DET INDISKE SUBKONTINENT - De Berejstes Klub

Jeg besøgte Zanskar i juni 2008 sammen
med Costanzo, en italiener/amerikaner
jeg havde mødt et par måneder forinden
i Kathmandu. Costanzo havde studeret
tibetansk i et år, og jeg havde lige brugt
fire måneder på at lære hindi. Dette
gjorde os til det perfekte rejseteam i
dette område, hvor begge sprog tales af
stort set alle. Derudover var Costanzo,
som søn af en forhenværende nonne, en
meget seriøs buddhist og havde en lang
liste af lamaer, huler og klostre, som
vi bare skulle besøge. Vi ankom inden
turistsæsonen egentlig var gået i gang,
hvor dalen stadig var ved at vågne op fra
sit vinterhi, hvilket gav os stedet stort
set for os selv. Tre uger senere, da vi
forlod Zanskar, var det på sit frodigste,
og med dette skift fulgte også andre
turister.
”jeg var fristet til at
blive på Phuktal-klostret
for evigt. men det må
blive næste gang!”
Som base brugte vi Zanskars hovedstad
Padum, en støvet landsby med omkring
1500 indbyggere i 3500 meters højde,
for at få ladet vores batterier op og få
noget ordentligt at spise ind imellem.
lonely Planet havde ikke meget at sige
om området, så som guidebog benyttede
vi et 30 år gammelt antropologisk
feltarbejde. bogens forfattere havde
besøgt dalen kort tid efter den overhovedet
blev åbnet for turister, og med sin
øde beliggenhed bag høje bjergpas er
dalen stadig i dag afskåret fra omverden
seks måneder om året. Det skulle da
også vise sig, at ikke meget havde
ændret sig siden disse opdagelsesrejsende
antropologer besøgte dalen.
Ind imellem føltes det som om, tiden
havde stået stille i hundredvis af år, og
vi levede os ind i rollen som pionerer,
der gik på opdagelse i et fuldstændigt
uudforsket område.
udfordringer på vejen
Vi blev advaret mod at drage ud i dalen
på egen hånd. området er temmelig
øde, og det er gennem tiden lykkedes
en del eventyrlystne vesterlændinge
at fare vild eller få rodet sig ud i andre
uheldige situationer. nogle er frosset
ihjel, mens andre er sultet ihjel eller
har forsøgt at spise områdets giftige
planter. Derudover forårsager den
stærke eftermiddagsvind ofte fæno-
10 GLOBEN nr. 34 / December 2008
menet ”shooting stones”. Her bliver
små løse sten blæst af bjergene og
flyver af sted med en hastighed som
pistolkugler, der kan bore sig gennem
et kranie og slå en ihjel. Derfor var det
bedst at følges med nogle, der kunne
”læse bjergene”, og dermed forhindre
sådanne fatale hændelser. Det blev vi
dog enige om, at vi ikke behøvede. nu
kunne vi jo tale med lokalbefolkningen,
og de ville kunne læse bjergene for os
og fortælle os, hvad vi skulle vide. Så af
sted drog vi.
Det skulle dog hurtigt vise sig, hvorfor
en guide ville have været praktisk at
have med. Allerede efter et par timers
trek den allerførste dag stod vi ved vores
første problem: et kæmpe stenskred
havde blokeret stien. Det var umuligt
at kravle hen over det, og der var ikke
nogen i nærheden at spørge. Til sidst
besluttede vi os for at kravle nedenom,
selvom skreddet nærmest var lodret og
endte i en stor flod med kraftig strøm.
Skreddet bestod af sand med løse sten,
og det var ikke til at vide, hvilke sten
man kunne støtte sig mod, og hvilke
sten der ville skride, når man stod på
dem. Den bedste teknik var simpelthen
bare at hoppe af sted fra sten til sten og
glide med dem, indtil man fandt en sten,
der sad nogenlunde fast, så man kunne
få et kort hvil. og så ellers hurtigt videre
igen af frygt for, at hele skreddet ville
hive os med ned i floden. En halv time
senere stod vi lettede og med rystende
ben på den anden side, men først på
vejen tilbage opdagede vi den sti, der
gik ovenover stenskreddet. Aha, så det
var her en guide kunne have været god
at have…
tsampa, smør-te og støvede
abrikoser
Et par dage senere kom vi til en flod,
der skulle krydses via fem våde sten.
Costanzo hoppede let og elegant hen
over, mens jeg stod tøvende tilbage. Vi
havde den dag trekket i ni anstrengende
timer, og jeg tvivlede på, at jeg ville klare
den tørskoet over på den anden side. I
stedet fik jeg den geniale idé at kaste
min rygsæk over floden og derefter
selv gå over. Jeg gik derfor to sten ud
i floden og gav rygsækken et ordentligt
sving. Men den var alt for tung. et
ordentligt PlASK lød der, da rygsækken
røg i floden, og et lige så højt plask lød
der, da den trak mig med i sit fald. Jeg
var for svag til at skubbe den op på
bredden, og jeg ville heller ikke give slip
på den, for ikke at miste den til floden.
