02.09.2013 Views

ny landstræner i - Hus Forbi

ny landstræner i - Hus Forbi

ny landstræner i - Hus Forbi

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

hus forbi<br />

Køb avisen på stationen – ikke i toget<br />

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 57 februar 2007<br />

Danmark har fået en<br />

<strong>ny</strong> <strong>landstræner</strong> i<br />

gadefodbold for hjemløse<br />

Flere begravelser uden pårørende • Brasiliens svar på <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>


Udgiver:<br />

Foreningen <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Tornebuskegade 1, 2.<br />

1131 København K<br />

Tlf. 3832 2320<br />

husforbi@husforbi.dk<br />

www.husforbi.dk<br />

Ansvarshavende redaktør:<br />

Jaku-Lina E. Nielsen<br />

Tlf. 3832 2324<br />

jaku-lina@husforbi.dk<br />

Debatindlæg og læserbreve:<br />

redaktion@husforbi.dk<br />

Næste nummer udkommer den 1.<br />

marts. Deadline for indlæg er 8. februar<br />

Salg og marketing:<br />

Heidi Riel<br />

Tlf. 3171 0481<br />

heidi@husforbi.dk<br />

Hvis du vil give et bidrag til <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>,<br />

kan du sætte beløbet ind på dette<br />

konto-nr: Giro (9541)60028842.<br />

Mærk indbetalingen ”bidrag”.<br />

Forsidefoto:<br />

Das Büro/Ulrik Jantzen<br />

www.loge86. dk<br />

I december 2006 slog <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> alle hid-<br />

tidige salgsrekorder og landede på knap<br />

72.000 solgte eksemplarer. Dermed<br />

ligger <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> nu som nummer to på<br />

listen over mest solgte månedsblade<br />

i Danmark – efter Bo Bedre*). Det skal<br />

dog lige nævnes, at salget af hjemløseavisen<br />

i julemånederne typisk ligger 20<br />

- 25 procent højere. Men det sidste års<br />

tid har <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> oplevet en fordobling<br />

i antallet af solgte aviser. Og hvorfor nu<br />

det?<br />

Som <strong>ny</strong>startet redaktør, mener jeg naturligvis,<br />

det blandt andet skyldes bladets<br />

indhold. Men vores dygtige sælgere har i høj<br />

grad også æren for den opadgående salgskurve.<br />

Mange af bladets sælgere har nu solgt <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

i et par år og er blevet gode til at skabe kontakt til<br />

kunderne med venlighed, humor og underfundige<br />

salgsargumenter. Og det har skabt mange faste kunder,<br />

som kender deres lokale sælger.<br />

Sælgerne må dog ind i mellem stadig lægge øre<br />

Layout:<br />

Westring + Welling A/S<br />

Tryk:<br />

Dansk Avistryk A/S<br />

Oplag: 75.000<br />

Distribution og abonnement:<br />

Notat Grafisk<br />

Nordkystvejen 2F<br />

8961 Allingåbro<br />

Tlf. 7026 7006<br />

abonnement@husforbi.dk<br />

Boformer for hjemløse,<br />

medborgerhuse, kulturhuse m.m. kan<br />

fungere som distributør for <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

– dvs. være udleveringssted af avisen<br />

til sælgerne. Kontakt os:<br />

3171 0481 (se listen af distributører<br />

på www.husforbi.dk).<br />

Abonnement:<br />

Standardabonnement: 340 kr.<br />

(12 numre om året - inkl. moms,<br />

porto og gebyr).<br />

Støtteabonnement: 540 kr.<br />

Henvendelser vedr. abonnement<br />

på tlf. 7026 7006 eller<br />

dorte@notatgrafisk.dk<br />

ISSN: 1397-3282<br />

Rekord<br />

*) Jvf. Dansk Oplagskontrols tal for 2006<br />

Om <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkom første gang i 1996. Siden starten<br />

af 2006 er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> udkommet en gang om<br />

måneden. Salgsrekorden er 72.000 eksemplarer<br />

(december 2006). <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælges af hjemløse<br />

og tidligere hjemløse – det man under ét kan<br />

kalde ”skæve eksistenser”. Avisen sætter fokus<br />

på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.<br />

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede<br />

grupper både via indholdet af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

samt ved at læserne køber avisen direkte af ”en<br />

skæv eksistens”. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har ca. 300 sælgere,<br />

der alle er udstyret med et id-kort udstedt af<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat. Salget af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> fungerer<br />

for sælgerne som et alternativ til tiggeri<br />

og evt. kriminalitet. Indholdet i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> produceres<br />

primært af professionelle freelancere,<br />

fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte<br />

på redaktionen er redaktøren. I <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat<br />

er der pt. ansat en økonomimedarbejder,<br />

en salgs- og marketingsmedarbejder, en sælgerrepræsentant<br />

og en studentermedhjælper.<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er medlem af det internationale netværk<br />

af gadeaviser, INSP.<br />

Vi støtter <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>: Vi støtter Ombold:<br />

der tæller<br />

Nedenstående er <strong>ny</strong>e DM-sponsorer<br />

TAMU-Center Odense<br />

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen:<br />

til kommentarer som: ”Få dig dog et job!”<br />

- Men det er jo ikke et arbejde, jeg mangler – det<br />

et sted at bo! Som en af vores sælgere plejer at<br />

svare. Han har jo et arbejde, synes han – han sælger<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>. Tidligere samlede han flasker.<br />

Det at vores sælgere er begyndt at betragte<br />

salget af hjemløseavisen som et arbejde, de står<br />

op til om morgenen og bruger nogle timer på som<br />

alternativ til tiggeri mm., kan forhåbentlig være et<br />

skridt frem mod at få en fod ind på det ”rigtige”<br />

arbejdsmarked.<br />

Så når vi her på <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> synes, det er glædeligt<br />

med en stigende salgskurve, så er det først og fremmest<br />

af den grund.<br />

Så tak til dig som solgte dette blad – og til dig<br />

som købte det.<br />

God læselyst.<br />

Jaku-Lina E. Nielsen<br />

Redaktør af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Frederiksberg Kommune<br />

R i s o g R o s<br />

På side 2 i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> under (Vi støtter OMBOLD), skal<br />

du medtage følgende logoer:<br />

2 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De<br />

hus forbi · nr. 57 · februar 2007 3<br />

Hjemløses <strong>Hus</strong>, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB.<br />

Kulturministeriet skal fjernes<br />

Markedsføring<br />

<strong>Hus</strong>leje mv.<br />

Reserve<br />

Løn til medarbejdere<br />

Det går din 20’er til<br />

Moms<br />

Produktion og tryk<br />

Sælgeren<br />

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix<br />

Månedens<br />

TEMAFOTO<br />

Hej<br />

Jeg er en glad køber af Jeres avis.<br />

Jeg har altid syntes, at den er utrolig<br />

spændende, og samtidig er det<br />

perfekt, at man kan hjælpe mennesker,<br />

der har brug for det.<br />

Men, her på det sidste synes jeg,<br />

at den er blevet en smule ”tam”...<br />

Der mangler noget! Noget <strong>ny</strong>t. Jeg<br />

kan ikke præcis sætte fingeren på,<br />

hvad det er... Men, der mangler i<br />

hvert fald noget.<br />

Nu er det jo ikke op til læseren,<br />

hvad der skal og ikke skal stå i aviserne,<br />

men en smule <strong>ny</strong>-tænkning er<br />

aldrig af vejen. (Forkortet af red.)<br />

Med venlig hilsen,<br />

Jette<br />

Svar:<br />

Hej Jette.<br />

Tak for dit input vedrørende Indholdet<br />

af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>.<br />

Jeg er da ked af, at du ikke<br />

længere er så glad en køber af<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>, som tidligere. Jeg kan<br />

fortælle, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har været i<br />

den situation, at der ikke har været<br />

en fast redaktør på bladet det sidste<br />

halve år.<br />

Som <strong>ny</strong>tiltrådt redaktør vil jeg<br />

naturligvis gøre mit bedste for at<br />

tilføre bladet ’<strong>ny</strong> energi’, men jeg<br />

synes faktisk, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har budt<br />

på glimrende læsehistorier i de<br />

sidste mange numre, f.eks. har <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong> som det eneste medie forsøgt<br />

at optælle antallet af gadehjemløse<br />

i København på det tidspunkt, hvor<br />

den danske vinter stod for døren<br />

”F… hvor jeg dog fryser” har en graffitimaler skrevet i Rosenborggade – et stenkast fra <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s sekretariat i<br />

Tornebuskegade 1. På billedet ses <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgeren Leif ”Kok” Baran.<br />

(<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> December 2006).<br />

Mvh., Jaku-Lina E. Nielsen<br />

Redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -<br />

Vedrørende de hjemløse fra Polen,<br />

der sælger <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i København<br />

Som sælger af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> kan jeg<br />

oplyse, at folk køber bladet i tiltro<br />

til, at det er de hjemløse i Danmark,<br />

de støtter. Jeg mener derfor, at<br />

da de ikke har cpr.nr., så hører de<br />

ikke til her, selv om de falder ind<br />

under EU-reglerne. Hvis <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

kunne formidle, at der blev lavet et<br />

hjemløseblad på samme måde som<br />

her, ville de kunnet blive hjulpet i<br />

hjemlandet. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> er jo blevet<br />

til ved at kigge på de andres landes<br />

hjemløseaviser. De 250 sælgere, der<br />

er her, vil nemt kunne blive ti gange<br />

så højt, efterhånden som de kommer<br />

fra de øvrige, tidligere østlande, og<br />

så er ideen gået tabt. Der skal fokus<br />

på de hjemløse i Danmark. (Forkortet<br />

af red.)<br />

Hilsen Lis S.<br />

Sælger af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Svar:<br />

Det er rigtigt, at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> som avis<br />

og projekt givetvis vil blive ændret<br />

betydeligt, hvis der pludselig kom<br />

flere hundrede sælgere hertil fra vores<br />

nabolande i øst. Men <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

kan rent juridisk ikke afvise dem.<br />

Foreløbig udgør de østeuropæiske<br />

sælgere dog kun 10 procent af<br />

vores sælger-korps på ca. 320, og<br />

deres andel er kun steget svagt<br />

det sidste års tid. Pr. 1. januar fik<br />

de udenlandske <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgere<br />

desuden et særligt, midlertidigt<br />

id-kort, som udløber efter seks<br />

måneder. Desuden er <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> ved<br />

at stable kortvarige danskkurser<br />

på benene, som de udenlandske<br />

sælgere skal deltage i for at kunne<br />

begå sig en smule på dansk. Der<br />

er allerede hjemløseaviser i flere<br />

østeuropæiske lande – bl.a. Polen.<br />

Østeuropæerne kommer primært til<br />

Danmark, fordi de har hørt, at vi har<br />

mangel på arbejdskraft. Ofte er det<br />

dog ikke helt så nemt at få fodfæste<br />

på det danske arbejdsmarked, og<br />

derfor arbejder de i en periode som<br />

www.andersagerbo.dk<br />

sælgere af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> og er – sammen<br />

med de danske sælgere – med til at<br />

øge kendskabet og indtjeningen til<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>.<br />

Mvh., Jaku-Lina E. Nielsen<br />

Redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -<br />

Kære <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Jeg køber altid jeres blad – både<br />

fordi det er godt, og fordi jeg<br />

sympatiserer med den sag, I kæmper<br />

for. Jeg kan også godt forstå, at der<br />

var mange sælgere på banen i december,<br />

så I kunne få del i de åbne<br />

tegnebøger og folks velvillighed i<br />

den søde juletid – men det irriterede<br />

mig og virkede anmassende.<br />

Min irritation blev vakt igen,<br />

da jeg mødte en sælger med jeres<br />

januarnummer allerede den første<br />

arbejdsdag efter <strong>ny</strong>tår. Jeg synes I<br />

skal overveje, om det massive fremstød<br />

kan give bagslag.<br />

Mange hilsner,<br />

Karen<br />

Svar:<br />

Nu er det sådan, at antallet af <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>-sælgere hænger sammen med,<br />

hvor stor gruppen af ”skæve eksistenser”<br />

er i dagens Danmark – og<br />

ikke med <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>s ambitioner om<br />

at lave ”massive fremstød”. Det står<br />

desuden enhver frit for, om man vil<br />

købe <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> eller ej.<br />

Mvh., Jaku-Lina E. Nielsen<br />

Redaktør <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Foto: Holger Henriksen


