ny landstræner i - Hus Forbi

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 57 februar 2007 

Danmark har fået en 

ny landstræner i 

gadefodbold for hjemløse 

Flere begravelser uden pårørende • Brasiliens svar på Hus Forbi

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 3832 2324 

jaku-lina@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. 

marts. Deadline for indlæg er 8. februar 

Salg og marketing: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr: Giro (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Forsidefoto: 

Das Büro/Ulrik Jantzen 

www.loge86. dk 

I december 2006 slog Hus Forbi alle hid- 

tidige salgsrekorder og landede på knap 

72.000 solgte eksemplarer. Dermed 

ligger Hus Forbi nu som nummer to på 

listen over mest solgte månedsblade 

i Danmark – efter Bo Bedre*). Det skal 

dog lige nævnes, at salget af hjemløseavisen 

i julemånederne typisk ligger 20 

- 25 procent højere. Men det sidste års 

tid har Hus Forbi oplevet en fordobling 

i antallet af solgte aviser. Og hvorfor nu 

det? 

Som nystartet redaktør, mener jeg naturligvis, 

det blandt andet skyldes bladets 

indhold. Men vores dygtige sælgere har i høj 

grad også æren for den opadgående salgskurve. 

Mange af bladets sælgere har nu solgt Hus Forbi 

i et par år og er blevet gode til at skabe kontakt til 

kunderne med venlighed, humor og underfundige 

salgsargumenter. Og det har skabt mange faste kunder, 

som kender deres lokale sælger. 

Sælgerne må dog ind i mellem stadig lægge øre 

Layout: 

Westring + Welling A/S 

Tryk: 

Dansk Avistryk A/S 

Oplag: 75.000 

Distribution og abonnement: 

Notat Grafisk 

Nordkystvejen 2F 

8961 Allingåbro 

Tlf. 7026 7006 

abonnement@husforbi.dk 

Boformer for hjemløse, 

medborgerhuse, kulturhuse m.m. kan 

fungere som distributør for Hus Forbi 

– dvs. være udleveringssted af avisen 

til sælgerne. Kontakt os: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året - inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

ISSN: 1397-3282 

Rekord 

*) Jvf. Dansk Oplagskontrols tal for 2006 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er 72.000 eksemplarer 

(december 2006). Hus Forbi sælges af hjemløse 

og tidligere hjemløse – det man under ét kan 

kalde ”skæve eksistenser”. Avisen sætter fokus 

på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi 

samt ved at læserne køber avisen direkte af ”en 

skæv eksistens”. Hus Forbi har ca. 300 sælgere, 

der alle er udstyret med et id-kort udstedt af 

Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer 

for sælgerne som et alternativ til tiggeri 

og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle freelancere, 

fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte 

på redaktionen er redaktøren. I Hus Forbis sekretariat 

er der pt. ansat en økonomimedarbejder, 

en salgs- og marketingsmedarbejder, en sælgerrepræsentant 

og en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk 

af gadeaviser, INSP. 

Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold: 

der tæller 

Nedenstående er nye DM-sponsorer 

TAMU-Center Odense 

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: 

til kommentarer som: ”Få dig dog et job!” 

- Men det er jo ikke et arbejde, jeg mangler – det 

et sted at bo! Som en af vores sælgere plejer at 

svare. Han har jo et arbejde, synes han – han sælger 

Hus Forbi. Tidligere samlede han flasker. 

Det at vores sælgere er begyndt at betragte 

salget af hjemløseavisen som et arbejde, de står 

op til om morgenen og bruger nogle timer på som 

alternativ til tiggeri mm., kan forhåbentlig være et 

skridt frem mod at få en fod ind på det ”rigtige” 

arbejdsmarked. 

Så når vi her på Hus Forbi synes, det er glædeligt 

med en stigende salgskurve, så er det først og fremmest 

af den grund. 

Så tak til dig som solgte dette blad – og til dig 

som købte det. 

God læselyst. 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Redaktør af Hus Forbi 

Frederiksberg Kommune 

R i s o g R o s 

På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal 

du medtage følgende logoer: 

2 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De 

hus forbi · nr. 57 · februar 2007 3 

Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. 

Kulturministeriet skal fjernes 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

Sælgeren 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix 

Månedens 

TEMAFOTO 

Hej 

Jeg er en glad køber af Jeres avis. 

Jeg har altid syntes, at den er utrolig 

spændende, og samtidig er det 

perfekt, at man kan hjælpe mennesker, 

der har brug for det. 

Men, her på det sidste synes jeg, 

at den er blevet en smule ”tam”... 

Der mangler noget! Noget nyt. Jeg 

kan ikke præcis sætte fingeren på, 

hvad det er... Men, der mangler i 

hvert fald noget. 

Nu er det jo ikke op til læseren, 

hvad der skal og ikke skal stå i aviserne, 

men en smule ny-tænkning er 

aldrig af vejen. (Forkortet af red.) 

Med venlig hilsen, 

Jette 

Svar: 

Hej Jette. 

Tak for dit input vedrørende Indholdet 

af Hus Forbi. 

Jeg er da ked af, at du ikke 

længere er så glad en køber af 

Hus Forbi, som tidligere. Jeg kan 

fortælle, at Hus Forbi har været i 

den situation, at der ikke har været 

en fast redaktør på bladet det sidste 

halve år. 

Som nytiltrådt redaktør vil jeg 

naturligvis gøre mit bedste for at 

tilføre bladet ’ny energi’, men jeg 

synes faktisk, at Hus Forbi har budt 

på glimrende læsehistorier i de 

sidste mange numre, f.eks. har Hus 

Forbi som det eneste medie forsøgt 

at optælle antallet af gadehjemløse 

i København på det tidspunkt, hvor 

den danske vinter stod for døren 

”F… hvor jeg dog fryser” har en graffitimaler skrevet i Rosenborggade – et stenkast fra Hus Forbis sekretariat i 

Tornebuskegade 1. På billedet ses Hus Forbi-sælgeren Leif ”Kok” Baran. 

(Hus Forbi December 2006). 

Mvh., Jaku-Lina E. Nielsen 

Redaktør Hus Forbi 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Vedrørende de hjemløse fra Polen, 

der sælger Hus Forbi i København 

Som sælger af Hus Forbi kan jeg 

oplyse, at folk køber bladet i tiltro 

til, at det er de hjemløse i Danmark, 

de støtter. Jeg mener derfor, at 

da de ikke har cpr.nr., så hører de 

ikke til her, selv om de falder ind 

under EU-reglerne. Hvis Hus Forbi 

kunne formidle, at der blev lavet et 

hjemløseblad på samme måde som 

her, ville de kunnet blive hjulpet i 

hjemlandet. Hus Forbi er jo blevet 

til ved at kigge på de andres landes 

hjemløseaviser. De 250 sælgere, der 

er her, vil nemt kunne blive ti gange 

så højt, efterhånden som de kommer 

fra de øvrige, tidligere østlande, og 

så er ideen gået tabt. Der skal fokus 

på de hjemløse i Danmark. (Forkortet 

af red.) 

Hilsen Lis S. 

Sælger af Hus Forbi 

Svar: 

Det er rigtigt, at Hus Forbi som avis 

og projekt givetvis vil blive ændret 

betydeligt, hvis der pludselig kom 

flere hundrede sælgere hertil fra vores 

nabolande i øst. Men Hus Forbi 

kan rent juridisk ikke afvise dem. 

Foreløbig udgør de østeuropæiske 

sælgere dog kun 10 procent af 

vores sælger-korps på ca. 320, og 

deres andel er kun steget svagt 

det sidste års tid. Pr. 1. januar fik 

de udenlandske Hus Forbi-sælgere 

desuden et særligt, midlertidigt 

id-kort, som udløber efter seks 

måneder. Desuden er Hus Forbi ved 

at stable kortvarige danskkurser 

på benene, som de udenlandske 

sælgere skal deltage i for at kunne 

begå sig en smule på dansk. Der 

er allerede hjemløseaviser i flere 

østeuropæiske lande – bl.a. Polen. 

Østeuropæerne kommer primært til 

Danmark, fordi de har hørt, at vi har 

mangel på arbejdskraft. Ofte er det 

dog ikke helt så nemt at få fodfæste 

på det danske arbejdsmarked, og 

derfor arbejder de i en periode som 

www.andersagerbo.dk 

sælgere af Hus Forbi og er – sammen 

med de danske sælgere – med til at 

øge kendskabet og indtjeningen til 

Hus Forbi. 



- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Kære Hus Forbi 

Jeg køber altid jeres blad – både 

fordi det er godt, og fordi jeg 

sympatiserer med den sag, I kæmper 

for. Jeg kan også godt forstå, at der 

var mange sælgere på banen i december, 

så I kunne få del i de åbne 

tegnebøger og folks velvillighed i 

den søde juletid – men det irriterede 

mig og virkede anmassende. 

Min irritation blev vakt igen, 

da jeg mødte en sælger med jeres 

januarnummer allerede den første 

arbejdsdag efter nytår. Jeg synes I 

skal overveje, om det massive fremstød 

kan give bagslag. 

Mange hilsner, 

Karen 

Svar: 

Nu er det sådan, at antallet af Hus 

Forbi-sælgere hænger sammen med, 

hvor stor gruppen af ”skæve eksistenser” 

er i dagens Danmark – og 

ikke med Hus Forbis ambitioner om 

at lave ”massive fremstød”. Det står 

desuden enhver frit for, om man vil 

købe Hus Forbi eller ej. 



Foto: Holger Henriksen

Ny træner for 

hjemløselandsholdet 

Forberedelser til sommerens 

VM i Gadefodbold for 

Hjemløse i København er i 

fuld gang. I spidsen for det 

danske landshold står en 

ny træner, Janek Majewicz 

– mød ham her. 

Af Tina Juul Rasmussen 

Foto: DAS BÜRO 

På en kold og grå januardag, hvor folk skutter 

sig i frakkerne og haster over pladsen, er det 

svært at se scenariet for sig: At Rådhuspladsen 

til sommer i en uges tid vil være omdannet til 

et sydende VM-stadion. At hjemløse fodboldspillere 

i farvestrålende landsholdstrøjer fra 

hele verden vil stå smilende og stolte, når 

deres nationalmelodier spilles – for senere at 

kæmpe intenst om bolden på de små mobile 

baner, omgivet af tribuner med tusindvis af 

hujende tilskuere fra ind- og udland. 

Nyt hold på banen 

Og når det danske hjemløselandshold løber på 

banen, er en af dem, som råber allerhøjest, 

>> 

landstræner Janek Majewicz. 

1. februar overtog han opgaven efter Max 

Wettendorff med at få de ti danske gadefodboldspillere 

– som netop er ved at blive 

udtaget til landsholdet – i både fysisk og 

mental form til det krævende VM-program. 

Spillerne, der kommer fra hele landet, har 

deltaget i de hjemlige turneringer i gadefodbold 

og bor fortrinsvis på forsorgshjem. Der 

er dog to ”gengangere” fra sidste års landshold, 

Kim Thomsen og Ken Bell Rasmussen. 

- Min opgave med holdet bliver selvfølgelig 

først og fremmest at træne dem fodboldmæssigt. 

Men gennem socialfaglige temaer 

vil jeg også lade dem stifte bekendtskab 

med stofedukation (viden om euforiserende 

stoffers skadelige virkninger, red.), rygestop, 

kost, visualisering og ikke mindst tale 

beskæftigelse med dem, siger den 33-årige 

landstræner. 

Janek Majewicz har arbejdet som stofmisbrugsbehandler 

på et rådgivningscenter 

i Københavns Kommune de seneste tre år og 

har en fortid som fodboldspiller i KB gennem 

18 år. 

Heller ikke i VM-sammenhænge er Janek 

Majewicz ny. Han har været tilknyttet 

OMBOLD – den organisation, som står bag 

gadefodbolden for hjemløse i Danmark – som 

konsulent siden 2004 og har her blandt andet 

fulgt de tidligere danske landshold, senest 

ved VM i Cape Town sidste efterår. 

Fodbolden gør en forskel 

Derfor er han også ganske klar i mælet, når han 

svarer på hvilke erfaringer fra især det seneste 

landshold, som er værd at bygge videre på: 

- Vi skal holde klar fokus på fællesskabet 

på holdet, som betyder fantastisk meget, og 

motivere spillerne til at være med i aktiviteter, 

som de kan profitere af, når VM er slut. 

Vi har hørt fra de tidligere spillere, at det 

giver dem et utroligt selvværd at være med 

i sådan et forløb, men hvis de ikke har gang 

i noget – job, uddannelse eller andet – når 

projektet er slut, oplever de et tomrum og en 

ensomhed. 

- Derfor vil vi også arbejde på at få deres 

bagland – netværk og kommuner – som 

medspillere. Fodbolden – og projektet – gør 

virkelig en forskel. Det skaber selvværd, 

team-spirit og fællesskab – vigtige fokuspunkter 

for alle mennesker – og et positivt 

udgangspunkt, som forvaltningerne, behandlerne 

og kontaktpersonerne måske ikke har 

set tidligere, og som kan bruges til at hjælpe 

den enkelte videre i sit liv, netop ved at tage 

udgangspunkt i hans kompetencer – som 

altså også kan være af fodboldmæssig karakter, 

siger Janek Majewicz, hvis motivation 

i jobbet er den samme – at hjælpe spillerne 

videre: 

- Jeg har set, at fodbold – og idræt i det 

hele taget – om noget kan gøre en forskel. 

Du kan ikke være påvirket, når du spiller. Så 

falder du i hvert fald hurtigt igennem. 

Og det er fedt at opleve, 

at deres puls banker hurtigt 

– ikke på grund af stoffer, 

men fordi de har ydet en 

fysisk præstation. 

Bruger visualisering i træningen 

At deltage i et VM som hjemløs er en stor 

ting for alle, som er med. Som Janek Majewicz 

udtrykker det: 

- Nu har jeg selv to gange prøvet at stå 

der i rødt og hvidt, og det kun på sidelinien... 

og når det rykker i mig, rykker det i 

hvert fald også i dem. 

