Syg hjemløs smidt på gaden Hurtig nedtur for ... - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 7 juli 2012 16. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

Sygeplejersker 

tager sig af hjemløse 

på Sundholm 

Køb Kun 

aviSen 

af Sælgere 

med 

Synligt id 

HuS forbi må iKKe SælgeS i togene 

Syg 

hjemløs 

smidt på 

gaden 

Hurtig 

nedtur for 

udenlandske 

hjemløse

h u s fo r bi 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Ole Skou 

ole@husforbi.dk 

JOuRNALISTISK REDAKTØR 

Poul Struve Nielsen 

poul@husforbi.dk 

FORSIDEFOTO 

Sanne Berg 

KORREKTuR 

Bro Kommunikation A/S 

LAYOuT 

salomet grafik 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf. 5240 9079, redaktion@husforbi.dk 

SALGSAFDELING 

JYLLAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, 

jimmy@husforbi.dk 

SJÆLLAND/ØERNE: Morten Munk Hansen, 

tlf. 8161 6689, morten@husforbi.dk 

SÆLGERKONTAKT 

tlf. 5133 8128 

ADMINISTRATION 

Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, 

5240 9049, rasmus@husforbi.dk 

Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk 

Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089, 

ruth@husforbi.dk 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

STANDARDABONNEMENT: 465 kroner 

(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). 

STØTTEABONNEMENT: 665 kroner 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller dorte@notat.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK Dansk Avistryk 

OPLAG 85.000 

LÆSERTAL 459.000 (4. kvartal 2011 + 1. kvartal 2012) 

ifølge Index Danmark/Gallup 

ANTAL REGISTREDE SÆLGERE 1100 

ISSN 1397-3282 

Næste nummer udkommer den 1. august 2012 

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både 

via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere 

er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af 

Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel 

kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det 

internationale netværk af gadeaviser, INSP. 

vi støtter Hus forbi 

| leder | 

Sundhed til alle, nu! 

Det er ikke opmuntrende at læse om Jakob fra Slagelse i dette blad. Han risikerer at 

miste et ben, fordi han er narkoman og hjemløs. Sundhedsvæsenet kan ikke rumme 

ham, så han er udskrevet fra sygehuset. Og hans kommune har svigtet, så han er 

udskrevet til gaden! 

Hus Forbi har ellers bragt en række opmuntrende artikler om sygepleje for socialt 

udsatte. I denne avis beretter vi om de tre sygeplejersker, som på sygeplejeklinikken 

på Sundholm hver dag yder en fin indsat for nærområdets gæve eksistenser. Deres 

fornemste opgave er at få patienterne til at føle sig velkomne og trygge, så de vil 

komme igen og få plejet deres bensår, psykiske lidelser og meget andet. 

Tidligere har vi fortalt om Hvidovre Hospital, hvor en af Region Hovedstadens 

socialsygeplejersker hjælper socialt udsatte i deres møde med hospitalsverdenen, 

som for dem er en frygtindgydende verden, hvor ventetider, abstinenser og afvisninger 

truer. 

Desværre var der ingen, som hjalp Jakob Dik gennem abstinenserne på Slagelse 

Sygehus. Han endte med at blive smidt ud, da han fixede på toilettet. 

Der skal selvfølgelig ikke sidde narkomaner og fixe på toiletterne på hospitalerne. 

Men helt ærligt; hvis der er et sted, hvor man har alle muligheder for at hjælpe misbrugerne 

og dosere deres metadon rigtigt, så må det da være på et sygehus. 

Når det alligevel går galt, så forekommer det ubegribeligt, at der ikke er én eller 

anden ansvarlig person, som sørger for at give Jakob en sammenhængende og 

koordineret hjælp, der tager udgangspunkt i netop hans situation. Andet kan vi som 

samfund ikke være bekendt. 

Lighed i sundhed er ikke ensbetydende med, at alle skal behandles på samme 

måde. Jeg kender en bankdirektør, som efter en operation også blev sendt hjem fra 

sygehuset med en pumpe, der minder om Jakobs. Det var da besværligt og irriterende. 

Men for ham havde det været langt mere besværligt og irriterende, hvis han 

havde været nødt til at blive på sygehuset. 

For Jakob, som ikke har noget hjem, er det derimod en alvorlig trussel mod hans 

helbred, at han er blevet udskrevet til et liv på gaden. For livet på gaden er hårdt arbejde, 

som ikke er passende for en alvorligt syg patient med et sår, der skal hele. Det 

kræver nemlig ro, hvile og en ordentlig kost. På gaden får man hverken ro, hvile eller 

en ordentlig kost. Man bliver stresset, skal kæmpe for det næste måltid, det næste 

sted at sove, og misbrugeren for det næste fix. 

Jakobs sag bør få politikerne til at vågne op og sikre alle socialt udsatte en 

ordentlig behandling i sundhedsvæsenet i hele landet. Alle større sygehuse bør 

have socialsygeplejersker. Hvor de ikke er, må regionen betale for, at socialt udsatte 

patienter kommer til et andet sygehus, som kan tage højde for deres helt specielle 

livsbetingelser. 

Hvad kommunerne angår, så er det på tide, de begynder at leve op til de forpligtelser, 

de allerede har. 

Poul Struve Nielsen, redaktør 

| indhold | 

2 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 2 februar 2012 | 16. årgang | 3 

6 

16 

4 

21 

31 

32 

v/Annemette Lyngh 

Vold og chikane blandt hjemløse i 

København 

Hårdt at være anbragt uden for 

hjemmet 

x-ord og dusaduku 

ny hus forbi-sælger 

41-årige Jakob Dik 

kæmper en hård kamp 

for at beholde sit ene 

ben. Han er uden hjem og 

koblet til højteknologisk 

hospitalsudstyr. Da han 

fixede på toilettet, satte 

sygehuset ham på gaden i 

en rullestol, som kun kører 

baglæns. 

Grete er en af de tre 

faste sygeplejersker i 

Sygeklinikken på Sundholm. 

Hun har været 

der i syv år og bliver af 

brugerne betragtet som 

en sand engel. De føler 

sig velkomne og trygge, 

så de bliver ved med at 

komme igen og få plejet 

deres bensår, psykiske 

lidelser og meget andet. 

13 

24 

Navnet og nationaliteten 

i passet har stor 

betydning for, hvor 

hurtigt nedturen går for 

en hjemløs. udlændinge 

risikerer at ende på bunden 

som psykisk og fysisk 

syge hjemløse uden 

fremtidshåb allerede 

efter seks-otte måneder 

i Danmark. Den samme 

nedtur tager ofte flere 

år for danske hjemløse. 

Når man er nået dertil, 

at man er bange for at 

dø, så er man kommet 

videre. Møltrup Optagelseshjem 

fejrer 100 år. 

Forstander Ebbe Larsen 

fortæller om misbrugere, 

der har eksperimenteret 

rigeligt med 

døden. De har haft den 

på tæt hold. De har været 

bange for at leve. På 

Møltrup skal de eksperimentere 

med livet. 

“ Det er ikke dit ansvar at holde snor i kontakten til den ene, den 

anden og den tredje sagsbehandler, og du skal heller ikke løbe 

spidsrod mellem enhed-dit og enhed-dat. Det er kommunens 

ansvar at give dig en sammenhængende og koordineret hjælp, 

der tager udgangspunkt i netop din situation. Andet kan vi 

som samfund ikke være bekendt. 

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i sit svar til Hus Forbi-sælger Ib Maack, som i et 

åbent brev i Hus Forbi i juni fortalte, hvordan han løber spidsrod mellem syv sagsbehandlere. Side 28 

vil du også 

støtte 

Hus forbi? 

Det koster 5.000 kroner 

om året at få sit 

firmalogo her på siden. 

Send en mail til 

redaktion@husforbi.dk

Vi har tidligere oplevet, at nogle 

beboere blev her lidt for længe. Med 

huslejekontrakten speeder vi processen 

op, siger Grethe Holst, leder af 

Horsens Krisecenter for Mænd. Foto: 

Horsens Kommune/Per Algreen 

mænd skal 

hurtigere ud 

af krisecenter 

Horsens Krisecenter for Mænd 

indfører huslejekontrakt 

Tre måneder er grænsen for, hvor 

længe mændene bør opholde sig i 

Horsens Krisecenter for Mænd. 

For at sikre, at tidsgrænsen 

overholdes, indgår mændene nu en 

huslejekontrakt med krisecentret. 

- Vores opgave er at hjælpe 

mændene videre i livet, og jo hurtigere 

det sker, desto større vil deres 

muligheder være for at klare sig. 

Med huslejekontrakten håber vi på 

at speede processen op, siger Grethe 

Holst, der er leder af Horsens 

Krisecenter for Mænd, i en pressemeddelelse 

fra Horsens Kommune. 

Hun tilføjer, at beboerne er 

indforstået med de krav, der stilles 

for at være på centret. 

ud over kontrakten om de tre 

måneders ophold skal mændene 

tage imod krisecentrets hjælp til at 

få en lejlighed og til at komme i job 

eller uddannelse. De skal desuden 

spare penge op. 

Horsens Krisecenter for Mænd 

har plads til fire beboere ad gangen, 

og pladserne er stort set booket op 

konstant. 15 frivillige er tilknyttet 

stedet. 

Horsens Kommune giver et årligt 

tilskud. 

paradis for hjemløse par 

I USA vælger mange hjemløse par at blive på gaden i stedet for at 

blive adskilt af de sociale myndigheder, skriver hjemløseavisen One 

Step Away i Philadelphia. Der er kun fire krisecentre for hjemløse i 

uSA, hvor par uden børn indlogeres hele året rundt. 

Et af disse centre er Progress Haven i Philadelphia. Her har personalet 

erfaret, at når man bor på gaden, kan det at være et par også 

være med til at give øget beskyttelse og forbedre muligheden for at 

klare sig. Derfor forsøger centret at hjælpe hjemløse par til at holde 

sammen. 

- Vi vil hellere bo på gaden end at blive skilt, siger en hjemløs 

kvinde, Shacora, som 

nægtede at forlade sin 

kæreste for at bo på et 

krisecenter for kvinder. 

- Hvis vi ikke havde 

været i stand til at 

komme her, ville jeg 

stadig være derude og 

løbe rundt som en høne 

uden hoved. 

Progess Haven i Philadelphia 

er et af kun fire 

steder, hvor man giver 

plads til, at hjemløse kan 

huses som par. 

ny gadeavis i athen 

holder håbet oven vande 

Grækenland er stadig lammet af finanskrisen. Der er stigende fattigdom, 

og flere og flere bliver hjemløse. Nu har Grækenland også 

fået sin første hjemløseavis. Den udkommer i hovedstaden, Athen, 

og hedder 'Shedia'. Det betyder 'tømmerflåde', hvilket svarer meget 

godt til, hvor velkommen den er for de nu cirka 20.000 hjemløse 

borgere i Athen. 

- Det er en stærk metafor, da vi med denne avis ønsker at redde 

mennesker fra forliset af den græske økonomi. Vi håber at kunne 

tilbyde dem en smule sikkerhed. I første omgang vil Shedia kun blive 

solgt i Athen. Men hellere før end senere vil projektet blive udvidet til 

de andre store byer, siger avisens viljestærke medstifter Chris Alefantis. 

psykiatrisk ambulance 

hjælper norges psykisk syge 

I den norske by Bergen har de fået et specielt ’gadeteam’ i form af 

en Psykiatrisk Ambulance (PA). I en almindelig ambulance vil du finde 

en paramediciner bag rattet og en medhjælper. I en PA er der altid 

tre medarbejdere. En paramedicinsk og to medarbejdere med speciale 

i psykiatri. Den psykiatriske ambulance er en fælles indsats mellem 

Helse Bergen og Sandvikens psykiatriske hospital. 

Det er den eneste ambulance i Norge designet til akutte psykiatriske 

nødsituationer. 

Hus Forbi er medlem af det internationale 

netværk af hjemløse aviser, 

'International Network of Street 

Papers' (INSP). 

Indholdet i denne spalte er genoptryk 

fra vores kolleger rundt om i 

verden. 

Læs mere på www.street-papers.org. 

Foto: Eddie Byrd, One Step Away 

kommune vil 

hjælpe med husleje 

Stadig flere københavnere sættes 

på gaden, fordi de ikke kan betale 

huslejen. Socialudvalget i Københavns 

Borgerrepræsentation har 

ifølge Socialforvaltningens nyhedsbrev 

drøftet, om det er muligt at 

bruge paragraf 81 i Aktivloven til at 

fastholde borgere i egen bolig. 

Ifølge § 81 kan kommunen 

give hjælp til enkeltudgifter til en 

person, som har været ude for ændringer 

i sit liv, som betyder, at han 

eller hun vil have svært ved at klare 

sig selv, hvis udgiften skal betales. 

Desuden fremgår det, at hjælpen 

normalt kun ydes til uforudsete 

udgifter. 