Ny træner for<br />

hjemløselandsholdet<br />

Forberedelser til sommerens<br />

VM i Gadefodbold for<br />

Hjemløse i København er i<br />

fuld gang. I spidsen for det<br />

danske landshold står en<br />

<strong>ny</strong> træner, Janek Majewicz<br />

– mød ham her.<br />

Af Tina Juul Rasmussen<br />

Foto: DAS BÜRO<br />

På en kold og grå januardag, hvor folk skutter<br />

sig i frakkerne og haster over pladsen, er det<br />

svært at se scenariet for sig: At Rådhuspladsen<br />

til sommer i en uges tid vil være omdannet til<br />

et sydende VM-stadion. At hjemløse fodboldspillere<br />

i farvestrålende landsholdstrøjer fra<br />

hele verden vil stå smilende og stolte, når<br />

deres nationalmelodier spilles – for senere at<br />

kæmpe intenst om bolden på de små mobile<br />

baner, omgivet af tribuner med tusindvis af<br />

hujende tilskuere fra ind- og udland.<br />

Nyt hold på banen<br />

Og når det danske hjemløselandshold løber på<br />

banen, er en af dem, som råber allerhøjest,<br />

>><br />

<strong>landstræner</strong> Janek Majewicz.<br />

1. februar overtog han opgaven efter Max<br />

Wettendorff med at få de ti danske gadefodboldspillere<br />

– som netop er ved at blive<br />

udtaget til landsholdet – i både fysisk og<br />

mental form til det krævende VM-program.<br />

Spillerne, der kommer fra hele landet, har<br />

deltaget i de hjemlige turneringer i gadefodbold<br />

og bor fortrinsvis på forsorgshjem. Der<br />

er dog to ”gengangere” fra sidste års landshold,<br />

Kim Thomsen og Ken Bell Rasmussen.<br />

- Min opgave med holdet bliver selvfølgelig<br />

først og fremmest at træne dem fodboldmæssigt.<br />

Men gennem socialfaglige temaer<br />

vil jeg også lade dem stifte bekendtskab<br />

med stofedukation (viden om euforiserende<br />

stoffers skadelige virkninger, red.), rygestop,<br />

kost, visualisering og ikke mindst tale<br />

beskæftigelse med dem, siger den 33-årige<br />

<strong>landstræner</strong>.<br />

Janek Majewicz har arbejdet som stofmisbrugsbehandler<br />

på et rådgivningscenter<br />

i Københavns Kommune de seneste tre år og<br />

har en fortid som fodboldspiller i KB gennem<br />

18 år.<br />

Heller ikke i VM-sammenhænge er Janek<br />

Majewicz <strong>ny</strong>. Han har været tilk<strong>ny</strong>ttet<br />

OMBOLD – den organisation, som står bag<br />

gadefodbolden for hjemløse i Danmark – som<br />

konsulent siden 2004 og har her blandt andet<br />

fulgt de tidligere danske landshold, senest<br />

ved VM i Cape Town sidste efterår.<br />

Fodbolden gør en forskel<br />

Derfor er han også ganske klar i mælet, når han<br />

svarer på hvilke erfaringer fra især det seneste<br />

landshold, som er værd at bygge videre på:<br />

- Vi skal holde klar fokus på fællesskabet<br />

på holdet, som betyder fantastisk meget, og<br />

motivere spillerne til at være med i aktiviteter,<br />

som de kan profitere af, når VM er slut.<br />

Vi har hørt fra de tidligere spillere, at det<br />

giver dem et utroligt selvværd at være med<br />

i sådan et forløb, men hvis de ikke har gang<br />

i noget – job, uddannelse eller andet – når<br />

projektet er slut, oplever de et tomrum og en<br />

ensomhed.<br />

- Derfor vil vi også arbejde på at få deres<br />

bagland – netværk og kommuner – som<br />

medspillere. Fodbolden – og projektet – gør<br />

virkelig en forskel. Det skaber selvværd,<br />

team-spirit og fællesskab – vigtige fokuspunkter<br />

for alle mennesker – og et positivt<br />

udgangspunkt, som forvaltningerne, behandlerne<br />

og kontaktpersonerne måske ikke har<br />

set tidligere, og som kan bruges til at hjælpe<br />

den enkelte videre i sit liv, netop ved at tage<br />

udgangspunkt i hans kompetencer – som<br />

altså også kan være af fodboldmæssig karakter,<br />

siger Janek Majewicz, hvis motivation<br />

i jobbet er den samme – at hjælpe spillerne<br />

videre:<br />

- Jeg har set, at fodbold – og idræt i det<br />

hele taget – om noget kan gøre en forskel.<br />

Du kan ikke være påvirket, når du spiller. Så<br />

falder du i hvert fald hurtigt igennem.<br />

Og det er fedt at opleve,<br />

at deres puls banker hurtigt<br />

– ikke på grund af stoffer,<br />

men fordi de har ydet en<br />

fysisk præstation.<br />

Bruger visualisering i træningen<br />

At deltage i et VM som hjemløs er en stor<br />

ting for alle, som er med. Som Janek Majewicz<br />

udtrykker det:<br />

- Nu har jeg selv to gange prøvet at stå<br />

der i rødt og hvidt, og det kun på sidelinien...<br />

og når det rykker i mig, rykker det i<br />

hvert fald også i dem.<br />

Så for at forberede spillerne bedst muligt<br />

på hele oplevelsen bruger Janek Majewicz visualisering<br />

– en metode, hvor man gennem meditative øvelser<br />

på forhånd forestiller sig og gennemlever bestemte<br />

situationer. Det kan f.eks. være at sparke et vigtigt<br />

straffespark eller ikke lade sig påvirke af tilskuernes<br />

tilråb, når man løber rundt på banen.<br />

- Vi brugte det sidste år på landsholdet, og spillerne<br />

gav udtryk for, at det havde en god og beroligende<br />

effekt på dem. Det hjalp dem til at holde fokus og<br />

koncentration og ikke lade sig forstyrre af omgivelserne,<br />

netop fordi de følte, at de ”havde været der før”,<br />

fortæller Janek Majewicz.<br />

Fakta om VM i Gadefodbold 2007<br />

Hvornår: Den 28. juli-4. august (begge dage inkl.)<br />

Sted: Rådhuspladsen i København<br />

Deltagere: 48 hold fra hele verden – cirka 500 hjemløse<br />

spillere.<br />

Kampprogram: Der skal spilles omkring 312 kampe.<br />

Danmark: Deltager med et landshold og stiller med et<br />

reservehold på 10 spillere som værtsland. Reserveholdet<br />

træder til i tilfælde af skadede spillere.<br />

Arrangører: The Homeless World Cup, OMBOLD,<br />

Københavns Kommune, og Socialministeriet.<br />

Historie: Det er 5. gang VM i Gadefodbold for Hjemløse<br />

afvikles. Næste år bliver i Melbourne, Australien.<br />

4 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 5<br />

>><br />

taj


En vinter på gaden<br />

kræver sul på kroppen<br />

Projekt UDENFORs mobile café har siden<br />

2001 opsøgt gadefolk seks dage om ugen<br />

i København – med ordentlige og robuste<br />

måltider. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> var med en aften<br />

Af Helle Jørler<br />

Fotos: Lisbeth Johansen<br />

- Mad er et godt middel til at komme<br />

i kontakt med folk på, siger ”madfar,”<br />

Brian Sørensen, der er ansvarlig for<br />

projekt UDENFORs Mobile Café.<br />

Det er ikke løgn. Vi har alle<br />

sammen et forhold til mad fra fødsel<br />

til død. Og der er k<strong>ny</strong>ttet en million<br />

følelser og erindringer til smagsløg<br />

og lugtesans. Foruden, naturligvis,<br />

at det gælder vores overlevelse.<br />

Især, når man ikke får varme fra en<br />

radiator eller en pejs mellem fire<br />

vægge. Der skal en del kalorier til at<br />

overleve en vinter på gaden på disse<br />

breddegrader – om end vintre ikke<br />

er, hvad vintre har været.<br />

- Ene grøntsager og fisk vækker<br />

ikke så stor begejstring, men kødmad,<br />

gerne i kraftige supper med godt brød<br />

til og i rigelige mængder, er populært<br />

blandt gadefolket, forklarer Brian<br />

Sørensen, der er selvlært både det<br />

ene og det andet, mens han læsser<br />

varevognen, som fikst er indrettet<br />

med hylde/skuffesystemer og lys i<br />

smækken. Duften er uimodståelig fra<br />

dagens irske stuvning med svinekød,<br />

kartofler, gulerødder, løg, selleri,<br />

brød… Kaffe, the, kakao og kager<br />

er der også.<br />

Brian begyndte i 2001 som frivillig,<br />

da cafeen så dagens lys, og<br />

endte med at have arbejdet som job.<br />

Normalt er det to frivillige, som færdiggør<br />

den mad, Brian har forberedt<br />

fra grunden om formiddagen sammen<br />

med en køkkenassistent, og de kører<br />

så ruten fra kl. 18. I aften er der forfald,<br />

så han træder selv til – sammen<br />

med Lise, 25 år, snart udlært i human<br />

ernæring fra Suhrs Seminarium.<br />

- Årh, jeg ved ikke, siger hun beske<br />

dent om sit engagement… - jeg<br />

synes, det blev lidt kedeligt og indholdsløst<br />

at sidde med veninderne<br />

på så den ene café og så den<br />

næste… jeg ville gerne give lidt af<br />

mit overskud.<br />

Den lille, spinkle kvinde smiler<br />

blidt og retter på brillen og tager<br />

det forbløffende roligt, da hendes<br />

bofælle ringer og fortæller om vandskade<br />

her mellem jul og <strong>ny</strong>tår. Lise<br />

er uden frygt eller fordomme, når<br />

hun færdes stilfærdigt med sødme<br />

mellem gadens folk og sludrer roligt<br />

med dem, mens hun serverer og observerer,<br />

om alle har det, de behøver.<br />

Hun fortæller, at det nærmest kan<br />

være en fordel at være ude som<br />

kvinde, fordi de hjemløse passer<br />

godt på de kvindelige frivillige og<br />

sørger for justits i egne rækker, når<br />

der serveres.<br />

Første skridt kan<br />

være en kop kaffe<br />

Ved en S-togs station venter mange.<br />

De fleste tøer først hænderne op med<br />

en kop varmt. Så spises der i vintermørket.<br />

Tavst. Hundene sniffer. En<br />

ældre mand med barnevogn som base<br />

skaber lidt hygge med en lygte med<br />

fyrfadslys i. Der bliver spurgt lidt til,<br />

om der er vanter, huer, soveposer<br />

med? Men det er der ikke i dag.<br />

Brian lover, at der kommer varme<br />

ting med de næste dage.<br />

- Vores hovedmålgruppe er<br />

psykisk syge på gaden. Men vores<br />

motto er: ”Hellere et måltid for<br />

meget end et for lidt.” Vi har da<br />

også den glæde, at nogle af de<br />

meget alkoholiserede er blevet<br />

bedre til at få noget fast føde ned<br />

– det er ingen dårlig begyndelse,<br />

siger Brian.<br />

- Vi holder lidt øje med, hvordan<br />

det går vores ”stamkunder.” Og ca.<br />

12-13 gange årligt bliver vi kontaktet<br />

af de sociale myndigheder, fordi de<br />

ikke kan etablere kontakt med en<br />

medborger. Eller vedkommende<br />

vender ryggen til, bogstaveligt talt.<br />

Dér kan vi nogle gange gøre en<br />

indsats på gadeniveau, selv om der<br />

ofte må en uhyre langsommelig<br />

tillidsopbyggende fase til.<br />

Senere på ruten kører vi også et<br />

måltid mad ud til en psykisk syg,<br />

Billede længst til højre:<br />

- Jeg synes, det blev lidt kedeligt<br />

og indholdsløst at sidde med<br />

veninderne på så den ene café og<br />

så den næste, fortæller Lise (med<br />

briller), der arbejder som frivillig<br />

i Den Mobile Café.<br />

- Det er RØVkedeligt at leve på<br />

gaden – og ingen almindelige<br />

mennesker uden problemer gør<br />

det frivilligt i længere tid, siger<br />

”madfar,” Brian Sørensen fra<br />

Projekt UDENFOR’s mobile café.<br />

Bag ham Lisbeth, SAND’s Københavnerrepræsentant.<br />

der ganske vist ikke bor på gaden<br />

mere, men så rigeligt har ”aftjent<br />

sin værnepligt” ved at leve 20 år<br />

under Langebro uden kontakt med<br />

nogen. Og som til at begynde med<br />

ikke ville have kontakt med cafeen,<br />

men forsigtigt begyndte at tage<br />

imod en kop kaffe, der blot blev<br />

stillet ned til ham under broen. Og<br />

så fremdeles, skridt for skridt. Til<br />

sidst lod han sig indlægge, og det<br />

lykkedes Brian at finde en lejlighed<br />

til ham.<br />

Også i aften er der indløbet en<br />

”efterlysning.” Vi finder den beskrevne<br />

på en S-togs station. Han har kun<br />

levet en lille måned på gaden og er<br />

pæn i tøjet. Alligevel genkendelig.<br />

To grønlandske <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælgere, Johan Ole Kleist og Marie<br />