Så for at forberede spillerne bedst muligt 

på hele oplevelsen bruger Janek Majewicz visualisering 

– en metode, hvor man gennem meditative øvelser 

på forhånd forestiller sig og gennemlever bestemte 

situationer. Det kan f.eks. være at sparke et vigtigt 

straffespark eller ikke lade sig påvirke af tilskuernes 

tilråb, når man løber rundt på banen. 

- Vi brugte det sidste år på landsholdet, og spillerne 

gav udtryk for, at det havde en god og beroligende 

effekt på dem. Det hjalp dem til at holde fokus og 

koncentration og ikke lade sig forstyrre af omgivelserne, 

netop fordi de følte, at de ”havde været der før”, 

fortæller Janek Majewicz. 

Fakta om VM i Gadefodbold 2007 

Hvornår: Den 28. juli-4. august (begge dage inkl.) 

Sted: Rådhuspladsen i København 

Deltagere: 48 hold fra hele verden – cirka 500 hjemløse 

spillere. 

Kampprogram: Der skal spilles omkring 312 kampe. 

Danmark: Deltager med et landshold og stiller med et 

reservehold på 10 spillere som værtsland. Reserveholdet 

træder til i tilfælde af skadede spillere. 

Arrangører: The Homeless World Cup, OMBOLD, 

Københavns Kommune, og Socialministeriet. 

Historie: Det er 5. gang VM i Gadefodbold for Hjemløse 

afvikles. Næste år bliver i Melbourne, Australien. 

4 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 5 

>> 

taj

En vinter på gaden 

kræver sul på kroppen 

Projekt UDENFORs mobile café har siden 

2001 opsøgt gadefolk seks dage om ugen 

i København – med ordentlige og robuste 

måltider. Hus Forbi var med en aften 

Af Helle Jørler 

Fotos: Lisbeth Johansen 

- Mad er et godt middel til at komme 

i kontakt med folk på, siger ”madfar,” 

Brian Sørensen, der er ansvarlig for 

projekt UDENFORs Mobile Café. 

Det er ikke løgn. Vi har alle 

sammen et forhold til mad fra fødsel 

til død. Og der er knyttet en million 

følelser og erindringer til smagsløg 

og lugtesans. Foruden, naturligvis, 

at det gælder vores overlevelse. 

Især, når man ikke får varme fra en 

radiator eller en pejs mellem fire 

vægge. Der skal en del kalorier til at 

overleve en vinter på gaden på disse 

breddegrader – om end vintre ikke 

er, hvad vintre har været. 

- Ene grøntsager og fisk vækker 

ikke så stor begejstring, men kødmad, 

gerne i kraftige supper med godt brød 

til og i rigelige mængder, er populært 

blandt gadefolket, forklarer Brian 

Sørensen, der er selvlært både det 

ene og det andet, mens han læsser 

varevognen, som fikst er indrettet 

med hylde/skuffesystemer og lys i 

smækken. Duften er uimodståelig fra 

dagens irske stuvning med svinekød, 

kartofler, gulerødder, løg, selleri, 

brød… Kaffe, the, kakao og kager 

er der også. 

Brian begyndte i 2001 som frivillig, 

da cafeen så dagens lys, og 

endte med at have arbejdet som job. 

Normalt er det to frivillige, som færdiggør 

den mad, Brian har forberedt 

fra grunden om formiddagen sammen 

med en køkkenassistent, og de kører 

så ruten fra kl. 18. I aften er der forfald, 

så han træder selv til – sammen 

med Lise, 25 år, snart udlært i human 

ernæring fra Suhrs Seminarium. 

- Årh, jeg ved ikke, siger hun beske 

dent om sit engagement… - jeg 

synes, det blev lidt kedeligt og indholdsløst 

at sidde med veninderne 

på så den ene café og så den 

næste… jeg ville gerne give lidt af 

mit overskud. 

Den lille, spinkle kvinde smiler 

blidt og retter på brillen og tager 

det forbløffende roligt, da hendes 

bofælle ringer og fortæller om vandskade 

her mellem jul og nytår. Lise 

er uden frygt eller fordomme, når 

hun færdes stilfærdigt med sødme 

mellem gadens folk og sludrer roligt 

med dem, mens hun serverer og observerer, 

om alle har det, de behøver. 

Hun fortæller, at det nærmest kan 

være en fordel at være ude som 

kvinde, fordi de hjemløse passer 

godt på de kvindelige frivillige og 

sørger for justits i egne rækker, når 

der serveres. 

Første skridt kan 

være en kop kaffe 

Ved en S-togs station venter mange. 

De fleste tøer først hænderne op med 

en kop varmt. Så spises der i vintermørket. 

Tavst. Hundene sniffer. En 

ældre mand med barnevogn som base 

skaber lidt hygge med en lygte med 

fyrfadslys i. Der bliver spurgt lidt til, 

om der er vanter, huer, soveposer 

med? Men det er der ikke i dag. 

Brian lover, at der kommer varme 

ting med de næste dage. 

- Vores hovedmålgruppe er 

psykisk syge på gaden. Men vores 

motto er: ”Hellere et måltid for 

meget end et for lidt.” Vi har da 

også den glæde, at nogle af de 

meget alkoholiserede er blevet 

bedre til at få noget fast føde ned 

– det er ingen dårlig begyndelse, 

siger Brian. 

- Vi holder lidt øje med, hvordan 

det går vores ”stamkunder.” Og ca. 

12-13 gange årligt bliver vi kontaktet 

af de sociale myndigheder, fordi de 

ikke kan etablere kontakt med en 

medborger. Eller vedkommende 

vender ryggen til, bogstaveligt talt. 

Dér kan vi nogle gange gøre en 

indsats på gadeniveau, selv om der 

ofte må en uhyre langsommelig 

tillidsopbyggende fase til. 

Senere på ruten kører vi også et 

måltid mad ud til en psykisk syg, 

Billede længst til højre: 

- Jeg synes, det blev lidt kedeligt 

og indholdsløst at sidde med 

veninderne på så den ene café og 

så den næste, fortæller Lise (med 

briller), der arbejder som frivillig 

i Den Mobile Café. 

- Det er RØVkedeligt at leve på 

gaden – og ingen almindelige 

mennesker uden problemer gør 

det frivilligt i længere tid, siger 

”madfar,” Brian Sørensen fra 

Projekt UDENFOR’s mobile café. 

Bag ham Lisbeth, SAND’s Københavnerrepræsentant. 

der ganske vist ikke bor på gaden 

mere, men så rigeligt har ”aftjent 

sin værnepligt” ved at leve 20 år 

under Langebro uden kontakt med 

nogen. Og som til at begynde med 

ikke ville have kontakt med cafeen, 

men forsigtigt begyndte at tage 

imod en kop kaffe, der blot blev 

stillet ned til ham under broen. Og 

så fremdeles, skridt for skridt. Til 

sidst lod han sig indlægge, og det 

lykkedes Brian at finde en lejlighed 

til ham. 

Også i aften er der indløbet en 

”efterlysning.” Vi finder den beskrevne 

på en S-togs station. Han har kun 

levet en lille måned på gaden og er 

pæn i tøjet. Alligevel genkendelig. 

To grønlandske Hus Forbi sælgere, Johan Ole Kleist og Marie 

Nikolajsen, glæder sig over det nærende måltid mad. 

Lise går uden dikkedarer hen og 

spørger lavmælt, om han har lyst til 

et måltid mad. Han kigger noget forundret 

op på hende. Men tager imod 

med glæde. Snakker lidt. Kontakten 

er etableret. Kravløst. 

hj@freelanceriet.dk 

30 frivillige tager ud to ad 

gangen med Den Mobile Café 

i København fra kl. 18 mandag 

til fredag året rundt. Om 

lørdagen laver de frivillige 

maden sammen fra kl. 10 og 

kører ud med den ved middagstid 

i H.C. Ørstedsparken – der 

også danner rammen om en 

julefrokost og i sommerhalvåret 

grill om lørdagen kl. 13. Ud 

over de frivillige er der ansat 

to gade-socialpædagoger og en 

praktikant – og Brian Sørensen. 

Cafeen uddeler 40-50 portioner 

varm mad pr. aften, og hvis der 

bliver noget til overs bliver det 

afleveret til ”Reden,” værested 

for prostituerede på Vesterbro i 

København. 

Der er afsat ca. 1 million kroner 

årligt til løn, bil og råvarer 

– desuden er grøntsager, brød 

og kager sponseret. Midlerne 

stammer dels fra SATS puljen, 

dels fra OAK Foundation, 

Schweiz. 

Lidt hygge med en lygte kan man 

vel altid skabe… 

6 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 7

Hus Forbi i Brasilien 

Det kan bedre betale 

sig at tigge 

Selvom der er titusindvis uden tag over hovedet 

i Brasilien, sælger kun 40-50 hjemløse, 

gadeavisen ”Ocas”. Det skyldes blandt andet 

politikernes syn på de hjemløse og brasilianernes 

hjælpsomhed. 

Af: Rita H. Svennum 

Foto: scanpix 

Da den brasilianske gadeavis, Ocas 

udkom for første gang i 2002 fik de 

hjemløse endelig et talerør, hvor de 

kunne fortælle om deres liv. Men de 

fik også snart problemer: 

- Lokalpolitikerne i Rio de 

Janeiro anser hjemløse for at være 

værdiløse. Da vi skrev om, hvordan 

politiet driver klapjagt på dem, bad 

de uofficielt socialarbejdere om at 

smide Ocas-sælgere ud af de kommunalt 

drevne huse for hjemløse. 

Selvfølgelig valgte de et gratis 

tag over hovedet, når de fik valget 

mellem at bo der eller sælge Ocas, 

fortæller redaktør Luciano Rocco. 

Politiet fjerner også de hjemløse 

fra de riges boligområder og fra de 

populære strande Copacabana og 

Ipanema. Heller ikke hos de handlende 

er de hjemløse velkomne. De 

lader vand sive ud under frontpartiet 

af deres butikker hele natten, 

så de hjemløse ikke kan sove der. 

Alle hjælper alle 

Luciano Rocco er en af initiativtagerne 

til Ocas, som bliver solgt i 

storbyerne Rio de Janeiro og São 

Paulo. Her sælger cirka 40-50 hjemløse 

gadeavisen. Men der er en stor 

udskiftning blandt sælgerne. 

- For de hjemløse i Brasilien har 

et kortsigtet syn på livet. 

Det bebrejder jeg dem selvfølgelig 

ikke. Det er nemlig nemmere 

at tigge end at sælge. De fleste 

brasilianere giver altid en skilling til 

en tigger. Det ligger i vores kultur 

at hjælpe, men vi burde tænke 

på, hvordan vi er solidariske, siger 

Luciano Rocco. 

I Brasilien er der ikke et socialt 

system, der tager sig af de fattige. 

Derfor er der mange frivillige hjælpeforanstaltninger: 

Der er huse for 

hjemløse, der er mulighed for at få 

et gratis måltid mad, og flere steder 

uddeler folk gratis tøj og sko til de 

fattige. 

- Men det burde være mere 

attraktivt at arbejde end passivt 

at modtage ydelser, siger redaktør 

Luciano Rocco. 

Få, men trofaste læsere 

Ocas er siden starten udkommet i 

7.500 eksemplarer. Det er ikke ret 

mange i forhold til, at der bor 186 

mio. mennesker i Brasilien. Til sammenligning 

blev der solgt 72.000 

eksemplarer af Hus Forbi i december 

2006. 

- Det er dels et udtryk for, at vi 

har svært ved at finde firmaer, der 

vil reklamere i Ocas. Det skal også 

ses i lyset af, at brasilianer læser 

meget lidt aviser og blade. For 

eksempel udkommer et af de største 

dagblade kun i 311.000 eksemplarer 

dagligt. Tv har et meget bedre tag i 

befolkningen, siger Luciano Rocco, 

der trøster sig med, at det stabile 

oplagstal viser, at Ocas har en trofast 

læserskare, der interesserer for 

hjemløses livsvilkår. 

- Vi prøver at få journalister på 

aviser, radio og tv til at tage emnet 

hjemløse op. Det gør vi blandt andet 

ved at vise dem forskellige sider af 

de hjemløses liv, og at diskutere 

samfundets ansvar overfor denne 

gruppe. Men medierne har mange 

fordomme, siger Luciano Rocco, 

der sammen med 20-25 frivillige 

journalister, layoutere, fotografer og 

reklamefolk laver Ocas. 

Ocas – mere end en avis 

Penge er ikke altid det eneste 

problem for en hjemløs. Mange har 

ar på sjælen ovenpå et hårdt liv på 

gaden. Derfor tilbyder Ocas sine 

sælgere at deltage i blandt andet 

teaterterapi. Her kan sælgerne lufte 

deres problemer overfor andre i 

samme situation. Det kan være en 

sælger ikke kan betale sin husleje. 

Eller en, der støder på problemer, 

når han sælger Ocas. Sammen finder 

de frem til et forslag til løsning, og 

under ledelse af en teateruddannet 

opfører de et drama over en af de 

hjemløses problemstillinger. 

En frivillig psykolog tilbyder 

gruppeterapi efterfulgt af individuelle 

samtaler. I et skriveværksted 

kan sælgerne også være med til at 

skrive i Ocas. En journalist hjælper 

sælgerne med at komme på ideer til 

artikler, at finde egnede kilder til 

deres historier, at interviewe og at 

skrive artiklerne. 

Selvtilliden vokser 

Det sværeste ved at sælge Ocas 

er at sælge et blad for hjemløse. 

Sælgerne oplever ofte, at de bliver 

opfattet som kriminelle, og derfor 

bliver folk på gaden bange for dem. 

- Dem, der kommer sig over 

denne følelse, kan få penge til 

tøj, husleje og lidt at spise. Mange 

hjemløse er misbrugere og bruger 

pengene fra salget af Ocas til deres 

misbrug. Vi stopper dem ikke i det, 

men prøver at få dem til at erkende 

Ocas 

– en brasiliansk gadeavis: 

deres problem, siger Luciano Rocco, 

der kender alle sælgerne i Rio de 

Janeiro. 

