Han skal slå mig ihjel først” - Hus Forbi

hus forbi 

nr. 88 august 2009 | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb kun af sælgere med synligt id-kort 

”Han skal 

slå mig ihjel 

først” 

- lov mod voldelige 

mænd er et flop 

TEMA 

Nytter 

det? 

Sport for 

socialt udsatte 

HUS FORBI | nr. 79 | oktober 2008 | 1

hus forbi 

UDGIVER: Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: 

Stig Tarnow 

stig@husforbi.dk 

REDAKTØR-TEAM: 

Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 

tina@husforbi.dk 

Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 

karen@husforbi.dk 

SALGSMEDARBEJDER: 

Leif Baran, tlf. 3132 8456 

leif@husforbi.dk 

SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: 

Preben Larsen, tlf. 5055 0175 

DEBATINDLÆG OG ANNONCER: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. september. 

BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du 

sætte beløbet ind på kontonummer (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus 

Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 3132 8456 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notat.dk 

FORSIDEFOTO: Flemming Schiller 

VIGNETTER TIL IDRÆTSTEMA: Hanne Louise Nielsen 

LAYOUT: salomet grafik/L7 

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG: 70.000 

LÆSERTAL: 395.000 (2. halvår 2008) 

jf. Index Danmark/Gallup 

ANTAL SÆLGERE: ca. 500 

ISSN: 1397-3282 

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen 

kommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker 

– det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om 

marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i 

mødet med sælgeren. 

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt 

af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for 

sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. 

Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. 

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Vi støtter Hus Forbi 

Vil du også støtte Hus Forbi? 

Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. 

Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

2 | HUS FORBI | nr. 88 | august 2009 

| leder | 

Sport for tabere? 

Alkoholikere, narkomaner, kontanthjælpsmodtagere og hjemløse er på banen som 

aldrig før. I bogstaveligste forstand. Idræt for socialt udsatte er nemlig blevet et stort 

hit – både hos deltagerne, hos socialarbejdere, der nu også er blevet trænere og 

stævne arrangører, og hos politikere og forskere. 

Alle er de enige om, at det her rykker! Giv en hjemløs en fodbold og nogle holdkammerater, 

så skal I se løjer. For en stund bliver problemerne med kontanthjælpen, 

savnet af børnene, man ikke ser, den manglende udsigt til en bolig og drømmen om 

kone og fast arbejde parkeret. På banen er der helle. Her er kammeratskab, noget 

at løbe for, anerkendelse, sjov og ballade – og nogle gange oven i købet en pokal at 

løfte op. Med ét ord kunne man kalde det livskvalitet. Eller mening. 

Men hvad så, når det sidste dommerfløjt har lydt, sportstasken er stillet ind i skabet, 

og cowboybukserne med huller i minder om problemerne med kontanthjælpen, 

savnet af børnene, konen og det faste job? 

Ifølge de sparsomme forskningsresultater og evalu- 

Det sociale samspil 

med holdkammeraterne 

og den forbedrede 

fysik giver 

større overskud til 

at tackle problemer, 

som før virkede 

uoverskuelige. Selvværdet 

vokser, når 

der er et alternativ 

til at gå ned på hjørnet 

og stå sammen 

med de andre over 

en bajer. Eller ti. 

eringer, som allerede findes, er der ikke så meget 

at rafle om. Det gør en forskel for socialt udsatte at 

dyrke idræt. Fysikken får det klart bedre. Konditallet 

stiger, musklerne svulmer, og blodtrykket falder. Og 

også uden for banen har sporten vist sig at trække 

spor. Det sociale samspil med holdkammeraterne 

og den forbedrede fysik giver større overskud til at 

tackle problemer, som før virkede uoverskuelige. 

Selvværdet vokser, når der er et alternativ til at gå 

ned på hjørnet og stå sammen med de andre over en 

bajer. Eller ti. 

Idræt for socialt udsatte har de senere år bredt 

sig til væresteder og boformer for hjemløse osv. Og 

sidst i august afvikles det hidtil største danske stævne 

for netop brugere og beboere her – Udsatte Legene 

i Odense. I en hel uge vil de forventede ca. 1.000 

deltagere fra ind- og udland dyste i over 20 idrætsgrene, 

fra klassikere som 100 meter sprint til tandemcykling, 

skak og fiskekonkurrence. Målet er gennem 

gode rammer, store oplevelser og fællesskab omkring 

idrætten at stimulere endnu flere socialt udsatte til 

at gøre noget godt for sig selv, som det hedder i 

formåls erklæringen fra arrangørerne. 

I september følger så det syvende VM i gadefodbold 

for hjemløse, denne gang i Milano, Italien. Her stiller Danmark med sit hjemløselandshold, 

ti mand, som i næsten et år har gennemgået et både fysisk og socialt 

træningsforløb, der skal ruste dem til også efter VM at skabe forandring i deres liv 

– kvitte alkoholen eller stofferne, få job og bolig. En evaluering af resultaterne med 

Hjemløselandsholdet 2007 viste, at det langtfra er urealistisk. 

Det kritiske spørgsmål er naturligvis: Er det pengene værd? For det er dyrt i kroner 

og ører. I disse år kaster ministerier og kommuner, fonde og private virksomheder 

mange millioner kroner efter idrætsprojekter for socialt udsatte. Svaret kunne være: 

Hvad er alternativet? 

Herfra skal der i hvert fald lyde et stort held og lykke. Både til de individuelle 

idrætsudøvere, som læserne kan mødet et par stykker af i dette nummer af Hus Forbi. 

Og til alle dem, som tror på, at der altid er en mulighed for at skabe forandring, hvis 

man ser efter det, den enkelte faktisk kan – og ikke det, han ikke kan. 

God læselyst. 

Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen 

Hus Forbis redaktørteam

| indhold | 

4 

4 

6 

8 

10 

20 

22 

28 

30 

32 

tema 

SPORT FOR 

SOCIALT UDSATTE 

Hverdagen på hovedet 

Hjemløse og socialt udsatte 

flytter sig, når de cykler, 

løber eller spiller fodbold. 

Forskere følger sporten 

Johnny Aarre fra Hjem løselandsholdet 

testes for at 

kortlægge idrættens sundhedsmæssige 

effekt. 

Mod højere mål 

Brian Laudrup, Lars Høgh 

og hjemløsetræner Janek 

Majewicz bruger ’fod boldens 

værdier’ i arbejdet med 

socialt udsatte. 

Basket på gaden 

Med streetbasket samler 

GAM3 unge , som ellers 

aldrig ville nærme sig en 

sportsklub. 

Det værste 

var skammen 

Jette Langner voksede op 

med en alkoholisk far og blev 

’medafhængig’. 

Sigøjnerne i Jerusalem 

Amoun Sleem kæmper for 

deres rettigheder. 

noter 

vorherres 

køkkenhave 

idrætshistorie 

fra gaden 

Per vil smide sine 25 depressionskilo 

med sport. 

TEMA 4-11 26 

Sport for socialt udsatte 

Hjemløse og socialt udsatte 

dyrker idræt som aldrig før, men 

nytter det noget? 

14 16-19 

Adresse ukendt 

Hjemløse uden fast adresse 

mister kontanthjælpen, når de 

ryger ud af Folkeregistret. 

| et billede fra gaden | 

Hendes blik 

var stift, og det 

føltes, som om 

hun så lige igennem 

os. Hun tog 

hænderne op til 

øret og sagde: 

”Var det en flue, 

der snakkede?” 

Vold mod kvinder 

64.000 kvinder udsættes hvert 

år for vold. Sanne Graffe var en 

af dem. Hvorfor gør politi og 

politikere ikke noget? 

12 

Hvor skal du hen? 

Det spurgte Hus Forbi nogle af 

nattens skikkelser om på Københavns 

Hovedbanegård en sen 

aftentime. 

24 

De fattige børns tro væbner 

Politiker og journalist Peter 

Sabroe kæmpede for at løfte fattige 

børn ud af armod. 

foto Holger Henriksen 

Kys mor. Hjemløse Linda får et smækkys af sin hund, Sally, mens Molly ser misundeligt på. Hjemløsehusets gård på 

Nørrebro i København, hvor kysset fandt sted, er altid godt besøgt af gadens to- og firbenede. 

HUS FORBI | nr. 88 | august 2009 | 3

Nytter 

det noget? 

Hjemløse og socialt udsatte dyrker idræt som 

aldrig før – med økonomisk støtte og rygklap 

fra mange sider, også regeringens. Men hvad 

skal al den sport gøre godt for? Det undersøger 

Hus Forbi i dette tema, hvor vi varmer op til 

Udsatte Legene i Odense i slutningen af august 

og VM i gadefodbold for hjemløse i Italien i 

september. Forskere, pædagoger og atleter giver 

deres svar på spørgsmålet – og vi møder også to 

ildsjæle, der har levet som professionelle fodboldspillere 

og nu ’betaler tilbage’ ved at hjælpe 

truede drenge. 

God kamp … 

Brian Christiansen, 33 år, har spillet 

fodbold på eliteplan, flakket verden 

rundt og boet på herberg som hjem- 

løs. Nu er han med på det danske 

hjemløselandshold i gadefodbold og 

træner – som her – flere gange om 

ugen. Landsholdet er blot et af de 

projekter for socialt udsatte, som 

både pædagoger, læger og social- 

forskere taler varmt for. 

Udsatte Legene (UL) foregår i Odense 17.-23. 

august. Man forventer at dyste i 30 idrætsgrene 

med op mod 1.000 deltagere fra væresteder og 

behandlingshjem i hele landet. Udenlandske deltagere 

er også inviteret, og mindst syv lande stiller 

med atleter. UL udspringer af Landsforeningen af 


VæreSteder og Idrætsorganisationen Dansk Væresteds 

Idræt og realiseres for første gang i samarbejde 

med Odense Kommune og Indenrigs- og 

Socialministeriet. Ambitionen er, at UL vil blive en 

begivenhed, der vil foregå hvert eller hvert fjerde 

år. www.ul2009.dk 

Homeless World Cup bliver i år spillet i Milano, 

Italien 6.-13. september, og det danske hjemløselandshold 

er repræsenteret. Holdet består af 

spillere, udvalgt på baggrund af deres deltagelse 

ved OMBOLDs årlige stævner og turneringer 

over hele Danmark. Der er i alt blevet holdt seks 

verdensmesterskaber i gadefodbold for hjemløse 

– første gang i Østrig i 2003. Danmarks hidtil 

bedste placering var en fjerdeplads ved VM i 

København i 2007. 

www.homelessworldcup.org

Når idræt vender 

hverdagen på hovedet 

Hjemløse og socialt udsatte flytter sig, når de cykler, løber eller 

spiller fodbold. - De bruger sport som motivation til at komme 

ud af deres misbrug, siger både pædagogen og psykiateren. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 

l birgitte.hoegh@os.dk 

foto Flemming Schiller 

Til daglig er de tæt på et liv, som er både 

fysisk og socialt usundt. Men i de sidste mange 

måneder har mænd og kvinder fra herberger 

og væresteder vendt hverdagen på hovedet og 

trænet for at komme i form til enten Udsatte 

Legene i Odense eller VM i gadefodbold for 

hjemløse. 

Som holdkammerater høster de nye indtryk 

og oplevelser, der forhåbentlig kan få dem til 

at gribe livet anderledes an. Det er intentionen 

– men er det overhovedet realistisk, at noget 

så simpelt som sport på længere sigt kan flytte 

socialt udsatte længere væk fra alt det, de 

kæmper med til hverdag? 

- Ja. Nogle gange kan bare et splitsekunds 

god kontakt, respekt eller omsorg fra andre 

mennesker være saliggørende og være med 

til at rykke personen videre, svarer Frank 

Brodde, leder af Værestedet i Esbjerg, som de 

seneste fem år har tilbudt sportsaktiviteter til 

misbrugere og hjemløse. 

Cyklede sig til antabus 

Senest var han på cykeltur på Bornholm sammen 

med ti af Værestedets brugere – en tur, 

der opstod i kølvandet på nogle fantastiske erfaringer 

fra deres deltagelse i cykelløbet Tour 

de Udsat i 2005. Her cyklede 130 mennesker 

fra 13 forskellige væresteder Danmark rundt 

på fem dage: 

- Det gjorde et kæmpe indtryk at se de ti 

individualister få et holdfællesskab. Mange 

fik sænket deres behov for op mod 30 øl om 

dagen til ’de nødvendige’ fem. En af deltagerne 

sagde, at hvis han kunne cykle 350 kilometer, 

så kunne han også gå på antabus, og han er 

faktisk i arbejde i dag og ude af sit misbrug. Vi 

oplevede også, at nogle af pigerne fik menstruation 

igen, fortæller Frank Brodde. 

De minder hinanden om, 

at de ikke må dope sig, 

dagen før de skal i kamp. 

Frank Brodde, leder af Værestedet i Esbjerg 

Overtager langsomt ansvaret 

Han er overbevist om, at det giver resultat at 

genopleve ting, man har haft succes med tidligere 

i sit liv – f.eks. sport og rejser. 

- Misbrugere er sjældent sammen med 

andre mennesker om andet end misbrug, og de 

bliver generelt meget individualistiske. Men 

fra at være passive deltagere i deres liv er vores 

brugere begyndt at overtage ansvaret, når 

andre idrætsprojekter for socialt udsatte 

Dansk Væresteds Idræt www.idvi.dk 

OMBOLD – fodbold for socialt udsatte www.ombold.dk 

Matchbold – idræt for matchgruppe 4 og 5 www.ombold.dk/matchlink.html 

Idræt for sindslidende www.dai-sport.dk 

Streetfodbold for socialt udsatte børn www.laudrup-hoeg.dk 

GAM3 - streetbasket og streetdance www.gam3.dk 

Idrætskraftcenter Horsens www.ikchorsens.dk 

Idrætskraftcenter Esbjerg www.centerformisbrug.esbjergkommune.dk 

Idrætskraftcenter Odense www.odense.dk/WEB3/idraetskraftcenter.aspx 

Centerbasen, Frem-Aktiv i Århus www.aarhuskommune.dk søg på Frem-Aktiv 

vi f.eks. skal til stævner i OMBOLD. Langsomt 

er det blevet dem selv, der etablerer fodboldholdene. 

De minder hinanden om, at de ikke må 

dope sig dagen før, de skal i kamp. De skaffer 

selv en bil og henter hinanden om morgenen. 

Og pludselig er samværet med vennerne ændret 

fra at handle om misbrug til sport. 

- Det er ikke sikkert, deltagerne ender 

med at få arbejde. Det er en nemlig en lang 

vej, når man har været en isoleret misbruger. 

Til gengæld kan de få det godt nu og her – og 

summen af de gentagne oplevelser gør, at man 

flytter sig, siger Frank Brodde og fastslår, at 

’overskue lige rammer’ er det allervigtigste 

kriterium for succes: 

- Hvis sporten f.eks. foregår i det lokale 

fitness-center, bliver man stigmatiseret som 

’dem nede fra misbrugscenteret’. Vi skal helst 

tilbyde holdtræning blandt ligesindede, der 

kan motivere hinanden, siger lederen af det 

vestjyske værested. 

Sport med gangstativ 

Det billede genkender Merete Nordentoft, 

professor og overlæge, dr.med. ved Psykiatrisk 

Center Bispebjerg, hvor hun forsker i forebyggelse 

og behandling af skizofreni, misbrug og 

selvmordsadfærd. 

I de seneste 15 år har hun arrangeret Sankt 

Hans-løbene for psykisk syge og anser idræt 

som en af de væsentlige veje til at kvitte et 

misbrug. 