Nikolajsen, glæder sig over det nærende måltid mad.<br />

Lise går uden dikkedarer hen og<br />

spørger lavmælt, om han har lyst til<br />

et måltid mad. Han kigger noget forundret<br />

op på hende. Men tager imod<br />

med glæde. Snakker lidt. Kontakten<br />

er etableret. Kravløst.<br />

hj@freelanceriet.dk<br />

30 frivillige tager ud to ad<br />

gangen med Den Mobile Café<br />

i København fra kl. 18 mandag<br />

til fredag året rundt. Om<br />

lørdagen laver de frivillige<br />

maden sammen fra kl. 10 og<br />

kører ud med den ved middagstid<br />

i H.C. Ørstedsparken – der<br />

også danner rammen om en<br />

julefrokost og i sommerhalvåret<br />

grill om lørdagen kl. 13. Ud<br />

over de frivillige er der ansat<br />

to gade-socialpædagoger og en<br />

praktikant – og Brian Sørensen.<br />

Cafeen uddeler 40-50 portioner<br />

varm mad pr. aften, og hvis der<br />

bliver noget til overs bliver det<br />

afleveret til ”Reden,” værested<br />

for prostituerede på Vesterbro i<br />

København.<br />

Der er afsat ca. 1 million kroner<br />

årligt til løn, bil og råvarer<br />

– desuden er grøntsager, brød<br />

og kager sponseret. Midlerne<br />

stammer dels fra SATS puljen,<br />

dels fra OAK Foundation,<br />

Schweiz.<br />

Lidt hygge med en lygte kan man<br />

vel altid skabe…<br />

6 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 7


<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i Brasilien<br />

Det kan bedre betale<br />

sig at tigge<br />

Selvom der er titusindvis uden tag over hovedet<br />

i Brasilien, sælger kun 40-50 hjemløse,<br />

gadeavisen ”Ocas”. Det skyldes blandt andet<br />

politikernes syn på de hjemløse og brasilianernes<br />

hjælpsomhed.<br />

Af: Rita H. Svennum<br />

Foto: scanpix<br />

Da den brasilianske gadeavis, Ocas<br />

udkom for første gang i 2002 fik de<br />

hjemløse endelig et talerør, hvor de<br />

kunne fortælle om deres liv. Men de<br />

fik også snart problemer:<br />

- Lokalpolitikerne i Rio de<br />

Janeiro anser hjemløse for at være<br />

værdiløse. Da vi skrev om, hvordan<br />

politiet driver klapjagt på dem, bad<br />

de uofficielt socialarbejdere om at<br />

smide Ocas-sælgere ud af de kommunalt<br />

drevne huse for hjemløse.<br />

Selvfølgelig valgte de et gratis<br />

tag over hovedet, når de fik valget<br />

mellem at bo der eller sælge Ocas,<br />

fortæller redaktør Luciano Rocco.<br />

Politiet fjerner også de hjemløse<br />

fra de riges boligområder og fra de<br />

populære strande Copacabana og<br />

Ipanema. Heller ikke hos de handlende<br />

er de hjemløse velkomne. De<br />

lader vand sive ud under frontpartiet<br />

af deres butikker hele natten,<br />

så de hjemløse ikke kan sove der.<br />

Alle hjælper alle<br />

Luciano Rocco er en af initiativtagerne<br />

til Ocas, som bliver solgt i<br />

storbyerne Rio de Janeiro og São<br />

Paulo. Her sælger cirka 40-50 hjemløse<br />

gadeavisen. Men der er en stor<br />

udskiftning blandt sælgerne.<br />

- For de hjemløse i Brasilien har<br />

et kortsigtet syn på livet.<br />

Det bebrejder jeg dem selvfølgelig<br />

ikke. Det er nemlig nemmere<br />

at tigge end at sælge. De fleste<br />

brasilianere giver altid en skilling til<br />

en tigger. Det ligger i vores kultur<br />

at hjælpe, men vi burde tænke<br />

på, hvordan vi er solidariske, siger<br />

Luciano Rocco.<br />

I Brasilien er der ikke et socialt<br />

system, der tager sig af de fattige.<br />

Derfor er der mange frivillige hjælpeforanstaltninger:<br />

Der er huse for<br />

hjemløse, der er mulighed for at få<br />

et gratis måltid mad, og flere steder<br />

uddeler folk gratis tøj og sko til de<br />

fattige.<br />

- Men det burde være mere<br />

attraktivt at arbejde end passivt<br />

at modtage ydelser, siger redaktør<br />

Luciano Rocco.<br />

Få, men trofaste læsere<br />

Ocas er siden starten udkommet i<br />

7.500 eksemplarer. Det er ikke ret<br />

mange i forhold til, at der bor 186<br />

mio. mennesker i Brasilien. Til sammenligning<br />

blev der solgt 72.000<br />

eksemplarer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i december<br />

2006.<br />

- Det er dels et udtryk for, at vi<br />

har svært ved at finde firmaer, der<br />

vil reklamere i Ocas. Det skal også<br />

ses i lyset af, at brasilianer læser<br />

meget lidt aviser og blade. For<br />

eksempel udkommer et af de største<br />

dagblade kun i 311.000 eksemplarer<br />

dagligt. Tv har et meget bedre tag i<br />

befolkningen, siger Luciano Rocco,<br />

der trøster sig med, at det stabile<br />

oplagstal viser, at Ocas har en trofast<br />

læserskare, der interesserer for<br />

hjemløses livsvilkår.<br />

- Vi prøver at få journalister på<br />

aviser, radio og tv til at tage emnet<br />

hjemløse op. Det gør vi blandt andet<br />

ved at vise dem forskellige sider af<br />

de hjemløses liv, og at diskutere<br />

samfundets ansvar overfor denne<br />

gruppe. Men medierne har mange<br />

fordomme, siger Luciano Rocco,<br />

der sammen med 20-25 frivillige<br />

journalister, layoutere, fotografer og<br />

reklamefolk laver Ocas.<br />

Ocas – mere end en avis<br />

Penge er ikke altid det eneste<br />

problem for en hjemløs. Mange har<br />

ar på sjælen ovenpå et hårdt liv på<br />

gaden. Derfor tilbyder Ocas sine<br />

sælgere at deltage i blandt andet<br />

teaterterapi. Her kan sælgerne lufte<br />

deres problemer overfor andre i<br />

samme situation. Det kan være en<br />

sælger ikke kan betale sin husleje.<br />

Eller en, der støder på problemer,<br />

når han sælger Ocas. Sammen finder<br />

de frem til et forslag til løsning, og<br />

under ledelse af en teateruddannet<br />

opfører de et drama over en af de<br />

hjemløses problemstillinger.<br />

En frivillig psykolog tilbyder<br />

gruppeterapi efterfulgt af individuelle<br />

samtaler. I et skriveværksted<br />

kan sælgerne også være med til at<br />

skrive i Ocas. En journalist hjælper<br />

sælgerne med at komme på ideer til<br />

artikler, at finde egnede kilder til<br />

deres historier, at interviewe og at<br />

skrive artiklerne.<br />

Selvtilliden vokser<br />

Det sværeste ved at sælge Ocas<br />

er at sælge et blad for hjemløse.<br />

Sælgerne oplever ofte, at de bliver<br />

opfattet som kriminelle, og derfor<br />

bliver folk på gaden bange for dem.<br />

- Dem, der kommer sig over<br />

denne følelse, kan få penge til<br />

tøj, husleje og lidt at spise. Mange<br />

hjemløse er misbrugere og bruger<br />

pengene fra salget af Ocas til deres<br />

misbrug. Vi stopper dem ikke i det,<br />

men prøver at få dem til at erkende<br />

Ocas<br />

– en brasiliansk gadeavis:<br />

deres problem, siger Luciano Rocco,<br />

der kender alle sælgerne i Rio de<br />

Janeiro.<br />

- Sælgernes forhold til andre<br />

bliver også bedre. De får et netværk.<br />

Nogle sælgere har fået et formelt arbejde<br />

gennem læsere af Ocas. Mange<br />

læsere skriver til os: ”Jeg kan ikke<br />

forstå, at han var hjemløs”. Folk har<br />

et indtryk af, at hjemløse ikke kan<br />

noget. Men når de står og sælger<br />

Ocas, skal de fortælle køberne<br />

om, hvad ideen er med bladet. Det<br />

kræver meget af den enkelte. Det<br />

lyder som en kliché, men sælgerne<br />

får selvtillid, siger redaktør Luciano<br />

Rocco.<br />

”Ocas” betyder ”hus” på indiansk og forkortelsen af Organização Civil de<br />

Ação Social.<br />

Oplag: 7.500<br />

Antal indbyggere i Brasilien: 186 mio.<br />

Andel hjemløse: cirka 0,1 procent<br />

Det skriver Ocas om:<br />

Ocas behandler kulturelle og sociale emner. Blandt andet bringer avisen<br />

interviews med alt fra skraldsamlere til popstars. Læserne får anmeldelser<br />

af teaterstykker og bøger samt en liste over <strong>ny</strong>ttige hjemmesider.<br />

Skuespillere og politikere skriver om sociale emner. Forskere i hjemløses<br />

vilkår fortæller om deres <strong>ny</strong>este resultater.<br />

Kilde: redaktør Luciano Rocco, Ocas<br />

8 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 9<br />

>>


Efter otte år i en seng hos sin søster<br />

Jeg er uafhængig nu<br />

som arbejdsløs, skizofren og epileptiker<br />

var det en stor glæde, da Marisa<br />

Suraci kunne købe sig et lille brød for<br />

egne penge.<br />

Af: Rita H. Svennum<br />

Foto: Dalton Valerio<br />

Marisa Suraci blev født med epilepsi. Men hun arbejdede i mange<br />

år for et firma i Rio de Janeiro, der lavede dekorationer til store<br />

varehuse. Det gav gode penge. Hun havde en kæreste i en anden<br />

by. Ham besøgte hun tit i firmabilen. Men en dag lukkede firmaet,<br />

og kæresten slog op. Hun var da i slutningen af tyverne.<br />

Ulykkerne blev ved med at regne ned over Marisa Suraci. Hendes<br />

mor døde under en hjerteoperation.<br />

- Og min far døde kort tid efter på grund af rygning og hjerteproblemer.<br />

Til sidst kunne min bror ikke klare det mere, så han<br />

begik selvmord, fortæller 41-årige Marisa Suraci.<br />

Ledig, skizofren og epileptiker<br />

Hun selv blev ramt af skizofreni og flyttede ind hos sin søster. I<br />

otte år lå hun i en seng ude af stand til at tage vare på sig selv.<br />

- Min søster hjalp mig, men jeg kunne ikke lide at bede hende<br />

om noget. Så en dag, da jeg manglede et par sandaler, gik jeg hen<br />

i en katedral, hvor de delte tøj og sko ud til fattige. Her blev jeg<br />

præsenteret for gadeavisen Ocas, fortæller Marisa Suraci.<br />

Hun kunne straks lide konceptet. I fire år har hun nu stået<br />

foran et af universiteterne i Rio de Janeiro og solgt Ocas.<br />

- For første gang kunne jeg købe et lille brød til mig selv! Det<br />

var helt fantastisk. Bare det at skrive en huskeseddel og gå ned<br />

at købe varerne! Det havde jeg ikke gjort i otte år, siger Marisa<br />

Suraci.<br />

At sælge Ocas gav hende selvtilliden tilbage.<br />

- Jeg er blevet uafhængig. Jeg bor dog stadig hos min søster.<br />

Men nu jeg hjælper hende blandt andet med at hente hendes søn<br />

og handle ind. Nogle gange plager han mig om et stykke slik eller<br />

legetøj. Det var en stor dag, da jeg for første gang kunne købe<br />

noget til ham…<br />

Ocas reddede mit liv<br />

Eduardo Fausto var tæt<br />

på at blive slået ihjel af<br />

en narkobande. Men da<br />

de fandt ud af, at han<br />

solgte gadeavisen Ocas<br />

slap han med livet i<br />

behold.<br />

Af: Rita H. Svennum<br />

Foto: Dalton Valerio<br />

Marisa Suraci står mange timer hver dag foran et af universiteterne i Rio De Janeiro og sælger gadeavisen Ocas.<br />

Narkomiljøet i Rio de Janeiro er meget<br />

voldeligt. Det har 26-årige Eduardo<br />

Fausto mærket på sin egen krop. I en af<br />

mange slåskampe blev hans hjerne så<br />

skadet, at han er nødt til at tage medicin<br />

for det.<br />

For tre år siden begyndte han at sælge<br />

gadeavisen Ocas. Den reddede i bogstaveligste<br />

forstand hans liv:<br />

- En dag mødte jeg min tante på<br />

gaden. Jeg ville lige vise hende mit pas,<br />

som jeg havde fået i forbindelse med<br />

VM i hjemløsefodbold i Sverige. Men en<br />

narkobande troede, jeg kom for at sælge<br />

narko for en anden bande og overfaldt<br />

mig. De stoppede først, da jeg viste dem<br />

et eksemplar af Ocas. De sagde, at de ikke<br />

ville slå mig ihjel, når jeg var Ocas-sælger.<br />

Jeg er Ocas meget taknemmelig, siger<br />

Eduardo Fausto.<br />

Det er en ære<br />

12 timer hver dag står han foran en af<br />

biograferne eller universiteterne i Rio de<br />

Janeiro. Salget af Ocas har betydet meget<br />

for ham:<br />

- Det giver mig en følelse af at sælge<br />

et blad med vigtige artikler. Og pengene<br />

hjælper mig i min hverdag til at skaffe<br />

mad og tøj. Det er en ære at arbejde for<br />

dette blad.<br />

Kunsten at tælle hjemløse<br />

Af Ask Svejstrup<br />

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) har lavet et<br />

af de helt store <strong>ny</strong>tårsforsætter, da hun sprang<br />

ind i det <strong>ny</strong>e år: At afskaffe hjemløshed!<br />

Første skridt er at kortlægge omfanget af<br />

fænomenet hjemløshed. Heldigvis har hendes<br />

storslåede plan også en kvalitativ dimension, der<br />

indeholder en kuglegravning af, hvem de hjemløse<br />

er (sådan er retorikken i hvert fald), og hvad det<br />

er for problemer, de hjemløse skal have løst, for<br />

at blive reintegreret i samfundet og komme videre<br />

i det floromvundne arbejdsliv.<br />

Det er dejligt forfriskende at høre, at Eva Kjer<br />

Hansen vil give hjemløse ”den rigtige hjælp og<br />

støtte”. I alt for mange år, er hjælpen og støtten<br />

blevet givet på normalsamfundets præmisser,<br />

hvilket i sagens natur kun har et formål: at gøre<br />

folk til gode gedigne skatteborgere med<br />

3 ½ sygedag om året og medfølgende<br />

stress, ikke mindst over den<br />

tid man spildte i sengen.<br />

Ask Svejstrup, landssekretær i SAND<br />

- de hjemløses organisation – skriver<br />

om socialministerens ambition om at<br />

afskaffe hjemløshed i Danmark.<br />

God start på <strong>ny</strong>t år<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> har de sidste tre måneder fulgt Jens i<br />

kampen for at få hjælp fra Tårnby Kommune.<br />

For første gang i 28 år oplevede Jens i starten<br />

af januar at få kontanthjælp – uden problemer. De<br />

mange år uden for arbejdsmarkedet har sat sine<br />

spor, og han håber på, at han på et tidspunkt vil<br />

få tilkendt en førtidspension. Så langt er kommunen<br />

på nuværende tidspunkt ikke parate til at gå,<br />

selv om både læger og psykiatere har udtalt, at de<br />

ikke levner ham mange chancer efter så mange år<br />

uden for arbejdsmarkedet.<br />

Jens venter stadig på en indkaldelse fra jobkonsulenten,<br />

der skal prøve at finde en arbejdsgiver,<br />

som vil gennemføre arbejdsprøvningen. (Jens<br />

er et opdigtet navn. Hans fulde navn og adresse<br />

er redaktionen bekendt).<br />

- hye<br />

Om natten før skoven<br />

Den franske forfatter og dramatiker Bernard-Marie<br />

Koltés´kultagtige monolog, om et hjemløst menneskes<br />

ukuelige søgen efter identitet, kærlighed<br />

og seksualitet spiller frem til den 21. februar på<br />

Kaleidoskop på Nørrebrogade i<br />

København. Monologen er oprindeligt<br />

skrevet til en mand, men<br />

i Kaleidoskops opsætning spilles<br />

rollen for første gang af en kvinde<br />

– Laura Drasbæk (billede). Søren<br />

Lenander har instrueret forestillingen.<br />

www.kaleidoskop.dk<br />

- jalini<br />

Men tilbage til første led i planen; at tælle de<br />

hjemløse. Hjemløshed er et flertydigt fænomen,<br />

som ikke alene omhandler det at stå uden tag<br />

over hovedet. Der kan være misbrug, psykiske<br />

problemer, mangelfulde økonomiske og sociale<br />

ressourcer, rodløshed og kriminalitet involveret<br />

i fænomenet. Og for at gøre definitionen endnu<br />

mere vanskelig, så kan man godt være hjemløs,<br />

selvom man har en bolig. Allerede nu tegner<br />

det til at blive rigtigt svært at tælle Danmarks<br />

hjemløse. Det er formentligt også derfor, at der<br />

ikke er nogen, der har vovet pelsen før og talt de<br />

hjemløse i Danmark.<br />

Hvis man lader sig inspirere af en europæisk<br />

definition af hjemløshed, kan man kategorisere<br />

hjemløse i fire kategorier*):<br />

1. Gadehjemløse: Folk der sover på gaden og ikke<br />

kommer på hjemløseinstitutioner<br />

2. Boligløse: Folk der opholder sig midlertidigt<br />

på en hjemløseinstitution<br />

3. Usikker eller utilstrækkelig boligsituation:<br />

<strong>Hus</strong>besættere, folk der bor hos venner og bekendte,<br />

fremleje, discounthoteller mm.<br />

4. Utilstrækkelige boligforhold: Folk der bor<br />

ulovligt i kolonihavehuse eller campingvogne<br />

o.lign.<br />

I Danmark har vi umiddelbart kun oplysninger<br />

om kategori 2: De borgere der opholder sig på<br />

Højt humør på Grisobasovitz<br />

Erna Iversen alias<br />

skuespiller Peter Larsen<br />

vakte begejstring, da<br />

han entrerede Grisobasovitz<br />

den 22. december<br />

for at underholde<br />

til restaurantens julemiddag<br />

for hjemløse<br />

i København. Siden<br />

2004 har Christianshavner-restauranten<br />

i<br />

samarbejde med <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong> inviteret hjemløse og ’skæve eksistenser’ på<br />

god traditionel dansk julemad.<br />

Sidste år skiftede restauranten ejere, og der var<br />

derfor lidt nervøsitet for, hvordan middagen ville<br />

spænde af. Men nervøsiteten viste sig ubegrundet,<br />

for det hele forløb i ro og orden, og som man kan se<br />

på billedet var humøret højt – også selv om der kun<br />

blev serveret citronvand og nisseøl.<br />

- jalini<br />

Auktion til fordel for hjemløse<br />

Den første årgang professionsbachelorer på Håndarbejdets<br />

Fremmes Seminarium er netop blevet<br />

færdiguddannede. Og fra den 24. februar til den 1.<br />

april udstiller afgangseleverne deres afgangsprojekter<br />

i Øksnehallen i København – udstillingen viser<br />

med forskellige virkemidler bachelorernes kompetencer<br />

og vil samtidig – via en auktion – samle<br />

penge ind til tøj til hjemløse i København.<br />

- jalini<br />

Foto: Holger Henriksen<br />

boformer for hjemløse. Det er også med udgangspunkt<br />

i dette antal borgere, at tidligere vurderinger<br />

af antallet af hjemløse er blevet foretaget. Det<br />

tal har ligget nogenlunde stabilt på 7 – 8.000 de<br />

sidste mange år. Hvis man hertil lægger 50 procent,<br />

som et skøn over de hjemløse, man ikke kan<br />

tælle, har man det ”officielle” tal på 10 – 12.000<br />

hjemløse, Socialministeriet arbejder med.<br />

I SAND – De hjemløses organisation – lægger vi<br />

stor vægt på, at man ser på den enkelte hjemløses<br />

problemer og ikke laver enhedsløsninger, der<br />

skal presses ned over alle hjemløse. Ved at se på<br />

hjemløshed som en størrelse frem for et fænomen,<br />

er der fare for, at man glemmer mennesket<br />

bag tallet.<br />

Heldigvis tyder socialministerens udmeldinger<br />

på, at hun vil gå langt for, at det ikke sker denne<br />

gang i hendes bestræbelser på at nedbringe<br />

antallet af hjemløse. At få sat antal på hjemløsheden,<br />

kan ydermere give os en mulighed for at<br />

følge udviklingen historisk og være et redskab<br />

til bedre at vurdere, hvorfor gruppen af hjemløse<br />

stiger eller falder.<br />

Derfor hilser vi i SAND Eva Kjer Hansens initiativ<br />

velkommen, og vi ønsker hende alt mulig held…<br />

ja især held med at tælle os.<br />

*) Kilde: ETHOS’ definition, www.feantsa.org og ”Ud af Hjemløshed”, Lars Pico<br />

Geerdsen m. fl., SFI, s. 17, (05:02), 2005)<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> beklager!<br />

I sidste nummer af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> bragte vi en artikel<br />

om de <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgere, der har østeuropæisk<br />

baggrund. Som illustration til artiklen bragte vi<br />

et billede af <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgeren Bjørn Augustinus<br />

Egede, der sælger <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i Vanløse. Bjørn<br />

Augustinus Egede er af grønlandsk oprindelse og<br />

er dansk statsborger. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> beklager billedbrugen.<br />