Socialudvalget ønsker nu, at forvaltningen 

undersøger muligheden 

for at ændre praksis, så udbetaling 

af enkeltydelser efter § 81 også 

kan omfatte husleje, når faren for 

udsættelse er overhængende. 

udvalget beder desuden forvaltningen 

undersøge, om § 81 kan 

bruges til at administrere huslejen, 

så hjælpen gives som af direkte 

udbetaling til udlejer. 

forskel på 

førtidspension 

52 procent af de borgere, der får 

tilkendt førtidspension, er lønmodtagere, 

som er blevet syge, og som 

forud for tilkendelsen har været 

igennem et ret kort forløb på det 

kommunale jobcenter. 21 procent af 

dem, der får tilkendt førtidspension, 

er langvarige kontanthjælpsmodtagere, 

og 10 procent er borgere, 

der i flere år har pendlet mellem 

sygedagpenge og fleksjob. Det viser 

en undersøgelse fra Anvendt Kommunal 

Forskning (AKF). 

- Vores analyse viser, at det 

langtfra er alle førtidspensionister, 

der har været gennem årelange 

forløb på offentlige ydelser. 

Førtidspensionisterne er en meget 

differentieret gruppe, men det er 

de tunge grupper, som for eksempel 

psykisk syge og misbrugere, der 

fylder mest i det sociale system og i 

behandlingssystemet, siger forsker 

i AKF Helle Bendix Kleif, som er en 

af forskerne bag undersøgelsen. 

Rapporten hedder 'Veje til førtidspension' 

og bygger på tal fra fire 

kommuner: Herning, Silkeborg, 

Viborg og Holstebro. 

social udsatte 

må holde for 

De kommunale regnskaber for 

2011 viser en besparelse på cirka 

600 millioner kroner på udsatteområdet 

i forhold til 2010. 

Da Kommunernes Landsforening 

holdt socialt temamøde i Aalborg, 

sagde formanden for Rådet for 

Socialt udsatte, Jann Sjursen, at de 

socialt udsatte må holde uforholdsmæssigt 

meget for, når sparekniven 

svinges. 

- Det er et blålys at tro, at vi 

på kort sigt kan spare os til bedre 

løsninger for borgerne, sagde han 

og opfordrede kommunalpolitikerne 

til at prioritere udsatteområdet i de 

forestående budgetforhandlinger. 

Han opfordrede kommunalfolkene 

til at lytte mere til brugerne 

og tage dem alvorligt. Kommunerne 

bør lade respekt og anerkendelse 

være udgangspunktet for mødet 

med borgeren og sørge for koordination 

og sammenhæng i indsatserne. 

Desuden understregede Jann 

Sjursen, at staten og kommunerne 

har et fælles ansvar for at fastholde 

og udvikle den faglige ekspertise 

i kommunerne. Kommunerne skal 

også prioritere området økonomisk. 

socialt samarbejde 

mellem danmark 

og færøerne 

Social- og integrationsminister 

Karen Hækkerup (S) og den færøske 

socialminister, Annika Olsen, 

styrker samarbejdet om udsatte familier, 

som flytter mellem Færøerne 

og Danmark. 

De to ministre er enige om at 

styrke samarbejdet på det sociale 

område mellem Danmark og Færøerne. 

Ministrene ønsker at udvide 

underretningspligten, når udsatte 

familier med børn flytter mellem 

Danmark og Færøerne. 

- Det er helt afgørende, at vi 

sørger for, at børn med sociale problemer 

får den hjælp, de har brug 

for, uanset om de bor i Danmark 

eller på Færøerne. Og hjælpen 

skal ikke forsinkes på grund af en 

flytning inden for rigsfællesskabet. 

Derfor er jeg glad for, at den færøske 

socialminister og jeg er enige 

om et styrket samarbejde på det 

her område, siger Karen Hækkerup 

i en pressemeddelelse fra Social- og 

Integrationsministeriet. 

Vold og chikane blandt 

hjemløse i København 

Der opstår vold i forbindelse med konflikter, oplyser Københavns 

Kommune 

Mange hjemløse oplever vold og chikane i hverdagen. Det meste af volden 

og chikanen foregår internt i hjemløsemiljøet. Tilfældig og uprovokeret vold 

over for hjemløse forekommer sjældent. 

Det sker dog, at hjemløse, der sover på gaden, bliver overfaldet. Blandt 

de voldsepisoder, der er kendskab til, meldes der om en overvægt af episoder, 

hvor unge, typisk i flok, udviser en truende og voldelig adfærd over for 

gruppen af hjemløse. 

Volden opstår typisk i forbindelse med konflikter om penge, gæld, stoffer 

eller alkohol og særligt i mellem stofmisbrugere og dem, der sælger stoffer. 

- Københavns Kommune tolererer under ingen omstændigheder vold 

eller chikane på herberger eller væresteder. Men det er et barsk miljø, og vi 

kan ikke undgå, at der opstår konflikter mellem hjemløse på gaden. Hvis vi 

hører om eller oplever hjemløse, der er udsat for vold eller føler sig truet, 

kan vi gå med dem til politiet og hjælpe dem med at anmelde det, siger Jan 

Jensen, kontorchef i Drifts- og udviklingskontoret for udsatte grupper og 

psykiatri i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune. 

Farligst at sove på gaden 

Langt de fleste hjemløse overnatter i kommunens herberger eller hos 

bekendte. De relativt sjældne tilfælde af tilfældig og uprovokeret vold går 

som regel ud over de hjemløse, der sover på gaden. Kommunens opsøgende 

gadeplansmedarbejdere, der for nylig er blevet suppleret med en gadepsykiater, 

arbejder målrettet på at få gadesoverne til tage imod behandling og 

søge indenfor i herbergerne. 

undersøgelsen er sat i værk for at svare på et spørgsmål fra det socialdemokratiske 

medlem af Borgerrepræsentationen Lars Aslan Rasmussen. Den 

er foretaget som en rundspørge blandt personale på botilbud og væresteder, 

hvor de hjemløse kommer. 

Gruppen af hjemløse er i langt højere grad end resten af befolkningen 

udsat for vold og chikane. I redegørelsen til Borgerrepræsentationen skriver 

Socialforvaltningen i København, at omfanget er svært at fastslå præcist, 

men cirka halvdelen af målgruppen har inden for den sidste måned været 

udsat for eller involveret i en form for chikane eller vold. 

Der er stor forskel på, hvilke hjemløsemiljøer man lever i. Der rapporteres 

om en del vold i det hårde misbrugsmiljø på Vesterbro. Men der er væresteder 

og botilbud andre steder i København, hvor man ikke oplever, at vold 

blandt hjemløse er et problem. 

indbo brændt 

efter udsættelse 

Hver dag sættes 15 husstande på 

gaden med tvang. Lejernes LO´s 

blad 'Vi Lejere' fortæller om en ung 

kvinde, hvis nedtur kulminerede, 

da hun blev sat ud fra sin lejlighed 

i København, fordi hun ikke havde 

betalt husleje i seks måneder. Hun 

var ikke selv hjemme, da fogeden 

kom – bistået af politiet. Men hun 

vidste godt, at hun skulle sættes ud 

den dag. Hvad hun ikke drømte om 

var, at alt hendes indbo blev kørt 

bort og brændt. Tilbage havde hun 

kun det tøj, hun gik i, sin pung og 

sin mobiltelefon. Men der skulle gå 

fire dage, før hun efter mange telefonopkald 

til sidst fik at vide, hvad 

der var sket med hendes indbo. 

- Vi mener ikke, at det er 

tilfredsstillende, at foged og politi 

på en art standret kan vurdere, 

at det efterladte indbo er værdiløst, 

og derefter sende indboet til 

destruktion. Der skal være klar pligt 

til at frasortere personlige papirer 

og andet af subjektiv værdi, for 

eksempel billeder og forsikringspolicer, 

siger landsformanden for 

Lejernes LO, Helene Toxværd. Hun 

ønsker lovgivning om, at lejerens 

bohave opbevares i en periode, så 

lejeren har en mulighed for at få 

sine ting igen. 

- Den retstilstand vi ser nu er 

uværdig og fornedrende og opleves 

af den udsatte som en ekstrastraf. 

Det må være en samfundsinteresse 

ikke at gøre det sværere for de udsatte 

at vende tilbage til 'normale' 

forhold – det er svært nok endda, 

siger LLO-formanden. 

ny formand 

efter 38 år 

Næstformand gennem 38 år 

Torsten Nørgaard overtager posten 

som landsformand i Danmarks 

Afholdsforening fra ikonet, den nu 

80-årige Henning Sørensen. Der 

er tale om noget af en foryngelse 

af afholdsbevægelsen, idet den 

20-årige Anna Simona Degn fra 

Odense bliver den nye næstformand 

i bestyrelsen for den 133 år gamle 

forening. 


foto colourbox

Syg hjemløs 

smidt på gaden 

41-årige Jakob Dik kæmper en hård kamp for at 

beholde sit ene ben. Han er uden hjem og koblet til 

højteknologisk hospitalsudstyr, efter at sygehuset satte 

ham på gaden i en rullestol, som kun kører baglæns 

6 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 2 februar 2012 | 16. årgang | 7

- Lægen på sygehuset sagde, jeg virkelig skulle passe på mit ben. 

tekst Marianne Holst 

foto Rasmus Flindt Pedersen 

Sygehuset vil ikke have ham, og kommunen 

vil ikke hjælpe ham. 41-årige Jakob Dik fra 

Slagelse er hjemløs narkoman, han er syg og i 

alvorlig fare for at miste sit ene ben. 

Hvor andre patienter, der endnu ikke kan 

klare sig selv, kommer fra sygehus til hjemmepleje, 

blev den 41-årige mand udskrevet til 

gaden. Selvom hele forsiden af skinnebenet er 

ét stort, alvorligt og komplekst sår. 

Han blev smidt ud fra sygehuset, fordi han 

blev taget i at fixe på toilettet. Han tog stoffer, 

sådan som han har gjort gennem 30 år som 

misbruger. 

- Jeg er jo narkoman, det havde jeg været 

ærlig omkring. Og jeg havde også ondt. 

På hospitalet var de ikke særlige gode til at 

smertebehandle mig, så jeg sørgede for at gøre 

det selv. 

Overladt til sig selv 

Nu er den hjemløse mand overladt til sig selv. 

Såret har svært ved at hele. Derfor er det 

forbundet til en avanceret vakuumpumpe, som 

Jakob ingen mulighed har for at forstå. Han 

fik ingen vejledning med fra sygehuset - end 

ikke en manual. Men han skal selv sørge for, 

at pumpen fungerer korrekt 24 timer i døgnet. 

Den må ikke blive våd. Den skal jævnligt lades 

op. Den må endelig ikke gå død. 

Stikkontakt og tørvejr er derfor nogle af 

- Lægen på sygehuset sagde, 

jeg virkelig skulle passe på mit 

ben, hvis jeg ville beholde det. 

Men det er svært at vide, om 

jeg gør det rigtige 

Jakobs basale behov. Han har desuden brug for 

professionelt plejepersonale, der kan hjælpe 

ham med at passe på sig selv, holde forbindingen 

ren og holde øje med skærmen på 

maskinen. Der må ikke komme fejlmeldinger. 

Alligevel har Slagelse Kommune ladet ham 

blive udskrevet til gaden, hvor han selv må 

finde ud af det. 

- Lægen på sygehuset sagde, jeg virkelig 

skulle passe på mit ben, hvis jeg ville beholde 

det. Men det er svært at vide, om jeg gør det 

rigtige, siger Jakob. 

Kørestol kører kun baglæns 

Jakobs ben er så dårligt, at han ikke kan gå. 

Han kan dårligt støtte på det dårlige ben. Det 

gør det ikke nemmere for ham at leve op til de 

høje krav om at være selvhjulpen og sygdomsbehandle 

sig selv på gaden. 

Han fik ikke et sæt krykker med på gaden 

fra Slagelse Sygehus. Han blev sendt af sted 

i den stol, han sad i. Det er en transportstol, 

som er beregnet til at skubbe patienter rundt 

på blanke hospitalsgange. Den kan kun køre 

baglæns. Eller den kan stå stille. 

I mangel på en almindelig kørestol, hvis 

hjul kan drejes rundt med hænderne, har 

Jakob måttet udtænke en måde at blive mobil 

på. Han skal i misbrugscentret hver dag for at 

få sin metadon. Hver tredje dag har han tid på 

ambulatoriet, hvor såret renses, og forbindingen 

skiftes. Så hvad gør han? Han skubber sig 

frem – eller rettere tilbage – med sit raske ben 

og sin evige følgesvend, den rygsæksstore vakuumpumpe 

hængende på armlænet. Engang 

Hus Forbi mødte Jakob Dik i ekskærestens lejlighed. Den ligger på anden sal. Alene besværet med at komme op og ned ad trappen er stressende. I den periode, 

reportagen om Jakob Dik blev til, var han på et tidspunkt flyttet ind til Slagelse, fordi det knagede i forholdet til ekskæresten. Han er siden vendt tilbage til hendes 

lejlighed, så nu går det igen op og ned ad trapperne med pumpen og baglæns af sted i kørestolen. 

imellem kigger han sig over skulderen for at 

se, hvor han kører. Bilerne dytter, når han er i 

vejen for trafikken. 

- Det er jeg ligeglad med. De kan ikke smadre 

mig mere, end jeg er i forvejen, siger Jakob 

med et grin og kigger på sit højre skinneben. 

Såret trodser enhver anden beskrivelse end 

rent faktuelle centimetermål: Det er 23 centimeter 

i længden, 19 centimeter på det bredeste 

sted og to centimeter i dybden. 

