DET INDISKE SUBKONTINENT - De Berejstes Klub

Bjarnes uendelige rejse
bjarne lund-jensen har lige siden sin indmeldelse i dbK været det
klubmedlem, som har besøgt flest lande. I skrivende stund er han oppe
på 182 lande og mangler således kun 12 lande i at have gjort rent bord og
have besøgt alle verdens lande. sidste erobring var congo brazzaville, og
ifølge ham selv når han sit mål omkring år 2012. Vi bringer her et opdateret
portræt af bjarne baseret på en artikel, der oprindelig blev bragt i fyens
stiftstidende i 2005.
Te k s T: si M o n sT a u n
Fo T o : bJ a r n e lu n d -Je n s e n
bjarne lund-Jensen fra lumby satser på
at blive den første dansker, der sætter
fod i alle verdens 194 lande.
"Det er sidst på eftermiddagen. Den
rødlige sol står lavt over palmetræernes
kroner. Jeg sidder på toppen af
Angkor Wat i Cambodia. luften ånder
sælsom magi. Jeg føler, at jeg kunne
sidde her i timevis i fredfyldthed. Dog
er jeg lidt underlig tilpas, for jeg føler,
at jeg har afsluttet en epoke i mit liv.
nu har jeg set alt, tænker jeg. Jeg har
rejst i næsten 150 lande. Jeg har set
pyramiderne, inka- og mayaruinerne,
alverdens menneskeskabte og naturskabte
vidundere. Men nu har jeg set
det største. nu har jeg set Angkor".
bjarne lund-Jensen er pensioneret
skolelærer efter 36 år på lumby Skole,
der befinder sig en hundreddels dagsrejse
fra odense, hvor han kom til
verden for 60 år siden. Siden han for
første gang mærkede adrenalinen
pumpe i sine årer,
har han besøgt og udforsket
182 lande og 48 territorier,
der blandt andet omfatter
Grønland, Tibet, Hawaii og
Alaska.
At han skulle blive Danmarks og en af
verdens mest berejste mænd, havde
han ikke i tankerne, da han i 1973 for
første gang stod på et fremmed kontinent.
Ingen begrænsninger
- Jeg husker tydeligt, at jeg konstant
overvejede at gå væk fra gruppen, som
jeg var en del af på min første rejse til
egypten. Jeg ville frigøre mig. Jeg ville
alene ud i det ukendte for at fornemme
fremmede dufte og betragte forunderlige
klædedragter. Alt var så anderledes
fra det, jeg tidligere havde set, fortæller
bjarne lund-Jensen.
Som han sidder og beretter, har han en
klar lighed med Johannes Møllehave.
Ikke kun i kraft af det grånende hår og
det brede, venlige smil. Stemmen er
velkendt varm og ivrig for at fortælle.
og den gør det godt. Man bliver revet
med, når han entusiastisk og billedrigt
kaster sig ud på verbale rejser, der
bringer såvel ham som tilhøreren tilbage
i tiden.
”jeg har, så vidt jeg ved, ikke
nogle børn løbende rundt ude i
verden, men på den anden side,
så kan man kan jo aldrig vide.”
- Senere på min første rejse til Afrika
var vi nået til Tanzania. Her dristede
jeg mig endelig til at drage ud på egen
hånd. Kort tid efter stødte jeg på en
flod, jeg ikke kunne passere. Så spottede
jeg en mand, der havde en lille
båd. Jeg spurgte, om han ikke ville
sejle mig videre, hvilket han indvilgede
i. Siden dengang har jeg aldrig ladet
mig stoppe af forhindringer. Jeg vil ikke
lade mig begrænse, jeg vil bare videre,
understreger bjarne lund-Jensen, der
for længst er blevet klar over, at der
befinder sig en drivkraft i selve rejsen,
han ikke kan leve foruden.
- Det har altid ligget latent i mig, at jeg
ville se alt. Derfor gabte jeg de første år
over lidt for meget, indtil jeg ændrede
rejsemåde omkring 1980. Da begyndte
jeg at dykke mere ned i omgivelserne,
end jeg tidligere havde gjort. På den
måde møder man også nogle mennesker,
der åbner deres døre og byder en på en
seng til trods for deres ofte ekstreme
fattigdom, siger bjarne lund-Jensen.