- jalini<br />

Ens i tøjet<br />

Hvis du her i vintermånederne har studset over,<br />

at <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>-sælgerne er begyndt at se ret ens ud<br />

i tøjet, så er det fordi <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> i december-nummeret<br />

opfordrede læserne til at sætte 200 kroner<br />

ind på en ”jakke-konto” – gerne øremærket en<br />

bestemt sælger. Det har flere hundrede af <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>s læsere gjort med det resultat, at alle <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong>s 320 sælgere har kunnet købe en vinterjakke<br />

af god kvalitet for 100 kr. stykket.<br />

Overskuddet på jakke-kontoen vil blive brugt<br />

til at købe mere<br />

varmt tøj og fodtøj<br />

til sælgerne. <strong>Hus</strong><br />

<strong>Forbi</strong> takker alle, der<br />

har doneret penge.<br />

Med indgangen<br />

til denne måned er<br />

det ikke længere<br />

muligt at sætte penge<br />

ind på kontoen.<br />

- jalini<br />

10 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 11<br />

Foto: Holger Henriksen


Af Birgitte Rørdam<br />

Sognepræst Ivan Larsen<br />

Hver 5. gang sognepræst Ivan Larsen fra St. Stefanskirken<br />

på Nørrebro i København står foran en<br />

kiste for at sige det sidste farvel, er der rungende<br />

tomt i kirken, og på kisten ligger kun en enkelt<br />

blomst. Ikke nødvendigvis fordi der ikke er familie<br />

tilbage efter afdøde, men ofte fordi familien ikke<br />

kan eller vil tage sig af begravelsen, så kommunen<br />

må påtage sig opgaven. Og det er ikke kun St.<br />

Stefanskirken, der kender til begravelser i tomme<br />

kirker betalt af kommunen.<br />

Ifølge bedemandsforretning Begravelse<br />

Danmark har de i år taget sig af mellem 250<br />

og 300 offentlige begravelser for<br />

Københavns Kommune. For Ivan<br />

Larsen er det et udtryk<br />

for en <strong>ny</strong> kultur,<br />

som bærer<br />

præg<br />

af, at mange i<br />

kvarteret har få ressourcer<br />

både menneskeligt<br />

og mentalt og rigtig mange er på<br />

overførselsindkomst.<br />

- For 30 år siden, da jeg startede her som<br />

sognepræst, var begravelser på det offentliges<br />

regning en sjældenhed. I dag er det desværre blevet<br />

alt for almindeligt. Og en ting er, at det kan<br />

ske, hvis man ingen familie har, det er i sig selv<br />

trist, men endnu mere forstemmende er det, at en<br />

offentlig begravelse bliver nødvendig, hvor der er<br />

pårørende. Men det ser vi mere og mere. De pårørende<br />

opfatter simpelthen ikke, at begravelsen<br />

har noget med dem at gøre, og mange<br />

har i øvrigt en forventning<br />

om, at det er noget<br />

kommu-<br />

Flere og flere begravelser i København betales i<br />

dag af det offentlige, fordi de pårørende enten<br />

ikke kan eller vil. Det er udtryk for en stigende<br />

social marginalisering, mener sognepræst.<br />

I Københavns Kommune forsøger de, at overtale<br />

de pårørende til at tage sig af deres døde.<br />

Et ensomt farvel<br />

Hun er en af dem, hvis begravelse<br />

betales af kommunen.<br />

En af dem, der forlader<br />

os i stilhed, fordi ingen<br />

dukker op til hendes begravelse.<br />

Hun hed Illa Johnsen.<br />

Af Birgitte Rørdam<br />

nen ordner, ligesom kommunen tager sig af alle<br />

mulige andre opgaver som vores børn, ældre og<br />

syge, forklarer han.<br />

Overlader de døde til kommunen<br />

Og spørger man Keld Hilslev, der<br />

er bedemand hos Begravelse<br />

Danmark, er<br />

det ikke kun<br />

fjerne<br />

slægtninge,<br />

der overlader<br />

de afdøde til kommunen.<br />

”I de seneste år har jeg oplevet<br />

mange offentlige begravelser, hvor<br />

der var nære pårørende, selv børn af afdøde,<br />

men alligevel vil de ikke have noget med begravelsen<br />

at gøre. Forleden var der for eksempel en<br />

søn, der ikke havde set sin far i 40 år. Han sagde<br />

ligeud, af han synes faderen havde været en lort,<br />

så ham gad han ikke gøre noget for, forklarer<br />

han.<br />

I Københavns Kommunes Sundheds- og<br />

Omsorgsforvaltning, som har ansvaret<br />

for offentlige begravelser, oplever<br />

de, at stadig flere pårørende<br />

frasiger sig ansvaret.<br />

Der føres ingen<br />

statistik,<br />

Det er den 20. december 2006 og tiden, hvor folk har<br />

travlt med at komme hinanden ved. Måske derfor<br />

virker der ekstra tomt i St. Stefanskirken i<br />

København denne onsdag middag, hvor Illa Johnsen,<br />

der blev 86 år, siger det sidste farvel. Her er ingen<br />

sørgende, ingen pårørende, ingen venner og ingen til<br />

at blive mindet om, at slægt skal følge slægters<br />

gang, fordi de synger med på ”Dejlig er jorden”. Kun<br />

den hvide kiste. Og på låget af kisten en enkelt<br />

buket. Den er fra kommunen.<br />

Bisættelsen tager kun ti minutter<br />

Sognepræst Ivan Larsen er ved at gøre klar til at<br />

tage afsked med Illa Johnsen.<br />

Hele bisættelsen tager kun ti minutter, forklarer<br />

han. En tekst, nogle få ord fra sognepræsten, to<br />

salmer, velsignelsen, jordpåkastelse og et fadervor.<br />

Til sidst skal kisten ud. Men uden pårørende er der<br />

ikke nok til at bære den, og derfor gemmer der sig<br />

men de vurderer, at der i<br />

dag er<br />

pårørende i<br />

op med halvdelen af<br />

de begravelser, kommunen<br />

betaler. Derfor består<br />

en væsentlig del af afdelingens<br />

arbejde da også<br />

i at overtale pårørende,<br />

der ikke vil have med<br />

deres afdøde at gøre,<br />

til alligevel at tage sig<br />

af det. Og det nedbringer<br />

faktisk antallet, når vi<br />

får forklaret dem,<br />

at de bl.a. får<br />

rettigheder<br />

i forhold<br />

til<br />

en vogn under det sorte klæde, kisten står på.<br />

Kordegn og bedemand kommer ind og løfter op i<br />

hver sin side af det sorte klæde, og ruller kisten med<br />

Illa Johnasen ud til våbenhuset. Derfra bærer de<br />

hende det sidste stykke ud til rustvognen, der skal<br />

køre hende til krematoriet på Bispebjerg Hospital.<br />

Men tilbage til ceremonien, hvor Ivan Larsen har<br />

valgt at lade de trøstende ord fra Johannes<br />

Åbenbaring, kapitel 21 følge Illa Johnsen på vej:<br />

”Han skal tørre hver tåre af deres øjne.<br />

Og der skal ikke længere være nogen død eller sorg,<br />

noget skrig eller nogen elendighed.<br />

For det, der var engang, er alt sammen forbi.”<br />

Ofte ved Ivan Larsen ingenting om de afdøde<br />

ved offentlige be gravel ser som denne. Men i dag har<br />

han mulighed for at k<strong>ny</strong>tte nogle personlige ord med<br />

på vejen. Hun deltog nemlig i menighedens aktiviteter,<br />

indtil hun for et års tid siden, var blevet for<br />

svækket til at bevæge sig ud.<br />

- Illa Johnsen, selvom der ingen er her i dag, så<br />

kendte jeg dig alligevel, fordi du kom i menighedens<br />

ældre gruppe. I dag er der ikke mange tilbage i<br />

gruppen, der er i det hele taget ikke så mange ældre<br />

tilbage her på Nørrebro, fordi renoveringen har<br />

trukket unge mennesker til, men jeg husker dig, og<br />

husker at du engang strikkede et par grå uld strømper<br />

til mig,” lyder hans ord ud i den tomme kirke.<br />

Hvis jeg ikke kender dem, siger jeg ikke noget, så<br />

læser jeg bare teksten og synger to salmer. Men nu<br />

afdødes bo, hvis de selv står for begravelsen fortæller<br />

administrationschef Lars Matthiesen.<br />

Sidste år lykkedes det forvaltningen i 44 tilfælde<br />

at få de pårørende til at tage begravelsen alligevel.<br />

- Vi kan ikke tvinge dem, men det hjælper i<br />

en del tilfælde, når vi får talt med dem om, hvad<br />

det indebærer. Og det indebærer jo også, at de<br />

ikke får del i boets eventuelle overskud, hvis<br />

de ikke påtager sig forpligtelsen, forklarer han<br />

og understreger, at offentlige begravelser er et<br />

udtalt storbyfænomen, og at de især er dagligdag<br />

i Københavns mest udsatte miljøer.<br />

- Offentlige begravelser ser vi langt overvejende<br />

i de store byer. Storbyen tiltrækker og<br />

skaber marginaliserede mennesker, og de er ofte<br />

også udsatte socialt. De har ikke været en del af<br />

et fællesskab og det afspejler sig i døden, hvor<br />

ingen vil tage ansvar, og ingen tilsyneladende<br />

kærer sig, siger han.<br />

Ingen sørger<br />

Og at der helt bogstaveligt<br />

ikke er nogen, der kærer sig,<br />

konfronteres Ivan Larsen<br />

med jævnligt. For<br />

selvom der<br />

Hun var<br />

kendte jeg tilfældigvis Illa Johnsen. En spinkel<br />

kvinde. Og ensom. Hun deltog i ældregruppens<br />

møder i flere år, men uden at have kontakt med de<br />

andre. Og hvor mange af de andre, der deltog, skabte<br />

et fællesskab, der rakte ud over ældregruppen, så<br />

oplevede jeg aldrig, at hun tog del i det. Jeg tror,<br />

hun nød at være tæt på andre, men hun magtede<br />

ikke at skabe kontakt, siger han.<br />

Alle stolerækker står tomme<br />

Sognepræst Ivan Larsen har prøvet det masser af<br />

gange efterhånden. Men alligevel er det<br />

forstemmende, når alle 24 stolerækker står tomme,<br />

fordi ingen er mødt op for at sige farvel.<br />

- Det er underligt. Tidligere på ugen begravede<br />

jeg en som blev fulgt af 100 mennesker, familie og<br />

venner, som sørgede over ham, fordi de elskede ham<br />

– og her i dag kommer ikke en. Der var ellers en<br />

niece til Illa Johnsen, som jeg spurgte, men hun<br />

kunne ikke komme, fortæller han.<br />

Men det, at Illa Johnsen er medlem af<br />

folkekirken, gør, at hun ikke bare forsvinder. Heller<br />

ikke selvom ingen andre følger hende herfra. Hun er<br />

en del af et fællesskab, nemlig kirken. Den var her,<br />

da hun blev døbt, og den er der nu, hvor hun<br />

forlader os, forklarer Ivan Larsen.<br />

- Og det er det gode ved det, synes jeg. De får en<br />

begravelse uanset hvad, her er det bare kirkens folk,<br />

der følger dem på vej, siger han.<br />

ind imellem dukker personer op til en offentlig<br />

begravelse, også familie, der ikke har villet betale,<br />

så er det mest almindelige ved en kommunal<br />

begravelse, at der ikke kommer et øje.<br />

- Den triste afslutning fortæller lidt om, hvor<br />

trist man har været i livet, når man er det i døden.<br />

Og det er det mest beskæmmende. At ingen<br />

tilsyneladende har elsket, for ingen sørger, siger<br />

Ivan Larsen, der mener, at vi er blevet mere fremmedgjorte<br />

overfor hinanden og døden.<br />