- Mange af løbets deltagere har brugt idræt 

som motivation og redskab til at komme ud af 

deres misbrug, fordi det kan hjælpe dem til at 

have noget, de kan sætte i stedet for misbruget. 

Men det skal kombineres med f.eks. motivationssamtaler, 

medicin og kognitiv terapi, 

siger Merete Nordentoft og tilføjer, at motion 

er for alle: 

- Nogle gennemfører endda Sankt Hansløbet 

i kørestol eller med et gangstativ. Vores 

erfaringer er, at det faktisk kan lade sig gøre at 

øge sit aktivitetsniveau – uanset den enkeltes 

fysiske niveau. I 



Sveder igennem 

for Danmark 

Johnny Aarre og resten af Hjemløselandsholdet i gadefodbold 

bliver testet på Københavns Universitet. Her kortlægger man 

fodboldens sundhedsmæssige effekt for socialt udsatte. 

Fodboldtræning og fitness gavner socialt udsatte, som ifølge lektor Peter Krustrups hidtidige undersøgelser 

øger deres kondital og forbedrer både balance og muskler. Her får Johnny Aarre målt puls og iltoptagelse. 

af Kristian Bang Larsen 

l kbl@redaktionen.dk 


Johnny Aarre tramper tungt i kondicyklens 

pedaler. Sveden pibler frem på panden, og 

ansigtet bliver gradvist rødere. 

- Det er hårdt, mumler han gennem masken, 

der måler puls og iltoptagelse. 

- Kan du cykle fem minutter mere sådan 

her? spørger den hvidkitlede forskningsassistent, 

Morten B. Randers. 

- Det kan jeg godt, stønner Johnny. 

37-årige Johnny Aarre er udtaget til Hjemløselandsholdet 

i gadefodbold og skal repræsentere 

Danmark ved VM i Italien i september. 

Og ligesom de øvrige på holdet har han i 

træningsfasen gennemgået en omfattende test 

på Københavns Universitets Institut for Idræt, 

hvor spillerne (til skræk for Johnny Aarre) 

blandt andet har fået taget blodprøver: 

- Jeg aldrig brudt mig om sprøjter, det er 

nok også derfor, jeg aldrig er røget på junk. 

Men så har jeg prøvet så meget andet, siger 

Johnny tørt og med tanke på et ølforbrug, der 

har været voldsomt. 

Fald og knoglebrud er 

udbredt hos hjemløse, 

fordi de ofte lever et liv 

med en blanding af dårlig 

kost og inaktivitet. 

Peter Krustrup, forskningsleder, 

Institut for Idræt, Københavns Universitet 

Fodbold forebygger skader 

Testen er en del af et stort projekt, der skal 

undersøge de træningsmæssige og sundhedsfremmende 

effekter af fodbold for forskellige 

grupper. Landsholdsspillerne og folkene i 

organisationen OMBOLD, der står bag Hjemløselandsholdet, 

håber, at forsøgene kan 

bevise, at fodbold giver socialt udsatte bedre

sundhed, selvværd og fysisk form. Og det er 

et realistisk håb, mener forskningsleder Peter 

Krustrup: 

- Vi forventer at finde en markant forbedret 

sundhedsprofil og en langt bedre fysisk form 

hos deltagerne, efter seks måneders træning, 

siger han, som også i 2006 fulgte det daværende 

landshold. 

Dengang viste resultaterne, at spillerne i 

løbet af fire måneder med to gange ugentlig 

træning kom i langt bedre form. De fik større 

muskler, lavere blodtryk og bedre kondition. 

- Der var blandt andet en gennemsnitlig 

stigning i konditallet fra 36, som er en del under 

middel, til 43, som er i middelområdet. 

Det er en stigning på næsten 20 procent 

over fire måneder og meget imponerende, fastslår 

Peter Krustrup. 

Faldskader og knoglebrud 

Hvor undersøgelsen i 2006 fokuserede på deltagernes 

fysik, undersøger den nuværende også, 

hvordan fodboldtræning kan påvirke spillernes 

sundhedstilstand. Peter Krustrup forklarer, at 

fodboldspillere blandt andet har mindre risiko 

for faldskader og knoglebrud, fordi fodbolden 

med de mange spring, vendinger og hurtige løb 

20 mand med i forsøget 

Op mod 20 socialt udsatte fra Hjem løselandsholdet 

og projektet Matchbold, begge 

under organisationen OMBOLD, er med i Peter 

Krustrups forsøg på Institut for Idræt på Københavns 

Universitet. 

De får målt kondital, muskelmasse, fedt og 

knoglevæv, kolesterol, blodtryk og blodsukker. 

Forskerne følger også spillerne til træning, hvor 

de bl.a. tester spring-, sprint- og balanceevne, for 

at kortlægge spillernes form og sundhedstilstand 

før og efter seks måneder med træning. 

styrker balance, muskler og knogler. 

- Fald og knoglebrud er udbredt hos hjemløse, 

fordi de ofte lever et liv med en blanding af 

dårlig kost og inaktivitet, siger Peter Krustrup. 

Samtidig peger han på, at spillerne i kraft 

af bedre kondition og blodomløb reducerer 

risikoen for blandt andet hjertekarsygdomme: 

- Der er mange steder, man kan sætte ind i 

forhold til socialt udsattes sundhed, men det 

viser sig, at fodbold er et rigtig godt sted at 

starte. Og så er der jo alle de andre ting, der 

følger med. Det er sjovt og socialt, og man oplever 

konkurrence mellem venner. Det er med 

til at give selvværd. 

Det er rart at komme ind 

til OMBOLD og få en kop 

kaffe og min antabus. 

Ellers er det sgu for nemt 

bare at gå ned på hjørnet 

og drikke med de andre. 

Johnny Aarre, 

Hjemløselandsholdet i gadefodbold 

For at kunne bruge forsøget videnskabeligt 

følger man også en kontrolgruppe af socialt udsatte, 

der ikke dyrker idræt. Resultatet forventes 

klar til november, og når undersøgelsen er færdig, 

kan den bruges til at lave anbefalinger for, 

hvordan socialt udsatte og danskere i al almindelighed 

kan blive sundere. 

Får overskud og muskler 

Men allerede nu har Peter Krustrup eksempler på 

idrættens indflydelse: 

DXA-scanneren måler Johnnys fedtprocent, 

muskelmasse og knogletæthed. Scanningen 

viser, at Johnny er undervægtig, så han bliver 

anbefalet at spise bedre og mere proteinholdigt. 

- Men jeg bor alene, så jeg står ikke i 

køkkenet og laver alt muligt. Det er kun, når 

min søn kommer, fortæller han. 

Ti mænd, der ikke kan danse 

Den betragtning genkender Johnny Aarre, 

som siger, at “det betyder meget at være frisk 

og sund“. 

- Jeg har altid spillet fodbold og været i 

rimelig god form, lige meget hvordan det ellers 

er gået. Jeg er kommet stangstiv og har spillet 

alligevel. Jeg tror da, det har hjulpet til at 

holde mig rask. 

Men i forhold til Hjemløselandsholdet sætter 

han dog mest pris på samværet med holdkammeraterne 

og ”de der to-tre timer, hvor man 

render og tænker på noget andet og kan klare 

hovedet”: 

- På landsholdet har vi det kanonhyggeligt 

sammen, og vi får os også nogle billige grin. 

F.eks. skal vi til dans hver onsdag. Det er sådan 

noget hiphop-dans – eller det skulle det i hvert 

fald ligne. Vores træner er en rigtig sild, og hun 

gør det godt med ti mænd, der ikke kan danse, 

siger Johnny og smiler ved tanken. 

- Landsholdet rykker. Det kan man også 

se med dem, der var med i 2007. I dag har 

de fleste af dem arbejde og lejlighed, tilføjer 

Johnny, der for et par måneder siden selv fik 

en lejlighed efter i en længere periode at have 

boet på herberg. 

- Jeg får meget hjælp fra OMBOLD. Det er 

rart at komme ind til vores trænere, Janek 

og Rikke, og få en kop kaffe og min antabus. 

Ellers er det sgu for nemt bare at gå ned på 

hjørnet og drikke med de andre. I 

Efter at artiklen blev til, har Johnny Aarre fået 

arbejde som medarbejder på en institution for 

psykisk udviklingshæmmede, som også interesserer 

sig for sport. 

- Når vi møder de socialt udsatte første gang, 

overkommer de ikke at bevæge sig op på femte 

sal eller deltage i fysisk aktivitet. Men det bliver 

markant bedre ved kort tids træning, og vi har 

konkret set, at sporten har haft stor betydning 

for deres fysiske overskud og valgmuligheder i 

fritid og arbejdsliv. Nogle har brugt deres fysiske 

forbedringer til et job som flyttemand, der kræver 

en stor muskelstyrke og en middelgod kondition. 

- kbl og beh 


Mod højere mål 

Brian Laudrup, Lars 

Høgh og Hjemløselandsholdets 

træner, Janek 

Majewicz, bruger fodboldens 

værdier i deres 

arbejde med socialt udsatte. 

- Fodbold har en 

opdragende effekt, siger 

de to tidligere topspillere, 

som snart barsler med 

en skole for unge lømler. 

af Morten Bruun l mob@redaktionen.dk 


Et bestemt udtryk går igen, som de to mænd 

står der på en parkeringsplads af beton og triller 

med en lille læderbold: 

- Det er fodboldens værdier, vi skal have fat 

i for at nå det store mål, siger Brian Laudrup og 

Janek Majewicz flere gange til hinanden, mens 

de taler om, hvordan de bruger fodbolden i 

deres arbejde med socialt udsatte. 

Janek Majewicz er idrætskonsulent i 

OMBOLD og træner for Hjemløselandsholdet, 

mens Brian Laudrup sammen med sin gode ven 

og tidligere landsholdskollega Lars Høgh har 

fået 50.000 kr. af Socialministeriet til at udvikle 

en slags kostskole for adfærdsvanskelige 

drenge i 13-16-års alderen. 

I begge tilfælde handler det om at forandre 

mennesker gennem fodboldens værdier, som 

Majewicz, Laudrup og Høgh oversætter med 

ord som fællesskab, sammenhold, disciplin, 

fælles mål og ansvar for andre. 

- Fodbold har en opdragende effekt. Og 

samtidig er det verdens sjoveste og mest udbredte 

spil, siger Brian Laudrup. 

Følger dem i fem år 

På Hjemløselandsholdet har Janek Majewicz 

i fem år været med til at udvikle en metode, 

som handler om meget andet end fodbold. I 

et ti måneder langt forløb op til VM i gadefodbold 

bliver spillerne også klædt på til at 

håndtere blandt andet misbrugsproblemer og 

arbejdsmarked, og OMBOLD forsøger at følge 

dem efter VM. 

- Det sidste er næsten det vigtigste. Det 


duer ikke, hvis de bare bliver overladt til sig 

selv, når vi er færdige. Så er det for nemt at falde 

tilbage til det gamle liv, siger Janek Majewicz. 

Den læresætning har Brian Laudrup og 

Lars Høgh taget til sig. Når de første 16 elever 

stempler ind på skolen i august 2010, vil de 

blive fulgt i fem år. 

- Vi går ikke efter dybt kriminelle drenge, 

men lillebrødrene, som man kalder dem. 

Knægte, der er ved at komme ud på et skråplan, 

men stadig kan nå at ændre kurs. Og 

hvis det skal virke, er det ikke nok bare at få 

dem gennem skolen. Der skal være en plan for, 

hvad de skal beskæftige sig med bagefter, siger 

Brian Laudrup. 

Skyder efter tyske verber 

- Der er for mange eksempler på helt unge, 

der kommer galt af sted. Jo tidligere vi får fat 

på dem, jo større er chancen for, at det lykkes, 

supplerer Lars Høgh og understreger, at 

eleverne ikke behøver at være specielt dygtige 

fodboldspillere. Men de skal have lyst til at 

spille fodbold, for den runde læderkugle vil i 

dén grad indgå i undervisningen. 

- Det kan være, de skal skyde tyske verber 

ned med bolden. Eller også skal de tælle 

kegler på træningsbanen og på den måde lære 

noget regning og matematik, siger Lars Høgh 

og skynder sig at tilføje, at det pædagogiske 

indhold bestemt ikke skal udvikles af de to 

tidligere topspillere: 

- Det er vi slet ikke dygtige nok til. Vores 

rolle er ideen, lysten til at skabe noget nyt 

og vores kontakter til de superligaklubber 

og -spillere, som vi gerne vil involvere på en 

eller anden måde. Pædagogikken overlader vi 

til dem, der bliver ansat på skolen, og de skal 

kunne noget særligt. F.eks. skal kokken ikke 

bare lave mad, men også have lyst og evner til 

at arbejde sammen med drengene i køkkenet, 

siger Lars Høgh. 

Opdagede, vi gav dem noget 

Hvorfor gør I det? 

- Det er et godt spørgsmål. Det drejer sig vel 

om, at vi føler os forpligtede til det og gerne 

vil give lidt tilbage efter vores eget privilegerede 

liv i fodbold, siger de to tidligere topspillere, 

som fødte ideen til deres skole, efter at de 

for tre år siden havde taget seks drenge under 

kærlig behandling i en række tv-udsendelser. 

Laudrup og Høgh var kun sammen med dem 

på banen. Udenfor var det tv’s opgave at holde 

styr på de seks lopper, der alle var talentfulde 

som fodboldspillere og lømler. Det oplevede de 

to trænere også: 

- Vi var i Esbjerg for at træne med drengene, 

som lyttede til os, fulgte vores råd og i det 

hele taget var meget koncentrerede. Da vi slap 

dem, gik de over på hotellet, hvor de spyttede 

på gulvet og raserede en elevator. De skiftede 

nærmest stil fra det ene øjeblik til det andet, 

mindes Lars Høgh. 

- En af drengene havde noget småkriminalitet 

på samvittigheden, men var i øvrigt 

en rigtig herlig gut. Når vi trænede, gik han 

til den. Når der var pause, kunne han slet 

ikke holde sig i ro, men kastede f.eks. sten på 

ruderne. Han bad mig direkte om at lave noget 

med ham i pauserne, og det var hans måde at 

bede om hjælp på, husker Brian Laudrup. 

Episoderne gjorde stort indtryk på de to 

tidligere landsholdsspillere og bekræftede dem 

i, at fodbold rummer mere end skarpe finter og 

glidende tacklinger. 

- Vi oplevede, at vi gav dem noget. Mens 

samfundets spilleregler kan virke diffuse, er 

fodboldens spilleregler inden for stregerne 

klare, siger Høgh og Laudrup. 

Fra gaden til Grønland 

Og det er præcis inden for de rammer, stregerne 

på banen, Janek Majewicz også arbejder 

med sine hjemløse og socialt udsatte landsholdsspillere: 

- De bliver kørt trætte af idrætten. Så trætte, 

at de forhåbentlig ikke gider ryge joints om 

aftenen eller tage andre stoffer. Det er første 

skridt til at give dem det overskud, der skal til, 

for at komme videre. 

- Jeg ved, det kan lyde banalt, men man 

bliver bare så stolt, når det lykkes. Jeg har 

arbejdet for OMBOLD i fem år, og kan f.eks. 

stadig blive ganske glad, når jeg tænker på 

Erik. Ham samlede vi i bogstaveligste forstand 

op fra gaden i Århus, da han blev udtaget til 

2007-landsholdet. Bagefter oplevede han et 

dyk, men nu har han både kæreste og arbejde 

og er tilbage i Grønland, hvor han kommer 

fra, siger Janek Majewicz om en af de spillere, 

der har nået et større mål gennem fodboldens 

værdier. Og netop derfor slår han til lyd for, 

at idræt i langt højere grad end hidtil bruges i 

arbejdet med socialt udsatte. 