- Sælgernes forhold til andre 

bliver også bedre. De får et netværk. 

Nogle sælgere har fået et formelt arbejde 

gennem læsere af Ocas. Mange 

læsere skriver til os: ”Jeg kan ikke 

forstå, at han var hjemløs”. Folk har 

et indtryk af, at hjemløse ikke kan 

noget. Men når de står og sælger 

Ocas, skal de fortælle køberne 

om, hvad ideen er med bladet. Det 

kræver meget af den enkelte. Det 

lyder som en kliché, men sælgerne 

får selvtillid, siger redaktør Luciano 

Rocco. 

”Ocas” betyder ”hus” på indiansk og forkortelsen af Organização Civil de 

Ação Social. 

Oplag: 7.500 

Antal indbyggere i Brasilien: 186 mio. 

Andel hjemløse: cirka 0,1 procent 

Det skriver Ocas om: 

Ocas behandler kulturelle og sociale emner. Blandt andet bringer avisen 

interviews med alt fra skraldsamlere til popstars. Læserne får anmeldelser 

af teaterstykker og bøger samt en liste over nyttige hjemmesider. 

Skuespillere og politikere skriver om sociale emner. Forskere i hjemløses 

vilkår fortæller om deres nyeste resultater. 

Kilde: redaktør Luciano Rocco, Ocas 


>>

Efter otte år i en seng hos sin søster 

Jeg er uafhængig nu 

som arbejdsløs, skizofren og epileptiker 

var det en stor glæde, da Marisa 

Suraci kunne købe sig et lille brød for 

egne penge. 


Foto: Dalton Valerio 

Marisa Suraci blev født med epilepsi. Men hun arbejdede i mange 

år for et firma i Rio de Janeiro, der lavede dekorationer til store 

varehuse. Det gav gode penge. Hun havde en kæreste i en anden 

by. Ham besøgte hun tit i firmabilen. Men en dag lukkede firmaet, 

og kæresten slog op. Hun var da i slutningen af tyverne. 

Ulykkerne blev ved med at regne ned over Marisa Suraci. Hendes 

mor døde under en hjerteoperation. 

- Og min far døde kort tid efter på grund af rygning og hjerteproblemer. 

Til sidst kunne min bror ikke klare det mere, så han 

begik selvmord, fortæller 41-årige Marisa Suraci. 

Ledig, skizofren og epileptiker 

Hun selv blev ramt af skizofreni og flyttede ind hos sin søster. I 

otte år lå hun i en seng ude af stand til at tage vare på sig selv. 

- Min søster hjalp mig, men jeg kunne ikke lide at bede hende 

om noget. Så en dag, da jeg manglede et par sandaler, gik jeg hen 

i en katedral, hvor de delte tøj og sko ud til fattige. Her blev jeg 

præsenteret for gadeavisen Ocas, fortæller Marisa Suraci. 

Hun kunne straks lide konceptet. I fire år har hun nu stået 

foran et af universiteterne i Rio de Janeiro og solgt Ocas. 

- For første gang kunne jeg købe et lille brød til mig selv! Det 

var helt fantastisk. Bare det at skrive en huskeseddel og gå ned 

at købe varerne! Det havde jeg ikke gjort i otte år, siger Marisa 

Suraci. 

At sælge Ocas gav hende selvtilliden tilbage. 

- Jeg er blevet uafhængig. Jeg bor dog stadig hos min søster. 

Men nu jeg hjælper hende blandt andet med at hente hendes søn 

og handle ind. Nogle gange plager han mig om et stykke slik eller 

legetøj. Det var en stor dag, da jeg for første gang kunne købe 

noget til ham… 

Ocas reddede mit liv 

Eduardo Fausto var tæt 

på at blive slået ihjel af 

en narkobande. Men da 

de fandt ud af, at han 

solgte gadeavisen Ocas 

slap han med livet i 

behold. 


Foto: Dalton Valerio 

Marisa Suraci står mange timer hver dag foran et af universiteterne i Rio De Janeiro og sælger gadeavisen Ocas. 

Narkomiljøet i Rio de Janeiro er meget 

voldeligt. Det har 26-årige Eduardo 

Fausto mærket på sin egen krop. I en af 

mange slåskampe blev hans hjerne så 

skadet, at han er nødt til at tage medicin 

for det. 

For tre år siden begyndte han at sælge 

gadeavisen Ocas. Den reddede i bogstaveligste 

forstand hans liv: 

- En dag mødte jeg min tante på 

gaden. Jeg ville lige vise hende mit pas, 

som jeg havde fået i forbindelse med 

VM i hjemløsefodbold i Sverige. Men en 

narkobande troede, jeg kom for at sælge 

narko for en anden bande og overfaldt 

mig. De stoppede først, da jeg viste dem 

et eksemplar af Ocas. De sagde, at de ikke 

ville slå mig ihjel, når jeg var Ocas-sælger. 

Jeg er Ocas meget taknemmelig, siger 

Eduardo Fausto. 

Det er en ære 

12 timer hver dag står han foran en af 

biograferne eller universiteterne i Rio de 

Janeiro. Salget af Ocas har betydet meget 

for ham: 

- Det giver mig en følelse af at sælge 

et blad med vigtige artikler. Og pengene 

hjælper mig i min hverdag til at skaffe 

mad og tøj. Det er en ære at arbejde for 

dette blad. 

Kunsten at tælle hjemløse 

Af Ask Svejstrup 

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) har lavet et 

af de helt store nytårsforsætter, da hun sprang 

ind i det nye år: At afskaffe hjemløshed! 

Første skridt er at kortlægge omfanget af 

fænomenet hjemløshed. Heldigvis har hendes 

storslåede plan også en kvalitativ dimension, der 

indeholder en kuglegravning af, hvem de hjemløse 

er (sådan er retorikken i hvert fald), og hvad det 

er for problemer, de hjemløse skal have løst, for 

at blive reintegreret i samfundet og komme videre 

i det floromvundne arbejdsliv. 

Det er dejligt forfriskende at høre, at Eva Kjer 

Hansen vil give hjemløse ”den rigtige hjælp og 

støtte”. I alt for mange år, er hjælpen og støtten 

blevet givet på normalsamfundets præmisser, 

hvilket i sagens natur kun har et formål: at gøre 

folk til gode gedigne skatteborgere med 

3 ½ sygedag om året og medfølgende 

stress, ikke mindst over den 

tid man spildte i sengen. 

Ask Svejstrup, landssekretær i SAND 

- de hjemløses organisation – skriver 

om socialministerens ambition om at 

afskaffe hjemløshed i Danmark. 

God start på nyt år 

Hus Forbi har de sidste tre måneder fulgt Jens i 

kampen for at få hjælp fra Tårnby Kommune. 

For første gang i 28 år oplevede Jens i starten 

af januar at få kontanthjælp – uden problemer. De 

mange år uden for arbejdsmarkedet har sat sine 

spor, og han håber på, at han på et tidspunkt vil 

få tilkendt en førtidspension. Så langt er kommunen 

på nuværende tidspunkt ikke parate til at gå, 

selv om både læger og psykiatere har udtalt, at de 

ikke levner ham mange chancer efter så mange år 

uden for arbejdsmarkedet. 

Jens venter stadig på en indkaldelse fra jobkonsulenten, 

der skal prøve at finde en arbejdsgiver, 

som vil gennemføre arbejdsprøvningen. (Jens 

er et opdigtet navn. Hans fulde navn og adresse 

er redaktionen bekendt). 

- hye 

Om natten før skoven 

Den franske forfatter og dramatiker Bernard-Marie 

Koltés´kultagtige monolog, om et hjemløst menneskes 

ukuelige søgen efter identitet, kærlighed 

og seksualitet spiller frem til den 21. februar på 

Kaleidoskop på Nørrebrogade i 

København. Monologen er oprindeligt 

skrevet til en mand, men 

i Kaleidoskops opsætning spilles 

rollen for første gang af en kvinde 

– Laura Drasbæk (billede). Søren 

Lenander har instrueret forestillingen. 

www.kaleidoskop.dk 

- jalini 

Men tilbage til første led i planen; at tælle de 

hjemløse. Hjemløshed er et flertydigt fænomen, 

som ikke alene omhandler det at stå uden tag 

over hovedet. Der kan være misbrug, psykiske 

problemer, mangelfulde økonomiske og sociale 

ressourcer, rodløshed og kriminalitet involveret 

i fænomenet. Og for at gøre definitionen endnu 

mere vanskelig, så kan man godt være hjemløs, 

selvom man har en bolig. Allerede nu tegner 

det til at blive rigtigt svært at tælle Danmarks 

hjemløse. Det er formentligt også derfor, at der 

ikke er nogen, der har vovet pelsen før og talt de 

hjemløse i Danmark. 

Hvis man lader sig inspirere af en europæisk 

definition af hjemløshed, kan man kategorisere 

hjemløse i fire kategorier*): 

1. Gadehjemløse: Folk der sover på gaden og ikke 

kommer på hjemløseinstitutioner 

2. Boligløse: Folk der opholder sig midlertidigt 

på en hjemløseinstitution 

3. Usikker eller utilstrækkelig boligsituation: 

Husbesættere, folk der bor hos venner og bekendte, 

fremleje, discounthoteller mm. 

4. Utilstrækkelige boligforhold: Folk der bor 

ulovligt i kolonihavehuse eller campingvogne 

o.lign. 

I Danmark har vi umiddelbart kun oplysninger 

om kategori 2: De borgere der opholder sig på 

Højt humør på Grisobasovitz 

Erna Iversen alias 

skuespiller Peter Larsen 

vakte begejstring, da 

han entrerede Grisobasovitz 

den 22. december 

for at underholde 

til restaurantens julemiddag 

for hjemløse 

i København. Siden 

2004 har Christianshavner-restauranten 

i 

samarbejde med Hus 

Forbi inviteret hjemløse og ’skæve eksistenser’ på 

god traditionel dansk julemad. 

Sidste år skiftede restauranten ejere, og der var 

derfor lidt nervøsitet for, hvordan middagen ville 

spænde af. Men nervøsiteten viste sig ubegrundet, 

for det hele forløb i ro og orden, og som man kan se 

på billedet var humøret højt – også selv om der kun 

blev serveret citronvand og nisseøl. 

- jalini 

Auktion til fordel for hjemløse 

Den første årgang professionsbachelorer på Håndarbejdets 

Fremmes Seminarium er netop blevet 

færdiguddannede. Og fra den 24. februar til den 1. 

april udstiller afgangseleverne deres afgangsprojekter 

i Øksnehallen i København – udstillingen viser 

med forskellige virkemidler bachelorernes kompetencer 

og vil samtidig – via en auktion – samle 

penge ind til tøj til hjemløse i København. 

- jalini 

Foto: Holger Henriksen 

boformer for hjemløse. Det er også med udgangspunkt 

i dette antal borgere, at tidligere vurderinger 

af antallet af hjemløse er blevet foretaget. Det 

tal har ligget nogenlunde stabilt på 7 – 8.000 de 

sidste mange år. Hvis man hertil lægger 50 procent, 

som et skøn over de hjemløse, man ikke kan 

tælle, har man det ”officielle” tal på 10 – 12.000 

hjemløse, Socialministeriet arbejder med. 

I SAND – De hjemløses organisation – lægger vi 

stor vægt på, at man ser på den enkelte hjemløses 

problemer og ikke laver enhedsløsninger, der 

skal presses ned over alle hjemløse. Ved at se på 

hjemløshed som en størrelse frem for et fænomen, 

er der fare for, at man glemmer mennesket 

bag tallet. 

Heldigvis tyder socialministerens udmeldinger 

på, at hun vil gå langt for, at det ikke sker denne 

gang i hendes bestræbelser på at nedbringe 

antallet af hjemløse. At få sat antal på hjemløsheden, 

kan ydermere give os en mulighed for at 

følge udviklingen historisk og være et redskab 

til bedre at vurdere, hvorfor gruppen af hjemløse 

stiger eller falder. 

Derfor hilser vi i SAND Eva Kjer Hansens initiativ 

velkommen, og vi ønsker hende alt mulig held… 

ja især held med at tælle os. 

*) Kilde: ETHOS’ definition, www.feantsa.org og ”Ud af Hjemløshed”, Lars Pico 

Geerdsen m. fl., SFI, s. 17, (05:02), 2005) 

Hus Forbi beklager! 

I sidste nummer af Hus Forbi bragte vi en artikel 

om de Hus Forbi-sælgere, der har østeuropæisk 

baggrund. Som illustration til artiklen bragte vi 

et billede af Hus Forbi-sælgeren Bjørn Augustinus 

Egede, der sælger Hus Forbi i Vanløse. Bjørn 

Augustinus Egede er af grønlandsk oprindelse og 

er dansk statsborger. Hus Forbi beklager billedbrugen. 

- jalini 

Ens i tøjet 

Hvis du her i vintermånederne har studset over, 

at Hus Forbi-sælgerne er begyndt at se ret ens ud 

i tøjet, så er det fordi Hus Forbi i december-nummeret 

opfordrede læserne til at sætte 200 kroner 

ind på en ”jakke-konto” – gerne øremærket en 

bestemt sælger. Det har flere hundrede af Hus 

Forbis læsere gjort med det resultat, at alle Hus 

Forbis 320 sælgere har kunnet købe en vinterjakke 

af god kvalitet for 100 kr. stykket. 

Overskuddet på jakke-kontoen vil blive brugt 

til at købe mere 

varmt tøj og fodtøj 

til sælgerne. Hus 

Forbi takker alle, der 

har doneret penge. 

Med indgangen 

til denne måned er 

det ikke længere 

muligt at sætte penge 

ind på kontoen. 