Sorte svampe og gennemsigtig film dækker 

såret. Hvis det heler, skal han have transplanteret 

hud fra den ene balde og ned på skinnebenet. 

Hvis såret ikke heler, har han ikke lyst 

til at tænke på alternativet. 

Benet var helt sort 

- Der er flere af mine venner, der siger: 'Hvorfor 

får du ikke bare benet taget af?' De ville 

ikke gide gå alt det her igennem, siger de, og 

da slet ikke med alle de smerter. Men jeg er ret 

hårdfør, siger Jakob, som allerede én gang har 

været tæt på at blive skilt fra sit skinneben. 

Da Jakob Dik blev indlagt på Slagelse 

Sygehus, var det med et sort skinneben fuld 

af vabler. Syv dage forinden var han blevet 

ramt af en bil tre gange i samme omgang. Der 

var ingen synlige skader. Han var på fire besøg 

hos vagtlægen og et hos den praktiserende 

læge. Behandlingen var nogle smertestillende 

panodiler. 

Otte dage efter sammenstødet med bilen 

vågnede Jakob op med et ben, der havde skiftet 

farve i nattens løb. Han blev hurtigt indlagt, 

og han fortæller, at lægen begyndte at tegne 

streger dér, hvor benet skulle amputeres. Lige 

under knæet. Men da Jakobs tæer vrikkede, 

kunne lægen se, at der alligevel var lidt liv i det 

sorte ben. Alt andet end knoglen var dog smadret. 

Muskler, væv, sener og nerver. 

Betændelse i såret 

Der gik 22 dage og tre operationer, inden 

Jakob pludseligt blev smidt på gaden efter episoden. 

Da personalet fandt ud af, at han blev 

ved at være lige meget narkoman, selvom han 

var indlagt, gik det stærk med at få ham ud. 

Han har svært ved at styre transportstolen, 

og den højteknolgiske vakuumspumpe er også 

en usædvanlig udfordring for en hjemløs: 

Det er svært at vide, hvad man skal gøre, 

når der popper fejlmeldinger eller andre be- 

skeder op på maskinens touch screen. 

- Jeg trykker bare på nogle knapper, til 

skærmen ser normal ud igen, siger han. 

Jakob skal også selv finde ud af at skifte 

en plastikbeholder, der via en slange fra sår til 

maskine dræner såret for en halv liter kropsvæske 

og pus – en gullig, tyktflydende væske, 

der kan dannes ved betændelse – dagligt. Hvis 

den bliver fyldt, virker pumpen ikke. Det gør 

den heller ikke, hvis der går hul på slangen, 

hvilket er sket et par gange. Men det har han 

også råd for. 

- Det fikser jeg bare med gaffatape, fortæller 

han. 

På den baggrund synes Jakob, det er 'meget 

underligt', at han ikke kan få hjælp fra kommunen. 

Det eneste tilbud har været et klubværelse 

på et motel i Korsør. Men her er ikke plejepersonale 

til at hjælpe ham. At hans behov 

er reelt, understreges yderligere af det syn, 

der møder Hus Forbi tre dage senere. En tyk 

gul kant maser sig nu frem under den sorte 

forbinding på Jakob Diks ben. Fem dage efter 

udskrivelse fra sygehuset er der gået betændelse 

i såret. | 

 


- Jeg er jo narkoman, det havde jeg været ærlig 

omkring. Og jeg havde også ondt. På hospitalet 

var de ikke særlig gode til at smertebehandle 

mig, så jeg sørgede for at gøre det selv. 


I det øjeblik en borger er udskrevet fra sygehuset, 

er det kommunens ansvar, at vedkommende 

bliver behandlet på en forsvarlig måde, 

som tager højde for personens helbredstilstand. 

Områdechef i Slagelse Kommune Birgitte 

Tribler kan ikke udtale sig om en konkret sag. 

Men Hus Forbi har bedt om en kommentar i 

anledning af sagen om Jakob Dik. Han er udskrevet 

til gaden og henvist til at bo sporadisk 

uden den form for pleje, der modsvarer de 

alvorlige helbredsproblemer, han har på grund 

af sit skinnebenssår. 

Han risikerer at få det ene ben ampute- 

ret, fordi han ikke får mulighed for at komme 

sig i fred og ro, sådan som Slagelse Sygehus 

foreskriver. Det fremgår af Jakobs sagsakter, 

som Hus Forbi har læst. Fred og ro har man 

ikke som hjemløs. Da lever man konstant med 

stress og usikkerhed omkring, hvor man skal 

sove næste nat, hvordan man får mad, og hvis 

man er misbruger: hvordan man får fat i det 

næste fix. 

Hvordan kan det være, at en sådan borger 

ikke bliver samlet op af kommunen og tilbudt den 

fornødne bolig og pleje? 

- Det kan jeg som nævnt ikke svare på. 

Men en person, der er aktiv misbruger, og det i 

Eks-kæresten 

tvunget til 

at træde til 

- Jakob har behov for nogen, der tager sig af ham. 

Men jeg synes ærlig talt, det er en opgave for en sygeplejerske 

Jakobs ekskæreste 

Korte ophold til aktive misbrugere 

Jakob Dik har fået husly hos en eks-kæreste, der ellers 

helst vil være fri for det store ansvar og hårde arbejde 

med at passe ham 

Det er 24 timer i døgnet, og det er ligesom at have et 

lille barn. 

I mangel på kommunal hjælp giver Jakob Diks ekskæreste 

ham husly, pleje og praktisk hjælp. Men hun 

ville helst være fri: 

- Det er for meget ansvar for mig, men jeg kan jo ikke 

lade ham bo på gaden. Så havner han bare i en beskidt 

narkobule og ender med at miste sit ben. 

Hun ønsker at være anonym af frygt for, at kommunen 

tager hendes boligstøtte som enlig, hvis de opdager, 

at Jakob bor der. 

Intet valg 

- Jeg føler ikke, jeg har noget valg. Der skal være nogen 

hos ham hele tiden. 

Hun er på døgnet rundt for at hjælpe Jakob på toilet 

dag og nat, op og ned ad trapperne og frem og tilbage 

mellem den by, hun bor i, og Slagelse. Det sidste gør hun, 

så tit hun magter, af frygt for, at han bliver kørt ned, når 

han ruller baglæns på vejen. 

- Det er virkelig hårdt, siger den 48 kilo spinkle 

kvinde. Hun fik sin knæskal knust i en trafikulykke 

tidligere på året. Hvis knæet bliver udsat for en for stor 

belastning, ryger det ud af led. Det er sket flere gange de 

seneste par dage. 

- Jakob har behov for nogen, der tager sig af ham. 

Men jeg synes ærlig talt, det er en opgave for en sygeplejerske, 

siger hun. | 

Kommunen: En, der fixer på et hospital, skal vide, at hans ophold andre steder kan blive korte 

en sådan grad, at han fixer på et hospital; hans 

ophold andre steder kan blive meget korte, og 

det skal han vide, siger områdechef Birgitte 

Tribler. 

Hun tilføjer, at hun har taget til efterretning, 

hvad Hus Forbi har fortalt hende om 

Jakob Diks situation, og at hun vil undersøge 

sagen og handle derefter. Men hun kan ikke 

udtale sig om, hvilke tiltag kommunen eventuelt 

vil tage over for en bestemt borger. | 

Hus Forbi har forsøgt at få en kommentar fra 

Slagelse Sygehus, men det var ikke lykkedes ved 

redaktionens slutning. 

Udenlandske hjemløse 

på hurtig nedtur 

Udenlandske hjemløse har sværere ved at klare det hårde liv på gaden end danske 

- De har ofte en plan 

om, at de skal spare 

op og sende penge til 

familien... Et halvt år 

efter har nogle af dem 

givet fuldstændig op og 

lever på gaden uden at 

tage vare på sig selv 

Bo Heide-Jochimsen, gadeplansmedarbejder 

i projekt UDENFOR 

af Malene Fenger-Grøndahl 

Petr fra Polen risikerer at ende 

på bunden som psykisk og fysisk 

syg hjemløs uden fremtidshåb 

allerede efter seks-otte måneder i 

Danmark. Den samme nedtur tager 

ofte flere år for danske Peter. 

Navnet og nationaliteten i passet 

har stor betydning for, hvor 

hurtigt nedturen går for en hjemløs. 

Det kan projekt UDENFOR 

konstatere efter flere års arbejde 

med det såkaldte udeliggerprojekt, 

et opsøgende gadeplansprojekt for 

udenlandske migranter, der lever 

på gaden i Danmark. 

Antallet af migranter fra andre 

EU-lande, som ender på gaden, er 

stigende, og rigtig mange af dem 

ender helt nede i skidtet efter meget 

kort tid, forklarer gadeplansmedarbejder 


Bo Heide-Jochimsen: 

- Deres nedtur kan gå meget 

hurtigt, og de ender på bunden 

med et brag. Med danske hjemløse 

går det langsommere, og der 

er flere stationer undervejs, siger 

han. 

To grupper migranter 

Projekt UDENFOR har samlet 

nogle af deres erfaringer med 

udenlandske hjemløse EU-borgere 

i publikationen 'Rapport om hjemløse 

migranter i København'. Den 

bygger på erfaringer fra 15 sociale 

tilbud, der yder hjælp til hjemløse 

migranter. Det er varmestuer, væresteder 

og natcaféer samt projekt 

UDENFOR’s udeliggerprojekt. 

Rapporten tegner et billede af 

to grupper af hjemløse migranter: 

De, der ved ankomsten til 

Danmark har samme problemer 

som mange danske hjemløse med 

misbrug, brudte familierelationer 

og psykisk sygdom. Og de, som 

primært kommer for at søge arbejde, 

og som ved ankomsten har 

forholdsvis mange ressourcer. 

Plan om at sende penge hjem 

Men selv de ressourcestærke 

arbejdsmigranter risikerer at ryge 

ind i en nedadgående spiral, forklarer 

Bo Heide-Jochimsen: 

- Mange migranter fra for 

eksempel Polen, Rumænien eller 

Italien kommer med en forhåbning 

om at skabe sig et bedre liv, end de 

- De udenlandske 

hjemløse kender ikke 

det danske system og 

aner ikke, hvor de skal 

gå hen for at få hjælp 

til at få et arbejde, få 

lægehjælp eller et sted 

at sove 

Bo Heide-Jochimsen, gadeplansmedarbejder 


har haft i deres oprindelsesland, 

og med en tro på, at de kan skaffe 

sig et arbejde. De har ofte en plan 

om, at de skal spare op og sende 

penge til familien. Måske har de 

endda sparet lidt op ved at arbejde 

i andre lande, inden de kommer til 

Danmark. 

- Men et halvt år efter har nogle 

af dem givet fuldstændig op og 

lever på gaden uden at tage vare 

på sig selv. De får ikke mad, sover 

udendørs og drikker mere og mere. 

De har svært ved at sove og tager 

måske piller for at kunne slappe 

af, siger han og tilføjer, at de 

fleste danske hjemløse, der ender 

i en lignende situation, enten er 

psykotiske eller stofmisbrugere i 

udgangspunktet. 

Stress gør dem syge 

Men hvorfor denne forskel på de 

udenlandske og de danske hjemløse? 

Det korte svar er, at de udenlandske 

hjemløse er på udebane på 

alle måder, sprogligt, kulturelt og i 

forhold til at have et netværk. 

- De udenlandske hjemløse 

kender ikke det danske system og 

aner ikke, hvor de skal gå hen for 

at få hjælp til at få et arbejde, få 

lægehjælp eller et sted at sove. De 

stoler typisk heller ikke på nogen 

og er svære at nå uden opsøgende 

gadeplansarbejde. 

- Nogle mister deres papirer, 

fordi de ikke på samme måde som 

danske hjemløse har et sted, hvor 

de kan få opbevaret deres ting. 

Andre er psykisk sårbare, og det 

stressende og hårde liv på gaden 

gør dem både fysisk og psykisk 

syge. Og så giver mange af dem 

simpelthen op, siger Bo Heide- 

Jochimsen. 

Svensk model kan inspirere 

Projekt UDENFOR foreslår, at der 

etableres et kontaktpunkt centralt 

i København, hvor migranterne 

kan få rådgivning og vurdere, om 

det eventuelt er bedst at rejse fra 

Danmark. Desuden skal der være 

flere tilbud om overnatning, mad 

og støtte. En anden mulighed er at 

etablere et center med mere omfattende 

vejledning og undervisning 

til migranter, der har ressourcer 

nok til at komme ind på arbejdsmarkedet. 

Den model findes i 

Stockholm, hvor migranterne kan 

modtage svenskundervisning og 

undervisning i svenske samfundsforhold. 

- Der er flere muligheder. Det 

vigtigste er, at de danske politikere 

indser, at hvis de intet gør, 

ser vi flere og flere, der rammer 

bunden efter meget kort tid i 

Danmark, blot fordi der står en 

’forkert’ nationalitet i deres pas, 

siger Bo Heide-Jochimsen. | 


Natcafeen i Stengade på Nørrebro 

lukker til nytår, hvis der ikke findes 

en pose penge. Cafeen, hvor nogle 

af de mest udsatte hjemløse tilbringer 

natten, har fået nej til fortsat 

støtte fra Socialministeriet. 