- De seneste år er der opstået en del projekter 

som OMBOLD. Og jeg kan jo se, hvor 

meget det betyder for brugerne at være med, 

når vi holder fodboldstævner for forsorgshjem, 

herberger og væresteder. Men det er, som om 

idræt først nu er ved at blive anerkendt som 

pædagogisk redskab. Og i de foreløbigt få rapporter 

og undersøgelser, der er lavet, kan vi se, 

at det virker. I

Janek Majewicz (tv.) og Brian Laudrup er sikre på, at fodboldens værdier kan forandre og gøre en forskel i socialt 

arbejde. Værdierne handler blandt andet om fællesskab og ansvar for andre, siger de to, som fik målet for sig selv, da de 

mødtes. Lars Høgh, gammel målmand og Laudrups makker, var nemlig på arbejde med det rigtige landshold den dag. 


Dunker og danser 

sig til selvværd 

Idræt for unge, som 

aldrig ville nærme sig 

en traditionel, dansk 

idrætsklub. Det er idéen 

bag GAM3, der med 

basket på gadeplan 

samler danskere med 

forskellig etnisk baggrund 

om at bruge 

kroppen og følge 

spillets regler. 


af Mette Bender l mb@redaktionen.dk 


Spillet stopper, mens Mohammed Youssef 

følger en vildfaren lille fyr på løbehjul ud fra 

basketbanen. Så snart den lille er i sikkerhed, 

banker bolden hastigt videre mellem asfalt, 

hænder og net. 

Solen varmer, en dj sender hiphop ud af 

sorte højttalere, mens mange drenge og enkelte 

piger i shorts dribler omkring på den afspærrede 

parkeringsplads mellem boligblokke 

i Brøndby Nord. I den anden ende af pladsen 

øver andre unge elastiske trin efter instruktion 

fra en professionel streetdancer. 

Mange børn, unge og enkelte voksne hænger 

bare ud. De står og snakker, mens de vipper 

til rytmerne, eller de sidder på trapperne 

til de nærmeste opgange og spiser pandekager, 

som nogle frivillige bager i store mængder i 

et af teltene. Der er gang i en endags-event 

arrangeret af GAM3, en forening, der organiserer 

ugentlig træning i streetbasket og 

streetdance for socialt udsatte unge i danske 

boligområder over hele landet. 

Alle får respekt 

Mohammed Youssef er 13 år og bor her i 

Brøndby Nord, hvor altanerne er grønne. Han 

deltager på andet år. 

- Min lillebror var med, og jeg syntes, det 

så spændende ud, så jeg gik ned og kiggede 

på. Nu er jeg blevet god til basket, og jeg har 

fået bedre kondi. Det bedste er, at jeg har lært 

mange nye at kende, siger Mohammed, som er 

omgivet af nysgerrige venner, mens han taler. 

En af dem er 11-årige Anouar Boialla, som 

først syntes, træningen var ret kedelig. Men så 

begyndte han at få flere venner, og nu har han 

også tabt tre uønskede kilo, fortæller han.

Tina Petersen bor i en af de nærmeste blokke 

og er lige nede for at se, hvad der sker. Hun står 

sammen med en bekendt og ser de unge danse 

og dunke. Hendes to drenge var med hele sidste 

sæson, i år ville de noget andet. 

- Stemningen er helt i orden. Her bobler nul 

ballade under overfladen, for de unge får lov 

at være sig selv. De behøver ikke engang være 

gode til basket. Alle får respekt, siger hun. 

Fra gaden til klubben 

Mikkel Selmar er projektleder i GAM3 og med i 

Brøndby Nord i dag i forbindelse med de særlige 

events, som GAM3 turnerer med i boligområderne 

lige før sommerferien. 

- Vi har dj’s og professionelle coaches på, 

blandt andre den tidligere landstræner Otis 

Loyd, foruden nogle af Danmarks mest erfarne 

street- og breakdansere. Desuden optræder 

lokale unge rapgrupper. Vi giver det hele et 

ekstra spark i forhold til normal træning, 

fortæller han. 

GAM3 vil have kontakt med unge, som ikke 

føler sig hjemme i foreningsmiljøer. 

Sport på skemaet 

I Århus uddanner man pædagoger og ledere 

til at arbejde med idræt for socialt udsatte. 

af Kristian Bang Larsen l kbl@redaktionen.dk 

foto Jørn Stjerneklar 

Som den første kommune herhjemme er Århus 

begyndt at uddanne pædagoger, så deres kvalifikationer 

matcher de seneste års mange nye tilbud 

om idræt for socialt udsatte. 

I samarbejde med VIA University College har 

Frem-Aktiv, et fireårigt idrætsprojekt i Århus, 

tilbudt ansatte ved forsorgs- og misbrug sområdet 

to gratis forløb, som skal forbedre deres kompetencer 

og indsigt i sporten som arbejdsredskab: 

en professionsbachelor i idræt for pædagoger og 

et modul i forandringsledelse for mellemledere og 

ledere. 

- Når de ikke vil komme til idrætten, bringer 

vi idrætten til dem, forklarer Mikkel Selmar. 

Trænerne er lokale unge med forbindelse til 

streetkulturen. Mange af dem spiller i lokale 

basketballklubber, og det lykkes dem ofte at 

trække unge med over i det etablerede idrætsmiljø, 

når sæsonen slutter i september. 

- De møder så op til vintertræning sammen 

med en træner, de stoler på, og de kan allerede 

spille basket. De skal altså ikke stå alene og 

træde sig over tæerne, siger Mikkel Selmar, 

der mener, at GAM3 tilbyder de unge en form 

for identitet. 

- Omkring 70 procent af vores medlemmer 

har anden etnisk baggrund end dansk. Det 

styrker deres selvværd at prøve sig selv af på 

banen. Når de unge begynder at kende hinanden, 

laver vi øvelser, der skaber tillid mellem 

dem, og over tid bygger vi en god gruppe op, 

som det er sket her i Brøndby Nord. 

Ikke et ord om integration 

Ideen er med andre ord idræt på de unges præmisser. 

De betaler 50 kr., får et medlemskort 

Roald Behr, Frem-Aktiv 

- Vi skal gerne have gjort os selv overflødige, 

når Frem-Aktiv-projektet er slut. Derfor er det 

nødvendigt at uddanne personale på værestederne 

og i aktivitetstilbuddene til at arbejde med 

idræt, forklarer projektmedarbejder Roald Behr, 

Frem-Aktiv. 

Integration nævnes ikke med et ord, når GAM3 

skal trække de unge til. Det vil skræmme dem 

væk, mener folkene bag basketprojektet. Om 

sommeren kan børn og unge spille basket på 

gadeplan, og mange får så god en oplevelse og 

succes, at de fortsætter i en klub om vinteren. 

og vænner sig på den måde så småt til foreningstanken. 

Til gengæld for den halve hund 

får de et par dansebukser eller en basketbold. 

Og en reminder på sms en halv time før 

træning. 

- De her unge er nogle af dem, der normalt 

ikke får mange klap på ryggen. Det får de 

her for at være en god holdspiller eller for at 

udvikle sig på banen, siger Mikkel Selmar, der 

ikke bruger ordet integration over for de unge. 

- Vi vil ikke skræmme nogen væk. Vi vil 

bare have nogle unge i gang med idræt, siger 

projektlederen, der oplyser, at 600 unge over 

hele landet indtil videre er tilmeldt årets sæson. 

Men mange flere deltager. I 

streetbasket for alle 

• GAM3, en dansk non-profit organisation, blev stiftet i 

2002. 

• Bevægelsens mål er at bringe idræt til boligområder 

med socialt udsatte unge. 

• Fra maj til september 2008 talte GAM3 cirka 10.000 

fremmødte mellem 12 og 18 år . 

• Sæsonen slutter med finale på Rådhuspladsen. 

• Halvdelen af medlemmerne fortsætter med at spille i 

en basketballklub efter en sæson hos GAM3. 

• GAM3 udtales som det engelske ord game. Tretallet 

fortæller, at basket spilles tre mod tre. 

• GAM3 har vundet flere priser, blandt andet Integrationsministeriets 

Integrationspris i 2008. 

• GAM3 startede i 2007 et tilsvarende tilbud for unge 

i Ægypten og Libanon. 

www.GAM3.dk 

Udannelsen skaber nye tilbud 

Begge forløb startede i efteråret 2008, og 11 pædagoger 

og 13 ledere har netop fået deres eksamensbeviser. 

Roald Behr kan allerede se effekterne. 

- Der er skabt en betydelig større opmærksomhed 

om idræt og sundhed, de forskellige 

steder, der arbejder med forsorg og misbrug i 

Århus, siger han og fortæller, at de nyuddannede 

medarbejdere allerede er begyndt at etablere 

idrætstilbud på egen hånd. 

- F.eks. har beskæftigelsestilbuddet Team 

Nord startet bueskydning, og aktivitetstilbuddet 

Den Grønne Elevator har taget initiativ til 

petanque. Begge tilbud er åbne for alle socialt 

udsatte i Århus Kommune. 

Frem-Aktiv vil fortsat arbejde videre med at 

udbyde ’idrætspædagogiske’ kurser til de ansatte. 


Hvor er du 

på vej hen? 

Det spurgte Hus Forbi nogle af nattens skæve skikkelser om 

på Københavns Hovedbanegård en sen aftentime. 

af Peter Kyhl Olesen 

| acpo20@hotmail.com 


Københavns Hovedbanegård. Viserne på det store ur i hallen 

nærmer sig midnat. Lysets stråler trænger ikke længere 

ned gennem sprækkerne i det gamle loft. Og det mylder, som 

har fyldt stationen med liv i løbet af dagen, er næsten ebbet 

ud. 

Nu bliver andre mennesker end de normalt stressede, 

kuffertbærende og mobilsnakkende rejsende med ét mere 

synlige. Op fra trapperne fra udgangen til Istedgade kommer 

en fuldskægget flaskesamler trækkende med sin cykel og 


fyldte poser. Tæt på McDonald’s står en ældre ranglet mand 

med et forvirret udtryk i ansigtet og mumler noget utydeligt, 

hanker så op i sin taske, sætter sig ned, rejser sig op igen efter 

30 sekunder og skridter godt af sted uden at se sig tilbage. 

Sådan fortsætter han i mindst en time. En af gadens 

farende svende med hund og barnevogn krydser gennem 

banegårdshallen og videre ud i natten. 

Alle er de på vej et sted hen. Men hvor? Det spurgte vi 

nogle af nattens eksistenser om. |

Flytter på landet 

Bunny - Jeg er på vej til Sundholm (botilbud for hjemløse 

på Amager, red.), hvor jeg bor i et af drivhusene 

sammen med min kæreste og hund, Tia Maria. Jeg har 

solgt Hus Forbi hele dagen og er ved at være træt. 

- Men jeg er også på vej væk fra København og 

misbrugsmiljøet. Snart skal vi alle tre flytte til Nakskov, 

hvor vi har fået et sted at bo, og jeg skal til at opdrætte 

chowchow-hunde. 

Fed fladskærm 

på Mændenes Hjem 

Kim - Sidder mit hår godt nok?, spørger Kim og kigger på 

fotografen. 

- Jeg er på vej ned til Mændenes Hjem (botilbud for 

hjemløse i Istedgade, red.). Der er jeg begyndt at komme. 

Jeg hørte om stedet, da jeg lå på sygehuset, og siden er 

jeg kommet der næsten hver dag. De har en stor fladskærm, 

som jeg synes er rigtig fed. Og så er der rigtig 

mange søde mennesker dernede. Jeg er glad for at have 

fundet det sted. 

Min søn venter på mig 

Julius - Du kan vel ikke låne mig en tyver til en busbillet? 

Ellers kan jeg ikke komme hjem. 

Julius står ved Hovedbanegårdens indgang over for 

Tivoli og appellerer til de forbipasserende. 

- Min ven venter på mig. Jeg skal hjem og sove hos ham. 

Han bor ude på det der Nørrebro eller et andet sted, hvor 

man skal trykke på en knap for at komme ind i en gård. 

På gaden igen 

Danø - Jeg er på vej derop, siger den ældre mand 

med det kridhvide fuldskæg og kigger op mod 

Hovedbanegårdens hvælvinger. 

Danø bor i hus på Mors, men førtidspensionen slår 

ikke til. Derfor har han besluttet at flytte til København, 

hvor han tidligere har levet som hjemløs i 12 år, så det 

kan han lige så godt gøre igen, mener han. 

- Jeg skal snart finde et sted at sove. Jeg plejer at sove 

i parker rundt omkring. Men ikke det samme sted. Det 

er for farligt, siger han, inden han samler sine poser og 

pakkenelliker og gør sig klar til at traske ud i natten. 


Ingen adresse, 

ingen kontanthjælp 

Mange hjemløse med 

’ukendt adresse’ mister hver 

måned deres kontanthjælp. 

Kravene fra Folkeregisteret 

i Københavns Kommune er 

strammet, det kommunale 

system lukker automatisk 

for udbetaling af penge til 

adresseløse borgere – og tre 

forvaltninger i kommunen 

taler ikke med hinanden. 

af Robert Olsen 

l rolsen11@hotmail.com 

illustration Anders Agerbo 

- Vi har flere gange oplevet, at hjemløse får 

stoppet deres kontanthjælp, fordi de gennem 

længere tid ikke har haft nogen adresse, siger 

Jakob Hansen fra Københavns Kommunes 

gadeplansindsats og forklarer, hvordan det 

typisk sker: 

- Den hjemløse har fået sin kontanthjælp 

i længere tid uden problemer. Men hvis han 

samtidig har været registreret i Folkeregisteret 

med ’adressen ukendt’, bliver han efter et 

stykke tid ’inaktiveret’, og så stopper kontanthjælpen, 

også selvom han er mødt op til 

samtalerne i jobcenteret (en betingelse for at 

opretholde kontanthjælp, red.). 

Væresteder og herberger i København 

kender også til hjemløse, der pludselig mister 

deres kontanthjælp uden grund. 

- Vi bruger mere og mere tid på at hjælpe 

folk tilbage i kontanthjælpssystemet. Og vi har 

jo at gøre med mennesker, som tit ikke selv 

er i stand til at manøvrere i de komplicerede 

offentlige systemer, fordi de er psykisk syge 

eller har et misbrug, siger projektmedarbejder 

Rasmus Christensen fra Mændenes Hjem 

(boform for hjemløse, red.). 

Hjemløse skal lade sig registrere 

Hos Folkeregisteret, som hører under Kultur- 

og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, 

kender kontorchef Per Stevnsborg godt 

problemstillingen: 

- Vores opgave er at registrere personer 

efter gældende lovgivning. En del personer 


Det føles unødvendigt, at vi i tre forskellige forvaltninger 

i Københavns Kommune skaber mere arbejde 

til hinanden og gør det sværere for hjemløse at få 

kontanthjælp. 

Jakob Hansen, gadeplansmedarbejder i Københavns Kommunes gadeplansindsats

Når man har været uden 

adresse i længere tid, 

bliver man det, vi kalder 

’inaktiveret’. Det gør vi 

for at finde ud af, om folk 

er forsvundne eller bare 

har undladt at lade sig 

registrere. 

Per Stevnsborg, kontorchef i Folkeregisteret, 

Københavns Kommune 

står registreret med ’adressen ukendt’, f.eks. 

hjemløse eller andre, som på den ene eller anden 

måde er forsvundet. Og når man har været 

uden adresse i længere tid, bliver man det, vi 

kalder ’inaktiveret’. Det gør vi for at finde ud 

af, om folk er forsvundne eller bare har undladt 

at lade sig registrere. 