Konkurrenceelement
Skolelæreren fra lumby forsøger altid
at komme derud, hvor ingen har været
før. et af de mest fantastiske steder var
på Papua new Guinea, hvor der sjældent
kommer turister.
- Der rejste jeg fra landsby til landsby
og håbede på, at der ville komme et
transportmiddel forbi, så jeg ikke skulle
strande nogle steder i længere tid,
fortæller bjarne lund-Jensen.
På vej til Antarktis. Bjarne spejder mod South
Georgia (- eller var det South Orkney) Island.
Billedet er taget af ungarske Akos Hivekovics -
som Bjarne også senere har rejst med.
Det erklærede mål er at se så meget af
verden som muligt. og i november 2008
mangler han blot 12 lande for at have
været i samtlige 194.
- lidt konkurrencementalitet får man
da, indskyder han, mens han remser op,
hvilke lande han mangler. For han kan
dem naturligvis i hovedet.
Det var dog ikke grundet konkurrenceelementet,
at bjarne lund-Jensen
meldte sig ind i De berejstes Klub for
12 år siden. For da han blev optaget,
var han allerede den mest berejste af de
berejste. Det var mere for at kunne tale
med ligesindede, der alle led af samme
sygdom: Rejsefeber.
Kærlighed på toget
bjarne lund-Jensen er godt klar over,
at hans job som lærer har betydet
meget for hans udfoldelsesmuligheder.
Det samme gør sig gældende for hans
status som ungkarl.
- Jeg har haft en kæreste gennem
længere tid. Hun formåede faktisk at
holde mig hjemme tre juleaftener i træk.
Derefter kunne hun godt mærke på mig,
at det ikke gik længere, så hun tilbød
mig at rejse ud i julen, og derefter gik
det lidt i sig selv igen. en anden gang
havde jeg en veninde, der foreslog,
at vi skulle rejse til egypten en uge.
"Fandeme nej", svarede jeg. Jeg rejser
altid minimum fjorten dage, så det sluttede
også ret hurtigt derefter, fortæller
bjarne lund-Jensen, der også har mødt
forelskelsen på sine rejser.
Dog aldrig med de lokale. Altid andre
rejsende.
"Is this the train to Vladivostok? Jeg
vender mig. Stemmen kommer fra en
sød, ung pige, som står lige bag mig. Vi
står på Jaroslavl-banegården i Moskva.
Jeg er på vej mod Japan og har valgt at
rejse over landjorden hele vejen. og den
unge pige, som ved nærmere bekendtskab
viser sig at være en kun 17-årig
tysk skolepige, skal også til Japan. Helt
alene. Det var i 1981, og jeg var stadig
ung og smuk".
bjarne lund-Jensen sidder med et lunt
smil. otte dage om bord på et tog og to
dage på en båd, hvor der ikke er meget
at lave.
Han husker, at de udvekslede adresser.
Han gik med hendes gemt flere år i sin
tegnebog.
Et par år efter fik han den stjålet i Algeriet.
Derefter opgav han at se hende igen.
Håbløs optimist
bjarne lund-Jensen har erkendt, at han
aldrig ville kunne indordne sig i en traditionel
familie.
- Jeg vil have lov til at smutte en måned
eller to ind imellem, og det er der ikke
mange kvinder, der kan acceptere.
Desuden har jeg heller ikke mødt en
kvinde, som jeg kunne holde ud at rejse
med længere tid ad gangen. endnu,
konstaterer bjarne lund-Jensen.
Hvis han blev forhindret i at rejse, ville
hans verden bryde sammen. Men den
tanke har han aldrig turdet tænke.
”Jeg har brugt flere millioner kroner på mine rejser.
men det handler jo om at prioritere. jeg har aldrig ejet
en bil. jeg har aldrig røget, og jeg bruger ikke særlig
mange penge på mit hus eller tøj.”
- Jeg er håbløs optimist. Jeg finder altid
en vej ud af problemerne ligegyldigt,
hvor desperat det ser ud.
"Jeg var simpelthen nået til grænsen af,
hvad jeg kunne klare. Rent instinktivt
fornemmede jeg, at den eneste chance,
jeg havde, var at opføre den helt store
panikscene. og det gjorde jeg så. Jeg
14 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December 2008 15