Flere timer før Kirkens Korshærs 

natcafe i Stengade åbner, står der en 

kø af hjemløse ved indgangen. Når 

cafeen åbner ved midnat, strømmer 

de ind. De første får de bedste 

pladser og kan benytte sig af de 25 

sengepladser, som er kommet til 

§ 

det vanskeligt at sige, hvad man har ret til. For 

hjemløse som begreb findes ikke i Eu-retten, siger 

juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus 

universitet. En afgørende skillelinje er, om man 

har status som arbejdstager. Men hvornår man har 

det, er ikke altid klart, og nogle gange anlægger 

myndighederne måske også for stramme vurderinger 

af, om en Eu-borger har fået status som 

arbejdstager i Danmark, vurderer juraprofessoren. 

Eu-reglerne giver desuden mulighed for at udvise 

hjemløse og andre Eu-borgere, hvis de med 

deres ønske om sociale ydelser udgør en ’urimelig 

byrde’ for det sociale system. 

Betyder det, at man ved at vende tilbage til et 

socialkontor flere gange og søge om kontanthjælp 

eller andre ydelser mister sin ret til at opholde sig i 

Danmark? 

- Det kan man ikke svare på med sikkerhed. 

Men det ligger fast, at selve det, at man ansøger 

om kontanthjælp, ikke kan føre til, at en Eu-bor- 

Hjemløse EU-borgere 

sidder fast i lovjunglen 

Det er lidt som at blive slået hjem i Ludo. Bortset fra at ingen rigtig kender reglerne. 

Det er sommetider umuligt at finde ud af, hvad hjemløse EU-borgere har ret til 

Når borgere fra andre EU-lande kommer til 

Danmark og havner på gaden, ender de ofte i et 

uigennemskueligt system af Eu-regler, danske 

love, administrativ praksis og juridiske uklarheder. 

Som Eu-borgere har de i udgangspunktet ret 

til at opholde sig tre måneder i Danmark, og er 

de arbejdssøgende, kan de blive her i op til seks 

måneder eller eventuelt endnu længere. Er de 

så heldige at etablere egen virksomhed eller få 

arbejde, får de et registreringsbevis, og så har de 

efter en periode ret til for eksempel kontanthjælp. 

Kan de derimod kun finde løst og helt kortvarigt 

arbejde eller sort arbejde, står det værre til, hvad 

angår muligheden for at få offentlig hjælp. 

- Som hjemløs udlænding uden tilknytning til 

arbejdsmarkedet er man i en meget udsat position, 

og det er ofte uklart, hvad man har ret til. 

Man har som Eu-borger ret til nogle helt basale 

ting som følge af Eu-reglerne og eventuelt også 

af menneskerettighederne. Men derudover er 

natcafeen i stengade lukningstruet 

Et af de få steder, hvor udenlandske hjemløse kan overnatte, mangler penge 

efter en renovering. Andre sætter sig 

i cafeen for at få varme og kontakt 

med andre mennesker. 

ude på gaden står dem, der ikke 

blev plads til. De håber, at det bliver 

deres tur senere på natten, hvis 

nogle af de andre brugere forlader 

cafeen. Sådan ser det ud nu på en 

almindelig nat. 

Men fra nytår er døren til natcafeen 

lukket, medmindre Kirkens 

Korshær kan få de 3,7 millioner kroner, 

det kræver at drive stedet i et år, 

fra staten eller en anden ’glad giver’. 

Korshæren fik i maj afslag på 

deres ansøgning om satspuljemidler 

til at drive cafeen, og korshærschef 

Helle Christiansen forudser, at en 

lukning vil ramme hårdt: 

- Natcafeen er et unikt tilbud, 

hvor de svageste hjemløse kan 

komme uden at skulle bevise, at de 

har lovligt ophold i Danmark. De kan 

ikke komme ind på de kommunalt 

finansierede herberger, siger hun. 

Kirkens Korshær er i kontakt med 

ger mister sin opholdsret. Det er først, hvis man 

modtager offentlig hjælp, at det kan komme på 

tale, siger Jens Vedsted-Hansen. 

Om en hjemløs migrant kan siges at have 

’lovligt ophold’, kan være afgørende for vedkommende. 

For ifølge de danske regler må offentligt 

støttede tilbud som herberger kun lukke personer 

ind, som har lovligt ophold i Danmark. 

I realiteten er det medarbejderne på herbergerne, 

der i første omgang bliver nødt til at lave 

den juridiske vurdering, når en udlænding banker 

på døren, siger Jens Vedsted-Hansen. Samtidig 

understreger han, at en udlænding godt kan 

have lovligt ophold uden at have noget formelt 

registreringsbevis, opholdskort eller opholdstilladelse. 

Han anbefaler derfor, at organisationer, der 

arbejder med hjemløse, søger råd og vejledning 

hos en retshjælp i deres lokalområde, hvis de er i 

tvivl, om en udlænding har lovligt ophold. | 

partiernes socialpolitiske ordførere 

for at få dem til at finde en løsning. 

- Det gælder om at handle hurtigt, 

for vores medarbejdere forsvinder, 

hvis de ikke ved, om de har 

noget job fra nytår, og så smuldrer 

de relationer, som de har bygget op 

til de hjemløse siden cafeens åbning 

i midten af 1990’erne, siger Helle 

Christiansen. | 

Nordafrikanske 

mænd indvarsler 

ny migrationsbølge 

En ny bølge af migranter fra 

Nordafrika kan være på vej. 

Unge mænd fra Marokko og 

Tunesien er begyndt at dukke 

op på Nørrebro – på en næsten 

umulig jagt efter arbejde 

- Der er begyndt at komme unge nordafrikanske 

mænd på vores herberg og i vores 

natcafe. Det er marokkanere og tunesere, 

som kommer for at finde arbejde. De er pænt 

klædt, en del har adgang til egen computer, 

og de har ofte en opholdstilladelse i for eksempel 

Frankrig, siger Annemette Nyfos. 

Som leder af Kirkens Korshærs arbejde 

på Nørrebro ser hun, hvordan nye grupper 

af udlændinge kommer til København, i takt 

med at situationen i resten af verden ændrer 

sig. 

- Omkring år 2003 begyndte der at 

komme grupper af fattige øst- og centraleuropæere, 

og med Østudvidelsen af Eu steg 

antallet af polakker, rumænere og andre borgere 

fra de fattigere Eu-lande. Også mange 

romaer kom til Danmark på jagt efter arbejde, 

fortæller hun. 

Disse grupper fylder stadig godt på gaden 

og på de københavnske herberger og varmestuer. 

Det samme gælder afrikanere fra lande 

som Ghana, Mali og Burkina Faso, som for 

alvor begyndte at komme hertil i 2008-2009. 

- De fleste oplevede, at det var umuligt 

at finde arbejde. De mest ressourcestærke er 

rejst igen, andre bliver hængende og overlever 

ved at samle flasker, siger Annemette 

Nyfos. 

- Samtidig kommer så en ny gruppe af 

nordafrikanere, som i udgangspunktet ser 

ressourcestærke ud, men som risikerer at 

ryge lige så langt ned som de andre, siger 

hun. 

Hun henviser til, at mange afrikanske migranter 

på trods af en opholdstilladelse i for 

eksempel Italien eller Spanien ikke har fået 

arbejdstilladelse i Danmark. 

- Eu-reglerne giver ikke mulighed for det, 

og det danske retsforbehold gør det endnu 

sværere. Det samme gælder de nordafrikanske 

mænd, der kommer nu. Jeg har svært ved 

at se, at de kan undgå at ryge længere ned i 

fattigdom, siger hun. 

- Mit bud er, at det her er begyndelsen 

på en ny migrationsbølge af folk, som ikke 

kommer som familiesammenførte eller for 

at snyde sig til velfærd, men for at arbejde. 

Problemet er bare, at udsigten til, at de kan 

få det, er stort set lig nul. | 


På Sygeplejeklinikken på Sundholm 

yder tre sygeplejersker hver dag 

en fin indsat for nærområdets 

gæve eksistenser. Deres fornemste 

opgave er at få patienterne til at føle 

sig velkomne og trygge, så de vil 

komme igen og få plejet 

deres bensår, psykiske 

lidelser og meget 

andet. Hus Forbi 

har været med 

en dag på vagt 

tekst Birgitte Ellemann Höegh 

foto Helga Theilgaard 

Klokken er lidt over otte. Herbergcentrets 

Sygeplejeklinik har lige slået dørene op på 

Sundholm på Amager. Det er mandag, og der 

er allerede mange besøgende oven på en weekend, 

hvor folk har drukket tæt, taget stoffer 

eller af andre årsager ikke har fået plejet deres 

helbred eller sociale liv. 

I venteværelset sidder fire mænd. Én sover 

tungt med hagen hvilende mod brystet, en 

anden slumrer hen. På et rullebord står kaffe, 

te, saft, mælk, sukker og havregryn i en stor 

Margrethe-skål. 

Havregrynene spiser klinikkens brugere af 

hele dagen i så store mængder, at der normalt 

bliver hældt en posefuld op i skålen fem gange. 

Det er personalet godt tilfredse med, for havregrynene 

lægger en god, ernæringsmæssig 

bund for dem, der normalt ikke får så meget 

reel mad ned i maven i løbet af dagen. 

På en bænk uden for klinikkens modtagerum 

sidder Kurt. Han kommer her en gang 

om ugen og får ordnet sin eksem og sine sår 

på ben og fødder. Han har mørke bukser på og 

Den store 

badedag 

bare fødder i et par sorte herresko, der ser ud 

til at være to numre for store. 

- Jeg får salve på. Det har Grete sørget for. 

Hun må have nogle magiske hænder, for jeg 

havde sår fra fødderne og helt op til hofterne, 

da jeg begyndte at komme herude for en 

måned siden. Jeg havde fandeme selv smurt og 

smurt mig med cremer fra lægen. Men da hun 

tog fat, begyndte det at hjælpe, fortæller han. 

En sand engel 

Grete er en af de tre faste sygeplejersker i 

klinikken. Hun har været her i syv år og bliver 

af brugerne betragtet som en sand engel. De 

andre sygeplejersker er også ualmindeligt vellidte, 

men Grete kan altså noget særligt – med 

sine hænder og med sit omsorgsfulde sindelag. 

Kurt, der for to et halvt år siden fik noget 

kløende udslet på kroppen, bor i egen lejlighed 

på Amager, men det er på Sygeplejeklinikken, 

han bliver soigneret. Her kommer han også i 

klinikkens badekar på løvefødder, og i dag har 

han bestilt tid til klokken elleve. 

- Mit gæt er, at udslættet kommer fra nogle 

støvletter, som jeg arvede fra en mand. De var 

i god stand, men måske var det en fejl, at jeg 

gik barfodet i dem, for måske var det garvesyren, 

som man bruger i læderet, der gav mig 

eksem, fortæller han og giver sig til at vente 

på, at klokken skal blive elleve, så han kan 

komme ned i badekarret. 

Sygeplejeklinikken har en venteliste til baderummet, 

og den er i reglen fyldt helt op. For 

badekarret er populært og bliver benyttet af 

seks til syv mennesker om dagen. Nogle sætter 

en hel time af og får en stillestående pause fra 

hverdagen. 

Frostskader og amputationer 

Inde i konsultationsværelset er en 42-årig 

polak kommet i behandlingsstolen. Han får 

tilset sine fødder. Seks tæer er blevet amputeret. 

Han taler ikke så godt engelsk, men en 

lille smule dansk. Grete forklarer hans sygehistorie. 

- Han fik frostskader i tæerne, da der var 

minus 15 grader i februar måned, og han lå og 

sov på en bænk. Tæerne var helt sorte næste 

morgen, og han kom ambulant på Bispebjerg 

Hospital, hvor de inden påske amputerede 

tæerne. Nu kommer han her hver dag og får 

plejet sine sår, fortæller hun. 

 


Den polske fyr sover nu på Natcaféen på 

Sundholm og vil muligvis tage tilbage til Polen 

og søge om at få et par ortopædiske sko, der 

måske kan betyde, at han i fremtiden kan 

smide sine krykker. Grete og en sygeplejestuderende, 

Mette, vasker hans fødder i sæbevand, 

fjerner løs hud og giver ham creme på. 

Behandlingen, som bliver gennemført med 

smil, grin, nænsomhed, og rosende ord om, at 

hans fødder ser ud til at læge fint, gør ondt på 

polakken, der holder smerten inde og smiler 

flere gange til sygeplejerskerne. 

En anden fyr, der har været inde og ude af 

klinikrummet i en vældig fart et par gange, 

kommer ind og ser interesseret på polakkens 

fødder. Han har hænderne på ryggen, rynket 

pande og ansigtet helt nede ved fødderne. 

- Hvordan kan han holde balancen? 

- Han har krykker, forklarer Mette. 

Døren står altid åben 

Døren til klinikrummet står altid åben. Det er 

her, ALT foregår. Her bliver brugerne plejet. 

Nogle får udleveret medicin, og andre får 

hjælp til at udfylde papirer til det offentlige 

behandlingssystem. Alle følger med i hinandens 

sygehistorier. 