Er der sket ændringer i den procedure, siden 

flere hjemløse mister deres kontanthjælp? 

- Vi har tidligere været længere tid om at 

inaktivere disse borgere. Nu sker det efter et 

halvt år. 

Betyder det, at hjemløse på gaden skal lade sig 

registrere på Folkeregisteret hvert halve år for at 

undgå, at deres kontanthjælp bliver standset? 

- Ja, også gadehjemløse skal lade sig 

registrere i Folkeregisteret hvert halve år, 

bekræfter Per Stevnsborg og forklarer, at det 

er Københavns Kommunes Beskæftigelses- og 

Integrationsforvaltning (BIF), der som myndighed 

standser overførslen. 

- Hvis vi ved, at folk vil bo på ’landevejen’, 

ønsker vi ikke at genere dem. 

Skaber større arbejdspres 

I Ydelsescenter Vesterbro, som hører under 

BIF, bekræfter kontorchef Niels Bauer, at 

stramningen fra Folkeregisteret betyder, at 

hundredvis af borgere hver måned får stoppet 

deres kontanthjælp af forskellige årsager, bl.a. 

fordi de står som ’inaktive’. 

Kan I ikke aktivere overførelserne? 

- Jo, hvis vi finder hver enkelt sag, men det 

er et stort arbejde for os. Samtidig er det også 

et stort problem og et stort arbejde for os, at så 

mange dukker op, fordi kontanthjælpen ikke 

er kommet. Dem skal vi sende hen til Folkeregisteret, 

og vi skal genfremsende kontanthjælpen. 

Det giver øget arbejde til sagsbehandlerne 

og stor utilfredshed hos de borgere, det 

går ud over, siger Niels Bauer og tilføjer: 

- Det er ærgerligt, at stramninger i ét 

system forårsager uforudsete problemer i 

et andet system. Og det er problematisk, at 

borgere, som har ret til kontanthjælp, ikke får 

Flere ’falske’ Hus Forbi-sælgere 

Af Karen Pedersen 

l karen@husforbi.dk 

”Der sidder en udenlandsk sælger 

nede foran Netto, men han har 

ikke noget id-kort?” 

”Jeg har lige købt jeres avis, men 

sælgeren talte slet ikke dansk?” 

Telefonerne har kimet hos Hus 

Forbi de seneste uger. Flere af avisens 

faste købere ringer og undrer 

sig over, at de møder sælgere, som 

ikke taler dansk, og som ikke har – 

eller ikke vil vise – id-kort. 

De ’falske’ sælgere, ofte romaer, 

optræder flere steder i Københavnsområdet 

og på resten af Sjælland, 

bl.a. i Birkerød. 

- Der er tale om organiseret 

kriminalitet. Østeuropæerne – i 

mange tilfælde rumænere – betaler 

1.000 kr. for en bustur til Danmark, 

hvor de har hørt, at man kan tjene 

gode penge. Mange bliver bedt 

om at aflevere deres billede, når de 

stiger på bussen. Så får de udleveret 

falske id-kort ved ankomsten, 

og så er de klar til at sælge Hus 

Forbi. For dem er 100-200 kr. om 

dagen mange penge, siger Michael 

Dettmann fra Nordsjællands Politi, 

til Rudersdal Avis. 

Se efter id-kort 

Men hvor får sælgerne aviserne 

fra? undrer kunderne sig over. 

- Østeuropæerne køber aviserne 

fra distributører, som ikke ser så 

nøje på, hvem de sælger videre til, 

og vi har da også hørt om danske 

sælgere, der er faldet for fristelsen 

til at afsætte hele dagens oplag 

- Køb kun Hus Forbi af sælgere 

med synligt id-kort, opfordrer Hus 

Forbis salgsmedarbejder Leif Baran. 

på én gang. Vi er meget opmærksomme 

på problemet og gør, hvad 

vi kan for at gribe ind, så snart vi 

hører om det, siger salgs- og distributionsmedarbejder 

Leif Baran fra 

Hus Forbi. 

- De falske sælgere er et stort 

problem, fordi de går ud over vores 

image og hjælpearbejde. Jeg vil 

kraftigt opfordre til, at man kun 

køber avisen af sælgere med synligt 

id-kort med navn, foto og idnummer. 

Men jeg er klar over, at det ikke 

altid er nok at se efter id-kort, fordi 

der tilsyneladende også er falske 

kort i omløb, siger Leif Baran. 

Og det er et specielt problem, 

erkender politiet. Sælgerne har 

betalt for aviserne, men er ikke 

godkendt til at sælge. Og pengene 

den, i mange tilfælde fordi de er hjemløse og 

uden adresse. 

Har I gjort noget for at afhjælpe den situation? 

- Vi har forsøgt at informere medarbejderne 

i forvaltningen om problemstillingen, og vi 

har opfordret Folkeregisteret til at sende os en 

liste over de borgere, der står over for at blive 

inaktiveret, inden de bliver det. På den måde 

kan vi, ud fra vores viden om den enkelte, informere 

Folkeregisteret om de personer, der er 

hjemløse, og som det vil være uhensigtsmæssigt 

at inaktivere, siger Niels Bauer. 

Hos Folkeregisteret er kontorchef Per 

Stevnsborg åben over for at sende en sådan 

liste til kollegerne i BIF. 

- Det er en mulighed, siger han. 

Ikke realistisk at møde op 

Gadeplansmedarbejder Jakob Hansen mener 

ikke, det er realistisk, at gadehjemløse med 

ukendt adresse vil huske at lade sig registrere i 

Folkeregistret hvert halve år. 

- Derfor må vi eller andre sociale hjælpeforanstaltninger 

hjælpe dem derhen. Men 

det føles unødvendigt, at vi i tre forskellige 

forvaltninger i Københavns Kommune skaber 

mere arbejde til hinanden og gør det sværere 

for hjemløse at få kontanthjælp. | 

går ikke til det, som køberne tror. 

- Vi konfiskerer aviserne, når vi 

møder de falske sælgere, og vi inddrager 

de falske id-kort og noterer 

os, hvem sælgeren er. De er de muligheder, 

vi har, siger politiassistent 

Michael Dettmann. 

To rumænske mænd blev tidligere 

i år i Københavns Byret idømt 

40 dages fængsel og udvisning af 

Danmark for bl.a. at være i besiddelse 

af falske Hus Forbi-sælgerkort 

og falske klippekort til S-tog. | 

For at sælge Hus Forbi skal man 

være hjemløs eller socialt udsat. Udlændinge 

skal have gyldig opholdstilladelse 

i Danmark og kunne tale 

et minimum af dansk. Udenlandske 

sælgere på Sjælland skal købe aviser 

i De Hjemløses Hus i København. 


Vold 

mod 

kvinder 

Han skal slå 

mig ihjel først 

Politiet kendte ikke loven, da Sanne Graffe havde brug for at få sin 

voldelige ekskæreste fjernet fra hjemmet. Nu vil hun råbe politikerne 

op og skabe et alternativ til at bo på krisecenter. 

af Tine Bjerre Larsen l tinebjerre@tiscali.dk 

foto Vibeke Toft 

Han har smadret hendes ting, brændt hendes 

tøj og optrådt voldeligt og truende over for 

hende i et lille års tid. Hendes højre arm er i 

bind, fordi hun forstuvede lillefingeren sidste 

gang, han gik amok. Foden har hun også forstuvet, 

og hun lider af migræne, efter at han 

smækkede hende op ad en dør. 

- Men det er åbenbart ikke nok til at få ham 

sat fast. Der skal blod på bordet, for det skal 

dreje sig om en handling af samme karakter 

som den, han har siddet i fængsel for. Han skal 

altså slå mig ihjel, før der sker noget. 

Vi møder Sanne Graffe på en café uden for 

København i et åbent hus for udsatte grupper. 

Her holder Landsforeningen for Voldsramte 

Kvinder til, Sanne Graffe er selv en af dem og 

også stifter af foreningen. 

I øjeblikket ved ingen, hvor hun bor. Denne 

gang skal det ikke lykkes hendes voldelige 

ekskæreste at finde frem til hende og børnene. 

Hun er flygtet fra ham før og har søgt tilflugt 

på krisecentre, men hver gang har han opsporet 

hende. 

- Jeg har valgt at sige, at jeg er boligløs og 

har poste restante-adresse, selvom det ikke 

går, når man har børn. Men jeg er villig til at 

tage konsekvenserne. Det handler om børnenes 

liv og om at få politikerne til at skride ind. 

Jeg har anmeldt min eks 21 gange, men der 

sker ingenting. 

Ekstra opsyn med børnene 

Kommunen har truet med at fjerne børnene, 

hvis der ikke kommer ro på deres tilværelse, 

og så går det først for alvor galt, er Sanne 

Graffe sikker på. Derfor ved ikke engang kom- 


munen eller politiet, hvor hun og børnene bor 

lige nu. 

- Børnene går i skole og har det fint, men 

både min yngste og min ældste datter lider af 

post traumatisk stress. Der er ekstra opsyn på 

dem, og alle på skolen kender vores situation 

og ved, at de skal være på vagt, hvis der dukker 

fremmede op. 

Selv holder hun øje med, hvem der er omkring 

hende, så snart hun går ud af døren. 

- Det gælder om hele tiden at være to skridt 

Der skal blod på bordet, 

for det skal dreje sig om 

en handling af samme karakter 

som den, han har 

siddet i fængsel for. Han 

skal altså slå mig ihjel, før 

der sker noget. 

foran ham, så det er mig, der har kontrollen. 

Hvis han først får den, skal jeg blive ved med 

at gemme mig og leve et liv i konstant frygt, 

og det vil jeg ikke finde mig i. 

Sanne Graffe var sammen med ekskæresten 

i nogle år tilbage i 1970´erne. Siden stiftede 

hun familie med en anden mand, men blev 

skilt, og i 2004 dukkede ungdomskæresten op 

igen. Han skrev til hende fra fængslet, hvor 

han afsonede en dom for at have slået sin daværende 

kæreste ihjel. 

- Det er meget typisk for mange af de voldsramte 

kvinder, jeg taler med, at deres mænd er 

tidligere indsatte. Men dengang talte vi rigtigt 

godt sammen, og jeg så sådan på det, at alle 

skal have en chance for at komme videre. Jeg 

besøgte ham i fængslet, vi flyttede sammen, da 

han blev prøveløsladt sidste sommer, og sammen 

stiftede vi en 2006 forening for pårørende 

til indsatte. 

Politiet kendte ikke loven 

Til at begynde med tænkte Sanne Graffe ikke 

over, at kæresten var ekstremt jaloux og kontrollerende. 

Men kort efter at han blev prøveløsladt, 

blev det værre, og især når han drak, 

blev han ubehageligt aggressiv. Hun er flere 

gange flygtet af sted i bilen med børnene og 

noget sengetøj for at overnatte hos en veninde. 

Sidste gang, det gik galt, havde hendes ældste 

datter fået sin far til at komme over i lejligheden, 

men det tilspidsede kun situationen. 

Sanne Graffe endte med at ringe til politiet, 

som kom og bad kæresten forlade lejligheden 

og aflevere nøglen. Hun og børnene fik at vide, 

at de skulle tage på krisecenter. 

- Jeg var frustreret over, at de ikke kunne 

holde ham væk og gik så på nettet for at 

undersøge, hvad jeg kunne stille op i min 

situation. Jeg stødte på Østrigsmodellen (lov 

om bortvisning af voldelige mænd, red.) og 

ringede til Glostrup Politi for at høre, hvorfor 

de ikke den aften havde bortvist ham efter 

loven. De sagde, at de ikke kendte den, og så 

skete der ikke mere. 

Sanne Graffe besluttede at skrive et længere 

brev med spørgsmål om loven, om tilhold og 

overfaldsalarmer. 

- Det er, som om politiet ikke forstår vores 

situation, siger Sanne Graffe, der sendte sit 

brev til det lokale politi og til Rigspolitiet. 

- En af cheferne fra Glostrup Politi ringede

tal om vold 

• Ca. 64.000 kvinder i Danmark udsættes årligt for fysisk vold, 

28.000 af dem fra deres partner eller ekspartner. 

• Kun lidt over 3.000 kvinder anmelder hvert år volden til politiet. 

• Ca. 5.000 kvinder behandles årligt på en skadestue for voldsskader. 60 pct. har været udsat for vold i egen bolig. 

• 2.000 kvinder og 2.000 børn flytter hvert år på krisecenter. 

• 56 pct. af de børn, som opholder sig på krisecentre, har selv oplevet vold, oftest fra deres biologiske far. 

• 60 pct. af de mænd, som søger hjælp for voldelig adfærd, har selv været udsat for vold som børn. 

• I 2008 søgte 954 kvinder om at få et polititilhold efter Straffelovens § 265 mod 1.170 året før. 

• I 2008 var der 2.659 sager om brud på tilhold. De to første gange koster et brud manden 1.000 kr. 

Meget sjældent udløser bruddet fængselsstraf. 

Kilde: Rigspolitiet, Institut for Folkesundhed, LOKK og Joan-Søstrene 

Ingen ved, hvor Sanne Graffe og hendes to børn 

bor i øjeblikket, ikke engang kommunen. Hun gemmer 

sig for sin voldelige ekskæreste, som hun lærte 

at kende, da han sad i fængsel for mord på sin 

tidligere kæreste. 

og sagde, at de godt kendte loven, men at den 

sjældent bliver brugt. 

Alle bør have ret til nyt cpr-nummer 

Hvorfor man har en lov, man ikke hånd hæver, 

forstår Sanne Graffe ikke. Den kunne godt 

hjælpe kvinder, men man skal have mandskab 

til at følge den op. For ligesom hendes ekskæreste 

kommer voldsudøveren tit igen. 

Sanne Graffe er vred over at være tvunget 

til at leve et liv, hvor hun ikke føler, hun har 

nogen rettigheder. Hun synes, at alle voldsramte 

kvinder skal have ret til et nyt cprnummer, 

for det handler om at få et trygt sted 

at bo og hurtigt få skabt en ny omgangskreds 

for sig selv og børnene. 

- Krisecentre er ikke nogen god løsning. 

Det er trygt, men børnene bliver taget ud af 

deres rammer og kommer ikke i skole. Man 

skal rapportere, hvor man går hen, og de skal 

have indblik i alt. Det er lidt som at være i 

fængsel, hvor dørene bliver lukket, siger hun 

og erkender: 

- Jeg fortryder, at jeg ikke allerførste gang, 

da jeg anmeldte volden, lod være med at tage 

tilbage til ham. Men jeg kunne ikke se mig 

selv på krisecenter og som voldsramt, og det 

var så langt at køre med børnene. | 


Lov mod 

voldelige 

mænd 

er et flop 

af Tine Bjerre Larsen l tinebjerre@tiscali.dk 

Når kvinder udsættes for vold i hjemmet, er 

det i sagens natur den voldelige partners ansvar. 

Alligevel har det i mange år været kvinden 

og børnene, som måtte flygte fra hjemmet 

og gemme sig på krisecentre. 

Det er dybt urimeligt, mente et enigt Folketing, 

som vedtog en ny lov for fem år siden. 

Den giver politiet mulighed for at bortvise den 

voldelige mand fra hjemmet. Retfærdigheden 

skete fyldest, og alle var tilfredse. Der er bare 

et problem: Loven er et flop. 

Kender ikke loven 

En undersøgelse fra Justitsministeriet fra 2006 

viser, at politiet meget sjældent bruger paragrafferne. 