- jalini 


Foto: Holger Henriksen

Af Birgitte Rørdam 

Sognepræst Ivan Larsen 

Hver 5. gang sognepræst Ivan Larsen fra St. Stefanskirken 

på Nørrebro i København står foran en 

kiste for at sige det sidste farvel, er der rungende 

tomt i kirken, og på kisten ligger kun en enkelt 

blomst. Ikke nødvendigvis fordi der ikke er familie 

tilbage efter afdøde, men ofte fordi familien ikke 

kan eller vil tage sig af begravelsen, så kommunen 

må påtage sig opgaven. Og det er ikke kun St. 

Stefanskirken, der kender til begravelser i tomme 

kirker betalt af kommunen. 

Ifølge bedemandsforretning Begravelse 

Danmark har de i år taget sig af mellem 250 

og 300 offentlige begravelser for 

Københavns Kommune. For Ivan 

Larsen er det et udtryk 

for en ny kultur, 

som bærer 

præg 

af, at mange i 

kvarteret har få ressourcer 

både menneskeligt 

og mentalt og rigtig mange er på 

overførselsindkomst. 

- For 30 år siden, da jeg startede her som 

sognepræst, var begravelser på det offentliges 

regning en sjældenhed. I dag er det desværre blevet 

alt for almindeligt. Og en ting er, at det kan 

ske, hvis man ingen familie har, det er i sig selv 

trist, men endnu mere forstemmende er det, at en 

offentlig begravelse bliver nødvendig, hvor der er 

pårørende. Men det ser vi mere og mere. De pårørende 

opfatter simpelthen ikke, at begravelsen 

har noget med dem at gøre, og mange 

har i øvrigt en forventning 

om, at det er noget 

kommu- 

Flere og flere begravelser i København betales i 

dag af det offentlige, fordi de pårørende enten 

ikke kan eller vil. Det er udtryk for en stigende 

social marginalisering, mener sognepræst. 

I Københavns Kommune forsøger de, at overtale 

de pårørende til at tage sig af deres døde. 

Et ensomt farvel 

Hun er en af dem, hvis begravelse 

betales af kommunen. 

En af dem, der forlader 

os i stilhed, fordi ingen 

dukker op til hendes begravelse. 

Hun hed Illa Johnsen. 

Af Birgitte Rørdam 

nen ordner, ligesom kommunen tager sig af alle 

mulige andre opgaver som vores børn, ældre og 

syge, forklarer han. 

Overlader de døde til kommunen 

Og spørger man Keld Hilslev, der 

er bedemand hos Begravelse 

Danmark, er 

det ikke kun 

fjerne 

slægtninge, 

der overlader 

de afdøde til kommunen. 

”I de seneste år har jeg oplevet 

mange offentlige begravelser, hvor 

der var nære pårørende, selv børn af afdøde, 

men alligevel vil de ikke have noget med begravelsen 

at gøre. Forleden var der for eksempel en 

søn, der ikke havde set sin far i 40 år. Han sagde 

ligeud, af han synes faderen havde været en lort, 

så ham gad han ikke gøre noget for, forklarer 

han. 

I Københavns Kommunes Sundheds- og 

Omsorgsforvaltning, som har ansvaret 

for offentlige begravelser, oplever 

de, at stadig flere pårørende 

frasiger sig ansvaret. 

Der føres ingen 

statistik, 

Det er den 20. december 2006 og tiden, hvor folk har 

travlt med at komme hinanden ved. Måske derfor 

virker der ekstra tomt i St. Stefanskirken i 

København denne onsdag middag, hvor Illa Johnsen, 

der blev 86 år, siger det sidste farvel. Her er ingen 

sørgende, ingen pårørende, ingen venner og ingen til 

at blive mindet om, at slægt skal følge slægters 

gang, fordi de synger med på ”Dejlig er jorden”. Kun 

den hvide kiste. Og på låget af kisten en enkelt 

buket. Den er fra kommunen. 

Bisættelsen tager kun ti minutter 

Sognepræst Ivan Larsen er ved at gøre klar til at 

tage afsked med Illa Johnsen. 

Hele bisættelsen tager kun ti minutter, forklarer 

han. En tekst, nogle få ord fra sognepræsten, to 

salmer, velsignelsen, jordpåkastelse og et fadervor. 

Til sidst skal kisten ud. Men uden pårørende er der 

ikke nok til at bære den, og derfor gemmer der sig 

men de vurderer, at der i 

dag er 

pårørende i 

op med halvdelen af 

de begravelser, kommunen 

betaler. Derfor består 

en væsentlig del af afdelingens 

arbejde da også 

i at overtale pårørende, 

der ikke vil have med 

deres afdøde at gøre, 

til alligevel at tage sig 

af det. Og det nedbringer 

faktisk antallet, når vi 

får forklaret dem, 

at de bl.a. får 

rettigheder 

i forhold 

til 

en vogn under det sorte klæde, kisten står på. 

Kordegn og bedemand kommer ind og løfter op i 

hver sin side af det sorte klæde, og ruller kisten med 

Illa Johnasen ud til våbenhuset. Derfra bærer de 

hende det sidste stykke ud til rustvognen, der skal 

køre hende til krematoriet på Bispebjerg Hospital. 

Men tilbage til ceremonien, hvor Ivan Larsen har 

valgt at lade de trøstende ord fra Johannes 

Åbenbaring, kapitel 21 følge Illa Johnsen på vej: 

”Han skal tørre hver tåre af deres øjne. 

Og der skal ikke længere være nogen død eller sorg, 

noget skrig eller nogen elendighed. 

For det, der var engang, er alt sammen forbi.” 

Ofte ved Ivan Larsen ingenting om de afdøde 

ved offentlige be gravel ser som denne. Men i dag har 

han mulighed for at knytte nogle personlige ord med 

på vejen. Hun deltog nemlig i menighedens aktiviteter, 

indtil hun for et års tid siden, var blevet for 

svækket til at bevæge sig ud. 

- Illa Johnsen, selvom der ingen er her i dag, så 

kendte jeg dig alligevel, fordi du kom i menighedens 

ældre gruppe. I dag er der ikke mange tilbage i 

gruppen, der er i det hele taget ikke så mange ældre 

tilbage her på Nørrebro, fordi renoveringen har 

trukket unge mennesker til, men jeg husker dig, og 

husker at du engang strikkede et par grå uld strømper 

til mig,” lyder hans ord ud i den tomme kirke. 

Hvis jeg ikke kender dem, siger jeg ikke noget, så 

læser jeg bare teksten og synger to salmer. Men nu 

afdødes bo, hvis de selv står for begravelsen fortæller 

administrationschef Lars Matthiesen. 

Sidste år lykkedes det forvaltningen i 44 tilfælde 

at få de pårørende til at tage begravelsen alligevel. 

- Vi kan ikke tvinge dem, men det hjælper i 

en del tilfælde, når vi får talt med dem om, hvad 

det indebærer. Og det indebærer jo også, at de 

ikke får del i boets eventuelle overskud, hvis 

de ikke påtager sig forpligtelsen, forklarer han 

og understreger, at offentlige begravelser er et 

udtalt storbyfænomen, og at de især er dagligdag 

i Københavns mest udsatte miljøer. 

- Offentlige begravelser ser vi langt overvejende 

i de store byer. Storbyen tiltrækker og 

skaber marginaliserede mennesker, og de er ofte 

også udsatte socialt. De har ikke været en del af 

et fællesskab og det afspejler sig i døden, hvor 

ingen vil tage ansvar, og ingen tilsyneladende 

kærer sig, siger han. 

Ingen sørger 

Og at der helt bogstaveligt 

ikke er nogen, der kærer sig, 

konfronteres Ivan Larsen 

med jævnligt. For 

selvom der 

Hun var 

kendte jeg tilfældigvis Illa Johnsen. En spinkel 

kvinde. Og ensom. Hun deltog i ældregruppens 

møder i flere år, men uden at have kontakt med de 

andre. Og hvor mange af de andre, der deltog, skabte 

et fællesskab, der rakte ud over ældregruppen, så 

oplevede jeg aldrig, at hun tog del i det. Jeg tror, 

hun nød at være tæt på andre, men hun magtede 

ikke at skabe kontakt, siger han. 

Alle stolerækker står tomme 

Sognepræst Ivan Larsen har prøvet det masser af 

gange efterhånden. Men alligevel er det 

forstemmende, når alle 24 stolerækker står tomme, 

fordi ingen er mødt op for at sige farvel. 

- Det er underligt. Tidligere på ugen begravede 

jeg en som blev fulgt af 100 mennesker, familie og 

venner, som sørgede over ham, fordi de elskede ham 

– og her i dag kommer ikke en. Der var ellers en 

niece til Illa Johnsen, som jeg spurgte, men hun 

kunne ikke komme, fortæller han. 

Men det, at Illa Johnsen er medlem af 

folkekirken, gør, at hun ikke bare forsvinder. Heller 

ikke selvom ingen andre følger hende herfra. Hun er 

en del af et fællesskab, nemlig kirken. Den var her, 

da hun blev døbt, og den er der nu, hvor hun 

forlader os, forklarer Ivan Larsen. 

- Og det er det gode ved det, synes jeg. De får en 

begravelse uanset hvad, her er det bare kirkens folk, 

der følger dem på vej, siger han. 

ind imellem dukker personer op til en offentlig 

begravelse, også familie, der ikke har villet betale, 

så er det mest almindelige ved en kommunal 

begravelse, at der ikke kommer et øje. 

- Den triste afslutning fortæller lidt om, hvor 

trist man har været i livet, når man er det i døden. 

Og det er det mest beskæmmende. At ingen 

tilsyneladende har elsket, for ingen sørger, siger 

Ivan Larsen, der mener, at vi er blevet mere fremmedgjorte 

overfor hinanden og døden. 

- I en by som København kan man gemme 

sig og være ensom i årevis med masser af 

naboer omkring sig, uden nogen griber ind. 

Dengang de to tårne snak i grus, kom 

folk i stimer til kirken for 

at græde. Da 

sagde 

min kollega: ”Det er hykleri, når man græder over 

de folk, der dør på den anden side af kloden, når 

man ikke græder over sin nabo, der dør i lejligheden 

ved siden af”. Og det udtrykker ganske godt 

det, jeg mener. Nemlig at virkeligheden og 

vores omsorg fungerer bedre via 

tv-skærme end på nært 

hold, siger 

han. 

ensom, også i døden 

Fakta om offentlige 

begravelser 

Det offentlige har ansvaret for 

be gravelser, når der ikke er 

pårørende til afdøde, eller når 

dem der er, ikke ønsker at påtage 

sig opgaven. 

Det er kommunen, der betaler og 

overtager boet, og dermed mister 

de pårørende retten til et eventuelt 

overskud/arveretten. 

Overstiger værdien af boet udgifterne 

til begravelsen, går 

overskuddet til kommunen. I 

København har man valgt at lade 

overskuddet gå til velgørende 

formål for ældre på plejehjem. 


Nettet er blevet 

mere finmasket 

14 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 

”Syv år tidligere” 

vurderer Cliff Kaltoft, 

at han kunne 

have sluppet sit misbrug, 

hvis forholdene 

havde været som 

i dag. Han glæder sig 

over et øget beredskab 

af kompetente, 

respektfulde folk, 

der hjælper, hvis 

misbrugere har vilje 

til afvænning 

Af Helle Jørler 

Foto: Peter Palle Skov 

- På et tidspunkt troede jeg, at 

trangen til narkotika i løbet af få 

minutter opstod i hjernen, gik ned 

i maven som en sugende længsel, 

ud i hænderne for at skaffe penge, 

ned i fødderne – og så af sted til en 

pusher, siger Cliff Kaltoft. Han er 

sekretariatsleder for Landsforeningen 

af Væresteder, (LVS i Fredericia) 

og medlem af Rådet for Socialt 

Udsatte. 

Den 46-årige vejlenser ved, hvad 

han taler om. Vi sidder over for hinanden 

på hans kontor. Der er ryddeligt, 

kaffe, vand og wienerbrød. Han 

skufler med fødderne under bordet, 

og jeg fornemmer hans smøgtrang, 

som han dog end ikke nævner. Han 

bryder sig ikke om at dvæle ved eller 

gå i detaljer med misbrugsårene. 

Så vi nøjes med: 

Cliff Kaltoft har været der selv. 

Fra puberteten til han var 31. Fra 

hash til heroin. Over metadon til 

stoffrihed. At hjælpe folk får snakketøjet 

mere på gled. Hans mimik er 

ikke specielt ”afslørende,” men han 

virker en lille anelse forbløffet, da 

Deres udsendte gætter på, at hans 

drengedrøm var at blive forsvarsadvokat. 

Sandt nok. Hans drivkraft er 

at hjælpe via sin egen erfaring, at 

gøre en forskel, at imødegå uretfærdighed 

i videst muligt omfang, at 

tage parti for de svage. 

- Jeg har selv erfaret – ligesom 

de mange andre misbrugere, jeg har 

talt indgående med – at der faktisk 

”på vej til pusheren” findes en lang 

række valg, man skal træffe – hurtigere 

går det altså heller ikke… Men 

man skal blive bevidst om, at der 

findes valg, man kan nå at træffe 

undervejs: Man skal beslutte, at 

man faktisk hellere vil have et fix 

mere her og nu end at bevare nogle 

familieforhold, et job eller lignende. 

At man risikerer at give afkald på 

sin uddannelse, sin kæreste, sin 

omgangskreds, sin økonomi, bolig, 

sit helbred, udseende …hvad som 

helst… for at betale prisen for en 

her-og-nu behovstilfredsstillelse. 

Lige som alle andre mennesker i 

større eller mindre omfang dagligt 

konstant må tage stilling: Vil vi 

tage dén kop kaffe mere, spise dét 

stykke wienerbrød mere, drikke den 

whisky, lade være med at få motion? 

Fristelserne er uendelige, og de er 

der hele tiden. Resten af ens liv. 

Man må blot gøre op med sig selv, 

om man vil det ene eller det andet. 

Forskelligt beredskab 

- På dét punkt har mange misbrugere 

brug for at blive styrket: I 

at lære, at der findes et valg. I at 

udholde at få udskudt sin behovstilfredsstillelse. 