Så der lå jeg ellers i den iskolde flod
og klamrede mig til min rygsæk, indtil
Costanzo fik fisket os begge op. Det må
have været et syn for guderne!
Heldigvis var vi næsten fremme ved
vores mål, et kloster bygget rundt om
en hule i klipperne. Her blev vi nogle
dage for at få tørret mine sager og få
plejet min trætte krop, ømme muskler
og fire store vabler. Desuden havde
jeg slået mit skinneben ret slemt mod
en sten i faldet og havde pådraget mig
en ordentlig hævelse. Kort sagt var jeg
lige til lossepladsen og trængte til at
blive plejet. Jeg var heldigvis kommet
til det helt rette sted. På dette kloster,
Phuktal, boede der nemlig omkring 60
munke, som sjældent fik besøg udefra,
så det blev til tre dage med masser af
forkælelse og hyggesnak. Jeg var knap
nok kommet ud fra den ene munks lille
hytte inden jeg blev hevet ind i den
næste. Hos dem alle blev jeg tvangsfodret
med tsampa (ristet byg), smør-te
og nogle ualmindeligt hårde og støvede
abrikoser. Jeg var fristet til at blive på
Phuktal-klostret for evigt. Men det må
blive næste gang!
stjerneskud og sengelopper
Vi havde ikke kunne få fat på et kort
over området inden vi tog af sted, så det
eneste vi havde, var navnene på vores
endelige mål. Vi måtte derfor nøjes med
folks temmelig upræcise ”bare lige forbi
næste bjerg” eller ”Ti minutter endnu,
så er I der”. Det var derfor ikke altid vi
vidste, hvor langt vi var fra vores mål.
Dette resulterede i, at vi måtte finde et
sted at sove, hvor end vi var nået til,
når vinden begyndte at tage til hen på
eftermiddagen, eller vi ikke orkede at gå
længere. nogle gange var der klostre,
der tog os til sig og gav os mad og husly,
og andre gange boede vi hos familier.
Heldigvis tog alle imod os med åbne
arme og stor nysgerrighed.
en eftermiddag nåede vi til et sted, der
på afstand lignede en landsby. Da vi
kom dertil, viste det sig imidlertid bare
at være en familie fordelt på to huse.
længere kunne vi ikke gå den dag, så vi
forhørte os i et af husene, om vi kunne
sove der for natten. Selvfølgelig blev
vi budt velkommen. Desværre sov de
selv i husets eneste rum, køkkenet, og
der kunne ikke klemmes to mere ind.
I stedet blev der lagt et tæppe op på
taget og bygget en læmur af tørrede
kokasser, og her fik vi lov til at tilbringe
natten under åben himmel.
Temperaturen nåede nær frysepunktet,
så jeg var pakket ind i bogstaveligt talt
alt indholdet fra min rygsæk. Det var
derfor ikke kulden der holdt mig vågen,
men derimod de sengelopper, der på
uforklarlig vis fandt vej fra tæppet vi lå
på og ind under min sammensnørede
sovepose og adskillige lag af tøj. Til
gengæld havde jeg den klareste stjernehimmel
at kigge på, da der ingen elektricitet
var i miles omkreds. Jeg nåede
at tælle næsten 30 stjerneskud, inden
jeg blev immun over for loppernes bid
og langt om længe faldt i en dyb søvn.
Kvindefest og en ordentlig
kæp i øret
På et tidspunkt nåede vi klostret Sani
og fik her husly hos en munk. Han fandt
selv et andet sted at sove og gav os
frit spil til at lave mad til os selv i hans
køkken. Alletiders! Alt for længe havde
vi udelukkende levet af tørre chapatis
og tsampa, og tanken om lidt afveksling
gav os vand i munden. Mmmm,
Maggie! I jagten på et sted der solgte
Maggie to-minutters nudler kom vi imidlertid
forbi et åbent vindue, som en flok
grinende og vinkende kvinder hang ud
af. Vi besluttede os for at aflægge dem
en lille visit og gik indenfor.
Til vores store forbavselse fandt vi
omkring 15 kvinder, der var i fuld gang
med at fejre et eller andet, og de var
alle hønefulde. ”Her er ingen adgang
for mænd!” råbte en af kvinderne storgrinende.
Men de skulle gerne gøre en
undtagelse med Costanzo. Vi blev hevet
indenfor og fik en kop med chang, lokal
risvin. og så gik det ellers løs. Koppen
var lille, men der sad en kvinde med en
hel balje chang og sørgede for, at alle
kopper konstant var fyldt op til randen.
Der var derfor kontrol på, hvor meget
vi drak, og det gik ikke bare at fugte
læberne og lade som om. nej, alle skulle
drikkes en kæp i øret, og som turist var
man bestemt ikke fredet.
Billede forrige side: Buddhistiske stupaer på
Verdens Tag.
Billede øverst: Til kvindefest i Sani: Lettere
berusede kvinder i højt humør.
Billede nederst: Zanskars barske klima sætter
sine aftryk i befolkningens ansigter.