- I en by som København kan man gemme<br />

sig og være ensom i årevis med masser af<br />

naboer omkring sig, uden nogen griber ind.<br />

Dengang de to tårne snak i grus, kom<br />

folk i stimer til kirken for<br />

at græde. Da<br />

sagde<br />

min kollega: ”Det er hykleri, når man græder over<br />

de folk, der dør på den anden side af kloden, når<br />

man ikke græder over sin nabo, der dør i lejligheden<br />

ved siden af”. Og det udtrykker ganske godt<br />

det, jeg mener. Nemlig at virkeligheden og<br />

vores omsorg fungerer bedre via<br />

tv-skærme end på nært<br />

hold, siger<br />

han.<br />

ensom, også i døden<br />

Fakta om offentlige<br />

begravelser<br />

Det offentlige har ansvaret for<br />

be gravelser, når der ikke er<br />

pårørende til afdøde, eller når<br />

dem der er, ikke ønsker at påtage<br />

sig opgaven.<br />

Det er kommunen, der betaler og<br />

overtager boet, og dermed mister<br />

de pårørende retten til et eventuelt<br />

overskud/arveretten.<br />

Overstiger værdien af boet udgifterne<br />

til begravelsen, går<br />

overskuddet til kommunen. I<br />

København har man valgt at lade<br />

overskuddet gå til velgørende<br />

formål for ældre på plejehjem.<br />

12 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 13


Nettet er blevet<br />

mere finmasket<br />

14 hus forbi · nr. 57 · februar 2007<br />

”Syv år tidligere”<br />

vurderer Cliff Kaltoft,<br />

at han kunne<br />

have sluppet sit misbrug,<br />

hvis forholdene<br />

havde været som<br />

i dag. Han glæder sig<br />

over et øget beredskab<br />

af kompetente,<br />

respektfulde folk,<br />

der hjælper, hvis<br />

misbrugere har vilje<br />

til afvænning<br />

Af Helle Jørler<br />

Foto: Peter Palle Skov<br />

- På et tidspunkt troede jeg, at<br />

trangen til narkotika i løbet af få<br />

minutter opstod i hjernen, gik ned<br />

i maven som en sugende længsel,<br />

ud i hænderne for at skaffe penge,<br />

ned i fødderne – og så af sted til en<br />

pusher, siger Cliff Kaltoft. Han er<br />

sekretariatsleder for Landsforeningen<br />

af Væresteder, (LVS i Fredericia)<br />

og medlem af Rådet for Socialt<br />

Udsatte.<br />

Den 46-årige vejlenser ved, hvad<br />

han taler om. Vi sidder over for hinanden<br />

på hans kontor. Der er ryddeligt,<br />

kaffe, vand og wienerbrød. Han<br />

skufler med fødderne under bordet,<br />

og jeg fornemmer hans smøgtrang,<br />

som han dog end ikke nævner. Han<br />

bryder sig ikke om at dvæle ved eller<br />

gå i detaljer med misbrugsårene.<br />

Så vi nøjes med:<br />

Cliff Kaltoft har været der selv.<br />

Fra puberteten til han var 31. Fra<br />

hash til heroin. Over metadon til<br />

stoffrihed. At hjælpe folk får snakketøjet<br />

mere på gled. Hans mimik er<br />

ikke specielt ”afslørende,” men han<br />

virker en lille anelse forbløffet, da<br />

Deres udsendte gætter på, at hans<br />

drengedrøm var at blive forsvarsadvokat.<br />

Sandt nok. Hans drivkraft er<br />

at hjælpe via sin egen erfaring, at<br />

gøre en forskel, at imødegå uretfærdighed<br />

i videst muligt omfang, at<br />

tage parti for de svage.<br />

- Jeg har selv erfaret – ligesom<br />

de mange andre misbrugere, jeg har<br />

talt indgående med – at der faktisk<br />

”på vej til pusheren” findes en lang<br />

række valg, man skal træffe – hurtigere<br />

går det altså heller ikke… Men<br />

man skal blive bevidst om, at der<br />

findes valg, man kan nå at træffe<br />

undervejs: Man skal beslutte, at<br />

man faktisk hellere vil have et fix<br />

mere her og nu end at bevare nogle<br />

familieforhold, et job eller lignende.<br />

At man risikerer at give afkald på<br />

sin uddannelse, sin kæreste, sin<br />

omgangskreds, sin økonomi, bolig,<br />

sit helbred, udseende …hvad som<br />

helst… for at betale prisen for en<br />

her-og-nu behovstilfredsstillelse.<br />

Lige som alle andre mennesker i<br />

større eller mindre omfang dagligt<br />

konstant må tage stilling: Vil vi<br />

tage dén kop kaffe mere, spise dét<br />

stykke wienerbrød mere, drikke den<br />

whisky, lade være med at få motion?<br />

Fristelserne er uendelige, og de er<br />

der hele tiden. Resten af ens liv.<br />

Man må blot gøre op med sig selv,<br />

om man vil det ene eller det andet.<br />

Forskelligt beredskab<br />

- På dét punkt har mange misbrugere<br />

brug for at blive styrket: I<br />

at lære, at der findes et valg. I at<br />

udholde at få udskudt sin behovstilfredsstillelse.<br />

I at turde befinde sig<br />

i kaos, frustration, smerte – indtil<br />

man når ud på den anden side. Og<br />

mærker, at livet kan have et andet<br />

indhold end dét, næste fix kan tilbyde.<br />

Nogle mennesker er stærkere<br />

udrustet og socialiseret i disse<br />

discipliner end andre. Nogle kan<br />

have sværere ved at håndtere stress,<br />

uro, modgang, nederlag, som livet<br />

jo nu engang også fører med sig.<br />

Nogle længes efter at opnå bare fem<br />

minutters fred inde i hovedet…<br />

Cliff Kaltoft er glad og taknemmelig<br />

for, at han selv har fået øje<br />

på et andet livsindhold. Efter seks<br />

år på metadon, tilbragte han et år<br />

på det daværende ”Egeborg” på Lolland,<br />

hvor han blev afvænnet med<br />

den såkaldte 12 punkts kur (á la<br />

Minnesotakuren for alkoholikere).<br />

- Det var ikke sjovt. Men jeg fik<br />

noget ud af det, erkender han. På<br />

dette tidspunkt begyndte det at<br />

dæmre for Cliff, at det allersværeste<br />

er at komme tilbage i det virkelige<br />

liv efter tiden med døgn-opmærksomhed.<br />

Som andre udsatte også<br />

oplever det, f.eks. fængelsindsatte,<br />

psykiatrisk indlagte, alkoholikere,<br />

overvægtige m.fl.<br />

- Jeg var vidne til folk, som<br />

klarede afvænningen og de første<br />

to-tre måneder fint. Men så slog<br />

ensomheden til, netværket var<br />

måske skrumpet stærkt ind, ingen<br />

beskæftigelse – og så stod det ”dårlige<br />

selskab” parat med umiddelbar<br />

”lindring” i form af stoffer.<br />

Ikke et ”blive-sted”<br />

Kaltoft arbejdede efter behandlingen<br />

en tid i administrationen på<br />

”Egeborg,” men ville gerne tilbage<br />

til sin hjemegn. Han fik tilbudt<br />

arbejde hos Vejle Amt med forbehandling<br />

af misbrugere, der ville i<br />

afvænning. At de skal være meget<br />

godt forberedt og topmotiverede,<br />

havde man indset i amtet. Og Kaltoft<br />

var mildest talt den rette; ”frisk<br />

fra fad.” Tankerne om efterbehandling<br />

modnedes i ham.<br />

Fredericia Kommune var med på<br />

hans forslag om et værested for tidligere<br />

stofmisbrugere. Brugerstyret,<br />

vel at mærke. Det første af slagsen<br />

i Danmark så dagens lys i Fredericia<br />

i 1994 med Kaltoft som daglig leder,<br />

ansat af brugerstyrelsen. ”Solstrålen”,<br />

som det hedder, findes endnu.<br />

- Jeg lægger meget vægt på,<br />

at det ikke er ”blive-steder,” men<br />

steder, hvor man møder ligesindede<br />

og forståelse i den periode, hvor<br />

man er på vej videre i livet. Kun<br />

én selv kan beslutte, hvornår man<br />

skal videre. Nogle skal have et lille,<br />

kærligt puf. Andre skal nødes til at<br />

blive lidt længere i ”kuvøsen.”<br />

Nu er der 82 væresteder. Spredt<br />

over hele landet og 10 i sin vorden.<br />

Kaltoft indså nødvendighed af et<br />

paraply-sekretariat og dannede i<br />

1997 Landsforeningen af Væresteder,<br />

LVS, hvor han er sekretariatsleder;<br />

ansat for to år ad gangen.<br />

Og jo, han er stolt af sit (fore-<br />

Cliff Kaltoft er lillebror til to storebrødre<br />

i en almindelig arbejderfamilie<br />

fra Vejle. Han var god i skolen.<br />

Flyttede hjemmefra til et privat lejet<br />

værelse som 15-årig. Droppede ud af<br />

2.g, da misbruget øgedes. Hans ”sabbatår”<br />

varede til han var 31 år, hvor<br />

han begyndte på metadon, og syv år<br />

efter var han stoffri.<br />

løbige) livsværk, selv om han ikke<br />

blafrer med det.<br />

Glædeligt overrasket<br />

1997 var også året, hvor Cliff Kaltoft<br />

tog imod invitationen til at være<br />

medlem af det daværende Narkotikaråd.<br />

- Det bestod mest af læger,<br />

politifolk og andre eksperter, men vi<br />

kunne aldrig enes om noget, så jeg<br />

synes det var en syltekrukke og var<br />

glad for, at det blev nedlagt, siger<br />

Kaltoft lige ud ad posen. Jeg tænkte,<br />

at der var gang i mange andre<br />

initiativer, så det skulle nok gå. Jeg<br />

troede ikke, socialministeren ville<br />

pege på mig til det <strong>ny</strong>e Rådet for<br />

Socialt Udsatte, der var mere bredt,<br />

helhedsorientet og ressourcefokuseret.<br />

Jeg regnede med, at der skulle<br />

<strong>ny</strong>e kræfter til, og det fandt jeg i<br />

orden. Men jeg blev glad, da formand<br />

Preben Brandt ringede i min sommerferie<br />

i 2001 og indbød mig.<br />

- Arbejdet i de to råd kan ikke<br />

sammenlignes, siger en begejstret<br />

mand.<br />

- Det her har langt oversteget<br />

mine forventninger til, hvad man<br />

kan få igennem. Mange af vore<br />

anbefalinger er faktisk blevet hørt<br />

og ført ud i livet, selv om flertallet<br />

af dem ikke bliver taget til efterretning.<br />

Jeg er stolt og glad over at<br />

være en del af dette; det har virkelig<br />

rykket på ”mit” område. Også på<br />

andre, tilføjer han.<br />

- Nu om dage kan en misbruger,<br />

der selv er parat til behandling,<br />

altid finde kvalificeret, respektfuld<br />

arbejdskraft, som kan hjælpe. Og<br />

ikke – som dengang jeg selv var<br />

”på den”: Når en misbruger omsider<br />

tager den kraftanstrengelse af en<br />

beslutning at gå til læge – og endda<br />

faktisk går derhen – og beder om<br />

metadon, og vedkommende så fik at<br />

vide, at han kunne ”få en tid om fire<br />

uger!” Cliff Kaltoft er indigneret på<br />

fortidens vegne.<br />

- Der er en helt anden forståelse<br />

i dag, selv om der naturligvis stadig<br />

er masser at gøre og forbedre. Alle<br />

skal behandles individuelt, man kan<br />

ikke lave en samlet landsplan eller<br />

lignende, men man kan naturligvis<br />

godt have nogle overordnede<br />

retningslinier. Nettet er blevet<br />

Rådet for Socialt Udsatte<br />

Rådet for Socialt Udsatte er udpeget af<br />

socialministeren og har til opgave at<br />

være talerør for hjemløse, narkomaner,<br />

prostituerede, sindslidende, alkoholikere<br />

og andre socialt udsatte.<br />

Mød Rådets medlemmer her i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />

