RADIKAL POLITIK 11-2006.indd - Radikale Venstre

møder i byen om mange forskellige emner,
de holder fredagsbar og de diskuterer
politik.
Der står Thorkild Maarbjerg bag de fleste
af aktiviteterne. Som nyvalgt formand
var nedsættelsen af en fokusgruppe, der
skulle udarbejde en radikal erhvervspolitik,
et af de første initiativer – selv om der
var mange tvivlere. Men den blev lavet,
og der er ingen problemer med at få aktive
hverken til erhvervsgruppen eller de
syv andre fokusgrupper.
Men de håndplukker også. På de halvårlige
introduktionsmøder spottes de aktive
og de opfordres til at melde sig til en
af grupperne. Der bliver også stadig flere
at tage af. Vælgerforeningen er siden
Thorkild Maarbjerg blev formand vokset
fra omkring 200 medlemmer til 300.
”Vi har fået en profil som en aktiv forening.
Det trækker medlemmer. Og så
har vi jo fået del i partiets almindelige
fremgang,” siger Thorkild Maarbjerg. Det,
at Odense er en universitetsby, har også
betydning for medlemstallet. Mange studerende
har meldt sig ind, men i øvrigt
rekrutteres de nye medlemmer rimeligt
bredt. Mange kommer som en reaktion
på udlændingepolitikken, der blandt
andet på grund af de store problemer
i Vollsmose er meget nærværende i
Odense.
Mange aktiviteter
Ud over sit næsten fuldtidsarbejde som
formand for ORV er Thorkild Maarbjerg
formand for Fyns Radikale Venstre, han
sidder i partiets hovedbestyrelse og han
blev efter sidste kommunalvalg desuden
bestyrelsesmedlem i foreningen Sind/
Fyn som repræsentant for Odense Kommune.
Og så skal der også være tid til huset
i Frankrig og til at udvide den i forvejen
store bogsamling. Han går aldrig forbi
en antikvarboghandel uden at se efter
antikke bøger om livet i Sydamerika, som
han fik interesse for, da han i tre år var udstationeret
for Udenrigsministeriet i Colombia.
Det er ikke fordi, han får læst så
meget – det rækker tiden ikke til – men
den kommer vel en dag.
Bare ikke lige nu. Han har ingen planer
om at trappe ned og har også familiens
fulde opbakning til at bruge så meget tid
på politisk arbejde.
”Min kone ved godt, at det vil være
svært for mig at holde op. Og så længe
jeg kan holde den gående helbredsmæssigt,
bliver jeg ved – i hvert fald
indtil 2009,” siger han, der i øvrigt er fast
besluttet på, at han ikke vil væltes, men
nok selv skal finde ud af at gå, hvis han
ikke længere synes, der er kvalitet i hans
arbejde.
Trukket til venstre
Det er ikke mindst de mange nye unge
medlemmer, der har trukket Thorkild
Maarbjerg mod partiets venstrefløj. Allerede
da han meldte sig ind i partiet følte
han sig trods sine 62 år i større overensstemmelse
med de unge medlemmer
end med dem, der hidtil havde tegnet de
radikale i Odense. Der er dog også andre
grunde:
”Jeg har vel fået mere viden om, hvad
der egentlig foregår i samfundet. Er blevet
indigneret på en anden måde, end
jeg var før. Og så er jeg blevet langt mere
åben, end jeg var, da jeg var aktiv i erhvervslivet.
I min egen omgangskreds er
der mange ikke-radikale, og for dem var
det lidt af et chok, at jeg pludselig sad der
som formand for ORV. Men omgangen
med andre radikale, der i bund og grund
har samme opfattelse af livets alvor og
gode sider, ændrer noget,” siger han.
Svær men nødvendig vej
Han er overbevist tilhænger af Den Anden
Vej. Og vil ”lægge alle sine lodder i at
gennemføre den”.
”Det er en svær, men nødvendig vej.
Det kan kun lykkes, hvis vi er positivt indstillet
i organisationen. Og det kræver,
at vi i partiet virkelig tror på, at det er
den rigtige vej, og at vi også kan forklare
hvorfor. Der er nok, der tror, at vi er gale.”
”Det er en svær øvelse at flytte holdningen
fra, at vi er et støtteparti til at
være et regeringsdygtigt parti. Den store
udfordring for mig og alle andre, der
er aktive i baglandet er at få vendt den
holdning. Det kræver meget – først og
fremmest, at vi har troen på, at det kan
lade sig gøre.”
I den forbindelse advarer han stærkt
imod, at partiet bliver topstyret:
”Det er en virkelig udfordring, at vi
ikke falder i den grøft. For vi skal have
medlemmerne med, og mange er da
bekymrede over, at vi kapper forbindelsen
til socialdemokraterne, mens andre
er af den mening, at hvis vi bare kunne
droppe Dansk Folkeparti, så kunne vi da
sagtens samarbejde med regeringen.”
Men den stærke solidaritetsfølelse,
mange medlemmer efter Thorkild Maarbjegs
oplevelse har overfor Marianne
Jelved, hjælper på forståelsen af Den
Anden Vej.
Det gik ikke i Odense
At Den Anden Vej ikke er nogen let
øvelse oplevede man en lokal variant af
ved kommunalvalget i Odense. Her var
borgmesterposten inden for rækkevidde,
men rådmanden takkede nej – uden
i øvrigt at orientere hverken formand
eller bestyrelse for ORV. Det gav så vold-
somme reaktioner i partiet, at Thorkild
Maarbjerg overvejede at slippe trosserne,
men da det stod klart, at mange af de
gode folk i bestyrelsen i givet fald ville
følge ham ud, ændrede han holdning.
Og det har han ikke fortrudt.
”Det var en meget vanskelig periode,
som har sat sine spor i partiet. Men generelt
er vi kommet godt igennem det,”
siger han, der understreger, at der i dag
er et godt samarbejde med rådmanden,
som bestyrelsen mødes med en gang
om ugen.
”Vi har valgt at være rationelle og
både signalere, at vi har en rådmandspost,
og at vi har en radikal politik. Og vi
hæfter som parti ikke nødvendigvis direkte
for rådmanden.”
Thorkild Maarbjerg har familiens fulde opbakning
til at bruge, hvad der svarer til næsten
et fuldtidsjob på politisk arbejde.
15