I at turde befinde sig 

i kaos, frustration, smerte – indtil 

man når ud på den anden side. Og 

mærker, at livet kan have et andet 

indhold end dét, næste fix kan tilbyde. 

Nogle mennesker er stærkere 

udrustet og socialiseret i disse 

discipliner end andre. Nogle kan 

have sværere ved at håndtere stress, 

uro, modgang, nederlag, som livet 

jo nu engang også fører med sig. 

Nogle længes efter at opnå bare fem 

minutters fred inde i hovedet… 

Cliff Kaltoft er glad og taknemmelig 

for, at han selv har fået øje 

på et andet livsindhold. Efter seks 

år på metadon, tilbragte han et år 

på det daværende ”Egeborg” på Lolland, 

hvor han blev afvænnet med 

den såkaldte 12 punkts kur (á la 

Minnesotakuren for alkoholikere). 

- Det var ikke sjovt. Men jeg fik 

noget ud af det, erkender han. På 

dette tidspunkt begyndte det at 

dæmre for Cliff, at det allersværeste 

er at komme tilbage i det virkelige 

liv efter tiden med døgn-opmærksomhed. 

Som andre udsatte også 

oplever det, f.eks. fængelsindsatte, 

psykiatrisk indlagte, alkoholikere, 

overvægtige m.fl. 

- Jeg var vidne til folk, som 

klarede afvænningen og de første 

to-tre måneder fint. Men så slog 

ensomheden til, netværket var 

måske skrumpet stærkt ind, ingen 

beskæftigelse – og så stod det ”dårlige 

selskab” parat med umiddelbar 

”lindring” i form af stoffer. 

Ikke et ”blive-sted” 

Kaltoft arbejdede efter behandlingen 

en tid i administrationen på 

”Egeborg,” men ville gerne tilbage 

til sin hjemegn. Han fik tilbudt 

arbejde hos Vejle Amt med forbehandling 

af misbrugere, der ville i 

afvænning. At de skal være meget 

godt forberedt og topmotiverede, 

havde man indset i amtet. Og Kaltoft 

var mildest talt den rette; ”frisk 

fra fad.” Tankerne om efterbehandling 

modnedes i ham. 

Fredericia Kommune var med på 

hans forslag om et værested for tidligere 

stofmisbrugere. Brugerstyret, 

vel at mærke. Det første af slagsen 

i Danmark så dagens lys i Fredericia 

i 1994 med Kaltoft som daglig leder, 

ansat af brugerstyrelsen. ”Solstrålen”, 

som det hedder, findes endnu. 

- Jeg lægger meget vægt på, 

at det ikke er ”blive-steder,” men 

steder, hvor man møder ligesindede 

og forståelse i den periode, hvor 

man er på vej videre i livet. Kun 

én selv kan beslutte, hvornår man 

skal videre. Nogle skal have et lille, 

kærligt puf. Andre skal nødes til at 

blive lidt længere i ”kuvøsen.” 

Nu er der 82 væresteder. Spredt 

over hele landet og 10 i sin vorden. 

Kaltoft indså nødvendighed af et 

paraply-sekretariat og dannede i 

1997 Landsforeningen af Væresteder, 

LVS, hvor han er sekretariatsleder; 

ansat for to år ad gangen. 

Og jo, han er stolt af sit (fore- 

Cliff Kaltoft er lillebror til to storebrødre 

i en almindelig arbejderfamilie 

fra Vejle. Han var god i skolen. 

Flyttede hjemmefra til et privat lejet 

værelse som 15-årig. Droppede ud af 

2.g, da misbruget øgedes. Hans ”sabbatår” 

varede til han var 31 år, hvor 

han begyndte på metadon, og syv år 

efter var han stoffri. 

løbige) livsværk, selv om han ikke 

blafrer med det. 

Glædeligt overrasket 

1997 var også året, hvor Cliff Kaltoft 

tog imod invitationen til at være 

medlem af det daværende Narkotikaråd. 

- Det bestod mest af læger, 

politifolk og andre eksperter, men vi 

kunne aldrig enes om noget, så jeg 

synes det var en syltekrukke og var 

glad for, at det blev nedlagt, siger 

Kaltoft lige ud ad posen. Jeg tænkte, 

at der var gang i mange andre 

initiativer, så det skulle nok gå. Jeg 

troede ikke, socialministeren ville 

pege på mig til det nye Rådet for 

Socialt Udsatte, der var mere bredt, 

helhedsorientet og ressourcefokuseret. 

Jeg regnede med, at der skulle 

nye kræfter til, og det fandt jeg i 

orden. Men jeg blev glad, da formand 

Preben Brandt ringede i min sommerferie 

i 2001 og indbød mig. 

- Arbejdet i de to råd kan ikke 

sammenlignes, siger en begejstret 

mand. 

- Det her har langt oversteget 

mine forventninger til, hvad man 

kan få igennem. Mange af vore 

anbefalinger er faktisk blevet hørt 

og ført ud i livet, selv om flertallet 

af dem ikke bliver taget til efterretning. 

Jeg er stolt og glad over at 

være en del af dette; det har virkelig 

rykket på ”mit” område. Også på 

andre, tilføjer han. 

- Nu om dage kan en misbruger, 

der selv er parat til behandling, 

altid finde kvalificeret, respektfuld 

arbejdskraft, som kan hjælpe. Og 

ikke – som dengang jeg selv var 

”på den”: Når en misbruger omsider 

tager den kraftanstrengelse af en 

beslutning at gå til læge – og endda 

faktisk går derhen – og beder om 

metadon, og vedkommende så fik at 

vide, at han kunne ”få en tid om fire 

uger!” Cliff Kaltoft er indigneret på 

fortidens vegne. 

- Der er en helt anden forståelse 

i dag, selv om der naturligvis stadig 

er masser at gøre og forbedre. Alle 

skal behandles individuelt, man kan 

ikke lave en samlet landsplan eller 

lignende, men man kan naturligvis 

godt have nogle overordnede 

retningslinier. Nettet er blevet 

Rådet for Socialt Udsatte 

Rådet for Socialt Udsatte er udpeget af 

socialministeren og har til opgave at 

være talerør for hjemløse, narkomaner, 

prostituerede, sindslidende, alkoholikere 

og andre socialt udsatte. 

Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi: 

>> Preben Brandt (nr. 45-2006) 

>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006) 

>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006) 

>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006) 

>> Nina Brünés (nr. 54-2006) 

>> Sadia Syed (nr. 55-2006) 

>> Jane Koczak (nr. 56-2007) 

>> Cliff Kaltoft 

>> Marie Louise Knuppert 

>> Joan Fisker Hougaard 

>> Bjarne Lenau Henriksen 

>> Jannie Petersen 

>> Jens Erik Rasmussen 

meget mere finmasket. Jeg mener, 

at jeg selv ville kunne være kommet 

ud af misbruget allerede efter et år 

på metadon, hvis de samme tilbud 

havde været der dengang. Syv år før, 

jeg kom det…. funderer Kaltoft, og 

vi tænker begge stille på, hvad dét 

havde sparet. I hans liv, samfundsmæssigt 

osv. 

- Ha, siger han pludselig og lyser 

op i et af de sjældne smil. – Hvis 

nogen havde beskrevet de nuværende 

forhold for mig for 10-15 år 

siden, så jeg havde jeg grinet min 

røv i laser. Det gør vi så. 

Og så tilføjer han: - Og jeg var 

også blevet indlagt! 

hj@freelanceriet.dk 

hus forbi · nr. 57 · februar 2007 15

» 

» 

Skriv 

om 

hjemløshed 

... 

Peder Frederik Jensen 

født 1978 

Forfatterskolen 2004-06 

Medstifter af oplæsningsgruppen 

Akademiet For Klar Tungetale 

Debuterer februar 2007, Samlerens 

Forlag med romanen Her 

står du. 

Skriv om hjemløshed… 

Skriv en tekst ud fra temaet 

”hjemløshed”. 

Sådan lød vores opfordring til 

12 unge, ”ukendte” forfattere. 

Mød dem her i avisen. 

De skriver i Hus Forbi: 

Kristina Nya Glaffey 

Jesper Brygger 

Vagn Remme 

Stinne Storm Folvig 

Chresten Forsom 

Julie Sten-Knudsen 

Lars Bo Nørgaard 

Ea Jeppesen 

Karl-Emil Heiberg 

Maja Lucas 

Martin Snoer Raaschou 

Peder Frederik Jensen 

Foto: Robin Skjoldborg 

København V 

af Peder Frederik Jensen 

Illustration: Linda Weiss Drescher 

I Ingerslevsgade falder sneen. Det er nat. 

Der står Jannick med frakken om sig og halstørklædet. 

Støvlerne snøret stramt til. Ved siden 

af ham, hunden, vejrende med snuden, rank over 

ryggen, med plamager af sne i den sorte pels. Den 

strækker sig, spiser af sneen og vender sig mod ham. 

Står du der hund? siger han. Den logrer og begynder 

at gå. Ud på vejen, skråt over mod banegraven 

ved Dybbølsbro. Han sætter efter den, hanker op i 

tasken. 

Det er for koldt, tænker han. Sneen er begyndt 

at trænge ind under jakkereversen og har gennemblødt 

tørklædet under hagen. Han skal passe på sit 

helbred. Han er i bund. Det er leveren og lungerne. 

Det er maven, der hver morgen spytter syre igennem 

hans tarme, så han må sidde ret op på lokummet 

og spænde i hele kroppen for at få det ud og ned 

og væk. Han er holdt op med at drikke, har sagt ja 

til den lejlighed, han har fået anvist og er flyttet 

fra herberget. Men han kan ikke holde ud at være 

i den. Der er for varmt, der er for lavt til loftet, og 

for tomt fordi han ikke ejer andet end en rygsæk, 

en madras han har fundet i storskralderummet, og 

en grøn skammel der står ved det fastmonterede 

klapbord i køkkenet. De mange skuffer og skabe er 

tomme. I bestikskuffen ligger den lille T-formede 

nøgle til affaldsskakten i opgangen. Det er det. Den 

klaustrofobiske følelse trænger ind på ham med 

varmen, med lydene af overboens skridt. 

Han kan ikke sove. Derfor går han med hunden 

tværs gennem byen, fra Nordvest til Sydhavnen, helt 

ud til Folehaven, videre ud til motorvejen. 

Han standser og kigger ud over broen. Fisketorvet 

og byggepladserne på Kalvebod Brygge funkler i 

et sært gulligt lys. 

Han beslutter sig for at gå ad Skælbækgade ned 

til Halmtorvet. Han kan se lys i et vindue øverst i 

bygningen overfor. 

Der er en em i lejligheden. Hun ligger i sofaen, 

nøgen, med katten ved sig, lyttende til musikken 

fra tv’et. Han er lige gået. Hjem til sin kone. Hun får 

penge for det. Han betaler huslejen og en rengøringshjælp, 

og hver gang lægger han en tusindekroneseddel 

på bordet under glasaskebægeret, der er 

fyldt med aske og skodder fra de mange cigaretter, 

han når at ryge. 

Udmattet har hun lagt sig tilbage i hynderne. 

Han er kun lige nået ned til sin bil og står nu og 

skraber sideruderne. Han åbner døren, og ignorerer 

den sne der falder ind i kabinen og ind på sædet. 

Han tænker på hende deroppe. Han er ved at være 

træt af hende. Hendes måde at se på ham når han 

går, så ligegyldigt, så tomt og utaknemmeligt. Den 

lille møgkusse tænker han, og smider skraberen 

ind på passagersædet og knalder døren i inden han 

vender sig mod hoveddøren. 

Hun bliver forskrækket af dørklokkens ringen. 

Hvem er det? spørger hun ved døren. Han svarer, 

bare luk mig ind, jeg har glemt mine handsker. Nej, 

siger hun. Hvad vil du? Jeg vil have mine handsker. 

Hvor er de? Åbn nu den dør. Nu for helvede. Hun 

smider det tæppe, hun har om sig og åbner. Der står 

han. Han stirrer tomt på hende. Fortryder og vender 

sig mod trappen. Ville du noget? spørger hun. Ja, 

svarer han og går. Hun ser på hans isse. Han har 

begyndende måne. Hils konen, råber hun efter ham. 

Tusinde kys fra Christel! 

I det han træder ud på fortovet, pisser den sorte 

hund op ad hans bil. Den vender sig om sig selv og 

snuser til det gule strint i sneen. Han får lyst til at 

lodse til den, men Jannick kommer i det samme frem 

fra en port med tasken i hånden, han svinger med 

den frie arm, går forbi manden med bilen. Passerer 

ham og kalder på sin hund. Et kort øjeblik er der 

kontakt imellem dem, i det øjeblik hvor manden med 

bilen trækker sin nøgle frem og trykker på ikonet 

med den åbne hængelås. Bilen brummer under sneen, 

et let orange glimt skærer sig gennem det hvide. 

Han træder frem og åbner døren i passagersiden, 

smider sin frakke. Han ser efter hunden, der med 

rejst hale har pløjet med snuden i sneen et par meter 

fra ham. Hun har åbnet et vindue deroppe, står og 

betragter ham, imens hun trommer på vindueskarmens 

blankmalede overflade. Hun spekulerer på, om 

han mon kommer igen. 

Der går kun et øjeblik, fra han har sat sig ind, til 

han kommer til sig selv. Hos hende er han en anden. 

Han forandrer sig, når han åbner hendes hoveddør, 

når han tager trapperne op og ringer på. Det principielle 

ved monogami er han klart tilhænger af. Tilliden 

man bør have til hinanden og ærligheden. Det 

er, hvad han kræver af sine ansatte og af sin kone. 

Det er, hvad han fortæller mulige forretningsforbindelser. 

Mig kan I stole på. Og det kan de. Det mener 

han virkelig, at de kan. For det er et andet menneske, 

der træder ud ad bilen i Skælbækgade, der ringer 

på hendes dør. Der betaler hende for at tilbyde 

ham sit røvhul og sin mund en gang om ugen. Det er 

et andet menneske, der fast overfører et pengebeløb 

til Christel Jakobsen hver den første. 