Nogle politifolk kender slet ikke 

loven, andre mener, at den ikke kan bruges i 

praksis. De rå tal afslører, at kun i ét ud af 25 

tilfælde, hvor man kunne have brugt loven, 

er det faktisk sket. I nogle politikredse er det 

endnu sjældnere. 

Landets krisecentre mærker den manglende 

effekt af loven. Her er antallet af kvinder, der 

søger hjælp og beskyttelse, ikke faldet som 

følge af loven. 

- Det er voldsomt at hive børn ud af daginstitutioner 

og væk fra deres værelser og 

legetøj, så vi har altid håbet, at man kunne 

fjerne problemet, nemlig manden. Vi gør 

politiet opmærksom på loven, når de ringer og 

hører, om der er plads til en kvinde og hendes 

børn. Men politiet ved ikke, hvor de skal bortvise 

manden hen. Og hvis huset er smadret, 

står kvinder og børn tilbage og er utroligt 

bange. Så har vi plads, tager vi dem selvfølgelig 

ind, siger Tina Christensen, børneperson på 

Nørresundby Krisecenter. Situationen er den 

samme på landets øvrige krisecentre. 

Ifølge loven kan manden bortvises i op til 


Vi havde for nylig en 

kvinde, hvis hætteklædte 

mand bankede hende 

med en jernstang, og at 

bortvise ham ville ingen 

effekt have, for hun ville 

hele tiden høre ham i 

buskadset udenfor. 

Linda Dichow Kaas, 

forstander i Kvindehuset, Lyngby 

fire uger, men det gør ikke den store forskel, 

mener Linda Dichow Kaas, forstander i Kvindehuset 

i Lyngby. 

Kvinden fortryder 

- Fire ugers adskillelse er ikke nok. Kvinderne 

vil fortsat føle sig truet. Vi havde for nylig 

en kvinde, hvis hætteklædte mand bankede 

hende med en jernstang, og at bortvise ham 

ville ingen effekt have, for hun ville hele tiden 

høre ham i buskadset uden for. 

Hos politiet oplever man dog, at problemet i 

højere grad end manglende kendskab til loven 

er, at den kun kan bruges i få tilfælde – ofte på 

grund af de involverede kvinder. 

- Vi kører sager direkte på vold, og så bliver 

manden fængslet og fjernet. Jeg vil tro, at vi 

årligt kun har en håndfuld sager om bortvisning. 

Og vi stopper, inden vi er kommet i gang, 

for enten rejser manden, eller også fortryder 

kvinden, og hvis vi ikke har hendes underskrift, 

kan vi ikke bortvise ham, siger Ebbe 

Krogaard, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi. 

Med loven i hånden kan politiet bortvise 

en voldelig mand fra hjemmet, 

men kun i et ud af 25 tilfælde er det 

sket. Enten kender politiet ikke loven, 

eller også frafalder kvinden sagen. 

Skrabet version efter østrigsk forbillede 

Loven om bortvisning er kopieret fra Østrig, 

hvor man siden 2007 har brugt den flittigt. 

At den ikke fungerer lige så godt herhjemme, 

skyldes, at man indførte den i en ’skrabet’ version, 

lyder kritikken fra krisecentre, kvindepolitiske 

foreninger og netværk. 

I Østrig har man såkaldte interventionscentre, 

som samler den voldsramte kvinde og 

hendes børn op og henviser både hende og den 

voldelige mand til juridisk bistand, psykologer 

og socialrådgivere. Og den slags tilbud er 

nødvendige. 

- Manden har stadig det psykiske overtag 

og kan overtale kvinden til at lade ham 

komme tilbage. Man er nødt til at hjælpe ham 

med at ændre adfærd og give tilbud til kvinden 

og børnene om rådgivning og støtte, fordi 

det er dybt traumatiserede at have været udsat 

for en voldelig mand og far, siger Vibe Klarup 

Voetmann, direktør i Dannerhuset i København. 

I Østrig underretter politiet interventionscentrene, 

når de er på besøg i hjemmet, og det 

betyder, at loven bliver taget mere alvorligt af 

alle parter. Det samme sker ikke i Danmark. 

- Når politiet bortviser, er de forpligtet til 

at informere de sociale myndigheder, men det 

sker ofte ikke, siger Vibe Klarup Voetmann. 

Fra 2004 til 2006 var der 45 bortvisningssager 

i Danmark, men kun i 24 tilfælde blev de 

sociale myndigheder informeret, og kun i fem 

tilfælde var det myndighederne selv, der tog 

kontakt. I 17 tilfælde var det kvinden selv. 

Vibe Klarup Voetmann mener, at loven bør 

strammes, så politiet får ansvar for at holde øje 

med, om manden overtræder sit tilhold. I dag 

skal kvinden melde manden for en overtrædelse, 

før politiet skrider ind. |

Fodlænker 

kan stoppe 

vold mod 

kvinder 

Polititilhold sikrer ikke kvinder mod voldelige mænd, men 

det gør elektroniske fodlænker, mener en leder af et krisecenter. 

Trods positiv vilje i regeringen og konkrete erfaringer 

fra Spanien er fodlænkerne ikke på vej til Danmark. 

af Marisa Matarese l marisa.matarese@gmail.com 

2.659 gange blev et tilhold brudt sidste år. 

Det kan betyde, at voldelige mænd i så mange 

tilfælde mødte op hos en tidligere partner – 

trods politiets forbud. 

- Det findes mænd, som ikke forstår et nej, 

siger, Ingelise Jensen, leder af Horsens Krisecenter. 

Hun mener derfor ikke, at tilhold er 

en god måde at beskytte tidligere voldsramte 

kvinder mod nye overfald. 

Hun foreslår i stedet, at man indfører elektroniske 

fodlænker med GPS-sendere. Med 

sådan en kan man registrere, hvor manden 

med tilholdet befinder sig, og politiet kan nå 

at gribe ind, hvis han er i et område, hvor han 

ikke må være. 

Flere partier i Folketinget er positivt 

indstillet over for tanken om elektroniske 

fodlænker i sager om vold i hjemmet. Men det 

vil tage tid, inden Ingelise Jensens ønske går 

i opfyldelse. Justitsminister Brian Mikkelsen 

(K) afventer erfaringerne fra et pilotprojekt i 

Norge. Projektet er imidlertid ikke sat i gang 

endnu på grund af ’tekniske vanskeligheder’. 

Og den danske regering tager ikke initiativ til 

at gå forrest og selv skabe erfaringerne: 

- Der er ingen grund til at opfinde den dybe 

tallerken to gange. Hvis Norge har tekniske 

vanskeligheder, vil vi sandsynligvis få de 

samme problemer. Vi skal hellere bruge vores 

kræfter og ressourcer der, hvor det virkelig 

batter. Så vi er positive og har god vilje, men vi 

mangler erfaringerne, siger de Konservatives 

Umiddelbart er der ikke planer om fodlænker til 

voldelige mænd i Danmark. Politikerne afventer 

erfaringer fra et pilotprojekt i Norge. 

retsordfører, Tom Behnke, og opfordrer til, at 

man i stedet fokuserer på overfaldsalarmer og 

behandling af de voldelige mænd. 

Fodlænker bruges i Spanien 

Men erfaringerne findes faktisk. Man skal 

bare se mod syd i stedet for nord. I Madrid 

besluttede man allerede i 2006 at lave et 

pilotprojekt med elektroniske fodlænker for 

at beskytte de spanske kvinder mod voldelige 

ægtemænd. Og den spanske regering har 

afsat næsten to millioner euro til det i år. I 

begyndelsen af juni havde 215 mænd i Madrid 

installeret elektroniske GPS-fodlænker i deres 

hjem. 157 er aktive. Men det har hverken Justitsministeriet 

eller Tom Behnke hørt om. 

- Måske skal vi så til at kigge på Spanien 

frem for Norge – eller begge steder, siger Tom 

Behnke, som vil informere justitsministeren 

og tage fat i de relevante personer i Spanien. 

Men indtil videre kan danske kvinder 

altså ikke føle sig sikre – selv med et tilhold 

i hånden. Det skyldes blandt andet, at mænd 

ikke opdrages til at tage konsekvenser af 

deres handlinger, og det kræver en holdningsændring 

i samfundet, mener Ingelise Jensen. 

- Hvis en mand for eksempel smadrer sin 

ekskærestes dør, bærer han ikke de økonomiske 

konsekvenser af sin handling. Samfundet 

kunne vælge at sige, at der er konsekvenser 

– ved netop at lade ham betale for døren – og 

således sende et signal om, at det ikke er omkostningsfrit 

at påføre kvinder lidelser, siger 

hun og tilføjer: 

- At indføre fodlænker ville også afspejle 

den holdning. Samtidig ville kvinden få samfundsmæssig 

oprejsning, og den elektroniske 

fodlænke vil få hende til at føle sig tryg, fordi 

politiet ville kunne ringe og advare kvinden 

eller selv dukke op. Det ville være endnu 

smartere, hvis man også kunne høre dialogen 

mellem manden og kvinden, når manden kommer 

for tæt på. | 

elektroniske fodlænker 

Siden 2005 har kriminelle i Danmark kunnet 

afsone en straf i hjemmet med en elektronisk 

fodlænke – en anordning med en sender, der er 

programmeret med et aktivitetsskema, som den 

dømte får godkendt. Skemaet angiver, hvornår 

den dømte går hjemmefra til f.eks. skole eller arbejde. 

Hvis vedkommende ikke følger skemaet, går 

en alarm i gang. Fængselsinspektør Hans Jørgen 

Engbo fra Anstalten ved Herstedvester gætter på, 

at der p.t. er 130-140 fodlænker i brug i Danmark. 

Tilsvarende kan en elektronisk fodlænke med 

GPS registrere, hvis en person nærmer sig et 

område, han har forbud mod at opholde sig i. 


Af Tine Boel | tine.boel.s@gmail.com 


- Mit budskab er, at det kan lykkes at komme 

ud af negative mønstre fra din barndom. Men 

du skal selv gøre arbejdet! 

Det siger 49-årige Jette Langner. Hus Forbi 

møder hende i hendes kursuslokaler i hjertet 

af København, i en gammel bygning med lyse, 

lavloftede lokaler. Her kommer kursister, hvis 

barndom ligesom hendes egen har været alt 

andet end nem. 

Jette Langner voksede op i et rækkehus i 

Greve Strand syd for København. Faren var 

skolelærer, og moren gjorde rent. Udadtil en 

pæn familie. 

- Så langt jeg overhovedet kan huske, drak 

min far, og i perioder på fire-fem dage var det 

ekstra slemt. Han hørte høj musik, skændtes 

med min mor og tævede hende – nogle gange 

røg hun på skadestuen. 

Slog møbler i stykker med økse 

- Jeg lærte at tilpasse mig, sondere terrænet og 

prøve at regne ud, hvad der ville ske, husker 

hun – og husker også, at hun prøvede at tale 

moren fra at diskutere med faren, når han var 

fuld. 

- Det bad jeg hende om at lade være med, for 

det var sprit på bålet, men hun lyttede ikke. 

kurser for medafhængige 

Jette Langners kursus for medafhængige 

hedder ”Autentisk styrke og følelsesmæssig 

bevidsthed”. Det handler om at mærke sig selv 

og handle ud fra sine sande behov. 

Se mere på www.levilyset.dk 

Andre tilbud om kurser for medafhængige findes 

bl.a. hos: www.hope.dk og www.helios.dk 


Det værste 

var skammen 

Jette Langner voksede op med en alkoholisk far og blev ’medafhængig’. 

Som voksen fik hun hjælp til at bryde mønstrene, 

og i dag laver hun selv kurser for medafhængige. 

Jette Langner havde også en fire år yngre 

lillebror, som hun følte, hun skulle passe på. 

- Hvis min lillebror hørte, de skændtes, løb 

han tit ud af døren. Jeg måtte løbe efter ham 

– det havde mine forældre ikke øje for. Nogle 

gange tog min mor ham ind på sit værelse og 

Det værste var skammen 

over, at de vidste det. 

Det er typisk for børn, 

der er vokset op i en misbrugsfamilie 

eller dysfunktionel 

familie, at føle 

skam. 

låste døren. Hvis min far så begyndte at buldre 

på min dør, havde jeg den strategi at hoppe ud 

på altanen og gå hen på muren og komme ned 

i haven. 

Jette Langners far brød sig ikke om kvinder 

og råbte indimellem ubehagelige ting efter 

hende. 

- Engang slog han også halvdelen af vores 

møbler i stykker med en økse, siger hun og 

understreger, at ens barndomsmiljø ikke behøver 

være så åbenlyst slemt, før man ryger ind 

symptomer på at være medafhængig 

At være medafhængig vil sige, at man har 

tilpasset sig nogle usunde forhold på en måde, så 

man har mistet kontakten med sine egne følelser. 

Man har fokus på, hvad andre gør og har brug for, 

i stedet for på, hvem man selv er, og hvad man 

har brug for. Medafhængige kan bl.a.: 

• føle sig ansvarlige for andres følelser, handlinger 

og trivsel 

i medafhængighed. Man kan f.eks. også være 

barn af en ’stille’ alkoholiker eller have haft en 

forælder, der ofte var syg. 

Ingen greb ind 

Da Jette Langner var 14 år, besluttede hun 

sig for at fortælle omverdenen, hvordan det 

stod til. Med en venindes hjælp opsøgte hun 

skolens studievejleder. 

- Da vi kom derop, græd jeg – endelig 

nogen, der måske kunne gøre noget! Men hun 

gjorde ingenting. Da mistede jeg helt tilliden 

til voksne. 

Naboerne – der indimellem var inde og 

banke på og var vrede over larmen, når forældrene 

skændtes – gjorde heller ikke noget. 

- Det værste var skammen over, at de vidste 

det. Det er typisk for børn, der er vokset op i 

en misbrugsfamilie eller dysfunktionel familie, 

at føle skam. 

Som teenager havde Jette Langner venner, 

men hun kunne ikke nødvendigvis have nogen 

med hjem. 

- Jeg fik engang lov til at holde en fest, men 

midt i det hele kom min far pissefuld hjem ... 

så det gjorde jeg ikke igen, siger Jette Langner, 

der som mange andre ’medafhængige’ børn 

klarede sig upåklageligt i skolen. 

Farens drikkeri stod på hele hendes barndom 

– forældrene blev skilt, da hun var 18 år. 

• føle angst og skyld, når et andet menneske har 

et problem 

• føle sig nærmest tvunget til at hjælpe med at 

løse problemet 

• foregribe andres behov 

• føle sig mest trygge ved at give 

• komme fra familier, hvor de pga. misbrug eller 

overlast ikke fik deres behov opfyldt.

Jette Langner blev reddet fra barndommens traumer med en alkoholiseret far på et kursus for 

medafhængige. Hendes lillebror gik det ikke lige så godt for. Han begik selvmord som 38-årig. 

Når jeg kigger tilbage, 

ville jeg ikke have undværet 

noget af det, jeg 

har oplevet. For det har 

bragt mig til det sted, 

hvor jeg er nu. 

- Når de ikke blev skilt før, var det, fordi 

min mor – som mange andre medafhængige 

– troede, at jo mere hun elskede min far, jo 

bedre skulle det nok gå. 

Lillebror begik selvmord 

Det er Jette Langners erfaring, at den forælder, 

man bliver mest vred på, oftest er den, der 

ikke var misbruger. 

- Min mor gjorde jo ikke noget for at stoppe 

det, der skete. Faktisk var der en onkel, der 

på et tidspunkt tilbød os at flytte hen til ham 

– det sagde hun nej til, og det havde jeg svært 

ved at forstå. 

Jette Langners bror var meget påvirket af 

barndommen i det alkoholiserede hjem. 