- Vi ved godt, at det er ret usædvanligt for 

en klinik. Men sådan har det altid været her, 

og det er en genial løsning. Brugerne hygger 

sig meget og slipper for det grænseoverskridende 

i at være alene i et rum med en syge- 

plejerske. Hvis vi fornemmer, at en bruger har 

behov for en samtale under fire øjne, benytter 

vi selvfølgelig rummet ved siden af. De fleste 

er gode til at sige, hvis de ønsker lidt mere 

diskretion. 

Og folk virker også helt fortrolige med 

klinikken. 20 procent af brugerne kommer fra 

de forskellige botilbud på Sundholm. Andre 

kommer fra nærområdet. De drikker næsten 

dagligt kaffe, spiser lidt havregryn og hviler 

ud – specielt dem, der har overnattet på natherberget 

og måske ikke fået så meget søvn. 

Med tiden, når de er begyndt at blive 

trygge ved sygeplejerskerne, henvender de sig 

og får hjælp. Her er en del udlændinge, hvoraf 

mange af dem sover ovre på natcaféen – de 

- Så kom de ind som to skoledrenge, bukkede pænt og gav mig nogle blomster, 

som de havde nappet ude på Sundholms område. Grete, sygeplejerske 

kommer også på klinikken for at soignere sig. 

En polsk far og søn, der arbejder fra tid til 

anden på danske byggepladser, er ude ved en 

håndvask ved toiletterne, og man kan høre en 

lettere brummen gennem hele huset. Faren har 

taget sin trøje af og står og barberer sig med 

bar mave. Lidt efter kommer han ind med barbermaskinen 

og et perfekt trimmet overskæg 

og siger tak for lån. 

God dag, råber sygeplejerskerne til ham 

med en hånd i vejret. 

- Hej mennesker, siger en fyr, der lige stikker 

hovedet ind. 

- Jeg vil gerne have et fodbad, siger en 

svensktalende fyr med Hus Forbi-tøj på. Han 

er 34 år, tidligere narkoman, nu på metadon 

og går med planer om at tage på en sommertur 

rundt i hele Danmark for at sælge Hus Forbi. 

Men det tærer på fødderne at være på gaden 

i så mange timer om dagen, og over vinteren 

har han haft fodsvamp, som satte sig i hans 

vinterstøvler. Nu har han fået nye sko af Hus 

Forbi og pleje i klinikken, så fodsvampen er 

ved at være under kontrol. 

- Her spiser jeg altid min morgenmad og får 

hvilet mig en stund, inden jeg er på gaden. At 

der er sådan nogle ildsjæle som Grete, er det 

bedste, der er hændt os hjemløse. Her kommer 

vi med vores ildelugtende fødder, og hun tager 

imod os med et stort smil, omsorg og kærlighed, 

fortæller han. 

En grønlandsk udseende fyr kommer ind 

og giver et kort, men heftigt nummer på luftguitar, 

og så er han ude igen. Den svenske fyr 

får Brentacort på sine fødder og rene strømper 

på og vrider fødderne lidt rundt. En hjemløs 

med langt skæg og en lille vogn med alt sit 

habengut i er i behandlingsstolen ved siden af 

svenskeren. 

- Har du en fodfobi, spørger han svenskerne. 

- Nej, jeg er bare kilden. 

- Hvad hedder kilden på svensk, spørger 

den langskæggede. 

- Killig! siger svenskeren. 

Klip og vask 

Klokken er ved at være ti, og klinikken holder 

lukket en time. Og så er der åbent igen frem til 

klokken et. Kurt kommer i badekarret. Grete 

hjælper ham med at blive vasket. En gammel 

kending, der nærmest er vokset op på Sund- 

holm, smider det meste af sit tøj på gulvet. Det 

skal vaskes og bliver lagt i en pose med navn 

på og kommer ud i vaskerummet til alle de 

andres tøj. En grønlandsk fyr bliver klippet. 

- Du har sådan et smukt hår. Det er slet 

ikke gråt som mit, siger Grete og klipper 

mange centimeter af den grønlandske fyrs hår. 

Hun har eksperimenteret lidt på det seneste, 

og nogle af de unge brugere kommer ind 

og bliver klippet helt skaldet i siderne, mens 

toppen af håret får facon. Jannie hjælper en 

fyr med at udfylde noget indkaldelsesmateriale 

til en brok-undersøgelse på Bispebjerg 

Hospital, en pige kommer ind med øjenbetændelse 

og får noget salve. 

Flere mennesker henter deres daglige 

forbrug af medicin, som de har afleveret i 

klinikken, så personalet kan holde styr på for 

dem. Mange henter B-vitaminer, som de tager 

for at undgå at få polyneuropati , det vil sige, 

at flere af de perifere nerver i kroppen (særligt 

i fødderne) ikke fungerer, som de skal. Der er 

blomster i vaser mange steder. En af buketterne 

fik Grete af to polske mænd, som hun 

havde klippet. 

- Så kom de ind som to skoledrenge, buk- 


kede pænt og gav mig nogle blomster, som de 

havde nappet ude på Sundholms område, siger 

hun smilende. 

I ’dagligstuen’ lidt længere nede ad gangen 

hænger en række mennesker ud. En fyr sidder 

og sliber med sandpapir på et stykke fint træ, 

som han tænker sig skal blive til en pibe, en 

svensk ældre dame, der er eksnarkoman, hviler 

sig og socialiserer i en sofa, en mand ligger 

med benene oppe og læser i ’Kig Ind’, mens en 

træt mand har lagt en sovepose ud og får sig 

en lur. 

Et godt kontaktsted 

Den langskæggede mand, som egentlig ikke 

ønskede at medvirke i artiklen, kommer hen, 

inden han går, og siger, at der er én vigtig ting, 

som han synes, vi skal skrive om. 

- Sygeplejeklinikken er et rigtigt godt 

kontaktsted. Hvis man ikke har nogen telefon, 

så kan kommune og andre instanser få 

kontakt til folk her. Også dem, der ikke har 

nogen folkeregisteradresse. 'Har du set den og 

den?' spørger man hinanden. 'Nej, men se nede 

i Sygeplejeklinikken', fortæller han og vandrer 

ud i gadelivet med sin vogn. 

Man fornemmer, at brugerne er trygge. 

Personalet får også opringninger fra socialrådgivere 

og kontaktpersoner, der henvender sig 

her, når de leder efter et menneske. 

- Men vores fornemste opgave er, at alle 

skal føle sig godt tilpas og velkomne. Vi skal 

selvfølgelig udføre et fagligt godt stykke 

sygeplejearbejde. Men folk, der kommer her, 

er medtagne og psykisk syge på grund af det 

liv, de har levet, og det kræver noget erfaring 

at hjælpe den gruppe mennesker. Her er meget 

omsorg og helhedsarbejde. Det er et utroligt 

dejligt arbejde. Man får så meget igen, siger 

Grete. 

Mon ikke. Folk kommer ind og giver krammere, 

fortæller vittigheder og råber også lidt 

op en gang i mellem – mestendels for sjov. Hvis 

der opstår problemer, har sygeplejerskerne 

nogle ’walkier’ på sig, og de kan tilkalde hjælp 

fra andet personale på Sundholm. De har også 

en rød knap, der går direkte til politiet, men 

den har det endnu ikke været nødvendigt at 

trykke på. 

Kurt er kommet op af sit bad. Grete har 

givet ham creme på benene, noget gazebind 

omkring nogle åbne sår på fødderne og et par 

rene sokker. Og Kurt er afslappet og nyvasket 

fra top til tå med helt rent tøj, som han fik på 

klinikken – en sand forvandling indenfor et 

par timer. Kurt ser frisk og dejlig ud, håret 

dufter, og han går over i Natcaféeen for at 

spise frokost. Han købte en madbillet for et 

par timer siden, men den er forsvundet i løbet 

af den store badedag, så nu håber han på, at de 

kan huske ham ovre i caféen. | 

mere om 

sygeplejeklinikken 

Herbergcenterets Sygeplejeklinik, der er et tilbud 

til marginaliserede grupper, har ligget på Sundholm 

siden 2000. Her er åbent mandag til fredag 

fra klokken 8-10 og 11-13, hvor der bliver ydet 

akut sygepleje. 

Hver torsdag er der tilknyttet en læge i tre timer. 

Ellers er klinikken drevet af tre sygeplejesker. 

Brugergruppen er karakteriseret ved misbrug, 

psykisk sydom, kaos i livssituation og relationer 

samt vanskeligheder ved at benytte de relevante 

tilbud. De kan møde op uden tidsbestilling eller 

henvisning og få behandling og rådgivning. 

Klinikken hører under Københavns Kommunes 

Socialforvaltning. | 

- Folk, der kommer her, er medtaget og psykisk syge på grund af det liv, de har levet, 

og det kræver noget erfaring at hjælpe den gruppe mennesker. Grete, sygeplejerske 

Næsten alle de børn, som er anbragt på opholdssted eller institution, kender til magtanvendelse, viser undersøgelsen. 

Hårdt at være anbragt uden for hjemmet 

Børnerådet har lavet en ny undersøgelse af anbragte børns forhold 

Børnerådet har gennemført en interview- 

undersøgelse for Social- og Integrationsministeriet. 

Rådet har talt med i alt 113 børn, som er 

anbragt uden for hjemmet. 

I undersøgelsen fortæller børnene blandt 

andet om, hvordan det føles, når voksne omkring 

dem træffer beslutninger på deres vegne uden at 

inddrage børnene og høre deres mening. Mange 

børn fortæller også om hyppige sagsbehandlerskift 

– nogle fortæller, at de har haft op til 20 

forskellige sagsbehandlere. Det gør det svært at 

have et tillidsfuldt forhold til sagsbehandleren. 

- undersøgelsen viser, at vi kan lave verdens 

bedste anbringelser her i Danmark. Men vi gør 

det bare for sjældent, siger formand for Børnerådet 

Lisbeth Zornig Andersen i en pressemeddelelse 

fra Børnerådet og Social- og Integrationsministeriet. 

Hun synes, at for mange af de børn, Børnerådet 

har talt med, føler sig overset og holdt uden 

for beslutningerne om deres liv. 

- Det skal vi lave om på, for det allervigtigste 

for børnene er at blive hørt. De vil inddrages, og 

de vil tages alvorligt. Og så vil de have engagerede, 

nærværende voksne omkring sig. En 

tilsynsførende, der hellere vil drikke kaffe med 

personalet end at tale med børnene, og pædagoger, 

der snakker vagtskema hen over aftensma- 

den – den slags har anbragte børn ikke fortjent, 

tilføjer Lisbeth Zornig Andersen. 

Magtanvendelser 

De børn, som er anbragt på opholdssted eller institution, 

kender næsten alle til magtanvendelser. 

Enten har de oplevet magtanvendelse på egen 

krop, eller også har de set personalet anvende 

det mod andre børn. På nogle anbringelsessteder 

oplever børnene magtanvendelse nærmest som 

en del af hverdagen. 

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup 

(S) erkender i pressemeddelelsen, at mange 

børn har oplevet, at ansatte anvender magt over 

for børnene, og også at magt blev anvendt helt 

unødvendigt og voldeligt. 

- Jeg har allerede sat gang i en reform af 

området, og vi vil stille langt større krav til personalets 

faglige kvalifikationer. Magtanvendelse 

skal naturligvis ikke være en del af hverdagen for 

anbragte børn, siger hun. 

For nogle børn betyder anbringelsen, at de får 

succesoplevelser i skolen og kommer fagligt igen. 

Anbringelsen kan også betyde en bedre sundhed 

for barnet. Flere børn fortæller, at de har tabt 

sig, fået øget selvtillid og bedre livskvalitet, og 

for nogle betyder det, at de ikke længere bliver 

mobbet. 

undersøgelsen viser også, at de fleste plejebørn, 

Børnerådet har talt med, trives og har det 

godt. Mange oplever, at plejefamilien hjælper 

dem i hverdagen, for eksempel med lektier og 

med at holde kontakt til venner og til den biologiske 

familie. De fleste plejebørn føler sig som en 

del af familien. Men der er også enkelte plejebørn, 

der peger på problemer med plejeforældre, 

som for eksempel er dårligt forberedte på opgaven, 

eller som virker uinteresserede i børnene. | 

Undersøgelsen viser, at vi kan lave verdens bedste 

anbringelser her i Danmark. Men vi gør det bare 

for sjældent, siger formand for Børnerådet Lisbeth 

Zornig Andersen. 


Foto: Colourbox Foto: Børnerådet/Henrik Petit

Vadim, Maxim og Maria på henholdsvis 

23, 19 og 24 år bor i en 

baggård mellem affald og ruiner. 

Brødrene Vadim og Maxim 

har boet på gaden i 12 år, mens 

Maria har boet der i 16. 

verden rundt for 20 kroner 

Anna Klitgaard har skrevet en række artikler for Hus Forbi om, 

hvad man kan få for 20 kroner ude omkring i verden 

Ukraine: 20 kroner = 14 kg kartofler 

Rigtig mange har fulgt med EM i fodbold på tv fra Ukraine. Skulle du have lyst til selv at 

rejse dertil, kan Hus Forbi nu fortælle lidt om, hvor langt du når for dine sparepenge. 