Da han svinger rundt fedter hjulene, og han må 

rette op for at få vejgreb. Jannick er standset op i 

porten ved værktøjsgrossisten. De ser på hinanden, 

idet bilen passerer. 

Hun har lukket vinduet og overvejer at ringe til 

sin bror. Men hvad skal hun fortælle ham? At hun 

er bange for sin elsker? at hun på en måde er luder? 

Skal hun så lyve, hvis han spørger, om hun kan lide 

det? eller skal hun fortælle ham det, som det er. At 

pengene er gode, at ydmygelsen tænder hende. 

Sneen hvirvler i luften. 

Hun sætter sig i sofaen, på kanten med en pude 

i skødet. Katten kommer ud fra køkkenet, og spinder 

idet den hopper op til hende. Den lugter af kattemad 

ud ad munden. Det er ikke til at forstå, tænker hun. 

Det er sådan det er, men det er uvirkeligt, fjernt for 

hende. I starten tænkte hun, at der var forskel, at 

hun ikke var ligesom pigerne nede på gaden, at hun 

ikke var på stoffer, at de var en anden slags menne- 

sker. Hun mente ikke, at hun gjorde noget forkert. 

Han hjalp hende bare. Det er til studierne, sagde 

han, og hun kom til at tænke på sin far. 

De mødte hinanden på en bar. Da hun spurgte 

til ringen, tog han den af, og sagde: ude af syne, 

ude af sind. De gik hjem til hende, op ad trapperne 

og kneppede i hendes gang. Det var en 

fejltagelse, sagde han om morgenen på vej ud ad 

døren. Alligevel stod han der ugen efter i sit dyre 

tøj og med cigaretterne og bilnøglerne i venstre 

hånd. På det tidspunkt var de elskere, og hun gav 

ham en nøgle til hoveddøren, så han ikke skulle 

stå der og ringe på, nogen kunne se ham. Det 

holdt en tid, til han begyndte at tilbyde hende 

penge, til han en dag sagde til hende, at hvis de 

gjorde det på hans præmisser, ville han betale 

hendes husleje og give hende et fast beløb for 

– ja for dét. Tror du, jeg er luder? spurgte hun. 

Jeg hjælper dig bare, svarede han. Det er til 

studierne. Hun var overbevist en tid. Var sikker på 

at det hun gjorde var tilforladeligt og uskyldigt 

i modsætning til de sorte kvinder og østpigerne, 

der travede Vesterbro tyndt i deres billige tøj med 

deres evige smøger og tyggegummi. 

Det havde forandret sig i hende. Hun var blevet 

afhængig af ham. Af hans penge og hans ydmygelser. 

Hun havde spurgt ham, hvorfor han ikke bare 

gik til en rigtig luder? De sidder med ryggen til dit 

ansigt, når de rider dig, havde han svaret. 

Hun bliver kold, når han får udløsning. Øjeblikket 

efter når den bliver slap, tænker hun om 

ham, at han er et sygt afstumpet dyr, at hun selv 

er et ynkeligt menneske. Et afhængigt menneske 

der nyder privilegiet ved ikke at skulle arbejde, 

der nyder at spise sushi på Istedgade i røde lakstøvler 

med telefonen foran sig, med dyr parfume 

han har foræret hende. 

Kødbyen stinker om natten, tænker han og pifter 

efter hunden, der er på vej over gaden. Den standser 

ved en snedrive. Han tænker på sommer. På en 

særlig sommer som dreng. Forældrene havde lejet 

et hus ud til vandet. De løb og legede ude i kornet. 

Søsterens brune hår dansede i det gule, de fandt 

et muselig og tog det med hjem. Han bar den tørre 

klump i sine hænder, og hun råbte, at det var ulækkert, 

at han skulle smide det fra sig og gå hjem og 

vaske fingre, men han nægtede. Han ville vise det 

til faderen. Det kunne udløse noget, tænkte han. 

En is eller fodboldstøvler. De krydsede den lille 

vej og løb ind ad indkørslen. Forældrene sad i hver 

deres liggestol og læste. Moderens bog var den 

tykkeste, hun noterede på en blok og drak saft fra 

et stort ølkrus. Faderens bog var lille og tynd. Den 

var rød med sort skrift. Han sænkede den, lagde 

den i skødet og kiggede op da de råbende kom 

løbende om hjørnet med museliget. Moderen sad 

tavs, læsende, hun stregede sætninger under med 

blyanten, drak af sit glas. 

Den aften kørte de til stranden, satte sig og 

så solnedgangen imens de spiste is. Forældrene 

sad på hver deres side af børnene, flankerede 

dem. Søsteren rejste sig og lod sig falde forover 

ned i sandet og rullede ud over klitkanten. Jannick 

spiste sin is færdig og hoppede efter hende. 

De løb på stranden, ned til vandkanten. Oppe i 

klitten sad forældrene, tavse. De sad der bare. 

Han puster røg ud. Smider skoddet i driven. De 

bygger bag ham, i Kødbyen, Industrien. Han ser op 

på skiltet. 64 ejerlejligheder. Der er en tegning af 

det kommende. Man har tegnet et menneske ind på 

en af balkonerne. En streg i luften der hviler mod 

det imiterede materiale. Stål, regnskovstræ. 

Christel står ved vasken i køkkenet, hanen løber, 

det kolde vand plasker mod stålet, sien i afløbet 

er stoppet til med revet gulerod og brødkrummer. 

En tallerken med rødt syltetøj på kanten oversvømmes, 

en skræl sejler rundt i miniaturemalstrømmen 

ved afløbet, cirkler og klæber sig fast 

mod siden af vasken, slipper igen og kredser. Hun 

fører sin håndflade ind under strålen, huler den 

og bukker sig, drikker og det skærer i tænderne. 


Bagagen pakket 

med drømme 

18 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 

Entreen fungerer som tv-stue og sofaen er beboernes foretrukne opholdssted. I spejlet 

ses Lene Hilden, der startede som frivillig på Røde Kors’s natherberg i Hvidovre for 

mere end ti år siden. De sidste otte har hun været forstander på herberget. 

De hjemløse kvinder, der søger 

tilflugt på Røde Kors Nat herberg 

for kvinder i Hvidovre, slæber 

ikke mange ejendele med sig. Til 

gengæld er bagagen proppet med 

drømme om en ny start. Hus Forbi 

sætter de kommende fokus på 

kvinder og hjemløshed. 

Af Malene Schrøder 

Foto: Lisbeth Johansen 

En varm solstråle trænger ind gennem vinduet i dagligstuen 

på herberget og danner en hvid plet på den lysegule væg. 

Røgen fra en cigaret danser langsomt i lyskeglen. Tiden 

i stuen står stille. For enden af et stort, hvidt spisebord, 

sidder en kvinde midt i 30’erne. Hendes hår er dækket af 

et stort, sort uldtørklæde. Ansigtet er blegt, udvisket, og 

de runde briller hænger kun lige fast på næsen, mens hun 

bladrer i en avis. 

Pladserne om bordet fyldes langsomt op. Som alle andre 

søndage serverer de frivillige brunch. Bacon, røræg og cocktailpølser 

sættes på bordet sammen med fire pariserbøffer 

fra aftenen før. 

Det er stort set ikke til at se, hvem af kvinderne om bordet, 

der er frivillige, og hvem der er brugere. Kvinderne på 

herberget holder sig pænt. De er på mange måder ikke anderledes 

end andre kvinder. De drømmer om et job, et sted 

at bo og om oprejsning for alle livets uretfærdigheder. Men 

de fleste lider af svære psykiske problemer, som hver gang 

sætter en kæp i hjulet for realiseringen af deres drømme. 

Kampen mod sammensværgelsen 

En spinkel, ældre dame med langt hår trisser ind i dagligstuen. 

Håret er uglet i nakken, men trækkene er tydelige, 

øjnene klare blå. 

- Jeg vil ikke spise med sådan et rumvæsen, hvæser hun 

og nikker i retning af kvindens sorte tørklæde. 

- Sådan en falskner. 

Når Anna Jensen taler, forstår man, at alt i hendes liv er 

sort eller hvidt. Mennesker er retskafne eller falsknere. 

- Det startede med en sammensværgelse på Dyvekeskolen, 

hvor jeg var lærer, siger Anna og kniber øjnene sammen. 

Siden blev hun efter eget udsagn udsat for en sagsbehandler, 

der dyrkede ugideligheden. Hendes 73-årige liv er 

en lang lidelseshistorie, hvor hun, ifølge egen historie, er 

blevet udsat for en sammensværgelse fra læger, jurister og 

offentlige sagsbehandlere. 

Anna blev gift som 26-årig og fik en søn og en datter. 

Men efter fem års ægteskab blev hun skilt. 

- Jeg var nødt til at gå fra ham for at skærme børnene 

mod min svigermor, siger hun, selv om hun altid havde en 

grundlæggende tro på, at det skulle være dem. 

Hun rører lidt ved en række lyserøde perler om halsen. 

Hendes hænder er store og knoglede. 

Ellers er der ingen tegn på de 23 år, hun har levet som 

hjemløs og i perioder måtte leve af friske blade og mælkebøtter 

i Frederiksberg Have. Kun en enkelt gang har Anna 

haft lyst til at give op. Det var for 25 år siden. 

De havde lukket for telefonen, så Anna mistede den 

eneste kontakt til sine børn. Derfor bestemte hun sig for 

at tage sit eget liv. Hun havde også besluttet, hvordan hun 

ville gøre det. 

- Jeg ville tage gas, og jeg ville tage hunden med. 

Den kunne jo ikke klare sig uden mig, siger hun og kigger 

op med et bestemt blik. 

- Men så talte en stemme meget tydeligt til mig: Du 

må gøre noget ved uretfærdigheden i det her samfund. 

Hvis ikke du kan, hvem kan så? 

Anna drømmer stadig om en retfærdig retssag mod den 

socialforvaltning, der ifølge Anna selv ødelagde hendes liv. 

En lille nisse rejste 

Ifølge Socialministeriet er der omkring 10.-12.000 hjemløse 

i Danmark, og det anslås, at hver 4. af dem er kvinde. 

Selv om man kan møde helt almindelige kvinder i akut 

boligmangel i herberget i Hvidovre, er det de psykisk 

syge, der fylder i statistikken. Anna er den ældste af de 

nuværende beboere, og kvinden med tørklædet den yngste. 

Men generelt er det ældre kvinder, der kommer her. 

Kvinder, som har været hele systemet igennem. 

Fælles er, at de mangler erkendelse af deres sygdom. De 

mener, det er deres omgivelser, der er noget galt med, når 

deres drømme ikke vil lykkes. Så rejser de til storbyen i håb 

om, at alting bliver bedre et sted, hvor ingen kender dem. 

- De er ikke klar over, at nissen flytter med, forklarer 

Der er ikke meget plads til privatliv i herbergets fem-mandsværelse. 

Der er kun to værelser med sengepladser på herberget. Det andet 

rum har tre senge, og pladsen er lige så knap. 

Lene Hilden, som er leder på herberget. Engang oplevede 

hun en kvinde i kørestol, der havde taget turen i tog 

hele vejen fra Berlin til København. Og historien er ikke 

enestående. 

Der udfoldes meget skuespilkunst og opdigtes mange 

barndomshistorier blandt kvinderne i herberget. Deres virkelige 

verden har været så grum, at de er gået ud af sind 

og krop og forsvundet ind i deres egen lille verden. De frivillige 

lytter og lader kvinderne fortælle. Hvis en bruger 

er villig til at fortælle den virkelige historie, prøver Lene 

Hilden i samarbejde med kvinden og hendes sagsbehandler 

at finde en passende bolig og hjælper kvinden videre. 

Men det sker, at Lene må opgive en kvinde, hvis hun 

ikke vil samarbejde eller ikke respekterer herbergets 

regler. For eksempel måtte hun smide en kvinde ud, der 

rendte og tissede i alle sengene. 

- Vi kan ikke redde verden, men vi kan give kvinderne 

et pusterum, siger Lene. 

Anna sidder i entréen i en slidt, brun topersoners sofa. 

Hendes arm hviler på en rød lædertaske. Hun kigger op. 

- Vi er aldrig alene, siger hun og fortsætter med et smil: 

- Vi har alle sammen en skytsengel. Alt, hvad du føler, 

føler din skytsengel også. Min skytsengel er min eksmand. 

Anna Jensen har valgt at være anonym. Navnet er derfor 

opdigtet. Annas rigtige navn er redaktionen bekendt. 

hus forbi · nr. 57 · februar 2007 19

Gud er altid 

online 

Efter 20 år på stoffer er der meget, der tyder på, at det er nu eller aldrig, hvis Thomas Jensen skal blive stoffri. 

Man behøver ikke Internetforbindelse eller mobil, hvis man vil have hul 

igennem til Gud. Det behov havde 30-årige Thomas, da han sidste efterår 

var ved at bukke under. Og Gud var online, og hørte hans råb om hjælp. 

Af Af Thomas Hye-Knudsen 

Foto: Luca Berti 

- Enten tager du mit liv, eller så 

hjælper du mig. Jeg kan ikke mere! 

Ordene er henvendt til Gud, og 

kommer ud af munden på Thomas 

Jensen mens han tumler rundt på 

gaden i København en septemberdag 

i 2005. Efter 20 år på stoffer, og et 

utal af domme for røverier og vold, 

der sammenlagt har givet ham ti 

år i fængsel, er der ikke mere kraft 

tilbage i ham. Han er gadehjemløs. 

Færdig. Brugt op. 

Her, godt et år efter, sidder Thomas 

sammen med Dinne og hendes 

nyfødte baby på en café i København. 

Hun har taget turen fra Svendborg 

for at hente Thomas ”hjem”. 

Thomas mødte Dinne første gang 

på Kildegården – et kristent behandlingshjem, 

hvor hun var medarbejder. 

Han kom dertil kort tid efter sin 

afmagtsbøn til Gud. Hans dagsdosis 

bestod af 20 metadoner, et-to gram 

heroin og tre gram kokain. At stoppe 

fra den ene dag til den anden ville 

medføre døden. Men Thomas stopper, 

og dagen efter står han op af sengen, 

som om intet var hændt – uden 

abstinenser. 

