jeg er hjemløs - Hus Forbi

More documents

Recommendations

Info

Daniel er samfundets barn. Han blev fjernet fra sine forældre, da han var seks måneder gammel, siden er han blevet opdraget af det samme offentlige system, som ikke har lært ham, at holde en bolig, så han kan holde ud at være i den, og som nu hverken kan hjælpe ham med et sted at bo eller behandling for sin psykiske sygdom Det med lejligheder, det har Fem gange har kommunen givet Daniel en lejlighed, og fem gange er han røget på gaden igen Daniel har opgivet at få en lejlighed igen, men en bolig vil han gerne have på et tidspunkt. Mest ønsker han sig fællesskab. - Hvis der kunne komme en eller anden en gang om ugen gøre rent og sådan, så kunne jeg måske godt. Men hvis der går et halvt år, så ligner det lort, og så er det jo ikke til at gøre rent, vel? 18 | HUS FORBI | nr. 8 august 2012 | 16. årgang af Sofie Bay-Petersen foto Holger Henriksen Måske er det præcis en af de situationer, Daniel hentyder til, når han siger, at han er godt tilfreds med tilværelsen og ikke mangler noget: Han står foran Fakta på Ålekistevej og sælger hjemløseavisen Hus Forbi. Klokken er ti om formiddagen, solen skinner, og en frisk øl står diskret knappet op bag den gule Hus Forbi-taske på fortovet. Der er ild i smøgen, og de formiddagshandlende sørger for, at avis efter avis forlader Daniels hænder i bytte for 20 kroner. Daniel griner stort: - Jeg elsker det her. Du er ikke afhængig af noget. Eller nogen. Du er bare dig. Det der med, at du hele tiden skal et eller andet, og du skal nå det til en fast tid, det kan jeg ikke. Jeg skal bare sælge mine aviser, og jeg kan selv bestemme. Daniel er 33 år. De sidste knap 13 år har han været hjemløs og boet på gaden. I lange perioder har han kun ejet, hvad han kan bære i sin lille rygsæk. Indimellem har han dog haft lejlighed. Men hver gang er det gået galt: - De første tre lejligheder, dem drak og røg jeg op. Jeg betalte overhovedet ikke husleje. Jeg brugte det hele på øl og hash i stedet. De sidste to – der skred jeg, fordi jeg slet ikke kunne være der til sidst. På grund af rod og svineri. Simpelthen, siger Daniel. Kastebold Daniel har levet hele sit liv på farten. Han blev født i København. Et par måneder for tidligt, stiv og skæv, som han selv formulerer det, af en mor, der røg en masse hash og drak alt for mange bajere. Seks måneder gammel lå han og skreg alene i lejligheden – og blev hentet af politi og låsesmed. Han kom på børnehjem og senere i plejefamilie. Eller rettere plejefamilier. En gang fik jeg en bog, hvor alle de der steder, jeg havde boet, stod skrevet i. Der var vi oppe på 36 forskellige steder. På femten år. Hvis folk kalder mig badebolden, så er det derfor. Ikke fordi jeg er skaldet eller noget, men fordi jeg er blevet kastet meget rundt. Daniel røg på efterskole – og formåede som den første elev i skolens historie at blive kylet ud: - De sagde til første møde der på skolen, at man ikke kunne ryge ud. Det var helt umuligt. Men det kunne jeg. Med en kæmpe pose bajere under armen, og alle de andre unger sad bare og klappede. Så fik han en lejlighed og kom på kokkeskole – det gik heller ikke – og til sidst endte han på gaden, hvor han altså stadig bor. Han har ingen fast base, men sover rundt omkring i byen på herberger og natcaféer. Han har været på kontanthjælp, men orker ikke at møde op til møder og aktivering og 'sidde og glo ind i en computer'. I flere måneder, har han ikke modtaget støtte fra det offentlige og har udelukkende levet af at sælge Hus Forbi. Daniel drikker mellem 30 og 50 øl om dagen og har gjort det i mange år efterhånden. Han startede med at drikke og ryge hash og cigaretter i det små, da han var otte, og siden er det gået slag i slag. Hashen har han dog næsten lagt på hylden: - Nej, det er ikke helt rigtigt, for jeg har da fået et par hvæs ind i mellem, men det er meget lidt i forhold til, hvor meget det var tidligere. Men de der 30 til 50 bajere om dagen – det har været igennem cirka 15 år. Mere eller mindre, ikke? Ude godt – hjemme en belastning Men engang havde han en lejlighed. Eller han har haft nogle stykker efterhånden. Fem for at være nøjagtig. Og hver gang er det samme historie, der gentager sig: - Den første måned, der kan det godt være, at der er rimeligt styr på det med lejligheden og det, men så begynder jeg at blive ligeglad. Jeg drikker jo ad h... til for at sige det ligeud, og… jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige. Til sidst er det bare for besværligt, og jeg tænker bare: Lad lejlighed være lejlighed, og tag ud hvor du har været før, og hvor du ved, hvad du har, siger Daniel. Det største problem er regningerne, der vælter ind ad den brevsprække, der følger med lejligheden. Og opvask, tøjvask, affald, pligter. - Varmen har jeg aldrig haft tændt i nogen af de lejligheder, jeg har haft. Aldrig nogensinde har jeg brugt varme, men alligevel skal man betale for det, og det forstår jeg ikke. Og strøm. I det halve år jeg boede i den sidste lejlighed, havde jeg strøm i måske to måneder. Jeg betalte ikke. Jeg havde sgu' heller ikke brug for det, fortæller Daniel. Den sidste lejlighed forlod han en dag og jeg