- Når man er knækket af sin barndom, er 

der to veje at gå: Man kan enten søge hjælp, 

eller man kan gå ned. Desværre skete det sidste 

for min bror. 

Broren var meget intelligent og musisk, men 

troede ikke på sine egne evner. Som voksen 

røg han ind og ud af psykiatriske hospitaler, 

indtil han var 38 år. 

- Han havde syv selvmordsforsøg, og det 

syvende lykkedes. Jeg havde prøvet at snakke 

med ham om, at det er vigtigt at få ’afviklet’ 

følelserne fra barndommen. Men han var desværre 

allerede derude, hvor han ikke længere 

troede på, at noget kunne være godt. 

Fik selv hjælp 

Jette Langners ungdom formede sig anderledes. 

Hun gik på gymnasiet og læste siden til 

pædagog. Kort før hun fyldte 30, hørte hun i 

radioen om et kursus for medafhængige. 

- Kurset blev min redning – sammen med 

dét at læse bogen ”Gør dig fri af andres misbrug”. 

Dét, at jeg endelig fik lov til at føle alle 

de følelser, jeg måtte undertrykke som barn, 

var en befrielse. 

Kurset varede et halvt år, hvor hun i gruppe 

med andre medafhængige bl.a. skulle skrive 

om sin barndom. 

- Jeg begyndte at ændre mig. F.eks. blev jeg 

i stand til at sætte grænser over for andre. 

Efter kurset blev Jette Langner så grebet af 

indholdet, at hun begyndte at tilbyde kurserne 

selv, og det har hun gjort i 15 år. 

- Når jeg kigger tilbage, ville jeg ikke have 

undværet noget af det, jeg har oplevet. For 

det har bragt mig til det sted, hvor jeg er nu. 

Så mit budskab er: Det kan lykkes at komme 

videre. Man skal gøre et stykke arbejde selv 

– men det kan nytte! | 


- Vi sigøjnerbørn blev slået og sendt uden for klassen helt uden grund, de andre børn ville ikke have noget med os at gøre, og på et tidspunkt fik jeg nok. Jeg kvittede 

skolen, fortæller Amoun Sleem. Hun vendte dog tilbage og endte med en universitetsuddannelse. I dag kæmper hun for sigøjnernes rettigheder blandt palæstinenserne. 

Slås for sigøjnernes 

rettigheder 

De skjuler deres identitet 

og holder lav profil, fordi 

de palæstinensiske omgivelser 

ikke bryder sig 

om dem. En stærk kvinde 

går imod strømmen 

ved at være stolt af sin 

baggrund som sigøjner. 

tekst og foto Hans Henrik Fafner 

| fafner@netvision.net.il 

Et par mænd sidder i den lune sol, fuldstændig 

opslugt af et brætspil, de har lagt ud 

mellem sig på fortovet. De ænser ikke en pilgrimsgruppe, 

der passerer tæt forbi. De lader 

sig heller ikke forstyrre af en flok drenge, der 

leger larmende lidt nede ad gaden. De snakker 

lavmælt sammen, mens de spiller. 

- Ham med huen, han er sigøjner. Den anden 

er palæstinenser, forklarer en handlende i en 

af gadens små butikker. 


I Jerusalems gamle bydel lever et par tusinde 

medlemmer af byens nok mest oversete 

mindretal, sigøjnerne, mens andre 3.000 lever 

spredt rundt om i resten af Østjerusalem og ud 

i landsbyerne på Vestbredden. Andre 70 familier 

lever ved byen Nablus længere mod nord. 

De israelske myndigheder betragter dem 

som palæstinensere, mens mange palæstinensere 

ser ned på dem og anser dem for tilflyttere, 

som de helst ikke vil vide af. Sigøjnerne 

lever på mange måder på bunden i et samfund, 

der i sig selv lider under store sociale og økonomiske 

problemer. 

- Vi er begge palæstinensere, siger mændene. 

Venligt, men med tydelige tegn på, at samtalen 

hermed også er slut. Sigøjnerne skjuler deres 

identitet, holder lav profil og synes selv, de har 

al mulig grund til at leve så diskret som muligt 

blandt palæstinenserne. En måde at klare sig på 

nederst i hierarkiet og i en del af verden, hvor 

konflikten altid lurer lige om hjørnet. 

Selvbestaltet talskvinde 

- De fleste mennesker bliver overraskede over, 

at vi overhovedet findes, smiler Amoun Sleem, 

en knap 30-årig, selvbestaltet og dynamisk 

talskvinde for Jerusalems sigøjnere. 

- Men hvad enten folk kan lide det eller ej, 

så findes vi, vi har rettigheder, og vi er en af 

de ældste befolkningsgrupper i byen. 

Vi møder Amoun Sleem i The Domari 

Society, en organisation, hun har grundlagt for 

at gøre omverdenen opmærksom på sigøjnerne 

og deres kultur. Og ikke mindst for at slås for 

deres rettigheder og sætte medlemmer af det 

lille samfund bedre i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet 

og i tilværelsen i det hele taget. 

- Mange sigøjnere får en dårlig start allerede 

i skolen, forklarer hun og fortæller om sin 

egen skoletid. 

- Både lærere og elever mobbede os. Vi sigøjnerbørn 

blev slået og sendt uden for klassen 

helt uden grund, de andre børn ville ikke have 

noget med os at gøre, og på et tidspunkt fik jeg 

nok. Jeg kvittede skolen. 

Det sker for mange sigøjnere, og de fleste 

kommer aldrig i gang med studierne igen. Det 

hænger også sammen med, at mange sigøjnerbørn 

har meget ringe støtte til lektielæsning 

hjemme, fordi forældrene enten ikke kan læse 

eller selv droppede ud af skolen. 40 procent af 

den voksne sigøjnerbefolkning er analfabeter. 

- Når man aldrig får sig en uddannelse, ender 

man i de ringeste job, og det er den spiral, vi 

som samfund har siddet fast i gennem mange 

år. Det er et problem, som går i arv. 

Amoun bed dog tænderne sammen og vendte 

tilbage til skolen efter at have været hjemme i

to år. Hun fandt det ydmygende at se sigøjnere 

gå til naboerne, når der kom brev fra kommunen, 

fordi de ikke kunne læse det og heller ikke 

selv kunne skrive et svar. Hun fik sin studentereksamen 

og en bachelorgrad i turisme, fordi 

hun gerne ville have med mennesker at gøre. 

Valgte at gå sin egen vej 

- Det var min drøm at arbejde med turister, 

men jeg indså, at mit eget folk er vigtigere, 

smiler hun. 

Amoun er klar over, at hun skiller sig ud, og 

indrømmer også, at det ikke har været nemt. 

De ældre mænd i hendes samfund brød sig ikke 

om det, da hun åbnede sit center. Sådan noget 

gør en kvinde ikke, mente de, og samtidig brød 

hun med sigøjnernes lange tradition for at holde 

lav profil. Det er også usædvanligt at være ugift 

i en traditionsbunden kultur, hvor piger ofte 

bliver giftet bort i en alder af 14-15 år. 

- Jeg har valgt min egen vej. Det hænger 

nok sammen med, at min mor døde, da jeg var 

helt lille. Jeg blev tidligt vant til at træffe mine 

egne beslutninger og stå ved dem. Men det 

hjælper også, at min far altid har været meget 

frisindet. 

Amouns far var ”noget ved kommunen”, 

som hun siger, uden at gå i detaljer. Men hun 

fortæller gerne, at hendes ene bror arbejder på 

et hotel. En anden er buschauffør. 

- Livet er en kamp for overlevelse. Ingen af 

os er blevet universitetsprofessor, men vi har 

klaret os bedre end gennemsnittet, konstaterer 

hun med antydningen af et smil. 

Hvordan kom vi hertil? 

Sigøjnerne stammer oprindeligt fra Indien. Da 

de vandrede vestover, blev en gruppe boende 

i Mellemøsten. De kalder sig “dom“ eller 

“domari“, ligesom sproget hedder dom, mens 

En sigøjner (tv.) og en palæstinenser mødes over et brætspil på gaden. Men sigøjneren vil ikke kaldes sigøjner. 

- Vi er begge palæstinensere, siger han og vil ikke tale mere om den sag. 

de, der fortsatte og i dag lever i Europa, kalder 

sig “roma”. Hvornår de kom, ved ingen med 

sikkerhed, men det er dokumenteret, at der 

har været fastboende sigøjnere i Jerusalem 

i mindst 400 år. Sigøjnerne har intet alfabet, 

hvilket Amoun bruger som forklaring på, at 

deres historie aldrig er blevet skrevet ned. 

I stedet har hver sigøjner sin individuelle 

forklaring på, hvordan de er kommet til 

- Jeg har valgt min 

egen vej. Det hænger 

nok sammen med, at 

min mor døde, da jeg 

var helt lille. Jeg blev 

tidligt vant til at træffe 

mine egne beslutninger 

og stå ved dem. 

Jerusalem. Nogle siger, at de kom sammen 

med saracenernes hærfører, Saladin, da han 

førte krig mod de kristne korsfarere for 900 år 

siden, mens andre er sikre på, at de blev ført 

til Jerusalem som tyrkiske slaver. 

Amoun ved ikke, hvad hun skal mene, 

men hun husker sin bedstemor fortælle om, 

hvordan sigøjnerne for mange år siden kom 

rejsende til Jerusalem helt fra Marokko og 

Tyrkiet, og de betragtede alle Jerusalem som 

deres absolutte hovedby. 

- De blev her ikke så længe, måske en uge. 

Så rejste de igen, men Jerusalem var det sted, 

de altid vendte tilbage til for at handle, fortæller 

hun. 

Savner det enkle liv 

Langt op i historien levede mange af sigøjnerne 

som ørkenens beduiner, en anden gruppe 

med en lang tradition for et kantet forhold 

til de fastboende palæstinensere. Og ligesom 

beduinerne har de gennem årene haft deres 

egen kultur og holdt på traditionerne i det omfang, 

det har kunnet lade sig gøre. Sigøjnernes 

køkken adskiller sig fra det lokale palæstinensiske, 

de har andre skikke i forbindelse med 

bryllup og dødsfald, og deres tøj og boligindretning 

er mere farvestrålende. 

- Vi kan godt lide guld og glimmer. Palæstinenserne 

siger, at det er billig show off. I 

virkeligheden er det jo et spørgsmål om smag 

og tradition, smiler Amoun. 

I det daglige går sigøjnere klædt som alle 

andre, og de taler arabisk ligesom deres naboer. 

Amoun forstår det godt, men er også lidt 

bekymret for, at sigøjnernes sprog og kultur 

skal gå i glemmebogen på den konto. 

- Livet var enklere, da jeg var barn. Vi sov 

på gulvet og havde ikke så meget. Vi levede et 

mere simpelt liv, hvor der ikke var så meget at 

tage stilling til hele tiden. 

Amoun fortæller, at selvom sigøjnerne også 

var upopulære dengang, var problemet på 

sin vis mindre, fordi samfundet generelt var 

fattigere. Den relative økonomiske velstand 

har skabt et konkurrencesamfund, hvor der 

er mindre plads til mindretal, og det mærker 

sigøjnerne. Ofte er prisen, de må betale for at 

være med i kapløbet om de materielle goder, 

at skubbe deres egen kultur endnu mere i baggrunden. 

- Det var et bedre liv dengang, også selvom 

vi havde mange problemer, konstaterer 

Amoun Sleem. | 


De fattige 

børns 

tro væbner 

Som rigsdagspolitiker kæmpede Peter Sabroe for at 

løfte fattige børn ud af armod, og som journalist 

skrev han harmdirrende om misrøgtede og forsultne 

børn. Selv voksede han også op i fattigdom. 


Rasmus Peter Sabroe (1867-1913) var journalist 

ved bl.a. Demokraten og Social-Demokraten. 

Han var medlem af Rigsdagen for Socialdemokraterne 

fra 1901 til sin død. 

af Peter Kyhl Olesen | acpo20@hotmail.com 

foto Det Kongelige Bibliotek 

- Som på Peter Sabroes tid findes der stadig 

mange danske børn, som lever i fattigdom. 

Sabroe var en ener og banebrydende, fordi 

han så problemerne fra de fattiges og udstødte 

børns synsvinkel og gik mod strømmen, når 

han varetog deres sag. Derfor er Peter Sabroe 

blevet et forbillede for vores arbejde, siger 

direktør for Børns Vilkår Dorthe Lysgaard. 

Rigsdagen 1908. En grim og hæslig stank 

bredte sig i Rigsdagssalen i en sådan grad, at 

de tilstedeværende politikere var besvimelsen 

nær. Grunden var en lille, ildelugtende pakke, 

som den socialdemokratiske politiker, journalist 

og børnerettighedsforkæmper Peter Sabroe 

var i gang med at pakke ud. Han ville vise de 

ærede medlemmer af Rigsdagen, hvilken “delikat 

spise“ man havde budt de fattige og sultende 

børn på børnehjemmet Hebron. Det var 

fedtegrever – sammenkogt slagteri affald – som 

Sabroe havde læst i en annonce var perfekt 

beregnet som føde for hunde og høns. 

For mig gives der intet 

skønnere mål end at 

sikre den unge slægt mod 

al den armod og dumhed, 

som fattigdommen 

og trældommen bereder 

menneskerne. 

I ugerne før fedtegreverne fandt vej til 

rigsdagssalen, havde justitsminister Alberti 

kækt udtalt, at “fedtegrever er den rene lækkerbisken 

for børn“, og i aviserne noterede 

man, at fedtegrever nærmest var at betragte 

som børnenes livret. Men det var i hvert fald 

ikke politikernes, det var tydeligt. Der blev 

uro. ”Det er ikke passende at fremvise disse 

ting i salen”, lød det forarget fra Rigsdagens 

formand. Peter Sabroe kiggede direkte på ham 

og svarede kontant: “Det er endnu mindre 

passende at give børn den slags”. Rigsdagsmedlemmerne 

kunne jo bare forestille sig, at

deres egne børn kom på børnehjem og skulle 

spise fedtegrever. Ville de så ikke være med 

til at skaffe børnene de bedst mulige vilkår?, 

argumenterede Sabroe. 

Børnehjemsbørnene fik fremover menneskeføde. 

Voksede selv op i fattigdom 

”Jeg hader fattigdommen, den fornedrer og 

gør mennesket vranten og slavisk. Men jeg elsker 

de fattige og navnlig de fattige børn. For 

mig gives der intet skønnere mål end at sikre 

den unge slægt mod al den armod og dumhed, 

som fattigdommen og trældommen bereder 

menneskerne”. 

Sådan sagde Sabroe, da han i 1901 blev 

valgt ind i Rigsdagen. Betragtningerne om 

fattigdommens væsen var hverken påtagede 

eller tomme floskler. Peter Sabroe havde selv 

levet i fattigdom. Som barn flyttede han med 

sine forældre fra sin fødeegn, Silkeborg, til 

Århus. Det var gået tilbage for hans far, og 

den unge Peter måtte derfor vokse op under 

fattige kår. Her stiftede han bekendtskab med 

samfundets nederste eksistenser, og en enorm 

indignation blev født. 

Påpegede konstant urimeligheder 

Episoden med fedtegreverne giver et godt billede 

af, hvordan Peter Sabroe i sit voksne liv 

agiterede og fik sine budskaber igennem. Før 

han blev politiker, var han journalist, og med 

pennen i sin magt skrev han artikler så harmdirrende, 

at penneskaftet knækkede – om 

misrøgtede og forsultne børn på land og i by. 