>> Preben Brandt (nr. 45-2006)<br />

>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006)<br />

>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006)<br />

>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006)<br />

>> Nina Brünés (nr. 54-2006)<br />

>> Sadia Syed (nr. 55-2006)<br />

>> Jane Koczak (nr. 56-2007)<br />

>> Cliff Kaltoft<br />

>> Marie Louise Knuppert<br />

>> Joan Fisker Hougaard<br />

>> Bjarne Lenau Henriksen<br />

>> Jannie Petersen<br />

>> Jens Erik Rasmussen<br />

meget mere finmasket. Jeg mener,<br />

at jeg selv ville kunne være kommet<br />

ud af misbruget allerede efter et år<br />

på metadon, hvis de samme tilbud<br />

havde været der dengang. Syv år før,<br />

jeg kom det…. funderer Kaltoft, og<br />

vi tænker begge stille på, hvad dét<br />

havde sparet. I hans liv, samfundsmæssigt<br />

osv.<br />

- Ha, siger han pludselig og lyser<br />

op i et af de sjældne smil. – Hvis<br />

nogen havde beskrevet de nuværende<br />

forhold for mig for 10-15 år<br />

siden, så jeg havde jeg grinet min<br />

røv i laser. Det gør vi så.<br />

Og så tilføjer han: - Og jeg var<br />

også blevet indlagt!<br />

hj@freelanceriet.dk<br />

hus forbi · nr. 57 · februar 2007 15


»<br />

»<br />

Skriv<br />

om<br />

hjemløshed<br />

...<br />

Peder Frederik Jensen<br />

født 1978<br />

Forfatterskolen 2004-06<br />

Medstifter af oplæsningsgruppen<br />

Akademiet For Klar Tungetale<br />

Debuterer februar 2007, Samlerens<br />

Forlag med romanen Her<br />

står du.<br />

Skriv om hjemløshed…<br />

Skriv en tekst ud fra temaet<br />

”hjemløshed”.<br />

Sådan lød vores opfordring til<br />

12 unge, ”ukendte” forfattere.<br />

Mød dem her i avisen.<br />

De skriver i <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong>:<br />

Kristina Nya Glaffey<br />

Jesper Brygger<br />

Vagn Remme<br />

Stinne Storm Folvig<br />

Chresten Forsom<br />

Julie Sten-Knudsen<br />

Lars Bo Nørgaard<br />

Ea Jeppesen<br />

Karl-Emil Heiberg<br />

Maja Lucas<br />

Martin Snoer Raaschou<br />

Peder Frederik Jensen<br />

Foto: Robin Skjoldborg<br />

København V<br />

af Peder Frederik Jensen<br />

Illustration: Linda Weiss Drescher<br />

I Ingerslevsgade falder sneen. Det er nat.<br />

Der står Jannick med frakken om sig og halstørklædet.<br />

Støvlerne snøret stramt til. Ved siden<br />

af ham, hunden, vejrende med snuden, rank over<br />

ryggen, med plamager af sne i den sorte pels. Den<br />

strækker sig, spiser af sneen og vender sig mod ham.<br />

Står du der hund? siger han. Den logrer og begynder<br />

at gå. Ud på vejen, skråt over mod banegraven<br />

ved Dybbølsbro. Han sætter efter den, hanker op i<br />

tasken.<br />

Det er for koldt, tænker han. Sneen er begyndt<br />

at trænge ind under jakkereversen og har gennemblødt<br />

tørklædet under hagen. Han skal passe på sit<br />

helbred. Han er i bund. Det er leveren og lungerne.<br />

Det er maven, der hver morgen spytter syre igennem<br />

hans tarme, så han må sidde ret op på lokummet<br />

og spænde i hele kroppen for at få det ud og ned<br />

og væk. Han er holdt op med at drikke, har sagt ja<br />

til den lejlighed, han har fået anvist og er flyttet<br />

fra herberget. Men han kan ikke holde ud at være<br />

i den. Der er for varmt, der er for lavt til loftet, og<br />

for tomt fordi han ikke ejer andet end en rygsæk,<br />

en madras han har fundet i storskralderummet, og<br />

en grøn skammel der står ved det fastmonterede<br />

klapbord i køkkenet. De mange skuffer og skabe er<br />

tomme. I bestikskuffen ligger den lille T-formede<br />

nøgle til affaldsskakten i opgangen. Det er det. Den<br />

klaustrofobiske følelse trænger ind på ham med<br />

varmen, med lydene af overboens skridt.<br />

Han kan ikke sove. Derfor går han med hunden<br />

tværs gennem byen, fra Nordvest til Sydhavnen, helt<br />

ud til Folehaven, videre ud til motorvejen.<br />

Han standser og kigger ud over broen. Fisketorvet<br />

og byggepladserne på Kalvebod Brygge funkler i<br />

et sært gulligt lys.<br />

Han beslutter sig for at gå ad Skælbækgade ned<br />

til Halmtorvet. Han kan se lys i et vindue øverst i<br />

bygningen overfor.<br />

Der er en em i lejligheden. Hun ligger i sofaen,<br />

nøgen, med katten ved sig, lyttende til musikken<br />

fra tv’et. Han er lige gået. Hjem til sin kone. Hun får<br />

penge for det. Han betaler huslejen og en rengøringshjælp,<br />

og hver gang lægger han en tusindekroneseddel<br />

på bordet under glasaskebægeret, der er<br />

fyldt med aske og skodder fra de mange cigaretter,<br />

han når at ryge.<br />

Udmattet har hun lagt sig tilbage i hynderne.<br />

Han er kun lige nået ned til sin bil og står nu og<br />

skraber sideruderne. Han åbner døren, og ignorerer<br />

den sne der falder ind i kabinen og ind på sædet.<br />

Han tænker på hende deroppe. Han er ved at være<br />

træt af hende. Hendes måde at se på ham når han<br />

går, så ligegyldigt, så tomt og utaknemmeligt. Den<br />

lille møgkusse tænker han, og smider skraberen<br />

ind på passagersædet og knalder døren i inden han<br />

vender sig mod hoveddøren.<br />

Hun bliver forskrækket af dørklokkens ringen.<br />

Hvem er det? spørger hun ved døren. Han svarer,<br />

bare luk mig ind, jeg har glemt mine handsker. Nej,<br />

siger hun. Hvad vil du? Jeg vil have mine handsker.<br />

Hvor er de? Åbn nu den dør. Nu for helvede. Hun<br />

smider det tæppe, hun har om sig og åbner. Der står<br />

han. Han stirrer tomt på hende. Fortryder og vender<br />

sig mod trappen. Ville du noget? spørger hun. Ja,<br />

svarer han og går. Hun ser på hans isse. Han har<br />

begyndende måne. Hils konen, råber hun efter ham.<br />

Tusinde kys fra Christel!<br />

I det han træder ud på fortovet, pisser den sorte<br />

hund op ad hans bil. Den vender sig om sig selv og<br />

snuser til det gule strint i sneen. Han får lyst til at<br />

lodse til den, men Jannick kommer i det samme frem<br />

fra en port med tasken i hånden, han svinger med<br />

den frie arm, går forbi manden med bilen. Passerer<br />

ham og kalder på sin hund. Et kort øjeblik er der<br />

kontakt imellem dem, i det øjeblik hvor manden med<br />

bilen trækker sin nøgle frem og trykker på ikonet<br />

med den åbne hængelås. Bilen brummer under sneen,<br />

et let orange glimt skærer sig gennem det hvide.<br />

Han træder frem og åbner døren i passagersiden,<br />

smider sin frakke. Han ser efter hunden, der med<br />

rejst hale har pløjet med snuden i sneen et par meter<br />

fra ham. Hun har åbnet et vindue deroppe, står og<br />

betragter ham, imens hun trommer på vindueskarmens<br />

blankmalede overflade. Hun spekulerer på, om<br />

han mon kommer igen.<br />

Der går kun et øjeblik, fra han har sat sig ind, til<br />

han kommer til sig selv. Hos hende er han en anden.<br />

Han forandrer sig, når han åbner hendes hoveddør,<br />

når han tager trapperne op og ringer på. Det principielle<br />

ved monogami er han klart tilhænger af. Tilliden<br />

man bør have til hinanden og ærligheden. Det<br />

er, hvad han kræver af sine ansatte og af sin kone.<br />

Det er, hvad han fortæller mulige forretningsforbindelser.<br />

Mig kan I stole på. Og det kan de. Det mener<br />

han virkelig, at de kan. For det er et andet menneske,<br />

der træder ud ad bilen i Skælbækgade, der ringer<br />

på hendes dør. Der betaler hende for at tilbyde<br />

ham sit røvhul og sin mund en gang om ugen. Det er<br />

et andet menneske, der fast overfører et pengebeløb<br />

til Christel Jakobsen hver den første.<br />

Da han svinger rundt fedter hjulene, og han må<br />

rette op for at få vejgreb. Jannick er standset op i<br />

porten ved værktøjsgrossisten. De ser på hinanden,<br />

idet bilen passerer.<br />

Hun har lukket vinduet og overvejer at ringe til<br />

sin bror. Men hvad skal hun fortælle ham? At hun<br />

er bange for sin elsker? at hun på en måde er luder?<br />

Skal hun så lyve, hvis han spørger, om hun kan lide<br />

det? eller skal hun fortælle ham det, som det er. At<br />

pengene er gode, at ydmygelsen tænder hende.<br />

Sneen hvirvler i luften.<br />

Hun sætter sig i sofaen, på kanten med en pude<br />

i skødet. Katten kommer ud fra køkkenet, og spinder<br />

idet den hopper op til hende. Den lugter af kattemad<br />

ud ad munden. Det er ikke til at forstå, tænker hun.<br />

Det er sådan det er, men det er uvirkeligt, fjernt for<br />

hende. I starten tænkte hun, at der var forskel, at<br />

hun ikke var ligesom pigerne nede på gaden, at hun<br />

ikke var på stoffer, at de var en anden slags menne-<br />

sker. Hun mente ikke, at hun gjorde noget forkert.<br />

Han hjalp hende bare. Det er til studierne, sagde<br />

han, og hun kom til at tænke på sin far.<br />

De mødte hinanden på en bar. Da hun spurgte<br />

til ringen, tog han den af, og sagde: ude af syne,<br />

ude af sind. De gik hjem til hende, op ad trapperne<br />

og kneppede i hendes gang. Det var en<br />

fejltagelse, sagde han om morgenen på vej ud ad<br />

døren. Alligevel stod han der ugen efter i sit dyre<br />

tøj og med cigaretterne og bilnøglerne i venstre<br />

hånd. På det tidspunkt var de elskere, og hun gav<br />

ham en nøgle til hoveddøren, så han ikke skulle<br />

stå der og ringe på, nogen kunne se ham. Det<br />

holdt en tid, til han begyndte at tilbyde hende<br />

penge, til han en dag sagde til hende, at hvis de<br />

gjorde det på hans præmisser, ville han betale<br />

hendes husleje og give hende et fast beløb for<br />

– ja for dét. Tror du, jeg er luder? spurgte hun.<br />

Jeg hjælper dig bare, svarede han. Det er til<br />

studierne. Hun var overbevist en tid. Var sikker på<br />

at det hun gjorde var tilforladeligt og uskyldigt<br />

i modsætning til de sorte kvinder og østpigerne,<br />

der travede Vesterbro tyndt i deres billige tøj med<br />

deres evige smøger og tyggegummi.<br />

Det havde forandret sig i hende. Hun var blevet<br />

afhængig af ham. Af hans penge og hans ydmygelser.<br />

Hun havde spurgt ham, hvorfor han ikke bare<br />

gik til en rigtig luder? De sidder med ryggen til dit<br />

ansigt, når de rider dig, havde han svaret.<br />

Hun bliver kold, når han får udløsning. Øjeblikket<br />

efter når den bliver slap, tænker hun om<br />

ham, at han er et sygt afstumpet dyr, at hun selv<br />

er et ynkeligt menneske. Et afhængigt menneske<br />

der <strong>ny</strong>der privilegiet ved ikke at skulle arbejde,<br />

der <strong>ny</strong>der at spise sushi på Istedgade i røde lakstøvler<br />

med telefonen foran sig, med dyr parfume<br />

han har foræret hende.<br />

Kødbyen stinker om natten, tænker han og pifter<br />

efter hunden, der er på vej over gaden. Den standser<br />

ved en snedrive. Han tænker på sommer. På en<br />

særlig sommer som dreng. Forældrene havde lejet<br />

et hus ud til vandet. De løb og legede ude i kornet.<br />

Søsterens brune hår dansede i det gule, de fandt<br />

et muselig og tog det med hjem. Han bar den tørre<br />

klump i sine hænder, og hun råbte, at det var ulækkert,<br />

at han skulle smide det fra sig og gå hjem og<br />

vaske fingre, men han nægtede. Han ville vise det<br />

til faderen. Det kunne udløse noget, tænkte han.<br />

En is eller fodboldstøvler. De krydsede den lille<br />

vej og løb ind ad indkørslen. Forældrene sad i hver<br />

deres liggestol og læste. Moderens bog var den<br />

tykkeste, hun noterede på en blok og drak saft fra<br />

et stort ølkrus. Faderens bog var lille og tynd. Den<br />

var rød med sort skrift. Han sænkede den, lagde<br />

den i skødet og kiggede op da de råbende kom<br />

løbende om hjørnet med museliget. Moderen sad<br />

tavs, læsende, hun stregede sætninger under med<br />

blyanten, drak af sit glas.<br />

Den aften kørte de til stranden, satte sig og<br />

så solnedgangen imens de spiste is. Forældrene<br />

sad på hver deres side af børnene, flankerede<br />

dem. Søsteren rejste sig og lod sig falde forover<br />

ned i sandet og rullede ud over klitkanten. Jannick<br />

spiste sin is færdig og hoppede efter hende.<br />

De løb på stranden, ned til vandkanten. Oppe i<br />

klitten sad forældrene, tavse. De sad der bare.<br />

Han puster røg ud. Smider skoddet i driven. De<br />

bygger bag ham, i Kødbyen, Industrien. Han ser op<br />

på skiltet. 64 ejerlejligheder. Der er en tegning af<br />

det kommende. Man har tegnet et menneske ind på<br />

en af balkonerne. En streg i luften der hviler mod<br />

det imiterede materiale. Stål, regnskovstræ.<br />

Christel står ved vasken i køkkenet, hanen løber,<br />

det kolde vand plasker mod stålet, sien i afløbet<br />

er stoppet til med revet gulerod og brødkrummer.<br />

En tallerken med rødt syltetøj på kanten oversvømmes,<br />

en skræl sejler rundt i miniaturemalstrømmen<br />

ved afløbet, cirkler og klæber sig fast<br />

mod siden af vasken, slipper igen og kredser. Hun<br />

fører sin håndflade ind under strålen, huler den<br />

og bukker sig, drikker og det skærer i tænderne.<br />

16 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 17


Bagagen pakket<br />

med drømme<br />

18 hus forbi · nr. 57 · februar 2007<br />

Entreen fungerer som tv-stue og sofaen er beboernes foretrukne opholdssted. I spejlet<br />

ses Lene Hilden, der startede som frivillig på Røde Kors’s natherberg i Hvidovre for<br />

mere end ti år siden. De sidste otte har hun været forstander på herberget.<br />

De hjemløse kvinder, der søger<br />

tilflugt på Røde Kors Nat herberg<br />

for kvinder i Hvidovre, slæber<br />

ikke mange ejendele med sig. Til<br />

gengæld er bagagen proppet med<br />

drømme om en <strong>ny</strong> start. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

sætter de kommende fokus på<br />

kvinder og hjemløshed.<br />

Af Malene Schrøder<br />

Foto: Lisbeth Johansen<br />

En varm solstråle trænger ind gennem vinduet i dagligstuen<br />

på herberget og danner en hvid plet på den lysegule væg.<br />

Røgen fra en cigaret danser langsomt i lyskeglen. Tiden<br />

i stuen står stille. For enden af et stort, hvidt spisebord,<br />

sidder en kvinde midt i 30’erne. Hendes hår er dækket af<br />

et stort, sort uldtørklæde. Ansigtet er blegt, udvisket, og<br />

de runde briller hænger kun lige fast på næsen, mens hun<br />

bladrer i en avis.<br />

Pladserne om bordet fyldes langsomt op. Som alle andre<br />

søndage serverer de frivillige brunch. Bacon, røræg og cocktailpølser<br />

sættes på bordet sammen med fire pariserbøffer<br />

fra aftenen før.<br />

Det er stort set ikke til at se, hvem af kvinderne om bordet,<br />

der er frivillige, og hvem der er brugere. Kvinderne på<br />

herberget holder sig pænt. De er på mange måder ikke anderledes<br />

end andre kvinder. De drømmer om et job, et sted<br />

at bo og om oprejsning for alle livets uretfærdigheder. Men<br />

de fleste lider af svære psykiske problemer, som hver gang<br />

sætter en kæp i hjulet for realiseringen af deres drømme.<br />

Kampen mod sammensværgelsen<br />

En spinkel, ældre dame med langt hår trisser ind i dagligstuen.<br />

Håret er uglet i nakken, men trækkene er tydelige,<br />

øjnene klare blå.<br />

- Jeg vil ikke spise med sådan et rumvæsen, hvæser hun<br />

og nikker i retning af kvindens sorte tørklæde.<br />

- Sådan en falskner.<br />

Når Anna Jensen taler, forstår man, at alt i hendes liv er<br />

sort eller hvidt. Mennesker er retskafne eller falsknere.<br />

- Det startede med en sammensværgelse på Dyvekeskolen,<br />

hvor jeg var lærer, siger Anna og kniber øjnene sammen.<br />

Siden blev hun efter eget udsagn udsat for en sagsbehandler,<br />

der dyrkede ugideligheden. Hendes 73-årige liv er<br />

en lang lidelseshistorie, hvor hun, ifølge egen historie, er<br />

blevet udsat for en sammensværgelse fra læger, jurister og<br />

offentlige sagsbehandlere.<br />

Anna blev gift som 26-årig og fik en søn og en datter.<br />

Men efter fem års ægteskab blev hun skilt.<br />

- Jeg var nødt til at gå fra ham for at skærme børnene<br />

mod min svigermor, siger hun, selv om hun altid havde en<br />

grundlæggende tro på, at det skulle være dem.<br />

Hun rører lidt ved en række lyserøde perler om halsen.<br />

Hendes hænder er store og knoglede.<br />

Ellers er der ingen tegn på de 23 år, hun har levet som<br />

hjemløs og i perioder måtte leve af friske blade og mælkebøtter<br />

i Frederiksberg Have. Kun en enkelt gang har Anna<br />

haft lyst til at give op. Det var for 25 år siden.<br />

De havde lukket for telefonen, så Anna mistede den<br />

eneste kontakt til sine børn. Derfor bestemte hun sig for<br />

at tage sit eget liv. Hun havde også besluttet, hvordan hun<br />

ville gøre det.<br />

- Jeg ville tage gas, og jeg ville tage hunden med.<br />

Den kunne jo ikke klare sig uden mig, siger hun og kigger<br />

op med et bestemt blik.<br />

- Men så talte en stemme meget tydeligt til mig: Du<br />

må gøre noget ved uretfærdigheden i det her samfund.<br />

Hvis ikke du kan, hvem kan så?<br />

Anna drømmer stadig om en retfærdig retssag mod den<br />

socialforvaltning, der ifølge Anna selv ødelagde hendes liv.<br />

En lille nisse rejste<br />

Ifølge Socialministeriet er der omkring 10.-12.000 hjemløse<br />

i Danmark, og det anslås, at hver 4. af dem er kvinde.<br />

Selv om man kan møde helt almindelige kvinder i akut<br />

boligmangel i herberget i Hvidovre, er det de psykisk<br />

syge, der fylder i statistikken. Anna er den ældste af de<br />

nuværende beboere, og kvinden med tørklædet den yngste.<br />

Men generelt er det ældre kvinder, der kommer her.<br />

Kvinder, som har været hele systemet igennem.<br />

Fælles er, at de mangler erkendelse af deres sygdom. De<br />

mener, det er deres omgivelser, der er noget galt med, når<br />

deres drømme ikke vil lykkes. Så rejser de til storbyen i håb<br />

om, at alting bliver bedre et sted, hvor ingen kender dem.<br />

- De er ikke klar over, at nissen flytter med, forklarer<br />

Der er ikke meget plads til privatliv i herbergets fem-mandsværelse.<br />

Der er kun to værelser med sengepladser på herberget. Det andet<br />

rum har tre senge, og pladsen er lige så knap.<br />

Lene Hilden, som er leder på herberget. Engang oplevede<br />

hun en kvinde i kørestol, der havde taget turen i tog<br />

hele vejen fra Berlin til København. Og historien er ikke<br />

enestående.<br />

Der udfoldes meget skuespilkunst og opdigtes mange<br />

barndomshistorier blandt kvinderne i herberget. Deres virkelige<br />

verden har været så grum, at de er gået ud af sind<br />

og krop og forsvundet ind i deres egen lille verden. De frivillige<br />

lytter og lader kvinderne fortælle. Hvis en bruger<br />

er villig til at fortælle den virkelige historie, prøver Lene<br />

Hilden i samarbejde med kvinden og hendes sagsbehandler<br />

at finde en passende bolig og hjælper kvinden videre.<br />

Men det sker, at Lene må opgive en kvinde, hvis hun<br />

ikke vil samarbejde eller ikke respekterer herbergets<br />

regler. For eksempel måtte hun smide en kvinde ud, der<br />

rendte og tissede i alle sengene.<br />

- Vi kan ikke redde verden, men vi kan give kvinderne<br />

et pusterum, siger Lene.<br />

Anna sidder i entréen i en slidt, brun topersoners sofa.<br />

Hendes arm hviler på en rød lædertaske. Hun kigger op.<br />

- Vi er aldrig alene, siger hun og fortsætter med et smil:<br />

- Vi har alle sammen en skytsengel. Alt, hvad du føler,<br />

føler din skytsengel også. Min skytsengel er min eksmand.<br />

Anna Jensen har valgt at være ano<strong>ny</strong>m. Navnet er derfor<br />

opdigtet. Annas rigtige navn er redaktionen bekendt.<br />

hus forbi · nr. 57 · februar 2007 19


Gud er altid<br />

online<br />

Efter 20 år på stoffer er der meget, der tyder på, at det er nu eller aldrig, hvis Thomas Jensen skal blive stoffri.<br />

