Erfaringer og fingerpeg uden markeringer.pdf

undervisning og læring. Ikke som noget bagvedliggende og skjult
eller som noget, der udfolder sig særligt i de musiske fag. Tværtimod
er krop og sanser nødvendige talenter, når eleven skal lære at
mure en havemur op.
De samme scenarier kan ikke opleves i alle former erhvervsuddannelse.
Men noget lignende finder man på landbrugsskolerne, ved
simulering af forretninger og markedsføring på handelsskolerne og
ved rollespil og plejeopgaver i sosu-uddannelserne.
Den teknologiske udvikling har ændret kroppens og sansernes
funktioner i arbejdsprocesserne i en række fag men ikke ændret
ved kroppens og sansernes centrale rolle i arbejds- og læreprocesser.
Den vidensform, der er karakteriseret ved at eleven har viden
om noget, er som oftest ikke tilstrækkelig i erhvervsuddannelse.
Eleven skal kunne noget, kunne udføre noget - som regel med kroppen
og sanserne som aktive redskaber.
Den praksisnære undervisning foregår i princippet både i skolen og
i praktikken. Men der er forskellige betingelser for praksisnærhed i
skolen og i praktikken. På skolen foregår praksisnærhed i værksteder
gennem undervisning i forhold til praktiske opgaver og elevers
arbejde med praktiske problemstillinger. Det foregår gennem en
stærk forbindelse mellem fagteori og erhvervets praksis. Og det
foregår ved tone grundfagenes indhold i forhold til det erhvervsfaglige
indhold. F.eks. ved at danskfaget beskæftiger sig med
kundebreve, hvordan man samtaler med borgere, med fagligt sprog
og gennem at matematikfaget beskæftiger sig med beregning af
materialeforbrug.
Det særlige ved erhvervspædagogik er ikke kun formelt. Det knytter
sig til det konkrete erhvervsfaglige indhold i form af, at krop og
sanser bruges meget. Kroppen og sanserne skal faktisk bruges for
lære erhvervets praksis. Erhvervsuddannelse lugter. Der svedes,
svines, suges, skrues, savles, sigtes, skæres. Der skal lægges
forbindinger, suges spyt, saves træ, klippes hår, laves vinduesudstilling
osv.
På skolen foregår dette på mange forskellige måder i værksteder,
simulerede omgivelser osv. Her kan læreren stoppe op, gentage
undervisning og øvelser, bede eleverne om omtanke. I skolelogikken
er formålet udelukkende, at eleven lærer noget. I praktikdelen
af uddannelsen skal eleven og lærlingen lære i de praktiske
produktionsprocesser, de faktiske salgssituationer og i den
konkrete pleje af borgeren. Her er ’værkstederne’ ikke simulerede
eller indrettede med henblik på undervisning og læring – her skal
det ”produceres” noget. Her hersker altså først og fremmest en
produktionslogik. Derfor lærer eleven og lærlingen på en anden
måde i praktikken end i skolen. I praktikken lærer elev og lærling
gennem den helt konkrete produktion, der foregår på den enkelte
virksomhed, på plejehjemmet, på kontoret. I skolen lærer eleven
med henblik på hele erhvervet og med henblik på samfundet. Og
eleven lærer gennem en bevidst planlagt undervisning af lærere,
som er uddannet til at undervise. Derfor er der forskel. Forskellen
er vigtig og skal netop udnyttes til at skabe dynamik, bredde og
dybde i uddannelsen.
Derfor er det et problem, at vi i de seneste år har set en evaluerings-
og dokumentationskultur brede sig også i erhvervsuddannelserne,
som langt hen ad vejen benytter sig af nogle rent
1 DEL