I sit politiske virke var han retorikkens 

mester. Når han talte, evnede han at beherske 

og bevæge en hel forsamling med sine ord; 

først dirrende af harme, så gestikulerende, 

pludselig kæmpende med gråden rev han som 

en vulkansk strøm de lyttende skarer med sig. 

Han gik let over teorier for i stærke farver at 

udmale “letforståelige billeder fra livet”, f.eks. 

ved at fremvise røde striber på en drengekrop. 

Politikere fra modstanderpartierne i Rigsdagen 

sammenlignede ham med en flue, der 

igen og igen vendte tilbage til lorten. Alligevel 

kunne ingen, der var kritiske over for hans 

virke, vende det blinde øje til det faktum, at 

det igennem Peter Sabroes stærke retfærdighedssans 

lykkedes ham at sætte et markant 

fingeraftryk på datidens holdning og politik, 

når det gjaldt en radikal forbedring af fattige 

børns vilkår. 

Fra anstalt til hjem 

F.eks. rettede Peter Sabroe en sønderlemmende 

kritik mod tilstandene på flere opdragelsesanstalter 

og børnehjem, hvor børnene 

blev misrøgtet og korporligt afstraffet og af 

den grund ofte var tæt på at dø. Kritikken 

bevirkede, at der blev nedsat forhør og undersøgelser 

og som et resultat af det, at adskillige 

personer blev afskediget og erklæret uegnet 

til deres stilling som opdragere. 

Sabroe havde også kraftig indflydelse på 

børneloven af 1905, der var udtryk for, at 

et nyt syn på behandlingen og opdragelsen 

af forsømte og vanskelige børn var ved at 

bryde igennem. ”Anstalter” skulle erstattes 

med ”hjem”. Endvidere var han medstifter af 

foreningen Børnenes Værn. 

Da Peter Sabroe som 46-årig omkom i en 

togulykke, havde han langt fra opnået det, 

han havde sat sig for. Ilden brændte stadig i 

ham. Sabroes død resulterede i landesorg. I 

avisen dagen efter stod der, at ”når hans samtidige 

er glemt, vil han stadig kunne huskes 

Mens Sabroe var medlem 

af Rigsdagen, fastholdt 

han kontakten til Århus, 

hvor han tidligere var 

lokalpolitiker og selv 

havde boet under fattige 

kår. Han var medvirkende 

til, at Kong Christian IX’s 

børnehjem blev indviet 

i Århus i 1909. I dag, 

100 senere, år hedder 

det gamle børnehjem 

Døgncentret for Børn og 

Familier. 

som manden, der ikke blot ville og turde, men 

som også kunne. Manden, der altid var parat 

til at ofre sit eget for at tvinge solstråler frem 

til de tusinder og atter tusinder, som ellers var 

blevet henvist til det evige mørke”. 

Pryglene findes stadig 

Dorthe Lysgaard fra Børns vilkår påpeger, at 

det stadig er aktuelt at kæmpe Sabroes kamp i 

dag – ikke kun mod fattigdom, men også hans 

kamp mod fysisk vold mod børn. 

- Selvom revselsesretten blev afskaffet, og 

det i 1997 blev ulovligt at slå sine børn inden 

for hjemmets fire vægge, viser tal, at 13 procent 

af børn i Danmark oplever at blive udsat 

for vold i hjemmet. Det er særdeles beskæmmende. 

| 

Peter Sabroe-prisen 

Børns Vilkår har i 25 år uddelt Peter Sabroeprisen 

til personer, foreninger, institutioner m.v., 

der yder en særlig indsats for udsatte børn og 

unge. 

I 2009 modtog cand.jur. Helle Rabøl Hansen 

prisen for sin indsats for at sætte fokus på mobning 

blandt børn. I 2008 modtog journalisterne 

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen prisen for 

bogen “Grænselandet“, der tager udgangspunkt 

i Tøndersagen (to piger, der i årevis blev udsat 

for seksuelle overgreb og prostitution, red.), og 

også sætter spot på det offentlige omsorgssvigt, 

som mange udsatte børn og unge dagligt 

oplever. 

Læs mere på www.bornsvilkar.dk 


For Camilla Lynge og Jonas Bay Jensen, pædagogstuderende i Århus, var det både grænseoverskridende og ydmygende at stå på gaden og sælge Hus Forbi. 

Til gengæld gjorde de mange positive tilkendegivelser også et stærkt indtryk på dem. 

Var det en flue? 

En fortælling om, hvordan det gik, da vi i to dage skiftede identitet fra pædagogstuderende 

til hjemløse sælgere af Hus Forbi i Randers. Målet var at undersøge, 

hvordan sælgerne mødes på gaden af deres medmennesker. 

af Camilla Lynge og Jonas Bay Jensen 

foto Maria Fonfara 

Vi spottede hende hurtigt, et kort øjeblik 

efter fik vi øjenkontakt og tilbød hende en avis. 

Hun var en dame på omkring 50 år. Hendes blik 

var stift, det føltes, som om hun så lige igennem 

os. Hun tog hænderne op til øret og sagde: ”Var 

det en flue, der snakkede? Næh, der var ikke 

nogen”, hvorefter hun trippede videre langs 

torvet foran rådhuset i det indre Randers. 

At være på den anden side 

Få timer forinden havde vi henvendt os på 


Værestedet Jægergårdsgade i Århus for at 

købe Hus Forbi. Vi havde udskiftet vores 

normale pædagogklæder med tøj, vi mente 

virkede mere autentisk som hjemløs. 

Foran døren til værestedet stod vi med vores 

nye identitet. Vi trak vejret en ekstra gang, 

før vi gik ind. Lokalet var røgfyldt, bordene 

vidnede om kaffe og dagens første bajere. Et 

par brugere spillede billard, mens andre sad 

og snakkede. Vi var overbeviste om, at vi blev 

gennemskuet, men holdt fast i vores roller. En 

kvindelig medarbejder henvendte sig imødekommende 

til os: ”Hej, kan jeg hjælpe jer med 

noget?” 

Her fik vi indtryk af, at hun så os som 

brugere af værestedet. Det var en underlig 

fornemmelse, nærmest grænseoverskridende 

for os begge, at være dem, der blev spurgt ind 

til og lyttet til, dem, der skulle hjælpes – frem 

for at være de lyttende, som vi normalt er i 

vores fag. 

Vi købte 25 aviser og tog mod Randers. 

I en stor bue udenom 

Der gik 50 minutter, før den første avis var 

solgt, selvom torvet og gågaden var fyldt af 

mennesker. De næste to timer solgte vi 14 aviser 

og fik ca. 14 gange så mange afslag.

Damen med fluen var en af de mange, der 

takkede nej, og folks afslag spændte vidt. 

Nogle gik i en stor bue udenom, mens andre 

sagde pænt nej tak til at købe Hus Forbi. Men 

der var også mange positive oplevelser med 

folk, der var interesserede i os som mennesker. 

Mange mente, at hjemløseområdet 

er forsømt 

fra samfundets side og 

var glade for at kunne 

hjælpe. Andre var af den 

holdning, at ingen behøver 

at være hjemløs i 

Danmark. 

Vi prøvede at komme i kontakt med alle 

dem, der havde passeret os. Og her stødte vi 

på mange forskellige indstillinger til det at 

være Hus Forbi-sælger og at være hjemløs 

Et bidrag fra dig er et bidrag til projekt UDENFORs arbejde med 

hjemløse og formidling af viden om hjemløshed. 

Vi giver støtte, kontakt og omsorg til hjemløse og hjælper dem med et 

mere værdigt liv og en tryggere tilværelse. 

Pr. 1. januar 2009 er projekt UDENFOR 

godkendt efter ligningsloven § 8A, 

hvilket betyder, at du kan trække beløb over 500 kr. fra i skat. 

Du kan støtte os på følgende måder: 

SMS ”udenfor” til 1231, 

så giver du 100 kr. + alm. sms-takst til vores hjælpearbejde. Beløbet betales over 

mobilregningen, men der er 14 dages fortrydelsesret 

eller 

Støt os med et bidrag på vores hjemmeside – 

se på www.udenfor.dk under punktet ”Støt os” 

eller 

Bankoverførsel: 

Reg.nr. 2112 – Kontonr. 34 90 932 606 

Se mere om projekt UDENFOR på www.udenfor.dk 

samt reglerne om skattefradrag på www.skat.dk 

generelt. Mange mente, at hjemløseområdet er 

forsømt fra samfundets side og var glade for 

at kunne hjælpe. Andre var af den holdning, 

at ingen behøver at være hjemløs i Danmark, 

og antydede, at det at være hjemløs er selvforskyldt. 

En midaldrende mand konkluderede: 

”Alle ved jo, at der ikke er nogen, som sulter i 

Danmark.” 

Oplevelserne gjorde stort indtryk 

At stille sig op midt i Randers, udgive sig for 

at være hjemløs og bede om andres hjælp økonomisk 

var meget grænseoverskridende. 

Vi frygtede først og fremmest at blive 

gennemskuet. Vi fik utroligt mange afslag, og 

mange ignorerede os og gjorde en stor indsats 

for at gå så langt uden om os som muligt. At 

stå på gaden som sælgere føltes meget ydmygende 

og blottende. Netop derfor gjorde både 

de positive tilkendegivelser og afvisningerne 

stort indtryk på os. 

En kvinde i 40’erne, selv tidligere hjemløs, 

inviterede hjem på kaffe. Det var stærkt at opleve, 

at et fremmed menneske viste den omsorg, 

interesse og tillid. Mange virkede meget 

imødekommende og åbne over for en dialog 

Hjælp en hjemløs 

til et bedre liv 

Kollegiet Gl. Køge Landevej 

søger frivillige 

om hjemløse, ligesom nogle viste interesse for 

os som mennesker og mindre interesse i hjemløseproblematikken 

generelt. 

Vi arbejder videre 

Det var to oplevelsesrige dage, som har dannet 

basis for vores videre feltarbejde om hjemløse 

med og uden egen bolig. Vi har endnu ikke 

afsluttet vores projekt og har derfor ingen 

færdige konklusioner om hjemløse og tillid. 

Men vi har oplevet, hvor komplekst og nuanceret 

hjemløseområdet er. | 

Jonas Bay Jensen og Camilla Lynge, studerende 

på Peter Sabroe Seminariet i Århus, valgte i faget 

pædagogisk filosofi at afprøve en antagelse om, 

at alle mennesker grundlæggende er tillidsfulde 

over for deres næste, dvs. de mennesker, som den 

enkelte kan relatere sig til. 

Til deres feltarbejde valgte de studerende sælgere 

af Hus Forbi at undersøge og erfare på egen 

krop, hvordan sælgerne mødes af deres medmennesker 

på gaden. Hus Forbi udstyrede dem med 

id-sælgerkort og kasketter, så de var klædt på til 

opgaven. 

Som netværksven hjælper du en hjemløs, som skal flytte fra herberget 

til egen bolig. 

I den svære tid efter et ophold på herberg er det vigtigt at have nogen, 

som kommer på besøg for en snak eller måske en fælles tur til det lokale 

medborgerhus. Er det dig? 

Som besøgsven for en hjemløs besøger du en af herbergets beboere ca. 

en gang hver 14. dag. Vi har fælleslokaler, hvor I kan spille kort, billard, 

drikke kaffe eller dyrke motion sammen. I kan også tage ud at fiske eller 

trave en tur i Valbyparken lige bag Kollegiet. I bestemmer selv, hvad I 

laver sammen, alt efter fælles interesser og humør. 

For begge opgaver gælder, at du skal være over 25 år. Vi forventer, at du er 

mødestabil, tålmodig og har et åbent sind. Til gengæld får du mulighed 

for et venskab med en person, som trænger til social kontakt, men som 

også har noget at give. 

Kontakt Bjarne Hartmeyer på tlf. 2834 5783 

eller bha.kollegiet@hjemlos.dk. 

Kollegiet Gl. Køge Landevej 

Gl. Køge Landevej 137 

2500 Valby 

Tlf: 3630 4321 

www.hjemlos.dk 


Roskilde Festival gav en hånd til de hjemløse 

af Sune Christiani | sune@christia9.dk 

foto Thomas Skjold 

Også de hjemløse var repræsenteret på årets 

Roskilde Festival. Morgencaféen (værested 

for hjemløse i København, red.) havde fået lov 

at stille en campingvogn op i Mediebyen på 

festivalen for at gøre festivalgæster, musikere 

og journalister opmærksom på de hjemløses 

problemer. 

Ud over Morgencaféen var SAND – de 

hjemløses landsorganisation, Hus Forbi og Giv 

din hånd, en forening, der holder koncerter og 

bruger overskuddet til arbejdet med hjemløse, 

repræsenteret i campingvognen. 

Årets festival var en stor succes for hjemløseorganisationerne, 

ikke mindst for Giv din 

hånd, der i løbet af festivalen fik skaffet de 

300 medlemmer, der skal til for at blive anerkendt 

som forening. 

- Roskilde Festival har været afgørende for 

os. Det er simpelthen grunden til, at vi har 

fået de nødvendige medlemmer, siger Michael 

Espensen, der er initiativtager til Giv din hånd 

og leder af Morgencaféen. 

Tommelfingeren op 

De mange nye medlemmer er ikke den eneste 

positive historie for de hjemløse. ’Hjemløsepræsten’ 

Asser Skude fra Kapernaumskirken, 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Overvejer du at blive frivillig i Røde Kors? 

På infoaften kan du høre om alle vores 

forskellige aktiviteter, før du beslutter dig 

til, hvor du vil lægge dit engagement. Læs 

mere på vores hjemmeside. 

Besøgsleder til Brønshøj/Vanløse 

eller Frederiksberg 

Til vores besøgstjeneste mangler vi frivillige 

besøgsledere. Som besøgsleder formidler du 

kontakt til mennesker, der har svært ved selv at 

skabe og bevare et netværk. Din vigtigste opgave 

er at holde samtaler med nye besøgsmodtagere 

og besøgsvenner samt at matche disse til 

gensidig glæde. Er du nysgerrig og interesseret, 

så ring og hør nærmere. 

Hovedstadens afdeling 


de frivillige og de hjemløse, Chopper og Lee, 

der var med på festivalen, fik massevis af positive 

tilkendegivelser fra festivalgæsterne. 

- Nogle stoppede op og snakkede, andre gav 

bare tommelfingeren op, når de gik forbi. Vi 

har fået så mange henvendelser fra folk, som 

siger, at det er fedt, vi var på Roskilde. Det synes 

jeg har været det fedeste ved at være her i 

år, siger Michael Espensen. 

En af de sidste gæster i hjemløsecampingvognen 

var Esben Danielsen, talsmand for Roskilde 

Festival. 

- Vi har jo været optagede af hjemløse i 

mange år. Vi synes, det kunne være en god 

måde at skabe opmærksomhed om de hjemløse, 

at de kunne få en stand på festivalen i år, 

siger han. | 

Jimmy Colding fra bandet Zididada fortæller om hjemløse, Hus Forbi og Morgencaféens arbejde. 

Sidste nye skrig? 

Til vores genbrugsbutikker i København og på 

Frederiksberg søger vi frivillige, som har lyst til 

at indgå i et servicemindet og imødekommende 

team af butiksfrivillige. Overskuddet fra tøjsalget 

går til international nødhjælp og socialt 

arbejde i Danmark. Vagterne ligger på 4-5 timer 

ugentligt. 

Vi er en blandet skare af mennesker i alle aldre, 

og vi har det sjovt og godt sammen. Som frivillig 

vil du hurtigt blive en del af det gode kammeratskab 

og en vigtig del af verdens største 

humanitære organisation. 

Kunne du tænke dig at arbejde i en butik? Og er 

du engageret og ansvarsbevidst? Så ring til os. 