Man behøver ikke Internetforbindelse eller mobil, hvis man vil have hul<br />

igennem til Gud. Det behov havde 30-årige Thomas, da han sidste efterår<br />

var ved at bukke under. Og Gud var online, og hørte hans råb om hjælp.<br />

Af Af Thomas Hye-Knudsen<br />

Foto: Luca Berti<br />

- Enten tager du mit liv, eller så<br />

hjælper du mig. Jeg kan ikke mere!<br />

Ordene er henvendt til Gud, og<br />

kommer ud af munden på Thomas<br />

Jensen mens han tumler rundt på<br />

gaden i København en septemberdag<br />

i 2005. Efter 20 år på stoffer, og et<br />

utal af domme for røverier og vold,<br />

der sammenlagt har givet ham ti<br />

år i fængsel, er der ikke mere kraft<br />

tilbage i ham. Han er gadehjemløs.<br />

Færdig. Brugt op.<br />

Her, godt et år efter, sidder Thomas<br />

sammen med Dinne og hendes<br />

<strong>ny</strong>fødte baby på en café i København.<br />

Hun har taget turen fra Svendborg<br />

for at hente Thomas ”hjem”.<br />

Thomas mødte Dinne første gang<br />

på Kildegården – et kristent behandlingshjem,<br />

hvor hun var medarbejder.<br />

Han kom dertil kort tid efter sin<br />

afmagtsbøn til Gud. Hans dagsdosis<br />

bestod af 20 metadoner, et-to gram<br />

heroin og tre gram kokain. At stoppe<br />

fra den ene dag til den anden ville<br />

medføre døden. Men Thomas stopper,<br />

og dagen efter står han op af sengen,<br />

som om intet var hændt – uden<br />

abstinenser.<br />

Thomas selv er dybt forundret,<br />

men får bekræftelsen på underet i et<br />

mannakorn, der henviser til et sted<br />

i biblen, hvor han læser: Gud er god<br />

mod Israels folk, der er rene af hjerte<br />

- Mødet mellem Dinne og Thomas,<br />

er, hvis man spørger Thomas,<br />

et direkte udslag af hans bøn til Gud<br />

om hjælp.<br />

- Hvis du beder Ham om noget,<br />

og du mener det oprigtigt, så hører<br />

han på dig, siger han indtrængende.<br />

Hans øjne er slørede. En cigaret<br />

hænger faretruende løst mellem to<br />

nikotingule fingre. Han skal tage sig<br />

sammen for at udtale ordene, så man<br />

kan forstå, hvad han siger.<br />

Han har netop tilbragt halvanden<br />

måned på Mændenes Hjem i København,<br />

og han har taget godt for sig<br />

af Istedgades dope-fristelser. Men<br />

det skal være slut nu. ”Hjemme”<br />

venter Dinnes tre børn, hendes mand<br />

– og to andre voksne misbrugere,<br />

som er blevet en del af familien i<br />

bofællesskabet Friheden.<br />

Klaustrofobi<br />

Thomas stak af fra Friheden halvanden<br />

måned tidligere, fordi han følte<br />

sig indespærret og klaustrofobisk.<br />

- Som barn var jeg i familiepleje,<br />

og blev spærret inde på mit værelse,<br />

fordi familien mente, at jeg havde<br />

dårlig indflydelse på andre børn, hvis<br />

jeg skulle være sammen med dem.<br />

Jeg måtte skide på gulvet eller kravle<br />

ud ad vinduet, hvis jeg skulle snige<br />

mig på toilettet. De ti år i fængsel<br />

har også gjort sit til, at det indimellem<br />

bare er for svært, hvis pladsen<br />

føles for trang, siger Thomas.<br />

Han har dårlig samvittighed over,<br />

at han skred. Men der er ikke nogen<br />

bebrejdelse at spore hos Dinne, der<br />

betragter Thomas og bofællesskabets<br />

to øvrige beboere som en del af den<br />

store familie. Hendes mand Brian,<br />

er selv tidligere misbruger, og med<br />

hjælp fra Gud og Pinsemenigheden i<br />

Svendborg, har Dinne og Brian slået<br />

dørene op for narkomaner og alkoholikere,<br />

som i årevis har kæmpet<br />

for at komme fri af afhængigheden.<br />

Medicinen hedder Gud og forbøn.<br />

Thomas ved godt, at han har tre<br />

helvedesdøgn foran sig. Kroppen vil<br />

kræve sin dope, og han vil komme til<br />

at vride sig i smertekramper, kaste<br />

op og skide på en gang.<br />

- Vi tror ikke på metadon eller<br />

andet statsautoriseret stof til at<br />

dulme abstinenser. Det skaber bare<br />

en <strong>ny</strong> form for afhængighed. Vi tror<br />

på, at Gud kan hjælpe Thomas til at<br />

komme igennem det, siger Dinne med<br />

venlig og klar stemme, mens den <strong>ny</strong>fødte<br />

baby babber ved hendes bryst.<br />

- Jeg har prøvet det før, selv om<br />

både embedslæge og behandlingssted<br />

på det kraftigste advarede<br />

mig om, at jeg kunne risikere at dø,<br />

fortæller Thomas.<br />

En stor del af landets døgnbehandlings-institutioner<br />

hviler<br />

på et kristent grundlag, men det<br />

er ganske få, der direkte forpligter<br />

sine beboere til at deltage i bøn og<br />

bibelstudier som en naturlig del af<br />

behandlingen.<br />

Medlem af familien<br />

For Thomas er der ingen tvivl om,<br />

at Gud formår at gøre ting, som kun<br />

Han kan gøre.<br />

- Jeg har snakket med psykologer,<br />

psykiatere og socialrådgivere.<br />

Men jeg duer ikke til alt det der<br />

navlepilleri. Jeg har haft et helvedes<br />

liv, og jeg kan ikke gøre det om.<br />

Når man har fået det sådan, at man<br />

nærmest føler sig mere hjemme i et<br />

fængsel end ude i virkeligheden, så<br />

er der ikke så meget at snakke om,<br />

siger han.<br />

Dinne bryder ind.<br />

- Daniel glæder sig til du kommer.<br />

Du glemte nogle computerspil,<br />

som han rigtig gerne vil lære at<br />

spille, når du kommer hjem, siger<br />

hun henvendt til Thomas. Daniel er<br />

familiens ældste barn på 6 år. Tho-<br />

Tro forlænger livet<br />

Interessen for forholdet mellem tro<br />

og helbred går langt tilbage og er<br />

udbredt i de fleste kulturer, men i<br />

Vesten er der tale om noget af en<br />

<strong>ny</strong>skabelse. Utallige epidemiologiske<br />

undersøgelser peger på, at<br />

mennesker, der har en tro, lever femsyv<br />

år længere, klarer sig bedre i<br />

sygdoms sammenhæng og generelt<br />

forholder sig bedre til den tilstand,<br />

som syg dommen har sat dem i. Det<br />

gælder også for psykiske lidelser.<br />

Man har fx haft særdeles gode<br />

resultater i behandlingen af lette til<br />

moderate depressioner ved at<br />

inddrage åndelige aspekter hos<br />

patienter, der har en tro. Troen og<br />

ikke mindst det håb, troen og<br />

kærligheden indebærer, lader til at<br />

være en stor ressource for patienter<br />

med psykiske lidelser.<br />

I de se nere år har den videnskabelige<br />

interesse for det uforklarlige<br />

ført til kontroversielle, men interessante<br />

forsøg af bønnens mulige<br />

ind virkning på patienters helbredelse.<br />

Det er et efterhånden anerkendt<br />

mas bliver lidt genert og forlegen.<br />

Og der bliver stille et øjeblik, før han<br />

smilende udbryder:<br />

- Sagde han virkelig det…?<br />

I Thomas’ opvækst har han aldrig<br />

følt sig som en del af noget familie,<br />

og har i dag kun lidt kontakt til sin<br />

søster. Han begyndte at ryge smøger<br />

som seks-årig. Alkohol og hash som<br />

ni-årig. Og som 15-årig var han hooked<br />

på hårde stoffer.<br />

- For mig handler det om varme<br />

og tryghed ved at føle sig som en<br />

del af en familie. Og den følelse har<br />

jeg aldrig opnået i min egen familie,<br />

fortæller Thomas.<br />

De tre beboere på Friheden indgår<br />

på lige fod med Dinne og Brian,<br />

når det handler om at få tingene til<br />

at fungere i dagligdagen. Det handler<br />

om alt, lige fra indkøb, tøjvask,<br />

børnepasning og madlavning. Og<br />

Dinne har aldrig tænkt, at det måske<br />

en dag blev for belastende for hende<br />

og børnene.<br />

- Vores beboere kan både passe<br />

børn og lave mad. Og alt kan lade<br />

sig gøre – med Guds hjælp, siger hun<br />

bestemt.<br />

faktum, at psyken har en form for<br />

forbindelse med immunforsvaret og<br />

helbredet. Særligt har undersøgelser<br />

vist, at mennesker med en religiøs<br />

livsholdning som regel klarer sig bedre<br />

helbredsmæssigt end mennesker<br />

uden, og det har ført til diskussion<br />

om, hvilke mekanismer der gør sig<br />

gældende i disse forhold.<br />

Der er her bred enighed om, at<br />

der i kølvandet på den religiøse tro<br />

følger en sund hedsfremmende adfærd<br />

bl.a. i form af mindre rygning,<br />

mindre alkohol forbrug og sundere<br />

seksuel adfærd.<br />

Forbønnens effekt<br />

393 hjertepatienter deltog i 1982-83 i<br />

et forsøg på Generel Hospital i San<br />

Francisco. Deres navne blev af en<br />

computer opdelt i en interventionsgruppe<br />

og en kontrolgruppe. Begge<br />

patientgrupper modtog samme<br />

behandling, og hverken læger eller<br />

patienter vidste, hvilke patienter der<br />

var i hvilke grupper. Den eneste<br />

forskel var, at man bad en gruppe<br />

mennesker, der havde en fast og<br />

erklæret tro på en personlig Gud, om<br />

at bede for nogle af navnene fra<br />

Drøm om hundepension<br />

Friheden er ikke et autoriseret bofællesskab<br />

eller behandlingstilbud med<br />

driftsoverenskomst. Ind til videre<br />

er det stablet på benene af Dinne<br />

og Brian, og med moralsk støtte fra<br />

pinsemenigheden. Beboerne betaler<br />

for mad og ophold efter formåen,<br />

og familiens eneste faste indtægt<br />

er Brians løn. Han er murerarbejdsmand.<br />

Projektet er dybt afhængigt af<br />

donationer og bidrag udefra.<br />

En af de største udfordringer ligger<br />

i at skaffe mere plads, så Thomas<br />

og de to øvrige beboere får mere<br />

albuerum. Men også at de får noget<br />

at beskæftige sig med, når dagene<br />

bliver for lange.<br />

- Vi drømmer om at skaffe penge<br />

til finde et sted, hvor vi kan lave en<br />

hundepension kombineret med en<br />

kennel. Dyr er fantastiske til at skabe<br />

ro og harmoni. Og de stiller ikke så<br />

mange spørgsmålstegn, når bare man<br />

behandler dem ordentligt. Og selv om<br />

mange misbrugere ikke er gode ved<br />

sig selv, så er de rigtig gode til dyr,<br />

siger Dinne.<br />

Mens hospitalerne slås med overbelægning og ventelister, står de<br />

danske folkekirker tomme. Præster må ikke prædike helbredelse, og<br />

lægerne ikke prædike tro, selv om begge fag kunne gavne patienterne.<br />

Af Thomas Hye-Knudsen<br />

Foto: S’øren Skarby<br />

forsøgsgruppen. Efter nogle måneder<br />

vurderede man de to gruppers<br />

behandlingsforløb. Resultatet viste, at<br />

interventionsgruppen havde et bedre<br />

behandlingsforløb end kontrolgruppen.<br />

I konklusionen kan man<br />

læse, at “Forbøn til den jødekristne<br />

Gud har en positiv terapeutisk effekt.”<br />

I dette forsøg vidste både læger<br />

og patienter, at de var en del af et<br />

forsøg, der omfattede forbøn, hvilket<br />

kan medføre en generel placeboeffekt.<br />

Selv om ingen vidste, hvem<br />

der var i hvilken gruppe. I senere<br />

forsøg har man fået tilladelse til at<br />

holde forsøget hemmeligt for at opnå<br />

maksimal ‘blinding’ og derved udelukke<br />

al form for placebo og bias.<br />

Tilladelserne er blevet givet med det<br />

argument, at der ikke kendes til<br />

negative bivirkninger ved forbøn.<br />

I en af disse undersøgelser<br />

undersøgte en gruppe forskere 219<br />

kvinder med fertilitetsproblemer, der<br />

var indlagt på Cha Hospital i<br />

Sydkorea for reagensglasbehandling<br />

(IVF). Dem der skulle bede befandt<br />

sig i USA, Canada og Australien og<br />

havde intet andet end et foto af den,<br />

de forpligtede sig til at bede for.<br />

Det er tid at sige farvel. Thomas er<br />

parat, og han håber på at han kan<br />

fortsætte med at sælge <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

i Svendborg, som han i sine gode<br />

perioder har gjort det i København.<br />

- Så har jeg noget at stå op til,<br />

indtil vi forhåbentlig finder et større<br />

sted, siger han.<br />

Siden artiklen blev skrevet i december,<br />

har Thomas været på Friheden, men<br />

en opringning fra København søndag<br />

d.14. januar fik ham imidlertid på<br />

andre tanker. En af hans gamle venner<br />

var død af en overdosis, og han<br />

følte sig nødsaget til at tage af sted<br />

til København. I den mellemliggende<br />

periode har Dinne været i kontakt med<br />

Thomas, og hjulpet ham i forsøget på<br />

at komme i behandling på et kristent<br />

behandlingssted, hvor Dinne bliver tilk<strong>ny</strong>ttet<br />

som kontaktperson. Tilsagnet<br />

fra Københavns Kommune er netop<br />

givet, og Thomas starter på sit <strong>ny</strong>e liv<br />

1. februar<br />

Hvis du vil følge med i, hvordan dét<br />

går, kan du se mere på<br />

www.frihedijesus.dk<br />

Konklusionen på forsøget, publiceret<br />

i Journal for Reproductive Medicine i<br />

2001, lyder: “En statistisk betydelig<br />

forskel blev observeret omkring<br />

fjernforbøns virkning på IVF, selv om<br />

dataene bør betragtes som foreløbige.”<br />

Blandt kvinderne i forsøgsgruppen<br />

blev 50 pct. gravide mod<br />

kontrolgruppens 26 pct.<br />

Kilder:<br />

“Handbook of Religion and Health”<br />

“Handbook for Religion and Mental<br />

Health”<br />

20 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 21


‹<br />

‹<br />

VINDERNE AF x-ORD I NR. 56<br />

Vinder af bog-gavekort<br />

Henn<strong>ny</strong> S. Jørgensen<br />

Øverødved 15, lejl. 11<br />

2840 Holte<br />

Vindere af cd’en Hjemløs<br />

Lily Lunden<br />

Johs. Ewaldsvej 51<br />

8230 Åbyhøj<br />

Kirsten Espensen<br />

Illerupvej 38, 3. th<br />

8200 Århus N<br />

Jane Honoré<br />

Degnevænget 8<br />

5270 Odense N<br />

Charlotte E. Rasmussen<br />

Valby Langgade 173, 2<br />

2500 Valby<br />

Christina Bergen<br />

Søvang 33<br />

4600 Køge<br />

Michael Krul<br />

Dagmarsgade 24, st. 94<br />

2200 København N<br />

Peter Rolin<br />

Borremosen 3-B<br />

2800 Kgs. Lyngby<br />

HUS FORBIS JUlEKONKURRENCE, TIllyKKE TIl VINDERNE!:<br />

Vinder af Birgitte Birger Gaarsdals maleri:<br />

Allan Hansen<br />

Toftøjevej 25 A<br />

2720 Vanløse<br />

Vindere af gavekort fra Interflora:<br />

Andreas Berg Bonnen<br />

C. L. Ibsensvej<br />

2820 Gentofte<br />

Jytte Mikkelsen<br />

Rolfsvej 31 st. tv.<br />

2000 Frederiksberg<br />

Louise Jensen<br />

Vigerslevvej 230<br />

2500 Valby<br />

Gurli Rudbeck<br />

Frederiksvej 12, 4. tv<br />

2000 Frederiksberg<br />

x-ORD<br />

Navn:<br />

Adresse:<br />

Postnr.:<br />

By:<br />

Mette Braae<br />

Gammel Mosevej 75, 1. tv<br />

2800 Kgs. Lynby<br />

af Anne Jensen<br />

# Klip ud og send ind<br />

Send løsningen på X-ORD<br />

senest 14. februar<br />

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod<br />

om et boggavekort til en værdi af 500 kr.<br />

og 10 cd’er Hjemløs.<br />

Løsninger<br />

sendes til:<br />

<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong><br />

Tornebuskegade 1<br />

1131 København K<br />

Mærk kuverten “X-ORD/57”<br />

Gør porten høj,<br />

gør døren vid<br />

Sidste vinter holdt Kirkens Korshær to kirker natåbent for hjemløse i København.<br />