Thomas selv er dybt forundret, 

men får bekræftelsen på underet i et 

mannakorn, der henviser til et sted 

i biblen, hvor han læser: Gud er god 

mod Israels folk, der er rene af hjerte 

- Mødet mellem Dinne og Thomas, 

er, hvis man spørger Thomas, 

et direkte udslag af hans bøn til Gud 

om hjælp. 

- Hvis du beder Ham om noget, 

og du mener det oprigtigt, så hører 

han på dig, siger han indtrængende. 

Hans øjne er slørede. En cigaret 

hænger faretruende løst mellem to 

nikotingule fingre. Han skal tage sig 

sammen for at udtale ordene, så man 

kan forstå, hvad han siger. 

Han har netop tilbragt halvanden 

måned på Mændenes Hjem i København, 

og han har taget godt for sig 

af Istedgades dope-fristelser. Men 

det skal være slut nu. ”Hjemme” 

venter Dinnes tre børn, hendes mand 

– og to andre voksne misbrugere, 

som er blevet en del af familien i 

bofællesskabet Friheden. 

Klaustrofobi 

Thomas stak af fra Friheden halvanden 

måned tidligere, fordi han følte 

sig indespærret og klaustrofobisk. 

- Som barn var jeg i familiepleje, 

og blev spærret inde på mit værelse, 

fordi familien mente, at jeg havde 

dårlig indflydelse på andre børn, hvis 

jeg skulle være sammen med dem. 

Jeg måtte skide på gulvet eller kravle 

ud ad vinduet, hvis jeg skulle snige 

mig på toilettet. De ti år i fængsel 

har også gjort sit til, at det indimellem 

bare er for svært, hvis pladsen 

føles for trang, siger Thomas. 

Han har dårlig samvittighed over, 

at han skred. Men der er ikke nogen 

bebrejdelse at spore hos Dinne, der 

betragter Thomas og bofællesskabets 

to øvrige beboere som en del af den 

store familie. Hendes mand Brian, 

er selv tidligere misbruger, og med 

hjælp fra Gud og Pinsemenigheden i 

Svendborg, har Dinne og Brian slået 

dørene op for narkomaner og alkoholikere, 

som i årevis har kæmpet 

for at komme fri af afhængigheden. 

Medicinen hedder Gud og forbøn. 

Thomas ved godt, at han har tre 

helvedesdøgn foran sig. Kroppen vil 

kræve sin dope, og han vil komme til 

at vride sig i smertekramper, kaste 

op og skide på en gang. 

- Vi tror ikke på metadon eller 

andet statsautoriseret stof til at 

dulme abstinenser. Det skaber bare 

en ny form for afhængighed. Vi tror 

på, at Gud kan hjælpe Thomas til at 

komme igennem det, siger Dinne med 

venlig og klar stemme, mens den nyfødte 

baby babber ved hendes bryst. 

- Jeg har prøvet det før, selv om 

både embedslæge og behandlingssted 

på det kraftigste advarede 

mig om, at jeg kunne risikere at dø, 

fortæller Thomas. 

En stor del af landets døgnbehandlings-institutioner 

hviler 

på et kristent grundlag, men det 

er ganske få, der direkte forpligter 

sine beboere til at deltage i bøn og 

bibelstudier som en naturlig del af 

behandlingen. 

Medlem af familien 

For Thomas er der ingen tvivl om, 

at Gud formår at gøre ting, som kun 

Han kan gøre. 

- Jeg har snakket med psykologer, 

psykiatere og socialrådgivere. 

Men jeg duer ikke til alt det der 

navlepilleri. Jeg har haft et helvedes 

liv, og jeg kan ikke gøre det om. 

Når man har fået det sådan, at man 

nærmest føler sig mere hjemme i et 

fængsel end ude i virkeligheden, så 

er der ikke så meget at snakke om, 

siger han. 

Dinne bryder ind. 

- Daniel glæder sig til du kommer. 

Du glemte nogle computerspil, 

som han rigtig gerne vil lære at 

spille, når du kommer hjem, siger 

hun henvendt til Thomas. Daniel er 

familiens ældste barn på 6 år. Tho- 

Tro forlænger livet 

Interessen for forholdet mellem tro 

og helbred går langt tilbage og er 

udbredt i de fleste kulturer, men i 

Vesten er der tale om noget af en 

nyskabelse. Utallige epidemiologiske 

undersøgelser peger på, at 

mennesker, der har en tro, lever femsyv 

år længere, klarer sig bedre i 

sygdoms sammenhæng og generelt 

forholder sig bedre til den tilstand, 

som syg dommen har sat dem i. Det 

gælder også for psykiske lidelser. 

Man har fx haft særdeles gode 

resultater i behandlingen af lette til 

moderate depressioner ved at 

inddrage åndelige aspekter hos 

patienter, der har en tro. Troen og 

ikke mindst det håb, troen og 

kærligheden indebærer, lader til at 

være en stor ressource for patienter 

med psykiske lidelser. 

I de se nere år har den videnskabelige 

interesse for det uforklarlige 

ført til kontroversielle, men interessante 

forsøg af bønnens mulige 

ind virkning på patienters helbredelse. 

Det er et efterhånden anerkendt 

mas bliver lidt genert og forlegen. 

Og der bliver stille et øjeblik, før han 

smilende udbryder: 

- Sagde han virkelig det…? 

I Thomas’ opvækst har han aldrig 

følt sig som en del af noget familie, 

og har i dag kun lidt kontakt til sin 

søster. Han begyndte at ryge smøger 

som seks-årig. Alkohol og hash som 

ni-årig. Og som 15-årig var han hooked 

på hårde stoffer. 

- For mig handler det om varme 

og tryghed ved at føle sig som en 

del af en familie. Og den følelse har 

jeg aldrig opnået i min egen familie, 

fortæller Thomas. 

De tre beboere på Friheden indgår 

på lige fod med Dinne og Brian, 

når det handler om at få tingene til 

at fungere i dagligdagen. Det handler 

om alt, lige fra indkøb, tøjvask, 

børnepasning og madlavning. Og 

Dinne har aldrig tænkt, at det måske 

en dag blev for belastende for hende 

og børnene. 

- Vores beboere kan både passe 

børn og lave mad. Og alt kan lade 

sig gøre – med Guds hjælp, siger hun 

bestemt. 

faktum, at psyken har en form for 

forbindelse med immunforsvaret og 

helbredet. Særligt har undersøgelser 

vist, at mennesker med en religiøs 

livsholdning som regel klarer sig bedre 

helbredsmæssigt end mennesker 

uden, og det har ført til diskussion 

om, hvilke mekanismer der gør sig 

gældende i disse forhold. 

Der er her bred enighed om, at 

der i kølvandet på den religiøse tro 

følger en sund hedsfremmende adfærd 

bl.a. i form af mindre rygning, 

mindre alkohol forbrug og sundere 

seksuel adfærd. 

Forbønnens effekt 

393 hjertepatienter deltog i 1982-83 i 

et forsøg på Generel Hospital i San 

Francisco. Deres navne blev af en 

computer opdelt i en interventionsgruppe 

og en kontrolgruppe. Begge 

patientgrupper modtog samme 

behandling, og hverken læger eller 

patienter vidste, hvilke patienter der 

var i hvilke grupper. Den eneste 

forskel var, at man bad en gruppe 

mennesker, der havde en fast og 

erklæret tro på en personlig Gud, om 

at bede for nogle af navnene fra 

Drøm om hundepension 

Friheden er ikke et autoriseret bofællesskab 

eller behandlingstilbud med 

driftsoverenskomst. Ind til videre 

er det stablet på benene af Dinne 

og Brian, og med moralsk støtte fra 

pinsemenigheden. Beboerne betaler 

for mad og ophold efter formåen, 

og familiens eneste faste indtægt 

er Brians løn. Han er murerarbejdsmand. 

Projektet er dybt afhængigt af 

donationer og bidrag udefra. 

En af de største udfordringer ligger 

i at skaffe mere plads, så Thomas 

og de to øvrige beboere får mere 

albuerum. Men også at de får noget 

at beskæftige sig med, når dagene 

bliver for lange. 

- Vi drømmer om at skaffe penge 

til finde et sted, hvor vi kan lave en 

hundepension kombineret med en 

kennel. Dyr er fantastiske til at skabe 

ro og harmoni. Og de stiller ikke så 

mange spørgsmålstegn, når bare man 

behandler dem ordentligt. Og selv om 

mange misbrugere ikke er gode ved 

sig selv, så er de rigtig gode til dyr, 

siger Dinne. 

Mens hospitalerne slås med overbelægning og ventelister, står de 

danske folkekirker tomme. Præster må ikke prædike helbredelse, og 

lægerne ikke prædike tro, selv om begge fag kunne gavne patienterne. 

Af Thomas Hye-Knudsen 

Foto: S’øren Skarby 

forsøgsgruppen. Efter nogle måneder 

vurderede man de to gruppers 

behandlingsforløb. Resultatet viste, at 

interventionsgruppen havde et bedre 

behandlingsforløb end kontrolgruppen. 

I konklusionen kan man 

læse, at “Forbøn til den jødekristne 

Gud har en positiv terapeutisk effekt.” 

I dette forsøg vidste både læger 

og patienter, at de var en del af et 

forsøg, der omfattede forbøn, hvilket 

kan medføre en generel placeboeffekt. 

Selv om ingen vidste, hvem 

der var i hvilken gruppe. I senere 

forsøg har man fået tilladelse til at 

holde forsøget hemmeligt for at opnå 

maksimal ‘blinding’ og derved udelukke 

al form for placebo og bias. 

Tilladelserne er blevet givet med det 

argument, at der ikke kendes til 

negative bivirkninger ved forbøn. 

I en af disse undersøgelser 

undersøgte en gruppe forskere 219 

kvinder med fertilitetsproblemer, der 

var indlagt på Cha Hospital i 

Sydkorea for reagensglasbehandling 

(IVF). Dem der skulle bede befandt 

sig i USA, Canada og Australien og 

havde intet andet end et foto af den, 

de forpligtede sig til at bede for. 

Det er tid at sige farvel. Thomas er 

parat, og han håber på at han kan 

fortsætte med at sælge Hus Forbi 

i Svendborg, som han i sine gode 

perioder har gjort det i København. 

- Så har jeg noget at stå op til, 

indtil vi forhåbentlig finder et større 

sted, siger han. 

Siden artiklen blev skrevet i december, 

har Thomas været på Friheden, men 

en opringning fra København søndag 

d.14. januar fik ham imidlertid på 

andre tanker. En af hans gamle venner 

var død af en overdosis, og han 

følte sig nødsaget til at tage af sted 

til København. I den mellemliggende 

periode har Dinne været i kontakt med 

Thomas, og hjulpet ham i forsøget på 

at komme i behandling på et kristent 

behandlingssted, hvor Dinne bliver tilknyttet 

som kontaktperson. Tilsagnet 

fra Københavns Kommune er netop 

givet, og Thomas starter på sit nye liv 

1. februar 

Hvis du vil følge med i, hvordan dét 

går, kan du se mere på 

www.frihedijesus.dk 

Konklusionen på forsøget, publiceret 

i Journal for Reproductive Medicine i 

2001, lyder: “En statistisk betydelig 

forskel blev observeret omkring 

fjernforbøns virkning på IVF, selv om 

dataene bør betragtes som foreløbige.” 

Blandt kvinderne i forsøgsgruppen 

blev 50 pct. gravide mod 

kontrolgruppens 26 pct. 

Kilder: 

“Handbook of Religion and Health” 

“Handbook for Religion and Mental 

Health” 


‹ 

‹ 

VINDERNE AF x-ORD I NR. 56 

Vinder af bog-gavekort 

Hennny S. Jørgensen 

Øverødved 15, lejl. 11 

2840 Holte 

Vindere af cd’en Hjemløs 

Lily Lunden 

Johs. Ewaldsvej 51 

8230 Åbyhøj 

Kirsten Espensen 

Illerupvej 38, 3. th 

8200 Århus N 

Jane Honoré 

Degnevænget 8 

5270 Odense N 

Charlotte E. Rasmussen 

Valby Langgade 173, 2 

2500 Valby 

Christina Bergen 

Søvang 33 

4600 Køge 

Michael Krul 

Dagmarsgade 24, st. 94 

2200 København N 

Peter Rolin 

Borremosen 3-B 

2800 Kgs. Lyngby 

HUS FORBIS JUlEKONKURRENCE, TIllyKKE TIl VINDERNE!: 

Vinder af Birgitte Birger Gaarsdals maleri: 

Allan Hansen 

Toftøjevej 25 A 

2720 Vanløse 

Vindere af gavekort fra Interflora: 

Andreas Berg Bonnen 

C. L. Ibsensvej 

2820 Gentofte 

Jytte Mikkelsen 

Rolfsvej 31 st. tv. 

2000 Frederiksberg 

Louise Jensen 

Vigerslevvej 230 

2500 Valby 

Gurli Rudbeck 

Frederiksvej 12, 4. tv 

2000 Frederiksberg 

x-ORD 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: 

By: 

Mette Braae 

Gammel Mosevej 75, 1. tv 

2800 Kgs. Lynby 

af Anne Jensen 

# Klip ud og send ind 

Send løsningen på X-ORD 

senest 14. februar 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

og 10 cd’er Hjemløs. 

Løsninger 

sendes til: 

Hus Forbi 

Tornebuskegade 1 

1131 København K 

Mærk kuverten “X-ORD/57” 

Gør porten høj, 

gør døren vid 

Sidste vinter holdt Kirkens Korshær to kirker natåbent for hjemløse i København. 

Det er der ikke kapacitet til i år, skønt det var et populært tiltag. 

Stefanskirken og Andreas Kirken i København tilbød sidste vinter nattely til 

hjemløse i de to koldeste vintermåneder i samarbejde med Kirkens Korshær. 