10 ml injicerbar boltushka, en liter hjemmelavet vodka eller 14 kg kartofler. Så meget kan 

man købe for 20 kroner i Ukraine. Og alle tingene er efterspurgte varer blandt Sortehavsbyen 

Odessas hjemløse børn og unge 

Tekst og foto Anna Klitgaard 

Byen Odessa ligger på Sortehavskysten i det 

sydlige Ukraine. Om sommeren er den fyldt til 

bristepunktet med turister, der kommer hertil 

for strandene, bylivet og sexindustrien, men 

om vinteren ligger den grå og trist hen. Selv 

havet, trækplasteret, er nærmest gemt væk 

i en kold dis, og de mange parker, caféer og 

restauranter er pakket ned, mens ejerne tager 

sig et hvil. 

Den slags er det dog ikke alle byens borgere, 

der har råd til. En million er de i alt, men 

omkring 40.000 er stiknarkomaner, og andre 

tusinder drikker alt for meget. Desværre er 

mange af dem – børn og unge – overladt til sig 

selv af forældre, der ikke magter at tage hånd 

om deres eget liv, og som slet ikke kan leve 

op til det ansvar, det er at leve som en familie 

med børn. 

Derfor har folkene i Socialpatruljens minibus 

travlt. I kældre, kloakker, oven på varmerør 

eller i beskidte baggårde opsøger de børn 

og unge, som kæmper for at holde tilværelsen 

ud i vinterkulden. Patruljens folk forsøger 

med snak og suppe at give dem lidt lindring i 

hverdagen. 

Håbløshedens baggård 

Tre af de unge, som bliver trøstet med lidt suppe 

og en samtale denne eftermiddag, er Maria, 

Vadim og Maxim. De lever i bydelen Peresyp 

nær centrum og er henholdsvis 24, 23 og 19 år. 

Man skal igennem en port under en faldefærdig 

etageejendom for at finde dem. Bag porten 

ligner det en losseplads, men ruinerne udgør 

en del menneskers hjem. 

De fleste er voksne hjemløse, der har levet 

i baggården i årevis. Men det unge trekløver 

holder også til her. 

Små brudstykker af lyde trænger nu og da 

igennem fra de sammenstyrtede huse, som 

et tegn på det liv, der leves mellem skrald, 

animalsk og menneskelig afføring og tomme 

flasker. Det sker, at en dør går op, og et træt 

ansigt titter ud fra ruinerne. 

Vadim, Maria og Maxim har boet her længe. 

De er naboer – næsten – smiler de, for mens 

ukraine 

| 1 rugbrød: 3 kroner 

| 1 kilo kartofler/løg: 

1,4 kroner per kilo 

| 1 liter benzin: 6,3 kroner 

| 1 øl: 2 kroner 

| 1 pakke cigaretter: 4 kroner 

parret Vadim og Maria holder til lidt oppe 

ad en vakkelvorn trætrappe, så bor Vadims 

lillebror Maxim i kælderen overfor. Lige nu 

sidder de dog sammen let hævet over affaldet 

på jorden under dem. De er krøbet sammen i 

parrets cirka fem kvadratmeter store rum for 

at holde varmen. 

Rummet er fyldt med beskidte tæpper, 

snavset tøj, tomme flasker og kopper samt 

cigaretskod, for i går var der – som alle andre 

dage – fest her. 

Tidligere var en festlig aften ensbetydende 

med boltushka, men efter at et par af trekløverets 

venner døde af en overdosis af det 

kemiske stof, så er de unge holdt op med at 

indtage det på daglig basis og bruger nu kun 

alkohol til at opnå en rus – siger de. 

- Maria har boet på gaden i 16 år, og vi i 12 

år, forklarer Vadim. 

- Vores hus, som lå ude på landet, brændte 

ned, så vores familie flyttede til byen. Men vi 

boede aldrig sammen med vores mor. Vi har 

klaret os selv, siden vi var børn. Det har været 

et hårdt liv. I dag tigger Maxim på markedet, 

og jeg stjæler, så vi kan købe mad og alkohol, 

siger Maria. 

Stadig stoffer 

Hun erkender dog, at når hun ryster på 

hænderne, skyldes det ikke blot hjemmelavet 

vodka, men også stoffer. Boltushka er svært at 

vænne sig af med, når man først er begyndt. 

Selvom det er meget billigere end heroin og 

kokain, så er det stadig så dyrt, at det er svært 

for de unge at få pengene til at slå til, når de 

har et misbrug. Maxim kan tjene alt fra 15 til 

150 hryvnia (10-100 kroner) om dagen ved at 

tigge. 

- Vi bruger stort set altid det, vi tjener, 

ukraine 

ukraine dækker et areal på 579.330 kvadratkilometer og er hjem til omkring 

45 millioner mennesker. Af dem lever omkring 30 procent i fattigdom, 

hovedsageligt på landet, for overgangen fra kommunismen til markedsøkonomien 

i starten af 1990’erne var hård for befolkningen. I sommeren har 

landet sammen med Polen afholdt EM i fodbold, og tildelingen af værtskabet 

har kastet lys på de ofte manglende menneskerettigheder, som indbyggerne 

lider under. 

på alkohol, mad og måske stoffer. Vi kan få 

en dosis boltushka på 10 ml, der er klar til at 

injicere, for 20 kroner eller en liter vodka eller 

14 kg kartofler. Hvis jeg bliver sulten, laver jeg 

mest kartofler og løg, for det er billigst, og så 

er der flere penge til det andet, smiler Maxim i 

den kolde vintersol. 

Begge drenge har fået nerverne i deres ben 

ødelagt af boltushka’en, de tog tidligere, og 

derfor har de svært ved at gå igennem affaldet 

og mudderet neden for trappen. Alligevel 

sætter de også denne eftermiddag hængelåsen 

på døren ind til de beskidte tæpper og tomme 

flasker og slæber sig mod markedet, hvor de 

håber at tjene til dagens forbrug. 

Ingen jul i baggården 

De har ikke nogen kontakt til familien. Vadim, 

Maxim og Maria har kun hinanden samt de 

venner, som de møder hver dag på gaden. 

Drengenes fokus er mest rettet mod at få 

mest muligt ud af de velgørende og uheldige 

sjæle, de møder i de næste timer, for de næste 

boltushka 

udbredt i ukraine og Rusland og er meget populært 

blandt stofmisbrugere. Det er langt billigere 

end opiate stoffer og produceres lokalt. 

Det består af eddike, vand, piller med efedrin, 

hostesaft og mangan, og især sidstnævnte stof 

er yderst skadeligt for kroppen. 

Baggården er hjem for en del hjemløse, for 

her er relativt roligt. Affaldet tiltrækker 

mange mus, rotter, katte og hunde, men i 

ruinerne kan de hjemløse opholde sig, få 

lidt varme fra et kogeblus og være i fred. 

Roma deler suppe ud til Odessas hjemløse. 

Stort set hver dag året rundt kører 

Social patruljen ud til byens hjemløse 

for at finde ud af, hvor de opholder sig, 

hjælpe dem med rådgivning, lægehjælp 

eller lidt mad. 

dage kan blive stille, siger de samstemmende. 

Maria er mest optaget af sine hænder, der bare 

ryster. Hun har brug for noget at styrke sig på, 

men lige nu er flaskerne i rummet tomme, og 

suppen, som Inna og Roma fra Socialpatruljen 

rækker ud, frister hende ikke rigtig. Brødrene 

slubrer suppen i sig, inden de kæmper sig igennem 

affaldet og ud af porten. Bag dem stikker 

en mand sit hærgede ansigt ud af en af de 

andre ruiner på grunden og følger drengenes 

slæbende gang. 

Inna og Roma har begge levet det hårde liv, 

men det var før, de kemiske stoffer for alvor 

fik fat i Odessa, og derfor er deres fysik ikke så 

ødelagt. Alligevel ved de af egne erfaringer, at 

de aldrig vil kunne presse de unge ud af misbruget, 

og derfor opsøger de dem i stedet hver 

dag for at støtte dem til med tiden at komme til 

den rigtige beslutning. Om de når de unge når 

så langt er et åbent spørgsmål. | 


Livet tilbage 

uden hash og bajere 

Jan Larsen sagde sin lejlighed op for at komme på Møltrup Optagelseshjem 

og få et liv uden druk 

Man kan vælge og vrage mellem jobs, siger Jan Larsen, som er kommer til Møltrup for at holde op med drikke. 

Tekst og foto: Poul Struve Nielsen 

Det var ikke svært for 45-årige Jan Larsen at 

sige farvel til sin lejlighed i Horsens. Det var 

alligevel ikke den, der var omdrejningspunktet 

i tilværelsen. Han levede sit liv i en nærliggende 

park. 

- Men det eneste, jeg bestilte, var at stå op 

og gå ud at ryge hash og drikke bajere. Det 

blev for hårdt. Hver eneste måned skulle man 

trylle for at skaffe penge til det, fortæller han. 

Jan har levet et hårdt liv. Han har været på 

flere forsorgshjem, på afvænning hos Blå Kors 

og været gadehjemløs. Livet på gaden i Horsens 

var også hårdt. Fire af dem, han kendte i 

Horsens, døde i løbet af kort tid. En af vennerne 

blev fundet i nærheden af banegården, 

hvor han var frosset ihjel om vinteren. 

Så til sidst var der ikke så mange venner 

tilbage. 

- Venner? Jeg havde dem nede i parken, 

som stod og drak bajere. Kan man kalde det 

venner? Måske. Men dagen efter kan man jo 

ikke engang huske, hvad vi har stået og snakket 

om, siger Jan Larsen. 

Tilværelsen tegnede ellers ikke til, at han 

skulle blive hjemløs og få problemer med 

misbrug. Han er uddannet automekaniker og 

havde familie og et stort hus på Amager. Men 

han blev skilt, mistede jobbet og endte med at 

drikke alt for meget. 

Det bliver til lidt mere 

Da han for år tilbage var på afvænning på Blå 

Kors Hjemmet i Hobro, var det Tårnby Kommune, 

der betalte. Denne gang var Møltrup 

den eneste vej, Jan kunne se ud af hashtågerne 

og de store branderter. 

- Det kan måske lyde lidt vildt at sige sin 

lejlighed op for at komme til at bo her, men 

det var også for, at jeg skulle holde op med at 

drikke. Behandling er jo dyrt, og kommunerne 

smider ikke om sig med pengene, erkender 

han. 

På Møltrup er der kommet noget at stå op 

til, og de samtaler, han har med de andre beboere, 

husker han. 

- Man kan måske godt blive lidt kuk af alle 

de mennesker. Men jeg har nogle få gode venner 

her. Det er lidt noget andet, end det var i 

Horsens. I parken blev det aldrig til noget. Her 

bliver det ligesom til noget mere. Der er hold 

i det, når man sætter noget i gang, siger Jan 

Larsen. 

- Her er de selvforsynende 

med alting. Man kan vælge 

og vrage mellem jobs. 

Og hvis der er nogen, 

der har en lilleskavank, 

behøver de ikke arbejde 

mere, end de er i stand til. 

Det er rart at have noget 

'at stå op til. 

Han er faldet i en enkelt gang under opholdet 

på Møltrup. Det var den dag, cykelløbet 

Italien Rundt, eller Giro d’ Italia, startede i 

Herning. Da kom der for meget gang i festen. 

Eller som forstander Ebbe Larsen sagde til 

ham: 

- Da var du vist på en tur, som der ikke 

er meget at skrive hjem om. 

Jan valgte at melde sig på kontoret og 

gå til bekendelse, da han kom hjem. Så fik 

han lov at sove i 'Svalereden', indtil han var 

blevet ædru igen. Svalereden er navnet på 

de værelser, hvor beboerne på Møltrup kan 

få lov at sove deres brandert ud, hvis de er 

faldet i. 

Husorden 

Beboerne på Møltrup skal følge den husorden 

og det regelsæt, som er gældende. 

Hertil hører accept af det kristne grundlag, 

som stedet drives på, en accept af 

arbejdskravet og en accept af, at stedet skal 

være fri for alkohol, spiritus og rusmidler af 

enhver art. 

Hvis Jan Larsen ikke var gået på kontoret 

med en tilståelsessag, da han kom fuld 

hjem, var det gået ham som med en anden 

beboer, der stod uden for kontoret, da Hus 

Forbi kom – forbi. Han var gået direkte på 

værelset efter en fugtig aften i byen. Nu var 

han på vej væk fra Møltrup til en ukendt 

destination efter at have fået en måneds 

karantæne. 

Jan Larsen har ikke noget problem med 

arbejdskravet. Tværtimod. 

Mens han boede på forsorgshjemmet 

Sølyst i Horsens, var han med til at lave 

projektet 'Hyr en hjemløs', som desværre 

blev standset på grund af nogle tvister med 

de lokale fagforeninger. For han kan lide at 

være i gang. 

I ugerne op til 100-års-jubilæet og sommerfesten 

kalker han den gamle herregård. 

Ellers arbejder han på savværket. Og forbuddet 

mod alkohol er netop en af grundene 

til, at han har valgt Møltrup. Der er ingen 

fristelser. 

Da han på et tidspunkt boede på Roskildehjemmet, 

blev der drukket på værelserne. 

- Det var et hæsligt sted, siger han. 

Masser af arbejde 

På Sølyst var der ikke så meget at bestille. 