are aldrig været god til vendte ikke tilbage. Skidtet var vokset ham over hovedet. Den eneste grund til, at han ikke var blevet sat på gaden for længst, var, at hans sagsbehandler styrede hans penge, så når kontanthjælpen gik ind den første i måneden, trak hun til huslejen, før resten gik ind på Daniels konto. Måske står lejligheden stadig og venter, men han ved det ikke, og han er også ligeglad: - Der var beskidt og jeg gjorde aldrig rent. - Jeg har jo ikke fået den opvækst som almindelige børn og mennesker får. Så derfor kan jeg ikke sætte mig ind i det, hvordan man gør. Chipsposer og flasker over det hele. Der var lort overalt. Vodkaflakser og ølflasker – jeg tror, jeg løb fra mindst 300 kroner i flasker. Ja, jeg kunne faktisk slet ikke være der til sidst. Det var bare rod og lort, og rend mig i røven, siger Daniel. Han har aldrig haft en støtteperson, der kunne hjælpe med at få det nye liv væk fra gaden til at glide lettere. Men da han flyttede fra et herberg og i lejlighed, kom en af de ansatte og besøgte ham. Hun kom dog kun for at snakke – hjælp til rengøring, opvask og regninger var der ikke noget af. - Hvis der kunne komme en eller anden en gang om ugen gøre rent og sådan, så kunne jeg måske godt. Men hvis der går et halvt år, så ligner det lort, og så er det jo ikke til at gøre rent, vel? Så er lejligheden faktisk ødelagt, og så kan jeg slet ikke overskue det. Frivilligt hjemløs? Nogle vil nok mene, at Daniel selv har valgt at være hjemløs. Gang på gang har han vendt samfundet ryggen og forladt sine lejligheder i stedet for at tage sig sammen og gå ned med flasker. Daniel tygger lidt på spørgsmålet: - Selv synes jeg ikke rigtig, at jeg nogensinde har fået en chance for at få et normalt liv. Nu har jeg jo boet meget i plejefamilier og været kastet rundt. Jeg har jo ikke fået den opvækst, som almindelige børn og mennesker får. Så derfor kan jeg ikke sætte mig ind i det, hvordan man gør. Der skulle have været grebet indhelt fra jeg var lille. Men det blev der jo ikke, siger Daniel. Der er også lige det med 'den lille brist i hovedet', som Daniel kalder det. Han er maniodepressiv, men får ingen medicin eller behand- hjemløseparagraffen Lov om Social service, § 110 § 110. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Stk. 3. lederen træffer afgørelse om optagelse. Kilde: www.retsinformation.dk I et par måneder har Daniel ikke modtaget støtte fra det offentlige. Han har levet af at sælge Hus Forbi. ling, for – som han siger – ’der er ikke styr på en skid’. - I en lejlighed, der fylder det maniodepressive også meget mere. Det gør det ikke, når jeg bor på gaden og er ude hele tiden og er tvunget til at snakke med folk. Når jeg har en lejlighed, kan jeg godt bure mig inde i en hel måned uden at gå uden for en dør. Medmindre jeg lige skal op og hente smøger eller bajere. Og så lukker jeg mig inde igen og laver ingenting. Daniel afviser blankt, at han skal have en lejlighed igen. Nogensinde. Men en bolig vil han gerne have på et tidspunkt. Mest ønsker han sig fællesskab: - Det skal være et sted, hvor der også er folk til at gøre rent og sådan noget. Måske vi laver en dag, hvor den ene laver mad, og den anden vasker op og støvsuger og sådan noget. Sådan tror jeg godt, jeg kunne, men ikke alene. Simpelthen ikke alene. Sådan er mit liv. Jeg kan ikke finde ud af det. | HUS FORBI | nr. 8 august 2012 | 16. årgang | 19
Page 1 and 2: h u s fo r bi nr. 8 august 2012 16.
Page 3 and 4: | indhold | 8 20 5 9 31 32 v/Anneme
Page 5 and 6: Syg hjemløs beholder sit ben Men h
Page 7 and 8: er hyret til at evaluere indsatsen,
Page 9 and 10: Hjemløse, der for eksempel bliver
Page 11 and 12: Beboerne på Tippen har, hvad der e
Page 13 and 14: - Vi fortæller altid de andre bebo
Page 15 and 16: To betjente fra Nærpolitiet i Valb
Page 17: Morten WILHeLMsen, 43 år, Hus Forb
Page 21 and 22: interview med den tibetanske leder,
Page 23 and 24: - Hvis folk lægger vægt på deres
Page 25 and 26: - Hvis der ikke er nogen måde at o
Page 27 and 28: plejersken holder fast i, at en ham
Page 29 and 30: | debat | Hvordan kan vi hjælpe me
Page 31 and 32: alle rigtige besvarelser deltager i

jeg er hjemløs - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?