Ganske vist var vinteren langt koldere end i år (i skrivende stund), men det 

var ikke kun varme og ly, de hjemløse værdsatte. 

- Vi havde gode erfaringer, for de hjemløse værdsatte virkelig den store 

ro, der er i et kirkerum. Og at det er et mindre, overskueligt sted. Der kan 

ofte være overordentligt meget uro på herberger og lignende. Præsterne var 

ikke involveret på anden vis, end at de lagde lokaler til, så jeg synes, det er 

rigtig ærgerligt, at vi ikke kan tilbyde det samme i år, siger Heiner Lützen, 

Kirkens Korshær. 

Kirkerne gav nattely til seks-otte hjemløse hver nat mellem kl. 23 og 08, 

og Kirkens Korshær sørgede for bemanding med to vagter pr. nat ud af det 

ca. 40 personer store frivillig-korps. De tre ansatte fungerede som reserver, 

bagvagter og koordinatorer, forklarer Heiner Lützen. 

I år har Kirkens Korshær valgt at prioriterer kræfterne anderledes. Blandt 

andet holder korshæren sin varmestue i Helsingør åbent om natten vinteren 

over. 

Vil nogen mon løfte opgaven i København denne vinter? 

-jørl 

Træd varsomt, når du 

tramper i min drøm 

Af Bjarne Lenau Henriksen 

Frivillighed handler om respekt og 

ligeværdighed. Det handler om at 

undgå ovenfra-og-ned hjælpen. Det 

handler om at fremme gensidigheden, 

også når der hjælpes. 

Vi tror måske, at den der hjælper, 

kommer med overskuddet, mens den 

der hjælpes, sidder med underskuddet. 

Virkeligheden er dog nok, at den 

der sidder med underskuddet undertiden 

ved meget mere om livet, end 

den der kommer med overskuddet. 

Derfor skal overskudsmennesket møde 

underskudsmennesket med åbent sind 

og nænsomhed. 

Kernen i alt ordentligt frivilligt 

arbejde er derfor den frivilliges 

ydmyghed over for det menneske, der 

skal ’hjælpes’. Ydmyghed udtrykker en 

realistisk erkendelse af den gensidighed, 

der ligger i ethvert møde mellem 

mennesker, og som gør begge parter 

til modtagere og givere på samme tid. 

Som frivillig skal man vente sig det 

bedste fra det andet menneske. I mødet 

med det andet menneske skal man 

tilbyde sig med tro, håb og kærlighed: 

Man skal tro på det andet menneskes 

uendelige værdifuldhed. 

Man skal håbe på, at denne tro bliver 

synlig i mødet. 

Man skal elske at lade sig bekræfte af 

mødets meningsfuldhed. 

Hjælp er et svar på den ubetingede 

værdi, ethvert menneske har. Den 

værdi er rettesnoren i ethvert frivilligt 

engagement. Den giver plads til 

den livsbekræftende rummelighed. 

Det frivillige arbejde har derfor 

en meget vigtig funktion i dagens 

samfund: Det er en protest mod, at 

vi lader livet skrumpe så meget, at vi 

ikke længere ved, at vi er hinandens 

nødvendighed. 

Den frivillige skal være nysgerrig, ikke 

i den gængse overfladiske betydning 

nyfigen. Men den frivillige skal ville 

livet, ville i dybden med livet, ville 

lære livet at kende, ville det andet 

menneske, ville blive klogere på livet. 

Hvis ikke den frivillige vil ville alt 

det, er det andet menneske dårligt 

hjulpet. Den frivillige skal lade livet 

komme til sig, fordi han/hun ganske 

enkelt ikke kan lade være. 

Mennesket er mest selvvirkeliggørende, 

når det er selvforglemmende, 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Har du talt med din nabo i dag? 

Lige nu venter 191 mennesker i hovedstaden på at få en besøgsven. De har 

brug for kontakt med omverdenen. Som besøgsven bliver du et værdifuldt 

bindeled til verden uden for hjemmet. Du bliver inviteret indenfor en gang 

om ugen til oplevelser, der giver gensidig glæde. 

Lektiehjælp, studiecafé og cykeltræning 

Sammen med Boldklubben B93 på Østerbro og TEC på Frederiksberg er vi 

ved at oprette studiecaféer for hhv. folkeskoleelever og elever på teknisk 

skole. Hertil savner vi lektiehjælpere, som har lyst til at støtte elever med 

anden etnisk baggrund. Det foregår på hverdage om eftermiddagen. Desuden 

har vi cykeltræningshold på Nørrebro, hvortil vi søger frivillige ca. 2 

timer hver eller hver anden uge på lørdage. 

Gør holdning til handling 

Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international nødhjælp og socialt 

arbejde i Danmark. 

Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige, med blik for moden og 

det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet 

vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer ugentlig. 

Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og godt sammen. 

Kom uforpligtende og mød os, og se om det er noget for dig 

Hjælp flygtninge 

På Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg bor 60 kvinder med og uden 

børn. Ventetiden på et asylcenter er lang, men fællesskab og aktiviteter 

med danske frivillige kan gøre hverdagen meget gladere. 

Vi har allerede en række spændende aktiviteter, men vi mangler din hjælp i 

systuen, børneaktiviteten, det kreative værksted, kvindesvømningen, samt 

i vores modtage- og ledsageordning for nye beboere. 

Hvis du har overskud til at deltage hver eller hver anden uge og taler lidt 

engelsk, vil vi meget gerne høre fra dig. 

Kontakt: 

Nordre Fasanvej 224, 4. 

2200 København N 

Tlf: 38 33 64 00 

hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

når det er intensivt optaget af noget 

andet end sig selv. Det er i mødet med 

det andet menneske, vi bliver til. Det 

er dér, vores identitet skabes, det er 

dér, vi får så meget indhold og dybde 

i vore liv, at vi ikke kun behøver at 

tænke på og være optagede af os selv. 

Når vi ved, vi er hinandens nødvendighed, 

kan vi i fællesskab bryde 

vores fælles ensomhed og skabe sammenhæng 

og mening i livet. 

Der skal simpelthen gå nødvendighed 

Kirkens Korshærs’ leder Bjarne 

Lenau Henriksen skriver om 

frivilligt arbejde. 

i vort samvær. Gør der det, begynder 

vi at træde varsomt, også når vi 

får lov til at komme ind i hinandens 

drømme. Derinde er der ingen mulighed 

for at os melde hus forbi! 


Vorherres køkkenhave 

Natten var smuk og stjerneklar, så 

jeg er klædt godt på til denne 

kolde, lidt disede morgen, på vej ud 

for at møde gamle kendinge. De er i 

ordets egentligste betydning meget 

grønne og ny, og jeg skal høste 

blandt denne overflod af små vitaminbomber 

i Vorherres Køkkenhave. 

Den første kending, jeg møder, 

er ikke helt uventet Vorherre, der 

hverken ser helt grøn eller helt ny 

ud, som han står der på bakkedraget 

og vifter med armene. Han ved 

godt, at selv om der er meget at se 

på, så skal vores tur ikke henlægges 

til lavtliggende områder ved 

vandløb og moser. Vi behøver ikke 

en længere rådslagning, men traver 

ud til og langs stendiger, levende 

hegn og skovbryn, som jeg kender i 

forvejen. 

Det er sådan, at det er svært at 

kende de enkelte små, ny planter, 

men kender man området fra tidligere 

og kan huske, hvad der gror hvor, 

så er det faktisk let at se, hvad de 

små vokser op og bliver til. 

Derfor – og det har Vorherre lært 

mig – husk på et enkelt træ, en busk 

eller andet, og hvad der groede dengang 

alting sidste år stod i blomst. 

Med den viden og huskepunkter i 

baghovedet, passerer vi et engdrag, 

hvor der er et væld af små, smukke 

blomster. Det er den lille staude vi 

alle kender som Bellis eller Tusindfryd. 

Den udmærker sig ved at åbne 

Bellis, foto: Scanpix 

sine blomster ved daggry og lukke 

dem sammen igen ved aftenstide, 

og den er så glad ved solen, at selv 

om der skulle ligge et lag sne, så 

åbner den alligevel sine blomster 

når solen skinner. 

Smager af kål 

Hele planten – der smager lidt 

kålagtigt – kan bruges i salatskålen 

og blomsterne kan tørres og bruges, 

enten som ren, blodrensende belliste 

eller indgå som en del af andre 

urte-teer. Der er også et sagn om 

bellis: Engang, for meget, meget 

længe siden kom en flok djævleunger 

ind på himmelengen, der hvor 

stjernerne gror. Disse møgunger rev 

stjernerne løs og kylede dem ned 

mod jorden, hvor de splintredes i 

tusinder af stykker. Vid derfor, at 

hver eneste Bellis du finder i dag, er 

en lille splint af en stjerne. 

For den danske almue betød 

Bellis, at hvis 

man med en fod 

kunne træde på ni 

Bellisblomster, da 

var foråret rigtigt 

i gang og hvis man 

ydermere spiste 

disse ni, var man 

sikret arbejdsdygtighed 

resten 

af året (det giver 

jo stof til eftertanke). 

Fra engdraget 

bevæger vi os 

langs de levende 

hegn og stendigerne. 

Der er mængder 

af små skvalderkål, 

brændenælder og 

kodrivere hvis, nye 

blade ligger spredt 

i kranse. Oppe i 

udkanten af skoven 

gror løgkarsen og 

skovsyren, sommer 

som vinter. 

Mens jeg høster 

til salatskålen, 

kommer jeg i tanke 

om, at kodriveren 

faktisk har en historie, 

der minder 

lidt om bellis. Man siger jo, at alt 

godt kommer fra himlen – i dette 

tilfælde, altså kodriveren. Katolikkerne 

skændes velsagtens den dag 

i dag om, hvorvidt det var Jomfru 

Maria eller Sct. Peter, der var den 

mest fummelfingrede. Men én af 

dem var det altså, der tabte nøglerne 

til himmerigets porte, og hvad 

der uvægerligt sker, når man taber 

ting i himmelen, er at de lander på 

jorden. 

Hvor nøglerne landede voksede 

kodriveren frem og det ændrede jo 

lidt på tingenes tilstand, for det 

var nemlig nøglerne til himmeriets 

porte, der også åbnede for våren, 

det job måtte kodriveren nu tage på 

sig. Om vi nu er udelukket fra him- 

For den danske almue betød Bellis, at hvis 

man med en fod kunne træde på ni Bellisblomster, 

da var foråret rigtigt i gang og 

hvis man ydermere spiste disse ni, var man 

sikret arbejdsdygtighed resten af året 

meriet på grund af himmelsk sløseri 

med nøgler, det må jeg hellere tale 

med Vorherre om, for det kan jo 

være, at der også findes låsesmede 

i himlen. 

Fuld af vitaminer 

Høsten er tilendebragt. Hvad jeg 

bringer med hjem indeholder en 

overflod af A-, B-, C- og mange 

andre vitaminer, samt jern og 

mineraler. 

Forårets unge planter er dejligt 

kraftige i smagen, så når de er 

renset og plukket i mindre stykker, 

blandes de kreativt, det vil sige 

brug fantasien og smag dig frem, 

særligt med hensyn til løgkarse og 

syre. 

Hvis salaten synes for kraftig 

i smagen så suppler med blade fra 

købte økologiske salattyper og 

ditto fintsnittede agurker. Skal man 

bruge dressing, så begå ikke den 

blasfemiske dødssynd at overhælde 

det hele med købesjask fra 

Brugsen. Pres med nænsom hånd 

citrussaft over salaten, om det er 

citron, grape eller appelsin, det 

bestemmer kun dine smagsløg. I 

sig selv er en vild køkkenhavesalat 

en oplevelse. Hvor ofte har jeg 

ikke glemt hovedretten, når jeg 

kan smage solen, vinden, skovene, 

markerne og engen – luk øjnene og 

del salatskålen med mig. 

Lidt senere, i marts og april indgår 

også ramsløg, birke-, linde- og 

Kodrive, foto: Scanpix 

hindbærblade i dette sundhedens og 

velsmagens mekka. 

Selvfølgelig skal det ikke være 

Vorherres salatbar det hele. Uden 

at miste saft, kraft og vitaminer er 

de nye findelte planter ypperlige 

rørt op i yoghurt, kvark eller andre 

surmælksprodukter. Prøv også, lige 

inden serveringen af en suppe, at 

røre planterne deri. 

Min lovprisning af forårets muligheder 

fra køkkenhavens univers, 

skal ses i lyset af den nødvendighed 

det havde ”på landet”, dengang man 

var selvforsynende. Man saltede og 

røg sit kød og flæsk til vinteren, 

rodfrugterne var i kuler, og i nyttehaven 

stod kun grønkålen tilbage. 

I de fugtige, utætte, uhygiejniske 

boliger, der vrimlede med utøj, 

mus og rotter, havde sygdom og 

lidelse gode kår og dødeligheden 

var stor. Det der reddede mange 

var grønkålen, som var det eneste 

vitamin-og kosttilskud gennem vinteren. 

Foråret med dets mange grønne, 

spiselige vækster fik simpelthen 

familierne til at blomster op igen. 

Køkkenhaven tur, retur. Selv om 

Vorherre skal videre på sin færd, følges 

vi alligevel ad nogle kilometer 

– for hvad vi ikke så på udvejen, ser 

vi måske på hjemvejen. Ved vores 

”huskegrene” (Hus Forbi nr. 55) ser 

vi, at peberroden og pastinakken atter 

bryder mulden, hvor er livet dog 

skønt. 

Vi glæder os i stilhed 

og vore skovveje 

skilles for denne gang. 

Solen skinner, også når 

du ikke ser den 

Steen Viggo, tidligere 

hjemløs og udeligger 

Vorherre, udeligger 

Bellis kan man finde stort set året rundt også i hård frost. Kodriven er en forårsbebuder, og dens blade kan 

findes i det allertidligste forår, hvis man har øjnene godt med sig. Denne artikel er blevet til på baggrund af 

reseach i Vorherres køkkenhave i marts 2006. 

Foto: Niels Nyholm

ny landstræner i - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?