- Man kunne måske gøre toiletterne rent 

en gang imellem. Her er de selvforsynende 

med alting. Man kan vælge og vrage mellem 

job. Og hvis der er nogen, der har en lille 

skavank, behøver de ikke arbejde mere, end 

de er i stand til. Det er rart at have noget at 

stå op til, konstaterer Jan Larsen, som også 

er glad for den gode omgangstone. 

- Det er flinke og rare mennesker, der er 

ikke nogen slavepiskere her, siger han. 

Desuden værdsætter han de mange 

arrangementer, der er. Ud over starten på 

cykelløbet, hvor han endte med at blive 

tabt af feltet for et par dage, har han været 

på et par vellykkede ture, blandt andet til 

Vesterhavet. 

- Vi ville have badet, men vandet var alt 

for koldt. Så vi badede i Sunds Sø, fortæller 

han. 

Sunds Sø ligger lige ved byen Sunds lige 

uden for Herning. Der har også været ture 

til Tyskland og til Givskud. 

Lige nu lever Jan som en af ’Møltrups 

sønner', som beboerne kalder sig indbyrdes. 

- Jeg har selv sat mig for, at jeg skal blive 

her en vis tid. Men på et tidspunkt vil jeg 

gerne til Sjælland igen. Jeg har også tre børn 

på Sjælland. En på 21, en på 17 og en på 

seks, fortæller han. | 

100 år 

på heden 

Møltrup åbner dørene for de mænd, 

andre helst ikke vil have indenfor 

Møltrup Optagelseshjem blev grundlagt i 

1912 af fængselspræsten i Vridsløselille, 

Johannes Munck. Som fængselspræst 

havde han gjort sig den samme erfaring 

som mange både før og efter ham: Når de 

indsatte bliver løsladt, er de udsatte i mere 

end en forstand. De er uden udsigt til job 

eller bolig. Misbrug – det var mest alkohol 

i 1912 – er den eneste lindring for mange i 

en smertefuld tilværelse. 

Resultatet er ofte ny kriminalitet og 

tilbagevenden til fængslet. Når et medlem 

af Johannes Muncks menighed i Vridsløselille 

holdt op med at komme til præsten på 

grund af løsladelse, skete det ofte efter et 

stykke tid, at han vendte tilbage. 

Så da fængselspræsten fik en mulighed 

for at overtage herregården Møltrup i 

Vildbjerg ved Herning, åbnede han Møltrup 

Optagelseshjem. Pengene fik han fra en 

anonym giver, som siden viste sig at være 

Morten Vilhelm Brandt fra den gamle 

odenseanske farver- og handelsslægt, som 

kendes for Brandts Klædefabrik. 

Familien Munck fortsatte med at sætte 

sig præg på Møltrup, også efter Johannes 

Muncks død i 1919. Pastor Munchs bror, 

grosserer Vilh. Munck, fortsatte som medlem 

af bestyrelsen. 

I 1952 tog Johannes Muncks datter og 

svigersøn, Ingrid og Viggo Jepsen, over 

som forstanderpar, og da Møltrup Optagelseshjem 

fejrede 75-års-jubilæum i 1987, 

hed forstanderparret Lis og Johannes 

Munck Jepsen. 

I dag er familien ikke længere en del af 

driften. Men den familiære omgangsform 

kan ses i introduktionsbrochuren, hvor man 

kan læse, hvordan nogle af ’Møltrups sønner’ 

ender med at blive båret fra Møltrups 

plejeafsnit og blive begravet i et særligt 

hjørne af Timring Kirkegård. 

Det skal tilføjes, at mange af især de 

yngre beboere, 'når isen kan bære', kommer 

i egen lejlighed og måske i gang med 

et arbejde eller en uddannelse. 

Jubilæet blev fejret den 10. juni. | 


Jan Larsen

Når du begynder at eksperimentere med livet, så er du på vej videre, siger Ebbe Larsen. 

Du skal være bange for at dø 

Når du er glad for livet, er du på rette vej, siger forstander 

- Når man er nået dertil, at man er bange for at 

dø, så er man kommet videre, siger forstander 

på Møltrup Optagelseshjem Ebbe Larsen. 

Han fortæller, at beboere, som har lagt et 

misbrug bag sig, har eksperimenteret rigeligt 

med døden. De har haft den på tæt hold. De har 

været bange for at leve. 

- Men når du når dertil, at du begynder at 

eksperimentere med livet, fordi du er blevet så 

glad for det, at du er bange for at dø, så er du 

kommet videre, siger han. 

På Møltrup lægger de meget vægt på, at stedet 

er mere end en bolig. 'Et næsten almindeligt 

hjem', hedder et slogan. Men at komme videre 

dækker over mere end det. 

- I en kommunal forståelse dækker det at 

komme videre måske over at komme ud at 

rådne op i et værelse eller en lille lejlighed, 

siger Ebbe Larsen. 

Han betegner Møltrups kerneindsats som en 

form for aktiv livshjælp. Beboerne skal lære, at 

livet er smukt. Men udgangspunktet er i øvrigt 

ikke, at Møltrup skal ’give’ noget. 

- Når der kommer en ny beboer, siger vi: 

’Goddag og velkommen. Hvad kan du hjælpe 

os med?’ Der er mestre og svende som på det 

almindelige arbejdsmarked. Men alle er med, og 

det er en del af ’myndiggørelsen’ af det enkelte 

menneske, der sker, fortæller forstanderen. 

Møltrup Optagelseshjem er bygget op 

omkring den gamle, hvidkalkede herregård fra 

- Når der kommer en ny beboer, 

siger vi: ’Goddag og velkommen. 

Hvad kan du hjælpe os med?’ 

Der er mestre og svende som på 

det almindelige arbejdsmarked 

Ebbe Larsen, forstander på 

Møltrup Optagelseshjem 

1700-tallet. Siden er der bygget til, så den trelængede 

hovedbygning ikke står alene. I alt er 

der 15.500 kvadratmeter under tag, og til herregårdens 

drift hører desuden cirka 165 hektar 

jord med landbrug, gartneri, skov og eng. 

Køer, grise og arbejdspladser 

Der er omkring 70 malkekøer, en flok frilandsgrise 

og nogle heste. Desuden er der et savværk 

og produktion af blandt andet smykkeæsker og 

en lang række produkter til industrivirksomheder. 

Den årlige omsætning ligger på 20 millioner 

kroner. 

Men formålet med det hele er ikke at tjene 

penge. Det er at have noget meningsfuldt 

arbejde til beboerne, som alle betaler for deres 

ophold. Prisen for kost og logi ligger på cirka 

3.750 kroner om måneden. Beboerne betaler for 

opholdet af deres pension, kontanthjælp eller 

dagpenge. 

De må ikke modtage løn for deres arbejde, 

men de får lidt ekstra lommepenge, som kan 

være en hjælp til en pose kaffe eller lidt tobak. 

- Når der kommer en mand, siger jeg: ’Du 

skal først og fremmest have en seng.’ Når han 

så har det, skal han også have et job. Så udspringer 

naboskaber, fællesskaber, venskaber 

og kammeratskaber deraf, siger Ebbe Larsen. 

Men udelukker Møltrup ikke folk, når der 

uddeles karantæner? 

- Vi spiller inden for nogle veldefinerede 

regler. Hvis der er én, som kører i venstre side 

af vejen eller over for rødt, så er der nogle 

sanktioner. Men man får lov at komme tilbage 

igen. Der gives ikke evighedskarantæne. Kun i 

voldssager, fortæller han. | 

500 hjemløse synger med ’Streetwise Opera', som dog får hjælp fra andre kor til at mønstre et hjemløsekor på 300 mænd 

og kvinder til OL-åbningen. 

Hjemløse synger 

olympiaden ind 

Når OL i London åbnes i denne måned, er det første gang, 

hjemløse er med 

af Poul Struve Nielsen 

300 hjemløses stemmer vil være 

med til at fejre åbningen af De 

olympiske Lege i London 2012. De 

fleste kommer fra Storbritannien, 

men der vil også være deltagere 

fra udenlandske hjemløsekor. 

Det er velgørenhedsorganisationen 

’Streetwise Opera’ – en 

dansk oversættelse kunne være 

’Gadedrenge operaen’, der står 

bag begivenheden. Koncerten 

finder sted i den kongelige opera i 

London, Royal Opera House. Det er 

første gang nogensinde, at et kor 

af hjemløse deltager i åbningen af 

verdens største idrætsbegivenhed. 

Koret er blot en del af forestillingen. 

Der bliver tale om en 

kabaret-forestilling med flere 

scener, hvor 50 forskellige indslag 

med både sang, teater og film beskriver 

hjemløses verden. Indslagene 

er udvalgt af repræsentanter 

for hjemløse i England. 

Streetwise Operas forestilling 

er en del af en 12 uger lang 

kulturfestival i London, kulturolympiaden 

eller 'The London 

2012 Festival', som strækker sig fra 

den 21. juni til den 9. september i 

år. Formålet er, at alle skal mærke 

noget til både OL, som begynder 

den 27. juli og varer til den 12. 

august, og De paraolymiske Lege 

for handicappede, som også holdes 

i London. | 

Læs mere på 

www.streetwiseopera.org 

Boligkrise i 

London 

Hjemløseorganisationer i London 

fordømmer den adfærd, som 

udlejerne af boliger i værtsbyen 

udviser i forbindelse med sommerens 

olympiske lege. Det bliver 

endnu sværere at finde et sted at 

bo i London 

Organisationen Shelter siger til 

avisen The Telegraph, at griske 

udlejere får boligkrisen til at eskalere 

voldsomt. Den gennemsnitlige 

værelsesleje for kortvarige lejemål 

er ifølge avisen steget voldsomt. 

Det øger presset på boligmarkedet 

i den britiske hovedstad, hvor flere 

tusinde mennesker i forvejen er 

henvist til at sove på gaden. 

Lederen af Shelter, Campbell 

Robb, mener, at de priser, som 

griske lejere nu kan slippe af sted 

med at tage på grund af de mange 

mennesker, der kommer til London 

i anledning af olympiaden, vil 

forværre situationen for fattige og 

hjemløse langt ind i fremtiden. 

- Medmindre der investeres i 

ordentlige boliger, som almindelige 

mennesker har råd til at bo i, vil det 

vare længe, før vi får bugt med den 

øgede uligevægt, som De olympiske 

Lege skaber på boligmarkedet, siger 

han til The Telegraph. 

hjemløse i 

ol-værtslandet 

Det officielle antal hjemløse er 

steget med 14 procent i Storbritannien 

i 2011. Antallet af gadehjemløse, 

som ikke har andre steder at 

være end på gaden, er steget med 

23 procent i 2011. Et skøn er, at 

3.975 mennesker sover på gaden 

alene i OL-byen London. Der er 

desuden 40.000 herbergspladser i 

London, og hjemløseorganisationer 

skønner, at der er cirka en halv million 

’skjulte’ hjemløse i Storbritannien. 

(kilde: Streetwise Opera) 


| debat | 

Melder ’Hus Forbi’ på grund af tog-snyd 

I en del år har jeg købt jeres avis 'Hus Forbi'. 

Men efter at have læst nummer 5, maj 2012, er 

jeg blevet meget stødt over et af jeres indlæg. En 

43-årig mand ved navn Martin Mogensen koketterer 

med at skylde DSB 158.000 kroner. Og så 

kunne han for øvrigt ikke drømme om at betale 

sin billet til Ballerup. Hvad fanden bilder han sig 

ind? Hvis alle havde den indstilling, så var der 

jo ikke noget, der hed togdrift, og så måtte Hr. 

Mogensen vade af sted, så godt han kunne. Hvis 

det er avisens politik at støtte den slags asociale 

personager, så melder jeg 'Hus Forbi', og jeg stopper 

hermed køb af jeres avis. 

Jens Gravesen, Aalborg SV 

svar 

Kære Jens Gravesen 

Det er ærgerligt, hvis du ikke vil købe Hus Forbi. 

Der er 1.100 sælgere, og de er alle forskellige 

mennesker. uanset om han kører tog eller ej, så 

bidrager Martin uforholdsmæssigt meget til, at vi 

alle kan køre tog. Han bliver nemlig trukket 400 

kroner hver måned i sin overførselsindkomst. De 

går til afdrag på hans gæld til DSB. Et tozoners 

kort, som ville være meget bedre end det CSRkort, 

DSB nu er gået bort fra, koster langt mindre. 

Med kortet forsøgte DSB at forbedre de 

hjemløses situation. Men i hovedstadsområdet er 

det faktisk Movia, der er ansvarlig for trafikken, 

DSB er blot operatør. For hjemløse udgør rejser 

med busser og Metro et lige så stort problem, og 

det gælder også for rejser med trafikselskaberne i 

Nordjylland og resten af landet. 

Nogle vil måske blive forargede over, at hjemløse 

snyder. Men hvis de udebliver fra en samtale 

i jobcentret eller i misbrugscentret, har det meget 

Vi skal blive bedre 

store personlige konsekvenser for den enkelte og 

er i længden meget dyrt for samfundet. 

Selv betaler jeg cirka 1.200 om måneden for 

et rejsekort, der dækker hele hovedstaden. Men 

mine transportudgifter finansieres jo for størstedelen 

af det transportfradrag, jeg kan trække fra 

på selvangivelsen. Det kan man ikke, når man er 

hjemløs eller arbejdsløs (da fradraget jo beregnes 

på afstanden mellem hjem og arbejdsplads), og 

hjemløse har faktisk et reelt transportbehov i 

forbindelse med behandling og fremmøde. 