Nordre Fasanvej 224, 2. 2200 København N 

Tlf.: 3833 6400, hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

hus 

forbi 

Generalforsamling 

Foreningen Hus Forbi holder 

generalforsamling 

torsdag den 24. september kl. 12 

i Kapernaumskirken 

Frederikssundsvej 45 

2400 København NV. 

Dagsorden ifølge vedtægterne. 

Forslag, der ønskes behandlet på 

generalforsamlingen, skal være 

bestyrelsesformand Stig Tarnow i 

hænde senest den 3. september på 

mail: stig@husforbi.dk

SKAL JOHNNY HA’ LOV 

TIL AT SPILLE FODB LD? 

Dit bidrag kan sikre hjemløse og udsatte mulighed for at dyrke idræt 

USIKKERHED & STABILITET 

I dag er Danmarks ældste tilbud om idræt til hjemløse og 

udsatte økonomisk afhængige af korttidsbevillinger fra 

stat, kommune, fonde m.v. Bidrag fra private og virksomheder 

kan sikre OMBOLDs tilbud om gadefodbold 

for hjemløse. 

UDENFOR 

Der er mellem 15.000 og 50.000 hjemløse og udsatte i 

Danmark, som ikke lige passer ind, er velsete, har råd 

til eller kan fungere i de etablerede idrætsforeninger. 

FORSKEL & FASTE RAmmER 

Du kan gøre en afgørende forskel - yd et gentagent 

eller et enkeltstående bidrag til OMBOLDs arbejde. 

OmBOLDS ARBEJDE 

• Landsdækkende gadefodboldstævner for udsatte. 

• Hjemløselandsholdet (ti mdr. gruppeforløb for 

udvalgte spillere), med deltagelse i Hjemløse VM. 

• Opsøgende og igangsættende arbejde på 

herberger, boformer og misbrugsinstitutioner. 

• MATCHBOLD, metodeudvikling. 

• Og meget andet... 

Læs mere på www.ombold.dk/johnny 

OmBOLD ER STØTTET AF 

KØBENHAVNS KOMMUNE 

Desuden støtter: 

SÅDAN 

STØTTER DU 

Betalingsservice 

www.ombold.dk/johnny 

Engangsbeløb: (Mrk. Johnny) 

Bank: 9541 4777097164 

Nykredit, LO, PFA, Nordea, TRYG Forsikring, Ekstra Bladet, 

SUS, Esbjerg Sociale Forening, Frederiksberg Kommune, 

HUS FORBI | nr. 88 | august 2009 | 29 

Spies Fonden, Arbejdernes Landsbank, 

Kammeradvokaten Advokatfirmaet Poul Schmit.

| vorherres køkkenhave | 

foto Scanpix 

| august | 

En juli måned for mange, mange år siden fødtes 

Julius Cæsar, og se – måneden blev opkaldt 

efter ham, og den havde hele 31 dage. 

Så kom såmænd den gode Augustus og mente, 

at den følgende måned burde opkaldes efter 

ham. Men – og der var et stort men! Denne måned 

havde kun 30 dage, og med lidt bestikkelse, 

besluttede senatet at udvide måneden med én 

dag, så Augustus ikke stod ringere end Julius ... 

Som at vandre i troperne 

Jeg kommer først af sted hen over middag, 

hvilket egentlig ikke betyder noget. På min 

første dag er målet nemlig kun at nå frem til 

et meget levende hegn, der grænser op til underskoven. 

Bonden, jeg kender, har atter givet 

mig lov til at lave bivuak, thi han ved, at jeg i 

respekt og kærlighed til naturen ynder at være 

anonym herude. 

Jeg synes egentlig, at min rygsæk er pakket 

fornuftigt, men efter ganske få kilometer 

føles den tung. Der er stadigvæk langt at trave, 

og selvom mit Nivarna er derude, forekommer 

eftermiddagens hede mig, som vandrede jeg i 

troperne. Med sveden drivende af mit syndige 

legeme går jeg og småmumler eder, forbandelser 

og mindre pæne ord i skægget. Og da Vorherre 

endnu ikke er stødt til mig, er det tilladt. 


Efter timers vandring uden skygge og følelsen 

af at have elefantmandens fødder i mine 

vandrestøvler, er jeg ved hegnet. Jeg smider 

mig i skyggen og får gang i pibe og stormkøkken. 

Egentlig ville en omgang myntete have 

gjort underværker, men jeg orker ikke at trave 

den lille kilometer til, hvor jeg ved, at mynten 

gror. Så det bliver pibe, kaffe og afslapning i 

nævnte rækkefølge. 

Det er vidunderligt klart. Over Kattegat kan 

jeg se både Jylland, Endelave og Samsø, og blot 

et meget langt stenkast herfra ligger den fynske 

perle Æbelø, som man kan vade ud til ved ebbe 

– kun iført et par røjsere. 

Blåmuslinger i samleposen 

Jeg har vist døset et stykke tid, for dagen er 

gået på hæld, og en altid oplagt Vorherre prikker 

mig i sidebenene med sin storetå. 

Ja, ja, jeg trænger til at blive frisket op, så 

mens Vorherre sidder og smånynner på min 

rygsæk, og inden jeg begynder at lugte af ”g” 

(udtalt på fynsk bliver det til ged, red.), begiver 

jeg mig mod kysten med håndklæde. 

Det er en dejlig og svalende frihedsfølelse 

at svømme ud og dykke mellem tangplanter 

for at plukke blåmuslinger. Da samleposen, der 

sidder i rebet omkring min midje, er fuld, lægger 

jeg mig på ryggen for med dovne bevægel- 

ser langsomt at svømme ind på smult vande. 

Jeg kunne have sparet mig håndklædet. 

Augustaftenen er dejlig lun, og med fornyet 

energi og kræfter laver jeg min bivuak ret op 

og ned af desserten, brombær, som er en del 

af det levende hegn. Muslingerne renser jeg 

hurtigt med en neglebørste og hælder dem i 

stormkøkkenets gryde i kogende vand. 

Selvfølgelig kunne Vorherre og undertegnede 

have lavet tangsuppe, men vi har besluttet 

os for at feste med hvidt brød og stegte 

muslinger i hed olie. For ikke kaldede så vid, at 

når muslinger nedsænkes i en væske, fortrænger 

de lige så meget … 

Men nu er det ikke en fysiktime, så jeg vil 

nøjes med at sige, at når muslingerne åbner sig, 

hældes vandet fra, kødet skrabes ud og vendes 

i den hede olie på stegepanden. Atter et herremåltid 

i Vorherres køkkenhave, suppleret med 

en enkelt pibe tobak, en stund i stille meditation 

og filosoferen i frihed og fred, mens drosler 

og andre befjedrede venner synger mig til ro 

under presenningen på min madras af grangrene. 

En vidunderlig søvn, drømmeløs og dyb. 

Fuglene og den opgående sol åbenbarer en ny 

dag, og hurtigt, efter en tår kaffe og de sidste 

muslinger fra i går, får jeg grejet pakket sammen. 

Vorherre og jeg er atter på farten.

Små seje brombær 

Ikke alle landmænd er sprøjtegale, nogle er 

økologiske og holder af Vorherres køkken have, 

hvilket vi oplever langs et af stendigerne, 

hvor både den røde valmue og den vellugtende 

kamille pynter og dufter. Sidstnævnte er en 

ældgammel lægeplante og stadig en uovertruffen 

medicinplante. 

Vi kommer til et lille vandløb, som vi følger 

en stund, og her står såvel brønd- som vandkarse, 

prægtige krydderier. Og kvan, som jeg ikke 

har set her før. Den dejlige duft, der ombølger 

os, kommer fra mjødurtens kumarinmættede 

univers, og det giver jo unægtelig en god undskyldning 

for et lille hvil, en kop te, støvlerne 

af og fødderne i det rindende vand. Der er stadigvæk 

et par kilometer til de store skove. 

Selvfølgelig når vi frem. Jeg har allerede 

skovhindbær i min fryser, så nu gælder det de 

små, seje brombær, som har været udsat for 

havgus (tåge fra havet, der lægger sig som en 

saltholdig dyne langs kysten). 

Der er mange, mange kilometer, men heldigvis 

gennem smukke skove, til rutebilens stoppested. 

Hvornår den kommer, aner jeg ikke, 

så jeg giver mig tid til at plukke et par poser 

brombær af bedste sort. 

Nu kære læser, vil jeg blot sige: Når du 

endelig er kommet ud i Vorherres køkkenhave 

her i august, så brug chancen til at få lavet en 

dejlig bærkompot eller en tærte. Og nyd så 

denne sidste sommermåned, inden vi når til de 

smukke efterårsmåneder. | 

steen viggo jensen 

steenviggo@galnet.dk 

Er tidligere hjemløs og udeligger. 

Boede i naturen fra 

foråret 1992 til vinteren 1993. 

To-tre gange om måneden overnatter 

Steen Viggo i naturen. 

Her skriver han dagbog, og den 

ligger til grund for hans månedlige 

naturfortællinger i Hus Forbi. 

Udgav i maj bogen ”Vorherres 

Køkkenhave”, 

se www.kokkenhaven.dk 

foto Robert Voxen 

Gabriels englekompot 

Hjemme i mit køkkenlaboratorium leger jeg ofte 

med de dejlige sager, jeg høster fra naturens 

overflødighedshorn. Har du fået skovhindbær og 

brombær med hjem, har jeg en opskrift på kompot, 

der får englene til at synge. Ja, selv ærkeengelen 

Gabriel går op i det høje C: 

500 gram brombær 

200 gram (økologisk) rørsukker 

300 gram skovhindbær 

Tag en tykbundet gryde og hæld brombærrene i 

sammen med sukkeret. Al slags sukker duer, men 

rørsukker giver et ekstra pift, der gør naboen 

misundelig. 

Rør sukker og brombær sammen med nænsom 

hånd og under svag varme i ca. 10 min. 

Tag så gryden af komfuret og rør – atter med 

nænsom hånd – hindbærrene i. 

Denne gudespise kan serveres i portionsglas med 

en god klat flødeskum. Min favorit er dog at lave 

en tærte med kompotten, iført en råcreme med 

basis i hindbær eller, når jeg er doven, en god 

gang flødeskum. 

www.andersagerbo.dk 

HUS FORBI | nr. 88 | august 2009 | 31 

foto Scanpix

Kampen 

mod kiloene 

For ni år siden røg Per Larsen ned i et sort hul med depression og overvægt, da 

hans kæreste blev dræbt i en trafikulykke. Nu vil den tidligere volleyballspiller 

tabe 25 kilo og er derfor begyndt at dyrke motion. 

| historie fra gaden | 

af Birgitte Ellemann Höegh | birgitte.hoegh@os.dk 


I en tidligere lagerhal, Boblehallen på Carlsbergs 

gamle fabriksareal på Vesterbro, holder 

udviklingsprojektet Matchbold til to hverdage om 

ugen. Her spiller de fodbold på den fast opstillede 

gadefodboldbane, og 

Per Nielsen er mødt op til 

kamp sammen med fem 

andre spillere – efter at 

dagen er startet i Matchbolds 

lokaler et andet sted 

på Vesterbro. Her har de 

spist morgenmad og smurt 

madpakker, der skal give 

brændstof efter fodboldkampen. 

- Jeg har ledt efter et 

kursus som det her i et 

års tid. For jeg er blevet 

temmelig overvægtig. Der 

sidder vel omkring 25 kilo for meget her, siger 

Per og klapper venligt sin mave, der er gemt godt 

bag to træningstrøjer. 

Kiloene er støt og roligt kommet på over de 

seneste ni år, efter at hans kæreste blev dræbt af 

en lastbil, og han selv gik ned med flaget. 

- Jeg fik en svær depression, der varede i seks 

måneder, fortæller Per. 

Men Per ville ikke acceptere sin sindstilstand, 

så han opsøgte Sct. Nicolai Tjenesten i Københavns 

centrum, hvor en medarbejder inspirerede 

ham til at lave en liste over de ting, han gerne 

ville ændre i sit liv. Det blev til en liste med 60 

punkter – lige fra personlige forhold til praktiske 

småting – som han ændrede på i løbet af et halvt år. 

De vigtigste medspillere 

Samtidig opsøgte han værestedet Mamma Mia på 

Utterslev Torv, hvor han mødte nogle mennesker, 

der tumlede med de samme ting som han selv: 

- De havde også brug for at være sammen 

med andre mennesker. De er de vigtigste medspillere 

i mit liv, og det har lært mig, at selvom 

folk har det svært, så kan de have nogle fantastiske 

ressourcer, siger Per. 


Vi har den regel, 

at man bare går 

ind på banen og 

gør det, man kan. 

Og når man ikke 

kan mere, ja, så 

går man ud igen. 

Læs flere historier fra gaden på www.husforbi.dk 

I dag har Per sat sig nye mål. Han vil gerne 

tabe sig, og kampen mod kiloene tager manden, 

der som ung spillede volleyball på divisionsniveau, 

i Matchbold: 

- Man har det godt, når man har rørt sig. Og 

det er også den følelse, jeg får i Matchboldprojektet, 

hvor vi også træner fitness. Vi har den 

regel, at man bare går ind på banen og gør det, 

man kan. Og når man ikke 

kan mere, ja, så går man 

ud igen. Sammenholdet er 

rigtig fint. For eksempel 

har vi indført fredagsbar 

ligesom studerende og laver 

smoothies hver uge. 

Vil fortsætte med 

motion 

- Jeg vil også gerne i gang 

med volleyball igen og 

har spillet et par kampe i 

Kæmperne (idrætsforening 

for voksne med psykiske 

lidelser, red.). Men jeg skal have ordnet en gammel 

volleyball-bruskskade i mit knæ, før jeg for 

alvor kan komme i gang, fortæller Per, som vil 

fortsætte med at dyrke motion efter Matchboldprojektet: 

- Jeg er selvfølgelig bekymret for, om det 

vil lykkes at tabe de ekstra kilo. Og indimellem 

falder det mig da ind, at jeg måske vil falde om 

en dag, hvis jeg ikke får gjort noget ved det. Så 

jeg skal i gang, siger han med en optimisme, der 

overgår bekymringen og også dækker det andet 

mål, han har sat sig. 

Per har ikke haft job, siden han gik ned med 

sin depression. Men han er uddannet elektriker 

og har også været jord- og betonarbejder, hjemmehjælper 

og banansælger på Strøget. Og nu har 

han talt med sin jobkonsulent om, at han er ved 

at være klar igen. 

- Vi har lavet en realistisk plan om, at jeg 

skal til at bruge mine hænder igen – måske som 

gårdmand eller vicevært. Det hele handler jo om 

at være motiveret – både i forhold til at smide de 

mange kilo og i forhold til jobbet. Og det synes 

jeg faktisk, at jeg er. | 

3 spørgsmål til 

Per Nielsen, 52 år og deltager 

i Matchbold 

Hvad er du glad for lige nu? 

- Jeg har lige fået nogle dejlige SP-opsparingspenge, 

så jeg skal til Irland sammen 

med min ven Bjørn. Vi har valgt Irland, 

fordi Edward, vores fantastisk kok på værestedet 

Mamma Mia, kommer derfra. Jeg 

har hørt, at det er et meget smukt land, så 

nu skal det være. 

Hvad bekymrer dig i øjeblikket? 

- Om jeg nogensinde får smidt mine 25 for 

mange kilo. 

Hvad fik du at spise til aftensmad 

i går? 

- Kartoffelsuppe, som Edward lavede til 

os. Han er frivillig og laver i øvrigt fantastisk 

god mad.

Han skal slå mig ihjel først” - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?