. Jeg så det ikke som en pligt at
overtage stedet, men nu hvor jeg har det, ser
jeg det som min pligt at drive det, så fremtidige
generationer kan overtage det. Jeg kigger hele
tiden 10-20 år frem i tiden eller mere. Jeg synes,
det er interessant, at de træer, som jeg
planter nu, er nogle, som mine børn fælder, når
jeg er død og borte.”
HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE
DATTER AF FIRMAET?
“Det er selvfølgelig en fordel, at jeg også overtager
en bolig. Jeg har altid tag over hovedet.
Og så har jeg jo også fået et spændende job.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er udfordrende
at drive landbrug i Danmark, men
jeg ser det som en kæmpe fordel, at jeg kendte
virksomheden så godt i forvejen. Jeg er jo vok-
Godset Egeløkke
Komtessen REGITZE KNUTH på 36 år har siden 2007
forvaltet Egeløkke Gods. Dengang blev hun kaldt hjem fra et liv
i England for at overtage slægtsgården, som har været i hendes
families eje i generationer.
CASE
set op her og med virksomheden på nærmeste
hold.”
HVAD ER ULEMPERNE?
“Jeg har aldrig fri. Jeg kan ikke gå en tur og
nyde naturen uden at bekymre mig, om et
gammelt træ styrter i næste storm og ødelægger
taget. Jeg kan ikke lægge mig på sofaen
uden at få øje på noget træværk, som godt
kunne trænge til at blive ordnet. Det betyder
også, at 98 % af det, som jeg taler med min
mand om, har med ejendommen at gøre.”
HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE,
HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED
MERE?
“Det ville være et kæmpe chok. Min far har
aldrig lagt skjul på, at han helst så, at jeg overtog
stedet, og at jeg derfor ikke rejste alt for
langt væk i for lang tid ad gangen. Alligevel har
jeg altid følt, at jeg havde frihed til at gøre, hvad
jeg ville. Hvis jeg ikke var her, ville jeg gerne
arbejde i et auktionshus i London, som jeg
gjorde, indtil jeg overtog Egeløkke.”
DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMI-
LIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE?
“I starten gjorde jeg rigtig meget for at distancere
mig. Jeg var slet ikke modtagelig over for
gode råd fra den ældre generation. Jeg følte det
som et nederlag, hvis jeg var nødt til at følge
deres anbefalinger. Men i dag har jeg lært at
bruge den erfaring, som ligger i den ældre generation.
Men det er vigtigt, at vi får det til at
fungere, selv om vi kan være uenige. Det vil
være den visse død for stedet, hvis vi ikke kan
samarbejde. Der har da været mange uenigheder
gennem tiden, men det har mest været om
småting. Men vi har også været uenige om,
hvorvidt jorden skulle bortforpagtes. Det ville
jeg gerne have, og det er den også blevet.”
Egeløkke er et gods på Langeland. Godset har
eksisteret siden det 15. århundrede, men
hovedbygningen er fra 1800-tallet. Godset
omfatter også en del jord, som dog har været
bortforpagtet, siden Regitze Knuth overtog
stedet i 2007.
EUROWOMAN.DK || 69