Så et meget billigt rejsekort, sådan som DSB 

forsøgte sig med, vil være en genial løsning, der 

forbedrer samarbejdet mellem de hjemløse og det 

offentlige og sparer DSB, SKAT og andre for en 

masse bureaukrati, som alligevel ikke fører til noget. 

Vi mangler et landsdækkende politisk initiativ 

til at bane vej for sådan en ordning. 

Poul Struve Nielsen, redaktør Hus Forbi 

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) svarer på det åbne 

brev fra Hus Forbi-sælger Ib Maack i juni måneds udgave af Hus Forbi 

kære ib 

Tak for dit brev. Jeg er meget ked af at høre, at du har oplevet at løbe panden 

mod en mur i din kamp for at komme i behandling for dit alkoholmisbrug 

og få hjælp til at få løst dine andre problemer. Og jeg vil gerne slå fast, 

at det er min ambition, at forholdene for dig og andre i samme situation 

bliver forbedret. 

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at en af de helt store udfordringer er, 

at vi skal blive bedre til at tilbyde lige præcis dig, og andre i samme situation, 

den helt rigtige indsats så hurtigt som overhovedet muligt. 

Det er ikke dit ansvar at holde snor i kontakten til den ene, den anden 

og den tredje sagsbehandler, og du skal heller ikke løbe spidsrod mellem 

enhed-dit og enhed-dat. Det er kommunens ansvar at give dig en sammenhængende 

og koordineret hjælp, der tager udgangspunkt i netop din 

situation. Andet kan vi som samfund ikke være bekendt. Det er spild af 

din tid, dit liv og en masse penge og ressourcer, hvis du ikke får den hjælp, 

du har brug for. 

Jeg ved, at flere kommuner har indrettet sig sådan, at man så vidt muligt 

kun skal have kontakt til en medarbejder i kommunen. Flere kommuner 

arbejder med metoder, som skal give borgeren støtte i hjemmet. Det kan for 

eksempel være med en såkaldt case-manager – som er en medarbejder, der 

kan holde styr på borgerens kontakter til myndighederne. Det kan være 

hjælp til det praktiske med regninger, kontakt til elselskab og så videre. 

Ligesom det kan være hjælp til at tage kontakt til den rette myndighed og 

den rette behandling. På den måde bliver borgeren i stand til at fastholde 

sin bolig og forbedre sin situation. Og det er jo helt afgørende. 

Vi skal videre ad den vej. Ikke bare ét eller to skridt, men hele vejen. 

De bedste hilsner 

Karen Hækkerup, social- og integrationsminister 

En god dag i Mølleparken 

Pinselørdag fik Aarhus også sin festival for gadens folk 

Foto Sanne Berg 

Det var en herlig dag i Aarhus, da 

der blev holdt Gadefestival i Mølleparken 

mellem Aarhus Å og hovedbiblioteket 

pinselørdag. 

Der var musik dagen lang, hvor 

blandt andet musikere fra væresteder 

i Aarhus rockede deltagerne i pinsesolen. 

Samtidig blev der afviklet en turnering 

i gadefodbold. Hus Forbi bidrog 

til festivalen med et telt. Også SAND 

Aarhus, Foreningen til oplysning om 

gadeliv, Det blå Sted, Det grønlandske 

Hus, Cafe Parasollen og mange flere 

var med. Ikke mindst Hus Forbi-distributøren 

fra Værestedet i Jægergårdsgade 

havde gjort en stor og succesfuld 

indsats med at få festivalen op at stå. 

Så tillykke til Aarhus med at have 

fået et arrangement, der svarer til 

Hjemløsedagen i København og Brugernes 

Bazar i Odense. 

Fotograf Sanne Bergs billeder fra 

en af årets hidtil bedste solskinsdage 

siger vist det hele. | 


| debat | 

Hus Forbi har modtaget et rim som reaktion på artiklen om det 

danske formandskab i EU, som ikke vil blande sig i andres landes 

interne anliggender. Heller ikke selvom Ungarn forbyder hjemløse 

og fængsler folk for ikke at have et sted at bo: 

Socialministeriet udtaler - 

Karen Hækkerup galer 

Angående Ungarn må vi sande - 

at der ikke er plads til hjemløse i alle lande 

Men her i Danmark har vi masser af plads på gaden - 

og i skraldespanden kan de jo finde maden 

nyt sælgerkort 

Copyright Tonny, Hus Forbi-sælger 0081 

(han står oftest ved indgangen til Bakken) 

Husk at købe dit Hus Forbi fra en sælger med gyldigt sælgerkort 

Hus Forbis sælgere har netop 

fået nye kort. 

De nye kort har stregkode, 

så distributørerne kan scanne 

kortene, før de udleverer aviser 

til sælgerne. Det er en udvikling, 

som Hus Forbi har fundet 

Sådan ser et nyt sælgerkort ud. nødvendig for at hindre, at 

sælgerkortene bliver forfalskede. 

For at værne om Hus Forbi og om de hjemløses mulighed for at 

forbedre deres situation gennem avissalg er det nødvendigt at sikre, at 

alle sælgere overholder de spilleregler, der er. 

Desværre har Hus Forbi oplevet, at nogle kriminelle bagmænd har 

udnyttet mennesker i nød, blandt andet ved at forfalske Hus Forbis 

sælgerkort. 

Med stregkoden får Hus Forbis distributører bedre mulighed for at 

sikre, at det er de rigtige sælgere, de udleverer aviserne til. 

Ture med Henrik kan bestilles på telefon nummer: 5273 9272 

En dejlig rundtur 

Hovedstaden fra alle vinkler med 

Hus Forbi-sælger Henrik 

I Kristi Himmelfartsferien 2012 var vi 

fem dage i København, og vi oplevede 

mangt og meget, der var nyt for os 

jyder. 

Men den bedste oplevelse, vi 

havde, var uden tvivl en sightseeingtur, 

som vi havde aftalt hjemmefra 

med Hus Forbi-sælger Henrik. Vi 

køber altid de hjemløses avis og så 

derfor tilfældigvis artiklen om Henrik, 

der laver disse ture på cykel i sommerhalvåret. 

Så vi lejede cykler og mødtes 

med ham og hans Christiania-cykel til 

aftalt tid ved Hus Forbi i Bragesgade 

på Nørrebro. 

Og så blev vi guidet rundt på cykel 

til alle de lokaliteter i byen, som Henrik 

havde haft berøring med, og det 

var ikke så få; vi så blandt andet en 

skole, han havde gået på, og steder, 

hvor han havde boet, vi var omkring 

tomten efter ungdomshuset, og 

undervejs stoppede vi mange gange 

og fik fortalt historien om Henriks 

opvækst, skolegang og uddannelse 

og hans liv som arbejdsløs, rodløs og 

hjemløs, som han sagde. 

Turen sluttede med en rundvisning 

ude på Christiania, som Henrik med et 

glimt i øjet kaldte for sin 'kolonihave'. 

Vi fik set hovedstaden fra alternative 

vinkler, som vi aldrig ville have set 

uden hans rundvisning. Han fortalte 

usentimentalt, levende og underholdende 

om sit barske liv fra barnsben, 

10 år som sømand på farten over hele 

verden, blandt andet med Mærsk, 

uden fast bopæl i Danmark. Han 

fortalte også med synlig stolthed om 

nogle af de projekter, han har været 

involveret i i nyere tid, blandt andet 

teater med socialt udsatte børn, de 

hjemløses kor (Kongelig Korsanger 

Henrik!) og om det at være Hus- 

Forbi-sælger. 

Jo, Henrik var et hyggeligt og også 

lærerigt bekendtskab. Han gav os 

en oplevelse, vi ikke ville have været 

foruden, og som vi varmt kan anbefale 

andre, der måtte komme forbi på 

cykel. 

Jytte og Jan/Århus 

om du løser alle eller én opgave, gør ingen forskel. alle rigtige besvarelser deltager 

i lodtrækningen om 2x2 boggaver - fra vores helt egen verden. 

duSaduKu 

X-ord er kreeret af anne Jensen. 

Karsten fatum og Søren franck har lavet duSaduKu. 

off 

line 

Vil du vinde 

SEND LØSNINGER TIL: 

Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N 

senest 5. august. 

Mrk. kuverten 'OFFLINE' 

Navn _________________________________________ 

Adresse ______________________________________ 

Postnr ____ By ________________________________ 

vinderne får direkte besked og 

offentliggøres på www.husforbi.dk 


3 

spørgsmål 

hvad fik du at spise i går? 

- Kartoffelsalat og pølser til frokost her i Bragesgade. Jeg 

fik ikke noget aftensmad, for det tager sulten at drikke 

bajere, men det skal der også laves om på. 

hvad skal der til, for at du får det 

bedre? 

- Jeg skal tilbage på medicin og blive stabiliseret. Tidligere 

fik jeg seks til syv forskellige slags medicin og gik rundt 

som en zombie, fordi jeg var stærkt overmedicineret. Så 

denne her gang skal det gøres ordentligt. 

hvad går pengene til? 

- Til at købe noget at drikke for og komme frem og tilbage 

med bus. Og så vil jeg gerne spare sammen til en ny 

garderobe. Jeg har mistet alt undervejs på grund af mine 

mange flytninger. 

32 | HUS FORBI | nr. 2 februar 2012 | 16. årgang 

sælger nr. 1065 

Lars Bæksted 

| ny hus forbi-sælger | 

af Birgitte Ellemann Höegh 

foto Lars Ertner 

På Lars Bæksteds knoer på hænderne står der ’R-E-S-T-L-E-S-S’ med 

store bogstaver – en tatovering, som han sidste år valgte at få, da han 

kom på førtidspension. 

- Jeg har altid været rastløs. Men hvis jeg skiller hænderne ad, står 

der REST LESS – hvil mindre – og det er det, det handler om for mig: at 

komme ud og gøre noget, fortæller 36-årige Lars Bæksted, der er i København 

og forbi Hus Forbis lokaler, hvor han drikker nogle øl sammen 

med de andre sælgere i gården. Ellers bor han på Bornholm sammen 

med sin kæreste. 

- Det er godt, at jeg er kommet i gang med at sælge Hus Forbi. 

Lars Bæksted lider af angst og paranoia, har tvangstanker og hører 

stemmer. Han mener, det kan skyldes, at han i sin barndom har flyttet 

op mod 20 gange sammen med sin mor. De flyttede, fordi hun hele tiden 

ledte efter noget bedre. Han har været på medicin gennem en lang 

periode, men stoppede for et år siden. 

- Jeg ville prøve at være menneske igen, men det er for svært uden 

medicinen. I stedet erstattede jeg medicinen med øl. Det har nu stået på 

i fem måneder, og så bliver det hver dag til lidt flere øl, end jeg har brug 

for, fortæller han. 

Til gengæld er han begyndt at sælge Hus Forbi – en imponerende 

bedrift, taget i betragtning af at han ellers har vanskeligt ved at være i 

kontakt med andre mennesker. Normalt skal han drikke sig mod til at gå 

ind i en bus, da det i sig selv kan virke uoverskueligt. 

- En ven, jeg kender fra et værested i Rønne, begyndte at tage mig 

med ud at sælge aviser. Først stod jeg i baggrunden og syntes, det var 

pissesvært, men når min ven skulle gå lidt, oplevede jeg, hvor søde folk 

var. 

Med tiden fandt Lars Bæksted ud af, at han godt kunne sælge aviserne 

alene. 

- Tidligere har jeg arbejdet, når jeg har magtet det – blandt andet 

som kok og på en minkfarm. Nu er jeg min egen arbejdsgiver. Hvis jeg 

har en dårlig dag, kan jeg blive hjemme, men jeg tager som regel tasken 

på og kommer af sted. Jeg har været heldig og har kun mødt søde kunder, 

og så har jeg overvundet min fobi med min gule Hus Forbi-taske. 

Det er den bedste medicin, jeg har fået, og jeg har ellers fået rigeligt 

inden for psykiatrien. 

Lars Bæksted ved godt, at han bliver nødt til at vende tilbage til 

medicinen igen. For stemmerne er endnu inde i hans hoved. Hans nerver 

sidder uden på tøjet, og han vil ikke drikke sig ihjel, som hans far gjorde. 

Mens han har været i København, har han været på Bispebjerg Hospitals 

psykiatriske afdeling for at bede om hjælp. De henviste ham til hans 

egen læge på Bornholm, så når Lars Bæksted er tilbage, ønsker han at 

blive indskrevet på den psykiatriske afdeling på Bornholms Hospital. 

- I de 14 dage, jeg har været i København, er jeg begyndt at tale 

til kunderne. Det har jeg ikke turdet før. Hus Forbi har givet mig et 

netværk, og jeg har sovet rundt omkring hos de andre sælgere. Miljøet 

blandt sælgerne føles som et fristed for mig. Det er nogle virkelig søde 

mennesker, som accepterer mig, som jeg er. Og har jeg den gule sælgertaske 

på skulderen er det med åbne arme og kys på kinden. Jeg kalder 

tasken for mit ’frikort’. | 

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i 

gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har 744 sælgere spredt ud over 

hele Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet.

Syg hjemløs smidt på gaden Hurtig nedtur for ... - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?