Det er der ikke kapacitet til i år, skønt det var et populært tiltag.<br />

Stefanskirken og Andreas Kirken i København tilbød sidste vinter nattely til<br />

hjemløse i de to koldeste vintermåneder i samarbejde med Kirkens Korshær.<br />

Ganske vist var vinteren langt koldere end i år (i skrivende stund), men det<br />

var ikke kun varme og ly, de hjemløse værdsatte.<br />

- Vi havde gode erfaringer, for de hjemløse værdsatte virkelig den store<br />

ro, der er i et kirkerum. Og at det er et mindre, overskueligt sted. Der kan<br />

ofte være overordentligt meget uro på herberger og lignende. Præsterne var<br />

ikke involveret på anden vis, end at de lagde lokaler til, så jeg synes, det er<br />

rigtig ærgerligt, at vi ikke kan tilbyde det samme i år, siger Heiner Lützen,<br />

Kirkens Korshær.<br />

Kirkerne gav nattely til seks-otte hjemløse hver nat mellem kl. 23 og 08,<br />

og Kirkens Korshær sørgede for bemanding med to vagter pr. nat ud af det<br />

ca. 40 personer store frivillig-korps. De tre ansatte fungerede som reserver,<br />

bagvagter og koordinatorer, forklarer Heiner Lützen.<br />

I år har Kirkens Korshær valgt at prioriterer kræfterne anderledes. Blandt<br />

andet holder korshæren sin varmestue i Helsingør åbent om natten vinteren<br />

over.<br />

Vil nogen mon løfte opgaven i København denne vinter?<br />

-jørl<br />

Træd varsomt, når du<br />

tramper i min drøm<br />

Af Bjarne Lenau Henriksen<br />

Frivillighed handler om respekt og<br />

ligeværdighed. Det handler om at<br />

undgå ovenfra-og-ned hjælpen. Det<br />

handler om at fremme gensidigheden,<br />

også når der hjælpes.<br />

Vi tror måske, at den der hjælper,<br />

kommer med overskuddet, mens den<br />

der hjælpes, sidder med underskuddet.<br />

Virkeligheden er dog nok, at den<br />

der sidder med underskuddet undertiden<br />

ved meget mere om livet, end<br />

den der kommer med overskuddet.<br />

Derfor skal overskudsmennesket møde<br />

underskudsmennesket med åbent sind<br />

og nænsomhed.<br />

Kernen i alt ordentligt frivilligt<br />

arbejde er derfor den frivilliges<br />

ydmyghed over for det menneske, der<br />

skal ’hjælpes’. Ydmyghed udtrykker en<br />

realistisk erkendelse af den gensidighed,<br />

der ligger i ethvert møde mellem<br />

mennesker, og som gør begge parter<br />

til modtagere og givere på samme tid.<br />

Som frivillig skal man vente sig det<br />

bedste fra det andet menneske. I mødet<br />

med det andet menneske skal man<br />

tilbyde sig med tro, håb og kærlighed:<br />

Man skal tro på det andet menneskes<br />

uendelige værdifuldhed.<br />

Man skal håbe på, at denne tro bliver<br />

synlig i mødet.<br />

Man skal elske at lade sig bekræfte af<br />

mødets meningsfuldhed.<br />

Hjælp er et svar på den ubetingede<br />

værdi, ethvert menneske har. Den<br />

værdi er rettesnoren i ethvert frivilligt<br />

engagement. Den giver plads til<br />

den livsbekræftende rummelighed.<br />

Det frivillige arbejde har derfor<br />

en meget vigtig funktion i dagens<br />

samfund: Det er en protest mod, at<br />

vi lader livet skrumpe så meget, at vi<br />

ikke længere ved, at vi er hinandens<br />

nødvendighed.<br />

Den frivillige skal være <strong>ny</strong>sgerrig, ikke<br />

i den gængse overfladiske betydning<br />

<strong>ny</strong>figen. Men den frivillige skal ville<br />

livet, ville i dybden med livet, ville<br />

lære livet at kende, ville det andet<br />

menneske, ville blive klogere på livet.<br />

Hvis ikke den frivillige vil ville alt<br />

det, er det andet menneske dårligt<br />

hjulpet. Den frivillige skal lade livet<br />

komme til sig, fordi han/hun ganske<br />

enkelt ikke kan lade være.<br />

Mennesket er mest selvvirkeliggørende,<br />

når det er selvforglemmende,<br />

Bliv frivillig i Røde Kors<br />

Har du talt med din nabo i dag?<br />

Lige nu venter 191 mennesker i hovedstaden på at få en besøgsven. De har<br />

brug for kontakt med omverdenen. Som besøgsven bliver du et værdifuldt<br />

bindeled til verden uden for hjemmet. Du bliver inviteret indenfor en gang<br />

om ugen til oplevelser, der giver gensidig glæde.<br />

Lektiehjælp, studiecafé og cykeltræning<br />

Sammen med Boldklubben B93 på Østerbro og TEC på Frederiksberg er vi<br />

ved at oprette studiecaféer for hhv. folkeskoleelever og elever på teknisk<br />

skole. Hertil savner vi lektiehjælpere, som har lyst til at støtte elever med<br />

anden etnisk baggrund. Det foregår på hverdage om eftermiddagen. Desuden<br />

har vi cykeltræningshold på Nørrebro, hvortil vi søger frivillige ca. 2<br />

timer hver eller hver anden uge på lørdage.<br />

Gør holdning til handling<br />

Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international nødhjælp og socialt<br />

arbejde i Danmark.<br />

Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige, med blik for moden og<br />

det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet<br />

vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer ugentlig.<br />

Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og godt sammen.<br />

Kom uforpligtende og mød os, og se om det er noget for dig<br />

Hjælp flygtninge<br />

På Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg bor 60 kvinder med og uden<br />

børn. Ventetiden på et asylcenter er lang, men fællesskab og aktiviteter<br />

med danske frivillige kan gøre hverdagen meget gladere.<br />

Vi har allerede en række spændende aktiviteter, men vi mangler din hjælp i<br />

systuen, børneaktiviteten, det kreative værksted, kvindesvømningen, samt<br />

i vores modtage- og ledsageordning for <strong>ny</strong>e beboere.<br />

Hvis du har overskud til at deltage hver eller hver anden uge og taler lidt<br />

engelsk, vil vi meget gerne høre fra dig.<br />

Kontakt:<br />

Nordre Fasanvej 224, 4.<br />

2200 København N<br />

Tlf: 38 33 64 00<br />

hrk@drk.dk<br />

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk<br />

når det er intensivt optaget af noget<br />

andet end sig selv. Det er i mødet med<br />

det andet menneske, vi bliver til. Det<br />

er dér, vores identitet skabes, det er<br />

dér, vi får så meget indhold og dybde<br />

i vore liv, at vi ikke kun behøver at<br />

tænke på og være optagede af os selv.<br />

Når vi ved, vi er hinandens nødvendighed,<br />

kan vi i fællesskab bryde<br />

vores fælles ensomhed og skabe sammenhæng<br />

og mening i livet.<br />

Der skal simpelthen gå nødvendighed<br />

Kirkens Korshærs’ leder Bjarne<br />

Lenau Henriksen skriver om<br />

frivilligt arbejde.<br />

i vort samvær. Gør der det, begynder<br />

vi at træde varsomt, også når vi<br />

får lov til at komme ind i hinandens<br />

drømme. Derinde er der ingen mulighed<br />

for at os melde hus forbi!<br />

22 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 23


Vorherres køkkenhave<br />

Natten var smuk og stjerneklar, så<br />

jeg er klædt godt på til denne<br />

kolde, lidt disede morgen, på vej ud<br />

for at møde gamle kendinge. De er i<br />

ordets egentligste betydning meget<br />

grønne og <strong>ny</strong>, og jeg skal høste<br />

blandt denne overflod af små vitaminbomber<br />

i Vorherres Køkkenhave.<br />

Den første kending, jeg møder,<br />

er ikke helt uventet Vorherre, der<br />

hverken ser helt grøn eller helt <strong>ny</strong><br />

ud, som han står der på bakkedraget<br />

og vifter med armene. Han ved<br />

godt, at selv om der er meget at se<br />

på, så skal vores tur ikke henlægges<br />

til lavtliggende områder ved<br />

vandløb og moser. Vi behøver ikke<br />

en længere rådslagning, men traver<br />

ud til og langs stendiger, levende<br />

hegn og skovbryn, som jeg kender i<br />

forvejen.<br />

Det er sådan, at det er svært at<br />

kende de enkelte små, <strong>ny</strong> planter,<br />

men kender man området fra tidligere<br />

og kan huske, hvad der gror hvor,<br />

så er det faktisk let at se, hvad de<br />

små vokser op og bliver til.<br />

Derfor – og det har Vorherre lært<br />

mig – husk på et enkelt træ, en busk<br />

eller andet, og hvad der groede dengang<br />

alting sidste år stod i blomst.<br />

Med den viden og huskepunkter i<br />

baghovedet, passerer vi et engdrag,<br />

hvor der er et væld af små, smukke<br />

blomster. Det er den lille staude vi<br />

alle kender som Bellis eller Tusindfryd.<br />

Den udmærker sig ved at åbne<br />

Bellis, foto: Scanpix<br />

sine blomster ved daggry og lukke<br />

dem sammen igen ved aftenstide,<br />

og den er så glad ved solen, at selv<br />

om der skulle ligge et lag sne, så<br />

åbner den alligevel sine blomster<br />

når solen skinner.<br />

Smager af kål<br />

Hele planten – der smager lidt<br />

kålagtigt – kan bruges i salatskålen<br />

og blomsterne kan tørres og bruges,<br />

enten som ren, blodrensende belliste<br />

eller indgå som en del af andre<br />

urte-teer. Der er også et sagn om<br />

bellis: Engang, for meget, meget<br />

længe siden kom en flok djævleunger<br />

ind på himmelengen, der hvor<br />

stjernerne gror. Disse møgunger rev<br />

stjernerne løs og kylede dem ned<br />

mod jorden, hvor de splintredes i<br />

tusinder af stykker. Vid derfor, at<br />

hver eneste Bellis du finder i dag, er<br />

en lille splint af en stjerne.<br />

For den danske almue betød<br />

Bellis, at hvis<br />

man med en fod<br />

kunne træde på ni<br />

Bellisblomster, da<br />

var foråret rigtigt<br />

i gang og hvis man<br />

ydermere spiste<br />

disse ni, var man<br />

sikret arbejdsdygtighed<br />

resten<br />

af året (det giver<br />

jo stof til eftertanke).<br />

Fra engdraget<br />

bevæger vi os<br />

langs de levende<br />

hegn og stendigerne.<br />

Der er mængder<br />

af små skvalderkål,<br />

brændenælder og<br />

kodrivere hvis, <strong>ny</strong>e<br />

blade ligger spredt<br />

i kranse. Oppe i<br />

udkanten af skoven<br />

gror løgkarsen og<br />

skovsyren, sommer<br />

som vinter.<br />

Mens jeg høster<br />

til salatskålen,<br />

kommer jeg i tanke<br />

om, at kodriveren<br />

faktisk har en historie,<br />

der minder<br />

lidt om bellis. Man siger jo, at alt<br />

godt kommer fra himlen – i dette<br />

tilfælde, altså kodriveren. Katolikkerne<br />

skændes velsagtens den dag<br />

i dag om, hvorvidt det var Jomfru<br />

Maria eller Sct. Peter, der var den<br />

mest fummelfingrede. Men én af<br />

dem var det altså, der tabte nøglerne<br />

til himmerigets porte, og hvad<br />

der uvægerligt sker, når man taber<br />

ting i himmelen, er at de lander på<br />

jorden.<br />

Hvor nøglerne landede voksede<br />

kodriveren frem og det ændrede jo<br />

lidt på tingenes tilstand, for det<br />

var nemlig nøglerne til himmeriets<br />

porte, der også åbnede for våren,<br />

det job måtte kodriveren nu tage på<br />

sig. Om vi nu er udelukket fra him-<br />

For den danske almue betød Bellis, at hvis<br />

man med en fod kunne træde på ni Bellisblomster,<br />

da var foråret rigtigt i gang og<br />

hvis man ydermere spiste disse ni, var man<br />

sikret arbejdsdygtighed resten af året<br />

meriet på grund af himmelsk sløseri<br />

med nøgler, det må jeg hellere tale<br />

med Vorherre om, for det kan jo<br />

være, at der også findes låsesmede<br />

i himlen.<br />

Fuld af vitaminer<br />

Høsten er tilendebragt. Hvad jeg<br />

bringer med hjem indeholder en<br />

overflod af A-, B-, C- og mange<br />

andre vitaminer, samt jern og<br />

mineraler.<br />

Forårets unge planter er dejligt<br />

kraftige i smagen, så når de er<br />

renset og plukket i mindre stykker,<br />

blandes de kreativt, det vil sige<br />

brug fantasien og smag dig frem,<br />

særligt med hensyn til løgkarse og<br />

syre.<br />

Hvis salaten synes for kraftig<br />

i smagen så suppler med blade fra<br />

købte økologiske salattyper og<br />

ditto fintsnittede agurker. Skal man<br />

bruge dressing, så begå ikke den<br />

blasfemiske dødssynd at overhælde<br />

det hele med købesjask fra<br />

Brugsen. Pres med nænsom hånd<br />

citrussaft over salaten, om det er<br />

citron, grape eller appelsin, det<br />

bestemmer kun dine smagsløg. I<br />

sig selv er en vild køkkenhavesalat<br />

en oplevelse. Hvor ofte har jeg<br />

ikke glemt hovedretten, når jeg<br />

kan smage solen, vinden, skovene,<br />

markerne og engen – luk øjnene og<br />

del salatskålen med mig.<br />

Lidt senere, i marts og april indgår<br />

også ramsløg, birke-, linde- og<br />

Kodrive, foto: Scanpix<br />

hindbærblade i dette sundhedens og<br />

velsmagens mekka.<br />

Selvfølgelig skal det ikke være<br />

Vorherres salatbar det hele. Uden<br />

at miste saft, kraft og vitaminer er<br />

de <strong>ny</strong>e findelte planter ypperlige<br />

rørt op i yoghurt, kvark eller andre<br />

surmælksprodukter. Prøv også, lige<br />

inden serveringen af en suppe, at<br />

røre planterne deri.<br />

Min lovprisning af forårets muligheder<br />

fra køkkenhavens univers,<br />

skal ses i lyset af den nødvendighed<br />

det havde ”på landet”, dengang man<br />

var selvforsynende. Man saltede og<br />

røg sit kød og flæsk til vinteren,<br />

rodfrugterne var i kuler, og i <strong>ny</strong>ttehaven<br />

stod kun grønkålen tilbage.<br />

I de fugtige, utætte, uhygiejniske<br />

boliger, der vrimlede med utøj,<br />

mus og rotter, havde sygdom og<br />

lidelse gode kår og dødeligheden<br />

var stor. Det der reddede mange<br />

var grønkålen, som var det eneste<br />

vitamin-og kosttilskud gennem vinteren.<br />

Foråret med dets mange grønne,<br />

spiselige vækster fik simpelthen<br />

familierne til at blomster op igen.<br />

Køkkenhaven tur, retur. Selv om<br />

Vorherre skal videre på sin færd, følges<br />

vi alligevel ad nogle kilometer<br />

– for hvad vi ikke så på udvejen, ser<br />

vi måske på hjemvejen. Ved vores<br />

”huskegrene” (<strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> nr. 55) ser<br />

vi, at peberroden og pastinakken atter<br />

bryder mulden, hvor er livet dog<br />

skønt.<br />

Vi glæder os i stilhed<br />

og vore skovveje<br />

skilles for denne gang.<br />

Solen skinner, også når<br />

du ikke ser den<br />

Steen Viggo, tidligere<br />

hjemløs og udeligger<br />

Vorherre, udeligger<br />

Bellis kan man finde stort set året rundt også i hård frost. Kodriven er en forårsbebuder, og dens blade kan<br />

findes i det allertidligste forår, hvis man har øjnene godt med sig. Denne artikel er blevet til på baggrund af<br />

reseach i Vorherres køkkenhave i marts 2006.<br />

Foto: Niels Nyholm

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!